Tag-arkiv: Covid-19

Solberg og tamlaksene


Norge er som bekendt verdens største producent af tamlaks i åbne totalforurenende havbrug. Med totalforurenende menes, at al forurening uden undtagelse lukkes ud i havet. Ingen rensning er mulig.

Heldigvis er vi danskere ikke ene om at have uduelige, inkompetente eller skrupelløse politikere, der kun tænker på at mele egen kage eller i hvert fald få tiden som folkevalgte til at gå på fuld løn og med fuld pension.

Nordmændene er også rigtig godt med. Det har de gjort med den norske lakseimperialisme, som dygtige norske politikere i løbet af få årtier har fået spredt til så fjerne lande som Chile ved Stillehavet. Med god hjælp fra stenrige erhvervsfolk, som har tjent deres første milliarder via Nordsøolien.

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er en af dem, som har bidraget rigtig meget til den globale spredning af tamlaks og forurening. Hun har været aktiv på mange områder, hvilket sikrede hende genvalg som den første norske statsminister nogensinde.


Erna og ægtemanden

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er netop kommet galt afsted igen-igen. Denne gang er hun tilsyneladende kommet ud i sit livs stormvejr på grund af ægtemanden og hans aktiehandler under hendes periode som norsk statsminister.

Det norske Dagbladet undersøger lige nu, om der er tale om en ægteskabelig krise eller en bevidst løgnehistorie. Enten forsøger Erna Solberg at skjule, at hun hele tiden har kendt til mandens aktiehandler. Eller også har hendes mand bevidst handlet bag hendes ryg. 

For nylig sagde Solberg på et pressemøde, at hun i flere tilfælde burde have været inhabil på grund af mandens aktier, som hun efter eget udsagn først fik kendskab til ugen før. Det udsagn har Solbergs mange kritikere dog sået tvivl om. 

Kort efter måtte den tidligere statsminister derfor på banen igen. Hun forsøgte denne gang via en tidslinje at dokumentere, at hun ikke havde vidst noget. Hun erkender dog, at hun burde have vidst mere og handlet noget før. 

I alt foretog hendes ægtemand nemlig flere tusinde aktiehandler, mens Erna Solberg var statsminister. I netop den periode traf hun flere beslutninger, som kan have gavnet mandens aktiehandel. Blandt andet beslutninger om fremtiden og betingelserne for de totalforurenende norske havbrug.

Solberg siger selv, at ægtemanden ikke har været ærlig omkring sine handler. Hun havde hele tiden haft den opfattelse, at hendes mand var fuldt bevidst om lovens ord. At han ikke kunne købe og sælge aktier, mens hans hustru var norsk statsminister. Siger altså Erna Solberg. Ægtemanden siger ikke helt så meget.

Sagen, der i norske medier betegnes som en skandale, brød ud midt under valgkampen til det norske lokalvalg. Solberg bad efterfølgende sin mand om at gøre rede for, hvad han havde handlet af aktier under hendes embedsperiode som statsminister. 

Det viste sig da, at Erna Solbergs ægtemand havde foretaget flere end 3.600 køb og salg af aktier, mens fruen var statsminister. Flere af dem angiveligt aktier i akvakultur.


Erna og Covid-19

Det er ikke første gang, den tidligere norske statsminister Erna Solberg har været på kant med lovgivningen. Hun er vant til at være i vælten og har været det længe som folkevalgt toppolitiker. Men også privat har hun haft svært ved at undgå søgelyset og holde sig på dydens smalle sti.

Midt under coronakrisen sprang der således en mindre bombe i Norge. Det skete, da Erna Solberg skulle fejre sin 60-års fødselsdag. Hun brød da de norske corona-restriktioner i forbindelse med familiespisning på en restaurant i det norske skisportsområde Geilo. Restriktioner, hun selv havde været med til at vedtage.

De norske myndigheder fandt, at det var en skærpende omstændighed, at hun som landets øverste tillidsvalgte ikke selv ville eller kunne overholde restriktionerne til begrænsning af corona-smitte og relaterede dødsfald.

Solberg valgte således at bryde med sine egne og regeringens foranstaltninger – blot for at fejre sin egen fødselsdag i festligt lag sammen med 13 familiemedlemmer. Midt under de strengeste corona-restriktioner, som skulle holde smitten med Covid-19 under kontrol.

Den brøde takserede de norske myndigheder til en bøde på 20.000 norske kroner. Det kan lyde af meget, men er blot et greb i lommen for landets statsminister, hvis familie har store personlige investeringer i det norske lakseopdræt. Som for øvrigt af kineserne mistænkes for at kunne have spredt Covid-19 helt til Kina.  

