Tag-arkiv: Bjerringbro

Skipper Gylliams Gudenå-kort

Det er velkendt, at Gudenåen med sine omkring 150 km fra udspring til udløb er Danmarks længste vandløb. Forløbet fra Tinnet Krat til Kattegat er udførligt beskrevet i artiklen “Fra udspring til udløb” andetsteds her på siden.

De færreste ved imidlertid, at Gudenåen var minutiøst kortlagt så langt tilbage i tiden som i 1736. Af Skipper Anders Gylliam. På opdrag af ingen ringere end Kong Christian VI. Introbilledet til denne artikel er et udsnit af det resulterende kort fra Ry Mølle. Detaljeringsgraden er imponerende.

Gudenåen har alle dage været en vigtig indfaldsvinkel til det dengang mørke og skovklædte Jylland. En stor og vigtig vandvej, som gjorde, at man kunne trænge langt ind i det ellers uigennemtrængelige Jylland. Dels kunne man selv komme frem og tilbage i mindre og måske primitive fartøjer. Måske først i udhulede træstammer. Men senere også med større pramme, der kunne transportere produkter som mursten og tømmer ind og ud af Hovedlandet.

Det skete, da man i 1800-tallet anlagde Pramdragerstien – også kendt som Trækstien – hele vejen fra Randers til Silkeborg. Nu kunne man trække de tunge og tungt lastede pramme op mod strømmen – eventuelt hjulpet af sejl, når det blæste fra den rigtige retning. Ellers med rå hestekræfter.

Turen tilbage til Randers var i sagens natur lidt lettere, da rejsen nu foregik nedstrøms. Nu skulle man i stedet holde lidt igen på de hurtigst strømmende strækninger.

Dette blandt andet ned gennem den store istidsådal, som Gudenåen dengang uhindret snoede sig igennem – før bygningen af Tangeværket i 1920‘erne. Hvor Tange Sø i dag stadig ligger og fylder.

Med etableringen af Tangeværket var det definitivt slut med pramdriften, der her stødte hovedet mod en mur – præcis som åens laks og havørreder gjorde og stadig gør det.



Men inden man var kommet så vidt, måtte Gudenåen først kortlægges og eksisterende hindringer registreres. Dette lå Kong Christian VI stærkt på sinde.

Derfor kommissionerede han først i 1730‘erne den erfarne Skipper Anders Gylliam til at besejle og kortlægge Gudenåen, så langt opstrøms han kunne. Ombord på en lille båd og med mandskab til det tunge arbejde med at sejle eller trække skibet opstrøms gennem de hårde og lavvandede stryg.

Kong Christian interesserede sig nu nok ikke så meget for selve Gudenåen. Hans store interesse lå i stedet i de store skove ved Silkeborg, som kunne levere træ til datidens evige flådebyggeri. Krigsskibene dengang havde det jo med at bryde i brand og synke, når de blev beskudt.

Hver ny krig krævede derfor nye krigsskibe, og træ var ofte en mangelvare. Så Christian VI kunne sagtens se de store muligheder, der lå gemt i tømmer af høj kvalitet fra det mørke Midtjylland – hvis ellers han kunne få det transporteret ud til havet.

Skipper Gylliam påtog sig den store opgave og begav sig opstrøms med sine mænd. Meter for meter eller rettere: Favn for favn loddede han dybden og registrerede den på udførlige og mange meter lange “søkort”.


Kong Christian VI regerede fra 1699 til 1746


Disse blev efterfølgende kopieret, rentegnet og håndkoloreret, så der i 1736 lå et meget detaljeret kort klar over Gudenåen – fra Randers By til Ry, hvor han måtte standse projektet. Åen heroppe var helt enkelt fyldt med mængder af gamle pælerester, som umuliggjorde en videre fremfærd.

Det var rester af flere hundrede år gamle egetræsbroer over den øvre del af Gudenåen, der her var blevet til Salten Å, som bremsede Skipper Gylliam på hans vigtige mission for Kong Christian VI.

Men Gudenåen havde nu fået sit første officielle søkort, der jo i virkeligheden var et åkort – med udførlige oplysninger om vanddybde, bundmateriale, strømforhold og andet af vital interesse og betydning for den fremtidige skibsfart.

Det har været noget af et Æventyr, den gode Skipper Gylliam her havde været ude på. En lang og slidsom færd op ad Danmarks længste vandløb. Nogen dans på roser har det med sikkerhed ikke været.

Alligevel kan man som sat nutidsdansker blive helt misundelig over de oplevelser, som Gylliam & Co nødvendigvis må have fået undervejs. De mennesker og det dyreliv, man må have mødt i det dengang mørke og tæt bevoksede Midtjylland.



Fra Randers by længst inde i den smalle Randers Fjord og op til Silkeborg er der godt et halvt hundrede kilometer. Lægger man hertil de knap 25 km videre til Ry og de mange, mange sving undervejs, så er der næppe tvivl om, at den gode Skipper har tilbagelagt mere end 100 km på sin opstrøms sejlads fra Randers Fjord til Salten Å.

En imponerede færd og bedrift i en tid, hvor Nilens kilder i det indre Afrika stadig var ukendte.

Og Gylliams medbragte “trækkerdrenge” er ikke kommet sovende til deres hyre, når den lille båd skulle trækkes igennem strømrenderne, der sine steder og dengang kunne være ganske stride. Det har været nogle seje og stærke mandfolk – forgængerne til de pramdragere, som siden gjorde Gudenåen landskendt. I hvert fald langs Pramdragerstien fra Randers til Silkeborg.

Skipper Gylliams ”søkort” over Gudenåen lå klar i 1736, men blev siden gemt bort – og glemt. Allerede 40 år senere – i 1776 – måtte man derfor på den igen med en helt ny opmåling af den selvsamme Gudenå.



Det blev en kortlægning, som endte med den klare konklusion, at skulle Gudenåen gøres “prambar”, da skulle der anlægges ikke færre end 16 sluser på strækningen fra Randers til Silkeborg. Og det var lidt for stor en mundfuld for datidens ellers driftige handelsmænd. Det ville koste alt for meget i forhold til den mulige gevinst.

Engang sidst i 1790‘erne kom så kronprinsen, den senere Frederik VI, på besøg i Randers. Han gav da den norske oberst L. F. Brock opgaven at løse problemerne med den frie passage.

Oberst Brock indså straks, at de 16 sluser ikke havde nogen realistisk fremtid. I stedet gik han i gang med en systematisk uddybning af Gudenåen, hvor man fjernede store sten og lavvandede sandbanker, der kunne være til hinder for skibsfarten. Hvor prammene kunne forlise eller strande på deres vej op eller ned ad åen.

Arbejdet med at uddybe Gudenåen og gøre den til datidens vigtigste danske vandmotorvej stoppede i første omgang ved Ans. Det måtte række, mente investorerne, som var de lokale handelsmænd. Hermed havde man nu fået indlemmet Gudenåens opland helt op til Bjerring Mølle – dagens Bjerringbro – og det var man godt tilfredse med i Randers.



Silkeborg og Ingerslev

Silkeborg fik således ikke glæde af denne egnsudvikling – i første omgang. Silkeborg Hovedgaard blev i 1804 købt af den driftige Ingerslev – ham med Boulevarden i Aarhus – der ville sælge træ fra sine store Silkeborgskove. Men det blev ikke til meget, førend staten lånte Ingerslev en betydelig sum penge, så Gudenåen kunne gøres prambar helt op til Silkeborg.

Ingerslev lånte i årene 1807-1809 hele 100.000 rigsdaler til formålet, hvilket var mange penge i de dage. Og han fik yderst belejligt hjælp af godt et halvt hundrede svenske krigsfanger til det hårde arbejde med uddybningen.

De meldte sig næppe som frivillige, og det er nok tvivlsomt, om de gode svenskere nød den smukke og uberørte midtjyske natur lige så meget, som vi andre gør det i dag. Det var hårdt arbejde fra tidlig morgen til sen aften, og der var meget langt hjem til Sverige. Ikke alle “krigsturister” overlevede tvangsarbejdet.

Men Ingerslev lykkedes med projektet og etablerede efterfølgende en fast pramfart med seks mindre pramme, som sejlede tømmer fra Silkeborg og ned til Bjerring Mølle. Her blev det omlastet til dobbelt så store pramme, der kunne klare det sidste stykke ned til Randers by.


Herover Gudenåen, som den så ud, da Skipper Gylliam kortlagde den i 1736.


Herunder Gudenåen efter bygningen af Tangeværket og etableringen af Tange Sø.


Skipper Anders Gylliams sirlige kort fra 1736 over Gudenåen fra Randers til Salten Å mistede efterhånden deres betydning. Åen var jo uddybet og gjort farbar alle de steder, hvor prammene skulle igennem.

Men Gylliams udførlige kortlægning resulterede samlet i otte store og flere meter lange papirkort, hvoraf det øverste fra Salten og Ry måler hele 4 meter og 15 cm. Det var smukke og håndkolorerede kort, som kun datidens kunsthåndværkere havde tid og evner til at fremstille dem. Men det var også uhåndterlige kæmpekort, der i næsten et kvart årtusinde blev gemt forskellige steder, inden de til sidst havnede i Rigsarkivet.

Her lå de i flere år – utilgængelige for offentligheden, som kun måtte besigtige dem efter behørig tidsbestilling hos og aftale med Rigsantikvaren. Til sidst måtte man heller ikke det længere. Kortene var blevet for skrøbelige til fortsat fysisk håndtering, og de havnede til sidst på Det Kongelige Bibliotek.

I dette årtusinde har der derfor været et stigende pres på biblioteket for at få digitaliseret de store kort, så de kunne beses og benyttes. Så man kunne og kan se, hvordan Danmarks længste vandløb engang så ud – før vi mennesker begyndte af grave og uddybe den å, der efter meget at dømme har haft datidens største danske laksebestand.


Herover hele det 4,15 meter lange kort over Gudenåen ved Lille og Store Gudensø


Det besværlige arbejde med digitalisering af de flere meter lange kort blev afsluttet i 2016 – og de resulterende filer voldsomt store. Men mere end et kvart årtusinde efter kortenes oprindelige udarbejdelse er Skipper Gylliam nu langt om længe digitaliseret og udødeliggjort.

Det kan Gudenåens sande venner kun være tilfredse med. Skipper Gilliam selv skal være glad for, at han ikke på sin daværende opstrøms rejse fra Randers til Ry stødte på den opstemmede Tange Sø. For 285 år siden.

Da havde han måttet stoppe sin søgen mod Gudenåens kilder her. Som den sidste Gudenålaks på vej mod gydepladserne siden måtte det.

Halvvejs fremme mod målet.

© 2020 Steen Ulnits

 

 

Fiskepleje på Afveje – 3/3

Modstanden mod miljøet

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:


“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder. 

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.” 

Citat Cowi slut.


Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …  

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.” 

Citat Rambøll slut.


Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.


Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadelige Tange Sø. 

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening som loyalt medlem af DSF stiltiende bakket op om.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele? 

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro-foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand. 

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang. 


Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø. 

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen. 

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere. 

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres oppe ved Bjerringbro.

Måske var det derfor, Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer produktivt fiskevand af netop Tangeværket.


Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks heroppe. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et andet og noget overraskende argument for at lade opstemningen blive:

Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Og da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i Gudenåen i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. De blev jo udryddet af Tangeværket i 1928.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.


Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort: 

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt på at blive valgt til Folketinget. 

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da han som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden. 

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration. 


Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

“Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

• Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.

• Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.

• Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.

• Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.

• Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv lige havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget.

Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia. 

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt. 

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler: 

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland. 

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, graver vandløbene op, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, som kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

© 2020 Steen Ulnits


 

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet