Tag-arkiv: ålegræs

Gamle Damer og Ålegræs

Den Gamle Dame og Ålegræsset

Da jeg i min grønne ungdom var blå ulveunge i Greve Strand ved den dengang sulfoskummende Køge Bugt, fik jeg denne historie fortalt:

Det var historien om spejderen, der ville gøre dagens gode gerning, og som derfor hjalp en gammel dame over vejen. Problemet var bare, at hun slet ikke skulle over på den anden side…

For en spejderdreng in spe og ulveunge i første klasse var det en ganske tankevækkende historie, som har fulgt mig lige siden. Dagens gode gerning kunne pludselig blive et problem for den stakkels gamle dame.

Historien blev pludselig ekstra aktuel, da vi forrige år begyndte at udplante ålegræs i Randers Fjord. De grønne skud ville bare ikke gro i det plumrede vand, som landbruget langs den inddæmmede fjord havde leveret. Via massiv overgødskning af markerne inde bag digerne.

Da vi genbesøgte det udplantede ålegræs året efter, var der stort set intet tilbage. Hovedparten af de 5.795 friske skud, som vi møjsommeligt havde høstet og hentet ved udmundingen af Mariager Fjord i Kattegat, var bukket under i det uklare vand med de alt for mange næringssalte. De små skud blev øjeblikkeligt overbegroet i fedtemøg, som kvalte næsten alle planterne.

Skønne spildte kræfter altså. Og en indsats, der ikke gav smag på mere af samme slags. I stedet har kommunen nu valgt at satse helt på etablering af nye stenrev, der ganske vist også gror til i alger. Men som alligevel bidrager til livet i fjorden med strømlæ og skjulesteder for småt og stort.

Oplevelsen var lærerig på flere måder. Vi var et par år tidligere startet med etablering af stenrev, og nu ville vi følge succesen op med bølgende ålegræsbælter. Læs historien og se de mange billeder fra Randers Stenrev her.

Vi var dengang endnu i den glade tro, at vi kunne hjælpe den trængte natur i Randers Fjord ved at udplante ålegræs, hvor der tidligere havde været noget. Jo mere vi kunne plante ud, desto bedre ville verden blive.

Den folkelige opbakning til udplantning af ålegræs var overvældende. Rigtig mange ville gerne gøre en aktiv indsats for at hjælpe naturen og det trængte vandmiljø. Det var derfor ikke noget problem at skaffe lokal arbejdskraft til projekterne. Problemet var bare, at det ikke virkede.

Det var historien om den gamle dame igen. Alle ville så gerne hjælpe hende over vejen, men hun skulle desværre slet ikke over. Der var nemlig ikke noget at komme efter på den anden side. Intet vandmiljø, de nye ålegræsskud kunne gro i.

Det havde dansk landbrug effektivt sørget for med flere års massive udledninger af især kvælstof. Det gjorde, at de nye skud på ingen tid blev overbegroet i fedtemøg og kvalt. Og at de nye “blå skove” derfor aldrig blev til noget.

Det faglige modspil

Tilbage i 2023 havde Danmarks Sportsfiskerforbund foretræde for Folketingets miljøudvalg. Man ønskede, at det blev lettere end hidtil at få tilladelse til at udplante ålegræs rundt omkring i landet. Velux-fonden stod jo klar med millionstore tilskud, og vandmiljøet manglede desperat ålegræs.

Desværre kan man ikke bare gå ned i nærmeste Plantorama og købe ålegræsskud fra et gartneri. Der findes nemlig ingen, som dyrker ålegræs til udplantning. Ingen overhovedet.

Alt ålegræs til udplantning skal derfor fysisk høstes fra eksisterende ålegræsbede, der næppe tåler dette i nævneværdigt omfang. Eksisterende ålegræsbede er jo i forvejen ofte selv truede af det dårlige vandmiljø.

Fra faglig side blev der derfor advaret mod “Wild West” tilstande, hvor der skulle udplantes ålegræs for enhver pris. Her, der og alle vegne. Det var smitsomt, for alle ville jo gerne gøre en god gerning for miljøet. Nogle også tjene penge på det.

