Tag-arkiv: ålebundgarn

Bundgarn og bundskrab

Bunden er nået – i dén grad…

Den tidligere røde regering havde ellers besluttet et stop for det skadelige bundtrawl og muslingeskrab i Lillebælt. Så kom den nye blå SVM-koalitionsregering til og stoppede det hele, så der fortsat må bundtrawles og muslingeskrabes som hidtil.

Det var den samme statsminister, Mette Frederiksen (S), som stod ved roret i begge regeringer og bag begge modsat rettede beslutninger. Man skal ikke lede efter nogen logik her, for en sådan findes desværre ikke i politik. Men lad os bruge den dårlige anledning til at kigge nærmere på det bundskrabende fiskeri og dets skadelige virkning på vandmiljøet.

For almindelige mennesker kan det være svært at hitte rede i de mange forskellige redskabstyper, der bruges til vore dages erhvervsfiskeri. Navne og betegnelser er sjældent repræsentative for redskabernes brug. Her kommer derfor allerførst en summarisk gennemgang af de forskellige redskabstyper og deres anvendelse.


Trawlfiskeri

Trawlfiskeri er nok den mest kendte fiskemetode, der kan udøves på flere forskellige måder og med meget forskelligt grej. “Trawl” på engelsk betyder “afsøge” eller “eftersøgning”, hvilket er en ganske rammende betegnelse for denne fiskemetode.

Trawleren trækker helt enkelt sit trawl gennem vandet og fanger alt, der måtte komme forbi. Desværre aldeles uselektivt, hvilket afstedkommer meget store uønskede bifangster ved trawlfiskeri. I litteraturen kan man finde angivelse af uønskede bifangster på helt op til to tredjedele ved trawlfiskeri.

Da et træk med trawl kan tage flere timer, vil de først fangne fisk have ligget længe i trawlposen og have taget fysisk skade heraf. De kan således ikke udsættes i levedygtig stand, uanset størrelse eller art, men må enten kasseres eller smides ud igen. Det såkaldte “udsmid”. De kan heller ikke indbringe gode priser ved landing, maste eller moste som de ofte er efter flere timers ophold længst inde i fangstposen..

Samtidig ødelægger de tunge redskaber bunden, som så ikke efterfølgende kan huse nye fisk. Sten, muslinger og andet kommer med fangsten op og efterlader på denne måde en udjævnet og gold havbund til fremtidige generationer af fisk.

Som udgangspunkt foregår det allermeste trawlfiskeri ved bunden – med “bundtrawl“, som slæbes hen over bunden, og som bruger store mængder fossilt brændstof i form af diesel. Se introbilledet af en helt almindelig trawlskovl.

Men der er forskel på de trawltyper, der anvendes i dag. Det gængse bundtrawl slæbes udspændt hen over bunden mellem to jernskovle, der spiler ud til hver sin side og på den måde spreder trawlet – helt op til 200 meters bredde.

Bundtrawl kan også trækkes af to skibe samtidig, hvilket naturligvis giver større motorkraft. Tilsammen kan de to skibe da bruge større og tungere trawl end ellers.





Bomtrawl

I de senere år har der været stor opmærksomhed omkring de såkaldte “bomtrawl”, der er større og tungere end de fleste almindelige bundtrawl. Kendetegnende for bomtrawl er – ud over størrelsen – den måtte eller række af tunge jernkæder, som sikrer at undersiden af trawlposen holdes helt nede og ikke blot nær bunden.

Det er disse kæder, som skræmmer fiskene op. De kan suppleres med farvestrålende vifter, som visuelt skal skræmme fiskene op fra bunden – op i trawlposen. Bomtrawlere er typisk meget store og kan derfor ødelægge havbunden væsentligt mere end almindelige bundtrawl, der ikke har samme direkte bundkontakt.

Trawl er store og kostbare redskaber, som man derfor ikke vil sidde fast med og risikere at miste. Indtil for relativt få år siden var naturlige stenrev derfor i praksis fredet for trawlfiskeri, da man jo riskerer at sidde fast i stenene. Stenrevene var derfor beskyttede oaser for dyrelivet – for fisk, krebsdyr og andet.

