Forfatterarkiv: Steen

Én formand – ét forbund!

– Hvad skal der til for at holde sammen på mere end 90.000 meget forskellige jægere, spredt over det ganske land? Svaret: – 70.000 km’s kørsel om året…

Mange har i mange år ønsket, at danske lystfiskere skulle samle sig i ét, stærkt og landsdækkende forbund, som kunne have maksimal gennemslagskraft over for politikere og beslutningstagere.

Men modsat jægerne, som idag har samlet op mod 100.000 medlemmer fra tre tidligere organisationer i ét stærkt forbund, Danmarks Jægerforbund, er noget tilsvarende endnu ikke lykkedes os lystfiskere.

Tværtimod. Danske lyst- og sportsfiskere er således idag organiseret i hele tre landsdækkende organisationer. Ældst og størst er stadig Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som har godt 25.000 medlemmer. Kraftig dominans af jyske åfiskere med Sydvestjysk Sportsfiskerforening som en af de helt store foreninger.

Mindst er Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF), som idag har omkring 12.000 medlemmer. Heraf er langt de fleste lystfiskere. Resten er lodsejere, dambrugere og erhvervsfiskere ved de danske søer. Kraftig jysk dominans med foreninger som Silkeborg Lystfiskeriforening og Nordjysk Lystfiskerforening som et par af de tunge medlemmer.

Yngst og i stærkest vækst er det nye “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), hvor en håndfuld af de største medlemsforeninger alene tæller mere end 10.000 medlemmer. LDL organiserer blandt andet foreninger under Danmarks Havfiskerforbund, Fiskeringen og samtlige tre danske småbådsfiskeklubber. Kraftig sjællandsk dominans.

Vi træffer Kristian Raunkjær, formand for Danmarks Jægerforbund, over en frokost på Hotel Scandic i Århus. – Det ligger så dejligt tæt på motorvejen, siger Raunkjær, da vi aftaler mødet. – Jeg kører 70.000 km om året og kommer tit forbi!

Hermed har han allerede præsenteret en af forudsætningerne for at holde sammen på mere end 90.000 jægere, der er lige så forskellige, som lystfiskere er det. Der skal kontakt til. Masser af kontakt. Medlemmerne skal vide, at man er der. Og det kræver rigtig mange besøg ude i foreningerne året igennem. Vi har spurgt Kristian Raunkjær om, hvordan det overhovedet lykkedes at samle gamle fjender i et nyt forbund:

?- Hvad er egentlig baggrunden for Danmarks Jægerforbund, som du jo har været formand for siden 1. januar 1992?

Kristian Raunkjær: Før Danmarks Jægerforbund blev til, var der tre selvstændige jagtforeninger i Danmark. Den ældste var Dansk Jagtforening, som stammer helt tilbage fra 1884. Indtil da var der slet ikke styr på jagten, og initiativtagerne til Dansk Jagtforening var da også godsejere og andre velstillede jordbesiddere, som havde interesse i en jagtlovgivning.

Efterhånden som det danske samfund udviklede sig, blev der flere og flere jægere blandt “almindelige” mennesker. Da mange af disse nye jægere ikke følte sig hjemme i Dansk Jagtforening, stiftede man i 1923 Landsjagtforeningen, som hurtigt blev landets største – helt enkelt fordi der nu engang var flere bønder end godsejere!

I 1950 kom så endnu en forening til. Det var Strandjagtforeningen, der samlede alle de jægere, som var henvist til den frie jagt på fiskeriterritoriet. Dem, der ikke havde lejlighed til eller økonomisk mulighed for jagt på landjorden.

I årene før Danmarks Jægerforbund havde Dansk Jagtforening omkring 50.000 medlemmer, mens Landsjagtforeningen talte omkring 60.000. Klart mindst var Strandjagtforeningen med omkring 6.000 medlemmer.

?- Hvorfor valgte man så at slå pjalterne sammen i disse tre meget forskellige jagtforeninger? De repræsenterede jo hver især netop deres medlemmers særinteresser?

Kristian Raunkjær: Enighed gør jo som bekendt stærk, og vi havde netop brug for denne enighed, når vi skulle tale jagtens sag over for de ansvarlige myndigheder. Vi havde ikke brug for, at en dygtig minister kunne spille os ud mod hinanden. For det både kunne og gjorde han naturligvis!

Jagtorganisationernes fællesudvalg var et skridt på vejen mod enighed, men det fungerede desværre ikke helt efter hensigten.

Vi så for alvor skriften på væggen, da jagtloven skulle revideres i 1982. Da oplevede vi en intern splid, som var ødelæggende for jagten og dermed os selv. Da stod det klart for os, at vi måtte nå til enighed over for myndighederne, hvis vi ville høres.

Debatten om blyhagl, som dukkede op allerede midt i 70’erne, var nok den første reminder om, at vi måtte gøre noget radikalt. At vi måtte til at have en mere grøn profil, hvis vi skulle gøre os håb om at blive taget alvorligt i dagens Danmark.

Der var faktisk en hel del vildskud fra jægerside i debatten om blyhagl contra stålhagl – en debat, hvor vi fremstod rigeligt bagstræberiske, hvad miljøet angår. Amerikanerne havde jo i flere år været nødt til at bruge stålhagl mange steder – med godt resultat. – Hvorfor så ikke også i Danmark?

Jeg tror, at netop debatten om blyhagl contra stålhagl fik mange danske jægere til at tænke fremad – mod det, vi har idag, nemlig en fælles jagtorganisation med en klar holdning til miljøet.

? – Hvordan forløb selve sammenlægningen af de tre landsdækkende jagtforeninger? – Gik det stille af?

Kristian Raunkjær: Definitivt nej! Der var stærke følelser på banen, da de “gamle” jagtforeninger skulle afvikles. Faktisk var der medlemmer, som græd af raseri over “forræderiet” – over beslutningen om, at deres hæderkronede foreninger skulle afvikles til fordel for en ny fællesorganisation. Ja, jeg er sågar blevet truet på livet!

