Vi har besøgt en af verdens største lystfiskerorganisationer, International Game Fish Association (IGFA), som har til huse i Dania Beach, Florida, USA. IGFA registrerer rekordfisk.

Alt er større i USA – landet, vandet og fiskene. Og samtidig er amerikanerne et folkefærd, der holder af at have styr på størrelserne.

Dette til trods for, at de endnu ikke har fået indført det metriske system, men selv her i det tredje årtusinde stadig regner i tommer, fod, yards, grains, pounds og gallons – og mærkelige brøkdele heraf

Det kan man godt undre sig lidt over, men sådan er det altså, og amerikanerne klarer sig jo endda – opfandt den første atombombe, kom først til Månen og gravede Panamakanalen, da andre nationer havde givet op, samt mange andre imponerende ting.

Det var også amerikanerne, der “opfandt” det moderne lystfiskeri – som gjorde fiskeriet til en folkesport af de helt store. Indtil da havde lystfiskeri enten været forbeholdt børn og landsbytosser – eller det engelske aristokrati, der jo havde “opfundet” lystfiskeri som en sport på lige fod med jagt.

I begge tilfælde talte udøverskaren ikke mange mennesker, og nogen folkesport var der i hvert fald ikke tale om. Men det lavede amerikanerne om på – endda i en sådan grad, at lystfiskeri i dag årligt omsætter for over 250 milliarder danske kroner og danner grundlag for flere end 1,2 millioner fuldtidsjobs i USA.

Arbejdspladser og skattekroner

Intet under, at nordamerikanske politikere har stor respekt for lystfiskeriet – for de mange stemmer, arbejdspladser og skattekroner, som fiskeriet med stang og line indebærer.

Set i det lys er det heller ikke så underligt, at flere værdifulde sportsfisk i USA har fået status af “Game fish”, som ikke må fiskes kommercielt, men kun med stang og line. At fange disse fisk i garn ville simpelthen være spild af penge.

Det rekreative fiskeri med stang og line boomede for alvor i årene efter Anden Verdenskrig, men opblomstringen var så småt begyndt før krigen. Det var ikke mindst i staten Florida, at denne udvikling startede – og herfra, det siden spredte sig til andre stater og provinser i Nordamerika og Canada.

Flere steder er lystfiskeriet i dag “a multi-billion dollar business”, som tages endog meget alvorligt fra politikerside. Det gælder ikke mindst stater som Florida og Alaska, og det gælder hele området omkring De Store Søer på grænsen mellem USA og Canada. I Canada er det specielt den smukke stillehavsprovins British Columbia, der lokker lystfiskere fra nær og fjern.

Flere amerikanske præsidenter – senest Jimmy Carter samt både Bush Senior og Junior – har da også haft lystfiskeri som deres foretrukne fritidsbeskæftigelse. Et forhold, der bestemt har været medvirkende til at gøre dem populære i befolkningen og i sidste ende give dem præsidentposten.

Registrering af rekordfisk

I 1939 så “International Game Fish Association” – i daglig tale blot IGFA – så dagens lys. IGFA er en amerikansk organisation, som fastsætter regler for det moderne sportsfiskeris etik og moral.

Mest kendt er IGFA imidlertid for sin forvaltning af de internationale sportsfiskerrekorder. De er inddelt efter lineklasser, så hver enkelt lineklasse har sin egen rekordfisk.

Typisk er der klasser i alle de populære linetykkelser, som i USA er inddelt efter brudstyrke og ikke som her i Europa efter linens diameter. Hvor vi eksempelvis taler om 0.30 mm liner, taler man i USA om 10 lbs. liner. Altså liner med en brudstyrke på 10 pounds eller 4,5 kg.

Da vi i dag har mange forskellige slags liner af forskelligt materiale og forskellig tykkelse i forhold til brudstyrken, er den amerikanske inddeling mere logisk end den europæiske. Og i hvert fald den eneste rigtige, når man vil se på det sportslige aspekt – at det kræver mere af fiskeren at lande en styr fisk på en tynd line end en lille fisk på en tyk.

Rekorderne er også inddelt efter, om de er sat ved konventionelt fiskeri – med fastspolehjul eller multihjul – eller ved rendyrket fluefiskeri. For sidstnævntes vedkommende gælder flere særregler, som skal være overholdt for at få godkendt en eventuel ny linerekord.

Linen under luppen

For alle lineklasser gælder det, at man sammen med tilmelding, vidneerklæringer om længde og vægt samt vellignende fotos også skal indsende et stykke af den anvendte line. IGFA undersøger så, hvilken lineklasse det drejer sig om.

Som europæer kan man undre sig over, at amerikanske lystfiskere finder det så vigtigt at registrere de største fisk fanget på de tyndeste liner. Ja, mange vil nok betragte det som regulært dyrplageri, for jo tyndere line man bruger, desto længere varer fighten af de store fisk jo uundgåeligt.

Men sådan er det altså i USA, og traditionen er da også ved at vinde indpas over den ganske verden, hvor lystfiskere jagter fisk for fornøjelsens skyld.

IGFA har for længe siden erkendt, at uden fisk ingen fiskere og dermed heller intet behov for organisationer som netop IGFA. I de seneste år har IGFA derfor engageret sig mere og mere i forskning og fiskeribiologi.

Ikke mindst de store Big Game fisk såsom tun og marlin har alle dage haft organisationens store bevågenhed. Disse fisk befinder sig jo i toppen af havets fødekæder og er derfor dem, der er mest sårbare for overfiskning.

Fisk og filosofi

Fiskere har ry for at være filosofisk anlagte, og IGFA har da også en klart formuleret filosofi:

“IGFA’s formål er baseret på troen om, at sportsfisk, erhvervsfisk og disses miljøer er økonomiske, sociale, rekreative og æstetiske værdier, som skal bruges fornuftigt og bæredygtigt. At sportsfiskeri er en vigtig økonomisk, social og rekreativ aktivitet, som befolkningen skal lære at dyrke på sportslig og bæredygtig vis.

Gennemsnitsfiskeren har ikke mulighed for, ej heller lyst til at forstå det komplicerede system, som administrationen af fiskerier og fiskebestande verden over drives efter. Han eller hun vil blot ud at fiske og fange nogle fisk. Derfor er det vigtigt, at en organisation som IGFA repræsenterer alle sportsfiskere og deres vitale interesser.

Det kræver meget arbejde, men hvem skal gøre det? I hvert fald ikke de 95% af verdens sportsfiskere, som ikke er organiserede eller medlem af en miljøorganisation. Det må i stedet de resterende 5%, som på de manges vegne må kæmpe for vandmiljøet og fiskebestandenes fortsatte eksistens.”

