Forfatterarkiv: Steen

Samlere og fiskere

De samler på gammelt fiskegrej og læser i gamle fiskebøger. Nogle af dem udgiver sågar nye – om de gamle klassikere.

Vi lever i en tid, hvor nyt fiskegrej afløser gammelt med stadig kortere intervaller. Intet nyt katalog uden en hel stribe nyheder – om de så er reelle eller blot gamle kendinge i nye klæder.

I gamle dage gik alting meget langsommere. Der gik år mellem de nye modeller, og mange klassikere holdt i rigtig mange år, før de blev afløst af nye. Enkelte af dem holdt så længe, at de nærmest er udødelige. Et godt eksempel er det engelske “Perfect” fluehjul fra Hardy Bros – et hjul, der stadig fremstilles med mellemrum. Blandt samlere handles gamle Perfect-hjul nu for store summer.

I dag er der ganske mange lystfiskere, som længes efter de gode, gamle dage, hvor alting var enkelt. Hvor fiskene var mange og fiskerne få. Hvor godt grej ofte var håndlavet og derfor dyrt i anskaffelse. Hvor det stadig kunne betale sig at reparere grej, der var gået i stykker.

Dansk Grejsamler Klub

Disse “bagudrettede” lystfiskere har slået pjalterne sammen i Dansk Grejsamler Klub (DGK), der er en forening af samlere, som på en sjov og uformel måde har fundet sammen om deres fælles interesse for gamle grejer og gammel litteratur omkring lystfiskeriet.

Medlemmerne samler på alt fra hjul, stænger, agn og fluer, æsker, bøger, tidsskrifter, kataloger – til store og små firnurligheder omkring lystfiskeriet. Hyggelig samlermani trives side om side med stor specialviden – til glæde for alle klubbens medlemmer.

DGK blev stiftet i 1986 – og har haft støt stigende medlemstal lige siden – heriblandt ganske mange udenlandske medlemmer. I skrivende stund er der 275 medlemmer af DGK.

“Loppefiskeren”

Klubben udgiver seks gange om året bladet “Loppefiskeren”, hvor medlemmerne kan annoncere køb/salg/bytte, få bragt egne artikler om den enkeltes samlerområde, samt holde sig orienteret om stort og småt på grejsamlerfronten.

“Loppefiskeren” er imidlertid ikke det eneste skriftlige materiale, der udgives af DGK. Et lille udvalg udsender med ujævne mellemrum et lille skrift i en serie om “Fluer med historie”, der kun trykkes i et antal der svarer til de af medlemmerne bestilte. De to foreløbige skrifter har handlet om henholdsvis Valdemar P. Haugaard og hans fluer samt om Paul Wellendorf og hans streamere.

Desuden har klubben foranlediget genoptryk af et gammelt Norden-katalog (en tidlig dansk stangproducent) og udarbejdet en dansk bibliografi over lystfiskerlitteratur. Den er pt. udsolgt, men en ny og revideret udgave er på vej.

Herudover afholder DGK årligt to store weekend-arrangementer – ét på Sjælland og ét i Jylland. Begge gange er der om lørdagen, hyggeligt samvær og om søndagen en stor auktion over grej, bøger og alt til faget hørende – for enhver smag og pengepung.

I forbindelse med auktionerne kan man få vurderet gammelt grej, man måtte have fået eller arvet – noget, mange benytter sig af.

Klubben arrangerer også én gang om året en “Gammeldaws fisketur” hvor man fisker med de kære gamle grejer. Her viser de ofte, at de skam kan endnu!

Gamle reservedele

DGK har gennem mange år opbygget et omfattendende lager af for længst udgåede reservedele til ældre hjul. Det gælder overvejende svenske ABU, men også andre fabrikater findes på lager.

Klubben får til stadighed nye reservedele, overvejende ved venlige donationer eller tilbud om billig overtagelse fra grejhandlende og privatpersoner. Disse reservedele sælges primært til DGK’s medlemmer – til meget rimelige priser. I sig selv et argument for medlemsskab, hvis man har gamle hjul, der gerne skulle forblive kørende.

Dansk Grejsamler Klub kan kontaktes via foreningens hjemmeside på adressen www.grejsamler.dk.

Bog om bogen

Mange lystfiskere er bibliofile – læseheste og bogsamlere på én gang. Enkelte af dem går endda så vidt, at de selv udgiver nye bøger om gamle klassikere inden for lystfiskerlitteraturen.

Til dem hører formanden for Dansk Grejsamler Klub, Heinz Gerhard, der bor lige ned til Esrum Sø på Nordsjælland. Han har på eget forlag udgivet en bog om bøgernes bog inden for lystfiskeriet – en bog om den danske udgave af Izaac Walton’s klassiker “The Compleat Angler” fra 1653.

Bogen hedder meget passende “Historien om Den Fuldkomne Fisker” og er udgivet i 60-året for udgivelsen af den første danske udgave og 350-året for den oprindelige førsteudgave.

Bogen er oversat af Johanne Kastor Hansen, digtene er gendigtet af ingen ringere end Otto Gelsted, og siderne er smukt illustreret af Ib Andersen. Oversættelsen kom dog ikke til verden uden skærmydsler. Den blev nemlig udgivet under krigen og måtte derfor først gennem den tyske censur, før den kunne trykkes.

“Typically British”

At den overhovedet gik igennem, siger vist mest om tyskernes mangel på litterær dannelse. De anede nemlig ikke, at netop denne bog var så typisk engelsk, som nogen bog kunne være. Og at den danske oversætelse derfor kun kunne tolkes som en slet skjult protest mod tyskernes besættelse.

Således anede den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig intet om den opstandelse, som en fejlcitering af “The Compleat Angler” udløste i det engelske parlament under Første Verdenskrig. Det fejlagtige citat blev straks påtalt og debatteret ivrigt af medlemmerne – trods verdenskrigen, der lurede lige udenfor.

“Typically British”, kan man vist roligt sige! Bogen om bogen er på 84 sider og koster kr. 285,-

Normark Denmark A/S

Historien om det lille danske énmandsfirma, der voksede sig til en del af en stor internationalvirksomhed inden for jagt og fiskeri.

Det startede med fiskegrej, da en engageret randrusianer i 1957 grundlagde firmaet Steen Yde Aps. Og det er stadig fiskegrej, der bærer en stor del af omsætningen.

Steen Yde, der stadig lever i bedste velgående – nu 76 år gammel og stadig bosat i Randers – solgte dengang fiskestænger og -hjul fra sit gamle Folkevognsrugbrød. Det var ofte danske produkter, der blev handlet i de dage – eksempelvis de berømte Camo-hjul fra Bjerringbro, som i dag er blevet rene samlerobjekter, samt Løga-stænger fra Ålborg. Hertil billige massive glasstænger fra Østtyskland.

I 1962 kom så de første jagtartikler til, og i 1964 tog man også sportsartikler og camping-relaterede produkter på programmet. Steen Yde Aps. var dermed et såkaldt “fuldsortiments-foretagende”.

Jagt og fiskeri fremtiden

I slutningen af 1970’erne besluttede ledelsen at specialisere programmet inden for to hovedgrupper. Valget faldt på jagt og fiskeri, som var indehaverens store interesse, og som også havde godt tag i den unge Jens Larsen, der var kommet til firmaet i 1968. De øvrige produkter gled nu ud af programmet og over til andre specialister på disse områder.

I 1984 blev Jens Larsen, som nu havde den daglige ledelse af Steen Yde Aps., medejer af firmaet. Det var i de år, hvor Steen Yde Aps. var generalagent for vesttyske DAM – et agentur, man havde i næsten 20 år.

I 1993 indgik Steen Yde Aps. så et strategisk samarbejde med finske Rapala om distributionen af produkter fra denne virksomhedsgruppe. To år senere – i 1995 – ønskede grundlæggeren Steen Yde at trække sig tilbage og overhændede derfor aktiviteterne til dels Jens Larsen, der med 33% blev direktør – dels Rapala, som med 67% blev hovedejer.

Jagt udgjorde stadig den største del af omsætningen, hvilket man styrkede ved overtagelsen af firmaet SINI-Guldmann AS i år 2000. Ældre lystfiskere vil sikkert huske Guldmann for deres fiskegrejsprodukter under varemærket “Jaguar”. Jagtvåben, ammunition og beklædning var dog den langt dominerende del af Guldmanns omsætning.

Med overtagelsen af SINI-Guldmann, som var Danmarks største distributør af jagtartikler, blev det nye firma nu meget stærkere på jagtsiden. Således sælger Normark Danmark AS hvert år ikke færre end 12 millioner engelske haglpatroner til danske jægere!

Den dag i dag udgør jagten omkring 60% af omsætningen. De resterende 40% er fiskeri.

I 2001 flyttede firmaet til et helt nyt domicil på Endelavevej i udkanten af Randers – nu under navnet Normark Danmark AS og nu med hele 4.000 splinternye kvadratmeter til rådighed.

Satsning på mærkevarer

Gennem årene har mange forskellige produkter haft deres gang gennem Steen Yde Aps. – nogle mere kendte end andre. Efter fusionen med Rapala er der imidlertid sket en voldsom stigning i antallet af ægte mærkevarer – verdenskendte produkter af højeste kvalitet.

Til disse hører naturligvis Rapala’s egne woblere, som siden 1936 har gået deres sejrsgang over hele verden. Som fanger alle slags fisk i alle afkroge af verden, og som i dag sidder på flere verdensrekorder end alle andre producenter af kunstagn tilsammen.

Ingen lystfisker i denne verden er derfor uvidende om Rapala, der ikke længere kun producerer kvalitetswoblere i balsatræ. Nu er der også kommet plastwoblere til, idet dette materiale muliggør andre konstruktioner end balsatræ. Til de mere kendte af Rapala’s nye plastwoblere hører den neutrale “Husky”, som allerede er blevet mange danske havørreders sidste mundfuld.

Rapala, der startede som et lille familieforetagende, er nu et verdensomspændende firma, der ikke nøjes med at producere woblere. Sortimentet af relaterede lystfiskerprodukter vokser støt, og Rapala er nu på vej til at blive en af de store spillere på det attraktive linemarked. Først med en serie almindelige nylonliner senest med den helt nye “Titanium Braid”, som virksomheden har meget store forventninger til.

VMC er verdens største producent af fiskekroge til lystfiskeri. Anerne kan føres helt tilbage til 1796, hvor franske smede begyndte af fremstille stålprodukter af højeste kvalitet. Senere kom fiskekrogene til, og i dag producerer VMC hver dag flere millioner fiskekroge.

Da finske Rapala og franske VMC for nogle år siden fusionerede, var det en helt naturlig ting, at alle Rapala’s woblere fremover skulle være monteret med sylespidse VMC kroge – præcis som alle andre agn, der siden er kommet inden for i folden hos Rapala VMC.

Shimano i stalden

En af de helt store fjer i hatten kom, da Normark Danmark i 1993 overtog distributionen af de verdenskendte Shimano-hjul. Det er produkter, som er meget efterspurgte blandt danske lystfiskere. Vore mange og lange kyster er jo ideelle til spinnefiskeri, og havørredfiskeri fra kysten er noget nær dansk nationalsport.

Shimano sidder i dag på en meget stor del af dette krævende marked. Hjulene skal kunne holde til mange timers brug i et salt miljø, hvor indspinningen af mange og lange kast slider hårdt på tandhjulene. Hvor andenrangs hjul i bedste fald kun holder få sæsoner.

Shimano er et japansk familieforetagende, som blev grundlagt i 1921 med cykelproduktion for øje. I 1971 påbegyndes en separat produktion af fiskegrej. Shimano er kendt verden over for sine gear og tandhjul til mange formål. Men hvor man tidligere kun producerede hjul til fiskeri, har Shimano nu også en meget stor produktion af fiskestænger fra egne fabrikker rundt omkring i verden. Størst succes har Shimano haft med udviklingen af de råstærke “Beastmaster” stænger, der går som varmt brød.

Som en naturlig del af denne vækst har Shimano nu besluttet, at deres store verdenskatalog – med en sand overflod af lækre produkter – fra og med i år er at finde på det danske marked. Vel at mærke i en dansk udgave, der kan få tænderne til at løbe i vand hos enhver seriøs lystfisker. Ikke mindre end 124 tætpakkede sider er der at svælge i…

Blue Fox er en anden af mærkevarerne i Normark Danmarks sortiment. Blue Fox blev introduceret som mærke i 1977 og er for mange synonymt med de verdensberømte Vibrax spinnere. Imidlertid findes der mange andre kunstagn under den blå rævs beskyttende vinger – blink såvel som jigs.

Amerikanske Storm blev for nogle år siden købt op af Rapala VMC, da man mente, at Storm’s lidt billigere plastwoblere var et godt supplement til Rapala’s egne balsawoblere. I de seneste år har Storm dog fokuseret rigtig meget på de nye og fantastisk naturtro softbaits, der produceres i Kina bløde kunstagn, der har taget fiskerverdenen med – nå ja, Storm!

Grejbokse og liner

Med kunstagn som basisvare var det naturligt for Rapala VMC at opkøbe Plano – USA’s førende producent af grejbokse og blinkæsker. Plano begyndte at fremstille grejbokse tilbage i 1952 og er i dag helt uden konkurrence, når det gælder kvalitet og funktion.

Alverdens fiskere kan i dag opbevare deres blink, spinnere, woblere, jigs og kroge sikkert i en af Plano’s mange gennemtænkte grejbokse eller blinkæsker. Har man brug for sikker transport af lange fiskestænger, klarer Plano også det – via deres velkendte teleskopiske stangrør, der tåler selv de mest hårdhændede luftfartsselskaber!

Cortland er for fluefiskerne, hvad Rapala er for spinnefiskerne. Det var nemlig amerikanske Cortland, der i 1953 udviklede verdens første syntetiske flueline Cortland 333.

I 1973 var tiden så moden for endnu et kvantespring, nemlig introduktionen af Cortland 444, der stadig industristandarden, hvad moderne flueliner angår. “Lazer” udgaven er verdens første flueline, hvor linens tekniske specifikationer er laserprintet på linen. Man er dermed aldrig i tvivl om, hvad det er for en lineklasse og tapering, man står med.

I 2001 lancerede Cortland, som for øvrigt er 100% medarbejderejet, så model 555, der på afgørende vis bryder med de traditionelle principper. 555 er således opbygget i flere lag og med andre kerner, hvilket ikke mindst muliggør fremstilling af meget højtflydende flueliner.

I den stik modsatte ende af spektret – i dybet, hvor fluefiskerne ikke kommer – ligger Cannon. Nordamerikas førende producent af downriggere i alle størrelser, udførelser og prisklasser – fra manuelle over elektriske til computerstyrede – har taget danske trollingfiskere med storm. Dette i en sådan grad, at Cannon i dag sidder på 80% af det danske marked.

Markedet for avanceret udendørs beklædning er eksploderet i de seneste år, og også her sidder Normark Danmark AS med gode kort på hånden. Man er nemlig distributør af danske Geoff Anderson, som fremstiller ekstremtøj i absolut verdensklasse. Således var det Geoff Anderson, der fik lov til at ekvipere de danske styrker, der pt. er udstationeret i Irak.

Dygtige medarbejdere

Det er således mærkevarer i absolut verdensklasse, der udgør sortimentet hos Normark Danmark AS. Alligevel er det i lige så høj grad medarbejderstaben, der er skyld i firmaets succes i Danmark.

Det er som sagt Jens Larsen, der i dag sidder i spidsen for Normark Danmark AS. Med sig har han en række dygtige medarbejdere, som alle er med til at holde firmaet på sporet og væksten i vejret:

Det er Allan Magnus, som fulgte med til Randers fra SINI-Guldmann i Korsør. Allan er nu marketingchef for jagt & fiskeri samt chef for Wild Game kæden af butikker, der primært beskæftiger sig med jagt.

Det er Claus Lundfold, som blev headhuntet fra Sportshuset i Horsens. Han er nu produktchef for alt, hvad der hedder fiskegrej – dertil indkøbschef med fast adresse på øretævernes holdeplads, hvis han skulle få købt forkert ind!

Sidst, men ikke mindst er der sønnen Nils Larsen, som pr. 31.12. i år bliver den nye leder af Normark Danmark AS. Nils er uddannet cand.mag. i international kommunikation og markedsføring og har tilbragt tid hos såvel Normark Corporation i USA som i Shimano’s europæiske hovedkvarter i Wales, England.

Nils har læst på universitet i Tyskland og var, før han kom til Normark Danmark AS, produktchef hos Grundfos i Bjerringbro – med ansvar for ensartet internet hos alle Grundfos-afdelinger verden over.

Jens Larsen vil dog stadig våge over firmaet i et stykke tid, mens Nils kommer ind i arbejdet. Normark Danmark AS er således i de bedste hænder, og der vil også fremover være masser af førsteklasses produkter på hylderne til danske lystfiskere!

– Hvad vejer fisken?

Det er et velkendt fænomen, at lystfiskere ofte omgås sandheden lidt lemfældigt. At fangede fisk gerne vokser med tiden. Men det er der råd for…

Lystfiskere nyder som bekendt ikke den store tillid i folkemunde. Lystfiskere er jo løgnhalse for Vorherre – en samling suspekte individer med et mildest talt lemfældigt forhold til sandheden.

Deraf begrebet “lystfiskerhistorier”, der ikke nødvendigvis behøver at handle om fisk. Men som blot er en generel betegnelse for overdrevne historier af den ene eller anden slags

Længde og vægt

Sådan behøver det nu ikke at være. Hvis man hører til den mere videnskabelige slags, måler og vjer man naturligvis alle sine fisk, så der aldrig råder tvivl om den rigtige størrelse.

Og skulle man være så heldig at fange en rigtig stor fisk – en af dem, der kunne vinde en konkurrence eller måske blive ny rekord af en eller anden slags – så får man den naturligvis vejet på en autoriseret og godkendt vægt.

Men mindre kan heldigvis gøre det. Dels har posthusene jo ikke åben om søndagen, og dels er det ikke alle postfolk, der holder af slimede fisk på deres velkalibrerede vægte. I så fald må køkkenvægten derhjemme holde for, og den gør det da også ganske godt i de fleste tilfælde.

Nu bliver det imidlertid mere og mere almindeligt, at man som lystfisker genudsætter en del af fangsten. Dels fordi man måske ikke kan, vil eller ønsker at spise de fisk, man fanger. Dels fordi bestanden måske ikke tåler, at man fjerner ret mange fisk fra den.

I så fald er der virkelig grobund for kommende lystfiskerhistorier – for store fisk, der bare bliver større og større, som tiden går. Men ønsker man selv at have en idé om, hvor store fiskene i virkeligheden er, så er der også råd for det. Flere forskellige endda.

Boga-Grip

Oprindelig blev den amerikanske Boga-Grip udviklet til at fasteholde store og/eller tandbesatte fisk som tarpon og barracuda ud for Florida, men den egner sig mindst lige så godt til gedder i Danmark.

Den oprindelige Boga-Grip, som siden er efterfulgt af flere kopier af vekslende kvalitet, fastholder selv den største fisk sikkert – ganske uden at skade den. Kæberne låser blot blidt om fiskens underkæbe. Uanset hvor meget den spræller, slipper den ikke fri af denne robotarm.

Dette nyttige værktøj blev nemlig udviklet af indehaveren af den rumfartsvirksomhed i Florida, der har udviklet amerikanske rumfærgers lange robotarm til søsætning af nye satellitter i verdensrummet! Efter samme fysiske principper, som bare virker.

Producenten af Boga-Grip er selv ivrig fluefisker og havde længe været irriteret over, at det var så svært at styre en kroget 50 kg’s tarpon, når fluen skulle ud og fisken genudsættes. For slet ikke at tale om vejning og fotografering.

Han sørgede da også for, at der samtidig blev indbygget en IGFA godkendt fjedervægt, så man nu kan fiksere og veje fisken samtidig. En genial løsning, hvis eneste ulempe er, at den er meget dyr. Men så er redskabet også fremstillet i rustfrit stål og med tolerancer, som selv NASA kan acceptere!

Husk blot altid at bruge den medfølgende sikringsrem til håndleddet. Ikke så få kostbare Boga-Grips er røget udenbords sammen med store fisk…

Berkley LipGrip

Med sin nye LipGrip lancerer ligeledes amerikanske Berkley en udgave af Boga-Grip’en, der er til at betale. Her får man en velfungerende griber/holder efter samme princip som den langt dyrere Boga-Grip – blot er den mekaniske fjedervægt her udskiftet med en digitalvægt.

Hvor det er vanskeligt nok at veje døde fisk på almindelige fiskevægte – og næsten umuligt at gøre det med fisk, der skal genudsættes, uden at skade dem – dér byder LipGrip’en på komfortabel og skånsom fastholdelse og præcis vejning i én proces.

Berkley’s LipGrip koster kr. 499,- og vejer op til 14 kg.

NZ fiskevægt/fangstnet

Mindre fisk holdes og vejes bedst i knudeløse netposer, som ikke skader fiskenes beskyttende slimlag. På New Zealand, hvor det mere er regelen end undtagelsen, at fangede fisk genudsættes efter fotografering og vejning, har man længe haft net med indbygget vægt i skaftet.

Når man har fightet og landet fisken, løfter man den blot op i nettet, slår den indbyggede fjedervægt til og aflæser fiskens vægt. Alt foregår i en enkelt bevægelse, uden at fisken tager skade, og varer kun nogle få sekunder.

Nettene hedder “McLean” og fås i seks størrelser, der dækker alt fra små bækørreder til store laks – med kort eller langt håndtag.

Fås via Svendsen Sport og koster fra kr. 389,- til 799,-

Interesserede kan læse mere om emnet i artiklen om fiskens “K-factor”, som findes under “Fiskeribiologi”

UL spin – gi’r sport og spænding

Grejet bliver stedse bedre og lettere. Og lettere grej giver mere sport og spænding. UL spin er toppen!

Nogle husker måske det USA-inspirerede “Light Line” hysteri for blot nogle få år siden. Dengang det var fint og “sportsligt” at drage på marlin-fiskeri efter en ny linerekord – at fiske målrettet efter 100 kg’s fisk med 0.20 liner.

Det var et fiskeri, der resulterede i masser af hug og næsten lige så mange sprængte liner efter timelange fights, der truede med at trætte de krogede fisk næsten til døde – førend linen så med nærmest usvigelig sikkerhed knækkede i landingsøjeblikket…

Den slags er vi ved at være vokset fra her først i det nye årtusinde, hvor det ikke længere er in at lege i timevis med store fisk på sytrådstynde liner. Det er nærmere dyrplageri, vil sikkert de fleste indrømme – blot for at få godkendt en alligevel tvivlsom linerekord.

Den slags leg er også at skyde sig selv i foden i disse tider, hvor grønne organisationer i stigende omfang retter skytset mod jægere og fiskere, der for fornøjelsens skyld vælger at gå i clinch med naturens skabninger.

Den gamle kyststang…

Det er ikke så forfærdeligt mange år siden, at en typisk “kyststang” var af glasfiber, 9 fod lang og havde en kastevægt på 10-30 gram. Og så vejede den typisk 4-500 gram, hvilket med et fastspolehjul i samme vægtklasse gjorde en lang dag på kysten til hårdt arbejde for ryg og skuldre.

Hvem husker ikke ABU’s “Atlantic” stænger, der i en årrække var så godt som enerådende ved de danske kyster? Det var kraftige kæppe af ovennævnte kaliber – stænger, vi i dag kun tager i anvendelse, når der skal fiskes store laks i stride norske elve. Men stænger, som dengang blev brugt eksklusivt til fangst af små havørreder i 40-50 cm’s klassen.

I dag klarer vi os på kysten med lette kulfiberstænger på 8-9 fod og med en kastevægt på 10-20 gram. Stænger, der selv kun vejer godt 200 g. I dag har vi endda fået de nye, supertynde og helt uelastiske PE-liner, der uden videre tillader brug af 0.16 liner til almindeligt kystfiskeri. Faktisk kan vi nu fint gå helt ned til 7-8 fods stænger, når vi tager på kysten efter en sølvblank havørred. Det lettere grej giver helt enkelt flere hug, større fornøjelse og mere behageligt fiskeri!

Det samme gør sig gældende på havet, hvor 10-20 kg’s torsk i dag uden videre kan hales til overfladen på en 0.30 mm tyk PE-line. En line, der i dag er mindst lige så stærk, som en 0.60 mm nylonline var for blot nogle få år siden. Ja, faktisk kan flere 0.25 mm PE-liner i dag gøre rent bord over for mange af markedets monofile 0.60 liner.

Tynde liner – stor styrke

I det hele taget har linerne udviklet sig med forrygende hast i de senere år. Kigger man i et 30 år gammelt ABU katalog fra 1973, så havde en typisk Abulon 0.30 line en brudstyrke på godt 4 kg. En dobbelt så tyk Abulon 0.60 kunne klare 16 kg.

I dag klarer PE-liner på blot 0.25 mm det samme, som en 0.60 mm nylonline gjorde tidligere. Og i dag skal man blot vælge en 0.10 mm PE-line, hvis man har brug for en line med en brudstyrke på omkring 4 kg – det, der i regelen ellers skal en 0.25 monofil nylon til for at holde.

De tynde liner har flere fordele, end man måske skulle antage i første omgang. De er naturligvis tyndere og kaster i mange tilfælde længere. Samtidig gør deres mangel på elasticitet det muligt at kroge fisk selv med mange meter line ude – et uhørt forhold, hvis man bruger elastiske nylonliner. Med en langtkastende kystwobler på linen er det rent faktisk muligt at kroge en havørred længst ude i et 100 meters kast.

Den mindre diameter giver også et mindre strømpres på linen og dermed mindre opdrift på agnet. Det betyder virkelig noget, når der pirkes torsk på dybt vand og i hård strøm. Da har man fuld kontrol med en langt længere line end normalt.

Også laksefiskeren, der skal ned under den hårde hovedstrøm i en norsk elv, vil have stor fordel af PE-linerne. Det samme gælder spinnefiskeren, der forsigtigt nøkker en lille jig hjem hen over bunden. Med en tynd og uelastisk 0.10 mm line kan man på det nærmeste mærke det, hvis en aborre så meget som kigger på den lille jig!

Tyndere liner – lette stænger

Men ikke nok med det. De tyndere liner fylder i sagens natur meget mindre, og lige præcis det gør, at man nu kan benytte mindre og lettere hjul end tidligere. Og tyndere liner på mindre hjul gør det lige så naturligt at bruge lettere stænger end normalt – uden at vi derfor har bevæget os ind på det usportslige “Light Line” fiskeri.

Selv den blødeste kyststang har ingen problemer overhovedet med at udtrætte selv den største kystørred. Tænk blot på de meget bløde downrigger-stænger, som uden at kny tapper kræfterne af selv en 20 kg’s laks. Eller se på de lange tohånds laksefluestænger, der – hvis man måler efter – kun er i stand til at lægge et ganske minimalt pres på fisken. Og som alligevel er i stand til at bakse storlaksen i land i selv den strideste strøm.

Tænk også på de lange og ombyggede fluestænger, der for nogle år siden var “in” til UL-fiskeri efter havørreder fra kysten. De havde heller ingen problemer med at håndtere selv velvoksne kystørreder på både 5, 6 og 7 kg. Det er nu engang hverken fisker eller fiskestang, der udtrætter fisken under den slags fiskeri. Holder man den blot i gang, skal den nok sørge for selv at løbe kræfterne af sig.

Flere og flere har imidlertid opdaget, at det ægte og oprindelige UL spinnegrej stadig er det, der giver mest sport og spænding. Det drejer sig om korte enhåndsstænger på 5-6 fod – stænger med en kastevægt på op til 7 gram. Hertil et lille fastspolehjul fyldt op med 0.15 mm nylon eller modsvarende PE-line.

Mange UL-fiskevande

Det oprindelige UL-grej blev udviklet til åfiskeri efter bækørred. Det var englænderne, der opfandt fastspolehjulet og siden også UL-fiskeriet, der netop krævede fastspolehjul for at kunne håndtere de tynde liner og lette agn. Men det blev ikke mindst franskmændene, der forfinede det – med lanceringen af Mitchell’s legendariske 308-hjul og de stadig verdensberømte Mepps Aglia spinnere.

UL grejet er stadig lige ideelt til let åfiskeri efter bækørred og regnbue. Her suppleres de små Mepps spinnere, der fiskes opstrøms, med ditto flydende Rapala woblere, der fires nedstrøms til vanskelige fiskepladser. Spinnerne tager de fleste fisk – woblerne de største.

Men moderne UL grej har langt større anvendelsesmuligheder end som så. Således kan man med stort held tage det helt lette spinnegrej med til å, sø og mose, hvis målet er en ret velsmagende aborrer. Man skal blot regne med at miste en og anden gedde, der finder behag i den lille bladspinner, men som efterfølgende klipper den sytrådstynde line i sit skarpe tandsæt.

Også på kysten er der bud efter UL grejet. Ikke mindst forsommerens hektiske hornfisk er pragtfulde fightere på det ultralette spinnegrej, hvis man bruger slanke og blanke småblink på 5-7 gram. Resten af året kan man med stor fordel bruge UL grejet til spinnefiskeri efter kystørreder, som lusker rundt inde i badekarret – få meter fra land, hvor ellers kun fluefiskerne kan nå dem.

Det er fisk, der i regelen måler op til 50 cm, og som derfor er en perfekt match på det lette grej, Som netop kan bruges herinde, hvor almindeligt spinnegrej vil skræmme fiskene på det lave vand. Og skulle en større fisk på 2-3 kg gå til biddet, klarer man såmænd også den – med lidt tålmodighed!

UL GrejNyt

Shimano Super Aero 1000F

Shimano har til denne sæson lanceret en ny serie fastspolehjul i middelprisklassen. Navnet er “Super Aero”, og serien omfatter tre modeller. Jeg har haft lejlighed til at teste den mindste af størrelserne – model 1000F, der med en linekapacitet på 100 meter 0.18 mm line egner sig perfekt til netop UL spin – og har kun lovord til overs for den.

4 kuglelejer sikrer en blød og vibrationsfri gang. Shimano’s velkendte Aero Wrap system sørger for et fornemt lineoplæg, der igen giver længst mulige kast. Aluspole og ekstraspole i grafit. Bremsen er placeret fortil, hvor der er plads til ekstrastore bremseskiver. Det garanterer en jævn og rykfri bremse, der beskytter den tynde line under pludselige udløb.

Pris fra kr. 879,-

Beastmaster 165 UL 5’6″ 1-7 g

Med Beastmaster præsenterer japanske Shimano sin hidtil mest ambitiøse og radikalt anderledes stangserie. Det er med hele 13 modeller en stor serie, der dækker næsten alt spinnefiskeri i saltvand og ferskvand. Serien omfatter hele to UL modeller, hvoraf jeg har testet den mindste – en 5 1/2 fods stang med en kastevægt på 2-7 gram.

Stangen er overraskende sej og kraftfuld af sin størrelse, og skal man tro Shimano selv, så er alle Beastmaster stænger noget nær indestruérbare. Kaster forrygende langt og præcist – og har kraft til at håndtere selv ganske store fisk på betryggende vis. 1-benede stangringe hæmmer ikke aktionen, og den i håndtaget integrerede hjulholder holder hjulet i et jerngreb.

Pris fra kr. 569,-

Stænger i stykker

Teleskopstænger er lidet ansete blandt danske lystfiskere. I udlandet sælges der derimod ofte flere teleskopstænger end nogen anden stangtype. Stænger i stykker er fremtiden!

– Hvor mange gange har man ikke bandet over den lange og uhåndterlige fiskestang, når bilen skulle pakkes? Og hvor mange fiskestænger er ikke gennem årene knækket i en bildør?

Det er rigtig mange og i hvert fald langt flere end dem, der er knækket under aktivt fiskeri under kast eller fight af store fisk. Fiskestænger knækker nemlig under transport og ikke fiskeri. Det kan alle grejgrossister fortælle om.

Med denne viden in mente er det naturligt at fokusere på fiskestænger, der fylder mindst muligt i adskilt eller sammenklappet tilstand. Jo kortere længde desto nemmere transport og færre skader.

Medestænger

Seriøse medefiskere på konkurrenceplan kommer ikke uden om de meget lange Take Apart-stænger. Det er stænger, som kan være både 14 og 16 meter lange stænger, som derfor må være lavet af de lettest tænkelige materialer for at kunne håndteres en hel dag lang.

Der er tale om stænger til fiskeri med topknyttet line altså stænger uden hjul og stangringe. Linen knyttes direkte til stangspidsen, og fiskeafstanden varieres ved at tilføje eller fjerne én eller flere bunddele. En metode, der i sagens natur kun egner sig til mindre fisk, som ikke kan sætte grejet på nogen større prøve.

Stænger af denne type er relativt lette at transportere, da de jo består af rigtig mange dele. Helt korte bliver delene dog aldrig, da de færdige stænger jo er de længste af alle fiskestænger. Typisk består en 14-16 meter lang stang nemlig af 10-12 sektioner, hvilket giver en transportlængde på den forkerte side af meteren.

Havstænger

Havstænger skal kunne holde til et meget stort pres. De skal kunne håndtere tunge pirke eller lodder på flere hundrede gram, og de skal kunne vriste store fisk på mange kilo op fra bunden på dybt vand.

I mange år har disse krav til absolut råstyrke været et problem for netop havstængerne. For at undgå stangbrud under fight af store fisk foretrak man udelte stænger eller stænger, som blot var delt i håndtaget. Resultatet blev lange stangdele, som var besværlige at transportere.

Sådan er det ikke længere. I dag har vi nemlig materialer så lette og stærke samt samlinger så præcise og effektive, at man udmærket kan fremstille flerdelte havstænger, som er lette at transportere, og som holder til selv de største fisk.

Shimano “Exage STC”

Japanske Shimano har i længere tid arbejdet med at udvikle 4-delte stænger til det lettere havfiskeri. Prototyper har været udsat for hårde dyster med sejlfisk, tun og andre af havets hurtigløbere i farvandet omkring Cuba.

Resultatet er indtil videre blevet to 7 fods havstænger i 20 og 30 lbs. klassen. Jeg har haft lejlighed til at teste 30 lbs. modellen, som er ideel til alt dansk havfiskeri det være sig efter torsk i de indre danske farvande eller efter større bytte ude på Det Gule Rev.

Stængerne er 4-delte og delbare i håndtaget, hvilket giver en transportlængde på blot 55 cm. Stangdelene samles med interne spigotsamlinger, og håndtaget er inderst fremstillet af aluminium yderst af formstøbt neopren, som giver et rigtig godt greb om stangen.

Stængerne er monteret med forniklede broringe fremstillet ud af ét stykke metal og forsynet med indlæg af SiliciumCarbid, som ikke slider på linen. Bedst af alt, så leveres stængerne i kompakte transportrør, der fint kan medbringes som håndbagage i flykabinen.

Pris kr. 949,- og 999,-

Spinnestænger

Når det gælder spinnestænger, samler interessen sig om teleskopstængerne, hvor de enkelte dele skydes ind i hinanden hvor de øverste dele opbevares i de nederste under transporten og siden trækkes ud i fuld længde, når der skal fiskes.

Det er et princip, som muliggør bygning af stænger, der er meget korte i sammenskubbet tilstand ofte under en halv meter – hvilket gør dem meget bekvemme at have med på fisketuren eller -rejsen.

Når man ikke fisker, er teleskopstangen foldet sammen, så den nemt kan stuves væk i i bilen, båden eller på cyklen – klar til hurtig indsats, da den naturligvis er fuldt rigget med hjul, line og agn, i sammenskubbet tilstand. Det tager da kun få sekunder at finde stangen frem og trække den ud klar til dagens første kast.

I princippet kan man bygge fluestænger som teleskopstænger, og der findes da også enkelte modeller i handelen. Men i praksis er det kun som spinnestænger, at teleskop-princippet har vundet indpas. Her er det til gengæld noget nær ideelt og burde have en langt større udbredelse, end tilfældet er.

Shimano “Cantana Telespin”

Der er tre længder at vælge imellem blandt Shimano’s “Catana Telespin” teleskopstænger 7, 8 og 9 fod med kastevægte på henholdsvis 5-20, 7-28 og 15-40 gram.

Shimano lancerede sidste år disse tre modeller i Catana Telespin serien, der imidlertid blev så populær verden over, at sortimentet nu er udvidet til hele 16 modeller. De dækker spektret fra 1,65-3,30 meter i længden og kaster vægte fra 1-60 gram.

Fælles for alle disse modeller er, at de ikke er forsynet med de traditionelle teleskopringe, som er limet fast til stangdelene. Ringe, som på et eller andet tidspunkt altid bliver slået løs af klingen. I stedet er Catana Telespin monteret med rigtige étbenede stangringe, som på vanlig vis er beviklet fast på sektionerne. Det holder!

Hjulholderen er af Fuji-typen og delvis integreret i håndtaget. Alt i alt en serie spinnestænger, der bør kunne overbevise selv den mest indædte teleskop-skeptiker. Og så er priserne yderst rimelige:

Fra kr. 299,- til 549,-.

Fluestænger

Fluefiskere rejser traditionelt mere end andre lystfiskere, og de har samtidig nogle af de længste fiskestænger at slæbe rundt med.

Det har tidligt fået producenterne af kvalitetsstænger til at udvikle 4-delte rejsestænger, som i lang tid var markant dyrere end 2-delte stænger af samme kaliber.

I dag er priserne mere rimelige, og i dag er samlingerne så gode, at der faktisk ikke længere findes nogen gyldig eller god grund til at købe andet end 4-delte fluestænger uanset om man skal ud at rejse med dem eller ej. 4-delte stænger er bare uendelig meget mere komfortable at slæbe rundt på.

Fenwick “Techna AV” 4-delt

Traditionelt er de lange tohåndsfluestænger 3-delte, hvilket giver en transportlængde på 1,2-1,5 meter. Dette gør traditionelle laksefluestænger ganske uhåndterlige, når de skal transporteres.

Der findes dog efterhånden stangserier med lange tohåndsmodeller, der kan deles i fire dele. Til dem hører amerikanske Fenwick’s topserie Techna AV, som blandt andet tæller en dejlig 4-delt stang på 14 fod til liner klasse 9. En smidig og samtidig råstærk stang, hvis aktion i hvert fald ikke har taget skade af den ekstra samling.

Transportlængden er nu nede på 1,15 meter, hvilket er OK til biltransport, men stadig for langt til at kunne accepteres som håndbagage af de fleste flyselskaber.

Pris kr. 5.999,-

Vision “Extreme TE” 6-delt

Mens de 4-delte rejsestænger på omkring 9 fod har været på markedet i flere år, så er fluestænger i endnu flere dele en ny foreteelse.

Dette gælder Visions 6-delte “Extreme TE” stænger, som fås i fem modeller fra 8 fod klasse 4 til 9 fod klasse 8. Hermed dækker serien en meget stor del af alt dansk fluefiskeri fra let tørflue i mindre åer til blæsende fiskeri ved kysten. Til sidstnævnte formål er Extreme-seriens 9 fod klasse 8 model ideel, idet den blot vejer 112 gram.

Det specielle ved disse 6-delte stænger er, at samlingerne mellem de øverste dele er omvendt, hvilket giver mere styrke i de spinkle stangdele længst oppe mod spidsen.

Fra kr. 3.849,- til 4.299,-

Orvis “Trident TLS” 7-delt

Skulle man nu ikke være tilfreds med fluestænger på 4 eller sågar 6 dele, så er der også råd for det. Spørgsmålet er imidlertid, om der nu også er råd til det, for stænger i endnu flere dele er hundedyre.

Der er ikke mange af slagsen på markedet, men til de bedste og mest kendte hører amerikanske Orvis med deres 7-delte “Trident TLS” fluestænger.

Orvis fremstiller disse 7-delte fluestænger i tre udgaver: 8´6″ klasse 3, 8´6″ klasse 5 samt 9 klasse 8. Jeg har haft lejlighed til at langtidsteste de to største modeller og har kun godt at sige om dem. Med en transportlængde på blot 42 og 45 cm kan man have disse kostbare sager med sig overalt også som håndbagage i flyet.

Stængerne ligger i den stive/hurtige ende af spektret, forstået på den måde, at klasse 5 stangen lige så godt kan bruges med en klasse 6 line, og at klasse 8 stangen uden problemer håndterer en tungere klasse 9 line.

Absolut eneste ulempe ved disse stænger er prisen. I US dollars koster de 7-delte stænger nemlig næsten dobbelt så meget som deres 2-delte versioner. Prisen for de 7-delte ligger “over there” på 595,- til 695,- US dollars. Den danske pris er ikke oplyst.

Kort sagt: Fremtidens fiskestænger er i stykker. Mange stykker endda!

TOHATSU

– verdens pålideligste motorer?

Japanske Tohatsu har produceret påhængsmotorer siden 1956. Det er længere end de fleste!

Helt tilbage i 1956 introducerede Tohatsu den allerførste japansk producerede påhængsmotor – en beskeden sag på 1,5 HK.

Siden da er det blevet til millioner af motorer. Så mange og så gode, at flere store producenter i dag får Tohatsu til at producere deres mindre motorer. Det er vel det bedste klap på skulderen, nogen producent kan få at hans konkurrenter køber ind hos ham!

Tohatsu Corporation blev grundlagt den 20. oktober 1922. Virksomheden hed da Takata Motor Research Institute og beskæftigede sig med udvikling og fremstilling af skinnevogne og diverse generatorer. I 1930 lancerede man den første radiostyrede generator, og i 1950 sendte man de første motorcykler på markedet.

I 1956 trillede så den første japanske påhængsmotor overhovedet af samlebåndet den lille, men ganske tunge OB-2 på blot 1,5 HK. De første Tohatsu motorer blev fremstillet til japanske erhvervsfiskere, som havde brug for motorer, der kunne køre i dagevis – uanset vejr, vind og vandstand.

Samarbejdet med de japanske fiskere resulterede i motorer, der er utroligt driftssikre. Ikke nødvendigvis med den allermest moderne teknik, for den tages ofte i brug for tidligt, men altid med driftsikkerheden i højsædet. Således startes og tanktestes hver eneste Tohatsu påhængsmotor, før den forlader fabrikken i Japan.

For Tohatsu ved, hvad der kræves af en påhængsmotor: Pålidelighed. Uanset om man fisker ved daggry eller i skumringen, alene eller med familien. for sjov eller for levebrødet. Det gælder om at have en motor, der altid kan bringe én sikkert i havn igen!

For nogle er dette imidlertid vigtigere end for andre.

Med 2,5 HK over Atlanten

Den 30. april 1995 ankom japaneren Seiko Nakajima til den historiske South Street Seaport i New York City. Han havde da været otte måneder undervejs i sin 21 fod lange båd “Seiko da Gindelwald”, hvis eneste motor var en 2,5 HK Tohatsu!

Den 10. september året før var Nakajima taget afsted fra Basel i Schweitz i sin specialbyggede båd. Via franske floder og kanaler nåede han siden ud i Middelhavet, hvor han satte kursen mod Gibraltar. Han passerede klippespidsen den 30. oktober og fortsatte til De Kanariske Øer, som han nåede den 16. november.

Seiko nåede helskindet over Atlanten og ankom til Barbados den 31. december tidsnok til at fejre nytåret her. Den 11. februar nåede han Miami, og den 30. april kunne han så gå i land i New York efter otte lange og ensomme måneder på havet.

Undervejs levede han af frø og nødder. Vandrationen bestod af en enkelt liter ferskvand om dagen. Under sejlturen havde han brugt sin lille Tohatsu som eneste drivkraft. Han anslog, at den rundt regnet havde kørt i 21 timer hver eneste dag. Det er mere end 5.000 timers næsten kontinuert drift!

Seiko valgte den lille Tohatsu, da den er enkel af konstruktion og kendt for sin driftssikkerhed. Han kender den i dag som sin egen bukselomme og kan skille den ad og samle den igen i søvne. Og han stoler 110% på den!

Priser til og fra Tohatsu

En anden fjer i hatten fik Tohatsu, da man i år fik den eftertragtede “2004 Editors’ Choice Award” fra amerikanske Motorboating Magazine. Prisen fik man for den nye 4-takts letvægter på 9,8 HK, som med blot 37 kg er den letteste i sin klasse. Konkurrenterne vejer fra 5-15 kg mere.

Og det var ikke første gang, man i USA havde haft øjnene oppe for Tohatsus påhængsmotorer. Således gik prisen i 2001 ligeledes til Tohatsu dengang for deres prisbelønnede TLDI direkte indsprøjtningssystem, som Tohatsu nu bruger på alle deres 2-takts motorer over 40 HK.

Tohatsu var hurtige til at indse, at miljøet måtte komme i første række ved udviklingen af nye motorer. 4-takterne vandt i nogle år hurtigt terræn, og Tohatsu har derfor i dag et stort program af 4-taktere.

Det var da også en 4-takts Tohatsu, der stod øverst på ønskelisten hos “Captain Seaweed & Crew” en lokal nonprofit miljøorganisation fra Maryland, USA, som satser på at gøre børn og unge til miljøbevidste naturbrugere.

“Captain Seaweed & Crew” sejler rundt i en 22 fods motorbåd med navnet “U.S.S. Earth”, der gennem de sidste år har været i kontakt med tusindvis af børn og voksne i og omkring den store Chesapeake Bay på USA’ østkyst. Det er her, vuggen står for den berømte striped bass, der er blandt de vigtigste sportsfisk på den amerikanske østkyst.

Da det var på tide at skifte den gamle motor på U.S.S. Earth ud med en nyere og mere miljøvenlig model, stod Tohatsu meget bekvemt klar til at donere Kaptajn Søgræs og hans besætning en splinterny og brændstoføkonomisk 4-takter!

Mindre pres på benzinen

4-taktere i al respekt. Men det er TLDI-systemet til 2-taktere, som Tohatsu for alvor satser på. Det system, som i 2001 udløste prisen fra Motorboating Magazine.

Men hvad står “TLDI” egentlig for? Jo, det betyder “Two-stroke Low-pressure Direct Injection” og fortæller, at Tohatsu har valgt et lavt tryk til den direkte indsprøjtning af benzinen modsat andre fabrikanter, der satser på et højt tryk.

High-pressure systemer presser rent brændstof ind i cylinderen ved et tryk på op mod 700 psi (70 bar). Det blander ikke luft med brændstoffet, hvorfor dråberne af brændstof er meget større og ikke forbrænder så fuldstændigt som brændstofdråberne i et Low-pressure system. Ufuldstændig forbrænding giver en dårligere brændstoføkonomi, og det intense tryk på 700 psi kan samtidig udsætte motorens komponenter for unødig hård belastning.

TLDI Low-pressure systemet, som Tohatsu har udviklet, blander luft og brændstof til mikroskopiske dråber så små som 20 micron. Det giver en mere fuldstændig forbrænding med lavere emissioner og bedre brændstoføkonomi til følge vel at mærke uden at udsætte motorens komponenter for samme intense tryk som i High-pressure motorer med direkte indsprøjtning.

Men ikke nok med det. Som traditionelle 4-takts motorer er Tohatsus TLDI-motorer også forsynet med en smøreoliepumpe i motorernes bundkar, hvorfor man ikke skal blande olie i benzinen. – Herligt at være fri for!

Læg hertil, at de nye TLDI-motorer alle er bygget på de eksisterende Tohatsu 2-taktere, som i forvejen var blandt markedets letteste. Gennemprøvede konstruktioner, som nu er perfektioneret med et revolutionerende nyt indsprøjtningssystem.

Og det er ikke tomme ord. Tohatsus nye TLDI-system giver nemlig en 34% bedre brændstoføkonomi end tilsvarende 4-takt motorer og hele 71% bedre end 2-takts motorer af samme størrelse! Det er besparelser, der for alvor kan omsættes i kroner og øre.

TLDI til trolling-fiskeren

Det nye TLDI-system har været under udvikling i de sidste seks år og findes nu på alle Tohatsus 2-taktere over 40 HK. Der er modeller på henholdsvis 40, 50, 70, 90 og 115 HK at vælge imellem.

For trollingfiskeren er TLDI specielt spændende, Som noget nyt er disse motorer forsynet med en indbygget computer, der selv kan stille diagnosen, hvis noget mod forventning skulle gå galt langt fra land.

Men ikke nok med det. Et unikt kendetegn for TLDI-motorerne er også deres justerbare omdrejnings-system. Ved at presse ind på startnøglen kan man justere omdrejningerne fra 700 til 900 o/m.

Perfekt til trolling, hvor der netop ofte er brug for en lav tomgang, der kan finjusteres i forhold til vind og strøm. TLDI-systemet vil endog huske den sidste indstilling og anvende denne gang næste gang, man bruger motoren.

Og så er der altså lige det med vægten. Tohatsus nye 50 HK TLDI vejer blot 83 kg. Til forskel vejer Suzukis i øvrigt velkørende 50HK 4-takter hele 110 kg. Det er en vægtforskel, der vil noget. 27 kg unødig mervægt på hækken kan virkelig mærkes på en mindre båd.

Der er således al mulig grund til at ønske Tohatsu tillykke med de nye TLDI-motorer!

Ryds 435 DL – båden til det hele

Jeg har støvet markedet igennem for at finde et optimalt kompromis mellem pris, kvalitet og funktion. Det er der kommet en rigtig fin fiskemaskine ud af!

Det er svært at vælge båd meget sværere end at vælge bil. I et vejr som det danske er en åben sportsvogn ikke meget bevendt, men fiskebåden derimod kan være både åben, lukket og midt imellem. Og så er der både fordele og ulemper ved alle typer…

Den perfekte fiskebåd findes helt enkelt ikke. I hvert fald ikke en model, der kan tackle alle forekommende fiskesituationer til UG. Faktisk må man råde over en mindre armada af forskellige fartøjer, hvis man vil være blot nogenlunde godt dækket ind:

Fladbundede både uden køl til lavt vand. Tunge hurtigsejlere med dybt V-skrog til langfart på åbent hav med store bølger. Absolutte letvægtere, der kan ligge på biltaget og derfra søsættes overalt. Både, der kan pakkes ned i bilens bagagerum og transporteres fra Nordborg til Nordkap. Både, der kan stå kampklar og fuldt udrustede på en trailer i garagen. Og så videre.

At finde frem til den ideelle fiskebåd er således en umulighed i hvert fald indtil man helt klart har fået defineret sit behov og bådens brugsområde.

Det perfekte kompromis

Jeg satte mig for at gøre det umulige: At sammensætte en kombination af båd/motor/trailer, som bedst muligt dækker de mange og meget forskelligartede fiskemuligheder, vi har i lille Danmark. En båd, der kan bruges på sø såvel som hav. En båd, der kan navigere på lavt vand, men samtidig også håndterer lidt søgang på åbent hav.

Det kostede mange overvejelser at nå så vidt. Faktisk adskillige år. Jeg har nemlig i årenes løb været igennem et hav af forskellige både og hver gang troet, at nu havde han fundet de vises sten. At den eneste ene nu stod på en trailer og lokkede med fiskeeventyret!

Hver gang blev der imidlertid dryppet malurt i bægeret. Nogle gange så meget, at båden til sidst helt enkelt måtte kasseres. Det største problem er næsten altid, at jeg dyrker så mange forskellige former for fiskeri. Faktisk er det variationen, der for mig trækker mest, og til det formål stilles der store krav til båden.

Nogle af mine både har været for små så de ikke kunne håndtere søgang på åbent hav. Så man ikke kunne stå op i og fiske fra dem. Andre både har været for store i den forstand, at de var or besværlige at håndtere.

En stor båd på en fast bådplads har altid virket for begrænsende på mig, og en stor båd på en ditto trailer er tung at håndtere. Den fylder også uforholdsmæssig meget. Endelig er der renholdelse og vedligehold. Jo større båd desto mere arbejde…

Det evige problem med både, der var enten for store eller for små, mente jeg på et tidspunkt at have løst én gang for alle: Med såvel en lille som en stor båd i garagen!

Men ak. Stadig var den lille for lille og den store for stor. To både var således heller ikke løsningen, og så fyldte de jo også utrolig meget på hver deres trailer når man nu ikke lige er skibsreder og hedder Onassis. Så tilbage til den enlige båd fuld af kompromisser.

Båden

Efter prøvesejlads af mange (!) forskellige både i forskellige størrelser faldt valget på en Ryds 435 DL. En relativt lille båd med centerkonsol og et kæmpestort stuverum midtskibs. En båd, man kan stå op i og gå rundt i uden problemer, da den dels er meget sidestabil dels har et søgelænder hele vejen rundt.

Det lange søgelænder giver samtidig uhørt mange muligheder for at montere to eller flere stangholdere, der er uundværlige til såvel aktiv trolling som passivt medefiskeri.

Centerkonsollen kan fås med eller uden vindspejl. Skal man ofte sejle langt i de kolde måneder, bør man vælge vindspejlet, der koster et par tusinde ekstra. Men har man ikke brug for dette, er båden klart bedst uden. Så er der for alvor plads til at svinge stængerne til alle sider. Ikke mindst fluefiskeren har brug for al den plads ombord, han kan få.

Skroget er dybt og klinkbygget med en markant knækkøl, der gør Ryds 435 DL uhyre retningsstabil. En stor fordel ved trolling og langsom sejlads i stærk sidevind. Eneste ulempe er, at denne båd stikker lidt dybere end de fleste andre både af samme størrelse på markedet. Til gengæld er den så absolut blandt de søstærkeste i sin kategori.

Båden er selvlænsende, hvilket er en uhyre stor fordel ikke mindst når båden skal rengøres for skæl, slim og blod fra fisketuren, der naturligvis helst skal gå i fisk. Man åbner blot for drænhullerne og spuler så skidtet af båden, mens vandet løber ud. Nemt og bekvemt. Det selvlænsende skrog er også en stor fordel, hvis båden ligger for svaj eller står på traileren udendøre. Så løber den aldrig fuld af vand.

Den dybe skrogform og det relativt smalle agterspejl gør ikke Ryds 435 DL specielt letplanende, men med 30 HK på hækken er der ingen problemer overhovedet. Med 25 HK på hækken og kun en enkelt mand i båden kan det dog være lidt svært at få den ud af vandet og op at plane. I hvert fald tager det tid.

I en åben jolle er tørt stuverum altid en mangelvare. Det er ikke tilfældet i denne båd, som ud over et rummeligt stuverum til batteri og tank med mere under agtertoften, har et meget stort stuverum foran styrekonsollen.

Udnyttet rigtigt har man al den plads, der behøves i dette rum. Man kan med fordel placere batteriet til en eventuel elmotor forrest i dette stuverum og dermed flytte vægten længst muligt frem i båden. Lette ting såsom redningsveste bør i agterrummet, hvis man da ikke vælger at tage dem på i stedet. Hvad man naturligvis bør gøre, hvis ikke det er vejr til flydedragt.

Motoren

Da først båden var valgt, var det ikke nær så svært at vælge en passende motor. Den skulle blot optimeres til båden, hvad både kraft og vægt angik. Ikke for lille med hensyn til hestekræfter, og ikke for tung, hvad antallet af kilo på hækken angår.

Der blev kigget brochurer og sammenlignet tekniske specifikationer. Båden er godkendt til 25 HK, men en tidligere prøvesejlads med blot 25 HK på hækken afslørede, at det er lige i underkanten selv om båden fint kan plane med denne motorkraft.

30 HK giver lige netop det overskud, der skal til for hurtigt at få båden ud af vandet og op at plane også når der kun er en enkelt mand ombord. Til gengæld når båden så lige akkurat over den magiske grænse, hvor der kræves kørekort til speedbåd.

