Columbia River er et af de vigtigste vandsystemer for stillehavslaksene i Nordamerika. Men hårdt ramt af dæmningsbyggeri.

Den vestvendte Columbia River, der løber nær grænsen mellem USA og Canada, er et af verdens absolut største vandsystemer.

1.243 miles er der fra udspringet i Canada til udløbet i Stillehavet, og det samlede afstrømningsområde er på størrelse med hele Frankrig. Floden gennemløber undervejs syv stater i USA og én provins (BC) i Canada.

Columbia River er også et af de vandsystemer, der gennem tiderne har betydet mest for dels de oprindelige beboere i Nordamerika, indianerne, dels nybyggerne og deres kolonisering af “The Wild West”.

Indianerlaks

Oprindelig var indianerne langs Columbia River og dens mange tilløb helt afhængige af den årlige opgang af stillehavslaks. Dem fangede de i net og med spyd ved naturlige fald som Sherars Falls og Kettle Falls, hvorefter fangsten blev tørret til vinterforråd.

Man regner med, at der dengang hvert år vendte 10-15 millioner stillehavslaks tilbage til Columbia River for at gyde og dermed sikre slægtens beståen. De største kongelaks, der vandrede op i juni og vejede 20-30 kg, tog hele vejen op til udspringet i Canada. En rejse på imponerende 1.000 miles.

Siden blev den massive lakseopgang i Columbia River grundlaget for et erhvervsmæssigt fiskeri af dimensioner. Således blev der i 1880-1890 årligt landet 43 mio. lbs. stillehavslaks og havvandrende regnbueørreder (steelheads) ved mundingen af den store flod.

I 1930’erne – før de første store opstemninger og dæmningsbyggerier langs Columbia River – blev der stadig landet omkring 25 mio. lbs. laks og ørreder årligt. Mennesket havde således gjort et mærkbart indhug i bestanden med sit fiskeri, men stadig var producenten – Columbia River med de endnu intakte gyde- og opvækstpladser – intakt.

Grand Coulee Dam

Sådan er det ikke længere. I dag er fiskebestanden i Columbia River med tilløb blot en skygge af tidligere tiders. Det skyldes bygningen af 14 gigantiske opstemninger på Columbia River’s hovedløb samt mere end 250 andre opstemninger på tilløbene. Byggerier, som alle – trods store fisketrapper – har ødelagt gydepladserne eller hindret gydefiskene adgangen til dem.

Således udraderede bygningen af den gigantiske Grand Coulee Dam i 1941 med ét slag den stamme af kæmpestore kongelaks, som gydede længst oppe i Columbia River. Flodens øvrige fisk mistede ved samme lejlighed adgangen til 1.000 miles produktivt vandløb, da Grand Coulee Dam er 550 fod høj og fra starten ingen fisketrapper havde.

Opstemningen af Columbia floden skabte samtidig den 150 miles lange Franklin Roosevelt Lake, der fungerer som vandmagasin for Grand Coulee’s næsten ufatteligt store turbiner.

Fiskebestanden ligger derfor nu i respirator og opretholdes udelukkende ved millionstore udsætninger af lakseungfisk, hvoraf mange fragtes nedstrøms i store, specialbyggede flåder – uden om de utallige opstemninger, som byggedes i sidste halvdel af det netop forgangne århundrede.

Uden denne flådning ville langt de fleste fisk dø undervejs – ødelagt af en sprængt svømmeblære under passage af turbinerne, kvalt af dykkersyge i det kvælstofovermættede bundvand, som lukkes ud af opstemningerne, eller ædt af rovfisk i og neden for vandmagasinerne.

20% vildfisk tilbage

Fiskeribiologerne regner med, at fiskebestanden i Columbia River i dag maksimalt består af 20% vildfisk. De resterende 80% er tamfisk opdrættet i dambrug.

Årligt udsættes op mod 100 millioner laksesmolts som kompensation for de mistede gydepladser. Heraf flådes 15-20 millioner uden om de farlige opstemninger.

Men trods en 98% overlevelse under flådningen nedstrøms er det gennem årene aldrig lykkedes at nå op over de 2% tilbagevendende gydemodne fisk, som er det absolutte minimum for fiskebestandens opretholdelse. Under 1% af tamfiskene vender tilbage. De klarer sig simpelthen ikke godt nok i den frie natur.

Så går det langt bedre med overlevelsen hos de relativt få tilbageværende vildfisk. Det ses tydeligt på den frit flydende del af hovedløbet, der findes nær Hanford Site i staten Washington.

Her blev der under Anden Verdenskrig og frem til den kolde krigs afslutning i 1989 udviklet plutonium til fremstilling af atomvåben. Her har man gennem årene deponeret ikke mindre end 200 millioner liter radioaktivt spildevand, hvoraf en ukendt del er lækket til omgivelserne.

Således regner man med, at der i dette område findes et areal på 160 km2, som er forurenet med det radioaktive spildprodukt tritium, men dette til trods huser netop denne strækning af hovedløbet den suverænt største bestand af vilde stillehavslaks.

Omkring 30.000 laks vender hvert år tilbage for at gyde netop på denne strækning, hvilket fik ekspræsident Clinton til at frede den 51 miles lange strækning og dermed friholde den for fremtidig udbygning. Strækningen blev helt enkelt erklæret et “National Monument”.

Slangen i Paradiset

Man regner med, at omkring en tredjedel af samtlige fisk i Columbia River vandsystemet oprindeligt kom fra Snake River, der med sine 1.038 miles er det længste tilløb til den store Columbia.

Snake River har sit udspring i Yellowstone National Park og løber på sin vej mod Columbia River gennem store øde områder. Den har fra naturens hånd de bedste gyde- og opvækstbetingelser for laksefiskene og huser da også stadig størsteparten af de kun 200.-300.000 tilbageværende vildlaks i hele vandsystemet.

I 1950 var der stadig en bestand af vildfisk på omkring 130.000 individer, men efter dæmningsbyggerier så sent som i 60’erne og 70’erne er bestanden nu decimeret til 15.000 fisk.

Denne dramatiske reduktion skyldes primært bygningen af fire mindre dæmninger på den nedre del af Snake River – dæmninger, som ganske vist producerer elektricitet via vandkraft, men hvis opstemninger primært bruges som transportveje for landbruget, der her flåder deres afgrøder afsted til absolut lavpris.

Det er landområder, hvor der primært dyrkes hvede og kartofler til amerikanske pommes frites – French fries.

Det er således en mindre del af befolkningen omkring Snake River, der er afhængige af eller profiterer på opstemningerne. Og derfor er der nu folk på barrikaderne, som foreslår netop de fire seneste dæmninger på Snake River fjernet, så laks og ørreder atter kan befolke dette oprindeligt så produktive vandløb. 140 miles vandløb vil da atter blive tilgængeligt for laksefiskene.

– Fish or French fries?

En meningsmåling viste for nylig, at 40% af lokalbefolkningen går ind for en sådan fjernelse af dæmningerne med efterfølgende genskabelse af vandløbet. 40% er klart imod, mens 20% ikke ved, hvad de skal mene. Fifty-fifty altså i spørgsmålet “Fish or French fries?”

Army Corps of Engineers – USA’s svar på Hedeselskabet – har estimeret, at en nedlæggelse af disse dæmninger vil koste omkring 3.000 fuldtidsjobs og skabe 2.300 andre fuldtidsjobs samt over 20.000 jobs af kortere varighed. Rent samfundsøkonomisk er der således ingen reel grund til at holde sig tilbage fra en fjernelse. Spørgsmålet er i dag af ren politisk karakter.

En af ekspræsident Bill Clinton’ sidste handlinger var, da han i december 2000 afsatte 7.8 milliard dollars til en delvis restaurering af Kissimmee floden, der gennemløber størsteparten af Everglades i Florida.

Her er det sukkerdyrkerne, der har opstemmet floden og i dag bruger så stor en del af vandet – 1.7 milliarder gallons om dagen – at Florida Bay nu er ved at kvæles i giftige kemikalier og algeblomst. Landbruget, som i lighed med sagen ved Snake River er ved at tage livet af et vigtigt økosystem.