Jeg kan helt konkret sige, at der skal en stærk psyke og en god fysik til for at gennemføre en sammenlægning som den, vi jægere har været igennem. Og der har da også været tidspunkter, hvor jeg var på nippet til at opgive det hele. Men ikke længe – dertil var opbakningen fra fremsynede medlemmer over det ganske land heldigvis alt for stor.

Det har givet forekommet mange både mærkeligt og ubehageligt, at de således skulle bakke aktivt op om en nedlæggelse af deres gamle og højt elskede jagtforening. Men de var klar over, at der måtte sluges nogle kameler, hvis jagten i Danmark skulle have en fremtid. Og det gjorde de så.

Nedlæggelsen af de gamle jagtforeninger og etableringen af det nye jægerforbund tog små fire år – fire lærerige år. Det viste sig hurtigt, at der måtte stå én og kun én mand i spidsen for at samle trådene. Og den mand blev altså mig!

Møder, møder og atter møder – det var recepten. De få gange, hvor jeg lænede mig lidt tilbage og troede, at nu gik resten af sig selv – da så jeg, hvordan udviklingen straks gik i stå. Der skulle hele tiden presses på.

Jeg fartede land og rige rundt i de år – og det gør jeg forøvrigt stadig! Jeg kører årligt omkring 70.000 km i min bil og tilbringer vel lige så megen tid i fly og på færger. Det er helt enkelt nødvendigt for at holde sammen på landets mange jægere.

De skal vide, at deres formand er “nærværende”, som vi siger i Jægerforbundet. Han ved, hvad der er i gære. Han er på pletten, når og hvor tingene sker. Det er medlemmerne trygge ved. Det dur ikke at læne sig tilfreds tilbage i sit elfenbenstårn og herfra herske over medlemmerne. På længere sigt graver man kun sin egen grav på denne måde.

?Danske lyst- og sportsfiskere har svært ved at samle sig. – Hvor mange jægere er der egentlig i Danmark? – Og er de alle organiserede?

Kristian Raunkjær: Der er idag omkring 170.000 jagttegnsløsere. Vi regner med, at omkring 70.000 af dem ikke eller kun lejlighedsvis går på jagt.

Før sammenlægningen talte de tre jagtforeninger tilsammen omkring 116.000 medlemmer, hvoraf flere viste sig at være gengangere – altså jægere, som var medlemmer to eller sågar tre steder. Da sammenlægningen var fuldført, talte det nye Danmarks Jægerforbund godt 80.000 jægere – et tal, der siden 1992 stille og roligt er steget til godt 90.000.

De 90.000 jægere er organiseret i 960 foreninger landet over. Faktisk har vi kun 4.000 direkte medlemmer – altså jægere, som af en eller anden grund ikke er medlem af en forening. Vi sigter ikke mod at få flere direkte medlemmer – vi ønsker i stedet at have dem i foreningerne. Det er jo alligevel her, alle aktiviteterne findes.

Vi havde i flere år forgæves forsøgt, om ikke Jægerforbundet kunne komme med girokortet ud til alle jagttegnsløserne. Så pludselig et år lykkedes det – til vor store forbavselse. Det viste sig dog at være en enkelt svale – noget, der ikke vil ske igen.

Men vi kunne notere os det interessante, at vi faktisk ikke fik nye medlemmer efter denne enkeltstående “charmeoffensiv” på girokortet. Det var måske lidt overraskende, men samtidig også glædeligt. Det viser jo, at vi tilsyneladende har godt fat i danske jægere i Danmarks Jægerforbund!

?I jægere har i mange år været lagt for had af andre og – i hvert fald i deres egne øjne – mere grønne miljøorganisationer. – Var det derfor, I tidligt fandt sammen på europæisk plan?

Kristian Raunkjær: Jægerne har i mange år været presset fra andre og dengang mere “grønne” organisationer. Vi har længe vidst, at vi stod med ryggen mod muren. Derfor organiserede vi os allerede i 1977 i organisationen FACE, der idag repræsenterer mere end 7 millioner aktive jægere fordelt over hele Europa.

Idag er EU vigtigere end nogensinde. Det er jo i Bruxelles, fremtidens retningslinjer for miljøet og dermed også jagten udstikkes. Vi har nu i 18 år været aktive lobbyister i EU, og vi planlægger at optrappe virksomheden. Vi har i Danmarks Jægerforbund en ualmindeligt god økonomi, og det vil vi naturligvis benytte os af. Vi har således en mand, der i stærkt stigende grad beskæftiger sig udelukkende med EU-spørgsmål.

Da vi startede denne virksomhed, var politikerne ikke ret lydhøre over for vore synspunkter. Dette har ændret sig til det klart bedre. Idag lytter man i Bruxelles, når vi fremfører vore synspunkter. Vi har fagfolk til rådighed og har derfor altid det fagligt videnskabelige grundlag i orden, når vi udtaler os. Det respekterer politikerne, og det har ført til, at vi idag har en frugtbar dialog med myndighederne. Uden den ville jagten i Europa helt enkelt ikke overleve!

Og så er det jo indlysende, at når 7 millioner jægere taler med én stemme, så lyttes der naturligvis!

?- Hvad mener du om de “grønne” og deres forhold til jagt og fiskeri? Der har jo været en del rabiate elementer – folk, der udsender trusler på livet til repræsentanter for jægere og fiskere?

Kristian Raunkjær: Jeg tror ikke, at disse grønne fundamentalister vil vinde fodfæste i Danmark. Det gjorde de syd for grænsen, hvor man ikke i tide havde taget problemet op. Her nægtede man konsekvent at søge en dialog med modstanderne, og derfor blev grænserne trukket så skarpt op, som tilfældet var.