Men det er en helt anden historie. Den manglende norske respekt for egen skadevirkning minder i øvrigt på flere måder om den danske minkskandale, hvor hvervet jo også selv var aktivt medvirkende til spredning af Covid-19 og udviklingen af fremtidige mutationer. 

Herhjemme dog via importerede billige østarbejdere, der ikke var testet negative for Covid-19 før ankomsten. Og ikke inviterede norske familiemedlemmer. 

Men det er også en helt anden sag. Med Slette-Mette i en af hovedrollerne.


Erna og Unesco

Statsministerens norske lovbrud skræmte dog ikke verdensorganisationen Unesco fra efterfølgende at udnævne selvsamme Solberg til protektor for FN’s Havforskningstiår. 

Det storforurenende Norge er nemlig en af de største økonomiske bidragydere til FN’s Havpanel, hvori sidder 13 andre nationer. Havpanelet ønsker en bedre forvaltning af havmiljøet – baseret på mere finansieret forskning. Ikke på begrænsning af forureningen. Nej da.

Havbrugernes eksstatsminister Erna Solberg passede derfor perfekt ind i glansbilledet. Som i tegneserien Steen og Stoffer, hvor man altid udveksler ordener og udmærkelser efter alle klubmøder. Det manglede da bare. Og koster gratis.

Havpanelets 14 nationer fremlagde deres konklusioner tilbage i december 2020. Medlemslandene forpligtede sig da til en bæredygtig forvaltning af samtlige de havområder, landene råder over. Erna Solberg udtalte ved den lejlighed følgende, som nok vil gå over i historien:


”Sammen med de 13 andre stats- og regeringschefer i Havpanelet har vi konkluderet, at vi har brug for en gennemgribende forandring i verdens brug af og værn om havet. 

Skal dette lykkes, må flere – såvel stater som private aktører – engagere sig. Dette vil jeg bidrage til i både opfølgningen af Havpanelets arbejde og i rollen som Havtiårs-alliancens protektor.”

Erna Solberg, tidligere norsk statsminister


Det må siges at være himmelråbende uvidenhed, når Unesco valgte netop Erna Solberg til denne sikkert vigtige opgave. Eller også er det bare hykleri i absolut verdensklasse. Når ovenstående siges af en af verdens absolut største enkeltforurenere af såvel Atlanterhavet som Stillehavet. 

Norge er jo suverænt den nation, som ejer flest totalforurenende havbrug verden over. Som herigennem lægger det hårdeste pres på havenes resurser og bidrager allermest til forurening og udslip af tamfisk med følgende sygdomsspredning og genetisk forurening. 

Verden vil bedrages, og det bliver den så. Nu sågar af den tidligere norske statsminister, der selv har investeret mange penge i de forurenende havbrug. 

Som vel efterhånden de fleste nordmænd har.

Der er jo penge i skidtet. Milliarder.

© 2023 Steen Ulnits



Tal og navne kort

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg har netop været i de norske mediers søgelys.

Hun er gift med erhvervsmanden Sindre Finnes, hvis mange og tvivlsomme aktiehandler i hustruens embedsperiode er blevet opdaget.

Tidligere statsminister Erna Solbergs storesøster Marit Solberg har været involveret i lakseopdræt siden 1985.

Marit Solberg blev i 2014 administrerende direktør i verdens største lakseopdrætsselskab, Marine Harvest.

Marit Solberg forlod Marine Harvest i 2018 og har siden 2019 været direktør i Nekkar ASA, der beskæftiger sig med “disruptive teknologier”.

Sindre Finnes solgte i en periode aktier i Nekkar, der i 2021 modtog et statstilskud på 21 millioner norske kroner fra Innovation Norway.

Ifølge nyhedsmagasinet E24 handlede Sindre Finnes Nekkar-aktier hele 72 gange mellem maj 2020 og september 2021.

Nrk.no har regnet sig frem til, at Sindre Finnes tjente omkring 420.000 kroner ved handel alene med Nekkar aktien.

Sindre Finnes var orienteret om, at aktiehandel i hustruens embedsperiode var på kant med lovgivningen.

Man skal lede længe for at finde mere tætte relationer mellem Magten og Midlerne end i Norge hos familien Solberg.

Magtmisbrug er et nærliggende ord.

Data fra E24 og NRK.