Heldigvis ser det dog nu til, at vinden er ved at vende – at befolkningen nu er ved at indse det uholdbare i et fåtal farmeres mishandling af naturen for ussel mammons skyld. Så måske kan også Snake River få noget af det liv tilbage, som kartoffeldyrkerne har taget fra den.

Uheldigvis har USA så i mellemtiden i George Bush fået en ny præsident, der gør alt for at sabotere retablering af miljøet…

© 2001 Steen Ulnits

EU har gjort det igen – givet danske vandløb absolutte dumpekarakterer…

For nogle år siden – umiddelbart efter at EU’s miljøagentur var etableret i København – måtte selvsamme agentur nedslående konstatere, at danske ferske vande havde det rigtig skidt.

Miljørapporten fra ’95 var baseret på analyse af mere end 500 vandløb og 1.500 søer fordelt over hele EU.

Af denne rapport fremgik det, at Danmark hørte til den mest beskidte fjerdedel i Europa. Sammen med lande som Polen og Tjekkiet havde vi de mest forurenede fiskevande. Fælles for disse lande var, at omkring halvdelen af vandløbene her fik prædikatet “ringe” eller “dårlige”.

I Danmark var hele to ud af tre søer så forurenede, at de ikke kunne leve op til EU-kravene. Vi var således kommet i skidt selskab – overhalet indenom af vore nabolande, der ikke taler store ord om miljøet, men som handler i stedet. Faktisk var der nu bedre fiskevande i det gennemindustrialiserede Ruhr Gebiet end i vort lille og fredelige Danmark…

Fremskridt fortsat fjerne

Det var jo ikke så lidt forstemmende. Vi danskere, der jo plejer at bryste os af verdens første og bedste miljølov – vedtaget i 1973 – måtte pludselig se os sat i bås med lande, hvis miljøpolitik vi ofte har kritiseret. Lande, vi bestemt ikke ønsker os sammenlignet med.

Det er lidt på samme måde, som vi i mange år har gået og bildt os selv ind, at vi betaler verdens højeste skat for at have verdens bedste sundheds- og undervisningsvæsen. Hvilket vi beviseligt overhovedet ikke har. Og nu får vi så for anden gang i løbet af få år at vide, at vore vandløb slet ikke lever op til de krav, som EU stiller.

Ifølge et nyt EU direktiv skal der nu sættes en stopper for denne slendrian. Det er amterne, der har haft tilsynspligten med vandløbene, som i perioden 1987-1997 i omkring 40% af tilfældene konstant har været ringere end amternes egen målsætning.

Hidtil har amterne ikke kunnet retsforfølges, og derfor er vandløbene ikke blevet bedre, selv om de skulle have været det. Amterne har i omkring 30% af tilfældene sågar lempet egne oprindelige krav til vandløbene – når man nu alligevel ikke fik gjort dem så rene, som man havde haft til hensigt…

Men så kom det nye “Vandramme-direktiv” fra EU. Efter dette direktiv bliver myndighederne nu juridisk pligtige til at efterleve de målsætninger, man har valgt for vandløbene. Målsætningerne skal endda være mere ambitiøse end hidtil, og derfor skal ansvaret nu fjernes fra amterne, som ikke har gjort arbejdet godt nok.

Same, same or…?

Fremover skal Danmark deles op i regioner, som er bestemt af vandløbenes geologi og geografi. Det vides endnu ikke, hvordan denne opdeling vil ske, men ifølge Miljøstyrelsen kan de nye ansvarlige myndigheder godt baseres på eksisterende.

Man må så blot håbe, at det ikke igen bliver amterne, som jo er alt for bundne af modstridende interesser til at kunne varetage vandmiljøets interesse. Amterne er jo blot et repræsentativt udvalg af det danske samfund – på godt og ondt.

Nu kan alt dette næsten lyde for godt til at være sandt, og det vides da heller ikke, hvor stærkt det nye direktiv vil blive, når det senere indføres i vor hjemlige lovgivning.

Men alt i alt vurderer fagfolk, at det kun kan blive en styrkelse af den nuværende administration, der på mange måder har svigtet vandløbene – trods ellers ambitiøse målsætninger, som blot er blevet reduceret hen ad vejen.

Det er Verdensnaturfonden (WWF), som har forestået undersøgelsen, der ligger til grund for det nye direktiv. WWF konkluderer her, at over 80% af de danske vandløb er udrettet og omskabt til snorlige kanaler. Og at det trods det nye direktiv er tvivlsomt, om der kan rettes helt op på skaderne.

Fra naturens hånd er der ørreder i samtlige danske vandsystemer. Faktisk er Danmark fra naturens hånd noget nær et paradis for en fisk som ørreden, der her finder ideelle gyde- og opvækstforhold.

Det er da også derfor, at godt 25% af Danmarks knap 25.000 km vandløb er målsat som såkaldte B-1 vandløb – som gyde- og yngelopvækstområde for laksefisk. Men det er en sørgelig kendsgerning, at omkring 50% af disse vandløb stadig ikke lever op til denne målsætning. Altså er der i dag kun ørreder i en ottendedel af de oprindelige åer.

Skov- og Naturstyrelsen

Skov- og Naturstyrelsen har to forklaringer på åernes dårlige tilstand.

Den ene er, at omkring 15% af vandløbene – heriblandt de mindste bække – stadig lider under direkte tilledning af urenset spildevand fra bebyggelser i landdistrikterne.

Den anden er, at omkring 25% af vore åer i dag vedligeholdes alt for hårdhændet – trods den “nye” vandløbslov, der ellers skulle tage skyldigt hensyn til miljøet.

Skov- og Naturstyrelsen har til formålet nedsat et udvalg, som skal udarbejde et samlet forslag til en bedre forvaltning af den danske natur – heriblandt vandløbene.

Selvsamme styrelse har også et forklaringsproblem over for EU, når det gælder beskyttelsen af de vandsystemer, hvor laksen stadig findes. Således har jo Skov- og Naturstyrelsen længe smølet med udpegelsen af de såkaldte “habitatområder”, hvortil laksens gyde- og opvækstvande jo hører.

Endelig har styrelsen jo fuldstændig undsagt Gudenåen og dens laks, der uddøde med anlæggelsen af Tangeværket i 1920’erne.

Men nu er Big Brother altså kommet på banen – via det nye direktiv, som skal implementeres i den nærmeste fremtid, og som har til hensigt at gøre det bedre, end amterne til dato har formået.

Fremover må de ansvarlige myndigheder hellere gøre det godt – bedre end hidtil – for ellers kommer EU efter dem!

Miljøstyrelsen

Det var den ene hånd. Her den anden fra selvsamme Europæiske Fællesskab:

EU har i forbindelse med de stærkt reducerede fiskekvoter fra 2001 og frem indstillet til medlemslandene, at de årligt sigter efter en 10% stigning i akvakulturen – som kompensation for de reducerede kvoter.

Miljøstyrelsen fastsatte efter den første Vandmiljø-handlingsplan et loft på 650 tons udledt N/år fra fiskeopdrættet, men nedsatte allerede i 1993 mængden til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål er nu en udledning på 2.000 tons N/år.

Miljøstyrelsen henstillede i 1996 til amterne, at der etableredes et stop for nye havbrug, da den af regeringen fastsatte grænse for udledning af fosfor på 54 tons P/år nærmede sig. Nu har Miljøstyrelsen imidlertid netop udsendt et brev til amterne, hvori man hæver stoppet for nye havbrug.

Og det er så blot fra den organiske forurening. Selvsamme Miljøstyrelse dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeopdræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin,9 tons kobbersulfat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.

Disse tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere.

Og nu opfordrer så EU til en stigning i produktionen. Skulle nogen skeptiker være blevet overbevist EU-tilhænger efter omtalen af det nye Vandramme-direktiv, så leverer EU selv straks en ny grund til ikke at blive det alligevel…

© 2001 Steen Ulnits

Fotos: Niels Riis Ebbesen

Ny teknologi gør det muligt at løse Danmarks problemer med gylle fra den voksende svineproduktion.