Såvidt IGFA selv og organisationens formålsparagraf, der på mange måder minder om Danmarks Sportsfiskerforbunds – blot er dimensionerne mange gange større “over here”.

Stor, større, størst

IGFA’s hovedkvarter ligger i Florida, hvor det moderne saltvandsfiskeri jo blev født. I byen med det danskklingende navn Dania Beach ligger hovedsædet, der indeholder et stort bibliotek med mere end 12.000 bøger samt et imponerende museum.

IGFA’s hovedkvarter er at ligne med et gammelt fort, der har sin egen voldgrav. Ganske vist er der hverken drager eller andre farlige dyr i vandet, og ganske vist er det hele nybygget. Men der ligger alligevel en fuldt udstyret Big Game båd og vugger på de diminutive bølger i voldgraven – langt fra den blå Golfstrøm og det store ocean, som skibet oprindelig blev designet og bygget til. I hele Skandinavien findes næppe en fiskemaskine, der blot tilnærmelsesvis er så stor som denne “demobåd”…

Inden for murene kan man gå på opdagelse i lystfiskeriets historie – fra de ældste internationale aner til de nyeste nationale koryfæer, hvoraf enkelte endnu er “alive and kicking”. Flere af dem har sågar deres eget TV show – nationalt eller på cable TV.

Man kan også prøve, hvordan det er at fighte en virkeligt stor fisk – via en af centrets flere fightmaskiner, hvor man står med en fuldt rigget fiskestang og fighter en stor fisk på en skærm. Meget livagtigt, skulle vi hilse og sige. Linen fyger af hjulet, når man har givet tilslag og sat krogen!

Fund raising og fotodatabase

I hele verden findes der flere end 30.000 forskellige fiskearter, hvoraf naturligvis kun en brøkdel er interessante for lystfiskeren. Alligevel tæller disse sportsfisk flere hundrede arter, og mange af disse er stadig ikke behørigt registrerede på fotobasis.

IGFA har derfor gjort det til en del af organisationens erklærede formål at indsamle fotos af alle disse fisk og placere dem i en stor database, som alverdens fiskere kan logge sig på via internettet. Til stadighed efterlyser IGFA derfor vellignende fotos af manglende sportsfisk på databasen, som pt. rummer 27.800 arter, og som har 7 millioner hits hver måned!

Men ikke nok med det. IGFA har udvidet sine aktiviteter så kraftigt i de seneste år, at organisationen nu skal bruge mere end 50 millioner kroner indtil år 2007 for at kunne realisere de nye planer. Pengene kommer fra private sponsorer og fra store fiskekonkurrencer samt “fund-raising dinners” for velbeslåede medlemmer.

De mange penge skal blandt andet gå til uddannelse af ikke mindst unge sportsfiskere, så de kan drive deres hobby på etisk og moralsk forsvarlig vis. Pengene skal ligeledes bruges til at udbygge det nuværende Hall of Fame and Museum i Florida.

En tredje meget stor post på budgettet er projekter til bevarelse af marine fiskebestande – til bekæmpelse af erhvervsfiskeriet, hvor det går for hårdt til værks. Hvilket er stort set overalt. IGFA har derfor rigeligt at se til i de kommende år.

IGFA på nettet

IGFA har naturligvis en hjemmeside, man kan besøge. Den har adressen www.igfa.org

Fotodatabasen ligger på webadressen www.fishbase.org

© 2003 Steen Ulnits

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener ikke, at den danske bestand af skarver er for stor. Det samme gælder sælerne, som derfor heller ikke skal skydes. Nu dør de i stedet en langsom og smertefuld død af sælpest.

Miljøministeren har netop præsenteret en ny skarvforvaltningsplan, som klart tilkendegiver, at der ikke vil blive nogen generel jagttid for den omstridte sorte fugl. Tværtimod vil ministeren totalfrede fuglen i yngletiden fra 1. april til 31. juli.

Den seneste optælling viste, at skarvbestanden herhjemme har været oppe på knap 40.000 ynglepar. Altså 80.000 fugle, som med afkom bringer den samlede danske skarvbestand op på 150.-200.000 fugle, der hver især skal have et lille halvt kilo fisk at spise om dagen.

Nu mener miljøministeren så, at skarvbestanden herhjemme skal være på mindst 30.000 ynglepar. Det svarer til 20% af Europas samlede skarvbestand, hvoraf mange gæster Danmark, som derfor har en international forpligtelse til at bevare en vis skarvbestand.

Skarver skal ikke skydes

Selv om der fremover slet ikke må skydes skarver i yngletiden – end ikke som hidtil indenfor 500 meters afstand fra faststående fiskeredskaber – så må erhvervsfiskere dog fremover skyde fuglene inden for en afstand af 1.000 meter fra fiskeredskaberne. Problemet er blot, at det er meget svært at komme på skudhold af de intelligente fugle.

Hertil skal dog lægges, at der ved Ringkøbing og Nissum Fjorde i Vestjylland vil blive igangsat forsøg med at reducere lokale skarvbestande ved at sprøjte lagte æg med parafin. Her er det nemlig dokumenteret, at netop skarverne gør det umuligt at opretholde sunde fiskebestande. det fremtidige forsøg skal klarlægge, om en reduceret og kontrolleret skarvbestand kan genoprette fiskebestandene.

Ikke uventet er Dansk Ornitologisk Forening (DOF) godt tilfreds med, at miljøministeren nu garanterer en dansk skarvbestand på mindst 30.000 ynglepar. DOF undrer sig dog over, at ministeren ikke laver nogle økonomiske beregninger over, hvad skarvbestanden egentlig koster det danske samfund. DOF mener sågar, at de mange skarver har en direkte gavnlig virkning på fiskebestandene:

Gavnlige skarver?

Skarven tager nemlilg skidtfisk som skaller og brasen, der er med til at gøre vore overgødede søer uklare. Den holder sygdomme i skak i torskebestanden, idet den æder de syge og derfor svage fisk. Og så er den en vigtig fødekilde for den nye danske bestand af havørne… Mener altså DOF, der dog ikke har relevante videnskabelige undersøgelser at henvise til.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) kan til gengæld fortælle, at op mod 80% af ørrederne i vandløb ved Horsens Fjord, bliver ædt af skarver fra landets største koloni på Vorsø. Det viste fund af mærker fra mærkede fisk i skarvreder. Dugfriske DFU-undersøgelser fra Ringkøbing Fjord viser samtidig, at 36% af laksesmoltene og 21% af ørredsmoltene havner i sultne skarvmaver. Det viste radiosendere fra radiomærkede fisk, der pludselig sendte fra skarvkolonier inde på land…

Sæler skal ikke skydes

Miljøminister Hans Christian Schmidt mener heller ikke, at den danske bestand af sæler er for stor. I hvert fald ikke så stor, der skal ske en kontrolleret afskydning.

Midt i den ofte ophedede debat om, hvorvidt den voldsomt stigende danske sælbestand skal beskydes eller ej – begyndte sælerne så selv at dø. De første døde sæler blev fundet på Anholt og Læsø, hvorfra sælpesten tilsyneladende har bredt sig til bestandene i Limfjorden og nu senest også den svenske vestkyst. Indtil videre er godt 200 danske sæler døde.

Sælpesten er en slags lungebetændelse, som sælerne tilsyneladende ikke har megen resistens over for. En sygdom, der lader de ramte og afkræftede dyr lide en langsom og smertefuld død. Og en sygdom, der er dobbelt skadelig netop nu, hvor sælerne har født deres unger.

Endnu ved man ikke, om der er tale om en epidemi som den, der ramte og halverede den danske sælbestand i 1980’erne. Det vil den kommende tid vise. Men den fortæller med al ønskelig tydelighed, at sælbestanden nu har nået et niveau, hvor den ikke længere er bæredygtig. Hvor naturen selv begynder at regulere bestanden med sygdom.

Smertefuld død

Sælpesten kommer derfor på et yderst passende tidspunkt, når den nu er kommet. Den sætter nemlig fornyet fokus på debatten om afskydning af sælerne, så bestandene kan holdes nede på et bæredygtigt niveau. Modstanderne af en kontrolleret afskydning må nu se i øjnene og påtage sig et ansvar for, at sælerne i stedet dør en langsom og smertefuld død af sygdom. I stedet for en hurtig og i de fleste tilfælde smertefri død for en jægers kugle.

Under sælpesten i 1980’erne var det alligevel jægerne, der måtte træde til og aflive syge og afkræftede sæler langs de danske strande. Den danske natur er et menneskeskabt kulturlandskab og derfor ikke i balance med sig selv. Den er, som vi har skabt den, og det er derfor også os, der selv skal vælge, hvad vi vil have, hvor og hvordan.

Pr. 1. juli 2002 var der 600 døde sæler siden sælpestens start i maj. Det svarer til hver 20. danske sæl – altså 5% af den samlede danske sælbestand på 12.000 sæler. Under den store sælpest i 1980’erne døde 50% af bestanden.

– Hvorfor altid vente, til det er for sent?

© 2002 Steen Ulnits

2002 blev året, hvor man målte de største iltsvind og den mest omfattende fiskedød i de 25 år, der er foretaget målinger. Striden raser om, hvem der egentlig har skylden. – Er det landbruget?

“Dansk landbrug frygter panikindgreb efter iltsvind”. Sådanne overskrifter har man kunnet læse i dagspressen i den seneste tid, hvor der næsten daglig har været omtale af det mest omfattende iltsvind i 25 år – trods hele to velmenende, men ineffektive vandmiljø-handlingsplaner.

Der er ingen tvivl om, at årets iltsvind er blevet så omfattende af klimatiske årsager. dels har vi haft ekstraordinær megen nedbør i januar og februar, der gjorde det nødvendigt for landbruget at gøde ekstra meget. Og dels kom der igen i juni og juli en periode med voldsom regn – efterfulgt af en meget lang og varm sommer.

Der er til gengæld heller ingen tvivl om, at katastrofens omfang skyldes den massive belastning af de indre danske farvande med kvælstof – primært fra landbruget. Nu påstår dansk landbrug så – ganske rigtigt – at landbrugets bidrag til kvælstofudledningen kun udgør 10-20% af den samlede udledning til Kattegat.

Argumentet lyder videre, at landbruget derfor ikke skal pålægges yderligere restriktioner for kvælstofsvineriet – når de nu kun svarer for 10-20% af den samlede udledning.

De indre danske farvande

De seneste beregner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) giver følgende billede af kvælstoftilførslen til Kattegat, som mere og mere ligner et dødt hav. Torskene er helt væk, og iltsvindet breder sig dag for dag. Tallene er fra perioden 1989-1996:

Danmark: 60.000 tons kvælstof (20%)

Sverige: 24.000 tons kvælstof (8%)

Tyskland: 13.000 tons kvælstof (4,5%)

Udvaskning fra Østersøen: 150.000 tons kvælstof (51%)

Atmosfærisk nedfald: 45.000 tons kvælstof (15,5%)

Det ses således, at Danmark er den næststørste kvælstofforurener af Kattegat. Det ses også, at godt halvdelen af al tilført kvælstof stammer fra de baltiske lande, hvis floder fører massive mængder kvælstof ud i Østersøen, hvis vand igen sluses ud gennem de danske sunde og bælter.

Landbruget “glemmer” imidlertid i sin argumentation for ikke at gøre yderligere, at selv om dette holder for Kattegat som en samlet enhed, så gælder det slet ikke vore lukkede fjordområder, hvor landbruget står for op mod 80% af den samlede kvælstofudledning. Jævnfør Mariager Fjord, der som bekendt afgik ved døden i 1997 – som følge af varmt vejr og udledning af næringssalte fra det omkringliggende landbrug. Dette ifølge beregninger foretaget af Nordjyllands Amt.

Skulle man føre landbrugets argumentation helt ud i sin videste konsekvens, så behøver landbruget vel slet ikke gøre noget ved forureningen. På verdensplan udleder dansk landbrug jo en så mikroskopisk del af den samlede kvælstofmængde, at den næppe kan måles…

Senest har man fra Odder Kommune meldt, at man her risikerer at stå uden rent drikkevand, dersom der ikke gøres noget ved landbrugets forurening af grundvandet. Således har kommunen måttet lukke hele 23 vandværker – de 17 af dem på grund af nitratforurening fra landbruget.

De ydre danske farvande

Iltsvindet i de indre danske farvande nåede i 2002 et omfang, hvor mere end 8.000 kvadratkilometer havbund var ramt af iltsvind. Det svarer til godt en sjettedel af Danmarks samlede areal. Værst stod det til i farvandet omkring Fyn, Vejle Fjord, syd for Samsø, Århus Bugten, Mariager Fjord og det sydlige Kattegat.

Fra flere sider har det som sagt været forfægtet, at landbrugets reelle bidrag til kvælstofforureningen er mindre end hidtil antaget. At langt større mængder tilføres udefra – via Østersøen og Skagerak. I den forbindelse har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) netop offentliggjort tal for tilførslen til og fra disse vandområder. Der er tale om transport både til og fra disse områder, og tallene gælder perioden 1980-1989:

---

Fra Østersøen til Bælthavet: 367.000 tons kvælstof

Fra Bælthavet til Østersøen: 215.000 tons kvælstof

Netto tilføres der således årligt 152.000 tons kvælstof fra Østersøen til Bælthavet

---

Men vandet skal jo videre ud gennem de danske farvande. Og da ser regnestykket sådan ud:

---

Fra Kattegat til Skagerak: 567.000 tons kvælstof

Fra Skagerak til Kattegat: 394.000 tons kvælstof

Netto forsvinder der således årligt 173.000 tons kvælstof ud af Kattegat til Skagerak

Regner man lidt videre på disse tal, må der nødvendigvis ske en årlig reduktion af kvælstof i de indre danske farvande, nemlig differencen mellem det, der udføres til Skagerak og det, der tilføres fra Østersøen. Altså 173.000 minus 152.000 tons lig 21.000 tons.

Set i dette perspektiv er vi altså på rette vej, omend meget langsomt. Og kun hvis tallene holder vand. Imidlertid arbejder klimaet jo i modsat retning, hvorfor det alene af denne grund bliver nødvendigt med yderligere reduktion af udvaskningen.

Fra flere sider bruges store kræfter på at forklare, hvordan ekstraordinære meteorologiske forhold stod bag iltsvindene specielt i Mariager Fjord i 1997 og generelt i de indre danske farvande i 2002. Faktum er imidlertid, at vejret har forandret sig – ikke et ord om drivhuseffekt og global opvarmning her – og at vor forvaltning af vandmiljøet naturligvis må forandre sig tilsvarende.

Med mindre vi da blot accepterer, at vi med en landbrugsproduktion som den nuværende og kommende ikke også er i stand til at holde liv i vore hav- og fjordområder.

Guderne forbyde noget sådant. Tendenserne er der dog.

© 2002 Steen Ulnits

Ny uafhængig Vismandsrapport maler dystre tal på væggen for fremtidens vandmiljø. Landbrugets svineproduktion er ude af kontrol.

Den nuværende borgerlige regering er som bekendt ikke meget for smagsdommere af nogen slags – ikke hvert fald ikke, hvis de har en anden smag end regeringen eller skulle have de mindste rester af 68-generationens venstreorienterede holdninger intakte…

Et af resultaterne heraf var som bekendt nedlæggelsen af en lang række råd, der ifølge regeringen var overflødige. Samt oprettelsen af et nyt smagsinstitut ledet af dansk miljøs enfant terrible, Bjørn Lomborg.

En af de mest markante sager var nedlæggelsen af det uafhængige Naturråd, som imidlertid ikke ville lade sig nedlægge. Da pengene ikke længere kom fra regeringen, gik Naturrådets vismænd til Aage V. Jensens Fonde, som indvilligede i at finansiere rådets videre drift og projekter.

Ny Vismandsrapport

Det er der nu kommet en Vismandsrapport ud af. En rapport, der primært koncentrerer sig om landbruget og dets påvirkning af miljøet i Danmark – et emne, der som bekendt ikke rigtig interesserer den siddende Venstre-regering.

De Konservative er langt fra altid enige med Venstre og har i det hele taget meget mere til overs for miljøet. Desværre har de ikke noget at have den i, men følger blot Venstre som dikkende lammehaler i et forurenet vandløb.

I den nye Vismandsrapport fra det uafhængige Naturråd står følgende at læse: Hvert år tilfører landbruget dansk miljø knap 400.000 tons kvælstof, 5.000 tons fosfor og 75.000 tons kalium – via udledning af gylle plus brugen af kunstgødning.

For 20 år siden var der en 16% udnyttelse af kvælstof – med de resterende 84% som udslip til miljøet. I dag er der en udnyttelse på 33% – med de resterende 2/3 som udslip til miljøet. Et klart fremskridt altså, men desværre slet ikke nok. Problemet er nemlig, at svineproduktionen er steget uforholdsmæssigt meget, og at det danske vandmiljø derfor belastes hårdere end nogensinde – trods diverse velmenende Vandmiljø-handlingsplaner.

Der er tre parametre, som kan forskydes, når kvælstofudledningen skal kontrolleres og nedbringes. Det er 1) effektiviteten i kvælstofudnyttelsen; 2) det aktive landbrugsareals størrelse samt 3) størrelsen af produktionen.

Svineproduktion ude af kontrol

For at gøre en lang historie kort forventer Naturrådet, at der vil ske en yderligere effektivisering i udnyttelsen af kvælstof – op mod en 50% udnyttelse. Naturrådet forventer også, at en større del af landbrugsjorden vil blive taget ud af drift – med mindre udvaskning af kvælstof til miljøet. Naturrådet konkluderer, at vi med en kvælstofudnyttelse på hele 50% samt en svineproduktion på blot 10 millioner svin vil kunne overholde vandmiljø-handlingsplanerne.

Men det lader sig altså ikke gøre at kompensere for den massive vækst i dansk svineproduktion, der snart ventes at nå 25 millioner svin årligt. Hvis ikke denne gylle behandles på kostbar og højteknologisk vis, inden den havner i på markerne, kan vi forvente total død i de indre danske farvande i løbet af ganske få år.

Eftersommeren har allerede vist, hvor galt det står til på nuværnede tidspunkt. Aldrig i de 25 år, hvor der er blevet målt iltindhold i de indre danske farvande, har iltindholdet været så lavt. Aldrig før har så store områder været ramt af iltsvind og fiskedød som nu.

Mængden af opskyllede døde fisk ved kysterne af Als, i Vejle Fjord, Ålborg Bugt og senest Århus Bugt viser med al ønskelig tydelighed, at fiskene end ikke har haft noget sted at flygte hen, hvor der var ilt nok i vandet. Det er ikke set tidligere.

Længe leve det højt besungne danske landbrug.

© 2002 Steen Ulnits

Foto: Niels Riis Ebbesen

Efterskrift: I dag, 10 år efter denne artikel, er den danske svineproduktion nået op på 30 millioner om året. Og gylleproblemet vokset tilsvarende…

Nye DNA-baserede metoder gør det muligt at afsløre, hvor en fanget torsk kommer fra. Fiskerierhvervet vånder sig ved tanken, da det fremover vil blive langt sværere at snyde med fangsterne.

Torsken var engang en af verdens vigtigste fiskeressurser. Det er den ikke længere – grundet mange års overfiskeri fra en alt for stor og effektiv fiskeflåde samt måske også en klimaændring mod varmere vande, der tvinger torskene nordpå.

Fiskerierhvervet svindler som bekendt med fisk og fangster, når og hvor det er muligt. Fjorten industrifiskere i Hvide Sande fik for nylig inddraget deres licenser til industrifiskeri i en måned, da der viste sig at være alt for mange sild i deres landinger af brislinger. Således var der 50-70% sild i lasten, hvor der som bifangst kun må være 20%. Altså 2-3 gange så mange som tilladt.

To tredjedele tyvfiskere

Det kunne Fiskerikontrollen fra Esbjerg konstatere, da man i løbet af en tre dage lang kontrolkampagne kontrollerede samtlige fangster landet af 22 Hvide Sande fartøjer. “Det er det største antal overtrædelser, vi hidtil har konstateret under en sådan totalkontrol”, udtalte Fiskerikontrollen bagefter.

Og problemet var selvforskyldt, da de fjorten fartøjer blot kunne være sejlet længere ud, hvor der er færre sild og flere brislinger. Selv formanden for Danmarks Fiskeriforening havde ingen større bortforklaringer, da han blev forholdt overtrædelserne.

Overtrædelserne kom som sagt til at koste de implicerede fiskere deres licens til industrifiskeri i en måned. De måtte dog stadig konsumfiske – efter eksempelvis den stærkt truede torsk…

Desværre har man flere eksempler på, at fiskerne har indhandlet netop torsk, der stammede fra helt andre områder end dem, man selv opgav som fangstpladser. Fordi fiskene helt enkelt har været fredet, hvor man fiskede. Helt bevidst og aldeles ulovligt fiskeri på truede torskebestande.

Af samme årsag har fiskerierhvervet længe modsat sig, at skibene forsynes med GPS-udstyr, der løbende fortæller myndighederne, hvor det pågældende skib nu befinder sig og fisker.

Ikke mindst torskebestanden i Nordsøen er i dag under et meget hårdt pres fra fiskerierhvervet. Allerede sidste år slog EU’s kontrolorgan således alarm over de ringe torskemængder.

Alligevel viser de seneste tal, at der faktisk er 30% færre torsk tilbage i år 2002 end sidste år. Fra 60.000 tons sidste år til blot 40.000 tons i år. Et kommende forbud mod torskefiskeri vil ramme bredt og hårdt, idet torsken indgår som hyppig bifangst under fiskeri efter rødspætter, hvilling, kuller og jomfruhummer.

Beskyttelsesforanstaltningerne har simpelthen ikke virket som tilsigtet. Enten fordi de ikke var strenge nok. Eller fordi de ikke blev overholdt, hvilket jo desværre er et velkendt fænomen i fiskekredse. Samtidig har opvarmningen af Nordsøen heller ikke gavnet torskebestanden, som til gengæld er rykket længere nordpå – mod Grønland og Island.

Det ulovlige rovfiskeri efter torsk har således større effekt på bestandene nu end nogensinde.

Ny bevisførelse

Forskere ved Århus Universitet og Danmarks Fiskeriundersøgelser har imidlertid udviklet en metode, der gør det muligt at skelne forskellige torskebestande fra hinanden.

Forskerne har opdaget, at torsk fra Barentshavet, Nordsøen og Østersøen hver især har forskellige genetiske “fingeraftryk”, som gør det muligt at bestemme fiskenes oprindelsessted.

Retmedicinere har længe haft adgang til og gjort udstrakt brug af forskellige DNA-teknikker, når de skulle finde frem til specifikke personer – det være sig ofre for kriminalitet eller gerningsmænd til den.

Nu har også fiskeribiologerne taget den nye teknik til sig og udviklet den specielt til bestemmelse af fiskearters geografiske oprindelse. Også her kan den bruges til at finde gerningsmændene bag formodet kriminalitet – til at kontrollere, om erhvervsfiskernes oplysninger om fangststed nu også stemmer med virkeligheden…

Det har længe været kendt, at ethvert menneske har en unik arvemasse bestående af en DNA-streng kodet så specielt, at den kan bruges til at bestemme en given person og dennes slægtninge. Teknikken er så udviklet og gennemprøvet, at den nu regelmæssigt bruges som bevismateriale i retssager om voldtægt, slægtsskab og relateret kriminalitet.

Man har også længe vidst, at det forholder sig på samme måde med stort set alle levende organismer. Alle har deres helt egen DNA-sammensætning. Nogle er dog mere nært beslægtede med andre og kan derfor være sværere at skelne fra hinanden, hvad DNA-sammensætningen angår.

Nu har danske forskere imidlertid udviklet metoden, så den med stor sikkerhed kan bestemme og skelne forskellige stammer af den samme flere fiskearter fra hinanden. Stammer, som det meste af tiden lever geografisk adskilt, og som derfor kun undtagelsesvis udveksler DNA med hinanden. De har derfor udviklet deres helt egen DNA, som forskerne nu med stor sikkerhed kan bestemme.

Torsk med fingeraftryk

Den nye teknik blev udviklet på opdrag af Fødevareministeriet, hvorunder jo Fiskerikontrollen hører. Departementet under ministeriet ønskede en metode, der med sikkerhed kunne afgøre, om en given ladning fisk stammede fra et forbudt område eller ej. En metode, der kunne bruges på såvel friskfangede fisk som fersk fisk efter forarbejdning.

Udviklingsarbejdet startede i 1996 og fokuseredes hurtigt på den økonomisk vigtige torsk, der i disse år er under et stort pres fra såvel miljøet som fiskerierhvervet. I 1996 var torskefiskeriet i Nordatlanten med 1,3 millioner tons årligt verdens niendestørste fiskeri, som skabte arbejdspladser til et 5-cifret antal mennesker såvel til vands som til lands.

Fiskepresset var imidlertid så hårdt, at torskefiskeriet på bankerne ud for Newfoundland pludselig var en saga blot. Trods efterfølgende totalfredning af torskene er 30.000 mennesker stadig arbejdsløse, da torskebestanden helt enkelt ikke kan komme sig. Så langt har den været fisket ned.

Nu frygter man som bekendt for, at det samme er ved at ske i Nordsøen – forårsaget af EU’s store fiskerinationer, hvortil også Danmark hører. Fiskeriet er derfor underlagt skrappe bestemmelser, som imidlertid ikke ser ud til at være skrappe nok.

Under alle omstændigheder fik dette hurtigt interessen for den nye DNA-teknik fokseret på torskene i Nordsøen. – For hvorfra kom de? – Var der forskellige bestande, som gydede på forskellige steder? – Og blandede de sig siden som laksene på opvækstpladserne?

Det har længe været kendt, at torsken fra Island vandrer nordpå til Grønland for at gyde. Torskelarverne følger siden passivt Irmingerstrømmen tilbage til Island, hvor de siden vokser op.

Det har også længe været kendt, at der i mange norske fjorde findes meget isolerede torskebestande, som lever hele deres liv på meget afgrænsede områder. Torsk er altså ikke bare torsk, men kan opføre sig meget forskelligt og træffes på mange forskellige steder i løbet af deres livscyklus.

DNA med forskelle

Det er komplicerede forhold som disse, der gør det svært at fastsætte fiskekvoter på et solidt grundlag. Fiskere og biologer har da også i årevis skændtes om kvoternes størrelse. Fiskerne siger, at de kan fange lige så mange torsk, det skal være. Så mange er der, og derfor er der ingen grund til små kvoter.

Biologerne derimod kan fortælle, at bestanden af gydemodne fisk – dem, der skal føre slægten videre – er under det kritiske niveau, der skal til for at opretholde bestanden, og har været det længe.

Men da man hidtil ikke har kunnet fastslå, hvorfra fangsterne kommer, og hvilke bestande fiskene tilhører, har dette slagsmål været frugtesløst.

Indtil nu, forhåbentlig. Med den nyudviklede teknik er det nemlig lykkedes at isolere og identificere DNA-materiale fra de tre hovedbestande af torsk i Nordsøen. Det viste sig hurtigt, at netop torsken er meget velegnet til den nye DNA-analyse.

Under udvikling af metoden indsamlede biologerne materiale fra torskebestande i Barnetshavet, Nordsøen og Østersøen. Deres DNA er nemlig så forskellig, at man i dag – ud fra test af blot 3-5 fisk – med sikkerhed kan bestemme, hvorfra en given torskefangst stammer.

Fiskerne kan nu ikke længere påstå, at fiskene stammer fra et andet område end det, de blev fanget i. Det kan en DNA-test hurtigt fastslå.

Samtidig kan biologerne nu fastslå, om der i et givet område findes torsk af flere forskellige stammer. Torsk, hvoraf nogle måske stammer fra truede bestande, som ikke tåler befiskning. Eller torsk af en særligt livskraftig stamme, som godt kan tåle et rimeligt fiskepres.

Erfaringerne fra Newfoundland viser med al ønskelig tydelighed, at en bestand aldrig må fiskes helt i bund. Da kan den være så langt nede, at den helt enkelt ikke kan retablere sig, menmåske er tabt for altid. En værdifuld ressource er dermed gået tabt, hvilket jo på lidt længere sigt er et kolossalt spild.

Andre fiskearter

Også andre fiskearter end lige den økonomisk vigtige og økologisk truede torsk kan identificeres med den nye DNA-metode. Således har man allerede udviklet metoden til at omfatte laks, ørred og snæbel.

Man har i vid udstrækning brugt den til at skelne mellem oprindelige vildlaks og så undslupne tamlsks fra fiskeopdrættet, der blander sig med vildlaksene på gydepladserne og dermed forårsager en genetisk udvandning af den oprindelige vildlaks’ arvemateriale.

Det var også den nye DNA-metode, der for nogle få år siden kunne fastslå, at der – i modsætning til, hvad mange mente – stadig findes rester af oprindelige vildlaks i flere vestjyske vandløb. Som derfor nu er underlagt speciel beskyttelse og bevågenhed.

Man har også brugt metoden til at skelne mellem forskellige bestande af pighvar i Nordsøen og Østersøen. Netop pighvarren er kendt for at være ganske stedbundet, men alligevel finder der i grænseområderne en del opblanding af stammerne sted.

Det har da også vist sig at være omkring dobbelt så svært at skelne mellem forskellige bestande af pighvar som mellem forskellige bestande af torsk. Således kræves der et større antal pighvarrer for en sikker bestemmelse.

Alligevel kan man med 80% sikkerhed henføre en enkelt testet pighvar til dens oprindelse. Hvilket egentlig er ganske godt klaret. Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi her står med en ny metode, der i fremtiden kan få meget stor betydning for fiskeribiologien. Som kan gøre det muligt at fastsætte kvoter for forskellige fiskearter på et grundlag, som selv erhvervsfiskerne må bøje sig for!

Det kan man da kalde et fremskridt, og det kan vi som danskere da være ganske stolte af. Fremover forventes det nemlig, at samtlige marine fiskearter af interesse vil kunne bestemmes efter den nye DNA-metode.

© 2002 Steen Ulnits

175 tons iltslugende gylle fossede ud af biogasanlægget i Spørring, og en stor del fortsatte videre ud i Gudenå-systemet. Alle fisk i Spørring Å og over halvdelen af alle fisk i Lilleåen døde. En beklagelig fejl, siger Århus Kommune, som Århus Amt nu har meldt til politiet.

“Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt”. Sådan lyder det i sangen, og sådan gik det med et ellers godt initiativ, som Århus Kommune har stået for ­ biogasanlægget ved Spørring nord for Århus, der modtager gylle fra områdets landmænd og omdanner det til nyttig biogas.

Men anlæggets ledelse har ikke vist sig sit store ansvar bevidst. Således gik det helt galt tirsdag den 23. april, hvor man på biogasanlægget var i gang med at tømme fire store tanke for afgasset gylle, som siden skulle afleveres til landmændene ­ udspredning på og gødning af markerne.

Normalt sker denne oppumpning manuelt og under overvågning, da automatikken på anlægget ellers vil stoppe, når gylleniveauet i en tank bliver for lavt til at opretholde biogasproduktionen. Den manuelle pumpe var imidlertid ikke i orden efter en reparation, hvorfor medarbejderne åbnede en såkaldt bypass-ventil, så landmændene alligevel kunne få derfes afgassede gylle.

Glemt bypass-ventil…

Da pumpen siden blev ordnet, glemte man den åbnede bypass-ventil. Det bevirkede, at pumpen fortsatte med at pumpe gylle til den tank, som landmændene får deres afgassede gylle fra. Denne afhentning stoppede imidlertid efter fyraften, hvor anlægget blev kontrolleret. Alt fungerede efter hensigten ­ blot overså man endnu engang den åbne bypass-ventil.

Imidlertid gik den overordnede alarm til Århus Kommunale Værkers driftscentral klokken 22 aften ­ blot hjalp det automatiske stop af driften intet, da bypass-ventilen jo stadig stod åben. Og blot var der ingen, som bemærkede alarmen, førend en medarbejder klokken 05 morgen ankom til anlægget som første mand. Gyllen fossede derfor ud af anlægget fra klokken 22 tirsdag aften til klokken 5 onsdag morgen.

Den pågældende medarbejder vurderede imidlertid, at der var tale om et mindre udslip ­ som man i parentes tidligere har haft nogle stykker af ­ og han slog derfor ikke storalarm. I stedet rekvirerede han blot en slamsuger.

Efter tre timers slamsugning gik det endelig op for ham, at udslippet var langt større end antaget. En stor del af gyllen havde da allerede fyldt en grøft langs motorvejen mellem Århus og Randers. Herfra løb gyllen videre til et markdræn, man intet kendte til på anlægget. Drænet havde direkte afløb til Spørring Å ­ et lille tilløb til Lilleåen, der igen er et tilløb til Gudenåen.

Først klokken 08.40 kontakter anlægget Århus Amt, men der opstår en misforståelse, så ingen stiller videre til Århus Kommunes miljøvagt. Først ved 10-tiden ankommer amtets folk til anlægget, og først da kontaktes kommunens miljøvagt samt Århus Brand- og Redningsvæsen.

175 tons gylle slap ud

Resultatet blev, at 175 tons iltslugende gylle fossede ud af biogasanlægget i Spørring, og en stor del fortsatte videre ud i Spørring Å. Her brugte det hurtigt al ilten i vandet, hvorved fisk i tusindvis blev kvalt.

Århus Kommune meddelte siden, at der kun slap 15 tons gylle ud i Spørring Å. De øvrige 160 tons lykkedes det nemlig den tilkaldte slamsuger at samle op. Siger i hvert fald Århus Kommune.

Århus Amt vurderede imidlertid ­ baseret på en prøvetagning i Spørring Å efter forureningen – at 172 tons gylle slap ud i vandsystemet. Altså godt og vel ti gange så meget, som Århus Kommune påstår.

Fronterne blev siden trukket kraftigt op. Århus Amt har ifølge loven den overordnede tilsynspligt med Århus Kommune, som på sin side er ansvarlig for driften af biogasanlægget.

Århus Amt anmeldte dernæst Århus Kommune til politiet. Århus Kommune bestred atter amtets tal og undersøgte siden, om nogle af medarbejderne på biogasanlægget kunne gøres personligt ansvarlige for udslippet. Amtet politianmeldte kommunen, idet amtets miljøgodkendelse af biogasanlægget krævede en døgnovervågning af driften ­ netop af hensyn til risikoen for udslip.

Imidlertid blev anlægget ombygget i 2001, og siden ombygningen var den krævede døgnovervågning ude af drift. Overvågningen blev varetaget af en bærbar computer, som blev tilset hjemmefra af udvalgte medarbejdere i stedet for at være placeret den hos døgnbemandede Århus Kommunale Værker. Hvilket altså var den indirekte årsag til det store udslip.

Havørreder halveret…

Såvidt de juridiske aspekter af gylleudslippet. De rent biologiske konsekvenser af udslippet var ifølge besigtigelse og elfiskeri foretaget af Århus Amt en total udryddelse af ørredbestanden i Spørring Å og en reduktion af ørredbestanden i Lilleåen på 50-80%.

Til orientering er Spørring Å et vigtigt gydevandløb for bækørreder fra Lilleåen, der igen er det vigtigste gydevandløb for havørrederne i Gudenåen.

Mere end halvdelen af alle Gudenåens mange havørreder vandrer op i Lilleåen for at gyde. Det drejer sig om 6.000 gydemodne havørreder, der leverer et årligt nedtræk af 2- års ørredsmolt på over 30.000 fisk. Lystfiskere ved Gudenåen og Randers Fjord kan derfor se frem til nogle pauvre år, hvad havørreder angår, inden bestanden atter har retableret sig.

Århus Kommune kan tilsvarende se frem til en erstatningssag fra såvel Århus Amt som lystfiskerinteresser ved Lilleå og Spørring Å. Altsammen på grund af en uansvarlig ledelse af biogasanlægget, der tidligere er idømt bøder for mindre udslip.

© 2002 Steen Ulnits

Columbia River er et af de vigtigste vandsystemer for stillehavslaksene i Nordamerika. Men hårdt ramt af dæmningsbyggeri.

Den vestvendte Columbia River, der løber nær grænsen mellem USA og Canada, er et af verdens absolut største vandsystemer.

1.243 miles er der fra udspringet i Canada til udløbet i Stillehavet, og det samlede afstrømningsområde er på størrelse med hele Frankrig. Floden gennemløber undervejs syv stater i USA og én provins (BC) i Canada.

Columbia River er også et af de vandsystemer, der gennem tiderne har betydet mest for dels de oprindelige beboere i Nordamerika, indianerne, dels nybyggerne og deres kolonisering af “The Wild West”.

Indianerlaks

Oprindelig var indianerne langs Columbia River og dens mange tilløb helt afhængige af den årlige opgang af stillehavslaks. Dem fangede de i net og med spyd ved naturlige fald som Sherars Falls og Kettle Falls, hvorefter fangsten blev tørret til vinterforråd.

Man regner med, at der dengang hvert år vendte 10-15 millioner stillehavslaks tilbage til Columbia River for at gyde og dermed sikre slægtens beståen. De største kongelaks, der vandrede op i juni og vejede 20-30 kg, tog hele vejen op til udspringet i Canada. En rejse på imponerende 1.000 miles.

Siden blev den massive lakseopgang i Columbia River grundlaget for et erhvervsmæssigt fiskeri af dimensioner. Således blev der i 1880-1890 årligt landet 43 mio. lbs. stillehavslaks og havvandrende regnbueørreder (steelheads) ved mundingen af den store flod.

I 1930’erne – før de første store opstemninger og dæmningsbyggerier langs Columbia River – blev der stadig landet omkring 25 mio. lbs. laks og ørreder årligt. Mennesket havde således gjort et mærkbart indhug i bestanden med sit fiskeri, men stadig var producenten – Columbia River med de endnu intakte gyde- og opvækstpladser – intakt.

Grand Coulee Dam

Sådan er det ikke længere. I dag er fiskebestanden i Columbia River med tilløb blot en skygge af tidligere tiders. Det skyldes bygningen af 14 gigantiske opstemninger på Columbia River’s hovedløb samt mere end 250 andre opstemninger på tilløbene. Byggerier, som alle – trods store fisketrapper – har ødelagt gydepladserne eller hindret gydefiskene adgangen til dem.

Således udraderede bygningen af den gigantiske Grand Coulee Dam i 1941 med ét slag den stamme af kæmpestore kongelaks, som gydede længst oppe i Columbia River. Flodens øvrige fisk mistede ved samme lejlighed adgangen til 1.000 miles produktivt vandløb, da Grand Coulee Dam er 550 fod høj og fra starten ingen fisketrapper havde.

Opstemningen af Columbia floden skabte samtidig den 150 miles lange Franklin Roosevelt Lake, der fungerer som vandmagasin for Grand Coulee’s næsten ufatteligt store turbiner.

Fiskebestanden ligger derfor nu i respirator og opretholdes udelukkende ved millionstore udsætninger af lakseungfisk, hvoraf mange fragtes nedstrøms i store, specialbyggede flåder – uden om de utallige opstemninger, som byggedes i sidste halvdel af det netop forgangne århundrede.

Uden denne flådning ville langt de fleste fisk dø undervejs – ødelagt af en sprængt svømmeblære under passage af turbinerne, kvalt af dykkersyge i det kvælstofovermættede bundvand, som lukkes ud af opstemningerne, eller ædt af rovfisk i og neden for vandmagasinerne.

20% vildfisk tilbage

Fiskeribiologerne regner med, at fiskebestanden i Columbia River i dag maksimalt består af 20% vildfisk. De resterende 80% er tamfisk opdrættet i dambrug.

Årligt udsættes op mod 100 millioner laksesmolts som kompensation for de mistede gydepladser. Heraf flådes 15-20 millioner uden om de farlige opstemninger.

Men trods en 98% overlevelse under flådningen nedstrøms er det gennem årene aldrig lykkedes at nå op over de 2% tilbagevendende gydemodne fisk, som er det absolutte minimum for fiskebestandens opretholdelse. Under 1% af tamfiskene vender tilbage. De klarer sig simpelthen ikke godt nok i den frie natur.

Så går det langt bedre med overlevelsen hos de relativt få tilbageværende vildfisk. Det ses tydeligt på den frit flydende del af hovedløbet, der findes nær Hanford Site i staten Washington.

Her blev der under Anden Verdenskrig og frem til den kolde krigs afslutning i 1989 udviklet plutonium til fremstilling af atomvåben. Her har man gennem årene deponeret ikke mindre end 200 millioner liter radioaktivt spildevand, hvoraf en ukendt del er lækket til omgivelserne.

Således regner man med, at der i dette område findes et areal på 160 km2, som er forurenet med det radioaktive spildprodukt tritium, men dette til trods huser netop denne strækning af hovedløbet den suverænt største bestand af vilde stillehavslaks.

Omkring 30.000 laks vender hvert år tilbage for at gyde netop på denne strækning, hvilket fik ekspræsident Clinton til at frede den 51 miles lange strækning og dermed friholde den for fremtidig udbygning. Strækningen blev helt enkelt erklæret et “National Monument”.

Slangen i Paradiset

Man regner med, at omkring en tredjedel af samtlige fisk i Columbia River vandsystemet oprindeligt kom fra Snake River, der med sine 1.038 miles er det længste tilløb til den store Columbia.

Snake River har sit udspring i Yellowstone National Park og løber på sin vej mod Columbia River gennem store øde områder. Den har fra naturens hånd de bedste gyde- og opvækstbetingelser for laksefiskene og huser da også stadig størsteparten af de kun 200.-300.000 tilbageværende vildlaks i hele vandsystemet.

I 1950 var der stadig en bestand af vildfisk på omkring 130.000 individer, men efter dæmningsbyggerier så sent som i 60’erne og 70’erne er bestanden nu decimeret til 15.000 fisk.

Denne dramatiske reduktion skyldes primært bygningen af fire mindre dæmninger på den nedre del af Snake River – dæmninger, som ganske vist producerer elektricitet via vandkraft, men hvis opstemninger primært bruges som transportveje for landbruget, der her flåder deres afgrøder afsted til absolut lavpris.

Det er landområder, hvor der primært dyrkes hvede og kartofler til amerikanske pommes frites – French fries.

Det er således en mindre del af befolkningen omkring Snake River, der er afhængige af eller profiterer på opstemningerne. Og derfor er der nu folk på barrikaderne, som foreslår netop de fire seneste dæmninger på Snake River fjernet, så laks og ørreder atter kan befolke dette oprindeligt så produktive vandløb. 140 miles vandløb vil da atter blive tilgængeligt for laksefiskene.

– Fish or French fries?

En meningsmåling viste for nylig, at 40% af lokalbefolkningen går ind for en sådan fjernelse af dæmningerne med efterfølgende genskabelse af vandløbet. 40% er klart imod, mens 20% ikke ved, hvad de skal mene. Fifty-fifty altså i spørgsmålet “Fish or French fries?”

Army Corps of Engineers – USA’s svar på Hedeselskabet – har estimeret, at en nedlæggelse af disse dæmninger vil koste omkring 3.000 fuldtidsjobs og skabe 2.300 andre fuldtidsjobs samt over 20.000 jobs af kortere varighed. Rent samfundsøkonomisk er der således ingen reel grund til at holde sig tilbage fra en fjernelse. Spørgsmålet er i dag af ren politisk karakter.

En af ekspræsident Bill Clinton’ sidste handlinger var, da han i december 2000 afsatte 7.8 milliard dollars til en delvis restaurering af Kissimmee floden, der gennemløber størsteparten af Everglades i Florida.

Her er det sukkerdyrkerne, der har opstemmet floden og i dag bruger så stor en del af vandet – 1.7 milliarder gallons om dagen – at Florida Bay nu er ved at kvæles i giftige kemikalier og algeblomst. Landbruget, som i lighed med sagen ved Snake River er ved at tage livet af et vigtigt økosystem.

Heldigvis ser det dog nu til, at vinden er ved at vende – at befolkningen nu er ved at indse det uholdbare i et fåtal farmeres mishandling af naturen for ussel mammons skyld. Så måske kan også Snake River få noget af det liv tilbage, som kartoffeldyrkerne har taget fra den.

Uheldigvis har USA så i mellemtiden i George Bush fået en ny præsident, der gør alt for at sabotere retablering af miljøet…

© 2001 Steen Ulnits