 

“Et Satanisk Mesterværk”


Del & Hersk: Fødevare- og Miljøministeriet


Siden sammenlægningen i 2015 har Miljø- og Fødevareministeriet gennemgået et hav af ændringer, der har været til stor skade for dansk miljø og miljøforvaltning. 

Der har været mange fatale fejlskud, men der er en forklaring. Eller flere. Nogle dårligere end andre. Læs mere herom i denne opsamlende artikel – i en tid, hvor Danmark endelig og netop har fået sit selvstændige Miljøministerium med en selvstændig miljøminister tilbage på banen.

Det Danmark, der tilbage i 1973 kunne bryste sig af at have verdens første miljølov. Hvilket vi berettiget var meget stolte af. Siden er det som bekendt gået gevaldigt tilbage på mange områder – med EU’s Vandrammedirektiv og dets krav til vandmiljøet bankende på døren om ganske få år.

Miljøministeriet og Fødevareministeriet blev lagt sammen i forbindelse med regeringsdannelsen i juni 2015, hvor Lars Løkke Rasmussen (V) blev statsminister. Det medførte et nyt, stort og samlet ministerium på næsten 5.000 årsværk. 

Inden da havde Venstres to Rasmussen’er, Anders Fogh og Lars Løkke, gennemført “et satanisk mesterværk”, som C.V. Jørgensen måske ville have kaldt det:

Nedlukningen af landets amter, der indtil 2007 havde indsamlet og administreret miljødata fra hele landet. Disse data blev nu spredt for alle vinde – de medarbejdere, som havde indsamlet og bearbejdet dem, ligeledes.

Dette var yderst bekvemt – ikke mindst for landbruget. For nu havde man ikke længere noget at sammenligne med, når man lavede nye tiltag. Nu kunne man stort set påstå hvad som helst.

Mangelen på sammenligningsgrundlag sås og ses tydeligt på eksempelvis Mariager Fjord, der afgik ved døden i 1997. Kvalt primært af tilledningen fra det omkringliggende landbrug. Dengang konkluderede det daværende Nordjyllands Amt, at landbruget stod for ikke mindre end 77% af kvælstof-tilledningen til fjorden.

Nu, snart et kvart århundrede senere, er der investeret millioner i bedre rensning af spildevandet fra byerne ved fjorden. Og man har nedlagt de forurenende dambrug, der tidligere tilførte fjorden store mængder kvælstof via tilløb som Villestrup og Kastbjerg Åer. Fjorden er herved sparet for mange tons kvælstof og fosfor.

– Men hvad har landbruget gjort for at reducere deres udledninger sammenlignet med dengang? Ingen aner det, for man har intet reelt materiale at sammenligne med fra tidligere – takket være nedlæggelsen af amterne og den efterfølgende manglende monitering af forholdene.

I forbindelse med sammenlægningen af Fødevareministeriet og Miljøministeriet sagde man også farvel til medarbejdere, der blev flyttet til andre ministerier. Blandt andet flyttede Geodatastyrelsen til Energiministeriet. Og hele ansvaret for Planloven blev flyttet til Erhvervsministeriet.

Den nye borgerlige regering var gået til valg på at udflytte statslige arbejdspladser, og man leverede virkelig på dette løfte. Det ramte allerede samme efterår det nyoprettede fællesministerium, hvor regeringen besluttede, at lige præcis 666 arbejdspladser skulle flyttes fra Miljø- og Fødevareministeriet. 

“The Number of the Beast”

Tallet 666 er “The Number of the Beast”, hvis nogen skulle nikke genkendende til netop “666”. Et bibelsk tal, der her og set i bakspejlet fik en nærmest symbolsk betydning. Et specifikt tal, som måske, måske ikke var et bevidst valg fra regeringen. Det ligner i hvert fald en tanke – set i bakspejlet – at man lige præcis ramte dette tal. I hvert fald hvis man er konspirationsteoretiker.

Den varslede udflytningsplan medførte nemlig, at dele af Landbrugsstyrelsen (dengang benævnt “NaturErhvervstyrelsen”) og Miljøstyrelsen rykkede ud i hovedlandet – væk fra hovedstaden. 

Naturstyrelsen blev splittet i to, hvoraf den ene del flyttede til idylliske Randbøldal i Østjylland. Den anden del fik et nyt og noget kompliceret navn, nemlig “Styrelsen for Vand og Naturforvaltning” – i folkemunde hurtigt omdøbt til det mere mundrette “Svana”.