Herhjemme har vi trods alt været tidligt ude og taget modstanden i opløbet. Vi har derfor kunnet tilpasse os det moderne samfund og har dermed undgået de konfrontationer, vi ser i blandt andet Tyskland og England. I disse lande har jægere og fiskere kun opnået at bibeholde og måske endda forstærke det klassiske “fjendebillede” af jægere og fiskere som onde naturforbrugere. Herhjemme har vi i stedet tillagt os en klart grøn profil. Vi taler miljøets sag, og det holder et langt stykke hen ad vejen modviljen i ave.

Der findes ganske vist noget, der hedder “Foreningen mod al privat jagt i Danmark”, men den tæller under 100 medlemmer. Så længe vi har mod til at forhandle med modsat rettede interesseorganisationer, så længe tror jeg, vi undgår de mere rabiate modstandere af jagt og fiskeri.

For øvrigt har jeg kun respekt for disse miljøfundamentalister, hvis de er rene vegetarer. Ellers er de jo blot hyklere for Vorherre!

* * *
Her sluttede så vort interview med den travle jægerformand, der hastede videre ad motorvejen. Det tager immervæk lidt tid at køre 70.000 km om året. For øvrigt er Kristian Raunkjær også en efterspurgt person i forretningsverdenen, hvor man gerne lytter til hans erfaringer med sammenlægning af store organisationer – og efterfølgende styring af fusionen. Det kræver nemlig sin mand!

Steen Ulnits

Én formand – ét forbund!

– Hvad skal der til for at holde sammen på mere end 90.000 meget forskellige jægere, spredt over det ganske land? Svaret: – 70.000 km’s kørsel om året…
 

Mange har i mange år ønsket, at danske lystfiskere skulle samle sig i ét, stærkt og landsdækkende forbund, som kunne have maksimal gennemslagskraft over for politikere og beslutningstagere.

Men modsat jægerne, som idag har samlet op mod 100.000 medlemmer fra tre tidligere organisationer i ét stærkt forbund, Danmarks Jægerforbund, er noget tilsvarende endnu ikke lykkedes os lystfiskere.

Tværtimod. Danske lyst- og sportsfiskere er således idag organiseret i hele tre landsdækkende organisationer. Ældst og størst er stadig Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som har godt 25.000 medlemmer. Kraftig dominans af jyske åfiskere med Sydvestjysk Sportsfiskerforening som en af de helt store foreninger.

Mindst er Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF), som idag har omkring 12.000 medlemmer. Heraf er langt de fleste lystfiskere. Resten er lodsejere, dambrugere og erhvervsfiskere ved de danske søer. Kraftig jysk dominans med foreninger som Silkeborg Lystfiskeriforening og Nordjysk Lystfiskerforening som et par af de tunge medlemmer.

Yngst og i stærkest vækst er det nye “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), hvor en håndfuld af de største medlemsforeninger alene tæller mere end 10.000 medlemmer. LDL organiserer blandt andet foreninger under Danmarks Havfiskerforbund, Fiskeringen og samtlige tre danske småbådsfiskeklubber. Kraftig sjællandsk dominans.

Vi træffer Kristian Raunkjær, formand for Danmarks Jægerforbund, over en frokost på Hotel Scandic i Århus. – Det ligger så dejligt tæt på motorvejen, siger Raunkjær, da vi aftaler mødet. – Jeg kører 70.000 km om året og kommer tit forbi!

Hermed har han allerede præsenteret en af forudsætningerne for at holde sammen på mere end 90.000 jægere, der er lige så forskellige, som lystfiskere er det. Der skal kontakt til. Masser af kontakt. Medlemmerne skal vide, at man er der. Og det kræver rigtig mange besøg ude i foreningerne året igennem. Vi har spurgt Kristian Raunkjær om, hvordan det overhovedet lykkedes at samle gamle fjender i et nyt forbund:

?– Hvad er egentlig baggrunden for Danmarks Jægerforbund, som du jo har været formand for siden 1. januar 1992?

Kristian Raunkjær: Før Danmarks Jægerforbund blev til, var der tre selvstændige jagtforeninger i Danmark. Den ældste var Dansk Jagtforening, som stammer helt tilbage fra 1884. Indtil da var der slet ikke styr på jagten, og initiativtagerne til Dansk Jagtforening var da også godsejere og andre velstillede jordbesiddere, som havde interesse i en jagtlovgivning.

Efterhånden som det danske samfund udviklede sig, blev der flere og flere jægere blandt “almindelige” mennesker. Da mange af disse nye jægere ikke følte sig hjemme i Dansk Jagtforening, stiftede man i 1923 Landsjagtforeningen, som hurtigt blev landets største – helt enkelt fordi der nu engang var flere bønder end godsejere!

I 1950 kom så endnu en forening til. Det var Strandjagtforeningen, der samlede alle de jægere, som var henvist til den frie jagt på fiskeriterritoriet. Dem, der ikke havde lejlighed til eller økonomisk mulighed for jagt på landjorden.

I årene før Danmarks Jægerforbund havde Dansk Jagtforening omkring 50.000 medlemmer, mens Landsjagtforeningen talte omkring 60.000. Klart mindst var Strandjagtforeningen med omkring 6.000 medlemmer.

?– Hvorfor valgte man så at slå pjalterne sammen i disse tre meget forskellige jagtforeninger? De repræsenterede jo hver især netop deres medlemmers særinteresser?

Kristian Raunkjær: Enighed gør jo som bekendt stærk, og vi havde netop brug for denne enighed, når vi skulle tale jagtens sag over for de ansvarlige myndigheder. Vi havde ikke brug for, at en dygtig minister kunne spille os ud mod hinanden. For det både kunne og gjorde han naturligvis!

Jagtorganisationernes fællesudvalg var et skridt på vejen mod enighed, men det fungerede desværre ikke helt efter hensigten.

Vi så for alvor skriften på væggen, da jagtloven skulle revideres i 1982. Da oplevede vi en intern splid, som var ødelæggende for jagten og dermed os selv. Da stod det klart for os, at vi måtte nå til enighed over for myndighederne, hvis vi ville høres.