I forbindelse med Ritt Bjerregaards kovending, hvad angår flere svin i det danske landbrug, er der for alvor kommet fokus på behandling af gylle fra de mange millioner svin på danske gårde. Seneste skud på stammen kommer fra en af landets store svineavlere, der på eget initiativ og i vid udstrækning også for egne penge har udviklet et helt nyt og meget lovende system til effektiv behandling af gylle.

Det er den tidligere formand i Landsforeningen Danske Svineproducenter, Kent Skaaning, der gennem to år har investeret omkring 10 millioner kroner i udviklingen af et helt nyt anlæg, der kombinerer kendte teknologier på en helt ny måde. Kent Skaaning producerer årligt 25.000 svin, der leverer 25.000 tons gylle. Altså et ton per svin.

Gyllen ledes ind i en biogasanlæg, som producerer en masse varme samt elektricitet nok til gården og yderligere 400 husstande. Hvilket jo i sig selv er en god måde at udnytte gyllen på. Men ikke nok med det. Efter en tur gennem biogasanlægget sendes gyllen nu ind i en såkaldt “dekanter-centrifuge”, hvor væsken slynges rundt med op til 5.000 omdrejninger i minuttet. Det medfører, at op mod 85% af organisk kvælstof og fosfor samt andre mineraler presses ud.

Dekanter-centrifuge

Resultatet bliver et muldlignende materiale, der er perfekt til jordforbedring i egne af landet, hvor man mangler kvælstof og fosfor – stoffer, der normalt tilføres i form af kostbar kunstgødning, der i vid udstrækning må importeres fra udlandet. 18.000 kunstgødning spredes således hvert år over danske marker. Skaanings 25.000 svin leverer indtil videre 2.000 tons om året af dette materiale, som primært er tiltænkt landmænd i Østdanmark, hvor der er langt mellem svinebønderne og deres gylleproduktion.

Tilbage efter turen gennem biogasanlægget og dekanter-centrifugen bliver en tynd og klar væske, som nu er klar til at blive bragt ud på markerne som gødning. Ikke i gyllevogne på vejene og via gyllespredning på markerne. Nej, via kilometerlange slanger, som i forvejen er lagt ned i markerne, og som ombyggede vandingsanlæg nemt kan sluttes til. Dette vil efter alt at dømme reducere fordampningen og dermed også lugtgenerne markant. Det står dog endnu tilbage at bevise dette sidste.

Bedst af alt, så er der penge at spare i den nye teknologi til behandling af gylle. Hvor det typisk koster 60,- kroner at sende et ton gylle gennem et traditionelt gyllesepareringsanlæg, koster det helt ned til 5,- kroner per ton at behandle det med den nye teknologi. Mindre end en tiendedel.

Ikke så lidt af et columbusæg, hvis ellers det kan indføres overalt i landet, hvor svinebønder producerer ildelugtende gylle i tusinder af tons.

Nyt gylleudslip…

Det sker heldigvis sjældnere og sjældnere, men i marts 2002 skete det desværre igen: En gylletank på Haderslev Næs sprang læk, hvorved 100.000 liter giftig og iltslugende gylle slap ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø.

Her holder et af Danmarks meget få havørnepar til, og de vil nu få problemer med at skaffe sig den daglige føde. Alle fisk på den 3,5 km lange forurenede strækning af Mølklebækken er nemlig afgået ved døden. Heldigvis er der netop i år ekstraordinært megen vand i åen på grund af den rekordstore nedbør, og det har kunnet fortynde gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.

Ti mand fra Falcks redningskorps i Haderslev rykkede hurtigt ud og etablerede dæmninger i Møllebækken, hvorved en del af gyllen kunne pumpes op og ud på de omkringliggende marker. Bankel Sø undgik således en stor del af forureningen.

Men endnu engang havde gylle fra en skødesløs landmand altså lagt alt liv i et dansk vandløb øde…

© Steen Ulnits 2002

Århus Amt har undet foruroligende mængder af kønsforvirrede fisk i amtets vandløb.

Det gjaldt i første omgang skaller fra Egåen, der modtager store mængder renset spildevand, men nu er undersøgelsen udvidet til at omfatte ikke mindre end 600 skaller og 700 bækørreder.

Resultaterne er skræmmende, idet de bekræfter en engelsk undersøgelse fra 1998, der omfattede 2.000 skaller. Det viser sig nemlig, at 44% af bækørrederne i Voel Bæk nær Silkeborg havde vævsforandringer i deres testikler, og at 25% af skallerne i Kristrup Landkanal nær Randers havde ægceller i deres testikler.

Man kender endnu ikke til konsekvenserne af disse kønsforstyrrelser, men et godt bud går på, at det i sidste ende vil gå ud over fiskenes fertilitet og dermed deres evne til at reproducere sig. Biologerne fandt et hunprotein i en stor del af de undersøgte fisk – et protein, der menes at skyldes tidlig påvirkning med hunlige kønshormoner udefra.

Hormoner fra spildevand

Alt tyder indtil videre på, at det er hunlige kønshormoner i det rensede spildevand, som giver fiskene de nu iagttagne kønsforstyrrelser. Østrogenlignende stoffer, der dels kommer fra P-piller, dels diverse vaskemidler.

Intet tyder på, at tilsvarende forhold ikke også vil gælde alle andre steder, hvor fiskene lever i mere eller mindre renset spildevand. Hvilket vil sige de fleste steder i tæt befolkede områder. Og dermed har vi endnu et landsdækkende miljøproblem at tage stilling til.

Det vil være en alvorlig kæp i hjulet på Wilhjelm-udvalgets programerklæring for den fremtidige fiskepleje i Danmark – at fiskebestandene fremover skal være selvreproducerende og ikke bestå af udsatte fisk.

Før man kan tage dette i forvejen tvivlsomme udvalgs tvivlsomme anbefalinger til efterretning, må det nødvendigvis dokumenteres, at fiskene i danske vandløb overhovedet er i stand til at reproducere sig selv. Og det bliver ikke let med den her omtalte kønsforvirring in mente.

Da de første rapporter om hunlige hormoner i kønsforstyrrede hanlige fisk forelå, mente den nye miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) ikke, at det var noget problem, der burde undersøges nærmere. Men nu har han haft tid til at tænke over tingene, mens finansloven faldt på plads.

Miljøministeren har netop meldt ud, at problemet naturligvis må undersøges nærmere, hvis Miljøstyrelsen anbefaler det.

© Steen Ulnits 2001

Igler maner billeder af åreladning og store blodsugende lægeigler frem. Eller billeder af Humphrey Bogart, der med sin glødende cigaret får de blodsugende igler fra tropesumpen til at slippe taget i ekspeditionsdeltagerne.

Men igler er slet ikke så slemme eller frygtindgydende endda. Igler er såmænd ledorme på lige fod med eksempelvis regnorme og børsteorme. Blot er de forsynet med sugeskiver – i regelen en mindre ved munden og en større bagtil. Disse sugeskiver bruger iglerne til dels at bevæge sig og holde sig fast med – dels at fange bytte eller suge blod med.

Der findes et utal af forskellige igler, hvoraf langt de fleste lever i ferskvand. Kun et fåtal har dog betydning for fisk og fiskeri, nemlig fiskeiglerne og hundeiglerne.

Fiskeigler

Fiskeigler – Piscicolidae også kaldet – er betegnelsen på den gruppe af igler, som har specialiseret sig i at parasitere på fisk og andre dyr under vandet. Fiskeiglerne tilhører snabeliglerne, som alle har en sugesnabel, der kan krænges ud gennem munden. De fleste lever i havet med den op til 20 cm lange rokkeigle som nok den mest kendte.

I Danmark lever kun en enkelt art i ferskvand, nemlig Piscicola geometra, som til gengæld er ganske almindelig i åer og søer med en yppig plantevækst og et højt iltindhold.