Samtidig måtte ministeriet afgive flere embedsmænd til andre ministerier. Alle klagenævn blev nu samlet i Nævnenes Hus i Viborg og underlagt Erhvervsministeriet.

De ansatte, der var flyttet med fra hovedstad til hovedland, havde det ikke nemt, mens flyttekasserne blev pakket inde på stenbroen og siden pakket ud igen Viborg. Langt fra alle flyttede med mod vest, og mange års erfaring med klagesager gik tabt sammen med de mistede medarbejdere.

Og blot halvandet år senere – primo 2017 – barslede den borgerlige regering så med endnu flere ændringer i fællesministeriet. Seks styrelser blev reduceret til fire, og Kystdirektoratet blev lagt ind under Naturstyrelsen. Svana led en hurtig død, og dens aktiviteter blev lagt ind under Miljøstyrelsen.

Men omvæltningernes tid var ikke forbi. Blot et par måneder senere blev knap 50 årsværk flyttet fra Miljøstyrelsen og ind til departementet.

Og i august 2017 medførte en voldsom politisk uoverensstemmelse mellem miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) og Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, at fiskeriområdet med godt 250 årsværk blev fjernet fra Esben Lunde og flyttet til Udenrigsministeriet. 

Dansen om Kvotekongerne

Den officielle forklaring var ganske vist det forestående Brexit, hvor det omfattende danske fiskeri i britisk farvand måtte formodes at blive et rent udenrigspolitisk anliggende. Når og hvis Storbritannien trådte ud af EU, hvilket de som bekendt gjorde. 

Den nok egentlige forklaring var massiv utilfredshed med Esben Lunde Larsen og dennes håndtering af en folketingsbeslutning om, at der skulle mere styr på fiskekvoter og de såkaldte “kvotekonger”. De stenrige storfiskere, som ikke mindst statsminister Løkke havde et meget nært forhold til.

Han kendte dem ganske vist overhovedet ikke, når dagspressen spurgte til dem. Men spiste alligevel  torsk sammen med dem, fik store økonomiske tilskud fra dem og lånte deres private sommerhus.

Esben Lunde Larsen formåede ikke skabe ordnede forhold omkring kvoter og kvotekonger. Han blev derfor degraderet til ikke længere at være fiskeriminister.

Læs meget mere om sagen i artiklen “Kvoter, kroner, konger og koner“.

Fiskeristyrelsen fik efterfølgende en ny og denne gang kvindelig direktør, som skulle rette op på forholdene. I stillingsopslaget måtte ministeriet skrive, at den nye direktør skulle arbejde for “udvikling af en ny kultur, hvor fokus er på administration inden for lovgivningens rammer”. 

En større indrømmelse af, at dette havde man ikke gjort hidtil, kunne vel næppe være formuleret. Fiskeristyrelsen havde reelt været lovløst land.

Nye tider i styrelsen

For så langt ude var Fiskeristyrelsen dengang – med beslutninger og aktiviteter, der ikke altid blot var på kanten af loven. Men som ofte medførte decideret misligeholdelse af gældende love og bestemmelser. Flere tidligere og nuværende medarbejdere har efterfølgende berettet om, at vennetjenester var et udbredt fænomen inden for Fiskeristyrelsen.

Et halvt år senere havde Miljøstyrelsens medarbejdere i København knapt nået at vænne sig til tanken om fusionen med Svana. Man var godt i gang med at renovere styrelsens gamle bygning, da en ny bombe pludselig sprang under den omstillingsramte styrelse: Miljøstyrelsen skulle nu helt ud af hovedstaden!

Det blev regeringens største triumf, da anden udflytning af statslige arbejdspladser i januar 2018 var en realitet. 440 årsværk flyttede da til Odense, langt væk fra indflydelse i ministeriet. Mens 150 andre årsværk blev flyttet ind til departementet – helt tæt på ministeren. Der skete en klar selektion af staben her.

Langt fra alle medarbejdere forlod stenbroen til fordel for Fyns land. Nogle gik på tidlig pension eller fandt andet arbejde. Resultatet var uundgåeligt: Endnu en faglig forarmelse af Miljøstyrelsen.

Det nye fællesministerium agerede tydeligvis mere som et erhvervsministerium end som et miljøministerium. I hvert fald kom miljøet altid i anden række, hvis det overhovedet kom med.


Skandalerne

Dette sås nok tydeligst, da regeringen med Esben Lunde Larsen (V) i spidsen i 2016 søgte at kuppe nye forurenende havbrug igennem i Kattegat.