Debatten om blyhagl, som dukkede op allerede midt i 70’erne, var nok den første reminder om, at vi måtte gøre noget radikalt. At vi måtte til at have en mere grøn profil, hvis vi skulle gøre os håb om at blive taget alvorligt i dagens Danmark.

Der var faktisk en hel del vildskud fra jægerside i debatten om blyhagl contra stålhagl – en debat, hvor vi fremstod rigeligt bagstræberiske, hvad miljøet angår. Amerikanerne havde jo i flere år været nødt til at bruge stålhagl mange steder – med godt resultat. – Hvorfor så ikke også i Danmark?

Jeg tror, at netop debatten om blyhagl contra stålhagl fik mange danske jægere til at tænke fremad – mod det, vi har idag, nemlig en fælles jagtorganisation med en klar holdning til miljøet.

? – Hvordan forløb selve sammenlægningen af de tre landsdækkende jagtforeninger? – Gik det stille af?

Kristian Raunkjær: Definitivt nej! Der var stærke følelser på banen, da de “gamle” jagtforeninger skulle afvikles. Faktisk var der medlemmer, som græd af raseri over “forræderiet” – over beslutningen om, at deres hæderkronede foreninger skulle afvikles til fordel for en ny fællesorganisation. Ja, jeg er sågar blevet truet på livet!

Jeg kan helt konkret sige, at der skal en stærk psyke og en god fysik til for at gennemføre en sammenlægning som den, vi jægere har været igennem. Og der har da også været tidspunkter, hvor jeg var på nippet til at opgive det hele. Men ikke længe – dertil var opbakningen fra fremsynede medlemmer over det ganske land heldigvis alt for stor.

Det har givet forekommet mange både mærkeligt og ubehageligt, at de således skulle bakke aktivt op om en nedlæggelse af deres gamle og højt elskede jagtforening. Men de var klar over, at der måtte sluges nogle kameler, hvis jagten i Danmark skulle have en fremtid. Og det gjorde de så.

Nedlæggelsen af de gamle jagtforeninger og etableringen af det nye jægerforbund tog små fire år – fire lærerige år. Det viste sig hurtigt, at der måtte stå én og kun én mand i spidsen for at samle trådene. Og den mand blev altså mig!

Møder, møder og atter møder – det var recepten. De få gange, hvor jeg lænede mig lidt tilbage og troede, at nu gik resten af sig selv – da så jeg, hvordan udviklingen straks gik i stå. Der skulle hele tiden presses på.

Jeg fartede land og rige rundt i de år – og det gør jeg forøvrigt stadig! Jeg kører årligt omkring 70.000 km i min bil og tilbringer vel lige så megen tid i fly og på færger. Det er helt enkelt nødvendigt for at holde sammen på landets mange jægere.

De skal vide, at deres formand er “nærværende”, som vi siger i Jægerforbundet. Han ved, hvad der er i gære. Han er på pletten, når og hvor tingene sker. Det er medlemmerne trygge ved. Det dur ikke at læne sig tilfreds tilbage i sit elfenbenstårn og herfra herske over medlemmerne. På længere sigt graver man kun sin egen grav på denne måde.

?Danske lyst- og sportsfiskere har svært ved at samle sig. – Hvor mange jægere er der egentlig i Danmark? – Og er de alle organiserede?

Kristian Raunkjær: Der er idag omkring 170.000 jagttegnsløsere. Vi regner med, at omkring 70.000 af dem ikke eller kun lejlighedsvis går på jagt.

Før sammenlægningen talte de tre jagtforeninger tilsammen omkring 116.000 medlemmer, hvoraf flere viste sig at være gengangere – altså jægere, som var medlemmer to eller sågar tre steder. Da sammenlægningen var fuldført, talte det nye Danmarks Jægerforbund godt 80.000 jægere – et tal, der siden 1992 stille og roligt er steget til godt 90.000.

De 90.000 jægere er organiseret i 960 foreninger landet over. Faktisk har vi kun 4.000 direkte medlemmer – altså jægere, som af en eller anden grund ikke er medlem af en forening. Vi sigter ikke mod at få flere direkte medlemmer – vi ønsker i stedet at have dem i foreningerne. Det er jo alligevel her, alle aktiviteterne findes.

Vi havde i flere år forgæves forsøgt, om ikke Jægerforbundet kunne komme med girokortet ud til alle jagttegnsløserne. Så pludselig et år lykkedes det – til vor store forbavselse. Det viste sig dog at være en enkelt svale – noget, der ikke vil ske igen.

Men vi kunne notere os det interessante, at vi faktisk ikke fik nye medlemmer efter denne enkeltstående “charmeoffensiv” på girokortet. Det var måske lidt overraskende, men samtidig også glædeligt. Det viser jo, at vi tilsyneladende har godt fat i danske jægere i Danmarks Jægerforbund!

?I jægere har i mange år været lagt for had af andre og – i hvert fald i deres egne øjne – mere grønne miljøorganisationer. – Var det derfor, I tidligt fandt sammen på europæisk plan?

Kristian Raunkjær: Jægerne har i mange år været presset fra andre og dengang mere “grønne” organisationer. Vi har længe vidst, at vi stod med ryggen mod muren. Derfor organiserede vi os allerede i 1977 i organisationen FACE, der idag repræsenterer mere end 7 millioner aktive jægere fordelt over hele Europa.

Idag er EU vigtigere end nogensinde. Det er jo i Bruxelles, fremtidens retningslinjer for miljøet og dermed også jagten udstikkes. Vi har nu i 18 år været aktive lobbyister i EU, og vi planlægger at optrappe virksomheden. Vi har i Danmarks Jægerforbund en ualmindeligt god økonomi, og det vil vi naturligvis benytte os af. Vi har således en mand, der i stærkt stigende grad beskæftiger sig udelukkende med EU-spørgsmål.