Fiskeigler er typisk meget slanke dyr med store sugeskiver både fortil og bagtil. De lever udelukkende af at suge blod på fisk, som de overfalder fra deres skjul i vegetationen.

Selve blodsugningen skader ikke fiskene, men sugningen efterlader små huller gennem hud og slimlag, hvorigennem svampe og bakterier med flere har let spil. Ikke mindst små fisk bukker ofte under på denne måde.

Større fisk har en større tolerance over for angreb fra fiskeigler, og der er mange eksempler på velvoksne gedder, som nærmest har været dækket af fiskeigler på især hoved og ryg.

Tidligere var iglerne ofte et problem i dambrug, hvor de angreb de større moderfisk, som gik i små damme med stillestående vand. I dag undgår man igleangreb ved dels en større gennemstrømning af dammene – dels tilsætning af stoffet kobberklorid i små mængder.

I Sverige og Tyskland findes yderligere to arter af fiskeigler, som – uvist af hvilken årsag – endnu ikke er truffet i Danmark. Det er arterne Cystobranchus respirans og C. mammilatus. Sidstnævnte findes også i Norge, hvor den kaldes “lakeigle”, da den her snylter på ferskvandskvabben – “lake” på norsk, “knude” på dansk.

Ud over den deciderede og højt specialiserede fiskeigle møder man i det øvrige Skandinavien ofte den primitive børsteigle Acanthobdella peledina som snylter på laks, ørred og stalling.

Hundeigler

Nu kunne man jo forledes til at tro, at når fiskeigler lever på fisk, så lever hundeigler tilsvarende på hunde. Det ville jo være logisk.

Men sådan er det ikke. Hundeiglen har nemlig fået sit navn, fordi præfixet “hunde” i lighed med præfixet “heste” er af den nedsættende slags og intet har med hverken hunde eller heste at gøre. Der er masser af eksempler på dette i det danske sprog – eksempelvis hundestejler og hesterejer.

Hundeiglen har således intet med hunde at gøre. Det er blot en af vore mest almindelige ferskvandsigler – dertil og af samme årsag et meget almindeligt bytte for de selvsamme fisk, der måske selv er bytte for fiskeiglen.

Hundeiglen Erpobdella octoculata er en slank og brunlig igle, der kan blive op til 8 cm lang. Så stor en proteinbombe er det kun de færreste rovfisk, der lader svømme uantastet forbi.

Den har samtidig et bevægelsesmønster, der er ganske let at imitere for fluefiskeren, der gerne binder en Woolly Bugger for enden af sit forfang. Vægtbelastet korrekt – bedst med en metalkugle (bead head) fortil – får denne flue en jigagtig gang i vandet, som minder meget om hundeiglens måde at bevæge sig på.

Sorte eller brune fluer er gode efterligninger af den allesteds – også i forurenet vand – forekommende hundeigle, som med sin muskuløse krop er en godbid af de større.

© 2001 Steen Ulnits

Nu er den gal igen ved Kolindsund Kanalerne på Djursland. Nu vil landbrug og pumpelaug bombe et af landets fineste havørredvande tilbage til stenalderen.

Kolindsund Kanalerne, der i dag hører til Danmarks mest produktive, hvad havørreder i både antal og størrelse angår, har en meget speciel forhistorie.

Selv om kanalerne er lige og kunstige, byder de i dag på megen værdifuld natur.

Oprindeligt – efter sidste istid – var området en stor tunneldal. Senere blev det til et sund, der forbandt Grenå med Randers Fjord. Endnu senere blev det til en sø, der afvandedes af den nuværende Grenå.

Men sådan skulle det ikke vedblive at være. Landbruget havde brug for mere jord til dyrkning, og derfor blev søen afvandet og området inddæmmet. I dag sørger kunstige diger og pumper for, at den gamle søbund holdes tør og dermed kan bruges som landbrugsjord.

“Ny Grenå”

Pumpevandet går ud i den kunstige og snorlige Nordkanal, der på sit yderste løb benævnes “Ny Grenå”, mens det mere naturlige afløbsvand passerer igennem den langt mindre, men mere slyngedeSydkanal.

Det, vi i dag kalder “Kolindsund Kanalerne”, er altså det øvre og for en stor dels vedkommende aldeles kunstige forløb af Grenåen. Det omfatter således både Nordkanalen og Sydkanalen – samt en ligeledes kunstig Midtkanal.

Det er dog kun den kunstige og vandrige Nordkanal, der er interessant i lystfisker-henseende. Nordkanalen har øverst oppe tilløb af den lille Nimtofte Å – det suverænt vigtigste gydevandløb for havørrederne i Kolindsund Kanalerne.

Her er der i november-december tæt pakket med store og gydemodne havørreder, som nyder godt af den gode vandkvalitet og ikke mindst den høje strømhastighed i Nimtofte Å. Det kan derfor ikke undre, at netop sammenløbet af Nimtofte Å og Nordkanalen er et af de helt store hotspots for havørredfiskerne i Kolindsund.

De allerfleste havørreder tages dog meget længere nedstrøms i Nordkanalen – og meget ofte på steder, der forekommer udenbys fiskere helt og aldeles håbløse. Strømmen i Nordkanalen er uhyre langsom – til tider så langsom, at strømmen på det nærmeste løber den anden vej, altså opstrøms!

Fra kanal og til å igen

Da kanalerne, som de ser ud i dag, var en realitet, blev de omfattet af en speciel “Kolindsundlov” fra 1934. En lov, der fuldt ud betragtede kanalerne som ren afvanding for landbruget. Og en lov, der holdt helt frem til 1987, hvor kanalerne i stedet kom ind under den da nyreviderede vandløbslov.

Vand- og landplanter skæres fra sejlende maskiner.

Kanalernes nye status sikrede dem da – i hvert fald i teorien – en mere lempelig behandling og vedligeholdelse end hidtil. Nu var det ikke længere lovligt at rense åen op med gravkøer. Det var ikke længere lovligt at lade afskåret grøde ligge i åløbet. Det var ikke længere lovligt at rette brinkerne af til snorlige kanter. Og man måtte ikke længere fjerne træer og buske fra diger og bredder.

Alt i alt skulle kanalerne således atter blive til mere å end kanaler – med et rigere dyre- og planteliv til følge. De smukke intentioner blev dog ikke ført ganske ud i praksis, hvor der stadig skete og sker en hårdhændet vedligeholdelse, der bestemt ikke lever op til de af amtet i vandløbsregulativet fastsatte målsætninger. Alligevel ser kanalerne i dag langt mere naturlige ud, end de gjorde under den gamle lovgivning.

Grøden skal skæres 4 gange årligt i perioden 15. maj til 15. september, og den drivende grøde skal efter endt skæring samles op. Dette sker desværre kun i meget begrænset omfang, hvilket billedmaterialet til fulde dokumenterer.

Vedligeholdelsen forestås af det lokale Kolindsund Pumpelaug, som årligt modtager 600.000 kroner fra Århus Amt for at udføre denne vedligeholdelse.

Oversvøm Kolindsund

Selvsamme Århus Amt, hvorunder Djursland og dermed også Kolindsund hører, fremførte for ikke så længe siden planer om, at hele Kolindsund-området skulle sættes under vand igen – altså bringes tilbage til sin oprindelige tilstand. Dette som led i Folketingets nye Vandmiljø-handlingsplan II, der tog over, hvor den gamle plan måtte give op.

Århus Amt havde beregnet, at en oversvømning af Kolindsund ville holde lige så meget kvælstof tilbage som samtlige rensningsanlæg i hele amtet! “Kolindsund er det område, der mest effektivt ville kunne fjerne nitrat”, lød det fra amtet.

De lokale landbrugere var ikke glade for budskabet. Der findes i dag omkring 3.000 hektar inddæmmet jord i Kolindsund, hvoraf de 2.500 dyrkes. Jorden ejes af godt 150 lodsejere, som hver især blev stillet en kompensation på kr. 25.000,- pr. hektar i udsigt, hvis området blev sat under vand.

Landbrugerne ville have kr. 100.000,- i stedet, så der var lagt op til nye konfrontationer mellem landbrug og myndigheder. Siden blev striden dog bilagt, idet amtet droppede planerne om at oversvømme Kolindsund. I hvert fald indtil videre.

Angreb fra pumpelauget

Men nu er den så gal igen. Nu trues kanalerne af det pumpelaug, som forestår vedligeholdelsen. Lauget ønsker nemlig at genoptage den gamle og meget hårdhændede vedligeholdelse af kanalerne, som blev praktiseret under den gamle Kolindsundlov af 1934. Det har de søgt om så sent som i foråret 2001.

Den afskårne grøde skal ifølge loven samles op. Det bliver den ikke her.

I sensommeren 2001 foretager pumpelauget så på egen foranledning en opmåling på forskellige stationer i Nordkanalen, Sydkanalen samt Grenåen. På baggrund af denne opmåling giver Århus Amt så tilladelse til, at der kan graves, fældes træer og skæres anden form for vegetation – totalt i modstrid med det gældende regulativ fra 1996 og dermed klart ulovligt.

En sådan tilbagevenden til gammel praksis vil nemlig nødvendiggøre, at Århus Amt nedklassificerer kanalerne fra den nuværende B2-målsætning til en langt lempeligere målsætning som C-vandløb.

I den forbindelse er det vigtigt at vide, at B2-vandløb som målsætning er laksefiskevand med mulighed for opvækst af yngel og skjul for større fisk. Dette kræver en forholdsvis stor fysisk variation samt en forureningsgrad, der ikke overstiger II. B2-vandløb er omfattet af naturbeskyttelsesloven.

C-vandløb har derimod lempede målsætninger. Et naturligt og alsidigt dyre- og planteliv er ikke påkrævet, og en forureningsgrad II-III accepteres. Der er ingen krav om forekomst af fisk, idet vandløbet alene har afvandingsmæssig interesse. Således stilles der heller ikke krav om nogen restvandføring efter oppumpning.

Det er vigtigt at forstå, at en C-målsætning ingen mening giver, dersom der er højere A- og B1-målsætninger længere opstrøms i vandsystemet. Hvilket netop er tilfældet med Kolindsund kanalerne. I så fald vil laksefisk ikke kunne gennemføre deres naturlige livscyklus, der netop medfører vandringer op og ned gennem vandsystemet.

C-vandløb er ikke omfattet af naturbeskyttelsesloven, og der er således frit slag med hensyn til vedligeholdelsen. Det er derfor ikke så lidt af et skræk-scenario, dersom Kolindsund nedklassificeres fra B2 til C.

Tavse sportsfiskere

Sportsfiskerforeningen for Grenå og Omegn (SGO), som lejer fiskeretten af og hvis bestyrelse har nære relationer til pumpelauget, vil ikke gøre indsigelse mod forslaget. Trods ellers mange protester fra de menige medlemmer, der til daglig fisker i kanalerne. Man er bange for at miste fiskeretten, hvis man lægger sig ud med det mægtige pumpelaug.

Kanterne må ikke skæres ifølge regulativet. Det bliver de alligevel.

Oprindelig havde SGO ganske vist anket pumpelaugets ansøgning om en mere hårdhændet vedligeholdelse af kanalerne, men SGO kom senere på andre tanker og droppede indsigelsen.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der ellers har indsigelsesret i henhold til miljøloven fra 1973, og som normalt er meget oppe på mærkerne i netop vandløbssager, vil heller ikke gøre indsigelse. Dette af hensyn til SGO, der er medlem af DSF. En klassisk problemstilling i sportsfiskerkredse, hvor DSF tidligere har mistet mange medlemmer, når man talte vandmiljøets sag uden skelen til andre interesser. Medlemmer, som mistede fiskevand på det grundlag.

Grenå Turistforening er også blevet anklaget for ikke at involvere sig i sagen, der jo er af betydning for den lokale fisketurisme. Men turistforeningen melder hus forbi og udtaler endda, at man ikke mener, en tilbagevenden til hårdhændet vedligeholdelse vil skade fiskemulighederne i Kolindsund. Man ser således ikke noget problem i sagen.

Miljøbevidste lokale sportsfiskere har derfor følt sig magtesløse i spillet om kanalernes fremtid. Deres egne organisationer har ikke turdet involvere sig i sagen, men har i flere tilfælde sågar allieret sig med pumpelauget og støttet deres nye krav om en mere hårdhændet vedligeholdelse.

Indsigelse fra naturfredningsforeningen

Den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening (DN) er derimod oppe på mærkerne. Og da DN ikke har noget i klemme hos hverken amt eller pumpelaug, har man gjort indsigelse i henhold til gældende regulativ og vandløbslov.

Denne indigelse har opsættende virkning, men allerede på nuværende tidspunkt er der sket store skader på miljøet i og omkring kanalerne. Det overvejes derfor at indgive politianmeldelse mod pumpelauget.

Det er lystfisker og miljøforkæmper Benny Stanley, der har været primus motor i projektet. Som medlem af såvel sportsfiskerforeningen og naturfredningsforeningen har han presset på for en løsning til fordel for vandmiljøet. Det har indtil videre resulteret i en skriftlig trussel om ekskludering af sportsfiskerforeningen.

Da Århus Amt ikke har reageret på henvendelser fra DN, men samtidig stillet sig positiv over for pumpelaugets ansøgning om en mere hårdhændet vedligeholdelse af kanalerne, har DN set sig nødsaget til at klage videre til andre og højere instanser.

Således er der nu hele tre ministerier involveret i spillet om Kolindsund kanalernes fremtid: Fødevareministeriet, Miljøministeriet og i sidste ende måske også Indenrigsministeriet.

Svar fra ministerierne

Daværende fødevareminister Ritt Bjerregaard svarer blandt andet følgende på klagen:

“Til jeres spørgsmål om nedklassificering af Kolindsund Landkanaler har jeg fået oplyst, at der ikke i det fremlagte forslag til regionplan 2001 for Århus Amt er påtænkt ændringer i klassificeringen, men at Århus Amt dog har en anmodning fra Kolindsund Pumpelaug om tilladelse til at gå tilbage til den tidligere gældende mere hårdhændede vedligeholdelse af kanalerne. En eventuel tilladelse vil ifølge Århus Amt nødvendiggøre en nedklassificering i forhold til den nugældende.

Danmarks Fiskeriundersøgelser finder, at en nedklassificering vil være et alvorligt tilbageskridt for fiskeinteresserne i området, fordi deraf naturligt vil følge en forringelse af vandløbets fysiske forhold.

Selv om jeg også finder det betænkeligt at nedklassificere landkanalerne, kan jeg ikke gå ind i sagen, eller i amtets forvaltning. Det er alene Århus Amt, der kan tage stilling til disse spørgsmål. Amtets afgørelse kan klages efter de herom gældende bestemmelser.”

Daværende miljøminister Svend Auken svarer blandt andet følgende på samme klage:

“Århus Amt er vandløbsmyndighed for Kolindsund Landkanaler og skal i henhold til vandløbslovens bestemmelser tilstræbe at sikre, at vandløbene kan benyttes til afledning af vand under hensyntagen til de miljømæssige krav til vandløbskvaliteten, som bl.a. er fastsat i regionplanens målsætning for vandløb.

Amtet skal således sikre, at der til stadighed foreligger vandløbsregulativer for kanalerne, og at vandløbene administreres, herunder vedligeholdes, i overensstemmelse med regulativerne og under hensyntagen til de miljømæssige krav. Amtets afgørelser efter vandløbsloven kan påklages til Skov- og Naturstyrelsen efter lovens regler herom.”

Således er altså fronterne trukket op i kampen om et af Danmarks mest produktive havørredvande.

© Tekst: Steen Ulnits 2001

© Fotos: Benny Stanley

Nu ved vist de fleste, at man ikke skal fodre levende dyr med døde dyr af samme art. Det har vi med al ønskelig tydelighed set i sagen om BSE og Creutzfeldt-Jacobs sygdommen, der har hærget blandt europæisk kødkvæg, og som efter alt at dømme allerede har krævet de første dødsofre blandt mennesker, der havde spist inficeret kød. En snigende hjernesygdom, som ingen kan gøre noget ved.

