Tag-arkiv: aborrer

Køge Bugt Fiskepleje

Fisk & Fri er taget med på en kigger ude ved vandet hvor vi har fået os en snak med folkene bag Køge Bugt Fiskepleje (KBF).

Vi befinder os ved Karlstrup Møllebæk, der munder ud i den nordlige del af Køge Bugt. Det er en søndag i april 2018, og en gruppe lystfiskere er samlet for at tage imod ”fiskebilen”, som lige er ankommet med udsætningsfisk.

Det er Køge Bugt Fiskepleje, som har taget hul på endnu en projektdag. De skal i gang med den næste udsætning af havørredsmolt. Det er sunde fisk, som har en høj overlevelse og desuden en flot evne til at komme tilbage igen som store, stærke og fightklare fisk.

Målet med udsætningerne er naturligvis at skabe et bedre fiskeri i det storkøbenhavnske område, men der sker også ting og sager længere sydpå i Køge Bugt.

Hvem og hvad er Køge Bugt Fiskepleje?

– Den korte version er, at Køge Bugt Fiskepleje (KBF) er et non-profit samarbejde mellem lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere i Køge Bugt området, fra København og ned til Stevns. Det er ægte frivilligt arbejde.

Det fortæller Steen Lyngsø, formand for Ishøj Sportsfiskerklub; John Østergaard, formand for Køge Sportsfiskerforening, og Kjeld Willerslev, formand for Bjørnens Sportsfiskerforening i Albertslund.

– Vi tager afsæt i vores 12-punktsarbejdsprogram, hvor det overordnede mål er at skabe et bedre fiskeri i Køge Bugt området. Dette dels gennem vandløbspleje, dels gennem udsætninger, hvor der er brug for det. Det hele sker på basis af frivilligt arbejde, og de udsætninger, som vi gennemfører i KBF-regi, finansierer vi gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere.

– Da der er tale om udsætninger, som ligger ud over den officielle Plan for Fiskepleje, kan der ikke hentes penge fra Fisketegnsmidlerne. Vi skal således selv skaffe pengene. Her er lokale grejproducenter og specielt Sjællands Småbådsfiskeklub vigtige spillere.

– Grejproducenterne Ole Gregersen, Jens Peter Strømmen og Ole Rådhede laver auktioner, hvor alle pengene går ubeskåret til udsætninger. Sjællands Småbådsfiskeklub donerer hvert år penge til udsætningerne i KBF-regi, men samtidig også penge til de lokale klubbers udsætninger i St. Vejleå, Køge Å og Tryggevælde Å.

– Endvidere har en lang række frivillige bidraget med store eller små beløb, som alle selvfølgelig tages imod med tak og stor respekt. Udsætningerne er naturligvis godkendt af DTU Aqua.

– Det gode ved KBF-projektet er, at vi fungerer gennem et samarbejde mellem de lokale lystfiskerforeninger og miljøinteresserede lystfiskere. Det sker med folk, som har lokalt kendskab og lokale kontakter. De bliver alle taget med på råd, når der skal laves lokalplaner, klimasikringer og andet, der kan have indflydelse på vores fiskeri.

– Det betyder også, at der bliver lyttet til os hos de lokale politikere og embedsmænd, når der skal diskuteres klimaforandringer og klimasikringsarbejde. Her er der helt nye muligheder for at lave miljøforbedringer, som på sigt kan skabe et bedre fiskeri til glæde for også kommende generationer.

– Vi ønsker at styrke samarbejdet på tværs af Køge Bugt foreningerne dér, hvor vi har fælles interesser. Og det gælder ikke kun havørredfiskeriet, men faktisk alt fiskeri i Køge Bugt. Målet er, at alle lystfiskere i Køge Bugt kommer til at opleve, at fiskeriet bliver bedre, og at endnu flere får lyst til at deltage i arbejdet og dermed styrke indsatsen i vores geografiske område.

Forhistorien

– Vi havde med stor interesse siden starten i 2010 fulgt og deltaget i projektet Havørred Sjælland (det senere Fishing Zealand), hvis primære formål oprindeligt var vand- og fiskepleje.

– Da Fishing Zealand imidlertid ikke havde taget initiativ til det, indkaldte vi selv til et møde for alle interesserede lystfiskerforeninger i Køge Bugtområdet. Dette for at få skabt et fælles arbejdsgrundlag, som vi – i Fishing Zealand regi – kunne arbejde ud fra i oplandsgruppen for Køge Bugt området. Vi blev således på mødet enige om en liste med 10 punkter omfattende de arbejdsområder, som vi ønskede skulle danne grundlag for arbejdet i oplandgruppen.

– Da Fishing Zealands primære formål ændrede sig fra fiskepleje til fisketurisme, og da oplandsgrupperne blev nedlagt, indså vi, at vi måtte tilbage til udgangspunktet for at forbedre fiskeriet i Køge Bugt.

– Ingen ønskede dog, at alt forarbejdet skulle være spildt, og derfor satte vi – Steen Lyngsø, Ishøj Sportsfiskerklub, Kjeld Willerslev, Bjørnens Sportsfiskerforening, Albertslund, og John Østergaard, Køge Sportsfiskerforening – os sammen i november 2015.

– Vi ønskede hurtigt at komme i gang med et selvstændigt projekt, som reelt ville skabe forbedringer af fiskeriet i Køge Bugt, og arbejdsgrundlaget havde vi jo allerede. Køge Bugt Fiskepleje var dermed født.

– Den 23. januar 2016 åbnede vi Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor vi annoncerede vores planer, og at vi gennem frivillige bidrag ville skaffe finansiering af den første udsætning på 3.600 havørredsmolt udsat i det Storkøbenhavnske område allerede i 2016.

De første udsætninger

– Det lykkedes over alt forventning. Hurtigt fik vi samlet de nødvendige penge ind gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere. I april 2016 kunne vi derfor udsætte 3.600 havørredsmolt ved Sjællandsbroen i København. Flotte ørreder på 15-19 cm, som så ud til at stortrives i deres nye omgivelser, og som helt sikkert vil give fiskeriet efter havørreder i København et boost i de kommende år.

– Der er jo i Københavns-området desværre en total mangel på gydevand til havørrederne, så her kan fiskeriet kun forbedres gennem udsætninger. Derfor har en af KBF´s første opgaver været at komme i gang med udsætninger her.

– I 2017 fortsatte vi vores udsætninger, men nu med 5.000 havørredsmolt ved Sjællandsbroen, og som et nyt tiltag udsatte vi 2.500 havørredsmolt i mundingen af Karlstrup Møllebæk ved Greve. Igen finansierede vi udsætningerne gennem frivillige bidrag. Vi fortsætter udsætningerne, og her i 2018 har vi igen leveret 7.500 smolt, der bliver sat ud de samme steder som sidste år.

– Nu er vandløbs- og fiskepleje ikke noget nyt for foreningerne i Køge Bugt området. Faktisk har der i mange år været gennemført både udsætninger og en intensiv vandløbspleje.

– Ud over de nye udsætninger I KBF-regi står Ishøj Sportsfiskerklub og Køge Sportsfiskerforening nemlig i forvejen for udsætning af smolt og halvårsørredyngel. Ishøj leverer årligt 30.000 stk. smolt, som udsættes ved Hundige, Ishøj og Harrestrup Å.

– Køge udsætter i Tryggevælde Å og Køge Å, og Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen udsætter halvårsfisk i Skensved å. Her bliver i alt udsat 40.000 fisk, heraf 9.000 halvårsyngel, medens de sidste 31.000 fisk er smolt.

– Samlet set udsætter de 3 foreninger 77.500 ørreder – inklusive de fisk, der bliver udsat i regi af Køge Bugt Fiskepleje. Altsammen bidrager det til at forbedre havørredfiskeriet i Køge Bugt fra København og helt ned til Stevns. Der tages faktisk ofte ret store fisk lige syd for København, og dertil bidrager vores arbejde i høj grad til det populære og i perioder meget givtige fiskeri ved netop Stevns.

Vandløbsrestaurering

– I Køge Sportsfiskerforening, som råder over et særdeles velfungerende vandplejeudvalg, har vi gennem en lang årrække udført restaurering i primært Tryggevælde Å, Køge Å og Vedskølle Å.

– Her udlægger vi gydegrus og skjulesten, planter træer og vandplanter, og her gennemfører vi også bestandsanalyser ved el-fiskeri efter halvårsfisk, laver gydebanketællinger og opsætter smoltfælder. Endelig så el-fisker vi efter moderfisk, så vi senere kan sætte opdrættet yngel af egen avl ud i vandløbene. Målet er naturligvis på sigt at gøre vandløbene selvreproducerende.

– Længere inde mod København påbegyndte den lokale Bjørnens Sportsfiskerforening i 2012 en vandløbsrestaurering i den øvre del af St. Vejleå. Dette i samarbejde med Albertslund Kommune og lokale skolebørn, som med håndkraft, skovle og spande udlægger gydebanker og skjulesten.

– I starten af 2017 kontaktede vi Greve kommune med henblik på at lave vandløbsrestaurering. Det resulterede i, at vi den 1. oktober 2017 udlagde tre gydebanker og tilhørende skjulesten i Karlstrup Møllebæk. Det var vort første restaureringsprojekt i KBF-regi, hvor Køge Sportsfiskerforening og Ishøj Sportsfiskerklub udformede projektet.

– På selve dagen deltog også medlemmer fra Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen samt frivillige individuelle lystfiskere fra Køge Bugt området, som også gerne ville gøre en fysisk indsats for et bedre fiskeri. Frivillighed, når det er bedst, og det breder sig som ringe i vandet!

– Vi gentog nemlig successen allerede den 14. oktober i Vedskølle Å, hvor Køge Sportsfiskerforening inviterede alle til et nyt restaureringsprojekt. Det blev til endnu tre gydebanker og mange skjulesten. Og igen var der samlet mange frivillige, og som i Karlstrup Møllebæk sluttede vi dagen af med at spise pølser, drikke sodavand og glæde os over dagens resultat.

– Ved begge projekter kvitterede havørrederne ved at benytte samtlige gydebanker til gydning, så vi allerede til næste år kan møde endnu flere havørreder i Køge Bugt og ved Stevns Klint. Til glæde for såvel de lokale lystfiskere som tilrejsende fra nær og fjern.

Vandrådene

– Sidste år nedsatte regeringen en række vandråd, som skulle rådgive myndighederne omkring de små vandløb. Her ansøgte KBF naturligvis om at komme med i vandrådet for vandløbene omkring Køge Bugt.

– Vi fik tre pladser i dette vandråd, og her valgte vi, at repræsentanter fra Greve Sportsfiskerforening, Køge Sportsfiskerforening og Sjællands Småbådsfiskeklub skulle repræsentere KBF.

– Vandrådsarbejdet kom der som sådan ikke rigtigt noget ud af, men alle parter var dog enig om et forhold: – Det var politik, når det var værst!

– Vi fortsætter med vores udsætninger, men fremover vil der komme en betydelig forøgelse af indsatsen med vandløbsrestaurering. Vi fortsætter naturligvis med de vandløb, som vi er gået i gang med. Vi planlægger således yderligere projekter i Karlstrup Møllebæk, men der kommer også andre vandløb i spil i Køge Bugt området. Vandløb som Skensved Å og Lille Vejleå.

– Et helt andet fokusområde er vores arbejde med at beskytte og hjælpe den unikke brakvandsaborrebestand, som vi har i området. Hos Ishøj Sportsfiskerklub udlægger vi hvert år juletræer som ”brudesenge” til aborrernes gydning, og vi kæmper for at minimere skarv- og garnproblematikken. Nogle medlemmer bruger således megen tid på skræmning af skarv og kontrol med garn i området.

– Skarven og de mange kystnære garn er en stor trussel for aborrebestanden, så det er et meget vigtigt arbejde, hvis aborrebestanden ikke skal kollapse. Ishøj-foreningen vil selvfølgelig fortsætte kampen, men vi vil også fra KBF-side prøve, om vi kan udbrede kendskabet til problemetikken – via vort store kontaktnet til ikke mindst myndighederne – og ad den vej få lokalpolitikerne i tale.

– Så vor hovedvægt i KBF vil fremover ligge på udsætninger, vandløbsrestaurering og som særligt område: Forbedringer for vores unikke aborrebestand. Men der er også andre opgaveområder fra vores oprindelige 12-punkts program, som vi vil lægge ind i arbejdet. Det samlede program ligger inde på Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor alle kan se det.

– Der vil blive øget fokus på skarv- og garnproblematikken gennem lokalpolitisk påvirkning, og der vil blive større inddragelse af skolebørn i vandløbsrestaureringer og vandplejekurser.

– Altsammen noget, der skal medvirke til at styrke medlemstilgangen i vores foreninger, det frivillige arbejde, sikringen af fremtidens lystfiskeri og beskyttelsen af vores fælles natur.

– Så der er nok at tage fat på!

Sådan slutter vor snak med de tre foreningsformænd fra Køge Bugt Fiskepleje. De er alle tre aldeles enige om den fælles strategi.

Det lover godt for fremtiden!

Faktaboks

Foreningerne i Køge Bugt udsætter hvert år næsten 80.000 havørreder.
Foreningerne i Køge Bugt og de frivillige samarbejder hvert år om at lave vandløbsrestaureringer, som giver vilde fisk år efter år.
Foreningerne i Køge Bugt kæmper også for at bevare den unikke bestand af brakvandsaborrer, som vi har i nogle af områdets åer.

Køge Bugt Fiskepleje deltager ikke i Fishing Zeeland turistnetværket.

Artiklen er fra Fisk & Fri nummer 8-2018

Mig, miljøet og Prins Henrik

Jeg har aldrig mødt manden, men som så mange andre danskere på min egen alder har jeg levet et halvt århundrede sammen med ham. Han var elsket af nogle og latterliggjort af andre. Men han gjorde mere godt for miljøet, end de fleste er klar over.

Det er jo ikke noget, man tænker over i det daglige – når man nu har kendt og levet med ham i mere end et halvt århundrede. Først når han dør, bliver han lyslevende.

Jeg taler her om netop afdøde Prins Henrik – Hans Kongelige Højhed – som jeg aldrig nogen sinde hverken har mødt eller set i levende live. Til trods for, at jeg fysisk set har været tæt på ham ganske mange gange.

Anyway, nu er han borte fra denne verden, og det resulterede for mig som for rigtig mange andre i en del reflektioner. For hvad var det lige med denne mørke og mystiske franskmand, der kom ind fra Orienten og plukkede vor yndige prinsesse, da hun var moden til det?

– En rigtig pæn mand, som min afdøde mor altid sagde om flotte fyre. Og grev Henri så jo så bragende godt ud, at alle forstod Margrethe og mange kvinder sågar misundte hende. Henri kunne såmænd have fået jobbet som en ny James Bond, hvis det skulle have været. Han måtte dog nøjes med sit helt eget våbenskjold, hvilket jo kun er de færreste beskåret:

– Men hvad var det nu lige med ham Henrik, hende Daisy, lille Danmark og danskerne? Det var vist ikke helt ukompliceret?

Eksportens mand

Prins Henrik opgav en ellers lovende karriere som fransk diplomat til fordel for en evig andenplads ved den danske dronnings side. Og han var opsat på at få det bedste ud af situationen, der som udgangspunkt slet ikke passede en rigtig franskmand som ham – med Solkongen i blodet. Men han forligede sig aldrig rigtig med rollen som den evige toer.

Jeg er ikke royalist. Langtfra. Jeg er skam imponeret over, at vi i Danmark har en næsten ubrudt kongerække gennem mere end 1.000 år. Men synes ærlig talt, at systemet med konger, dronninger, prinser og prinsesser har overlevet sig selv. Og jeg finder det som udgangspunkt ganske besynderligt, at man kan være født eller gift til noget uden nødvendigvis at være kvalificeret til det.

Men det sagt så må jeg klart erkende, at vi er langt bedre stillet i Danmark end i de fleste andre kongedømmer. Daisy er en begavet kvinde, som i Henrik fandt sig en begavet mand, hun kunne sparre og vokse med på både det kunstneriske og intellektuelle plan.

Prinsen selv var vant til at kunne selv. Han ville gerne gøre en forskel og levere et stykke arbejde for sin millionstore apanage. Dansk erhvervsliv satte da også stor pris på ham og hans kundskaber, når der blev lavet eksportfremstød i det store udland.

I Prins Henrik havde dansk erhvervsliv en sand verdensmand, der langt bedre end vore småborgerlige danske politikere kunne sælge varen – prima danske produkter – til udenlandske markeder, hvor kongeligt var andet og mere end kosteligt. Hvor det at have et kongehus i sig selv var noget stort.

Dyrevennen

Prins Henrik var glad for dyr. Så glad, at han straks introducerede gravhunden på Amalienborg og andre kongelige steder. Det tog lidt tid for personalet at vænne sig til det nye hundeliv, men det fik være. Prins Henrik ville have hunde, og det fik han.

Det gode ved kongehuse verden over er, at de i regelen har penge nok. Dertil mere tid til at bruge dem end så mange andre. Og det ofte til emner, der ikke nødvendigvis behøver at kaste penge af sig.

Engelske Prins Philip var også en stor dyreven, og en dag foreslog han Prins Henrik, at denne oprettede en dansk afdeling af WWF – World Wildlife Foundation – som var blevet gundlagt af den britiske biolog Sir Julian Huxley i 1961. Lang tid før begreber som økologi og artsdiversitet var blevet hvermands eje.

Som tænkt så gjort. Den 15. maj 1972 samlede Prins Henrik så et antal gode venner og bekendte omkring sig på Fredensborg Slot, hvor man stiftede den danske afdeling af WWF. En afdeling, der siden har samlet mere end 50 millioner danske kroner ind til gode formål – herhjemme såvel som i det store udland.

Da jeg i 1990’erne var sønderjysk lokalredaktør for lystfiskermagasinet Fisk & Fri, havde myndighederne netop fundet ud af, af snæbelen – den spidssnudede og havvandrende helt – var truet af udryddelse. Og at de sidste bestande fandtes i tilløb til det danske Vadehav. Mit lokalområde.

Prins Henrik tog straks sagen op og blev protektor for den danske snæbel. Et støtteopdræt blev etableret på Enstedværket ved Åbenrå Fjord, og der blev fundet midler til det ædle formål. Siden udviklede det sig sågar til milliondyre vandløbsrestaureringer til glæde for ikke kun snæbelen, men alt levende i de pågældende vandløb.

Havde det ikke været for Prins Henrik og WWF, er det slet ikke sikkert, at vi i dag havde haft en snæbelbestand overhovedet. Det bør med i hans eftermæle.

Historien om den udryddelsestruede snæbel er en ofte overset kendsgerning, der ikke mindst dengang sågar blev latterliggjort lidt ind imellem – helt enkelt fordi næsten ingen i 1980’erne og 1990’erne anede, hvad en snæbel overhovedet var for en størrelse.

At Prins Henrik var protektor for en “snabelfisk”, som den ind imellem lidt nedsættende blev kaldt, passede derimod perfekt til det danske folkevid. Men det gav ikke prinsen den credit, det burde have gjort.

Prins Henrik var helt enkelt forud for sid tid – som en indsigtsfuld og miljøbevidst franskmand i bøndernes Danmark. Definitivt ingen let opgave…

Vinbonden

Henrik og Daisy vidste fra starten, at de måtte have sig en slags privatliv uden for Amalienborg, Fredensborg, Marselisborg og de andre beskedne ferieboliger, som Dronning Margrethe rådede og stadig råder over. Et sted, som i højere grad var Prins Henriks eget.

Det blev til vinslottet Chateau de Cayx i den franske Cahors provins. Et rigtigt vinslot med egen vinproduktion.

Slot og slot. Mere en vingård. Jeg arbejdede i en periode i netop Cahors og kørte flere gange forbi Chateau de Cayx. Et ganske beskedent sted, der stod i kras kontrast til det rigtige slot, jeg dengang selv boede og arbejdede på: Chateau de Sept Fonds. Slottet med de syv kilder. Et slot med aner tilbage til de gamle tempelherrer og deres jagt på den hellige gral.

Chateau de Sept Fonds var og er et rigtigt slot med voldgrav, vindebro og tykke sandstensmure. Med skydeskår, flere meter høje egetræsdøre og gulvplanker så brede, at jeg aldrig har set deres lige. Og så naturligvis en vinkælder dybt nede, der havde alt det spindelvæv på årgangsflaskerne, som historien kræver.

Set i det perspektiv var det ikke så lidt af en tilsnigelse at kalde Chateau de Cayx for et slot, men Henrik og Daisy elskede det. Som jeg elsker mit eget endnu mere beskedne sommerhus på Mols.

Den kongelige vin fra Cayx var dengang heller ikke noget at skrive hjem om. Faktisk smagte den forfærdeligt, og de lokale havde da også kun næserynken til overs for den. Prinsen selv var de heller ikke vilde med, da han ikke ville være med i deres vinkooperativ. Han ville selv, men evnerne rakte ikke så langt som ambitionerne. I hvert fald ikke i begyndelsen.

Siden kom han dog med i fællesskabet, og vinen blev efterhånden bedre. Idag så absolut drikkelig, hvis ikke ligefrem god. Med 50-års guldbryllupsvinen årgang 2017 helt i top.

En kendsgerning, der ikke mindst skyldes det gode samarbejde med naboerne i det lokale vinlandskab, som Prins Henrik efterhånden fik etableret.

Madelskeren

Prins Henrik holdt som rigtig franskmand af god mad. Han var både gourmet og gourmand. Det kunne man – med hans egne muntre ord – godt se på størrelsen af hans mave. Den slags kommer ikke af sig selv.

Prinsen elskede mad og beskæftigede sig med den hver eneste dag i sit liv. Til stor glæde for ham selv og hans nærmeste. Og ind imellem til lidt mindre stor glæde for de kokke, der måtte stå for maden. Ikke altid lige nemt, når prinsen hele tiden skulle blande sig. Han stillede krav til råvarerne, som de færreste danske kokke selv gjorde på det tidspunkt. Før økologien blev hip.

Vi lå engang og fiskede aborrer i Esrum Sø, hvor Prins Henrik ofte kørte rundt på plænerne i sin lille golfvogn. Skæbnen ville, at vi netop den eftermiddag løb ind i et regulært aborresjov ret ud for Fredensborg Slot. Vi havde ligget og pirket aborrer på dybere vand over grundene i den nordlige ende af søen – uden andet resultat end et par næsten mikroskopiske aborrer.

Pludselig var der måger i luften ud for slottet, og vi hastede derhen. Vi havde ophængere over vore små Lurette pirke, og flere gange var der fuldt hus af fine aborrer i den af kogekonen Madame Prunier berømmede størrelse: 100-300 gram. Gastronomens klare valg, når man skal have det optimale ud af denne de danske søers suverænt bedste spisefisk.

Vi fyldte to plastposer med kongelige aborrer i det herligste solskin, inden aborresjovet var forbi og Esrum Sø atter lå stille hen. Vi sejlede sydover med fangsten og lagde til ved bådehuset. Først bagefter kom jeg til at tænke på, at vi da naturligvis skulle have begavet Prins Henrik med den ene pose. Han ville om nogen have sat pris på det lækre indhold. Madame Prunier var jo hans landsmandinde!

Desværre tog nationen aldrig rigtig prinsgemalen til sig. Vi danskere brugte i stedet megen tid på at udsætte ham for det berømte danske folkevid, der ofte bunder i ren og skær uvidenhed. Eller på en dårlig dag og godt jysk: – Dorsk dumhed.

Ærgerligt, for det er altså langt bedre med fransk vin i årerne end dansk jord i hovedet. Prins Henrik bidrog i rigt mål med det første – med fransk vin og fransk finesse.

Æret være hans minde. R.I.P. Hans Kongelige Højhed Prins Henrik alias Grev Henri de Laborde de Montepzat.

Født fransk den 11. juni 1934. Og død dansk den 13. februar 2018.

Han var den gode konge, vi aldrig fik.