Da vi startede denne virksomhed, var politikerne ikke ret lydhøre over for vore synspunkter. Dette har ændret sig til det klart bedre. Idag lytter man i Bruxelles, når vi fremfører vore synspunkter. Vi har fagfolk til rådighed og har derfor altid det fagligt videnskabelige grundlag i orden, når vi udtaler os. Det respekterer politikerne, og det har ført til, at vi idag har en frugtbar dialog med myndighederne. Uden den ville jagten i Europa helt enkelt ikke overleve!

Og så er det jo indlysende, at når 7 millioner jægere taler med én stemme, så lyttes der naturligvis!

?– Hvad mener du om de “grønne” og deres forhold til jagt og fiskeri? Der har jo været en del rabiate elementer – folk, der udsender trusler på livet til repræsentanter for jægere og fiskere?

Kristian Raunkjær: Jeg tror ikke, at disse grønne fundamentalister vil vinde fodfæste i Danmark. Det gjorde de syd for grænsen, hvor man ikke i tide havde taget problemet op. Her nægtede man konsekvent at søge en dialog med modstanderne, og derfor blev grænserne trukket så skarpt op, som tilfældet var.

Herhjemme har vi trods alt været tidligt ude og taget modstanden i opløbet. Vi har derfor kunnet tilpasse os det moderne samfund og har dermed undgået de konfrontationer, vi ser i blandt andet Tyskland og England. I disse lande har jægere og fiskere kun opnået at bibeholde og måske endda forstærke det klassiske “fjendebillede” af jægere og fiskere som onde naturforbrugere. Herhjemme har vi i stedet tillagt os en klart grøn profil. Vi taler miljøets sag, og det holder et langt stykke hen ad vejen modviljen i ave.

Der findes ganske vist noget, der hedder “Foreningen mod al privat jagt i Danmark”, men den tæller under 100 medlemmer. Så længe vi har mod til at forhandle med modsat rettede interesseorganisationer, så længe tror jeg, vi undgår de mere rabiate modstandere af jagt og fiskeri.

For øvrigt har jeg kun respekt for disse miljøfundamentalister, hvis de er rene vegetarer. Ellers er de jo blot hyklere for Vorherre!

* * *
 

Her sluttede så vort interview med den travle jægerformand, der hastede videre ad motorvejen. Det tager immervæk lidt tid at køre 70.000 km om året. For øvrigt er Kristian Raunkjær også en efterspurgt person i forretningsverdenen, hvor man gerne lytter til hans erfaringer med sammenlægning af store organisationer – og efterfølgende styring af fusionen. Det kræver nemlig sin mand!

 

Steen Ulnits

Fisketegnet

Det obligatoriske fisketegn, som organiserede sportsfiskere har arbejdet for i mange år, blev en realitet fra og med 1. januar 1993. Prisen er 100,- kr. årligt.

Fisketegnet var en naturlig opfølger til den garnlicens, som alle fritidsfiskere har skullet betale siden 1. januar 1990. En licens, som koster 250,- kr. årligt, og som giver ret til at sætte op til 6 redskaber (garn, ruser eller krogliner) efter eget valg. Den giver også ret til fiskeri med stang.

kvist

 

Fisketegnets fader, Jørgen Kvist Jensen, Kristeligt Folkeparti – Foto © Steen Ulnits

Da den nødlidte Skjernå skulle hjælpes tilbage i sit gamle leje fra før reguleringen, blev det den kristne miljøminister Christian Christensen (Q), som tog initiativet.

Og da der siden fattedes penge til fiskeplejen og ophjælpning af de hårdt ramte fiskebestande, kom hjælpen atter fra Kristeligt Folkeparti. Denne gang i form af et lovforslag om et obligatorisk fisketegn for danske lystfiskere.

Det blev fremsat af den i virkeligheden nok første Vikar fra Himmerrige, nemlig Jørgen Kvist Jensen (Q), der ligeledes kom fra Vestjylland. Nærmere betegnet egnen ved Varde Å. 

Jørgen Kvist Jensen kom susende ind som vikar i Kristeligt Folkeparti og præsenterede et fuldt færdigt og flot gennemarbejdet lovforslag, der gik ret igennem både første-, anden- og tredjebehandling i Folktinget.

Fisketegnet var en realitet, og der var for første gang i historien faste finanser til den fiskepleje, som hidtil var blevet afholdt ved sporadiske indkomster fra fiskekonkurrencer landet over. Nu endda med millioner i stedet for tusinder af kroner. 

Alle sports- og lystfiskere mellem 18 og 67 år skal idag være i besiddelse af et gyldigt fisketegn for at drive lystfiskeri i danske vande. Eneste undtagelse for denne lov er de såkaldte “Put & Take” vande, hvor der ikke kræves statsligt fisketegn. Samt lodsejere, der udelukkende benytter deres egen fiskeret i ferskvand.

Fisketegnet blev indført som en renlivet brugerbetaling og ikke som endnu en skat eller afgift. Intentionerne bag fisketegnet var, at pengene i videst muligt omfang skal komme indbetalerne til gode.

Indtægterne

Fisketegnet har stort set indbragt det forventede beløb til fiskeplejen, der årligt budgetterer med 26 mio. kr. Dette beløb stammer fra såvel sportsfiskernes fisketegn som fritidsfiskernes licensordning. Endelig rådes der over yderligere et par millioner, som stammer fra private erhvervsfiskerfonde.

Fra og med 1994 har fiskeplejen yderligere opnået momsfritagelse på udsætningsaktiviteterne. Det har en samlet værdi på omkring 4 mio. kr – penge, som automatisk kommer fiskeplejen til gode.

Det er Institut for Ferskvandsfiskeri og Fiskepleje i Silkeborg (IFF), der hidtil har stået for fiskeplejen og fordelingen af de indkomne midler. IFF var et sektorforskningsinstitut under Danmarks Miljøundersøgelser.