Det problem har man siden løst med de såkaldte “bobletrawl”, som er monteret med flydere, der holder trawlet oppe. På denne måde kan en dygtig trawler fiske helt tæt på og sågar hen over stenrev, der således ikke længere yder fiskelivet samme fysiske beskyttelse som tidligere.

Bobletrawl kaldes også for “pelagiske trawl”, da de i modsætning til det konventionelle bundtrawl fisker i de frie vandmasser. Ofte efter pelagiske fisk.


Seneste nye om skadevirkningerne ved trawlfiskeri her


Notfiskeri

Fiskeri med “not” sker som oftest på dybt vand, hvor der fiskes målrettet efter pelagiske stimefisk – fisk, der ikke er tilknyttet bunden, men som hele deres liv færdes i de frie vandmasser.

Notfiskeri sker fortrinsvis på store dybder langt fra land – med store og tunge redskaber, som kræver store skibe til at sætte, trække og tømme noten. Selve noten udgøres typisk af en stor netpose, der sættes omkring lokaliserede stimer af pelagiske fisk. Via skibets elektronik lokaliseres en fiskestime præcis, hvorefter noten sættes omkring stimen.

De største noter kan nå flere hundrede meter ned i vandsøjlen og her indhegne et område på størrelse med flere fodboldbaner. Nederst på netkanten sidder en tung stålwire, som holder netvæggen lodret i vandet. Når skipper på sin skærm kan se, at hele stimen af fisk er inden for netposen, lukkes og snøres denne sammen ved at trække i stålwiren.

Netposen lukker sig sammen, og hele stimen af fisk kan på denne måde fanges på én gang. Stimefisk prøver ikke at flygte, men pakker i stedet tættere og tættere, mens netposen lukker. På denne måde kan man således udrydde hele fiskebestande stime for stime, hvilket eksempelvis skete med makrellen. Fiskestimen hales ikke ombord i noten, men pumpes op i båden, så noten kan sættes igen.

“Snurrevod” kan på nogle måder minde om en not – blot er redskabet mindre og fast forankret på lavere vand. Der en dansk udviklet fiskemetode, som stammer fra midten af 1800-tallet. Navnet skyldes efter sigende måden, hvorpå voddet udsættes. Det sker fra et udkastet anker, som udgør centrum i det cirkelområde, der affiskes herfra. Man snurrer på denne måde hele kompasset rundt.

De første snurrevod blev halet ind med håndkraft. Men da man omkring år 1900 fik maskinkraft ombord, overtog disse snart indhalingen, og redskaberne blev hurtigt større.


Bundgarn og bundgarnspæle


Garnfiskeri

Fælles for alt garnfiskeri er, at det foregår med passive redskaber. Garnene sættes, hvorefter man venter på, at fiskene går i dem. Garnfiskeri ødelægger således ikke havbunden, som muslingeskrab og fiskeri med bundtrawl uundgåeligt gør.

De fleste garn er “nedgarn”, som hænger lodret ned i vandet – typisk med flydere langs nettets overkant og synk langs underkanten. I gamle dage brugte man bomuldsgarn, som måtte tjæres for ikke at rådne op i det fugtige miljø. En omstændelig proces, der stadig kan ses spor af mange steder langs danske fjorde, hvor man kan se nedlagte tjærepladser med forurening, som var det DSB, der havde været på skinnerne.

I dag består stort set alle nedgarn af nylon – de såkaldte monofile nedgarn, der er næsten usynlige i vandet. Desværre også både billige og med en lang opholdstid i naturen, hvis de mistes under dårligt vejr. Der gøres ingen større indsats for at bjærge de mistede garn, da det er billigere blot at investere i nye.

Derfor findes der rundt omkring i danske farvande i hundredvis af kilometer såkaldte “spøgelsesgarn”, som er mistet, men som fortsætter med at fiske videre, indtil garnene er fyldt med tang og synker til bunds, hvor de rådner op.

I gamle dage blev de fleste nedgarn sat ved bunden, hvor fangsten typisk bestod af torsk og fladfisk. Nedgarn sat ved bunden må ikke forveksles med de store bundgarn og deres mange pæle.

Enhver, der har været ude at røgte garn, vil vide, at det er ganske spændende at være med til. At se, hvad der kommer op til overfladen – om noget. Det var det i hvert fald tidligere, hvor der stadig levede bundfisk i danske farvande.