Nu ser det imidlertid ud til, at de gæve nordmænd også og endnu engang er gledet i Nordsø-olien. Norge, som jo på få år er blevet verdens største producent og eksportør af opdrættede tamlaks i flydende netbure langs den altid isfri norske Atlanterhavskyst. Norge, som af samme årsag har sat sine mange vildlaksebestande totalt over styr. Og nu er de så også hoppet på vognen med at fodre levende laks med døde laks – trods den stigende bevidsthed om det både ukloge, risikable og uetiske i dette.

Døde laks til levende

I hvert fald har det engelske blad “The Sunday Times” oplevet det i Norge. I en stort opsat artikel, der primært fokuserer på de voldsomme skadevirkninger af et storstilet lakseopdræt i Skotland, har reporteren ved selvsyn oplevet døde norske laks blive til levende. Helt uden brug af voodoo eller anden magi, men på følgende måde, som bladet beskriver således:

“Døde laks opsamles og opbevares i store, åbne plastcontainere, der står udendørs. De kan stå ude i mere end en uge, hvor de fryser om natten og tør op igen om dagen. Stanken er ubeskrivelig! Herefter moses de til en brun sovs, der blandes med andre ingredienser og formes til nye foderpiller.”

Velbekomme, siger jeg. Skulle jeg tidligere og i et svagt øjeblik have sneget en skive røget norsk tamlaks med ned i indkøbskurven, når der ikke har været laks i fryseren derhjemme, så er det definitivt slut nu.

Norge har endnu engang dokumenteret, at man omgås atlanterhavslaksen, som var man Vorherre selv. Og det er man ikke.

For 20 milliarder laks

I en rapport udarbejdet af det norske firma Oslo Energikonsult når man frem til, at den norske vildlaks i de 50 vigtigste lakseelve er hele 20 milliarder norske kroner værd for samfundsøkonomien. Det gælder laksene i de vandsystemer, der af det såkaldte Rieber-Mohn udvalg blev udpeget som fremtidige laksevande af national status.

Analysen konkluderede samtidig, at der alene i de to kommuner Grong og Overhalla – ved bredden af den velkendte Namsen elv – hvert år skabes mere end 50 fuldtidsjobs på grund af laksen og den relaterede fisketurisme.

Imidlertid er situationen for laksen i det norske Vestlandet nu så kritisk, at man taler om et totalt laksestop i Hordaland, Sogn og Fjordane til næste år.

En af forklaringerne er ifølge Norsk Havforskningsinstitut, at op mod 95% af de udvandrende vilde laksesmolt i Sognefjorden dræbes af havlus fra havbrugene med tamlaks. Hele årgange er her i fare for at blive udraderet. En anden forklaring er angreb fra parasitten Gyrodactylus salaris, som hærger oppe i elvenes ferske vand.

Dette og meget mere stod på programmet, da man afholdt det årlige Villaksseminar på Norsk Villakssenter i Lærdal. Problemet er blot, at selv ikke nok så megen klog snak vil ændre på noget som helst. Der skal handling til, og det er den norske regering ikke villig til.

EU-svindel med norske laks

Det har længe vakt harme blandt udenlandske sportsfiskere, som ikke er bosat i Norge, at de kun må fjerne sig 5 km fra nærmeste offentlige vej i den nordnorske Finnmark.

Harmen er nu nået så langt i systemet, at ESA – EFTA’s overvågningsorgan – langt om længe har fået øje på denne åbenbare diskrimination, som har stået på i flere år. ESA har meldt ud, at Norge skal have endog særdeles gode grunde til at opretholde denne diskrimination af EU-borgere.

I den såkaldte EØS-handelsaftale med EU har Norge nemlig forpligtet sig til ikke at diskriminere borgere i EØS-EU området. Og da Norge er helt afhængig af en særhandelsaftale med EU, når man skal slippe af med sine mange millioner tamlaks fra havbrugsopdrættet, må Norge hellere makke ret. Ellers kommer EU efter dem!

Toldvæsenet i Nordjylland har opklaret et tilfælde af norsk svindel med EU-midler. Således har norske lakseeksportører svindlet ved at dumpe laksepriserne til under den fastsatte EU-mindstepris og derved unddraget EU op mod 300 millioner kroner. Ulovligheder, der naturligvis går ud over EU’s egne lakseproducerende lande såsom Irland og Skotland.

Endnu et eksempel på, at norsk lakseopdræt er skadeligt for alt andet end lige netop norsk nationaløkonomi. Det er ikke kun den norske vildlaks, der må bøde med livet for det kolossale og aldeles uhæmmede lakseopdræt i norske fjorde. Nu går det også ud over hjemlige fiskeopdrættere.

Dansk laksestop

Den store Vadehavsundersøgelse viste i sin tid, at de to resterende bierhvervsfiskere i Ho Bugt hvert år i deres ruser fanger omkring 150 laks og 550 havørreder. Opgangsfisk, vel at mærke – fisk på vej op mod gydepladserne i Varde Å.

Siden viste det sig jo, at der rent faktisk findes rester af en oprindelig laksestamme i netop Varde Å. Og at der derfor var værdifulde vildlaks blandt bierhvervsfiskernes fangster. De lokale sportsfiskere i Varde Sportsfiskerforening tog straks têten ved frivilligt at frede laksen i Varde Å. Kun havørreder må tages med hjem. Laks skal genudsættes.

Dette har nu ført til, at de to bierhvervsfiskere i ét år frem forsyner deres ruser med stopriste, så der ikke kan gå gydemodne laks og havørreder i dem. Det bør medføre et markant bedre fiskeri i den store sydvestjyske å.

Senest er der fremkommet lignende planer for Ribe Å, hvor der også er konstateret rester af oprindelige laks. Men i så ringe antal, at det vil være uforsvarligt at fjerne fisk fra bestanden.

© Steen Ulnits 2001

I gamle dage var der fisk i Limfjorden – så mange, at adskillige fjordfiskere kunne leve af fiskeriet.

Det kan de ikke længere. I dag er fiskene væk – til dels erstattet af hyppige iltsvind og bundvendinger, som nu forekommer i op mod 40% af fjorden. Det er en fordobling i løbet af to årtier.

I gamle dage fangede man primært ål, ålekvabber, rødspætter og skrubber. Siden 1990 er dette fiskeri på det nærmeste ophørt, og det er næppe kun iltsvindet, der står bag. I selvsamme periode er der nemlig sket en markant fremgang for rovdyr og rovfugle i og omkring Limfjorden.

Denne fremgang gælder især sæler og skarver. Sælbestanden talte i 1977 omkring 200 eksemplarer – et tal, der i 1988 var vokset til 700 sæler. I 1999 talte bestanden ikke færre end 1.800 individer. Altså tæt på en ti-dobling i løbet af 25 år. Sælen æder 2-4 kg fisk om dagen, hvilket på årsbasis svarer til 1.-2.000 tons Limfjordsfisk årligt.

Noget tilsvarende gør sig gældende for skarven, der som bekendt blev totalfredet i 1986. Skarvbestanden ved Limfjorden er mere end ti-doblet i ti-året 1990-2000. I dag er der således mere end 20.000 skarver, som søger deres føde i Limfjorden. Og da hver voksen skarv daglig konsumerer op mod et halvt kg fisk, forbruger skarven alene omkring 10 tons fisk – hver dag.

En tredje prædator, som især gør indhug på Limfjordens mindre bundfisk, er strandkrabben, der har været i stærk fremgang i de senere år. Dette er dog ikke dokumenteret numerisk, men baserer sig udelukkende på udtalelser fra lokale fiskere.

Dyster fremtid for fiskeriet

Alt i alt tegner der sig et dystert billede af bundfiskenes betingelser i Limfjorden. I det seneste årti har stedse hyppigere iltsvind og bundvendinger sammen med mangedoblede bestande af sæler, skarver og krabber reduceret et engang produktivt fiskevand til noget nær ingenting…

Meget relevant er der netop kommet en ny bog om Limfjorden og dens fiskere op gennem tiderne på markedet. Det er skolelærer Jens Østergaard fra Valsted ved Nibe, der har barslet med bogen “Jægere og fiskere ved Limfjorden i 100 år”. En bog, hvis 175 sider blandt meget andet kan fortælle om dengang, en fisker i Louns Bredning daglig kunne fylde sine hyttefade med 300 pund friske skrubber – hvilket han kunne så sent som op til 1960’erne.

Bogen rundes meget passende af med følgende bredside fra den ligeledes nordjyske naturjournalist Jan Skriver:

“Vi lod frikadellen vinde over fladfiskefileten. Vi lod ålen i stikken. Vi lod kornet bølge, hvor ålegræsset skulle have svajet. Vi lod Limfjordens lunger klappe sammen. Vi lod en rig kultur af fiskere og fangstmænd dø ud.” Amen og citat slut.

© Steen Ulnits 2002

Mens fiskene i Limfjorden lider, er der overraskende godt nyt om hummerbestanden i samme fjord. Den er nu så god, at flere fjordfiskere nu har slået sig på hummerfiskeriet. På en god dag kan en hummerfisker fange op mod 20 fine hummere, der indbringer en kilopris på kr. 200,-.

Lokale fiskere med mange år på bagen fortæller, at det nuværende hummerfiskeri er lige så godt, som det var tilbage i 1950’erne – før forurening, overfiskning og anden dårligdom indtog LImfjorden. Nu kan man så frygte, at det intensiverede hummerfiskeri hurtigt vil bringe bestanden ned på samme lave niveau som for fiskenes vedkommende…

Mens vildlaksen kæmper for sit liv i Nordatlanten, kæmper mange andre interesser om vildlaksen…

Det ser sort ud for atlanterhavslaksen på internationalt plan. I løbet af de sidste 25 år er den samlede laksefangst således gået støt ned af bakke:

1975: 4.0 millioner fisk
1980: 3,4 millioner fisk
1985: 2,6 millioner fisk
1990: 1,6 millioner fisk
1995: 1,1 millioner fisk
1997: 0,8 millioner fisk

Den samlede fangst af atlanterhavslaks er således faldet med 80% siden 1975.

I USA måtte Salmo salar da også definitivt opgive ævred sidste år. Det skete den 13. november 2000, hvor atlanterhavslaksen kom på listen over truede dyrearter i USA. Her forekommer den på nuværende tidspunkt kun i otte floder – alle i staten Maine.

US Fish and Wildlife Services og Marine Fisheries Service vurderer, at der i dag vender mindre end 10% af de laks tilbage til floderne, som er nødvendige for artens overlevelse. Atlanterhavslaksen er således på randen af udryddelse i Nordamerika her først i det nye årtusinde, og rødlistningen kommer derfor ikke et sekund for tidligt.

Ligeglad med laksen

Fra naturens hånd er Norge verdens lakseland nummer ét. Over 600 lakseelve findes der fra nord til syd. Flere tusinde danske laksefiskere gæster hvert år Norge for en mulig dyst med fiskenes konge – med store turistindtægter for lokalsamfundene til følge.

Men Norge har ikke passet ret godt på denne naturarv. Således har 42 elve allerede helt mistet deres laksebestand, og 55 elve har truede bestande. Endelig anses 154 elve for sårbare med hensyn til laksens fremtid. Der er således alvorlige problemer ved mere end en tredjedel af landets mange lakseelve.

Tilsyneladende er nordmændene ligeglade med laksen, så længe blot olien fosser op fra Nordsøens bund. Nordmændene har i hvert fald stiltiende set til, mens et lakseopdræt i voldsom vækst har forurenet vandene med såvel undslupne tamlaks som havlus i hobetal og alskens smitsomme sygdomme.

Resultaterne har da heller ikke ladet vente på sig. Således er de norske bestande af vildlaks pt. i frit fald mod afgrunden – mod den totale udryddelse.

At der overhovedet stadig er laks i elvene, skyldes primært de massive udslip af tamlaks fra opdrættet i de norske fjorde. Og så den kendsgerning, at “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) med hovedsæde på Island gennem årene har “frikøbt” op mod en million norske vildlaks fra garn og krogliner ude på opvækstpladserne i Nordatlanten.

Norsk friløb i olie

Men dette er sket, uden at den norske stat i de seneste år har bidraget med en krone til disse private og livsreddende opkøb af laksekvoter. Trods den ubestridelige kendsgerning, at den norske andel af opkøbet udgør mere end 40% af totalen. Og at den norske stat svømmer i penge fra Nordsøolien.

Nu ser det imidlertid ud til, at nordmændene langt om længe har fået øjnene op for situationens alvor. Efter nogle år med støt dalende international interesse for det stedse ringere norske laksefiskeri bestilte myndighederne en regulær hvidbog om den norske vildlaks. En rapport, der udreder laksens pt. fortvivlede situation og peger på nogle metoder til at redde stumperne.

Alt imens vokser det norske lakseopdræt støt og roligt videre. Det lakseopdræt, der er med til at trække tæppet væk under vildlaksene via udslip af tamlaks, overførte parasitter og smitsomme sygdomme.

Således rundede norsk lakseopdræt sidste år en produktion på 400.000 tons tamlaks om året, og hermed er Norge nu blevet verdens suverænt største lakseproducent – og som sådan hovedansvarlig for, at det i dag er billigere at købe en skive laks end et stykke torsk.

Men det har kostet vildlaksen dyrt – i form af umulig konkurrence på gydepladserne, hvor undslupne tamlaks er i klart overtal; smitsomme sygdomme og livsfarlige parasitter.

Hvidbog om vildlaksen

Det er så småt ved at gå op for nordmændene, at de er ved at miste en væsentlig del af den norske nationalarv – vildlaksen.

Den norske Rigsdag nedsatte derfor i 1998 en undersøgelseskommission, der under ledelse af forhenværende rigsanklager Georg Rieber-Mohn skulle sammenfatte laksens øjeblikkelige situation og komme med bud på, hvad der kunne gøres for at bedre forholdene.

Rapporten kom i 1999 og fylder godt 300 tætskrevne sider, som sine steder byder på idelige gentagelser af velkendte sandheder om den norske lakseforvaltning. Men nu står det der sort på hvidt – på officielt papir – og så kunne man jo håbe, at der også var nogen i den norske Rigsdag, som tog rapporten alvorligt.

Rapporten foreslår blandt andet følgende tiltag til vildlaksens fremme:

Bekæmpelse af lakselus i frivand
Reduktion i udslip af tamlaks fra opdrættet
Bekæmpelse af parasitten Gyrodactylus salaris
Stop for fremtidig udbygning af lakseeleve til vandkraft
Begrænsninger i fangsten for både stangfiskere og garnfiskere
Udpegelse af 50 nationale lakseelve, hvor laksen får højeste prioritet
Udpegelse af 10 nationale laksefjorde, hvor laksen får højeste prioritet

Teori og praksis

Personlig glædede jeg mig dengang over, at min egen bog “Laks i Gudenåen” – udgivet i 1993 af Gudenåens Laksefond i samarbejde med Gads Forlag – blev fundet værdig til at citeres i hvidbogen
om den norske vildlaks. Endnu mere ville det dog have glædet mig, dersom de konkrete forslag, som rapporten jo også bød på, var blevet ført ud i livet.

Det er nemlig ikke sket. Her i år 2001 må vi nemlig konkludere, at det er blevet ved snakken. At et par gode laksesæsoner midt i nedgangen fik mange skeptikere til at øjne lys i mørket, så man kunne undgå eller i hvert fald udsætte de nødvendige tiltag og restriktioner.

Fakta er følgende:

Der har netop været folketingsvalg i Norge, og op til et valg ønsker ingen politiker som bekendt at lægge sig ud med nogen. I sommer fremlagde den norske regering derfor et forslag, som i korthed går ud på, at der oprettes 39 nationale laksefjorde. Samtidig forbydes lakseopdræt eller pålægges restriktioner i 22 fjorde.

Høringsfristen for dette forslag er 1. oktober, og efter al sandsynlighed vil det nye Storting behandle forslaget inden udgangen af dette år.

Stenrige opdrættere…

Fra Norges Jæger- og Fiskerforbund er man dybt skuffede over regeringens udmelding. De mener, at forslaget vil trække tæppet væk under de sidste laksebestande – ikke mindst på Vestlandet, der jo har fisket katastrofalt dårligt de seneste to år.

Faktisk har fiskeriet i denne del af Norge på været så dårligt, at Direktoratet for Naturforvaltning har foreslået et totalt stop for alt laksefiskeri Vestlandet fra næste år.

Man mener, at op mod 95% af den udvandrende laksesmolt er gået til på grund af de mange havlus fra lakseopdrættet. Således skal der ikke mere end en halv snes havlus til, førend en nyudvandret laksesmolt bukker under.

Situationen er dobbelt grotesk, fordi de stenrige lakseopdrættere indtil videre ikke har brugt én eneste krone på at forske i dette problem. De skovler blot penge ind på deres tamlaks, mens vildlaksene decimeres.

Det påpeger man fra Norsk Havforskningsinstitut, der ser meget kritisk på det stadigt ekspanderende lakseopdræt.

…i ludfattige kommuner

I 1991 overtog Gustav Witzøe et konkursbo med en enkelt koncession til opdræt af laks. Ti år senere er antallet af koncessioner udvidet til 33, og samtidig er han delejer af yderligere 13 koncessioner.

Sidste år omsatte Gustav Witzøe for 498 millioner norske kroner og slagtede 19.000 tons laks. Overskuddet før skat lød på 152 millioner kroner. Næste år regner Gustav Witzøe med at slagte 24.000 tons laks og øge omsætningen til 600 millioner kroner.

Man skulle tro, at den slags arbejdspladser er populære i de ofte fjernt beliggende og tyndt befolkede egne af landet. Det var de skam også tidligere, hvor tocifrede millionbeløb hvert år havnede i slunkne kommunekasser. Men sådan er det ikke længere. Antallet af arbejdspladser er i sig selv ringe, og ifølge en ændret norsk skattelovgivning går al skat af aktieselskabers overskud nu direkte i statskassen.

Det ved politikerne i Oslo udmærket, og for nationen som sådan er lakseopdrættet derfor en guldgrube uden lige – kun overgået af Nordsøolien. Derfor er det næsten umuligt at få politikerne til at gribe ind i lakseopdrættet med restriktioner og forbud. Derfor dør den norske vildlaks på lakseopdrættets hellige alter.

Norske Lakseelver:

– Det virker, som om politikerne ikke indser, hvor alvorlig situationen er for vildlaksen, siger Aage Wold, ordførende i sammenslutningen Norske lakseelver.

– Det ser ud til, at regeringen er villig til at ofte vildlaksen i kampen om regeringsmagten, fortsætter han. Samtidig mener han, at man i regeringens nye udspil har pillet Rieber-Mohn udvalgets indstillinger totalt fra hinanden.

– Regeringens nye udspil gør det muligt for lakseopdrættet at blive liggende i de nationale laksefjorde og sågar udvide produktionen, slutter Aage Wold.

Det ser således sort ud for vildlaksen i Norge – sortere end nogensinde. Trods et par hæderlige sæsoners laksefiskeri – med masser af undslupne tamlaks i elvene.

Med mindre altså en ny norsk regering bliver i stand til at gøre noget radikalt ved vildlaksens situation.

© 2001 Steen Ulnits

Skov- og Naturstyrelsen har netop barslet med et forslag til “regulering” af skarvbestanden, hvilket kun skyldes den nye borgerlige regering.

Skov- og Naturstyrelsen har nemlig hidtil populært gået under betegnelsen “Skarv- og Naturstyrelsen, da stærke ornitologkræfter inden for styrelsen hidtil ikke har kunnet få skarver nok. Uanset de skader, de sorte fugle måtte forvolde på træer og fiskebestande.

De lærde strides stadig om, hvor mange skarver vi egentlig har på kost i Danmark. Sidste år blev der optalt små 40.000 ynglepar, hvilket sammen med klækkede unger og trækkende fugle bringer bestanden op i nærheden af 200.000 fugle, der hver æder knap et halvt kilogram fisk om dagen. Der skal således op mod 100 tons fisk til hver dag for at ernære vor hjemlige skarvbestand, når den er størst.

Jagt i Jylland

Nu lægges der op til, at skarvbestandene kan reguleres eller reduceres på forskellig vis. Således foreslår man, at fiskere og dambrugere kan få lov til at skyde skarverne i op til 1.000 meter fra deres redskaber.

Samtidig vil man som forsøg åbne Nissum og Ringkøbing Fjorde for decideret jagt om efteråret. Her har det nemlig vist sig, at skarven æder op mod 2/3 af alle udtrækkende lakseungfisk. Endelig vil forstfolk få lov til at tynde ud i eksisterende bestande eller hindre etableringen af nye, så man på denne måde kan undgå, at skarverne ødelægger alt for megen skov.

Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Ornitologisk Forening kritiserer regeringens forslag i stærke vendinger. Omvendt udtaler Danmarks Jægerforbund sig ikke overraskende positivt om tanken. Fiskerne mener dog ikke, at de foreslåede tiltag er nær stærke nok. Samtidig slår de til tromme for, at vi danskere lærer at spise skarv, som nordmændene længe har gjort det.

Således sidder der næsten et kilogram fint og magert brystkød på en voksen skarv – kød, der i koldrøget tilstand smager meget á la rådyr. Kød, der ligeledes fint kan serveres som engelsk bøf. Med de alt for mange skarver, vi har i dag, er der lagt op til mangt et godt måltid i de kommende år!

Vært for virus

Nu har Statens Veterinære Serumlaboratorium fuundet fjerkrævirus i en prøve fra skarver. Der er tale om den såkaldte “Newcastle Disease” (ND) virus, der betragets med største alvor i fjerkræavlerkredse. Siden 1995 har sygdommen været konstateret flere steder i Danmark, hvor sygdommen konsekvent bekæmpes med aflivning af de smittede bestande.

På grund af vor konsekvente holdning til denne fjerkrævirus har Danmark hidtil haft status som ND-frit land – en status, som måske er i fare, nu hvor den skadelige virus altså også er fundet hos skarven.

Der er således mange ting, som taler for en reducering af vor hjemlige skarvbestand. Det vil miljøet have endog meget godt af, og det er der efterhånden mange, der mener. Blandt andet dagbladet Jyske Vestkysten:

Den nuværende regering startede som bekendt sin regeringstid med at afvikle et hav af mere eller mindre overflødige råd og nævn. Herved kunne spares et 3-cifret millionbeløb hvert eneste år – penge, som regeringen hellere vil bruge i sundhedssektoren.

Væk med Vildtforvaltningsrådet

Nu har Jyske Vestkysten imidlertid fundet et råd, som gik ram forbi i sparerunden, og som avisen nu anbefaler miljøministeren at nedlægge. Det er Vildtforvaltningsrådet, som netop er kommet med et bud på en ny forvaltningsplan for den fjerede, sorte død – skarven.

Danmark har i årtier haft Vorsø ved Horsens Fjord udlagt som reservat for skarverne, der har kvitteret med landets største skarvkoloni. Der igen har forpestet tilværelsen for fisk og fiskere ved i og ved den smukke østjyske fjord. Her har man studeret, ringmærket og talt fugle som intet andet sted.

Alligevel har Vildtforvaltningsrådet kun ét bud på en ny forvaltningsplan for skarven: Flere penge til undersøgelser af skarvens indflydelse på fisk og fiskeri…

Man kan kun give Jyske Vestkysten ret: – Nedlæg det råd og se så at få reduceret den nuværende skarvbestand til en langt mindre!

© Steen Ulnits 2001