Tag-arkiv: Bornholm

Kronikken i Politiken

“Drop drømmen om flere danske havbrug”

Japanerne får al rognen og de fleste af pengene. Men forureningen, den får vi lov at beholde i Danmark.

Af Stig Bülow og Steen Ulnits

“I en kronik i Politiken den 5. januar slår civilingeniør Karl Iver Dahl-Madsen og havbiolog Johan Wedel Nielsen på tromme for, at Danmark går i Norges fodspor og udvider produktionen med 150 nye forurenende havbrug ved Bornholm. For herefter at ekspandere udefter og til sidst ende i Nordsøen, hvor Norge jo allerede høster “det lyserøde guld”.

I den forbindelse kan det være værd at vide, at Karl Iver Dahl-Madsen længe har været tilknyttet havbruget ved Musholm, der har den tvivlsomme ære at være den største enkeltforurener af Storebælt. Johan Wedel Nielsen har blandt andet været aktiv omkring opdræt af østers i Limfjorden.

Lad os allerførst slå fast, at åbne havbrug som dem, der her slås på tromme for, er såkaldte totalforurenere. Hermed menes, at al forurening fra fiskeopdrættet ledes direkte ud i det omgivende havområde. Uden mulighed for rensning. Det er netop denne manglende rensning af spildevandet, som gør havbrugene så attraktive for fiskeopdrætterne. Den, der muliggør en hurtig og attraktiv indtjening i millionstørrelsen.

Uundgåelig totalforurening

Al forurening i form af foderrester, fækalier, hjælpestoffer og medicin ryger direkte ud gennem netmaskerne. Direkte ud i det omgivende hav. Den billigst tænkelige måde at komme af med sit urensede spildevand på. Noget havner på bunden under og omkring anlæggene. Andet føres bort af strømmen for at fortsætte forureningen et nyt sted – med ny algeblomst, iltsvind og fiskedød. Alt afhængig af forholdene.

Tallene i den nævnte kronik er imponerende, som vi jo kender det fra akvakulturbranchen. Men som vi efterhånden også ved, så holder proportionerne ikke til en nærmere granskning. Vi har i dag en lille snes aktive havbrug i Danmark – med Musholm som det suverænt største offshore anlæg.

Da den foregående regering ville udvide antallet af havbrug med otte (8), der alle skulle ligge ud for Djursland, havde man kigget nærmere på HELCOM – en forkortelse for Helsinki Commission. Det er nemlig ikke kun Vandrammedirektivets krav om en bedre vandkvalitet, vi skal leve op til i Danmark. Hvor kun to eller tre af vore 119 vandområder lever op til kravene. Vi har også forpligtet os til at arbejde for en bedre vandkvalitet i hele Østersø-området, der også inkluderer Kattegat – gennem vort medlemsskab af netop HELCOM.

Nu var der imidlertid intet råderum til yderligere forurening i Kattegat, der i forvejen var og stadig er hårdt belastet. I hvert fald ikke ud fra Vandrammedirektivets krav om en god økologisk tilstand. Men Danmark havde ifølge den daværende borgerlige miljøminister samlet set ikke fyldt sin forureningskvote op til maks. Vi havde således udledt en smule mindre kvælstof til vandmiljøet, end vi havde lov til i henhold til HELCOM. Faktisk 800 tons mindre kvælstof.

Ingen nye havbrug ved Djursland

Og det går jo ikke. De 800 tons var lige akkurat nok til otte nye havbrug ud for Djursland. Havbrug, som socialdemokratiet imidlertid dømte ude i 2019. Først af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen med disse ord:

– Den seneste tids afsløringer af rod i havbrugssektoren har bestyrket os i, at det ikke er tiden til nye og større havbrug.

I Socialdemokratiet tager vi konsekvensen af afsløringerne. Derfor kan vi ikke længere bakke op om aftalen om udvidelser i havbrugssektoren.

Og siden af den nyslåede miljøminister Lea Wermelin:

– Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.

Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.

Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt– og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.

Såvidt Lea Wermelin. Ministeren lukkede og slukkede således ikke for alt fremtidigt fiskeopdræt. Det skal blot forgå på land – i lukkede anlæg, hvor man kan undgå den massive forurening, der ellers uundgåeligt kommer fra de traditionelle åbne havbrug. På denne måde kan fiskeopdrættet øge produktionen uden at komme i konflikt med hverken EU’s Vandrammedirektiv eller HELCOM.