Denne uansvarlige omgang med udplantning af ålegræs fik heldigvis til sidst et fagligt modspil, der satte tingene på plads.

Et af de argumenter, der blev brugt for at fremme udplantningen af ålegræs, var græssets påståede evne til at binde og dermed tilbageholde store mængder CO2 – til fordel for klimaet og begrænsning af den globale opvarmning.

Det resulterede i fængende avisoverskrifter som “De blå skove kan binde mere end Danmarks CO2-udledning” og satte yderligere fokus på ålegræsset.

Fagligt var der desværre ikke hold i disse påstande. 28 danske forskere og administrationer satte derfor hinanden stævne i Odense for at aflive myten om ålegræsset og dets tilbageholdelse af kulstof i bunden. Drømmen om “den permanente begravelse af kulstof” under ålegræsset var definitivt bristet.

Aflivningen af denne myte skete på en såkaldt konsensuskonference om emnet. Her gik forskerne i rette med, at “en række centrale hjemmesider fra forskellige organisationer, som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, WWF og Tænketanken Hav”, desværre giver udtryk for misforståede budskaber omkring ålegræssets evne til netop at tilbageholde kulstof.

De faglige anbefalinger

Denne komplekse problemstilling kan man læse meget mere om i rapporten fra den afholdte konference. Herunder blot fire deltagende forskeres konkrete udtalelser om ålegræssets reelle optagelse af kulstof samt gode råd til retablering af ålegræsbælter landet over:

”Det er desværre ikke rigtigt. Det organiske stof, som begraves i den iltfrie del af havbunden omsættes af bakterier, der ånder uden ilt. Bakterierne bruger i stedet f.eks. nitrat, sulfat og jern, når de nedbryder organisk stof.”

Professor Bo Barker Jørgensen, Biologisk Institut, Aarhus Universitet

”Men det er slet ikke så let, som det ofte bliver udtrykt. Det er nemt at ødelægge store arealer med ålegræs, men det er svært at finde egnede arealer, hvor man kan få udplantet ålegræs til at overleve.”

Professor Mogens Flindt, Biologisk Institut, Syddansk Universitet

”Det er helt afgørende, at vi meget hurtigt får en markant indsats på land. En aktiv udplantning af ålegræs på egnede lokaliteter, hvor der samtidig er langt til naturlige ålegræsbede, kan måske hjælpe den naturlige ålegræsspredning på vej, men kan slet ikke redde vores havmiljø.”

Professor Karen Timmermann, Institut for Akvatiske Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet

”Det er vigtigt, at man meget grundigt vurderer, om de naturlige ålegræsenge kan holde til denne høst, og at der er en omhyggelig opfølgning på aktiviteterne rundt om i landet. Vi mangler ganske enkelt resultater, der viser, om udplantet ålegræs i det hele taget overlever gennem flere år.”

Professor Kaj Sand-Jensen, Biologisk Institut, Københavns Universitet

Morale

Dagens gode gerning er lige så vigtig, som den altid har været. Den Gamle Dame skal naturligvis stadig hjælpes over gaden, når og hvis hun har brug for det. Men endnu vigtigere er det, at der så også er noget at komme efter på den anden side.

Det er der ikke i skrivende stund. Det må være læren af de hidtidige udplantninger af ålegræs. De nytter intet med den nuværende forurening fra landbruget.

Den må bringes til ophør, før vi krydser gaden med Den Gamle Dame under armen. Og en tot frisk plukket ålegræs i favnen.

For over skal de jo begge på et tidspunkt.

Og det hurtigst muligt.

Steen Ulnits

Tegning: Niels Knudsen for Gylle.dk

Link til den fulde rapport:

https://ecos.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/aalegraes-og-tang-er-ikke-en-redningsplanke-for-vores-klima

Artiklen blev første gang publiceret på www.gylle.dk

Vil du høre ålegræsset gro…

Så skal du nok skynde dig. Vort hjemlige ålegræs, som har det latinske artsnavn Zostera marina, er fra naturens hånd en uhyre almindelig og meget vigtig vandplante. Desværre har den det rigtig skidt i vore dages næringssalt-forurenede vande.

Ålegræs er slet ikke nogen græs, selv om de op til meterlange bændler kan lede tankerne hen på såvel græs som ål. Et andet og lige så betegnende navn er almindelig bændeltang.

Uanset navnet så er der i begge tilfælde tale om en flerårig vandplante, hvis rødder rent faktisk stammer fra land. Som sådan blomstrer ålegræsset om sommeren – dog med blomster så små og godt gemte, at de næsten ikke er til at se.

Ålegræsset dækkede tidligere kvadratkilometer efter kvadratkilometer af de lavvandede danske fjordområder. Helt ud til 15 meters dybde kunne man finde den, mens vandet endnu var klart nok til den lyskrævende plante. Enkelte steder nævnes sågar fund ud til 18 meter vand.

Så klart er vandet desværre ikke længere. I dag finder vi ikke ålegræs på større dybder end 5 meter – i mange forurenede fjordområder endda langt mindre. Og det er rigtig trist, for det er netop i ålegræsbælterne, at vi finder den største biomasse og artsrigdom i de indre danske farvande.

I gamle dage kunne ålegræsset vokse sig op til to meter langt eller mere. Imellem de nu sjældent mere end én meter lange stængler kan de små fisk gemme sig og vokse sig store, så de siden kan blive til føde for endnu større rovfisk, I de grønne ålegræsmarker kan de ligeledes grønne roskilderejer finde ideelle skjulesteder, hvor de kan vokse sig spisestore for såvel fisk som mennesker.

Ålegræs er således et uhyre vigtigt opvækst- og levested for mange marine organismer, og ålegræs kan man derfor ikke have nok af – kun for lidt.

Desværre kniber det som allerede sagt meget for ålegræsset i de forurenede indre danske farvande. De mange næringsstoffer fra især landbruget gør vandet uklart af alger, som igen skygger for ålegræsset, der mistrives.

En kamp for overlevelse

De mange næringssalte fra landbruget er skadelige for ålegræsset på flere måder. Dels skaber næringssalte i overskud grobund for langt flere alger, end der er plads til i et normalt og sundt økosystem. Og dels skygger de mange alger helt enkelt for lyset, som er livsnødvendigt for ålegræsset og dets fotosyntese. Uden lys ingen planter.

De mange alger dør på et tidspunkt og synker til bunds, hvor de rådner op under forbrug af ilt. Fortsætter denne tilgang af døde og nedsynkende alger, vil der opstå iltsvind, som i første omgang er dødbringende for fisk og smådyr.

Fiskene kan dog i mange tilfælde nå at svømme væk, når iltsvindet melder sig. Og krabber kan måske nå at kravle på land – væk fra den giftige svovlbrinte. Det kan de øvrige organismer i sagens natur ikke.

Efter et stykke tid med iltsvind dannes der nemlig svovlbrinte eller H2S i bundslammet. På et tidspunkt kan denne svovlbrinte trænge op gennem bundslammet og op i vandet. H2S er en uhyre giftig gasart, der blokerer stofskiftet hos højere organismer. På samme måde, som cyanid gør det. Dyrene dør helt enkelt.

Mindre kendt er det, at heller ikke ålegræs kan tåle svovlbrinte. Ved iltsvind og optrængning af svovlbrinte “knækker” ålegræsset i dets vækstzone, som er lige i overgangen mellem bund og vand. Græsset dør helt enkelt. Det ser ud, som var det skåret af med en kniv. De døde blade driver siden i land, som var de høstet af selveste Manden med Leen.

Endelig er der fedtemøget, som er en generel betegnelse for étårige brunalger, der stortrives i næringssalt-forurenet vand. Fedtemøget sætter sig på faste overflader som ålegræs og kvæler det ved at hindre planten adgang til det livgivende sollys.

Er der tilstrækkeligt mange næringssalte i vandet, kan ålegræsset bare ikke overleve. Og da hjælper ikke udplantning af selv nok så mange friske skud.

En stor kuldioxid-fjerner

Men ålegræs er andet og mere end en ideel biotop for levende organismer. Ålegræs kan nemlig også optage store mængder af den CO2, som vort moderne samfund udleder. Og det er ikke småting. Tilbage i 2020 udledte Danmark samlet 42 millioner ton drivhusgasser – med CO2 som den vigtigste.

Aarhus Universitet anslår, at omkring 670.000 hektar dansk fjordbund tilbage i år 1900 var dækket af frodige ålegræsbælter. I dag er der mindre end en tredjedel tilbage: 220.000 hektar.

Forskere vurderer, at 450.000 hektar ålegræs vil kunne optage op mod 45 millioner ton CO2. Altså mere end den samlede danske udledning. Hvis ålegræsset vel at mærke vil gro igen. Det har eksempelvis knebet gevaldigt med reintroduktion i Odense Fjord, hvor vandet helt enkelt er for uklart og forurenet med næringssalte. Da kan man hverken se eller høre ålegræsset gro.

Udplantning af ålegræs er sket flere steder landet over – senest i Randers Fjord, hvor man vovede pelsen og i forgangne maj måned foretog udplantning af knapt 6.000 friske ålegræsskud ved Udbyhøj. Tæt på Kattegat og i forhåbning om, at tidevandet herude vil sikre den fornødne vandudskiftning.

Det tør man ikke håbe på længere inde i den lange og smalle Randers Fjord, som konstant modtager kolossale mængder af overskydende næringssalte fra de inddæmmede marker langs fjorden. Fra de intensivt dyrkede enge ved Støvringgaard og Tørring, hvor der dyrkes store mængder raps til svinefoder.

Ironisk nok gødes markerne langs fjorden med gylle fra de selvsamme svin, der dyrkes foderraps til. Hvert forår kører kæmpemæssige gyllevogne derfor gødning ud på den sandede jord, som er gammel fjordbund.

Store mængder af overskydende næringssalte fra de gødede marker bag diget pumpes herefter direkte ud i vandmiljøet, hvor de kvæler livet i først Randers Fjord og siden Kattegat. Et af landets største iltsvindsområder findes da også herude, hvor fjorden møder havet.

Ramt af sygdom

Man regner med, at vi i dag måske kun har 10-20 procent af det oprindelige ålegræs tilbage. I bedste fald 30 procent.

Tilbage i 1930’erne blev ålegræsset nemlig ramt af en svampesygdom, som decimerede bestanden og mængden af ålegræs. Indtil da var ålegræs hyppigt brugt til såvel dækmateriale på tage som fyld i madrasser. På Læsø kan man stadig se flere huse med ålegræstag.

Efter svampeangrebet i 30’erne kom ålegræsset langsomt tilbage, men blev siden slået ned igen af forureningen med næringssalte fra først by og land, siden primært landbruget.

Det kystnære fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab har ligeledes været en stor hindring for ålegræssets udbredelse. Begge er fiskemetoder, som pløjer bunden op og ødelægger de fysiske livsbetingelser for ålegræsset. Begge er de metoder, som derfor må udfases helt i de indre danske farvande.

Det samme gælder opdræt af fisk og muslinger, der i lighed med landbruget tilfører vandmiljøet uønskede næringssalte. I det hele taget må de indre danske farvande friholdes mest muligt for fysisk og kemisk påvirkning. Vi har for længst passeret grænsen for, hvad vandmiljøet kan holde til.

Da ålegræs er en flerårig plante, tager det lang tid for den at kolonisere nye områder eller rekolonisere gamle. Derfor hjælper vi den nu mange steder ved udplantning af nye skud. Kunstigt åndedræt kunne man kalde det.

De store ålegræsmarker udgjorde tidligere en god sikring mod bølgeerosion af kysterne. En funktion, de ikke har længere, nu hvor de er væk.

Da skibsfarten i specielt kystnære sejlrender skaber store bølger, som er hårde ved ålegræsset, har vi anlagt beskyttende stenrev ved Udbyhøj i Randers Fjord. Her passerer mange store coastere tæt forbi i sejlrenden. De nye stenrev vil forhåbentlig give læ nok for bølger og strøm til, at det nye ålegræs kan få fæste.

Ålegræssets udbredelse nedefter i dybderne har i mange år været brugt som en god og enkel indikator for forureningsgraden i kystnære farvande. Jo flere næringssalte og dermed mere forurening, der er i vandmiljøet, desto ringere bliver sigtedybden. Og desto lavere vand træffer man ålegræsset på.

Ved Støvringgaard og Tørring Enge pumpes næringssalte konstant ud i Randers Fjord fra de dyrkede og gødede marker bag digerne.

De kommende år vil vise, om ålegræsset overhovedet har en fremtid i dagens Danmark. Om vi fortsat vil prioritere et intensivt og stærkt forurenende landbrug frem for et sundt vandmiljø med plads til dyr og planter.

Vi fortsætter indtil videre med udplantning af nye ålegræsplanter. Og krydser fingre for, at vandkvaliteten engang igen bliver tilstrækkeligt god til, at græsset kan trives og atter vil brede sig.

Det øgede gødningsforbrug fra den borgerlige regerings Landbrugspakke gør det dog vanskeligt at nå i mål. Og helt umuligt at opfylde kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Vi ligger lige nu, som den tidligere borgerlige regering har redt. Som Lars Løkke, Esben Lunde, Eva Kjer og Jacob Ellemann ville det.

En linje, som Mette Frederiksen desværre villigt fortsætter.

Og det er desværre ikke i en seng af frisk ålegræs.

Introfoto: Jan Henningsen

Læs mere om udplantning af ålegræs i billedreportagen her.

Grund Fjord

Den lavvandede Grund Fjord er endestation for alt vand i Alling Å, der siden fortsætter til Randers Fjord på sin vej mod Kattegat. Her er der grøn energi både til lands, til vands og i luften.

Klik for større fots

Flashback til de gode gamle dage, hvor Grund Fjord bugnede af ål, åleruser og ålebundgarn. I dag må pælene nøjes med at se til fra land. Ålene er væk.

Vejen til vandet og vindmøllerne ved fjorden. Dybe hjulspor vidner om en sumpet og afvandet undergrund.

Overalt langs fjorden ligger der både på land. Nogle bruges året igennem, andre kun om sommeren og enkelte aldrig.

Forårssolen trænger sig langsomt gennem disen, der stadig hviler tungt over fjorden. Båden står naturligvis klar til sæsonen.

Hvor Grund Fjord møder Randers Fjord ligger et antal mindre, men så meget mere attraktive sommerboliger eller kolonihavehuse.

Kilometervis af gyldne sivskove er kendetegnende for Randers og Grund Fjord. Her kan man ofte høre og en sjælden gang se rørdrummen.

Indsejling til den lille og hyggelige havn i Uggelhuse er smal og sivomkranset. Her er ikke plads til større lystbåde.

Vandet ligger spejlblankt hen og lokker til en sejltur på fjorden. Selv skyerne tager den med ro og flytter ikke på sig.

Små jagtbåde som denne er der mange af i sivskovene langs både Grund Fjord og Randers Fjord. Det er ænderne, der trækker.

Bolværk og faskinepæle skiller land fra vand i Uggelhuse havn. De kræver regelmæssig vedligeholdelse for at blive stående.

Vandspejlinger på Grund Fjord. Smukt ser det ud, og fisk at fange var der også engang for ikke så længe siden.

Har man brug for en hjælpende og behandsket hånd, kan man også få det i Uggelhuse. Næsten symbolsk for fjordens tilstand.

Pæle og reb til fortøjning holder de små fjordbåde sikkert på plads. Det er høj vandstand mere end stærk vind, der er truslen.

Sivskoven er tæt og indbyder ikke til fiskeri lige her. Der er helt enkelt ikke plads til at svinge stangen.

Af praktiske årsager er det ikke tilladt at fiske i den lille havn ved Uggelhuse. Det kunne hurtigt blive kaotisk.

Terrænet i Alling Ådal er afvandet i sjældent høj grad. Alling Å tilfører således store mængder næringssalte til Grund Fjord.

Sydsiden af Grund Fjord huser en del småskove, som egner sig perfekt til en lille eftermiddagstur med hund og familie.

Måske et lidt pudsigt billede at slutte denne fotoreportage af med. Men træet stammer altså fra en af skovene ved Grund Fjord.

Kobberforurening af Alling Å og Grund Fjord

Den lille Grund Fjord har på det seneste fået en del opmærksomhed.

Den har altid været kendt for at være ekstremt lavvandet – grund – og derfor vanskeligt sejlbar. Tidligere var den også kendt for sin store bestand af ål og aborrer, der trivedes i det lave fjordvand.

I dag er vegetationen død flere steder – givet på grund af de store mængder næringsstoffer, der løbende tilføres fra de afvandede marker langs fjorden. Og den seneste tids store regnskyl, der vasker dem ud fra jord til fjord.

Længst inde i Grund Fjord udmunder Alling Å. En god del af åen har været gennem en kostbar naturgenopretning, siden Århus Amt blev nedlagt i 2007. Dræningen er ophørt mange steder og åen genslynget. Udvaskningen af kvælstof er tilsvarende reduceret.

Lokalt har man imidlertid oplevet en nedgang i bestanden af havørreder, som ellers burde være vokset efter naturgenopretningen og de nyanlagte gydebanker. Senest er der kommet fokus på genbrugsvirksomheden Nordic Waste, der er placeret længst oppe ved Ølst, som en mulig forklaring.

Her har man nemlig oplevet flere udslip fra fabriksarealet efter store regnskyl. Udslip direkte til den øvre del af Alling Å. Faunaundersøgelser ved fabrikken indikerer, at der sandsynligvis sker en løbende udvaskning af kobber fra fabriksgrunden. Det viser faunaprøver taget i Alling Å henholdsvis opstrøms og nedstrøms Nordic Waste.

Alger, vandplanter og krebsdyr er specielt følsomme over for tungmetallet kobber, der både er et nødvendigt mikronæringsstof, som alle organismer har brug for i ganske små mængder. Og så en decideret miljøgift, der blandt andet bruges i bundmaling for at begrænse begroning af skibsskrog.

I udlandet bruges kobber også til at gøre vandet i smådamme på ikke mindst golfbaner mere klart og mindre algefyldt. Noget, der på godt dansk er rigtig meget forbudt i Danmark.

Det er således en trist udvikling for ikke blot Alling Å, men også Grund Fjord og Randers Fjord, hvor alt vand og muligt kobber jo til sidst ender. Dette ikke mindst med tanke på vandmiljøet og de mange skattekroner, som Naturstyrelsen indtil videre har postet i naturgenopretningen af Alling Å.

Denne forurening bør naturligvis stoppes hurtigst muligt.

Læs mere om Alling Å i artiklerne her:

Naturgenopretning af Alling Å

Faunaundersøgelser i Alling Å

Ny forurening med tungmetallet barium

Efter det både skandaløse og katastrofale jordskred ved Nordic Waste i Ølst Bakker er der konstateret stærkt forhøjede værdier af det giftige tungmetal barium i den lavvandede Grund Fjord.

Læs meget mere herom i de mange notitser på Ulnits.dk/aktuelt, hvor du blot søger på “barium”.

Svanesang

Vi danskere har – under Poul “Dus med Dyrenes” kyndige ledelse på DR TV – valgt knopsvanen som dansk nationalfugl. Den rødnæbbede knopsvane synger ikke som de gulnæbbede sangsvaner. Den nøjes i stedet med at hvæse ad sine omgivelser.

Klik for større fotos

Svaner har aldrig hovedet under armen. De bruger i stedet vingerne, når de som her har brug for en slapper i forårssolen.

Voksne svaner kan svømme ganske hurtigt. Især når de vil vise sig frem, imponere damerne eller skræmme gæster bort. Da kan de hvæse ad én.

Travlhed på Runway One. Et par gravænder kommer susende forbi på deres vej til de nyanlagte redehuller. Der er amoriner i luften.

Da jeg første gang publicerede dette billede, blev jeg straks ringet op af en ornitolog. Han havde set, at svanen var mærket og kunne fortælle mig, hvor den kom fra.

Der er ingen svanesang hos knopsvaner. Til gengæld er der svanedans for viderekomne, hvis man nu er til det. Dette var dog solodans uden partner.

De hvide svaner lyser gult i den lave eftermiddagssol. Det er snart tid at gå til ro for natten. I sikkerhed på det lave vand langt fra land.

Statelig ser den danske nationalfugl ud, mens han padler rundt på det lave vand med sin lidt mindre hun. I gamle dage var svaner en hofret.

Uden for yngletiden er knopsvanen en selskabelig anlagt fugl, der gerne færdes sammen med andre rødnæbbede artsfæller.

Det er koldt, når månen står op over det lave vand på vaderne. Men det generer tilsyneladende ikke svanerne.

Et par gravænder kommer forbi svaneflokken på deres vej mod redehullerne, der endnu ikke er anlagt. Men helt sikkert planlagt!

Man tager aldrig fejl af sangsvanen. Dels på grund af det tydeligt gule næb. Og dels på grund af dens hørbare honken i luften.

Svaner er tunge fugle, som skal have tilløb for at komme i luften. Landingen er lige så larmende, når de store flaps kommer ud.

Når sangsvanerne kommer trækkende, kan det lyse hvidt på de forårsbrune marker. Det er græsspirer, der tiltrækker både svaner og grågæs.

Sangsvaner som disse er tunge fugle, der sagtens kan veje op mod 10 kg. Her er det en tung han, der viser sig frem.

Selv om man er en tung fugl, der endnu ikke er blevet til en smuk og hvid svane, kan man jo godt hvile sig på et enkelt ben.

Svanen bruger sin lange hals, når den fouragerer på dybere vand end oversvømmede marker. Den er også god at gemme sig med.

Der skjuler sig saftige spirer på de våde marker. Nok til at tiltrække flokke af sultne sangsvaner i det tidlige forår.

På den anden siden af første revle fouragerer såvel sangsvaner som bramgæs i ålegræsset. De er så langt ude, at der skal en ultralang tele til for at fange dem.

3.000 mm

De sorthvide bramgæs er blevet meget almindelige i de seneste år. De stortrives sammen med sangsvanerne – blot der er ålegræs nok.

3.000 mm

Med en ultralang tele forsvinder baggrunden helt i horisonten. Heldigvis er vinterluften kold og tør, så der ikke bliver luftspejlinger.

3.000 mm

Ålegræsset på det lave vand er den vigtigste føde for såvel sangsvaner som bramgæs i det kolde vintervand. Bemærk græsset i næbbene.

3.000 mm

Muslinger og ålegræs

Muslinger og ålegræs er hver for sig og sammen aldeles udmærkede organismer, som begge indgår i og er nødvendige for den naturlige balance i vort marine økosystem. Når begge altså holder sig til bunden.

Men muslingefarme, hvor milliarder af muslinger hænger kunstigt på udspændte net under kilometerlange rør i overfladen, er derimod en dødelig cocktail for ålegræsset, som har brug for lys og rent vand.

Klik for større fotos

Store “smartfarms“, der kan fylde flere kilometer i længde og bredde, skygger helt for ålegræsset, som derved går ud. Og de mange milliarder muslinger udleder så mange ekskrementer, at bunden under farmene ganske enkelt dør.

Mågerne tiltrækkes af de regelmæssigt tilbagevendende bundvendinger, som gør vandet mælkehvidt og bringer døde bunddyr op til overfladen.

I stillestående fjorde og vige slammer bunden blot stille og roligt til i muslingelort og døde alger. Øverst med et liglagen bestående af hvide svovlbakterier, der markerer overgangen mellem ilt og iltfrit. Herunder et kulsort slamlag, som er totalt frit for ilt.

Der er målt op til næsten 3 meter dybt slam under smartfarme i Limfjorden, som allerede nu gisper efter vejret. Flere steder er den død allerede.

UV fotos af Limfjordens Miljøråd

Fugleperspektiv, frøperspektiv og fiskeperspektiv fra havbrug med flydende netbure, hvis åbne netmasker tillader frisk strøm at komme ind til fiskene – og samtlige affaldsstoffer fra fiskene at komme ud: Foderrester, fækalier, antibiotika og algehæmmere. Totalforurening direkte ud i åbent hav eller fjord.

De store havbrug dels skygger for lyset, så ålegræsset ikke kan vokse – dels forurener vandet med næringssalte, så ålegræsset kvæles af begroning med alger.

UV fotos af Gearløs

Fugle som disse sangsvaner og knortegæs er afhængige af frodige græsmarker – det være sig inde til lands eller ude til vands. Ofte veksler fuglene mellem disse to habitater:

Dagen tilbringes gerne inde på spirende græsmarker, som er ekstra tillokkende sen vinter og tidligt forår. Natten tilbringes i sikkerhed ude på vandet, hvor ålegræsbælter er et foretrukket tilholdssted og en vigtig fødekilde.

“HAVmisBRUG“

Debatbog om opdræt af fisk og muslinger

424 sider lang, 1.070 gram tung

“Kilopris” kr. 294,95

En tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer fra muslingerne ender som ny og lokal forurening på bunden under farmene, hvor de kan kvæle alt liv. I værste fald med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Kun max en tredjedel kan høstes.

Den sidste tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i en endnu mere bio-tilgængelige form. Klar til endnu flere alger end før turen gennem muslingernes fordøjelse.

Stærk strøm til fjernelse eller rettere fortynding af forureningen fra de mange muslinger er derfor nødvendig, hvis der ikke skal ske en økologisk katastrofe.

Det samme gælder havbrugene. Stærk strøm skal der til, hvis ikke forureningen fra de mange fisk skal bundfælde sig lokalt. Næringssaltene forbliver dog opløst i vandet.

Øverst er det den lokale kunstner Niels Willum, hvis tegninger længe har prydet protester fra Miljøforeningen BLAK på Djursland.

Nederst er det Bo Secher, hvis streg mange genkender fra det satiriske magasin “Svikmøllen”. Bo Secher har lavet tegningen på opdrag af Limfjordens Miljøråd.

Det er heldigvis ved at gå op for flere og flere, at muslinger ikke blot fylder meget og kun kan rense vandet delvis for kvælstof og fosfor. Men at de samtidig også medfører en kraftig forurening af vand og bundmiljø under og omkring farmene.

Limfjorden har gennem mange år lidt under voldsom forurening med gylle fra landets største koncentration af svinefabrikker i det store opland.

Lokalt er man derfor begyndt at tale om “Ligfjorden” i stedet for Limfjorden.

5.000 km2 til muslinger

Regeringen har, under ledelse af erhvervsminister Simon Kollerup (S), udarbejdet en “Havplan”, som skal gælde i de næste ti år.

I denne havplan er der gjort plads til flere nye totalforurenende havbrug af den slags, som både Simon Kollerup (S) og Dan Jørgensen (S) tidligere har gjort sig til varme fortalere for. Uden overhovedet at kende konsekvenserne ved dem.

Men hvad næsten værre er, så er der samtidig udpeget knap 5.000 km2 dansk søterritorium til nye lokalt forurenende muslingefarme og altødelæggende muslingeskrab. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster – tilsammen.

Det er typisk sårbare, beskyttede, kystnære og lavvandede områder, der er tale om. Der er således tale om en Hasarderet Havplan, som samtidig er et Mageløst Makværk. En forhastet havplan, der på intet område lever op til de krav, som EU stiller til Vandrammedirektiv og Naturbeskyttelse.

Man må tage sig til hovedet, hvilket mange forstandige mennesker da også har gjort, siden Kollerup i nært samarbejde med canadiske WSP, danske Hedeselskabet og norske Smartfarm sidste år præsenterede sin havplan som en digital bekendtgørelse.

Det er nu kun EU, der kan redde de indre danske farvande fra den totale ødelæggelse.

Læs

⌘ Miljøforeningen BLAK’s høringssvar til havplanen ⌘