Det såkaldte §12a udvalg, hvori der sidder medlemmer fra diverse fiskeriorganisationer – kommercielle såvel som rekreative – har endvidere rådgivet fiskeriministeren om fordelingen af fiskeplejemidlerne. Den endelige beslutning er dog ministerens.

Med omkring 20 mio. kr. fra fisketegnet er sportsfiskerne de klart største bidragydere til den danske fiskepleje. – Men hvad går de mange millioner egentlig til?

I Landbrugs- og Fiskeriministeriets “Handlingsplan for Fiskeplejen i 1994-95” kan man finde de nøgne tal for, hvad pengene hidtil er og fremover vil blive brugt til:

Administration

Det er naturligvis ikke gratis at administrere en ordning som fisketegnet. Der skal kontorfolk til at styre registreringen og marketingfolk til at udfærdige informationsmateriale og sideløbende annoncere for ordningen.

Alt i alt regner man med, at der bruges 2 mio. kr til denne administration. Et beløb, der for øvrigt er en halv million mindre end det tilsvarende i 1993. Endvidere budgetterer man med, at administrationen af selve fiskeplejen – altså det biologiske arbejde bag udsætningsplanerne, revision af samme og øvrig rådgivning – beløber sig til endnu en lille million, helt eksakt 850.000 kr.

Laksefisk

Det er traditionelt laksefiskene, der har sportsfiskernes største bevågenhed. Det er laks og ørreder, som står øverst på de flestes ønskeseddel, og det er da også dem, der bruges flest penge på.

Udsætningerne hviler på det såkaldte “autenticitetsprincip”. Hermed menes, at man kun udsætter fisk på steder, hvor de er eller har været naturligt forekommende. Man udsætter også kun fisk op til det niveau, som naturen har eller oprindeligt har haft kapacitet til.

Alt i alt bruges der lige knap 12 mio. kr på laksefiskene, fordelt med 10 mio. kr til udsætninger og 2 mio. kr til forskellige projekter.

Til disse projekter hører blandt andet en undersøgelse af Roskilde Fjord, hvor man vil belyse effekten af store ørredudsætninger på det øvrige miljø. Til de absolutte sværvægtere hører undersøgelser af Gudenåen og Randers Fjord. Her søger man at kortlægge såvel de voksne gydefisks som de nedtrækkende ungfisks vandringer og deres fangst i garn og ruser.

Den store Gudenåundersøgelse tager også udgangspunkt i den såkaldte “Laksehandlingsplan”, der har som mål at genskabe tabte eller stærkt truede bestande af danske laks. En handlingsplan, som både fokuserer på Gudenåen og de store vestjyske åer, der jo engang var attraktive laksevande af internationalt format.

Når det gælder østersølaksen ved Bornholm, er sagen en ganske anden. Her har sportsfiskerne længe kunnet glæde sig over de store udsætninger, som fiskerierhvervet selv bekostede. Her har sportsfiskerne altså for en gangs skyld fisket på “de andres” fisk – fisk købt og betalt af “Laksefonden af 1992” med tilskud fra staten efter krone-til-krone princippet. En ordning, hvor staten yder lige så meget i tilskud, som erhvervet selv skaffer til veje.

Ål

Ålen en fisk, der primært har interesse for erhvervs- og fritidsfiskeriet. De ål, som sportsfiskerne årligt fanger, kan næppe registreres i de samlede fangst – så få er det.

Det er en svigtende naturlig tilgang af glasål fra Sargassohavet, hvor ålene fødes og dør, der har gjort det nødvendigt med store udsætninger af glasål. Ellers ville store dele af vore ferske, brakke og salte opvækstområder ligge ubenyttede og uproduktive hen.

Derfor er der i lighed med laksefiskene udarbejdet udsætningsplaner for glasål, der indkøbes og udsættes i store mængder. Til dette arbejde går lige knap 7 mio. kr, hvilket stort set svarer til det beløb, som fritidsfiskerne selv spytter i kassen via licensordningen.

Disse midler fordeles geografisk efter fordelingen af indløste garnlicenser – en ordning, der sikrer, at pengene i videst muligt omfang går tilbage til indbetalerne. Danmark er til formålet inddelt i 16 geografiske områder. Disse er igen inddelt i et antal underområder, hvor der udsættes ål hvert andet år. På denne måde sikrer man sig, at hele landet dækkes over en to-årig periode.

Fiskepleje i søer

Når det gælder fiskeplejen i søer, skelnes der skarpt mellem rekreative interesser og erhvervsmæssige. Det betyder, at sportsfiskernes fiskeudsætninger finansieres totalt af fiskeplejemidlerne, mens de erhvervsmæssige interesser stadig finansieres efter det gamle krone-til-krone system.

Der gælder dog den regel, at søer under 3 hektar ikke kan opnå hjælp eller tilskud.

Aktiv fiskepleje i danske søer er ikke noget, man har gamle traditioner for. I hvert fald ikke set med videnskabelige øjne. Til gengæld er det et område, som er meget oppe i tiden – et område, der fremover givet vil få stigende betydning.

I takt med, at de erhvervsmæssige interesser på de større danske søer dør ud, vil de rekreative tage over og med dem behovet for en aktiv fiskepleje over for sportsfisk som gedder, aborrer og sandarter. Samtidig er mange af vore søer idag så eutrofierede – næringssaltforurenede – at de har stærkt brug for en hjælpende hånd. Dette kan ske i form af den såkaldte “bio-manipulation”, hvor skidtfiskene opfiskes og nye rovfisk udsættes.

Idag budgetteres med et beløb på 2 mio. kr til fiskepleje i søer. Heraf går halvanden million direkte til udsætninger, hvilket er dobbelt så meget som i 1993. Man må regne med, at fiskeplejen i vore søer generelt vil kræve stigende opmærksomhed og dermed en større andel af fiskeplejemidlerne i årene fremover.