Dette som del af en ny Landbrugspakke, der ville sikre landbruget retten til et større gødningsforbrug. Og dette på trods af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000, der inden 2028 skulle sikre en “god økologisk tilstand” overalt i vandmiljøet.

Til lejligheden og i nært samarbejde med diverse private virksomheder opfandt regeringen de “kompenserende muslinger”, der skulle rense op efter det forurenende fiskeopdræt. Opdrættet foregik nemlig i åbne netbure, der lukkede al forurening urenset og direkte ud i Kattegat.

Muslingerne skulle i teorien filtrere det forurenede vand fra havbrugene og indbygge de tilførte næringsstoffer i deres kød, som så siden kunne høstes og de skadelige næringsstoffer dermed fjernes fra vandmiljøet.

I teorien ville man kunne øge produktionen af fisk ubegrænset, hvis blot man dyrkede tilsvarende mange muslinger.

Dette koncept var nærmest en vækkelse i branchen. “Miljø-muslinger” blev det nye mantra. Det nye Sesam, der åbnede dørene til en ubegrænset fiskeproduktion i nye havbrug, der blot ville blive flere og flere. Og millionstore tilskud fra ikke mindst GUDP-midlerne.

Kombi-projektet

Det var og forblev imidlertid en våd ønskedrøm. Et skønmaleri, der ikke havde rod i virkeligheden. Et koncept, der overhovedet ikke var hverken testet eller dokumenteret effektivt. Snarere tværtimod. Men dette blev holdt godt skjult, da muslingerne jo skulle bruges som skalkeskjul for at øge produktionen af fisk.

Læs gerne artiklen om det fallerede “Kombi-projekt“. Det kostede skatteyderne små 9 millioner kroner i kamufleret erhvervsstøtte. Og en af deltagerne en politianmeldelse med krav om konfiskation af 190 millioner ulovligt tjente kroner.

Drømmen var ellers, at Kombi-projektet skulle kunne 5-doble produktionen af fisk – uden en øget udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. At træerne her ville vokse helt ind i himlen. Et moderne Babelstårn.

Utroligt, at nogen troede på dette fantasifulde projekt, men det gjorde selveste Miljøstyrelsen under Esben Lunde Larsen. Fuldt og fast. Læs selv artiklen.

De “kompenserende  muslinger” fra fiskeopdrættet blev siden omdøbt til først “miljø-muslinger”, der nu skulle rense op efter landbruget og den øgede forurening fra Landbrugspakken. Og senest internt omdøbt af selveste miljø-ministeren til “trylle-muslinger”, fordi de jo kunne trylle en hvilken som helst forurening væk. Bare sådan lige med et fingerknips.

Det er sådanne “trylle-muslinger”, som Fiskeristyrelsen rundhåndet har givet tilladelse til placering og dyrkning af i ikke mindst Limfjorden. Til gamle bekendte i erhvervet. Og til stor skade for miljøet i ikke mindst lukkede fjordområder. Uden at styrelsen selv kerede sig det mindste om konsekvenserne for det lokale vandmiljø. Miljøet var jo ikke deres bord, og det anede de derfor intet om.

Muslingerne renser jo vandet – troede man dengang. Eller ønskede at tro. I dag ved vi, at muslinger forurener kraftigt, hvor farmene ligger. At de påfører en lokal forurening, som ikke var der tidligere. En ny forurening, som EU’s Vandrammedirektiv næppe accepterer.

De døde sild

Cheminova på Harboøre Tange har i mange år været en varm kartoffel, som både nationale og lokale myndigheder længe har søgt at nedtone. I foråret 2020 drev pludselig store mængder døde sild ind på stranden i Nissum Bredning. Dødsårsag ukendt. 

Miljøstyrelsen var dog hurtigt ude med en god (bort)forklaring: Det var giftige japanske alger, som havde slået sildene ihjel. Et naturligt fænomen, som hang sammen med vandtemperaturen, der havde været ekstraordinært høj for årstiden.

Efterfølgende aktindsigter viste imidlertid, at der enten slet ikke var udtaget prøver. Eller at prøverne slet ikke viste giftige alger.

Frygten var naturligvis, at der var lækket gift ud fra Cheminova. Og det skulle i så fald holdes skjult for næsten enhver pris. For hvis det var tilfældet, ville det være slut med både muslinger og østers i denne del af Limfjorden. Til stor potentiel økonomisk skade for skaldyrsindustrien her og på Mors.