Og branchen har rigeligt råd til det. I stedet for hvert år at sende millioner af overskudskroner til Japan og blot beholde forureningen selv, kunne man jo investere i nye, forureningsfrie og landbaserede anlæg herhjemme. Et enkelt dansk firma har således næsten en kvart milliard stående på kontoen, så mon ikke der kunne blive råd til nogle fremtidssikrede anlæg på land?

Mangedoblet forurening af Østersøen

Vi er spændt på, hvordan EU og HELCOM vil se på forureningen fra de 150 nye totalforurenende åbne havbrug, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen plæderer for i deres kronik. Det er mange gange så megen ny forurening, som de planlagte otte ud for Djursland ville have leveret til Kattegat. Men som altså nu skal tilføres den endnu hårdere belastede Østersø ved Bornholm.

Dahl-Madsen og Wedel Nielsen påstår, at “hvis man ser på Østersøen, Kattegat og Nordsøen tilsammen, er de eksisterende og eventuelt nye danske havbrug næringsstofneutrale”. Som argument for at lægge 150 nye havbrug ved Bornholm.

Hvis det var så vel, at de mange millioner ørreder skulle eller kunne fordres med fisk fanget i samme Østersø, da kunne man tale om en vis “næringsstofneutralitet”. Men det kan man desværre ikke og vil næppe heller kunne i mange år fremover. Østersøen er nemlig et af de mest belastede farvande, hvad giftstoffer som DDT, PCB og dioxin angår.

Den 31. marts 2004 måtte fødevareministeren med øjeblikkeligt varsel indføre forbud mod alt garnfiskeri efter laks i den danske del af Østersøen – farvandet omkring Bornholm. Årsagen var, at de fangede laks havde et alt for højt indhold af giftstoffet dioxin i kødet. Overskridelsen af EU’s grænseværdi varierede fra 5-85 %.

Dioxinet stammede fra de sild og brislinger, som laksene voksede sig store på. Da sild og brislinger fanget i Østersøen en overgang blev brugt til fremstilling af fiskemel, endte en hel del dioxin også i det færdige fiskefoder. Foderet indeholdt langt mere dioxin end tilladt i EU og måtte derfor ikke sælges her. Det fandt man dog en løsning på:

Dioxin i fiskefoderet

I 2009 var dioxin i dansk fiskefoder således oppe til debat på Christiansborg. Plantedirektoratet havde nemlig givet tilladelse til eksport af dioxin-forurenet foder til fattige tredjeverdenslande. Foder med et så højt indhold af dioxin, at det ikke måtte handles inden for EU.

Men de fattige lande udenfor måtte gerne købe det. Og efterfølgende opdrætte fisk eller andet, der uundgåeligt også ville få et højt indhold af dioxin i kødet. Det faldt forståeligt nok flere politikere for brystet.

Så skal man opdrætte massive mængder regnbueørreder i 150 planlagte nye havbrug ved Bornholm, da kommer det således næppe til at ske med foderfisk fanget i Østersøen. Foderet vil primært skulle hentes udefra – i form af industrifisk fanget langt ude i Nordsøen eller importeret endnu længere herfra.

Og da vil stort set alt foderforbrug ved Bornholm være en direkte øget forurening af den i forvejen stærkt forurenede Østersø. Det vil da være så langt fra den næringsstofneutralitet, Dahl-Madsen og Wedel Nielsen ellers påberåber sig, som man overhovedet kan komme. Det vil også påføre klimaet en stor ekstrabelastning fra de oceangående og brændstofslugende både i industrifiskeriet.

Danskproducerede regnbueørreder fra Østersøen kommer på intet tidspunkt til at konkurrere med norskproducerede laks fra Nordsøen. I hvert fald ikke på kødet. Det “lyserøde guld”, som Karl Iver Dahl-Madsen og Johan Wedel Nielsen omtaler i kærlige vendinger, er derimod en konkurrenceparameter over for nordmændene. Den virkelige årsag til drømmene om flere forurenende havbrug i danske farvande.

Den lyserøde ørredrogn har længe været det virkelige guld for danske havbrugere, som eksporterer alt, de overhovedet kan producere, til Japan. Det drejer sig om den målrettede fremstilling af ørredrogn til eksport til det evigt fiskehungrende japanske marked. Her er “suijiko” en delikatesse, som værdsættes højt, og som indbringer høje priser.

Hormonbehandlede rognmaskiner

Den spæde ørredrogn udtages og saltes på speciel vis, hvorved den bliver fast og kan skæres i skiver. Men japanerne stoler ikke på, at vi danskere kan klare det. Så hvert år flyver de deres egne specialister til Danmark for at gøre arbejdet. Det er der således ingen danske arbejdspladser i. Og når japanerne er taget hjem igen, står vi danskere så tilbage med al forureningen fra fiskeopdrættet.

Fremstilling af ren ørredrogn starter med hormonbehandling af fiskene. Man fodrer fiskene med mandlige kønshormoner, hvilket gør eksisterende hunner til hanner af krop og udseende. Disse nye “hanner” producerer funktionel sæd som rigtige hanner, men er jo stadig hunner rent kromosommæssigt.

Bruger man nu denne kunstigt frembragte sæd til at befrugte almindelige eller “rigtige” hunner med, da vil alt afkommet blive hunner – klar til en optimeret produktion i fiskeopdrættets tjeneste. Rene rognmaskiner til produktion af røde rognkorn i lange baner. Til den opgående sols land.

Det er i princippet sådan, de såkaldte “All Females” bliver til. En produktion, der er så lidt bæredygtig, som noget kan være. Med rognen som det lyserøde guld. Og moderfiskene som et udsultet restprodukt med en kødkvalitet, der ikke egner sig til menneskeføde.

I det hele taget kan der stilles meget store spørgsmålstegn ved, om fiskeopdræt i det hele taget er klimavenligt, som de to forfattere ellers påstår. Det kniber allerede i dag med at skaffe industrifisk nok til den hastigt voksende fiskeproduktion. Vi må derfor se i øjnene, at vi ikke fremover kan fortsætte med at importere industrifisk fanget ud for Chiles stillehavskyst – blot for at fremstille fiskefoder i Danmark, som så bruges til at fodre fisk med, hvis rogn siden eksporteres til Japan. Tilbage i Stillehavet.

Madspild i verdensklasse

Det er en absurd tanke, at dette skulle være nogen klimavenlig produktion. At det skulle kunne afhjælpe noget fødevareproblem at dyrke rognen selektivt til kapitalstærke markeder som Japan. I stedet øger det blot sultproblemet, når rige nationer opfisker de fattige landes industrifisk til fremstilling af egne laks og ørreder med flere. Eller ligefrem rendyrket ørredrogn.

Den norske organisation “Framtiden i våre hender” har kigget nærmere på fiskeopdrættets klassiske påstand om, at det er netop akvakulturen, der skal redde verden. Fiskeopdrættet, som skal brødføde den sultende del af befolkningen. Som FAO tidligere troede.

Organisationen har set på indholdet i moderne fiskefoder, som i dag kun indeholder godt en fjerdedel animalsk protein. Resten er vegetabilsk, da man simpelthen ikke kan skaffe industrifisk nok og derfor allerede nu bruger slagteriaffald til foderet. På den måde kan Østersøen blive en lukrativ losseplads for den industrielle produktion af husdyr, der jo heller ikke spås nogen stor fremtid rent klimamæssigt.

Framtiden i våre hender” har regnet videre og et nået frem til, opdrættede fisk blot leverer en femtedel af de kalorier tilbage, som er brugt til at opfordre dem. Vel den dårligst tænkelige forretning set i et sult- og hungersnødsperspektiv. Vi løser jo ikke verdens fødevareproblemer ved at opfodre fisk med fødevarer, vi selv kunne have spist, konkluderer norske Framtiden i våre hender. Mange af de ingredienser, som indgår i fiskefoder, kunne langt mere effektivt være brugt som føde i områder med sult.

I det hele taget ser det ud til, at vi med omkring tre fjerdedele har nået grænsen for, hvor meget vegetabilsk protein vi kan tilsætte fiskefoderet. Laks og ørreder er rovfisk, som ude i naturen kun indtager animalsk protein. Det er deres fordøjelse indrettet til – ikke til store mængder plantefibre.

Ufordøjelig fiskeføde

Det norske Havforskningsinstituttet har kigget nærmere på, hvad fiskene egentlig kan og ikke kan fordøje. Og resultaterne er beskæmmende: En typisk opdrætslaks på 4,5 kg lukker således omkring to kg ufordøjet mad ud igen, som samler sig på bunden under netburene. Jo mere plantemateriale man tilfører foderet, desto mere vil passere ufordøjet gennem fiskene. Jo mere forurening vil opdrættet således bidrage med lokalt.

Det samlede billede bliver, at en udvidet havbrugsproduktion som den af Dahl-Madsen og Wedel Nielsen anbefalede netto vil tilføre det i forvejen nødlidende farvand omkring Bornholm en massiv ny forurening, som slet ikke var der før.

Det har Østersøen ikke brug for, og det får danske havbrugere næppe lov til af EU.

Det håber vi i hvert fald ikke.”

Af Stig Bülow og Steen Ulnits, medlemmer af henholdsvis “Stop Havbrugssvineriet i Danmark” og Miljøforeningen Blak

Denne kronik blev bragt i Dagbladet Politiken den 23. februar 2022

Torsken i Østersøen

Østersøens unikke bestand af torsk har altid haft stor økonomisk betydning for fiskerne på Bornholm. Nu er torsken imidlertid under det største pres nogensinde – fra flere sider.

Miljøet har det dårligt. Sælerne er i fremgang. Og klimaet gør Østersøen varmere. Alt går således torskene imod. Og politikerne fatter ikke eller vil ikke forstå problemets alvor. De vedtager konsekvent torskekvoter, som er langt højere end dem, biologerne anbefaler.

– Så har torsken overhovedet en fremtid i Østersøen?

Østersøen

Østersøen er på mange måder et unikt farvand. Rent hydrologisk har Østersøen til opgave at modtage og bortlede alt det ferskvand, som konstant strømmer ud i den fra de mange ferske tilløb i Sverige, Finland, Rusland, Estland, Letland, Lithauen, Polen og Tyskland. Det drejer sig om vand fra mere end et halvt hundrede større vandsystemer samt et utal af mindre.

Hvis ikke alt dette ferskvand kunne løbe ud gennem danske Øresund, Storebælt og Lillebælt, ville Østersøen snart gå over sine bredder – som den gjorde efter sidste istid, hvor der netop gik hul på den store Ancylussø. Der i grove træk lå, hvor Østersøen i dag ligger.

Jo længere man bevæger sig mod øst i Østersøen, desto ferskere bliver vandet. Omvendt bliver det saltere, desto længere mod vest man kommer. Men det er ikke ligegyldigt, hvor i vandsøjlen man måler saltholdigheden eller saliniteten. Saltvand er nemlig tungere end ferskvand, hvorfor det altid lægger sig under det ferske overfladevand.

Med de store mængder ferskvand fra de mange landes tilløb kommer enorme mængder næringssalte. Dels udvasket fra landbruget – dels med dårligt renset spildevand fra de mange byer. Disse næringssalte – kvælstof såvel som fosfor – giver algerne ideelle betingelser. De blomstrer op og gør vandet uklart, inden de dør og synker til bunds.

Iltfattigt bundvand

Her nedbrydes de mange alger af diverse organismer – under forbrug af ilt. Bundvandet i store dele af Østersøen er derfor aldeles iltfrit og blottet for liv. Der har altid eksisteret iltfri lommer i de dybe områder af Østersøen, men deres antal og udbredelse er vokset voldsomt i de seneste årtier.

Heldigvis modtager Østersøen regelmæssigt livgivende saltvand nordfra, når vind og strøm presser saltvand sydover gennem de danske sunde og bælter. Livgivende Nordsøvand – livgivende på flere måder.

Dels er det iltrigt – som sagt i grel modsætning til Østersøens ferske vand. Og dels er det fysisk nødvendigt for, at torskene overhovedet kan gyde i Østersøen. Men mere herom senere.

Vandets opholdstid i Østersøen er ganske lang – cirka 25 år – hvilket betyder, at det overordnet set er “gammelt” vand, der strømmer nordpå – ud gennem de danske sunde og bælter. Det betyder også, at dette vands indhold af kvælstof er ganske anderledes end eksempelvis det vand, som strømmer ud i de danske fjorde via danske vandløb.

Det kvælstof, der findes i udstrømmende vand fra Østersøen, er derfor biologisk ikke nær så aktivt som det, vi selv leder ud i eksempelvis Kattegat. Det er bundet på forskellig vis og er derfor ikke nær så let tilgængeligt for algerne som det, der kommer direkte fra danske landbrug og især havbrug. Ikke mindst udslippet af biologisk aktivt kvælstof fra havbrugene er skadeligt, da det – modsat landbrugets primære – sker i algernes vækstsæson.

Samtidig har mange årtiers udledning af urenset industrispildevand efterhånden gjort Østersøen til et sandt depot af ophobede miljøgifte såsom DDT, PCB, dioxin og kviksølv med meget mere. Ikke mindst papirindustrien har tidligere bidraget med store mængder kviksølv via Østersøens mange ferske tilløb.

Alle disse giftstoffer kan stresse fiskene, medføre forøget dødelighed eller forringe fiskenes evne til reproduktion. Enkeltvis eller sammen som cocktail-effekt. Vi kender ikke stoffernes reelle virkning og betydning, men den er med sikkerhed ikke positiv for fiskene.

Torskene

Torsken er som udgangspunkt en saltvandsfisk, der på et tidligt tidspunkt er søgt fra Nordsøen og ind i Østersøen, hvor den har dannet lokale bestande.

Torsken er som art kendt for ofte at danne lokalt adskilte bestande, som indtager forskellige geografiske områder. Uvist af hvilken årsag. Disse bestande kan være meget stedbundne, hvilket gør dem sårbare over for overfiskning. Der kommer helt enkelt ikke nye fisk til udefra, hvis de eksisterende udfiskes.

Torsken lægger sine æg pelagisk – i det frie vand – på steder med den rette saltholdighed. Her vil de gydte æg nemlig kunne svæve frit – i stedet for at synke til bunds, hvor de vil kvæles i det iltfrie vand. Mangler der således saltvand, kan torskene ikke gyde med held. Deres æg mister opdrift, synker til bunds og kvæles.

Fiskere og forskere har længe været hinandens modstandere, hvad torsk og torskekvoter angår. Fiskerne mente længe, at der var masser af torsk, og at fangstkvoterne derfor fint kunne sættes i vejret. Fiskerne har i flere år henvist til, at der er masser af store torsk at fange – hvis man altså vil og må.

Forskerne har derimod længe påpeget, at torskebestanden har det rigtig skidt – og at den tidligere dominans af store torsk blot understreger dette. Det er de mindre fisk og de kommende årgange, der har manglet – dem, der siden skal vokse sig til fangststørrelse.

De store torsk, som dominerede fangsterne i nogle år, var således med til at skjule den sørgelige kendsgerning, at rekrutteringen af nye torsk haltede i Østersøen. Der var kun store fisk tilbage, og de blev bare større og større, mens deres antal langsomt svandt ind.

Vi har set tilsvarende udvikling i forsurede svenske søer, hvor vandet blev klarere og fiskene større i takt med forsuringen. Fiskenes reproduktion svandt ind til ingenting i det sure vand, mens de eksisterende fisk fortsatte med væksten i et stykke tid. Indtil også deres føde forsvandt.

Fødekonkurrenter

Samtidig har der altid været en delikat balance mellem torsken og dens fødefisk – ikke mindst sildefiskene. De voksne torsk æder således løs af sildefiskene, som til gengæld kvitterer med at æde torskene i disses larvestadie. De to arter holder således hinanden i skak – når økosystemet vel at mærke er i nogenlunde balance.

Det er det ikke længere. Dels udsættes “skidtfiskene” sild og brisling for et stort overfiskeri, som trækker tæppet væk under en rovfisk som torsken. Skidtfiskenes værdi er stor i dag, hvor ikke mindst det norske lakseopdræt ikke kan skaffe fiskemel nok til deres foder.

Og dels er vandmiljøet i dag så dårligt, at det efter alt at dømme truer fiskenes naturlige reproduktion. Man har længe kendt til sygdommen M-74, der har forringet reproduktionen hos østersølaksen. Og man kan ikke udelukke, at de samme eller andre miljøgifte også påvirker torskene og deres reproduktion.

Faktum er i hvert fald, at østersøtorsken har det dårligt og vokser mere langsomt end nogensinde. Oprindelig blev østersøtorsken gydemoden ved en størrelse af 40 cm, men i dag bliver flere af torskene allerede gydemodne ved den halve størrelse: Blot 20 cm.

Fænomenet kendes fra flere andre arter under pres. Det gælder om at gyde og sikre artens beståen, og det resulterer i, at fiskene gyder tidligere og tidligere – ved en stedse mindre størrelse. Tilbage i 1990 var hver tyvende østersøtorsk større end 65 cm. I dag er er hver tyvende torsk blot større end 40 cm.

Endelig har torskene i de senere år fået en nygammel fjende, som er tiltaget i antal og størrelse: Sælerne. Her ikke mindst den store gråsæl.

Sælerne

Der har altid været sæler i Østersøen – af tre slags: Den sjældne ringsæl, som primært træffes oppe i Den Botniske Bugt. Den lille spættede sæl, som findes spredt over det meste af Østersøen. Og så den mere end dobbelt så store gråsæl.

Interessen har længe samlet sig om gråsælen, der af lokale fiskere altid har været betragtet som en direkte konkurrent og trussel mod deres udkomme.

Gråsælen kan blive mere end 2 meter lang og veje op mod 300 kg. Den er så stor, at den kan rive torsk ud af fiskernes garn og derved ødelægge både redskaber og indtjening. Derudover er gråsælen naturligvis også en fødekonkurrent til torsken, da den gerne æder de samme sild og brislinger, som er vigtige fødeemner for torsken.

Gråsælen findes i to geografisk adskilte bestande – med én i Nordsøen og én i Østersøen. Den har været betragtet som udryddet i danske farvande i de sidste omkring 100 år. Men i løbet af de seneste knap 20 år er den vendt stærkt tilbage. Myndighederne anslår, at der nu er en samlet bestand på mere end 40.000 sæler i hele Østersøen.

Gråsælen svømmer længere omkring end de øvrige sælarter og har således nu genindtaget Østersøen. Ikke mindst omkring Christiansø ved Bornholm er der nu så mange, at de er blevet et problem for de lokale fiskere. I så høj grad, at politikerne har måttet på banen.

Som nuværende fødevareminister Mogens Jensen senest og ganske lakonisk formulerede det: – Det drejer sig om to truede arter: Fiskene og fiskerne…

Det sagde han, umiddelbart før han tildelte de bornholmske fiskere en torskekvote, der er betydeligt højere end den, som forskerne anbefaler. Samt en kvote på sild og brisling, der også er højere end den af biologerne anbefalede. En beslutning, der kun kan betyde øget konkurrence mellem erhvervsfiskere og gråsæler.

Live and let die…

Afskydning af “problemsæler”

Miljøminister Lea Wermelin (S), der selv er fra Bornholm, fulgte trop med en beslutning om, at der nu skal ansættes to regulære sæljægere – to fiskere med jagttegn. Siden 2016 har det ganske vist været lovligt at skyde op til 40 gråsæler om året, men det har ikke fungeret i praksis. Der er kun blevet skudt ganske få.

“Problemsæler” nær fiskernes garn har skullet indrapporteres, før de kunne skydes, og det har ikke virket. Problemsælerne var væk, inden jægerne kom ud og kunne finde dem igen. Vanskelige at finde og identificere.

Derfor har Miljø- og Fødevareministeriet nu afsat 200.000 kroner, så de to fiskere øjeblikkeligt kan “regulere” sælerne – det vil sige skyde dem nær såvel fritidsfiskeres som erhvervsfiskernes redskaber. Uden at skulle spørge først.

De nye afskydningsregler gælder foreløbig kun på Bornholm, hvor konflikten mellem fiskere og sæler er markant størst. Der er tale om en forsøgsordning, som skal løbe fra januar 2020 til marts 2020.

Svenske forskere har dog allerede konkluderet, at den nye ordning ikke får nogen reel betydning. Det siger i hvert fald professor Monika Winder fra “Institutionen för ekologi, miljö och botanik” ved Stockholms Universitet, til Sveriges Radio:

– Det er klimaforandringer, fødemangel og overfiskeri, som udgør de største trusler mod fiskene. Og ikke sælerne. Bestanden af torsk vil falde mere på grund af miljømæssige forandringer og fiskeri, end fordi de bliver spist af sæler. De højere temperaturer kan også give flere alger, der resulterer i dårligere føde for fiskene, som derfor bliver mindre og tyndere.

Så at give gråsælerne skylden og efterfølgende skyde dem er ren symptombehandling. Ren afmagt over for de virkelige problemer. I slutningen af 1800-tallet var der også så mange gråsæler, at fiskerne anmodede det daværende krigsministerium om, at de måtte skyde eller skræmme dem – med kanoner fra Christiansø!

Man mener, at sælbestanden dengang talte omkring 100.000 eksemplarer. I en Østersø, der vrimlede med fisk. I vand, der endnu var rent og klart. Det var således ikke fødemangel, der dengang var problemet.

Leverormene

Der eksisterer et intimt samspil mellem sæler og torsk i Østersøen. Sælerne æder løs af både de sild og brisling, som torskene lever af. Samt af torskene selv. Begge dele går ud over de lokale fiskere, som nu ifølge fødevareminister Mogens Jensen selv er en truet art…

I takt med, at en dyreart sættes under pres – i form af prædation og fødemangel – bliver den også stresset og mere sårbar over for diverse sygdomme og parasitter. I takt med gråsælens genindvandring har østersøtorskene fået endnu et problem at slås med: Leverorm. Lokalt og populært også kaldet sælorm.

Contracaecum osculatum er sælormens latinske artsnavn. Den kan findes i stort antal i mavesækken på gråsæler, hvorfra den spreder sig til det omgivende vand og de fisk, der måtte leve her.

Næsten alle østersøtorsk er i dag syge – inficeret med leverorm. Det gælder nu 90-100 % af torskene. I 1990’erne var max 20 % af torskene inficeret. Dengang havde de enkelte fisk typisk mellem 4 og 14 orm i deres lever, mens antallet i dag er helt oppe på 27 til 40.

De mange leverorm forringer torskenes trivsel. Forskerne mener, at torskenes ringere vækst, tidligere gydemodning og lavere levealder primært skyldes leverormene – som igen primært skyldes de mange gråsæler, der er bærere af disse parasitter.

Østersøtorsken foran et kollaps

Kombinerer man det dårlige vandmiljø med en svindende fødemængde, øget prædation og infektion med leverorm, da har man samlet set forklaringen på, at østersøtorsken i dag kæmper for sin eksistens. Ja, faktisk har flere forskere opgivet at finde en løsning på problemet. Det er kommet for langt. Det svenske Havsfiskelaboratoriet tøver således ikke med at kalde torskens nuværende situation for et regulært kollaps.

Vi ved allerede fra Nordaltanten, at verdens engang største torskebestand på bankerne ud for Newfoundland blev fisket så hårdt, at de nåede under den såkaldt kritiske masse. Det er den mængde og det antal, der er afgørende for, om bestanden kan retablere sig selv, hvis overfiskeriet stopper. Det har den ikke kunnet ud for Newfoundland, og det kan sagtens også blive tilfældet for torsken i Østersøen.

Politisk set er der ikke udsigt til, at der vil blive gjort noget ved problemet. Det ligner en dødsspiral, som først ender, når den sidste torsk er fanget og den sidste torskefisker er gået konkurs. Eller er draget hærgende videre til nye ålegræsgange. Et problem, der således løser helt sig selv. Blot giv tid.

Vi har ganske vist en miljøminister, der selv kommer fra Bornholm. Men desværre en fødevareminister, der ikke gør…

Folkemødet 2019

Billeder fra det netop overståede Folkemøde på Bornholm, hvor venner af en fritstrømmende og genskabt Gudenå for første gang deltog med egen stand.

Herunder en lille fotokavalkade fra det store arrangement, hvor selveste Bornholms Tidende fattede interesse for Gudenåen og sendte en journalist og en fotograf ud for at høre nærmere.

Det kom i avisen midt under mødet, hvor oplaget var allerstørst og flest derfor kunne læse om det.

De allersidste forberedelser før åbningen torsdag.

Udsigten fra vor stand A17 fejlede bestemt ikke noget…

De to plancher, der tog flest kegler på Folkemødet.

Facts og følelser omkring Danmarks længste vandløb.

Efter noget nær storm ved ankomsten lagde Østersøen sig fladt.

Et glas velfortjent rødvin, mens solen går ned bag klipperne.

Solnedgang over Gudhjem. Smuk som altid. Med eller uden sild.

Søværnet passede rigtig godt på alle deltagere i Folkemødet.

M.A.S.H. Felt-lasarettet klar med helikopter og ambulancer.

En ganske speciel og smuk, men lidet lovende solnedgang…

Løb for livet. En tordenskylle på vej ind over land!

Morgensol over Østersøen. Den varede desværre kun kort.

Nedtagning af standen den sidste søndag. Så fik vi vist flaget.

Farvel og tak for denne gang til Bornholm og Folkemødet.

Vi skal afslutningsvis sige tak til alle dem, der på den ene eller anden måde bidrog til at gøre vor deltagelse i Folkemødet 2019 mulig. Det er nemlig blevet rigtig dyrt at være med – i hvert fald med egen stand. Så tusind tak for det. Det havde vi aldrig kunnet løfte alene.

Vi fik mødt en masse spændende mennesker – fra EU-parlamentarikere, folketingsmedlemmer, borgmestre og direktører til helt almindelige danskere med sund interesse for natur og miljø.

Vi fik fortalt dem alle om Gudenåen og de fantastiske muligheder, der bare ligger og venter, når vi får tømt vandmagasinet Tange Sø og genskabt den oprindelige Gudenå:

Den istids-ådal, som landets længste å og eneste flod engang løb igennem. Med det allerstørste fald og den hurtigste strøm i hele Danmark.

Den skal ikke begraves én gang til.

Christiansø og Frederiksø

For de fleste mennesker udgør klippeøen Bornholm nok den østligste udpost i det danske rige. Det er her, den danske suverænitet ender. Men der er faktisk et par klippeklatter endnu længere østpå, nemlig Christiansø og Frederiksø, som er en del af øgruppen Ertholmene.

To små øer, som længe har spillet en rolle i Danmarkshistorien – tidligere sågar militærstrategisk, i dag primært natur- og turistmæssigt. To ganske små klippeøer, der ligger en times sejlads nordøst for “fastlandet” Bornholm. Og som nås ombord på det hyggelige skib “Ertholm” der sejler i de danske nationalfarver.

Den charmerende lille svingbro, som forbinder Christiansø med Frederiksø. Indviet i 1912, hvor Kong Frederik VIII blev efterfulgt af Kong Christian X. I utide, da kongen blev syg og døde under en rejse til Hamborg i Tyskland. Efter kun seks år på tronen.

Såvel Christiansø som Frederiksø har fæstningsværker, der skulle beskytte mod fjender fra søsiden. Her er det Lille Tårn på Frederiksø, som daterer sig tilbage til 1687. Det er i dag restaureret og fremstår næsten, som da det blev bygget.

Gennem årene har Danmark haft først Sverige og Norge som fjender – siden Tyskland og Rusland. I de tidlige dage kom fjenden altid fra vandsiden, og man sikrede sig derfor med kanoner, der kunne dække mulige landgangsområder.

Rundt omkring på Ertholmene ligger en række små huse, der tjente som boliger for de ansatte. Hyggelige ser de ud, men det var ikke ren hygge dengang. I dette hus boede således bøddelen, som stod for hængning af dødsdømte fanger…

Dengang som nu var det den danske stat, der drev øerne – som hævdede den danske suverænitet her langt ude i Østersøen. Beboerne var dels danske soldater og sømænd – dels håndværkere og straffefanger, som stod for det hårde arbejde.

Der er mange solskinstimer på Ertholmene. Og mange blomster trods knapheden på vand. Den omkringliggende Østersø er ganske vist fersk, men vandet kan ikke drikkes direkte. Regnvand opsamles og bruges til vanding af alt grønt.

Det sparsomme ferskvand opsamles i damme som denne, der i tilgift til siv og åkander huser både frøer og tudser. Sommeren igennem kvækkes der livligt fra de små damme, som findes rundt omkring på Ertholmene.

Selv om man er lokalt født og opvokset, og selv om Ertholmene er ganske små, kan man som enlig svale alligevel godt fare vild. Denne havde forvildet sig ind i Lille Tårn, hvorfra den ikke kunne finde ud igen. Med lidt hjælp lykkedes det dog til sidst.

Det er et barsk liv at være plante på en klippeø uden megen nedbør. Succulenter som disse forstår dog at holde på det sparsomme vand og stortrives tilsyneladende i de mange solskinstimer, der er karakteristiske for Ertholmene.

Sild har altid spillet en stor rolle på de små øer i Østersøen. Ofte har de været noget nær den eneste kilde til protein herude langt fra land. Gennem tiderne har man udviklet mange forskellige måder at tilberede dem på. Mest kendt er Ruths Kryddersild.

Man kan som turist overnatte på øerne, men langt de fleste er her kun på korte dagture. Selv om øerne er små – 0,4 ha land – gemmer de mange spændende ting for historisk interesserede. Book en lokal guide og få det hele med på den halve tid!

Christiansø og Frederiksø har alle dage spillet en stor rolle for skibsfarten. Det smalle sund mellem de to øer udgør nemlig en enestående naturhavn, der kan benyttes i al slags vejr. Af samme årsag har Ertholmene alle dage været svære at indtage.

Ertholmene har mange solskinstimer, men dækkes ofte at tæt tåge eller havgus, som reducerer sigtbarheden til næsten ingenting. Da der samtidig sejler mange store skibe gennem denne del af Østersøen, er der brug for største agtpågivenhed.

Dannebrog tager sig bedst ud mod en klar blå himmel, men gør sig også på en grå og diset dag på vej mellem Christiansø og Bornholm. Det er Forsvarsministeriet, som administrerer øerne, hvis knap 100 indbyggere kun betaler skat til den danske stat – ikke til Bornholms kommune.

Nationalfølelsen er naturligt nok større herude end inde på fastlandet. Her ses således Søværnets splitflag med det Kongelige Danske Postvæsen indfattet. Det er mere dansk end det meste andet i Danmark.

Og så her i 800-året for Dannebrogs ankomst!