Fiskepleje i havet

Her har vi den næststørste udgiftspost i hele fiskeplejen. Ikke mindre end 9 mio. kr går til fiskepleje i hav og fjord. En stigning på næsten 3 millioner (50%) i forhold til 1993.

Efterhånden som mange bestande af kommercielt værdifulde saltvandsfisk er fisket helt i bund af fiskerierhvervet, er der brug for et tilskud, hvis fiskeriet fortsat skal være rentabelt. Forringede miljøtilstande er også medvirkende årsag til dette behov.

De her mest interessante fiskearter er pighvar, rødspætte og torsk. Til udsætning af disse fisk og enkelte andre arter er der årligt sat små 4 millioner af. Endvidere går der 3 millioner til diverse projekter, hvoraf alene en sammenligning mellem vilde og opdrættede pighvarrer tager halvdelen.

Hertil skal så lægges yderligere 2 millioner til forsøgsopdræt af pighvar, rødspætte og torsk – et felt, som endnu er i sin vorden, da marine fisk er langt sværere at opdrætte end de fleste ferskvandsfisk. Her er der brug for en stor og voksende indsats i årene fremover, og det afspejles jo allerede i den marine fiskeplejes stigende andel af de samlede fiskeplejemidler.

Som sportsfisker kan man kun være interesseret i, at der er fisk at fange for alle – og af alle slags. Men man kan nok stille spørgsmålstegn ved, at sportsfiskerne skal finansiere en så stor del af den marine fiskepleje, som jo – i kroner og ører – primært er til glæde for fiskerierhvervet. Her gælder som for ålenes vedkommende, at sportsfiskernes andel af den samlede fangst næppe lader sig registrere. Så lille er den.

Kritik af fordelingen

Hele 9 mio. kr af det samlede budget på 26 mio. kr er gået stort set lige i lommen på fiskerierhvervet. Mere end en tredjedel af alle fiskeplejemidler. Denne fordeling tyder således stærkt på, at Fiskeriministeriet ønskede at bruge en uforholdsmæssigt stor del af sportsfiskernes penge på at støtte det betrængte fiskerierhverv. Samtidig har de seneste undersøgelser vist, at det marine opdræt og de følgende udsætninger stort set ikke giver noget resultat. Det har hidtil været penge ud af vinduet for nu at sige det klart.

På den baggrund kunne man frygte, at danske sportsfiskere ikke fremover vil bakke op om fisketegnet. De seneste tal viser dog en lille fremgang i antallet af løste fisketegn fra 1993 til 1994.

Nuværende landbrugs- og fiskeriminister Henrik Dam Kristensen har da også taget kritikken til sig. Han har således besluttet, at fordelingen af fiskeplejemidlerne fremover skal være 75% til ferskvandsfisk (heriblandt laksefiskene) og 25% til saltvandsfisk.

På den måde tilgodeses sportsfiskerne i højere grad end hidtil, og det bør få os til at bakke op om fisketegnet og dermed fiskeplejen. Det gamle §12a udvalg er samtidig udvidet med medlemmer fra Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF), som i de seneste år har haft en stigende tilgang af medlemmer fra sportsfiskerside – foreninger, som har meldt sig ud af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF).

Sammen med DSF kan FFF nu i dette udvalg vejlede ministeren om brugen af de ovennævnte 75% af fiskeplejemidlerne.

De sidste 25% er imidlertid lidt af et problem, for ingen ved nemlig, hvordan de kan eller skal bruges. De hidtidige opdræts- og udsætningsprojekter har jo ikke fungeret efter hensigten, så her kan pengene ikke bruges. Det skal således blive spændende at se, hvad fiskeriministeren agter at bruge disse millioner til!

Det tidligere IFF, som ved sammenlægningen af Landbrugs- og Fiskeriministeriet blev nedlagt, står stadig som praktisk fordeler af midlerne. Nu hedder de blot Afdeling for Ferskvandsfiskeri og er underlagt Danmarks Fiskerundersøgelser.

Geografisk fordeling

De senest tilgængelige tal fra Danmarks Statistik viser, at der på Jylland, Fyn og Sjælland sammenlagt er 126.404 løsere af fisketegn. Det svarer således fint til de 12 mio. kr., der er sat deciderede sportsfisk (laksefisk) ud for. Fritidsfiskerne, som der var omkring 28.000 af, har tilsvarende fået ål for alle deres penge, nemlig 7 mio. kr.

Så vidt så godt. Det springende punkt er blot, at fritidsfiskere og erhvervsfiskere i deres garn og ruser fanger flere gange så mange laks og ørreder, som sportsfiskerne gør på stang og line. De nyder altså i endnu højere grad end sportsfiskerne selv godt af disses udsætningspenge. For slet ikke at tale om udsætningerne af saltvandsfisk, der stort set udelukkende havner i garn og ruser.

Men ikke kun fordelingen mellem sportsfisk og erhvervsfisk halter. Det gør også den geografiske fordeling af midlerne. Henholder vi os til de senest tilgængelige tal fra Danmarks Statistik, fordeler det samlede antal fisketegnsløsere – ialt 126.404 – sig således over Danmark:

 Jylland:  64.626  (51 %)
 Fyn:  13.465  (11 %)
 Sjælland:  48.313  (38 %)

På Sjælland er det Hovedstadsområdet, der med hele 21.263 fisketegnsløsere tegner sig for næsten halvdelen af totalen. Det svarer til 17% af samtlige fisketegnsløsere i hele landet.

Ikke overraskende må man konstatere, at fordelingen af fiskeplejemidlerne langt fra følger den geografiske fordeling af fisketegnsløserne. Således gøres der forholdsvis lidt for de tæt bebyggede områder, mens fiskeplejen generelt koncentreres i de tyndt befolkede dele af landet.

Regner man lidt på tallene, når man frem til følgende geografiske fordeling af de fiskeplejemidler, der bruges på sportsfiskernes fisk, altså laksefiskene:

 Jylland:  8,000 mio. kr.  (82 %)
 Fyn: 0,580 mio. kr.  (6 %)
 Sjælland: 1,198 mio. kr.  (12 %)

Nu er det imidlertid ikke så mærkeligt endda, at Jylland får en uforholdsmæssigt stor del af kagen. Det er jo her, alle de store vandløbssystemer ligger. Dem er der ikke mange af på øerne. Man må også se på de seneste mærkningsforsøg, der er foretaget. De viser nemlig, at mange af de store havørreder, som tages på øerne, faktisk er på langfart fra jyske åer. Det er altså ikke kun jyderne, som får glæde af de fiskeplejemidler, der bruges i Jylland.

Man skal også betænke, at udsætningerne er biologisk baserede – ikke geografisk eller demografisk. Der sættes helt enkelt de fisk ud, som naturen ikke selv er i stand til at producere, men som den har potentiale til.

Alligevel er det interessant at sammenligne fordelingen af fisketegnsløsere med fordelingen af fiskeplejemidlerne:

At 51% af fisketegnsløserne, nemlig jyderne, i snit får 82% af fiskene. Og at andre 38% af fisketegnsløserne, nemlig sjællænderne, må lade sig nøje med 12% af fiskene. En fordeling, der afviger ganske meget fra den, der bruges ved udsætning af ål i de kystnære farvande.

DSF og fiskeplejen

Medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund udfører i deres fritid et stort, frivilligt og ulønnet arbejde – i form af elektrofiskeri efter moderfisk med efterfølgende opdræt af fisk til udsætning. Dette sker i fuld overensstemmelse med den statslige fiskeplejes målsætning om at arbejde med de pågældende vandløbs egne ørredstammer. Fisk opdrættet på denne måde aflønnes derfor med en højere pris end dagsprisen.

Danmarks Sportsfiskerforbund kræver fremover en mere direkte indflydelse på, hvad fisketegnsmidlerne bruges til. Forbundet betragter fisketegnet som en ren brugerbetaling, og det var det da også, da lovforslaget blev fremsat i sin tid. Derfor må det være brugerne, som bestemmer, hvad pengene skal bruges til – naturligvis i behørigt samråd med sagkundskaben. Ellers er fisketegnet jo blot at betragte som endnu en skat eller afgift.

Sammenholder vi fordelingen af fiskeplejemidlerne med organisationsprocenten hos danske sportsfiskere – altså medlemmer af Danmarks Sportsfiskerforbund – vrides fordelingen yderligere. Af de 126.404 registrerede fisketegnsløsere er kun omkring 28.000 – eller færre endnu – medlemmer af DSF. Omkring 100.000 sportsfiskere har således valgt at stå uden for forbundet.

I det storkøbenhavnske område, hvor jo 17% af alle fisketegnsløsere bor, er kun 7% medlem af DSF. Omvendt i det sydvestjyske, hvor man kun står for 5% af de løste fisketegn. Men hvor hele 59% til gengæld er medlemmer af DSF. På landsplan ser fordelingen af DSF medlemmer således ud:

 Jylland:  70%
 Fyn: 11%
 Sjælland: 19%

Man må således konkludere, at DSF er suverænt stærkest repræsenteret ude på landet, hvor der er godt med fiskevand (i form af vandløb) til medlemmerne. Men skidt repræsenteret i storbyerne, hvor der er mange fiskere, men meget lidt fiskevand – ud over kyst og hav, naturligvis.

Man kunne derfor fristes til at tro, at medlemsskab af forbundet primært skyldes DSF’s bestemmelser om, at medlemsforeninger ikke må overbyde hinandens fiskevand. Medlemsskab af forbundet sikrer således et langt stykke hen ad vejen mod ubehagelige overraskelser ved åen.

100.000 uden indflydelse

Til gengæld er DSF ikke ret repræsentativt for danske sportsfiskere som helhed. Forbundet bakkes primært op af åfiskerne, der til gengæld får deres rigelige del af fiskeplejemidlerne. DSF må således siges at varetage sine medlemmers hovedinteresser overmåde godt.

Det er måske også forklaringen på, at DSF har fundet sammen med Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark. De to organisationer skal fremover sidde sammen i det såkaldte §12a. udvalg, der rådgiver fiskeriministeren om brugen af fiskeplejemidlerne.

Imidlertid er Ferskvandsfiskeriforeningen en organisation, hvis medlemmer primært beskæftiger sig med de jyske vandløb – som lodsejere, dambrugere eller lystfiskere. En organisation, hvis grundholdninger på mange områder er diametralt modsatte af DSF’s. Men samtidig en organisation, hvis medlemmer som lodsejere sidder på en meget stor del af den fiskeret, som DSF’s medlemmer er helt afhængige af.

Som åfisker kan man derfor synes bedst tjent med et DSF, der er gode venner med lodsejerne i Ferskvandsfiskeriforeningen. Hvis man altså ikke i den forbindelse glemmer idealerne på miljøsiden!

Som tingene ser ud idag, må man konkludere, at størsteparten af danske lystfiskere og fisketegnsløsere er helt uden indflydelse på, hvordan “deres” penge – de mange millioner fra fiskeplejen – bruges. Omkring 100.000 fisketegnsløsere – de omkring 80%, der af en eller anden grund har valgt at stå uden for DSF – bliver således ikke hørt.

© 1994 Steen Ulnits

 

Efterskrift:

Den kraftige overvægt af jyske åfiskere i Danmarks Sportsfiskerforbund har ført til dannelsen af en ny organisation, “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), som har organiseret et bredt spektrum af forskellige lystfiskerforeninger. LDL forventes at få sæde i §12a udvalget ved næste revision af loven, så de tre foreninger (DSF, FFF og LDL) sammen kan disponere over de 75% af fiskeplejemidlerne.