Lokale beboere havde indsamlet prøver af de døde sild, som blev frosset ned og senere indleveret til undersøgelse hos Miljøstyrelsen. Af uransagelige årsager nåede disse sild imidlertid at fordærve så meget, at de ikke længere kunne analyseres. Yderst bekvemt og meget belejligt.

De begravede mink

Senest har vi så set en nærmest farceagtig håndtering af Covid-19 minkskandalen, hvor den ene hånd tilsyneladende ikke anede, hvad den anden foretog sig. Hvor der blev truffet panikagtige beslutninger uden lovmæssigt grundlag. Hvor man begravede i tusindvis hvis ikke millioner af aflivede mink i sandjorden alt for tæt på en sårbar badesø. Og farligt nær vigtigt drikkevand.

Reglerne var ellers klare nok: Der skulle være mindst 300 meters afstand til søen. Nu begravede man dem så blot 200 meter borte. Og nu kan man efterfølgende blive nødt til at grave dem op igen, så de ikke kan nå at forurene grundvandet og badesøen. Minkene var da allerede på vej op af egen drift – på grund af gasser i de rådnende kroppe.

Og for nylig kom det så frem, at Miljøstyrelsen i flere år har udstedt ulovlige dispensationer til vandværker landet over om indholdet af diverse giftstoffer i drikkevandet. Trods ellers fuldstændigt klokkeklare meldinger fra EU om, at dette var klart ulovligt.

Alligevel fortsatte ulovlighederne – primært til benefice for landbruget. Og i hvert fald ikke af uvidenhed. Bag disse ulovlige dispensationer stod den tidligere departementschef fra Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, som fulgte med over til Miljøministeriet, da dette igen blev selvstændigt. Her kunne man tilsyneladende godt bruge en mand, der ikke altid følger spillereglerne.

Og sådan kunne man fortsætte med flere andre eksempler, som enten skyldes hårrejsende inkompetence og uduelighed. Eller værre endnu: Fuldt bevidste forsøg på at dække over ubehagelige sandheder om miljøet.

Man kan også argumentere, at de massive nedskæringer og udflytninger gennem årene helt enkelt har reduceret Miljøstyrelsens evner til at handle korrekt og rettidigt. At dette har fjernet mandskab og reduceret fagligheden til et farligt lavt niveau. Vælg selv.


Konklusionen

De skiftende borgerlige regeringers målrettede nedskæring af miljøområdet og sammenlægning med Fødevareministeriet har haft en katastrofal effekt på såvel miljøet som forvaltningen af det. Lars Løkke Rasmussen (V) har flere gange pralet af den kendsgerning, at Danmark har været under borgerligt styre i de allerfleste seneste år.

Miljø- og Fødevareministeriet er et rigtig godt eksempel på, hvor galt det kan gå under et borgerligt styre, som helt bevidst har nedprioriteret miljøet til fordel for landbrug og vandbrug. Med et absolut flertal kunne den seneste borgerlige regering uden videre stemme egne forslag igennem til stor skade for miljøet. Kun EU kunne i sidste ende bremse ødelæggelserne.

Gennem flere års konsekvent nedskæring og udflytning af medarbejderne i ikke mindst Miljøstyrelsen er det lykkedes at forarme styrelsen så meget rent fagligt og mandskabsmæssigt, at den ikke har kunnet leve op til forudsætningerne for en sober og saglig miljøforvaltning.

Eksempelvis råder Miljøstyrelsen tilsyneladende ikke selv over den fornødne kompetence til en habitatvurdering af ulovlige havbrug.

I stedet har man måttet lade Dansk Hydraulisk Institut (DHI) foretage denne vurdering – blandt andet af havbrug, som DHI selv tidligere har hjulpet til øget produktion og forurening af vandmiljøet. Det er vanskeligt at se logikken her. Og muligheden for en reelt uvildig vurdering. 

The Brain Drain

Pro-miljødelen har været sat effektivt ud af spillet, så miljømodstandere både indenfor og udenfor styrelsen har haft frit slag til at styre og skade miljøet. Flere pro-miljøfolk tog derfor tidligt deres gode tøj og forlod Miljøstyrelsen. En af dem offentliggjorde endda en lydoptagelse fra et internt møde med ministeren. Heraf fremgik blandt andet, at ministeren bestemt ikke brød sig om aktindsigter.

Den nuværende socialdemokratisk ledede regering har derfor en stor arbejdsopgave foran sig. Dels med at genskabe det miljøministerium, som var engang, samt den hedengangne tillid til det. Og dels med at genopbygge den ekspertise, der af egen drift eller under pres indefra forsvandt fra Miljøstyrelsen. Som tobaksrøg, for nu at blive i C.V. Jørgensens terminologi.

