Under denne overskrift viste TV i 1998 en udsendelse om den kolossale støtte, som dansk landbrug modtager – via danske skatteborgere og tilskud fra EU. I denne lange artikel er samlet en række notitser om det danske landbrug i perioden 1998-2002.
Samlet betaler hver eneste dansker årligt kr. 2.000 i støtte til det danske landbrug. Og da der hele tiden bliver færre, men større landbrug i Danmark, er det betragtelige tilskud, det enkelte landbrug modtager – fra nogle få hundrede tusinde kroner for de mindste bedrifters vedkommende til mere end fire mio. kroner årligt for de største…
Og til trods for de kolossale tilskud er fødevarer i EU dyrere end udenfor. Eksempelvis koster 1 kg ost i EU dkr. 28,- , mens det fra New Zealand (som ingen landbrugsstøtte har) koster dkr. 13,-. Men inden ostene havner i Brugsens køledisk, koster de det samme. Det sørger en speciel EU-importtold for.
– Skal landbrugsstøtten afskaffes?
3. maj 1998
I New Zealand, som i lighed med Danmark er et landbrugsland med stort “L”, havde man indtil for få år siden en statsstøttet landbrugsproduktion. Den havde man imidlertid ikke råd til at videreføre, så man tog skridtet fuldt ud og afskaffede den. Med det resultat, at landbruget blomstrede op og produktionspriserne faldt! Kun nogle få landbrug klarede ikke omstillingen til markedsøkonomi.
– Kun folk fra Danmark spørger, om landbrugsstøtten skal afskaffes!
Så klart udtrykkes det af den daværende premierminister, der var medvirkende til afskaffelsen af landbrugsstøtten i New Zealand.
Den massive landbrugsstøtte har nemlig adskillige meget uheldige bivirkninger. For det første virker den som en slags sovepude for bønderne, der nu ikke længere behøver vende hver en femøre for at få tingene til at løbe rundt.
Det resulterer igen i højere priser på gødningsstoffer, foder, medicin og maskinel. Samt en maskinpark, der bliver nyere, dyrere og større hele tiden. For der kommer jo hele tiden tilskud, og det hele kan jo afskrives. Til sammenligning er maskinerne både ældre og mindre på New Zealand, hvor man må reparere tingene i stedet for blot at skifte dem ud til nye hele tiden.
Den masive landbrugsstøtte resulterer også i flere penge til jordkøb og deraf følgende højere jordpriser. De højere jordpriser gør det sværere for yngre og mere økologisk orienterede landmænd at komme til og favoriserer i stedet den industrialiserede stordrift, som bestemt ikke er økologisk. Men som kræver masser af gødning og gift for at give det optimale afkast. Og som leverer omkring 75% af al den kvælstof, der idag løber ned i grundvandet og ud i vore søer og fjorde. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge.
Jordopkøb og lukning af landbrug
3. maj 1998
Dagens høje jordpriser er i høj grad medvirkende til, at der hver dag lukkes 6-7 mindre danske landbrug – landbrug, hvis jord købes op af storbønder, der har brug for jorden til at sprede overskydende gylle fra deres svineproduktion.
Den massive landbrugsstøtte gør det også favorabelt at masseproducere de afgrøder, som EU her og nu giver den største støtte til – i stedet for at lade produktionen følge efterspørgselen. Det er derfor, at vi forbrugere idag råber på flere økologiske produkter, men ikke kan få dem. Landbruget ønsker helt enkelt ikke at producere dem – de ønsker ikke at foretage den fornødne omstilling til en mere nænsom økologisk produktionsform. De vil fortsætte med tilskuddene fra EU.
Heldigvis er der dog enkelte landmænd, der tør stå frem og sige, at de finder forholdene dybt beklagelige og utilfredsstillende. At de ville føle en langt større tilfredsstillelse, om de fik lov til at klare sig selv og producere til priser, der er konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Hvis de fik lov til at udvise det højt besungne “landmandskab”, som de påberåber sig.
Det er EU-politikerne langsomt ved at få øjnene op for. Ikke fordi EU ønsker økologisk landbrug. Nej, i EU må man se i øjnene, at man helt enkelt ikke kan fortsætte den massive landbrugsstøtte, når vi nu får et landbrugsland som Polen med i unionen. Et land med masser af landmænd, der kan levere masser af billige landbrugsprodukter.
Så “Bønder på Støtten” er forhåbentlig snart en saga blot. Så vi slipper for en branche, der på den ene side påberåber sig at være et liberalt erhverv med store frihedsgrader – og på den anden råber på stedse flere og større tilskud til en urentabel overproduktion, der har vist sig dødbringende for vandmiljøet.
Præst prædiker om død fjord
29. juni 1998
Sognepræst Knud Erik Lægsgaard, som mange så på TV sidste sommer, da han prædikede om menneskets grådighed i forbindelse med Mariager Fjords død, blev ikke populær blandt de lokale landmænd. Dem, der ifølge Nordjyllands Amt havde og har 77% af skylden for fjordens død.
Disse landmænd blev nemlig så utilfredse med, hvad præsten prædikede, at de klagede til hans foresatte og beskyldte ham for embedsmisbrug. De anklagede ham for i DR-Journalens udsendelse “Dagen efter Dommedag” at promovere egne meninger iført fuldt ornat.
Provst Søren Ruager og hans foresatte, biskop Kjeld Holm – har nu meldt tilbage. Provsten gav præsten en formaning om i fremtiden at holde prædiken og debat klart adskilt – og kun pleje forsigtig omgang med medierne. Biskoppen derimod frikendte sin præst, hvis prædiken han ikke havde noget at udsætte på. Og præsten selv føler sig ikke misbrugt af DR.
Fortaleren for de klagende, landmand Helge Ribe, blev først forbavset – siden gal, skriver Jyllands-Posten. Han mener ikke, at man som landmand går i kirke for at blive skældt ud.
– Måske så mange landmænd blot går i kirke for at få syndsforladelse? – Aflad for at have aflivet Danmarks måske smukkeste fjord?
Bræmmer ved bredden…
21. september 1998
I 1992 – som opfølger til og forstærkning af vandmiljø-handlingsplanen fra 1986 – vedtog Folketinget, at der langs samtlige danske vandløb skulle være en 2 meter bred dyrkningsfri bræmme.
Bræmmen skal dæmme op for den store udvaskning af næringssalte, der ellers sker fra de dyrkede og gødede marker. Næringssalte, som siden havner i søer og fjorde, hvor de medfører algeblomst, iltsvind og i værste fald bundvendinger som dem, vi sidste år så ved Mariager Fjord. Her stammer 77% af det udledte kvælstof fra netop landbruget.
Landbruget opponerede straks mod den nye bestemmelse, der ikke gav lodsejeren nogen form for økonomisk kompensation. Deres organisationer beregnede, at de dyrkningsfrie bræmmer ville påføre landbruget et tab på 300 mio. kroner i form af tabte jordværdier. Samt 30 mio. kroner i faldende høstindtægter.
Manglende interesse for miljøet eller stor interesse for egen økonomi har lige siden lovens vedtagelse gjort, at bønderne de fleste steder stadig pløjer, gøder og dyrker deres marker helt ned til vandløbene. Med den store udvaskning af næringssalte til vandmiljøet, som denne praksis ifølge de seneste undersøgelser medfører.
Landbruget tabte i første omgang sagen ved Landsretten, som fandt det helt legalt, at landbrugerne ikke skulle have kompensation for de mistede 2 meter. Sagen blev derfor anket til Højesteret, som idag fældede den endelige dom i sagen – 6 år efter lovens vedtagelse i Folketinget.
Højesteret besluttede, at der ikke var eller er tale om ekspropriation. Højesteret fremhævede, at indgrebet for de allerfleste landmænd ikke har nogen væsentlig betydning. Retten kaldte samtidig loven for “velbegrundet”, idet en fortsat dyrkning af vandløbsnære områder betyder en “væsentlig forøgelse af risikoen for forurening af vandløb med betydelige rensningsudgifter til følge”.
Med andre ord: Højesteret mener ikke, at landbruget fortsat skal have lov til at påføre det øvrige samfund millionstore udgifter til vandrensning. Der er langt om længe trukket en streg i sandet, og den går altså 2 meter fra bredden af vandløb og søer. Som det blev vedtaget af hensyn til vandmiljøet allerede i 1992.
Med Højesterets endelige afgørelse er der nu lagt op til, at amter og kommuner kan gribe til politianmeldelse og bødestraffe for at holde landbruget de lovbefalede 2 meter væk fra vandløb og søer.
Landbruget klager – igen
15. december 1998
Det danske landbrug er kendt for sin klagesang, og nu lyder den igen. Denne gang klager man over, at der nu skal betales et gebyr på markvanding – som om det øvrige samfund ikke også må betale for sit eget vandforbrug.
Landbruget er utilfreds med, at man ikke blot skal finansiere små 500 mio. kroner til den nye vandmiljø-handlingsplan II. Man skal også erlægge en årlig markvandingsafgift de næste ti år på knap 20 mio. kroner – penge, som er øremærket til kortlægning af særligt sårbare grundvandsområder. Områder, som skal beskyttes særlig godt mod nedsivende nitrat og pesticider fra landbruget, der kunne true drikkevandsforsyningerne.
Landbruget klager som sagt sin nød, men får næppe medhold fra politikerne på Christiansborg i denne omgang. Markvandingsgebyret er nemlig en del af det seneste finanslovsforlig. Heri indgik ikke kun regeringen, men også flere borgerlige partier. Selv bøndernes traditionelle støtteparti, Venstre, var med i forliget. Miljøminister Svend Auken udtaler da også, at afgiften derfor ikke burde komme som nogen overraskelse for landbruget – når nu de selv har været med til at stemme for den.
Man må således konstatere, at landbruget endnu engang ikke ønsker at være med til at betale for den kostbare forurening, de konstant påfører det øvrige samfund. Endda til trods for, at de fik grundskylden nedsat til maksimalt 8 promille – mod nu helt op til 28 visse steder.
Færre sprøjtemidler og mere natur
26. marts 1999
Det af miljøministeren nedsatte “Bichel-udvalg” (navngivet efter den tidligere formand for Danmarks Naturfredningsforening, Svend Bichel) har netop afleveret en næsten 1.000 sider stor rapport om brugen af sprøjtegifte i dagens Danmark.
Konklusionen er klar og tydelig og ikke til at misforstå: Fremtiden kræver færre sprøjtemidler, mere økologisk landbrug og større sprøjtefri zoner langs søer og åer. 10-12 meter zoner foreslås helt konkret. Ellers er det drikkevandet, der snart er udrikkeligt. Som i så fald skal gennem en meget kostbar rensning, førend det kan lukkes ud gennem vore vandhaner. Og ellers vil der i vandmiljøet ophobes så store koncentrationer af sprøjtegifte, at det kan true ikke mindst forplantningen.
Allerede i dag er det så slemt, at 33% af alle vandprøver fra de øvre vandlag indeholder så mange rester af sprøjtegifte, at grænseværdierne for drikkevand er overskredet. Samtidig indeholder hele 13% af prøverne fra grundvandet også flere sprøjtegifte end tilladeligt. Og antallet stiger støt.
– Landbruget må rammes på pengepungen, mener ikke mindst SF.– Ellers sker der aldrig noget. Denne skepsis dokumenteres desværre af, at landbruget slet ikke har levet op til den Pesticid-handlingsplan, som fulgte med den oprindelige Vandmiljø-handlingsplan helt tilbage i 1987. Ifølge den skulle det årlige antal sprøjtninger, som danske landmænd udsætter deres marker for, idag være faldet til 1,3 sprøjtninger årligt. I stedet er den her på kanten til årtusindskiftet hele 2,5 – næsten det dobbelte…
Der skal tydeligvis tvang til, førend det danske landbrug makker ret. Mere end ti års frivillighed har ikke battet meget. Og det til trods for, at 2/3 af danske landmænds disponible indkomst idag består af tilskud fra EU. Således har den typiske danske landmand en disponibel indkomst på 206.000 kroner, hvoraf de 133.000 stammer fra EU’s forskellige markedsordninger. Altså er 65% EU støtte og kun 35% egen indtjening.
Man må derfor glæde sig over, at den fremtidige EU-støtte til landbruget i langt højere grad vil komme til at afhænge af de miljømæssige tiltag, som den enkelte landmand kan dokumentere.
Mere økologi og mindre forurening
26. marts 1999
Det af Folketinget nedsatte Bichel-udvalg har udført et grundigt stykke arbejde. Ikke blot har de konkluderet, hvad der bør gøres for at redde det danske miljø og ikke mindst grundvandet for en katastrofal forurening med giftige sprøjtemidler. De har også regnet på, hvad det egentlig vil koste det danske samfund at mindske eller helt udelade brugen af sprøjtegifte.
Det danske landbrug kunne – helt uden omkostninger for samfundet – nedsætte antallet af årlige sprøjtninger fra de nuværende 2,5 til 1,5. Det vil overhovedet ikke koste nogen noget – bortset naturligvis giftfabrikanterne, som vil miste indtægter på grund af en 34-49% reduktion i antallet af sprøjtninger.
De øvrige tal fra rapporten er også til at føle på:
En 80% reduktion af marksprøjtningerne vil koste samfundet 3,1 milliard kroner.
En 100% reduktion af sprøjtningerne vil koste samfundet 7,3 milliarder kroner.
En total omlægning til økologisk landbrug vil koste 11-26 milliarder kroner.
Heri er dog slet ikke medregnet den gevinst og de ekstraindtægter, som dansk landbrug ville kunne oppebære, dersom man er først med at kunne levere de økologiske og giftfri landbrugsprodukter, som en stigende del af EU’s befolkning allerede nu efterspørger. For slet ikke at tale om den vanskeligt definerbare værdi, som et bedre miljø vil have – i form af flere dyr og planter.
En nylig Gallup-undersøgelse, som det politisk uafhængige Naturråd havde bestilt, viste klart, at befolkningen i høj grad frygter for netop landbrugets forurening af drikkevandet med deres store forbrug af sprøjtegifte.
– Så hvorfor går det danske landbrug ikke selv aktivt ind i problematikken og tager egne initiativer til at reducere forureningen? – Hvorfor modarbejder de det ligefrem? Havde de blot overholdt den gældende Pesticid-handlingsplan fra 1987 (se ovenfor), ville alting have set meget lysere ud. Nu skal der i stedet forbud og afgifter til for overhovedet at komme videre. Det er for dårligt.
Svindel med svin
7. februar 2000
De danske bønder, som satser stort på svineavlen, har fundet et smuthul, så den nye Vandmiljø-handlingsplan II heller ikke kommer til at virke: De har nemlig fundet ud af at splitte deres bedrifter op i mindre enheder, så de også fremover kan øge produktionen af svin – og gylle til vandmiljøet…
Det fortæller dagbladet Politiken. Skal en svineavler i dag øge sin produktion – uden at undgå en belastende VVM-undersøgelse over effekten på miljøet før en mulig godkendelse – fordeler han blot produktionen på flere mindre gårde, som hver især har under de lovbefalede 250 dyreenheder. På den måde kan myndighederne ikke hindre en stigning i produktionen og de deraf følgende gylleproblemer.
I 80’erne blev der produceret omkring 10 millioner svin årligt på danske svinefarme. Sidst i 90’erne var produktionen helt oppe på 20 millioner, og her i det første årti af det nye årtusinde forventes den at runde 25 millioner.
Problemet med de mange svin er den stærkt stigende mængde gylle, som skal fordeles på et stedse mindre landbrugsareal. Det giver store og støt stigende problemer med overskydende næringssalte, som vaskes ud i grund- og overfladevand. Næringssaltene ender til sidst i vandmiljøet, som nu kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.
Men ikke nok med at næringssalte fra gyllegødede marker havner i grund- og overfladevand. En meget stor del – større end man hidtil har regnet med – havner i atmosfæren, hvorfra den så regner ned over det ganske land.
Det betyder allerede i dag – med den nuværende gylleproduktion og belastning – at store dele af Danmark overgødes med kvælstof fra luften. Ikke mindst i det magre og sandede Vestjylland er dette allerede et stort problem, idet den megen luftbårne gødskning af jorden ødelægger livsbetingelserne for de oprindelige plantearter, som findes netop her.
Indtil videre er det danske landbrug sluppet for afgifter på denne luftbårne forurening fra husdyravlen. Men det varer næppe ved, idet man i Holland allerede i 1998 tog hul på en grøn afgift på denne hidtil meget oversete forurening. Med stort held, omend det tog de hollandske politikere næsten ti år at tage problemet tilpas alvorligt.
Afgiften lægges på den mængde kvælstof, der “tabes” til atmosfæren. Den hollandske afgift har ikke givet mange penge i bødekassen, men den har haft som effekt, at landmændene i dag udnytter staldgødningen langt bedre end tidligere – med et markant mindre spild til følge.
Må vi bede om noget tilsvarende herhjemme, hvor mange landmænd helt bevidst ikke ønsker at gøre noget for miljøet. Store svineproducenter omgår som sagt gældende regler, så de endda kan øge forureningen fra husdyrholdet.
Landbruget i dialog
18. september 2000
Vandmiljø-handlingsplan II, som udløber i 2003, skal med et fint ord “midtvejsevalueres” inden jul i år. Da skal eksperter, embedsmænd og politikere tage stilling til, om planen har virket efter hensigten, eller om der er brug for yderligere opstramninger. Vandmiljø-handlingsplan II kom jo til verden, da den oprindelige viste sig utilstrækkelig over for landbruget.
Nu har Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke foreslået, at uafhængige eksperter skal vurdere, om den nye handlingsplan har fungeret godt nok på kvælstofområdet – landbrugets ømmeste punkt. Gæmelke foreslår i den forbindelse, at miljøministeren nedsætter et udvalg svarende til det såkaldte “Bichel-udvalg”.
Dette udvalg er for øvrigt opkaldt efter den tidligere præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), Svend Bichel, der som den hidtil eneste herhjemme formåede at få totalt modstridende interesseorganisationer til at enes. Således fik han jægere og fuglefolk til at være i samme stue!
Peter Gæmelke er godt klar over, at et sådant uafhængigt ekspertpanel meget vel kan nå til den konklusion, at der skal strammes yderligere op over for landbruget. Men han mener, at nødvendige opstramninger alligevel vil komme – før eller senere – så hvorfor ikke få det overstået snarest muligt.
I Folketinget er man positivt stemt over for nedsættelsen af et sådant uafhængigt ekspertudvalg. Dog mener de radikales miljøordfører, at det ikke må medføre en udsættelse af løsningen på landbrugets ammoniakudslip til atmosfæren. Det har højeste prioritet, hvilket også DN tidligere har udtalt.
Rart, såfremt landbruget nu er mere velvilligt stemt over for en konstruktiv dialog. Men endnu bedre, hvis vi også ser konkrete resultater.
Svin ved Esrum Sø
24. juli 2000
De kongelige har i mange år holdt til ved den nordsjællandske Esrum Sø – med udgangspunkt i det smukke Fredensborg Slot.
Nu ser det imidlertid ud til, at også de må til at leve med en forøget stank af gylle. I hvert fald har højrefløjen i Frederiksborg amtsråd – med Venstres amtsborgmester i spidsen – vedtaget et tillæg til regionsplanen, som gør det muligt for en gårdejer ved Esrum Sø at udvide sin svineproduktion med små 400 svin.
Den pågældende svineavler skal dog samtidig tage 70 hektar af sin jord ned til søen ud af gyllespredningsområdet. Det samlede resultat skulle derefter – ifølge forvaltningen – blive en øget udledning til Esrum Sø på under 1%. Som om det ikke allerede var 1% for meget.
Det er tvivlsomt, om andre partier end netop landbrugspartiet Venstre her i år 2000 ville have godkendt en yderligere forurening af en af landets smukkeste søer.
Skal der kompenseres for den øgede forurening fra svineproduktionen, vil det koste de tre omkringliggende kommuner 3 millioner kroner årligt, oplyser forvaltningen…
Heder og moser kvæles
10. juli 2000
De danske heder og moser er på vej til helt at forsvinde – på grund af kvælstofforureningen fra især det stadigt mere intensive danske landbrug. Det fremgår af en ny rapport fra Ribe Amt, som fokuserer på den luftbårne kvælstofforurening.
Siden den første vandmiljø-handlingsplan fra 1980’erne er der primært blevet fokuseret på vandmiljøet, hvor det stod værst til med netop kvælstofudledningerne. Først nu er man for alvor begyndt også at tage hensyn til naturen oven vande.
Heder og moser, der ligger i sandede og næringsfattige områder, huser specielle planter, som kræver et næringsfattigt miljø for at kunne overleve. Tilføres disse områder for mange næringssalte – eksempelvis fra luften – kan de specielle hede- og moseplanter ikke klare konkurrencen fra de mere almindelige planter. De forsvinder derfor – sammen med heden og mosen som naturtyper.
Som tillæg til den seneste vandmiljø-handlingsplan forventes der nu et specielt ammoniak-direktiv, som direkte tager sigte på den luftbårne kvælstofforurening. Det nye ammoniak-direktiv forventes klar i begyndelsen af 2001 og vil byde på konkrete retningslinjer for landbrugets udledning af ammoniak til luften.
Fremover vil det næppe være nok blot at lægge låg på gylletanken.
Flere svin – mere svineri
27. november 2000
Danske landmænd – specielt svinebønderne – fortsætter ufortrødent deres kamp for at ødelægge den danske natur og det danske vandmiljø. Senest har de ansøgt om tilladelse til at øge deres i forvejen kolossale produktion på 25 millioner grise årligt med yderligere 0,6 million grise.
I forvejen sviner de 25 millioner grise så meget som 80 millioner menneskers urensede spildevand – i form af gylle, der spredes ud over markerne for at komme af med den. Danske svinebønders allerstørste problem er derfor ofte, at de ikke råder over tilstrækkeligt med landbrugsarealer, hvor deres gylle kan spredes. Jordpriserne er derfor steget markant, hvilket mærkes på flere måder.
Dels er det blevet svært for nye landmænd at etablere sig – nyuddannede bønder, som efter al sandsynlighed ville være mere tilbøjelige til økologisk landbrug end det traditionelle svineri. Og dels er jorden nu så dyr, at det er vanskeligt at opkøbe tilstrækkelige arealer til den naturgenopretning, staten i disse år er i gang med.
Nu har det sågar også vist sig, at adskillige mennesker rundt omkring i landet direkte er blevet syge af de stinkende gylledampe. Der har i dagspressen og på TV været vist eksempler fra skoler og plejehjem, hvor mavesygdomme har floreret i forbindelse med gyllespredning uden for bygningerne.
Landmændene er bedøvende ligeglade. De har loven på deres sige, siger de, og har derfor ingen planer om at skære ned på svineriet. De vil tilsyneladende have tilstande som i Holland og Belgien, hvor vandmiljø i dag er en by i Rusland – noget, man havde for mange år siden. Underligt, at de såkaldte dyrevenner bruger alle deres ressourcer på at lukke tamme mink ud i naturen – i stedet for at fokusere på svineriet fra svinebønderne.
Fødevareminister Ritt Bjerregaard har til pressen udtalt, at amterne allerede har lovhjemmel til at afvise svinebøndernes ansøgninger om udvidelse. Med den begrundelse, at miljøet ikke kan klare mere. Men amterne siger, at de kun i meget få tilfælde er i stand til at afvise korrekt udfyldte ansøgninger om udvidelse. Tiden vil nu vise, om Ritt kun er sig sit økologiske ansvar bevidst, når det gælder hendes egen økologiske æblehave på Fyn.
Man kan i mellemtiden diskutere, hvem der er de største svin i denne sammenhæng. Grisene er det i hvert fald ikke. De kan jo ikke gøre for det.
37.000 tons ammoniak årligt fra danske svin
14. oktober 2000
Danmarks Naturfredningsforening (DN) råber nu vagt i gevær. DN finder situationen omkring den stigende danske svineavl alarmerende og betragter den fordampende ammoniak fra svinene som det største akutte miljøproblem overhovedet i dagens Danmark.
Årsagen er de 37.000 tons ammoniak, der hvert år frigives til atmosfæren fra de danske svinefarmes 25 millioner svin. Ammoniakken ender i sidste ende i jord og vand via nedbøren, hvor den så overgøder miljøet med kvælstof. I så høj grad, at næringsfattige heder og moser helt mister det planteliv, som er så karakteristisk for netop dem. Planter, der ikke kan klare konkurrencen med andre planter, dersom miljøet tilføres ekstra kvælstof.
Overvismand fra Naturrådet, Peder Agger, giver DN ret i problemets akutte og katastrofale omfang. Regeringen ventes at barsle med nye forholdsregler først i det nye år.
Vadehavet vader i næringssalte
14. oktober 2000
Mere end 10.000 tons kvælstof ledes hvert år ud i Vadehavet. Primært via vandløbene i Sønderjyllands og Ribe Amter – sekundært via en nordgående strøm fra vandløb som Rhinen og Seinen.
Vandmiljøhandlingsplanen fra 80’erne skulle reducere udledningerne af kvælstof med 50%, men det er ikke sket. Faktisk kan man næsten ikke måle nogen reduktion overhovedet, hvilket var og er baggrunden for Vandmiljøhandlingsplan 2. Til gengæld er udledningerne af fosfor i det samme tidsrum reduceret med hele 70%. Landbrug og dambrug har således ikke formået at leve op til planerne, hvilket byer og industri – via nye rensningsanlæg – for længst har gjort.
En af de vigtigste veje frem mod en reduceret udledning af kvælstof fra landbruget er etableringen af flere våde enge. Et problem her har vist sig at være omkostningerne til kompensation af landmændene for tabt landbrugsjord. Jordpriserne er i dag så høje, at der fattes penge til denne kompensation.
Flere politikere er derfor skeptiske og mener, at tiden allerede nu er moden til en endnu skrappere Vandmiljø-handlingsplan 3 – hvis der overhovedet skal ske nogen reduktion fra landbruget.
Svin stopper sø
8. marts 2001
Faste læsere af denne side vil vide, at en svineavler for nogen tid fik lov til at udvide sin produktion på Esrumgaard i Nordsjælland – trods det faktum, at det vil medføre en øget forurening af Esrum Sø, der i forvejen tilføres for megen kvælstof.
Nu er der så ballade igen, og søreme om det ikke er nøjagtig den samme landmand, den er gal med igen. Nu sidder han blot som Landboforeningens repræsentant i Jordbrugskommissionen, der netop har skullet tage stilling til genskabelsen af Søborg Sø i Nordsjælland.
Svineproducenten nedlagde veto mod den planlagte genskabelse af søen og lagde sig dermed ud med alt og alle. Således er han nu oppe imod ejerne af Søborggaard, der skulle afgive jord til projektet; mod Aage V. Jensens Fonde, der skulle betale for jorden; mod Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Frederiksborg Statsskovdistrikt, der alle havde glædet sig til genskabelsen. Han har sågar også lagt sig ud med sit eget parti – med Venstres amtsborgmester, der har indklaget sagen til Fødevareministeriet, hvorunder sager om landbrugspligt hører.
Svinebondens argument for at nedlægge veto – for første gang i de sidste ti år – er, at god landbrugsjord er en mangelvare i Nordsjælland. Hvad han mener er vel, at han selv mangler jord at sprede sine stigende gyllemængder ud over. For myndighederne karakteriserer den udbrændte søbund som værende ren marginaljord, der ikke er værd at dyrke.
Det var planen at genskabe den 600 hektar store og lavvandede sø, så man kan mindske udvaskningen af næringssalte fra landbruget til Kattegat – som politikerne har ønsket det ifølge seneste Vandmiljø-handlingsplan.
Danmarks Naturfredningsforening (DN) har siden det nedlagte veto klaget over, at landbruget sidder på to ud af tre pladser i de 14 amtslige jordbrugskommissioner. Det giver anledning til “forkvaklede beslutninger”, mener DN.
Noget kunne tyde på, at de har ret.
Ritt rykker – igen!
12. februar 2001
Fødevareminister Ritt Bjerregaard har gjort det igen – udtrykt sin klare og utvetydelig holdning til dansk landbrug, som det ser ud i dag. Det gjorde hun senest på Dansk Familielandbrugs årsmøde, hvor hun – midt i løvens gab – blandt andet udtalte følgende:
“Det er indlysende, at landbruget ikke kan få kompensation fra statskassen, når en så hårdt presset produktion løber ind i helt forudsigelige sammenbrud. Landmændene indkasserer fortjenesten, når det går godt, og de må tage ansvaret, når det går galt. Jeg siger ikke, at det er landmændenes skyld, men det er deres ansvar, fordi det er deres produktion. Dyrene skal have proteintilskud i form af kødbenmel eller genmanipuleret soya for at kunne yde mere. Jorden skal tilføres kunstgødning og sprøjtes med pesticider for at give større udbytter…
…Nu har vi kogalskaben. Før det handlede historierne om, at brugen af antibiotika i foderet havde skabt modstandsdygtige bakterier. Der var historier om tremmekalve og svin, der blev mishandlet under transporten. Alt i alt fremkalder historierne billedet af en sektor, der ikke er i sund balance – en sektor, der skal finde en ny måde at producere på…
…Det forøger befolkningens mistro og lede ved landbruget, at man foreslår sunde dyr slagtet og brændt ene og alene for at holde prisen oppe på oksekød. Ud over desperation og fortvivlelse afspejler den slags forslag en foragt for liv, der er både skræmmende og forargelig…
…Det er muligt, at forbrugerne som hovedløse høns i samlet flok løber rundt efter de billigste fødevarer – uanset, hvor ringe kvaliteten er. Forbrugerne æder bjerge af overflødigt dyrisk fedtstof, som alle ved er skadeligt. Eneste krav er tilsyneladende, at det er farvet, fyldt af konserveringsmiddel og billigt.”
Det er vist første gang nogensinde, at en minister i den grad tager bladet fra munden over for det erhverv, hun er minister for. Der er næppe tvivl om, at Ritt Bjerregaard med denne brandtale har skrevet historie i dette lille land, hvis miljø og fødevarer i en menneskealder er blevet styret og skamridt af netop landbruget.
Hatten af for en kvinde, der er mand nok for at stå ved sine meninger!
“Bondens fald”
28. januar 2001
Under denne overskrift bragte Jyllands-Posten den 24. januar mere end 3 helsider i Erhvervs-Magasinet om fortid, nutid og fremtid for den danske bonde. Om selvopfattelse og realiteter. Fra Morten Korch til svinebaroner.
Det var spændende læsning om et hæderkronet erhverv, som nu så småt er ved at indse, at dets storhedstid definitivt er omme. Et erhverv, hvis produkter tidligere udgjorde hovedparten af dansk eksport til udlandet. Et erhverv, der gjorde Danmark til det smørhul, som Hitler under Anden Verdenskrig sendte sine krigstrætte soldater til for at blive opfedet til nye kampe. Et erhverv, der sammen med fiskerierhvervet tjente gode penge under selvsamme krig, mens resten af befolkningen led under besættelsen.
Men i dag et erhverv, hvis produkter nu udgør under 20% af den samlede danske eksport. Og et erhverv, som bærer langt størstedelen af skylden for, at det danske vandmiljø i dag har det så skidt, som tilfældet er. Og som ligeledes bærer skylden for, at de sidste danske hedearealer nu er ved at kvæles – i ammoniakdampe fra de store svineproduktioner, der ikke overdækker deres enorme gylletanke, som loven ellers foreskriver.
Interesserede bør så absolut læse Jyllands-Postens afdækning af den menige danskers vrangbillede af landmanden. Og af landmændenes egen vaklende selvforståelse. Stof til eftertanke.
“Landbrugets reflekser må på chokkur”
28. januar 2001
Under denne overskrift skriver Dagbladet Politiken i en leder den 19. januar blandt andet følgende:
“…chancen for at støde på en artikel om landbruget i landets førende aviser, uden at ordene kompensation eller støtte også forekommer, er ganske ringe. Og det var nok årsagen til, at landbrugets ledere forleden var tydeligt chokerede over fødevareminister Ritt Bjerregaards kontante afvisning af at lade staten betale de ekstraomkostninger, der er nødvendige for at genskabe forbrugernes tillid til oksekød trods kogalskaben. Landbruget er selv skyld i miseren gennem de produktionsformer, de har valgt, mente ministeren.
Nu må man have landbrugslederne undskyldt. For ingen nulevende aktiv landmand kan vel huske, hvornår landbruget senest har haft eller skabt et problem, hvis løsning ikke har kostet skattekroner fra det øvrige samfund. Det er sket, når miljøproblemerne ikke længere har kunnet negligeres, det er sket med gældssanering, tørkelån og andre opfindsomheder. Og det er sket siden EF-medlemsskabet, hvor de fem-seks procent af EUs befolkning, der er aktive landmænd, med største selvfølgelighed har lagt beslag på mere end halvdelen af EUs budget.
Derfor er det på høje tid, at Ritt Bjerregaard bruger sin velkendte evne til at sætte dagsordenen og signalere, at hun er fødevareminister og ikke mere leder af et interessekontor for landbruget, end boligministeren er for tømrermestrene. Det er på tide at bryde refleksreaktionen, der gør ethvert landbrugsproblem til en offentlig udgift.
Forbrugerne, dvs. skatteyderne, yder i forvejen rigeligt til markedsføring af landbrugsprodukter, bl.a. ved at tillade, at forsyningerne af mælk og kød nu sker gennem fusionerede, landbrugsejede storkoncerner med monopolstatus på hjemmemarkedet.
Landbruget bør altså indstille sig på at blive et erhverv på linje med alle andre. Og når protesterne over den manglende statsstøtte omkring kogalskaben også omfatter krav om at få sunde og testede kreaturer destrueret med EU-støtte for at få markedspriserne op, er grænsen for krævementaliteten ikke alene overskredet. Så er erhvervet på vej ind i det moralsk anløbne”.Citat slut.
Såvidt Dagbladet Politiken. Rart, man ikke længere behøver sige det selv.
Ny Vandmiljø-handlingsplan III
14. juni 2001
Som det sikkert er de fleste lystfiskere og miljøbevidste mennesker bekendt, så har vi her i Danmark siden 1987 haft hele to vandmiljø-handlingsplaner. Den første aldeles utilstrækkelig – den anden en stærkt nødvendig opstramning af den første på væsentlige områder.
Men ingen af de to ellers godt mente planer havde magt til at dæmme op for landbrugets umådeholdende forbrug af kvælstof. Ingen af dem tog nemlig fat om ondets rod – landbrugets pengepung – og belagde kvælstofforbruget med en afgift. Hvilket ville have haft øjeblikkelig virkning. Nu skete der i stedet det, at Mariager Fjord afgik ved døden i sensommeren 1997.
Derfor skal der nu igen strammes op omkring vandmiljøet, og derfor er Vandmiljø-handlingsplan III nu på tegnebrættet. Men hvor de første to vandmiljø-handlingsplaner tog udgangspunkt i nationale målsætninger for udledningen af kvælstof og fosfor, så forventes den tredje handlingsplan i stedet at være af mere lokal karakter.
Dette skyldes ikke mindst tankegangen bag det nye “Vandrammedirektiv”, som EU for nylig barslede med, og som er omtalt tidligere på denne side. Således skal vi ikke længere tage stilling til, om landbruget må udlede så og så mange tons kvælstof til luft og vand. Vi skal i stedet have en mening om, hvilken miljøkvalitet vi ønsker os og hvilke steder. Og så handle konkret ud fra dette. Slut med at skulle tage stilling til nogle helt absurde grænseværdier for udledning af stoffer, som ingen almindelige dødelige alligevel kender til. Og hvis reelle værdi eksperterne også kun kan gisne om.
Den nuværende Vandmiljø-handlingsplan II udløber i 2003, hvorefter Folketinget skal tage stilling til en ny. På nuværende tidspunkt har regeringen – socialdemokraterne og de radikale sammen med SF – allerede udarbejdet et sæt retningslinjer for tiden efter 2003. Heraf fremgår, at “belastningen fra landbrugsproduktionen ikke må overstige, hvad miljø og natur kan tåle”.
Det kan lyde som et spørgsmål om ord i stedet for handling, men er ikke desto mindre et vigtigt skridt på vejen mod et bedre vandmiljø. Men tilbage står stadig et stort arbejde med at udrede reelle tiltag. Men der tales mere og mere om en konkret afgift på kvælstof – en afgift, der så kunne føres direkte tilbage til landbruget som tilskud til miljøfremnmende foranstaltninger.
Landmænd mod Skov- og Naturstyrelsen
30. juli 2001
Skov- og Naturstyrelsen har aldrig været danske bønders livret. Styrelsen har nemlig altid planer, der kun sjældent passer ind i bøndernes kram. Styrelsen vil i regelen indskrænke bøndernes næsten grundlovssikrede ret til selv at bestemme, hvordan de behandler den danske natur – som var det deres helt egen og ikke vi andres.
Nu er den så gal igen. Skov- og Naturstyrelsen har spillet ud med et antal områder, der skal udpeges til og udlægges som særlige naturområder – den såkaldte “habitatudpegning”. I dette tilfælde er det områder langs Vidå og Brede Å i Sønderjylland, der har bragt sindene i kog. Habitatudpegningen vil nemlig få konsekvenser for den fremtidige brug af de udpegede områder – i form af indskrænkninger af landmændenes brug af naturen.
Skov- og Naturstyrelsen har udpeget 534 km åstrækninger i 11 sønderjyske kommuner. Udpegelsen er i vid udstrækning sket for at beskytte truede fiskearter såsom snæbel og bæklampret. Lokale bønder siger, at de ikke har noget imod at beskytte naturen. De vil blot kende til konsekvenserne af udpegningen, før de accepterer dem.
Der skal nu en høringsfase til, førend den endelige udpegning kan finde sted.
Svin i økonomisk fremgang
10. december 2001
Det er nu en overordentlig god forretning at være svinebonde i lille Danmark. Således havde danske svineproducenter i årene 1996-2000 en gennemsnitlig årsindkomst på 254.000. 2001 tegner til at blive et rekordår med en gennemsnitlig indtjening i omegnen af 700.000.
Den rekordstore indtjening skyldes givet de mange problemer med BSE i oksekødet og deraf følgende frygt for at købe og spise det. En frygt, som altså har givet svinebønderne et uventet ekstrasalg og en efterfølgende rekordstor indtjening.
Med sådanne tal i baghovedet må det være på tide, at vore nyvalgte politikere kræver økonomiske investeringer i udstyr til nedbrydning af de enorme gyllemængder, som den kolossale svineproduktion uundgåeligt medfører.
Det kan ikke være meningen, at det danske vandmiljø skal lide, mens svinebønderne scorer kassen i form af årsindtægter på små trekvart million. Det er næsten 60.000,- kroner om måneden.
Kovending: Flere svin
25. november 2001
For et års tid siden meldte fødevareminister Ritt Bjerregaard ud, at nu var smertegrænsen nået for antallet af svin i danske landbrug. Således blev der sidste år produceret og slagtet over 22 millioner svin i danske stalde – med en kolossal gylleproduktion som uundgåeligt biprodukt. Gylle, som siden blev spredt på markerne i overdosis, så vandmiljøet generelt og fattige hedejorde specielt nu vånder sig.
Nu melder samme Ritt Bjerregaard så meget overraskende ud, at hun ikke vil blande sig i, hvor mange svin der produceres i danske stalde. “Blot miljøkravene overholdes”, lyder hendes nye melding, der er faldet mange politikere endog meget for brystet. Allerede næste år forventes den samlede danske svinebestand at nå 24 millioner, og der er næppe udsigt til, at væksten stopper her.
Men det ser ud til, at der er mening med galskaben – i form af ny teknologi til behandling af de store gyllemængder og nye lovforslag, der skal gøre det lettere og mere attraktivt for landmændene at investere i den nye teknologi. Teknologi, som dels kan reducere mængden af de skadelige næringsstoffer kvælstof og fosfor – dels mindske fordampningen fra markerne og dermed også reducere lugtgenerne.
Nu gælder det så blot om også at få indført brugen af denne højteknologi, som det jo koster at investere i. Derfor må der udarbejdes en politik, der på den ene eller anden måde tvinger landbruget til at gøre de fornødne investeringer. Ellers sker der som bekendt og hidtil – intet.
Bønder skal have erstatning
9. juni 2002
Noget af det første, den nye borgerlige regering foretog sig, var at give bønderne erstatning, hvis de fremover skal afgive jord af hensyn til miljøet.
Som bekendt blev bønderne underkendt af såvel Østre Landsret som Højesteret, da de stillede krav om erstatning for den jord, de ifølge vandmiljø-handlingsplanerne i 1991 måtte afgive til 2 m dyrkningsfri bræmmer langs vandløbene. Bræmmer, der skulle og skal sikre, at næringsstoffer fra dyrkede og gødede marker ikke havner i vandmiljøet.
I januar i år genfremsatte Kristeligt Folkeparti sammen med Dansk Folkeparti et forslag om, at danske landmænd skal have kompensation for de afgivne jord. Hårdt presset måtte miljøminister Hans Christian Schmidt gå med til, at danske landmænd fremover skal have kompensation, hvis de skal afgive jord i lignende sager. Han ville dog ikke gå med til, at der gives kompensation med bagudvirkende kraft.
Det er vel naturligt nok, at der gives kompensation, dersom man fratager danske landmænd produktiv landbrugsjord. Men lige så naturligt vil det så være, at man også lader selvsamme landmænd betale for de skader, deres produktion påfører det danske vandmiljø.
For flere år siden gennemførte Kommunernes Landsforening (KL) en undersøgelse, der viste, at det danske landbrug – trods eksport i milliardklassen – koster det danske samfund mere, end det tilfører. På grund af den forurening af overfladevand og grundvand, som det intensive danske landbrug påfører vandmiljøet…
Siden KL’s undersøgelse er landbrugets eksport endda kommet til at udgøre en mindre del af den samlede danske eksport.
Fortsat fosfat fra landbruget
7. januar 2002
Der har længe været rimeligt styr på byers og industriens udledning af fosfor til vandmiljøet – primært på grund af kostbare rensningsanlæg til behandling af spildevandet.
Men landbruget er der stadig ikke styr på. Det konkluderer Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i en ny rapport om fosforbelastningen af det danske vandmiljø. Heraf fremgår det, at udvaskningen af kvælstof fra markerne nu går den rigtige vej, omend der stadig er langt til målet. Rapporten viser desværre også, at der ikke er sket nogen reduktion i udvaskningen af fosfor siden 1989.
Derfor er landbruget nu også den største kilde til forurening med fosfor – lige som man længe har været og stadig er den helt store synder, når det gælder udvaskningen af kvælstof. Og hvor det i havet er kvælstof, der normalt er den begrænsende faktor for algevæksten, så er det i søerne fosfor, der er den begrænsende faktor.
Ræven og gæssene…
28. februar 2002
Vor stadig nye miljøminister Hans Christian Schmidt har begået en helt ny genistreg: Han har nemlig sat landmændene ved Vadehavet til at varetage naturforvaltningen i det sønderjyske marskområde…
Hvis det ikke er at sætte ræven til at vogte gæs. De selvsamme landmænd, som i årevis har bekæmpet miljøtiltag fra myndighederne, skal nu selv til at vurdere, hvordan de bedst kan varetage naturens tarv og trang langs de vandløb, som munder ud i Vadehavet. De landmænd, hvis indædte modstand til dato har betydet, at sammenlagt 60 millioner kroner er spildt på diverse naturprojekter, der aldrig kom til at virke. Landmændene ønskede ikke de våde enge, som fuglene ville nyde godt af. Og de satte samtidig alt for mange køer og får på græs i det følsomme område.
Senest gik det så ud over de arealer ved Vidå og Brede Å, der af Skov- og Naturstyrelsen var udpeget som særligt vigtige habitatområder i EU-regi. Blandt andet på grund af den sjældne snæbel, som lever her. Denne udpegelse, som vakte megen harme blandt lokale landmænd, blev straks taget af bordet af den nye miljøminister. Som altså netop har nedsat et helt nyt udvalg til varetagelse af den særlige og sårbare vadehavsnatur.
I dette udvalg finder man tre repræsentanter for landbruget, to fra amterne, to fra kommunerne, én fra fiskerne, én fra jægerne, én fra Friluftsrådet og én fra Danmarks Naturfredningsforening. Hertil én fra erhvervsforeningen Kyst, Land og Fjord, som har været yderst aktive lobbyister i sagen omkring brugen af den danske del af vadehavsområdet. Samt én fra det tyske mindretal og yderligere to medlemmer, der udpeges af miljøministeren personligt.
Det vurderes nu, om dette nye udvalg i det hele taget lever op til EU’s regler om, at den fælles europæiske naturarv skal sikres med “videnskabelig og teknisk viden”. I det nye udvalg er det vist så som så med det videnskabelige…
9.000 tons ekstra kvælstof fra landbruget…
11. april 2002
Som tidligere nævnt her på siden har den ekstraordinært megen regn i dette forår fået åerne til at gå over deres bredder og søerne til at blive meget større. Men det er desværre ikke den eneste konsekvens af nedbøren. En anden og meget værre konsekvens er den stærkt øgede udvaskning af næringssalte – kvælstof og fosfor – fra landbrugets gødede og overgødede marker.
Landskontoret for Planteavl har netop offentliggjort en prognose, der siger, at landbrugerne i år må tilføre deres marker 9.000 tons ekstra kvælstof for at kompensere for udvaskningen fra markerne – en udvaskning, der havner direkte i vandmiljøet. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge i de indre danske farvande.
Specielt spændende skal det derfor blive at følge udviklingen ved Mariager Fjord, hvor man til dato intet har foretaget sig for at undgå endnu en fjorddød. Det har da også været tæt på en enkelt gang siden katastrofen i 1997. – Skal 2002 blive året, hvor landbruget endnu engang får skovlen under Mariager Fjord? Oddsene er i hvert fald gode…
Det ekstraordinært gode vejr, som fulgte den ekstraordinært våde vinter har gjort alle pessimistiske forudsigelser grundigt til skamme. Således blev de fleste landmænd færdige med såningen langt tidligere end forventet. Desværre førte det tørre vejr til en massiv jordfygning, der flere steder mindede mest af alt om sandstorm.
Store mængder sand og jord havnede i vandløbene, hvor de medfører sandvandring og tilsanding af gydebanker for laksefiskene.
Bønder og boliger
9. august 2002
Miljøminister Hans Christian Schmidt (V) redegjorde for nogen tid siden for sin nye planlov. Den vil kort fortalt tillade partiets kernevælgere, bønderne, at bygge nye boliger i naturen, hvor det tidligere ikke har været tilladt at bygge.
Folketingets miljøudvalg fik dog presset miljøministeren til at opgive sin oprindelige plan, der gik så vidt som til at tillade byggeri inden for den hidtil gældende zone 300 m fra kystlinjen.
Men ellers er der nu grønt lys til, at venstrebønder fremover kan indrette ekstrabolig i hovedbygningen samt bygge en aftægtsbolig samt en medhjælperbolig inden for 100 m fra hovedbygningen. Altså tre nye boliger for hver nuværende.
Selv langt ind i regeringens egne rækker vækker miljøministerens nye forslag dyb bekymring. Det vil nemlig medføre, at der dukker mange helt nye boliger op i naturskønne områder af landet, som hidtil har været friholdt for byggeri – netop af hensyn til naturen.
Det frygtes nu, at velhavende bønder vil spekulere i den nye ordning og bygge boliger, som siden kan sælges med stor fortjeneste, da de i mange tilfælde vil ligge i meget naturskønne områder. I visse tilfælde vil de også kunne tage udsigten fra eksisterende boliger.
Øget forbrug af pesticider
19. august 2002
Nu gik man lige og troede, at landbruget langt om længe havde reduceret sit forbrug af pesticider – af miljøskadelige sprøjtegifte. Som de skulle ifølge diverse handlingsplaner.
Men nej. Nu viser de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik, at landbrugets forbrug af sprøjtegift sågar er steget i forhold til tidligere. Således steg salget af pesticider fra 3.551 tons i 2000 til 3.687 tons i 2001. I alt en stigning på 137 tons virksomt stof, der er spredt ud over danske marker og nu er på vej mod grundvandet.
Det er især salget af plantebeskyttelsesmidler, der er steget – med259 tons virksomt stof. En uhyggelig udvikling i den helt forkerte retning. Og med den nuværende regering ved roret er der næppe håb om, at landbruget vil blive pålagt nye restriktioner. V, K og DF er definitivt ikke miljøets partier.
Så hvor der bestemt ikke mangler handlingsplaner, mangler der desværre heller ikke handlingslammelse. Der råder sågar politisk modvilje mod at sætte ind over for landbrugets fortsatte skalten og valten med det danske miljø.
Et spørgsmål om proportioner
13. oktober 2002
“Dansk landbrug frygter panikindgreb efter iltsvind”. Sådanne overskrifter har man kunnet læse i dagspressen i den seneste tid, hvor der næsten daglig har været omtale af det mest omfattende iltsvind i 25 år – trods hele to velmenende, men ineffektive vandmiljø-handlingsplaner.
Der er ingen tvivl om, at årets iltsvind er blevet så omfattende af klimatiske årsager. dels har vi haft ekstraordinær megen nedbør i januar og februar, der gjorde det nødvendigt for landbruget at gøde ekstra meget. Og dels kom der igen i juni og juli en periode med voldsom regn – efterfulgt af en meget lang og varm sommer.
Der er til gengæld heller ingen tvivl om, at katastrofens omfang skyldes den massive belastning af de indre danske farvande med kvælstof – primært fra landbruget. Nu påstår dansk landbrug så – ganske rigtigt – at landbrugets bidrag til kvælstofudledningen kun udgør 10-20% af den samlede udledning til Kattegat. Argumentet lyder videre, at landbruget derfor ikke skal pålægges yderligere restriktioner for kvælstofsvineriet – når de nu kun svarer for 10-20% af den samlede udledning.
De seneste beregner fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) giver følgende billede af kvælstoftilførslen til Kattegat, som mere og mere ligner et dødt hav. Torskene er helt væk, og iltsvindet breder sig dag for dag. Tallene er fra perioden 1989-1996:
Danmark: 60.000 tons kvælstof (20%)
Sverige: 24.000 tons kvælstof (8%)
Tyskland: 13.000 tons kvælstof (4,5%)
Udvaskning fra Østersøen: 150.000 tons kvælstof (51%)
Atmosfærisk nedfald: 45.000 tons kvælstof (15,5%)
Det ses således, at Danmark er den næststørste kvælstofforurener af Kattegat. Det ses også, at godt halvdelen af al tilført kvælstof stammer fra de baltiske lande, hvis floder fører massive mængder kvælstof ud i Østersøen, hvis vand igen sluses ud gennem de danske sunde og bælter.
Landbruget “glemmer” imidlertid i sin argumentation for ikke at gøre yderligere, at selv om dette holder for Kattegat som en samlet enhed, så gælder det slet ikke vore lukkede fjordområder, hvor landbruget står for op mod 80% af den samlede kvælstofudledning. Jævnfør Mariager Fjord, der som bekendt afgik ved døden i 1997 – som følge af varmt vejr og udledning af næringssalte fra det omkringliggende landbrug. Dette ifølge beregninger foretaget af Nordjyllands Amt.
Skulle man føre landbrugets argumentation helt ud i sin videste konsekvens, så behøver landbruget vel slet ikke gøre noget ved forureningen. På verdensplan udleder dansk landbrug jo en så mikroskopisk del af den samlede kvælstofmængde, at den næppe kan måles…
Senest har man fra Odder Kommune meldt, at man her risikerer at stå uden rent drikkevand, dersom der ikke gøres noget ved landbrugets forurening af grundvandet. Således har kommunen måttet lukke hele 23 vandværker – de 17 af dem på grund af nitratforurening fra landbruget.
Endnu flere proportioner
13. oktober 2002
Iltsvindet i de indre danske farvande har nu nået et omfang, hvor mere end 8.000 kvadratkilometer havbund er ramt af iltsvind. Det svarer til godt en sjettedel af Danmarks samlede areal. Værst står det til i farvandet omkring Fyn, Vejle Fjord, syd for Samsø, Århus Bugten, Mariager Fjord og det sydlige Kattegat.
Fra flere sider har det været forfægtet, at landbrugets reelle bidrag til kvælstofforureningen er mindre end hidtil antaget. At langt større mængder tilføres udefra – via Østersøen og Skagerak. I den forbindelse har Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) netop offentliggjort tal for tilførslen til og fra disse vandområder. Der er tale om transport både til og fra disse områder, og tallene gælder perioden 1980-1989:
Fra Østersøen til Bælthavet: 367.000 tons kvælstof
Fra Bælthavet til Østersøen: 215.000 tons kvælstof
Netto tilføres der således årligt 152.000 tons kvælstof fra Østersøen til Bælthavet
Fra Kattegat til Skagerak: 567.000 tons kvælstof
Fra Skagerak til Kattegat: 394.000 tons kvælstof
Netto forsvinder der således årligt 173.000 tons kvælstof ud af Kattegat
Regner man lidt videre på disse tal, må der nødvendigvis ske en årlig reduktion af kvælstof i de indre danske farvande, nemlig differencen mellem det, der udføres til Skagerak og det, der tilføres fra Østersøen. Altså 173.000 minus 152.000 tons lig 21.000 tons.
Set i dette perspektiv er vi altså på rette vej, omend meget langsomt. Og kun hvis tallene holder vand. Imidlertid arbejder klimaet jo i modsat retning, hvorfor det alene af denne grund bliver nødvendigt med yderligere reduktion af udvaskningen.
Rådet, der ikke ville lade sig nedlægge…
26. oktober 2002
Den nuværende borgerlige regering er som bekendt ikke meget for smagsdommere af nogen slags – ikke hvert fald ikke, hvis de har en anden smag end regeringen eller skulle have de mindste rester af 68-generationens venstreorienterede holdninger intakte…
Et af resultaterne heraf var som bekendt nedlæggelsen af en lang række råd, der ifølge regeringen var overflødige. Samt oprettelsen af et nyt smagsinstitut ledet af dansk miljøs enfant terrible, Bjørn Lomborg. En af de mest markante sager var nedlæggelsen af det uafhængige Naturråd, som imidlertid ikke ville lade sig nedlægge. Da pengene ikke længere kom fra regeringen, gik Naturrådets vismænd til Aage V. Jensens Fonde, som indvilligede i at finansiere rådets videre drift og projekter.
Det er der nu kommet en Vismandsrapport ud af. En rapport, der primært koncentrerer sig om landbruget og dets påvirkning af miljøet i Danmark – et emne, der som bekendt ikke rigtig interesserer den siddende Venstre-regering. De Konservative er langt fra altid enige med Venstre og har i det hele taget meget mere til overs for miljøet. Desværre har de ikke noget at have den i, men følger blot Venstre som dikkende lammehaler i et forurenet vandløb.
I den nye Vismandsrapport fra det uafhængige Naturråd står følgende at læse: Hvert år tilfører landbruget dansk miljø knap400.000 tons kvælstof, 5.000 tons fosfor og 75.000 tons kalium – via udledning af gylle plus brugen af kunstgødning.
For 20 år siden var der en 16% udnyttelse af kvælstof – med de resterende 84% som udslip til miljøet. I dag er der en udnyttelse på 33% – med de resterende 2/3 som udslip til miljøet. Et klart fremskridt altså, men desværre slet ikke nok. Problemet er nemlig, at svineproduktionen er steget uforholdsmæssigt meget, og at det danske vandmiljø derfor belastes hårdere end nogensinde – trods diverse velmenende Vandmiljø-handlingsplaner.
Der er tre parametre, som kan forskydes, når kvælstofudledningen skal kontrolleres og nedbringes. Det er 1) effektiviteten i kvælstofudnyttelsen; 2) det aktive landbrugsareals størrelse samt 3) produktionens størrelse.
For at gøre en lang historie kort forventer Naturrådet, at der vil ske en yderligere effektivisering i udnyttelsen af kvælstof – op mod en 50% udnyttelse. Naturrådet forventer også, at en større del af landbrugsjorden vil blive taget ud af drift – med mindre udvaskning af kvælstof til miljøet. Naturrådet konkluderer, at vi med en kvælstofudnyttelse på hele 50% samt en svineproduktion på blot 10 millioner svin vil kunne overholde vandmiljø-handlingsplanerne.
Men det lader sig altså ikke gøre at kompensere for den massive vækst i dansk svineproduktion, der snart ventes at nå 25 millioner svin årligt. Hvis ikke denne gylle behandles på kostbar og højteknologisk vis, inden den havner i på markerne, kan vi forvente total død i de indre danske farvande i løbet af ganske få år.
Eftersommeren har allerede vist, hvor galt det står til på nuværnede tidspunkt. Aldrig i de 25 år, hvor der er blevet målt iltindhold i de indre danske farvande, har iltindholdet været så lavt. Aldrig før har så store områder været ramt af iltsvind og fiskedød som nu. Mængder af opskyllede døde fisk ved kysterne af Als, i Vejle Fjord, Ålborg Bugt og senest Århus Bugt viser med al ønskelig tydelighed, at fiskene end ikke har haft noget sted at flygte hen, hvor der var ilt nok i vandet. Det er ikke set tidligere.
Længe leve det højt besungne danske landbrug.
Landmænd og vandmænd
14. november 2002
I takt med den stigende næringssaltforurening af vore hav- og fjordområder er mængden af gopler – vandmænd, brandmænd med flere – øget markant. Nu i en sådan grad, at de er til hinder for fiskeriet.
De kolossale mængder gopler fylder dels fiskernes garn op med værdiløs fangst. Derudover æder de løs af vandets dyreplankton, som derfor ikke kan blive til føde for opvoksende fisk. Endelig æder de store gopler også fiskeæg og fiskelarver, som derfor ikke når at vokse sig store.
Problemet er nu blevet så stort, at det er taget op på EU-plan. EU har således bevilget 20 millioner kroner til projekt “Eurogel”, hvor ti institutioner fra seks EU-lande – heriblandt Marinbiologisk Forskningscenter i Kerteminde – skal forske i årsager til goplernes opblomstring. 5 millioner kroner går til den danske del af undersøgelsen.
Forskningsområdet spænder vidt – fra Limfjorden til Sortehavet. Begge steder har man i de seneste år noteret en massiv vækst i mængden af gopler. Og en tilsvarende tilbagegang i fiskeriet. I Limfjorden landedes således i begyndelsen af 1980’erne omkring 1.600 tons spisefisk om året. I midten af 1990’erne var tallet nede på 200-400 tons spisefisk årligt, og i dag landes der stort set ikke spisefisk fra den salte fjord.
I samme tidsrum er mængden af blåmuslinger, strandkrabber – og gopler – gået tilsvarende frem. Den nye “Eurogel” undersøgelse skal søge at klarlægge, om der er en sammenhæng mellem disse faktorer. Om muligt også finde en måde at begrænse skaderne på, så gamle fiskebestande kan genetableres.
Svin indhentet af virkeligheden
21. november 2002
Det er de danske svineproducenter, der er hovedansvarlige for kvælstofforureningen af det danske vandmiljø. De mange millioner grise producerer gylle i overflod, som havner på markerne i overdosis for siden at løbe ud i åer, søer og fjorde. Her skaber næringsaltene algeblomst, iltsvind og bundvendinger som dem, vi har set i rekordstort antal i denne sæson.
Svineproducenterne ønsker, at den danske svineproduktion skal stige støt og snart nå 25 millioner svin om året. Miljøforkæmperne ønsker derimod produktionen begrænset til et niveau, hvor jorden kan aftage al gyllen og optage alt kvælstoffet. Nu er virkeligheden imidlertid ved at indhente de danske svinebaroner, som sidste år havde en gennemsnitlig indtjening på 644.000 kroner. I år er indtjeningen faldet til blot 120.000 kroner, hvilket ikke er nok til at få driften til at løbe rundt.
Ikke mindst de mellemstore producenter kan komme i økonomiske problemer med den nuværende indtjening, som imidlertid ikke er uventet. De konstant stigende jordpriser i de seneste 7 år har nemlig gjort det muligt for svinebønderne at finansiere den urentable drift ved at belåne jorden. Prognoserne siger imidlertid, at jordpriserne ikke vil stige yderligere, og dermed vil virkeligheden have indhentet svinebønderne og deres millionstore investeringer i større produktion og større forurening.
Den kendsgerning er der næppe nogen miljøforkæmper, der kan have ondt af. Og skulle det hele resultere i konkurser og dermed en mindre svineproduktion, vil det danske vandmiljø være den helt store vinder.
Sydfynsk Øhav for forurenet til naturpark
21. november 2002
Det Sydfynske Øhav er nu så forurenet af næringssalte fra landbruget, at det ikke kan udlægges som nationalt naturområde i nær fremtid. Det vil kræve store investeringer i miljøforbedringer og eventuel kompensation til landmændene, hvis området skal blive til det ønskede pilotprojekt.
Det skriver i hvert fald Fyns amtsborgmester Jan Boye (K) i et brev til miljøminister Hans Christian Schmidt (V). Ministeren har opfordret til, at det enestående lavvandsområde syd for Fyn bliver et af de syv steder i landet, hvor man som forsøg udpeger et stort sammenhængende naturområde.
Måske den fynske tilbageholdenhed skyldes samme motiver som den lokale modstand mod at indlemme den danske del af Vadehavet i Verdens Naturarv: Nemlig at man frygter restriktioner for udnyttelsen af områderne, dersom de udlægges som reservater eller naturparker.
De seks andre påtænkte naturområder er hedelandskaber i Thy, Lille Vildmose, Mols Bjerge, Gribskov, Esrum Sø og Møns Klint.
“Penicillinsvineri”
16. december 2002
Under denne overskrift tager en leder i Jyllands-Posten skarpt afstand fra danske svinebønders brug af antibiotika.
Vi har set det før, og vi ser det nu igen: Man kan ikke sætte dansk landbrug til selv at tage ansvaret for at administrere sig selv. Så går det straks galt. Selvjustits er en by i Rusland, når danske bønder skal tjene penge. Så må naboerne lide under en ulidelig gyllestank, og så må vandmiljøet lide under algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi i år har set det i rekordformat.
I 1999 indvilligede danske svinebønder frivilligt i at standse brugen af de forkætrede antibiotiske vækstfremmere til svineproduktion. Her i 2002 viser det sig så, at man ganske vist ikke længere bruger vækstfremmere. Alligevel er svinebøndernes brug af antibiotika næsten fordoblet i løbet af de seneste seks år – ganske enkelt fordi svinebønderne blot har erstattet vækstfremmerne med medicin, som danske dyrlæger – frivilligt eller ufrivilligt – skriver recepter på.
Der er således to skyldige parter i denne sag: Bønderne, der beder dyrlægerne om at ordinere den ønskede antibiotika. Og så dyrlægerne, der lader hånt om såvel etiske forhold som mere langsigtede perspektiver i form af resistens hos sygdomsfremkaldende bakterier blandt svinene.
EU har nu kig på sagen og vil tilsyneladende vedtage et forbud mod enhver form for antibiotiske stoffer i foder inden 2006. Desværre har EU ingen umiddelbare planer om restriktioner for decideret medicinering, som det foregår nu.
Jyllands-Posten slutter sin leder med følgende svada til såvel landbrug som dyrlæger:
“Efterhånden tyder meget på, at samfundet må gribe ind med faste regler og håndfaste sanktioner. Beklageligt, men åbenbart nødvendigt, når selvdisciplinen i branchen ikke slår til”. Citat slut.
Nul kroner i erstatning til landmænd
5. februar 2003
Da Viborg Amt i 1991 besluttede at lukke mere saltvand ind i den inddæmmede Hjarbæk Fjord, hvor blandt andet Simested Å og Skals Å udmunder, krævede lokale landmænd straks erstatning. Som landbruget jo har for vane. Amtets beslutning skyldtes hensynet til det forringede miljø i fjorden.
175 lodsejere omkring fjorden stillede sig ikke tilfredse med den erstatning på 8 mio. kroner, som de for længst har modtaget i kompensation. De krævede næsten det dobbelte – 15 mio. kroner – og har ført sag herom lige siden sagen for første gang kom til drøftelse – for næsten 15 år siden.
Nu har Højesteret så endelig fældet dom i sagen. Højesteret besluttede, at der ikke var tale om ekspropriation af landbrugsjord, da amtet lukkede mere saltvand ind i fjorden og dermed satte kystnære områder under vand. I forvejen havde landbruget fået ny og billig jord at dyrke, da man byggede dæmningen ved det smalle Virksund og begyndte afvandingen.
Uheldigvis skete der en uheldig ændring i vandmiljøet, som blandt andet førte til iltsvind ved bunden og massive klækninger af generende dansemyg i det nu næsten ferske vand i fjorden. Samtidig blev Virksund en endnu større flaskehals end tidligere for fjordens havørreder, som nu havde sværere ved at undgå garnene ved dæmningen.
Daværende fiskeriminister Bjørn Westh, som selv er lodsejer ved Skals Å, fik dog indført udvidede fredningszoner i fjorden, som gav havørrederne markant bedre livsbetingelser.
Venstre:
DMU’s iltsvindsrapporter skal undersøges
6. februar 2003
I kølvandet på Lomborg-sagen og givet som indirekte følge heraf har der været rejst kritik af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) og deres data omkring kvælstofudledning og efterfølgende iltsvind i de indre danske farevande.
Rent politisk mener mange Venstre-folk, at DMU har været tidligere miljøminister Svend Aukens forlængede arm, og at Vandmiljø-handlingsplan I og II i alt for høj grad har lagt sig op af DMU anbefalinger. Dette ikke mindst til skade for landbruget – Venstres kernevælgere – som har måttet punge op med midler til begrænsning af kvælstofudledningen fra de dyrkede og overgødskede marker.
Kritikken har ikke mindst været rejst efter sidste års rekordstore iltsvind, der lagde store dele af de indre danske farvande øde, og hvor landbruget af blandt andet DMU fik størsteparten af skylden.
Nu har formanden for Folketingets Miljøudvalg, Venstres Eyvind Vesselbo, så taget initiativ til, at DMU’s hidtidige arbejde tages op til vurdering. Det skal evalueres udefra, så man kan være sikker på, at DMU har ret i sine tal – tal, der i så fald vil blive vigtige for udformningen af den kommende Vandmiljø-handlingsplan III, der snart skal vedtages.
Set udefra kan det se betænkeligt ud, som om regeringen nu vil hævne sit forsmædelige nederlag i Lomborg-sagen – ved at søge DMU’s iltsvindsrapporter miskrediteret.
Lykkes det, vil regeringen så meget bekvemt kunne spare samfundet generelt og sine landbrugere specielt for yderligere udgifter til reduktion af kvælstofudledningen. Med bedre chancer for at kunne gennemføre de skattelettelser, regeringen blev valgt på. Og med tilsvarende større chancer for at blive genvalgt næste gang…
Trist, hvis miljøet endnu engang skal blive kastebold og taber i det politiske spil om magten.
Kritik af DMU forstummet
26. maj 2003
Efter hård kritik fra landbruget og den borgerlige regering, som mistænkte Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) for at overvurdere landbrugets skyld i iltsvindsproblematikken, lod DMU først i 2003 et uvildigt udenlandsk forskerpanel vurdere sit arbejde med iltsvind i de indre danske farvande.
Den efterfølgende evaluering, der blev forestået af tre professorer fra USA og en fra Norge, gav DMU det blå stempel for dets arbejde. Det internationale panel af forskere bakkede således op om DMU’s opfattelse af, at landbruget bar hovedskylden for det rekordstore iltsvind, vi oplevede i 2002.
DMU’s forskning og rådgivning omkring iltsvind er af høj international standard og et godt grundlag for politiske beslutninger. Det konkluderer de udenlandske eksperter. Sikkert til stor fortrydelse for regeringspartiet Venstre, hvis formand for Folketingets miljøudvalg, Eyvind Vesselbo, først såede tvivl om DMU og derfor foreslog en uvildig vurdering.
Det skete umiddelbart efter, at Venstres egen smagsdommer, Bjørn Lomborg, af Udvalget for Vurdering af Videnskabelig Uredelighed (UVVU) blev vurderet som værende “i klar strid med normerne for god videnskabelig skik”.
Det kunne Venstre ikke have siddende på sig og måtte straks ud med riven. Valget faldt på DMU, som havde formastet sig til at pege på landbruget – Venstres kernevælgere – som hovedansvarlig for iltsvindskatastrofen i 2002. Venstre fik imidlertid ikke andet ud af sit korstog end en international bekræftelse af landbrugets skyld.
Det internationale forskerpanel udtrykte dog en vis undren over, at DMU havde indladt sig på personlige stridigheder i dagspressen. Dertil er iltsvindsproblematikken alt for kompleks, mente de udenlandske professorer. Sagen skulle hellere drøftes på videnskabeligt plan – i den videnskabelige litteratur, hvor den slags diskussioner retteligen hører hjemme.
Gade går fra Miljøstyrelsen
12. juni 2003
Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, tidligere MF for Socialistisk Folkeparti, har sagt sin stilling op i protest mod regeringens nye sparerunde. Den første sparerunde kostede allerede i 2002 400 miljøstillinger landet over.
Miljøstyrelsen havde netop gennemført en stor sparerunde, som kostede 90 af styrelsens 450 ansatte arbejdet. Nu skal der så gennemføres endnu en sparerunde, som denne gang vil koste yderligere 60 ansatte deres arbejde. Steen Gade gennemførte første sparerunde uden at kny, men sagde dog, at den skar ind til benet hos styrelsen. Den nye runde, der skal spare 20% i løbet af de næste tre år, vil imidlertid skære ind i selve benet, siger Gade, der altså ikke længere vil tage ansvaret for besparelserne.
– Miljøstyrelsen kan ikke længere udføre de arbejdsopgaver, vi er pålagt, siger den afgåede direktør – hverken de nationale eller de internationale. Derfor har Steen Gade valgt at gå af i protest mod den borgerlige regerings spareiver.
Afgangen sker umiddelbart efter, at et internationalt forskerpanel har vurderet og godkendt Miljøstyrelsens mangeårige arbejde med iltsvind i de danske farvande. Et arbejde, som netop den borgerlige regering havde stillet sig kritisk overfor.
Bønder stadig på støtten
18. juni 2003
I denne tid tales der så meget om, at landbrugsstøtten skal fjernes, så landbruges kan konkurrere på normale markedsvilkår. Ja, faktisk tales der så meget om det, at mange tror, det allerede er sket.
Men det er det ikke. Langtfra. Faktisk har såvel den danske som den franske regering netop bedt EU om ekstraordinært tilskud til svine- og gylleproduktionen, da den lave dollarkurs påvirker priserne negativt. Landbruget, der ellers meget gerne vil fremstå som et liberalt erhverv, når det gælder retten til frit at skalte og valte med miljøet, er nu atter ude med tiggerbøssen.
En ny OECD-rapport har netop konkluderet, at støtten til EU’s landmænd faktisk stadig vokser. Således blev landbruget i EU i 2002 støttet med i alt 793 milliarder kroner mod “kun” 718 milliarder i 2001. Samlet betaler europæiske skatteborgere hvert år 300 milliarder i direkte støtte til landbruget. Hertil kommer så den mindre synlige støtte i form af toldmure omkring EU, så billige landbrugsvarer udefra ikke kan komme ind – så fødevarepriserne i EU på denne måde holdes kunstigt højt oppe i forhold til verdensmarkedet.
Alt i alt kom forbrugerne i EU til at betale en overpris på 400 milliarder kroner for deres fødevarer i 2002, konkluderer OECD-rapporten. Af samme rapport fremgår det, at hele 36% af landbrugets bruttoindtjening skyldes forskellige former for landbrugsstøtte. I USA, som EU altid sammenligner sig og konkurrerer med, er støtten kun det halve, nemlig 18%.
Som et eksempel på, at det godt kan lade sig gøre at drive et rentabelt landbrug ganske uden gigantiske støtteordninger, har New Zealand for nogle år siden helt fjernet alle støtteordninger, direkte såvel som indirekte. Newzealandske landbrugere må nu konkurrere på lige vilkår og efter verdensmarkedspriserne – præcis som alle andre virksomheder naturligvis gør det.
Som rosinen i pølseenden konkluderer de fleste økonomer samstemmende, at samfundet ville opleve en massiv velfærdsgevinst ved at liberalisere landbruget og fjerne støtteordningerne. Ja, selv landbruget ville i sidste ende tjene ved det. Men ingen tør tage skridtet – ud over altså New Zealand..
En halv milliard mindre til miljøet
28. juni 2003
Miljøminister Hans Christian Schmidt er minister for et svindende ministerium. Et ministerium, der tilsyneladende er ved at nedlægge sig selv. I hvert fald kunne ministeren her for nylig meddele, at der fra 2001 til 2006 samlet vil blive sparet en halv milliard kroner – 500 millioner – på det danske miljø. Det svarer til en besparelse på godt 25%.
Således er der skåret 120 millioner på diverse råd og nævn, og samtidig er der sparet hele 350 millioner på forskellige institutioner og deres drift. Endelig er der brugt 50 millioner mindre på anlægsarbejder. Miljøministeren regner med, at Miljøstyrelsen mister godt en tredjedel af sit budget og mere end 100 ansatte, inden sparerunden er slut i 2006. I det lys forstår man godt, at Miljøstyrelsens direktør Steen Gade, valgte at tage sit gode tøj og gå.
Til gengæld har regeringens eget Institut for Miljøvurdering (IMV) i samme ombæring ansat nye medarbejdere. Instituttets bevilling blev nemlig fra den 1. januar 2003 øget med 5 mio. kr., og instituttet har efterfølgende ansat 7 nye medarbejdere. Dette trods en dom over IMV direktør Bjørn Lomborg for videnskabelig uredelighed. Og trods en massiv kritik af instituttets mildest talt useriøse og dårligt gennemarbejdede rapporter om emballage og dåsepant.
Så med den ene hånd sparer regeringen altså 500 millioner på miljøet, mens den med den anden giver 5 til IMV, der bestemt ingen planer har om at redde det danske miljø…
Nul vetoret til landbrugere
28. august 2003
Fødevareminister Mariann Fischer Boel hilser et nyt forslag til afskaffelse af den gamle jordbrugskommissioner velkommen. “Der er ingen tvivl om, at vi har brug for at modernisere den nuværende lovgivning, og jeg er glad for, at vi med betænkningen har fået en række forslag til forenkling og større fleksibilitet”, siger hun til Jyllands-Posten.
Den nye betænkning foreslår afskaffelse af de gamle jordbrugskommissioner, som hidtil har været en torn i øjnene på alle med interesse for natur og miljø. Mere end én gang er det nemlig lykkedes sådanne kommissioner at forpurre planer om etablering af nye naturområder – helt enkelt fordi landbruget havde og indtil videre stadig har flertal og dermed vetoret i disse kommissioner.
Blandt de konkrete forslag i den nye betænkning, som landbruget naturligvis er meget utilfreds med, er blandt andet følgende:
Brugen af landbrugsjord til naturformål sidestilles med brugen af jord til landbrugsformål.
Jordbrugskommissionerne nedlægges og erstattes af “regionale folkevalgte organer”.
Antallet af gårde i tilkøb hæves fra nu tre til fire gårde eller sammenlagt 400 hektar.
Arealgrænsen for tilkøb af landbrugsjord hæves fra 70 til 200 hektar.
Hidtil har der i jordbrugskommissionerne siddet én jurist og to repræsentanter fra landbruget, som således har haft hånds- og halsret over den danske jord.
Fremover vil det således være muligt for eksempelvis fonde at købe eksisterende landbrugsjord op og udlægge den som naturformål. Eller for vandværker at opkøbe jord, så drikkevandsboringer kan beskyttes mod gift fra landbruget.
Fødevareministeren vil efter endt høring fremsætte lovforslag til afstemning engang i løbet af efteråret.
Miljøudvalgsformand taget for ulovlig marksprøjtning
28. august 2003
“Venstre ved du, hvor du har”. Sådan lyder slogan’et, og sådan er det. Venstre er som landbrugsparti imod miljøpolitik og gør, hvad de kan for at forringe den. Det er klart det indtryk, man får, når man studerer regeringens miljøpolitik siden seneste valg. Der skal spares på miljøet, og det skal være lettere at få lov til at forurene og bebygge den danske natur.
Senest ramte man i Århus hovedet på sømmet, da ingen ringere end formanden for amtets miljøudvalg, Erik Poulsen, blevet taget for at sprøjte ulovligt på sine marker. Udvalgsformanden, der er valgt for Venstre, blev siden opfordret til at trække sig fra posten, men har nægtet at følge opfordringen. Han vil vente, til Valgbarhedsnævnet har afgjort, om han er værdig til fortsat at bestride posten til formand for miljøudvalget – når han nu selv er taget i at bruge ulovlig sprøjtegift på sine marker.
Meget karakteristisk kan Venstres Erik Poulsen altså slet ikke selv se noget odiøst at fortsætte på posten. Landet og vandet stander for alvor i våde i disse tider, hvor ræven er sat til at vogte hønsene…
© 2003 Steen Ulnits