I dag sættes de fleste nedgarn derfor i overfladen – efter pelagiske stimefisk som hornfisk og makrel, sild og brisling. Disse fisk trives stadig i det forurenede vand, da de ikke lever ved bunden, hvor iltsvind og bundvendinger hærger og gør vandmiljøet livløst.


Garnbøjer øverst – monofilgarn nederst


I overfladen er der derimod flere alger og mere plankton end tidligere, hvilket sildene sætter stor pris på. De lever jo af at filtrere vandet for dette plankton. Man kan den dag i dag stadig være så heldig eller uheldig, at en stor stime sild går i ens nedgarn, som er sat i overfladen – med de mange karakteristiske flydere. Da kan det være svært at tømme garnet og noget nær umuligt at afsætte de mange sild.

Monofile nedgarn må ikke sættes nærmere kysten end de lovbefalede 100 meter. Dette for at beskytte de havørreder, som i det tidlige forår trækker ud fra de vandløb, de netop har gydt i. Eller i det sene efterår søger hen imod og op i de samme vandløb for at gyde og sikre slægtens beståen.

Det ved de illegale garnfiskene, som målrettet sætter deres monofile nedgarn tæt på åmundingerne – med den inderste del af garnet helt oppe på land. De trækkende havørreder søger nemlig målrettet mod det lette og ferske vand, som samler sig helt inde under land. De lugter sig på denne måde frem til deres fødested.

Alle garn skal være tydeligt mærket med navnet på deres ejermand. Hvilket naturligvis ikke sker med ulovligt satte garn, der sættes efter solnedgang og røgtes igen inden solopgang. De er samtidig så billige, at man ikke frygter konfiskation af de ulovlige garn – kun selv at blive taget på fersk gerning, mens man sætter eller røgter sine garn. 

“Drivgarn” er nedgarn i overstørrelse – ofte kilometerlange. De sættes i eller nær overfladen, hvor de ukritisk fanger, hvad der måtte komme forbi. Eneste selektion sker via netmaskerne, hvis størrelse afgør fangstens størrelse. Jo større netmasker desto flere mindre fisk vil kunnepassere igennem dem.

Drivgarn er ofte kilometerlange og driver frit rundt i de frie vandmasser – med en GPS-sender til genfinding. Det er en ofte kritiseret fiskemetode, da man dels ikke kan kontrollere, hvad de fanger – dels ikke kan genudsætte uønsket eller fangst i levedygtig stand. Hvad værre er, så fanger drivgarnene ikke kun fisk. De fanger også sæler og marsvin. I stort antal.

I Østersøen omkring Bornholm og i Davisstrædet mellem Grønland og Canada bruges drivgarn meget til laksefiskeri. Det var sådan, bornholmske laksefiskere i sin tid opdagede, at atlanterhavslaksen fra Nordeuropa trak helt op til Sydgrønland for at fouragere.

Drivgarnsfiskeriet ved Grønland er dog nedtrappet markant i de seneste år. Hvis man altså ikke har valgt at sælge sin kvote til organisationer som North Atlantic Salmon Fund. Så laksene frit kan vokse i Nordatlanten og som voksne trække hjem til deres fødevandløb for at gyde og sikre bestanden.



Bundgarn

“Bundgarn” forveksles ofte med bundtrawl, men der er tale om to helt forskellige fiskemetoder og redskaber.

Bundgarn er en dansk specialitet, som tidligere har stået tæt langs de danske kyster. Så tæt, at det fysisk kunne være svært at komme frem for eller forbi dem. Det være sig såvel fra land som fra båd. Bundgarn sættes nemlig helt inde fra land, så trækkende fisk ikke kan svømme bag om og forbi dem. 

“Raden” fra bundgarnet starter inde ved land og går vinkelret på kystlinjen. Hvor langt afhænger af vanddybden, da bundgarnspælene i sagens natur ikke kan være uendeligt lange. Fiskene følger raden hele vejen ud til “labyrinten “, hvorfra de ikke kan finde tilbage igen. De fanges derfor i “gården”, som ender i en lille ruse eller fangstpose, der kan røgtes uden de store anstrengelser.

Bundgarn kan også sættes længere fra land, så raden ikke når helt ind til kysten. Det afhænger helt af farvandets udformning, hvad der er det mest effektive.

Mest kendt er ålebundgarnene, som vi har haft i tusindvis af her i Danmark – mens der endnu var masser af ål at fange. I flere fjordområder var der tidligere så mange bundgarn, at man i båd måtte zigzagge ind og ud imellem dem. Det var blandt andet tilfældet på den lange og smalle Randers Fjord.

Hvis bundgarnene placeres på fiskenes trækruter, kan også laks, havørred og helt indgå i fangsten. Her indgår laksefiskene på lige fod med ål, torsk og andre fiskearter. På enkelte strategiske lokaliteter er bundgarnsfiskeri målrettet efterårets trækkende havørreder på gydevandring en rigtig god forretning.

Fiskeri med bundgarn er næsten ophørt i dag, hvor vandet er fyldt med alger og tomt for fisk. Opstilling af de mange og lange pæle var både tidkrævende og anstrengende, men fiskeriet var i perioder uhyre lønsomt.

Isen tager imidlertid ofte pælene, som derfor skal sættes op på ny efter islæg og isgang. Tidligere blev gamle pælerester stående til gene på skibstrafikken – farligt, dersom de stod lige under overfladen.

De store bundgarn er i dag reduceret til kulturhistorie om det hedengangne fjordfiskeri. Lyden af forårets nye pæle, der blev banket i bunden ligeledes.


Ruser og tejner

Som udgangspunkt er bundgarn blot en overdimensioneret ruse med meget lange fangarme. Og som udgangspunkt er en ruse blot en fiskefælde, der ikke ødelægger hverken bunden, den står på. Eller skader fangsten, der går i den. Med mindre rusen da får lov at stå så længe, at krabberne rykker ind og går til angreb på fiskene.

Ruser og garn må ikke placeres, så de kan tørlægges ved lavvande. Så fangede fisk dør og fredede eller ulovlige fisk ikke kan genudsættes i levedygtig stand. Det siger sig selv, at risikoen for, at dette sker, vokser med stigende forskel mellem lavvande og højvande.

Ikke mindst i Vadehavet, hvor tidevandsforskellen til daglig er et par meter, udgør tørlagte ruser og garn derfor et reelt problem.


Ruse øverst – tejner nederst


Tejner er navnet på fiskefælder, der bruger lokkemad. De bruges typisk til fangst af krebsdyr som hummer, krebs, krabber og konksnegle, der alle lader sig lokke ind i tejnen af duften fra den udlagte lokkemad. Som udgangspunkt en skånsom fiskemetode, der tillader genudsætning af uønsket fangst.

Gamle dages tejner var typisk flettet af naturmaterialer og forsvandt helt af sig selv i vandet, hvis de gik tabt. En stor ulempe ved vore dages tejner er desværre, at de næsten altid fremstilles af billig plast. Typisk opskårne plastdunke.

Alene derfor mistes mange under storme, som river dem løs af deres forankringer. Den lave pris for nyanskaffelse gør det uinteressant at søge efter mistede tejner. Præcis som med muslingefarmenes mange flydere. Rundt omkring i danske farvande ligger derfor i tusindvis af forliste og herreløse tejner.


Krogliner og langliner

Krogliner er lange stykker tovværk med påsatte tavse – hver med deres egen agnede krog. Det kan være alt fra korte åleliner til brug i søer og fjorde – med et relativt lille antal kroge beregnet til at ligge på bunden. Til kilometerlange krogliner med hundredvis af kroge – til fiskeri drivende i overfladen eller dybt under isen.  Eller hvor det nu måtte være praktisk muligt at agne, sætte og røgte så mange kroge.

Krogliner bruges overalt i verden til fangst af mange forskellige fiskearter. Fordelen ved denne fiskemetode er, at udstyret er relativt billigt. Liner og kroge er billige i anskaffelse. Det, der tager tid og koster penge, er agning af de mange kroge. Korte krogliner med få kroge agnes manuelt, mens langliner med flere hundrede kroge typisk agnes maskinelt.

Kilometerlange langliner er så tunge, at de kræver maskinkraft for at kunne sættes og røgtes. Fordelen ved denne fiskemetode er, at fangsten ofte er af højere kvalitet end ellers – højere end den, man får ved garnfiskeri. I hvert fald hvis fangsten har siddet i længere tid i netmaskerne, inden garnet røgtes. Det samme gælder naturligvis krogliner.

Fangstens kvalitet er under alle omstændigheder langt højere end den, man får ved trawlfiskeri, hvor den første del af fangsten ofte er mast til mos af det enorme tryk fra den seneste del af fangsten. Her kan man med god ret tale om plukfisk, der kun opnår lave priser efter landing. Hvis de da ikke i stedet ender som fiskemel til dyrefoder.



Muslingeskrab

Nu er muslingeopdræt i sagens natur ingen fiske- eller fangstmetode. Og så alligevel. Opdræt af muslinger i kæmpestore og kilometerlange “smartfarms” af norsk oprindelse er ikke fangst.

Og så alligevel. Vi ser nemlig i stigende grad, at et urentabelt og lokalt forurenende muslingeopdræt ændres til produktion og udlægning af muslingeyngel – på kunstige “kulturbanker”, der siden høstes ved simpelt og bundødelæggende muslingeskrab.

Det vil kort sagt sige, at det muslingeopdræt, vi betaler milioner af tilskudskroner til, og som skulle rense vore landbrugsforurenede fjorde for kvælstof, blot er kamuflage for et ødelæggende muslingeskrab. Begyndelsen til enden, kunne man også sige.

Muslingeskrab ødelægger nemlig ikke blot bunden og tømmer den for højere liv. De tunge redskaber roder samtidig så meget op i bunden, at store mængder drivhusgasser samtidig frigøres fra sedimentet. Kuldioxid, som i frigjort tilstand vil bidrage til den globale opvarmning, vi ellers kæmper imod.

Så når vore politikere siger ja tak til flere smartfarms med flere muslinger, så siger de ofte også ja tak til mere muslingeskrab. Det er en sammenhæng, der i reglen går under radaren – som muslingebranchen forsøger at skjule efter bedste evne.

Det er tankevækkende, at antallet af muslingeopdræt i Danmark ifølge de seneste opgørelser er næsten fordoblet – fra 32 i 2019 til 62 i 2022. Men muslingernes kvælstoffjernelse blot er steget fra 88 til 102 ton i samme tidsrum.

Baseret på proportionalitet mellem antal anlæg og høsttal burde kvælstoffjernelsen være steget til 170 ton i stedet for blot 102. Men det er altså ikke sket.

Forskellen er i stedet gået til opdrættet yngel udsat på kulturbanker. Yngel, der efterfølgende høstes som voksne – ved ødelæggende muslingeskrab. 

©️ 2024 Steen Ulnits


Seneste nye om skadevirkningerne ved muslingeskrab her



“Smartfarms” består kilometerlange flydende rør med netmasker hængende udspændt underneden. Her hæfter muslingerne sig helt af sig selv.


Grund Fjord

Den lavvandede Grund Fjord er endestation for alt vand i Alling Å, der siden fortsætter til Randers Fjord på sin vej mod Kattegat. Her er der grøn energi både til lands, til vands og i luften.

Klik for større fots


Flashback til de gode gamle dage, hvor Grund Fjord bugnede af ål, åleruser og ålebundgarn. I dag må pælene nøjes med at se til fra land. Ålene er væk.


Vejen til vandet og vindmøllerne ved fjorden. Dybe hjulspor vidner om en sumpet og afvandet undergrund.


Overalt langs fjorden ligger der både på land. Nogle bruges året igennem, andre kun om sommeren og enkelte aldrig.


Forårssolen trænger sig langsomt gennem disen, der stadig hviler tungt over fjorden. Båden står naturligvis klar til sæsonen.


Hvor Grund Fjord møder Randers Fjord ligger et antal mindre, men så meget mere attraktive sommerboliger eller kolonihavehuse.


Kilometervis af gyldne sivskove er kendetegnende for Randers og Grund Fjord. Her kan man ofte høre og en sjælden gang se rørdrummen.


Indsejling til den lille og hyggelige havn i Uggelhuse er smal og sivomkranset. Her er ikke plads til større lystbåde.