Vi har set, hvor galt det kunne gå for miljøet med Donald Trump som præsident i USA. Og vi har set, hvilket ødelæggelser Venstre-politikere som Anders Fogh, Lars Løkke, Eva Kjer og Esben Lunde har kunnet påføre det danske miljø og den danske natur. På ganske få år. I øvrigt næsten de samme år på begge sider af Atlanten.

Nuværende ansatte i Miljøstyrelsen fortæller uden for referat, at der internt stadig kæmpes med levn fra Esben Lunde Larsens tid som miljøminister. Med ansatte, høj som lav, der stadig sympatiserer med den borgerlige fortid, hvor de selv blev ansat. Ansatte, som derfor ikke af egen drift ønsker at gøre noget til gavn for miljøet. Det var jo ikke ligefrem det, de i sin tid blev ansat til.

Skiftende borgerlige regeringer har virkelig udført “et satanisk mesterværk” med deres mangeårige og minutiøst planlagte destruktion af dansk miljø og miljø-forvaltning. Som C.V. Jørgensen engang så malende formulerede det – blot i en helt anden kontekst.

Sådan ser det i hvert fald ud med denne biologs øjne. Fra planlægningen i Anders Fogh Rasmussens tid over Lars Løkke Rasmussens endelige demontering af det danske miljø.

Der er virkelig noget at rydde op efter. Hvis man altså overhovedet gider miljøet.


De skiftende ministre

Da regeringsmagten skiftede igen i 2019, skete der også ændringer i administrationen. Fiskeriet kom tilbage til ministeriet, og samtidig blev både Nordisk Samarbejde og Ligestilling en del af området. 

Fødevareminister Mogens Jensens (S) måtte i 2020 gå af grundet skandalen med de Covid-19 ramte mink og spredningen af en muteret virusform fra mink til mennesker. Han havde sovet i timen og handlet for sent.

Statsminister Mette Frederiksen besluttede i den ombæring, at det gamle Miljøministerium skulle genopstå som en selvstændig enhed med en selvstændig minister. Rasmus Prehn (S) blev ny fødevareminister, mens Lea Wermelin (S) forblev på posten som miljøminister – nu med et selvstændigt ministerium under sig.

Hun måtte dog overtage den gamle departementschef Henrik Studsgaard fra Fødevareministeriet. Det var ham, der bar en stor del af ansvaret for den katastrofale håndtering af minkskandalen og dermed Mogens Jensens afgang. Samme departementschef havde også stået på mål for misligholdelsen af EU’s krav til drikkevandet. Det skal blive interessant at følge hans fremtid i ministeriet.

Siden 2015 har det nu hedengangne fællesministerium haft hele fem ministre. I snit én om året. Det har tydeligvis ikke været nemt – hvis overhovedet muligt – at forene to så modstridende interesser som landbrug og miljø.

Under de seneste blå regeringer var først Eva Kjer Hansen (V) minister, siden efterfulgt af Esben Lunde Larsen (V) og Jakob Ellemann-Jensen (V). 

Dikteret af landbruget

Den sønderjyske landmand Eva Kjer Hansen lod sig være frivillig pennefører for interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der nærmest ordret dikterede hende indholdet af Landbrugspakken.

Den indeholdt så mange usandheder, at Rasmus Jarlov (K) ikke kunne stå inde for den. Eller ministeren, der præsenterede den. Eva Kjer måtte derfor gå af som minister. Nu senest har hun så valgt helt at forlade Folketinget.

Rasmus Jarlov selv fortsatte som menigt folketingsmedlem i det Konservative Folkeparti, indtil han i Lars Løkke Rasmussens nye flerparti-regering fik en effektiv miljø-mundkurv på: Han blev nemlig erhvervsminister med hvad dertil hører. Og siden hørte miljøet ikke mere til ham. 

Men de Konservative stemte efterfølgende alligevel for Landbrugspakken – vel vidende, at den ikke talte sandt, men blot var et skønmaleri, der ville medføre en øget udledning af næringsstoffer til vandmiljøet. Hvilket vi til fulde ser her ved indgangen til 2021.

Ret skal dog være ret. Først fyrede de Konservative Orla Østerby, som ellers havde været en varm, men imponerende uvidende fortaler for flere havbrug. Og senest stemte partiet så for den lov, der nu forbyder udvidelser af havbrug og brugen af “kompenserende” muslinger til hypotetisk fjernelse af forureningen fra dem.

Man har jo lov at blive klogere. Eller have et standpunkt, til man tager et nyt. Det gjorde jo også Socialdemokratiet, hvis fødevareminister Dan Jørgensen i 2014 selv havde lanceret planerne om et øget fiskeopdræt og derfor talt meget varmt for det.

Siden trak socialdemokraterne sig heldigvis og undsagde dermed klogeligt den borgerlige regering og dennes forurenende havbrugsplaner.

Miljøministeriet tilbage igen

Efter valget i 2019 besluttede Mette Frederiksen indtil videre at fastholde fællesskabet mellem landbrug og miljø, men hun indsatte dog to ministre: Mogens Jensen som fødevareminister og Lea Wermelin som miljøminister. Sikkert som et planlagt skaktræk, idet hun nok allerede dengang vidste, at der på et tidspunkt måtte et selvstændigt miljøministerium til. Igen. 

Man kan jo ikke have lagt land og navn til verdens første miljølov i 1973. Og så være et af de ganske få I-lande uden et selvstændigt ministerium for miljøet. I realiteten et regulært U-land. Derfor blev miljøet skilt fra fødevarerne og fik atter sit eget ministerium.

Tilsyneladende forestår der stadig et godt stykke arbejde med oprydning i den gamle Miljøstyrelse fra Esben Lunde Larsens tid.

Men Danmark var og er tilbage på miljøsporet!

Tekst: © 2020 Steen Ulnits

Fotos: © Folketinget



Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til Dagbladet Information, som gennem de sidste fem år har ydet en fortjenstfuld indsats for at holde styr på de mange styrelser og deres evigt skiftende tilhørsforhold.

Det har ikke været let at følge med.


Efterskrift:

Udsultningen af Miljøstyrelsen – efter flere år med borgerlige regeringer og uden et rigtigt Miljøministerium – er nu kommet så vidt, at Miljøstyrelsen selv kaster håndklædet i ringen.

Styrelsen melder nu klart ud, at man ikke længere har mandskab til at varetage de minimumskrav, som EU stiller. Fremtidige besparelser i det offentlige vil ramme sjældne dyre- og plantearter, som vi ellers har lovet at beskytte. Det frygter en række medarbejdere i Miljøstyrelsen:

– Hvis vi ikke har midler nok til at overvåge, hvor de beskyttede dyre- og plantearter befinder sig, er det sværere at lave den rette indsats for at beskytte dem, udtaler Tue Stenholm Jakobsen, biolog og tillidsrepræsentant ved Miljøstyrelsen Midtjylland.

Samtidig har Miljøstyrelsen måttet overlade den kommende habitatvurdering af forurenende danske havbrug til Dansk Hydraulisk Institut (DHI), da styrelsen ikke selv råder over den fornødne fagkundskab. Trods den kendsgerning, at netop DHI har rådgivet nogle af de samme havbrug i forbindelse med udvidelse af deres aktiviteter.

DHI’s faglige kundskaber ufortalt, så virker det ikke betryggende, at Miljøstyrelsen er nødt til at gribe til sådanne løsninger. Fordi man ikke selv råder over den fornødne ekspertise, der er sparet væk.

De døde sild i Limfjorden, som Miljøstyrelsen gik langt udenom, er et andet godt eksempel og beskrevet ovenfor.

28. marts 2021


Læs også gerne artiklen om

Slette-Mette og Komiske Kollerup


 

Fiskepleje på Afveje – 3/3

Modstanden mod miljøet

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:


“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder. 

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.” 

Citat Cowi slut.


Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …  

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.” 

Citat Rambøll slut.


Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.


Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadelige Tange Sø. 

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening som loyalt medlem af DSF stiltiende bakket op om.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele? 

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro-foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand. 

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang. 


Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø. 

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen. 

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere. 

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres oppe ved Bjerringbro.

Måske var det derfor, Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer produktivt fiskevand af netop Tangeværket.


Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks heroppe. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et andet og noget overraskende argument for at lade opstemningen blive:

Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Og da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i Gudenåen i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. De blev jo udryddet af Tangeværket i 1928.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.


Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort: 

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt på at blive valgt til Folketinget. 

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da han som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden. 

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration. 


Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

“Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

• Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.

• Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.

• Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.

• Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.

• Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv lige havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget.

Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia. 

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt. 

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler: 

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland. 

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, graver vandløbene op, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, som kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

© 2020 Steen Ulnits


 

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet