På Samsø udbød man i flere år  kurser i fluefiskeri fra kysten. Mottoet var: “Bind en flue og fang en fisk!” Kurserne videreføres nu af Højskolen på Kalø

Jeg har haft den lykke i de sidste 4 år at have været involveret i højskolearbejde på Samsø Højskole. Lykke, for ingen havde mindre end jeg troet, at jeg nogensinde skulle have noget med højskoler at gøre. Lige indtil den dag, hvor telefonen ringede, og forstander Ole Kæmpe fra Samsø Højskole præsenterede sig og sine ideer om fremtidige fluefiskekurser i højskoleregi.

Helt ærligt troede jeg ikke på ideen. For hvem ville dog betale penge for og bruge kostbar tid på at indlogere sig på en isoleret højskole i en hel uge – blot for at lære mere om fluefiskeri efter havørred fra kysten?

Men jeg tog fejl. Meget fejl. Siden da har nemlig snart 150 forskellige kursister deltaget i de ugelange kurser – dertil flere, som har deltaget både tre og fire gange. Forstander Ole Kæmpe måtte altså have haft noget at have sine planer i. Og fluefiskeriet måtte have noget at tilbyde mange forskellige mennesker.

Forstanderen

Ole Kæmpe, der som indfødt samsing har fisket med stang og line siden barnsben, fattede i en sen alder interesse for fluefiskeriet. Han blev meget optaget af det og er det stadig, for ingen anden fiskeform har så mange facetter:

– Fluefiskeri er meget andet end blot fiskeri. Fluefiskeri er et felt, hvor man kan anlægge en filosofisk, en samfundsmæssig, en miljøpolitisk eller en naturvidenskabelig synsvinkel – en perfekt cocktail til det oplysningsarbejde, højskolerne ifølge loven skal levere.

– Og så passer fluefiskeri perfekt ind i det moderne liv. Hvor det tidligere handlede om at tilpasse sig det gældende samfund, da drejer det sig nu om at gøre en forskel. Og her passer fluefiskeriet glimrende ind. Man bestemmer selv hvor og hvornår.

“Fortidens nederlag kan hjemtages, og fremtidig fremgang kan udpønses” skrev Svend Saabye i kapitlet “Valdemars å” fra sin udødelige bog “Lystfiskerliv”(for nylig genudgivet på Gyldendal, red. anm.). Den filosofi kan snildt overføres fra fluefiskeriet til livet blandt almindelige dødelige.

Ud over de åndelige værdier er der også de rent praktiske fordele. Siden fiskekurserne begyndte på Samsø, er omfanget af det ulovlige garnfiskeri langs kysterne aftaget markant. Det skyldes ikke mindst en hektisk debat i lokalpressen. I et læserbrev meddelte forstanderen nemlig, at han fremover ville anmelde alle ulovlige garnfiskere til politiet – dem, man hidtil havde set gennem fingre med i det lille øsamfund, hvor alle jo kender alle.

Argumentet var, at et fåtal lovbrydende garnfiskere kan ødelægge alt for meget for det store flertal af fastboende og tilrejsende. At Samsø i dag har brug for de penge, som ikke mindst fisketurister og fiskekursister lægger på øen uden for sæsonen. Penge, der efterfølgende bliver til skattekroner og arbejdspladser. Og da duer det altså ikke at have kysterne plastret til med ulovlige garn. Så kommer turisterne ikke igen.

– Det virkede, fortæller forstander Kæmpe, men tilføjer med et smil: – Jeg blev ikke populær. I dag går jeg ikke længere alene på molerne om aftenen!

Instruktøren

Preben Petersen, der til daglig er post i Hadsund, tilbringer hvert år tre uger på Samsø Højskole som underviser i fluebinding.

– Hvad får ham til at bruge så mange surt opsparede fridage – 3 ugers ekstra “ferie” – på netop at undervise andre i fluebinding og fluefiskeri?

Preben Petersen: – Fluefiskeri er i dag så stor en del af min tilværelse, at det at kunne videregive råd og vejledning til begyndere i sig selv er en skøn oplevelse.

– Når en kursist har bundet sin første flue, fået gode råd om kastet, og så senere ude ved kysten fanger sin første havørred eller hornfisk, så er der ikke langt til lykken. Da er en ny fluefisker født og en livslang passion begyndt. Det er en stor tilfredsstillelse for underviseren.

– Vi har ofte på tavlen i undervisningslokalet citeret den kendte amerikanske fluefisker John Gierach:

“One solution to any problem – work, love, money, whatever – is to go fishing. And the worse the problem, the longer the trip should be”.

– Et citat, som alle kursister synes om, og til Samsø kommer de endda frivilligt. De kan dyrke deres hobby en hel uge uden indblanding fra resten af samfundet – et koncentreret mix af undervisning, afslapning og hyggeligt samvær med ligesindende.

– At bruge 3 uger på alt dette er en dejlig oplevelse – uanset om det er ferie eller afspadsering, jeg bruger. Samsøs natur er jo pragtfuld, når vi holder kursus. Foråret er på vej, fuglene synger og blomsterne blomstrer. Så der ryger ganske vist en del af sommerferien, og jeg må derfor arbejde, når andre holder ferie i juni-juli. Det har jeg det fint med.

Turistchefen

Mange højskolekursister har fanget deres første kystflueørred under kursusophold på Samsø. Og flere er blevet så begejstrede for øen og dens mange fine fiskepladser, at de vender tilbage igen og igen – nu som lejere af sommerhuse uden for sæsonen.

Det er den lokale turistchef på Samsø, Lars Jensen, naturligvis meget glad for:

– For et lille samfund som Samsø, hvor den ene store arbejdsplads efter den anden er blevet nedlagt, er turismen af uvurderlig betydning. Den bringer omsætning til øen – i form af turister, der bor på hotel, lejer sommerhus eller ligger på campingplads. Turister, der går på restaurant eller køber ind hos den lokale købmand.

– Dette gælder naturligvis for alle turister, men lystfiskerturisterne er specielt vigtige i skuldersæsonen – forår og efterår, når sommerens badegæster er væk og feriehusene ellers står tomme. Da rykker lystfiskerne ind med deres varme waders og tykke trøjer – klar til mange timers ophold i det kolde vand omkring Samsø!

– Dem hilser vi specielt velkommen og håber, at der kommer flere endnu. For langs Samsø smukke kyster er der plads til mange flere lystfiskere, uden at der derfor bliver trængsel.

– Men fisketuristerne har ændret sig. Hvor vi tidligere så mange tyske turister, som kom for at hale torsk op i massevis og fryse dem ned til senere konsum i Tyskland, da er det nu havørreden, som er i højsædet. Torskene er jo næsten helt væk på grund af iltsvind og overfiskning, men havørrederne er der stadig – sikkert endda flere nu end tidligere.

– Vi oplever, at havørredfiskerne er meget trofaste. Det er de samme mennesker eller grupper, der booker det samme sommerhus år efter år – ofte i den samme uge. Og sådanne gæster er jo guld værd for branchen.

– Men som turistmand lurer frygten hele tiden. Frygten for den helt store forureningskatastrofe, når endnu en enkeltskroget tanker er gået på grund ud for Hatter Barn på Rute T. Vi mærker det øjeblikkeligt: Tyskerne stopper straks betalingen af rater til lejede sommerhuse, når de i nyhederne kan se, at endnu et skib er gået på grund ved Samsø ­ med risiko for det helt store olieudslip og dermed en ødelagt fiskeferie…

Kursisten

En af de fascinerende ting ved at undervise i fluefiskeri på Samsø Højskole, er de mange, mange forskellige kursister:

En Nobelpristager i biofysik, som altid havde ønsket sig at fluefiske. En kaptajn fra Jægerkorpset, der så en udfordring i netop fluefiskeri. En tidligere ministersekretær, som kunne mange artige historier fra ind- og udland.

Unge undervisere, der ville lære mere om deres egen altopslugende hobby, og som ville bringe det videre til deres egne elever. Efterlønnere med mod på mere, end de hidtil havde oplevet. Nogle af dem endda med ægtefæller, som malede akvareller, mens de selv bandt og kastede fluer.

En mand, der havde overlevet et hjertetilfælde og som nu ville leve drengedrømmene ud. Han kom anstigende med et nyt kørekort – på en splinterny motorcykel og med en flunkende ny fluestang i sadeltasken.

En anden fisker arriverede med et splinternyt hjerte og helt nye horisonter for sit videre liv med fluer og fluestang – og det nye hjerte. Alle spændende mennesker med helt forskellige indfaldsvinkler til livet, men alle med lysten til at lære sig fluefiskeriets glæder.

Det er både sjovt, spændende og ikke mindst krævende at lære andre fluefiskeriets mysterier. Selv om man måske har 25-30 års erfaring som fluefisker og synes, at det hele egentlig er ganske ligetil, så synes kursisten det ikke. For ham eller hende er intet taget for givet. Der skal startes helt fra grunden, og det tager tid.

Den fornødne tid har man netop på de ugelange højskolekurser. Her starter man hver formiddag på kastebanen, hvor de værste fejl og mangler rettes. Eller man binder nye fluer ved fluestikket. Eftermiddagen tilbringes med praktisk fiskeri, hvor der tilsættes saltvand og bølgegang til de nybagte fluer og fluekast. En effektiv indlæringsfacon, der sågar også giver fisk på land med jævne mellemrum.

Jørgen Stybe fra Hillerød, der har en fortid i fotobranchen og nu er pensioneret, har været på Samsø Højskole fire år i træk for at binde fluer og fiske med dem. Det er fristende at stille ham spørgsmålet, om han da slet ikke lærer noget – siden han kommer igen og igen:

– Jo da, jeg lærer skam noget nyt hvert år, men det er lige så meget stemningen, jeg kommer for. Det gode sammenhold kursisterne imellem. Alle kommer jo med den samme positive indfaldsvinkel – at de nu skal tilbringe en hel uge sammen med andre ligesindede. At de nu har en hel uge for sig selv, hvor de kan hellige sig deres store hobby og dygtiggøre sig i den.

– Derfor kommer jeg igen år efter år. Intet år uden en uges højskoleophold på Samsø!, slutter Jørgen Stybe, der som dygtig fotograf også har leveret billeder til denne artikel.

© 2004 Tekst: Steen Ulnits

© 2004 Fotos: Jørgen Stybe

Info: www.kalohojskole.dk

Alle, der har set det, har ladet sig betage af dets elegance og rytme. Alle, der har fisket, har mærket det krible i armen for selv at prøve det: Fluekastet.

Mange lystfiskere har livet igennem drømt om at kunne kaste en flue. Nogle har måske set Brad Pitt gøre det i Robert Redford’s fantastiske filmatisering af Norman Maclean’s “A River Runs Through It” (“Floden” på dansk) og set den lange flueline svæve let og elegant gennem luften.

Andre har, som en kendt københavnsk højesteretsadvokat, engang set en fluefisker i aktion ved en norsk elv og drømt sig i hans sted. Så flot så det ud.

Lærer og elev

Det kan være svært at lære sig selv at kaste med flue, selv om det sagtens kan lade sig gøre. Har man flair for det, klarer man grundprincipperne på nogle få timer – uden hjælp. Men har man ikke flair for det, bør man søge assistance. Enten hos en god ven, der kan kaste. Eller på et kursus under kyndig vejledning af en professionel instruktør.

En anden god grund til at gå på kastekursus er at få fjernet nogle af de unoder, man ofte tillægger sig, hvis man er selvlært. De skal luges bort hurtigst muligt, og det kan en erfaren instruktør virkelig være en god hjælp til. Han kan se, hvad man ikke selv kan, og er han tillige en god instruktør, kan han også formidle sine iagttagelser videre til eleven.

Mange grejbutikker tilbyder løbende kurser i fluekast – typisk nogle timer på en græsplæne, hvor de mest grundlæggende teknikker indstuderes. Flere fluekast kræver imidlertid vand for at kunne lade sig udføre, og da kommer græsplænen til kort. Flere fluekast kræver nemlig, at linen yder modstand i vandet – hvad den i sagens natur ikke gør på en kortklippet græsplæne.

Start gerne på en græsplæne, men tilsæt snarest vand, så man kan få en fornemmelse af fluekasterens virkelige verden. Den er nemlig våd!

Fluekast på formel

Vi kan i dag sende en mand til Månen eller en sonde til Mars – hvis det er det, vi vil. Vi kan udregne fart og baner så nøjagtigt, at vi kan ramme et krater på en fjern planet – hvis det altså er det, vi vil.

Men fluekastet er en helt anden sag. Flere fysikere har gennem årene forsøgt at sætte fluekastets dynamik på formel, så linens flugt gennem luften og massens fordeling gennem stang og line kan udtrykkes i tal og bogstaver. Det er hidtil ikke lykkedes, selv om formlerne har været lange og indviklede. Det er helt enkelt svært at beskrive, hvad der sker i luften.

Heldigvis er fluekastet langt lettere at udføre end beskrive. Uheldigvis er der imidlertid en tendens til at gøre det hele sværere, end godt er. En manglende erkendelse af, at folk er forskellige, og at det derfor er helt naturligt, at forskellige fluekastere udvikler en forskellig kastestil, der passer til netop dem. Det skal man som instruktør have øje og sans for.

Der er visse grundlæggende principper, som ethvert fluekast skal overholde. Men herudover er der frit spillerum for personlig stil. Man skal hele tiden have for øje, at der kun er ét mål for fluekastet: Fluen skal bringes derud, hvor fiskeren ønsker det, og lande, som den skal. Langt og kontant, hvis det er en blæsende dag på kysten. Let og elegant, hvis det er en tørflue, der sidder på forfanget.

Der findes i denne verden en håndfuld instruktører, som har skrevet hele bøger om fluekast. En af de bedste af slagsen – amerikaneren Bernhard “Lefty” Kreh – har dog selv måttet erkende, at man ikke skal generalisere alt for meget. Efter flere årtiers undervisning af tusindvis af håbefulde fluekastere har han således indset, at den metode, han har brugt i årevis, næppe er den rigtige, bedste – eller eneste…

Det er jo ikke så lidt af en erkendelse at komme til efter mange år på kastebanen – og endnu et bevis på fluekastets kompleksitet.

Den dygtige fluekaster

Der findes mange dygtige fluekastere i denne verden – folk med naturtalent og/eller folk, som har øvet sig meget og bruger megen tid på at toptune deres fluegrej.

Imidlertid har de rigtig dygtige fluekastere én ting til fælles: De kan tage en hvilken som helst kombination af fluestang og -line i hånden og få det bedste ud af den med det samme. De føler instinktivt, hvordan stangen skal lades op – hvordan den bedst skal tilføres kraft for at kunne afgive den til linen med de længste eller mest præcise kast til følge.

Nogle fluestænger er langsomme – andre hurtige. Valg af fluestang er dels et spørgsmål om temperament – dels et spørgsmål om, hvad stangen skal bruges til. Skal den kunne servere en tørflue præcist og elegant på en kort line, eller skal den kunne sende en tung flueline længst mulligt ud i en vind, der altid blæser?

Man får ikke begge dele i den samme stang – selv om man så sandelig godt kan få det indtryk, når man læser grejkatalogernes beskrivelser af nye fluestænger…

Men ikke nok med det. Flydende liner er tykkere end synkende og har derfor en større luftmodstand og roligere kasterytme. Liner med synkende spids er urolige i kastet, idet den tynde synkende spids har mindre luftmodstand end den tykke hovedline. Læg hertil forfanget, som kan variere fra en halv til fem meter, hvilket også er afgørende for fluekastets udførelse.

Alt dette betyder, at den dygtige fluekaster må kunne variere sit kast efter grejet og omstændighederne, og det lærer man altså ikke på en græsplæne. Der skal vand til – vind og strøm ligeledes.

Grundkastet

Man kan ikke lære sig at kaste ved at læse en artikel. Men man kan tilegne sig en fundamental viden om det, vi kalder “grundkastet”. Et godt grundkast er for fluefiskeren, hvad et godt sving er for golfspilleren – grundlaget for alt det andet. Uden et godt grundkast kommer man ikke langt.

Grundkastet består af tre klart adskilte faser: Bagkastet, pausen og fremkastet. Den mest elementære begynderfejl er, at man ikke adskiller disse faser. Og resultatet bliver en kraftesløs viften med linen i store ottetaller.

I bagkastet spændes stangen af linens vægt og kasterens bagudrettede bevægelse af armen. Stangen bøjer sig og sender kraften videre ud i linen, som begynder sin færd bagud gennem luften.

I pausen stopper kasteren sin bevægelse af stangen, mens linen når at rette sig næsten helt ud bag kasteren. Pausen ophører, umiddelbart før linen har strakt sig helt ud.

I fremkastet, som er identisk med bagkastet, blot modsat rettet, bøjes stangen atter af linens vægt og kasterens fremadrettede bevægelse. Linen modtager kraften og strækker sig ud foran kasteren.

Dette er grundkastet i al sin enkelhed, og det kan udføres i alle planer – fra lodret til vandret, over hovedet eller ud til siderne. Alle andre kast er en variant heraf, idet alle kast går ud på at overføre kraft fra kasteren til linen via stangen.

Denne kraftoverførsel skal ske i en glidende og accelererende bevægelse – ikke rykvis, da dette ødelægger rytmen i kastet og danner bølger på linen. Et godt fluekast er kendetegnet af en jævn rytme og en line, der hele tiden er strakt og lige.

Derfor skal stoppet mellem bagkast, pause og fremkast heller ikke være abrupt. I stedet følger man i pausen passivt efter linen med stangen og udjævner dermed faserne mellem de forskellige dele af kastet.

Lægger man for meget kraft i kastet, kan stangen ikke nå at følge med. Den kan ikke overføre al energien til linen, men begynder i stedet at slå med stangspidsen – med bølgedannelse på linen til følge. Begynderfejl nummer to er da også at lægge for meget kraft i kastet – at kompensere for den manglende teknik med yderligere kraftanvendelse.

Enkelt- og dobbelttræk

Sørg for at få grundkastet i orden, så man kan kaste ti meter line perfekt og i alle planer. Er grundkastet på plads, kan vi bygge videre på det – med først enkelttræk og siden dobbelttræk. Det er her, man for alvor lægger afgørende meter til sine fluekast.

Enkelttrækket er – nå ja – enkelt. Det udføres ved, at man med linehånden trækker nedefter i linen, mens man med kastearmen fører stangen tilbage i bagkastet. Herved spænder man stangen mere, end man kunne med kastearmen alene.

Enkelttrækket kommer således helt af sig selv, hvis man ikke foretager sig noget – faktisk også, hvis man stikker linehånden med linen i et fast greb ned i lommen! Det bliver dog mere effektfuldt, hvis man aktivt trækker nedefter i linen, mens bagkastet udføres.

Hvor enkelttrækket er enkelt at lære, så kræver dobbelttrækket noget mere af kasteren. Faktisk kan mange kastere tydeligt huske den dag, hvor de for første gang fattede mekanikken og teknikken i dobbelttrækket. Det er som at lære at køre på cykel. Lige pludselig kan man bare holde balancen.

Dobbelttrækket er kort fortalt blot to enkelttræk – et i bagkastet og et igen i fremkastet. Det vanskelige består i at synkronisere de to bevægelser. Og kardinalpunktet er forståelsen af, at linehånden nødvendigvis må følge op efter stang og line, mens sidstnævnte strækker sig ud bag kasteren i pausen. Ellers kan man jo ikke trække nedefter igen!

Fluekast med musik i

Det er spændende og udfordrende at skulle lære sig selv fluekastets mysterier. Men det er mindst lige så spændende og udfordrende at skulle lære andre at kaste med flue. En disciplin, som er ganske svær at forklare med ord eller få ned på tryk. Men som kan gøres ganske ligetil. For at kaste med flue er præcis lige så kompliceret eller enkelt, som man selv gør det til:

Stik en 10-års knægt en fluestang i hånden og vift lidt med stang og line for ham. I regelen tager det ikke mange minutter, førend han kan kaste en brugbar linelængde. Og hurtigt kan mange endda blive meget gode til det.

Men stik den samme fluestang i hånden på den efterlønner, der altid har drømt om at kunne kaste med flue – og straks er der kurrer på tråden og kludder med linen!

Heldigvis ikke mere, end at problemerne kan løses. Det tager blot lidt længere tid. Det gælder om at spore sig ind på den enkelte kursist og tale samme sprog som ham eller hende. Et sjovt eksempel fra Samsø Højskole:

En cellist fra et jysk symfoniorkester havde store problemer med at tilegne sig fluekastet. Men engagementet fejlede bestemt ikke noget. Således stod han på græsplænen fra morgen til aften – også i pauserne – men stang og line ville ikke rigtig, som han ville.

Lige indtil der gik en prås op for instruktøren. Fluekastet er jo som en metronom: Tik-tak. To takter med kastearmen i frem- og bagkast, fire takter med linehånden i enkelt- og dobbelttræk. Da dette forhold først var bragt på banen, faldt tiøren med et brag for den klassiske musiker. Både lærer og elev blev på rekordtid mange gange klogere, og en glad ny fluekaster var født! 

Et godt udført fluekast er en nydelse i sig selv – at betragte eller at udføre. Det er dybt tilfredsstillende at se den lange flueline strække sig elegant ud på vandet og præsentere den lille flue fnuglet på overfladen.

Fluekastet er da også grunden til, at netop fluefiskeri fortsætter med at fascinere, når alt andet er hørt op – fiskenes bidelyst inklusive.

Fluekastet fascinerer altid – med eller uden fisk!

© 2004 Tekst: Steen Ulnits

© 2004 Fotos: Jørgen Stybe

Fluehjul er simple af konstruktion. Alligevel er der tilsyneladende ingen grænser for, hvor meget de kan udvikles. Vi har mødt en dansk hjulmager i verdensklasse.

En af menneskehedens største opfindelser var som bekendt hjulet, der for alvor fik udviklingen til at rulle. Og hjulet ligger stadig på Top Ti listen over opdagelser, der gør hverdagen lettere – for cyklister, bilister, togpassagerer og mange, mange andre – heriblandt lystfiskere. Uden et godt fiskehjul ingen vellykket fisketur. Så enkelt er det.

Hjulets oprindelige og fornemste opgave er at opbevare linen. Nogle hjul skal kunne kaste, mens andre primært er lavet til at fighte store fisk med. Endelig er der så fluehjulet, hvis opgave i mange tilfælde udelukkende er at opbevare den tykke flueline. En opgave, der ikke stiller ret store krav til konstruktionen. En simpel linetrisse, kunne man sige.

Alligevel er der næppe nogen anden enkel konstruktion, der har fået så megen bevågenhed som netop fluehjulet. I mange år skete der ikke den helt store udvikling på feltet, men så kom de computerstyrede drejebænke og revolutionerede fluehjulet helt og aldeles.

“Built to stop a train”

Pludselig kunne enhver med adgang til en computer og en drejebænk designe og fremstille sit eget fluehjul – fræset ud af en massiv blok flyaluminium af bedste kvalitet og forsynet med en avanceret skivebremse. Bremser “built to stop a train”, som amerikanerne med vanlig sans for dramatik udtrykker det.

Denne udvikling har givet den moderne fluefisker hjul af en kvalitet og funktion, han ikke havde turdet drømme om for blot få år siden. Hjul, der i mange tilfælde er bastant overkill. For her i Danmark svømmer ingen fisk omkring, der kræver ventilerede skivebremser. Sådanne fisk skal vi til troperne for at finde – i form af bonefish, tarpon med flere fisk, hvis fart og styrke virkelig kan sætte materiellet på en prøve.

Men man skulle jo være et skarn, hvis man ikke tog de nye hjul til sig – specielt da nu, hvor priserne samtidig er blevet overordentlig rimelige. Vi kan nu – uden at skulle i banken først -anskaffe os hjul med kvaliteter, der bedst kan sammenlignes med Porsche eller Ferrari på danske motorveje. Lækre produkter, der i sig selv kan tilføre fiskeriet en ekstra dimension – hvis man altså er til lækkert grej og ikke blot funktionelt værktøj.

Og det er ikke kun ude i den store verden, at vi finder udviklere og producenter af sådanne hjul. Faktisk har vi her i Århus en af de fremmeste af slagsen boende. Det er Thorkild Damm, der tidligere har været på banen – som manden bag overtagelsen og videreudviklingen af de kostbare hollandske ATH hjul.

ATH er dyre sager, som er forbeholdt de få fluefreaks med pengepungen i orden. Derfor har Thorkild Damm i mellemtiden udviklet og designet et helt nyt fluehjul, som skal tage konkurrencen op med de store producenter på verdensmarkedet. Et hjul i mellemprisklassen, hvor man i dag får rigtig meget for pengene.

Hjulmager med en VISION

En af hovedtankerne bag det nye fluehjul var, at der til hver størrelse hjulhus skulle være to forskellige spolestørrelser at vælge imellem. Ideen var og er, at man så blot kan skifte spole i stedet for at skulle skifte til et helt nyt hjul, når forholdene krævede en lettere eller tungere flueline.

Det er dyrt at udvikle nye produkter, og det tager forbløffende lang tid, inden et nyt produkt er klar til at komme på markedet. Et fiskehjul skal “field testes”, før det kan markedsføres og sælges. Det skal ud til vandet og bruges til praktisk fiskeri ­ helst under de hårdest tænkelige omstændigheder, så eventuelle svagheder afsløres, før hjulet er ude hos kunden.

Her havde Thorkild Damm den store fordel, at han kunne bruge princippet i det velfungerende bremsesystem, der sidder i de dyrere ATH hjul. Det samme gjaldt systemet for spoleskift, som også findes i de nye hjul, der er udviklet i “VISION” regi – i et dansk-finsk samarbejde om fluegrej, der markedsføres verden over under navnet “VISION”.

Det nye Vision XLA har ligget klar til produktion i lang tid. Men der var stadig småting, som kunne forbedres, før den endelige godkendelse og det afgørende “go” til de store fabrikker i Fjernøsten kunne sendes afsted. Så var resultatet imidlertid også så godt, at Thorkild Damm ville lægge navn til hjulet, som jeg har haft lejlighed til at testfiske i nogle måneder.

– Det fungerer bare!

© 2004 Steen Ulnits

“Den tovlige dyrlæge” alias Preben Torp Jacobsen døde den 12. marts 2004 efter længere tids sygdom, 81 år gammel.

I løbet af sine otte årtier lykkedes det den tovlige dyrlæge at opdrage en hel generation af fluebindere og fluefiskere – ikke blot i Danmark, men også i det øvrige Skandinavien. Det lykkedes ham til sidst også at få sit helt eget TV-program, hvilket glædede ham meget og for alvor gjorde ham landskendt som den “den tovlige dyrlæge”.

Fluebinderen Preben Torp Jacobsen er nok ham, de fleste danske lystfiskere kender. Det var i hvert fald ham, jeg først stiftede bekendtskab med. Sirlige finesser og finurlige materialer – dem var Torp altid god for. Blandt de mere eksotiske materialer var uld fra køer med kobbermangel, hvilket jo ikke sådan lige er at skaffe fra postordrefirmaerne. Men Torp havde som dyrlæge direkte adgang til de sjældne råvarer og gjorde god brug af dem!

Interessen for fluebinding resulterede i 1976 i udgivelsen af “Fluebinding”, som er et absolut must for fluebindere med hang til binding af klassiske fluer med klassiske materialer. Den har et herligt aflangt format, som tillader, at bogen kan ligge åben, mens man binder. Den oprindelige paperback blev i 1978 erstattet med en hardcover udgave.

Torp var mest til naturens egne materialer, og det fik ham til i en årrække at opdrætte egne høns, så han altid havde hackler i de rette farver og den rette kvalitet. Som uddannet dyrlæge med speciale i fjerkræ lå hønseavl da også lige for.

Bogudgiveren Preben Torp Jacobsen kender vi nu fra flere udgivelser fra “Flyleaves” – Torps eget forlag. Hans første bog “Tørfluefiskeri” fra 1965 udkom ganske vist på Grafisk Forlag, men siden var det “Flyleaves”, der udgav bøgerne – alle illustreret med Torps egne sirlige og instruktive tuschtegninger.

Nogen stor kunstner som forbilledet Svend Saaabye var han definitivt ikke, men han kunne formidle, hvad han ville med sin spinkle streg. I 1978 genudgav han “Tørfluefiskeri” på eget forlag – i en stærkt revideret udgave, som er blevet en klassiker på området.

Torps interesse for at skrive og udgive bøger stammede fra hans egne bibliofile tilbøjeligheder. Han havde således gennem årene opbygget en stor samling af fiskelitteratur og garnerede ofte både artikler og bøger med velvalgte citater fra disse. At kalde ham belæst inden for den klassiske fluefiskelitteratur er en stærk underdrivelse.

Stangbyggeren Preben Torp Jacobsen er der ikke så mange, der kender til. Torp var livet igennem fascineret af håndbyggede splitcanestænger, og i en relativt høj alder gik han i gang med at bygge sine egne stænger selv. Han indrømmede dog, at de aldrig blev i verdensklasse, men han havde det sjovt og eksperimenterede med alskens taperinger, hærdninger og meget mere.

En enkelt lille bog kom der sågar også ud af stangbyggeriet, og man må formode, at Prebens hjemmebyg fremover vil blive guf for samlere med hang til håndbyggede splitcanestænger bygget af kändiser som PTJ.

Bladudgiveren Preben Torp Jacobsen er relativt ukendt, men nok så vigtig. Således var vi en halv snes skandinaver – to danskere og otte svenskere – der en forårsdag for efterhånden mange år siden samledes i Prebens hus i Nørager. Han var netop blevet skilt, men savnede nu ikke kvindeligt selskab af den grund. I forbindelse med skilsmissen spøgte han med, at det heldigvis var lykkedes ham at holde sine to elskede, amerikanske og flammehærdede Paul Young-stænger helt uden for bodelingen. Heldigvis, for det var dem, han holdt mest af, og dem, der nok var mest værd i hele boet!

Under denne skandinaviske weekend grundlagde vi det, der i dag er tidsskriftet “Flugfiske i Norden”. Et interskandinavisk blad om fluefiskeri, der er enestående ved at have alle artikler trykt på et af originalsprogene dansk, svensk eller norsk. Noget, som vi danskere måtte kæmpe hårdt for i det stærkt svensk dominerede forum!

I lang tid herefter havde Preben sin egen faste spalte i FiN, som det kaldes i daglig tale – i form af hans “Brev fra Preben”. Han blev dog grundigt sur på en af de første redaktører og trak sig efterfølgende tilbage fra det faste medarbejderskab. Men “Flugfiske i Norden” er nu på vej til sit 25 års jubilæum – stronger than ever – og det kan vi ikke mindst takke den tovlige dyrlæge for.

Charmøren Preben Torp Jacobsen kendte vi alle til – fiskere såvel som ikke-fiskere, mænd som kvinder. Torp var en livsnyder af de store. Ud over fluefiskeriet holdt han af god mad, gode vine, single malt whisky – og gammelost. Jo ældre desto bedre!

Faktisk var kærligheden til gammelost så stor, at han gerne kørte mange kilometer for at få en bid, hvis han havde vejret en ny Gamle Ole hos venner og bekendte med samme svaghed som ham selv. Altid ledsaget af en passende dram, forstås!

Torps livsglæde gav sig også udslag i, at han var forelsket til det sidste. Han besøgte sin udkårne, så tit det var muligt, og tog på lange udlandsrejser med hende. I det hele taget opførte han sig som en nyforelsket teenager, og det var netop det, der kendetegnede Torp: Et evigt engagement. Han brændte for alt, han beskæftigede sig med, og gjorde aldrig noget halvt.

Lapsen Preben Torp Jacobsen var af nyere dato. På det sidste blev Preben lidt eksotisk i sit tøjvalg. Storternede bukser og skjorter i bedste amerikanske stil dukkede op ved festlige lejligheder – gerne specialsyede, så de passede til hans tiltagende korpus og pondus. Sidste skud på stammen var en afrikansk hat, som man ikke kunne undgå at lægge mærke til. “Jeg elsker opmærksomhed”, sagde han da også til sit forsvar, og tøjvalget sikrede ham al den opmærksomhed, han måtte ønske.

Nogle kunne ikke lide den tovlige dyrlæges facon og misforstod ham derfor. Men de skal vide, at der under en til tider lidt brysk facade bankede et hjerte af guld. En mand med meninger, som han altid stod ved og kunne argumentere for.

Den tovlige dyrlæge blev begravet med stil – iført sin elskede fiskevest og klar til nye eventyr ved de evige fiskevande.

Der kommer aldrig en anden som ham.

© 2004 Tekst: Steen Ulnits

© 2004 Foto: Preben Petersen