Vandet ligger spejlblankt hen og lokker til en sejltur på fjorden. Selv skyerne tager den med ro og flytter ikke på sig.


Små jagtbåde som denne er der mange af i sivskovene langs både Grund Fjord og Randers Fjord. Det er ænderne, der trækker.


Bolværk og faskinepæle skiller land fra vand i Uggelhuse havn. De kræver regelmæssig vedligeholdelse for at blive stående.


Vandspejlinger på Grund Fjord. Smukt ser det ud, og fisk at fange var der også engang for ikke så længe siden.


Har man brug for en hjælpende og behandsket hånd, kan man også få det i Uggelhuse. Næsten symbolsk for fjordens tilstand.


Pæle og reb til fortøjning holder de små fjordbåde sikkert på plads. Det er høj vandstand mere end stærk vind, der er truslen.


Sivskoven er tæt og indbyder ikke til fiskeri lige her. Der er helt enkelt ikke plads til at svinge stangen.


Af praktiske årsager er det ikke tilladt at fiske i den lille havn ved Uggelhuse. Det kunne hurtigt blive kaotisk.


Terrænet i Alling Ådal er afvandet i sjældent høj grad. Alling Å tilfører således store mængder næringssalte til Grund Fjord.


Sydsiden af Grund Fjord huser en del småskove, som egner sig perfekt til en lille eftermiddagstur med hund og familie.


Måske et lidt pudsigt billede at slutte denne fotoreportage af med. Men træet stammer altså fra en af skovene ved Grund Fjord.


Kobberforurening af Alling Å og Grund Fjord

Den lille Grund Fjord har på det seneste fået en del opmærksomhed.

Den har altid været kendt for at være ekstremt lavvandet – grund – og derfor vanskeligt sejlbar. Tidligere var den også kendt for sin store bestand af ål og aborrer, der trivedes i det lave fjordvand. 

I dag er vegetationen død flere steder – givet på grund af de store mængder næringsstoffer, der løbende tilføres fra de afvandede marker langs fjorden. Og den seneste tids store regnskyl, der vasker dem ud fra jord til fjord.

Længst inde i Grund Fjord udmunder Alling Å. En god del af åen har været gennem en kostbar naturgenopretning, siden Århus Amt blev nedlagt i 2007. Dræningen er ophørt mange steder og åen genslynget. Udvaskningen af kvælstof er tilsvarende reduceret. 

Lokalt har man imidlertid oplevet en nedgang i bestanden af havørreder, som ellers burde være vokset efter naturgenopretningen og de nyanlagte gydebanker. Senest er der kommet fokus på genbrugsvirksomheden Nordic Waste, der er placeret længst oppe ved Ølst, som en mulig forklaring.

Her har man nemlig oplevet flere udslip fra fabriksarealet efter store regnskyl. Udslip direkte til den øvre del af Alling Å. Faunaundersøgelser ved fabrikken indikerer, at der sandsynligvis sker en løbende udvaskning af kobber fra fabriksgrunden. Det viser faunaprøver taget i Alling Å henholdsvis opstrøms og nedstrøms Nordic Waste.

Alger, vandplanter og krebsdyr er specielt følsomme over for tungmetallet kobber, der både er et nødvendigt mikronæringsstof, som alle organismer har brug for i ganske små mængder. Og så en decideret miljøgift, der blandt andet bruges i bundmaling for at begrænse begroning af skibsskrog.

I udlandet bruges kobber også til at gøre vandet i smådamme på ikke mindst golfbaner mere klart og mindre algefyldt. Noget, der på godt dansk er rigtig meget forbudt i Danmark.

Det er således en trist udvikling for ikke blot Alling Å, men også Grund Fjord og Randers Fjord, hvor alt vand og muligt kobber jo til sidst ender. Dette ikke mindst med tanke på vandmiljøet og de mange skattekroner, som Naturstyrelsen indtil videre har postet i naturgenopretningen af Alling Å.

Denne forurening bør naturligvis stoppes hurtigst muligt.


Læs mere om Alling Å i artiklerne her:

Naturgenopretning af Alling Å

Faunaundersøgelser i Alling Å


© 2023 Steen Ulnits