Dette burde for øvrigt ikke afskrække nogen, da der ikke stilles ret store krav til denne prøve. Til gengæld er man dækket ind rent forsikringsmæssigt, hvis noget skulle gå galt, og et minimalt kendskab til søfartsreglerne får man også med i købet.

Vi besluttede os altså for en 30 HK motor. Det skulle være en moderne 4-takter, som er tyst, økonomisk og forurener minimalt. En motor, der lever op til fremtidens krav til udstødningsgasser. Til trolling er alt andet end 4-takt da også håbløst forældet. Kun en 4-takter kan gå i tomgang i timevis uden kokse tændrørene til.

Den omtalte 25 HK motor, som vi havde testet båden med, var en 2-cylindret 4-takts Yamaha, som egentlig gjorde det ganske godt. Men en 3-cylindret udgave stod endnu højere på ønskesedlen, da 3 cylindre med en kortere slaglængde alt andet lige giver en tystere motorgang end en 2-cylindret.

En grundig gennemgang af markedets 30 HK 4-takt motorer viste flere interessante ting. Eksempelvis har Suzukis model ganske vist 3 cylindre, men samtidig også en vægt på så meget som 96 kg, baseret på en motorblok på 597 ccm. En 25 HK Suzuki har samme specifikationer som storebror og dermed samme høje vægt, der gør den helt uanvendelig til en Ryds 435 DL.

Yamahas 30 HK er ligeledes 3-cylindret, men baseret på en motorblok på 747 ccm, hvilket giver en vægt på 83,8 kg. I den testede 2-cylindrede 25 HK udgave, som er baseret på en mindre 498 ccm blok, er vægten nede på meget acceptable 64 kg.

Tohatsu, der er verdens næststørste producent af påhængsmotorer, er også Japans ældste. Tohatsu er samtidig verdens største underleverandør af motorer til mere kendte mærker som Yamaha, Mercury og Mariner med flere.

Tohatsu’s grundfilosofi har altid været at producere flest mulige hestekræfter med den lavest mulige vægt, og det er ikke tom snak. Tallene taler nemlig helt for sig selv. Således vejer Tohatsu’s nye 3-cylindrede 30 HK 4-takter blot 68,5 kg i standardudgaven, baseret på en motorblok på 492 ccm.

Den meget lave vægt gør Tohatsu’s 30 HK 4-takter til et stjerneklart valg til Ryds 435 DL med det smalle og dybe agterspejl. Faktisk er denne motor helt uden reelle konkurenter til formålet. Ryds angiver nemlig selv en størstevægt på motoren til en 435 DL på 70 kg.

De tre cylindre går som en drøm. I tomgang er det næsten kun den stille rislen fra indikatorstrålen, der høres. Vi målte topfarten til 25 knob på den håndholdte GPS rigeligt til ethvert fiskeformål.

Der er naturligvis elstart samt Power Trim og Tilt, hvilket gør betjeningen uendelig meget mere komfortabel end på en manuel motor.

Traileren

Vi står nu med en båd, der vejer 250 kg, samt en motor, der med alt udstyr vejer godt 70 kg. Tilsammen 320 kg, hvilket er lavt nok til at måtte transporteres på en lille Brenderup trailer model 8114, der er godkendt til at laste 375 kg. Selv med fyldt 25 liters tank og sædvanlig bagage ombord holder vi os fint inden for rammerne.

Det betyder, at man ingen hængende påløbsbremser har at slås med ofte et problem på større modeller – og ingen fordyrende vægtafgift at betale.

Hvad mere kan man forlange?

Vejledende priser:
Ryds 435 DL kr. 34.000,-
Tohatsu 30 HK AEPTL 4-takt kr. 45.500,-
Brenderup model 8114 kr. 6.800,-

Webadresser:

www.rydsbatar.se
www.tohatsu.dk
www.brenderup.dk

Kvinder og lystfiskeri

I lande som USA og Sverige er det almindeligt, at også kvinder fisker. – Hvorfor er det så ikke tilfældet herhjemme?

Det er ikke mange kvinder, der fisker. I hvert fald ikke seriøst. Det ligger ligesom ikke til dem – præcis som det jo heller ikke er ret mange kvinder, der dyrker jagtens glæder.

Alligevel findes der flere lande verden over, hvor det er helt almindeligt, at også kvinder svinger fiskestangen – gerne sammen med hele familien.

USA og kvinderne

I USA er alting som bekendt større, bedre, hurtigere og vildere. I USA har kvinder da også længe været aktive udøvere af den ædle sport at fange fisk på stang og line.

Tænk blot på koryfæer som den nulevende fluefisker Joan Wulff, hvis afdøde mand Lee Wulff var en af de største lystfiskere, verden nogensinde har set. Joan har stadig sin egen fluefiskerskole, hvor mange kvinder har gjort deres første vaklende fluekast.

Eller tænk på havfiskeren Marsha Biermann, der via TV og video har været med til at lokke mange kvinder ind i folden af fiskere. En kvinde, som har formået at gøre sig gældende i den suverænt mest mandsdominerede gren af sportsfiskeriet Big Game fiskeriet fra store både på åbent hav.

Nu har en tredje amerikansk kvinde blandet sig i debatten. I dagbladet “Florida Today” stod 38-årige Denise Oyler frem som den, der for alvor kan forene kønnene ude ved fiskevandet. Hun ønsker – uden dog at være psykolog med hævet pegefinger – at forene mænd fra Mars og kvinder fra Venus, når det gælder lystfiskeri.

Ud over selv at være en dygtig fisker, der allerede har vundet flere fiskekonkurrencer, er hun også dygtig at markedsføre sig selv og sit budskab. Heriblandt følgende tankevækkende iagttagelser:

Om mænd og fisk

– Aborren er som en mand: Man tror, man har ham på krogen. Men vender man et øjeblik ryggen til, er han straks væk igen…
– Ørreden er lettere at have med at gøre: Den er vild med det hele og altid i fuld vigør. Derfor ved man i regelen, hvor man har den…

Som dansk lystfisker må man dog konstatere, at frøken Oyler’s kendskab til danske havørreder er ganske mangelfuldt – hvis overhovedet eksisterende. De er ikke altid så lette at have med at gøre.

Denise Oyler konkluderer frejdigt følgende ud fra sine iagttagelser om mænd og fisk:

– Gå gerne ud med en aborre, for det er aldrig kedeligt. Men gift dig hellere med en ørred!

Frøken Oyler har endnu en sammenligning, der primært må formodes at henvende sig til kvinder:

– At vælge kunstagn for den aktuelle fiskedag er som at vælge påklædning om morgenen: Man kigger sig om i klædeskabet, vælger noget, man kan lide, og finder så et par sko, der matcher. På samme måde kigger man rundt i sin grejboks, til man finder noget, man tror matcher de tilstedeværende fisks fødeemner. Og det fisker man så med!

Skandinavien og kvinderne

Grejbranchen er nu i høj grad ved at få øjnene op for de fiskende kvinder. Ikke mindst amerikanske Orvis gør meget for at få flere kvinder i folden. Således var hele 8 sider af forrige års store Orvis katalog helliget beklædning specielt til kvindelige fluefiskere.

Mange af de traditionelle genstande såsom waders og fiskeveste kan nu fås i kvindemodeller, der tager hensyn til kvinders anderledes kropsbygning. Og der fokuseres i stigende grad på de – dog stadig ret få – kvinder, der i dag lever og lever godt som professionelle fiskeguider i salt- og ferskvand. De mangler da heller ikke – mandlige – kunder…

I Sverige er der gamle traditioner for, at hele familien sammen tager ud for at fiske. For svenskerne er fiskeriet en helt naturlig del af det at færdes ude i naturen. Også for familiens kvindelige overhoved, der ofte betragter fiskeriet på linje med bærplukning og svampesamling. Som en måde at skaffe familien et frisk og velsmagende måltid mad på.

I Norge er det ikke helt så almindeligt at se kvinder svinge fiskestangen. Her er fiskeriet stadig en udpræget mandesport. Alligevel kommer den nok mest kendte kvindelige lystfisker i hele Skandinavien fra netop Norge. Få kvinder har gjort så meget for at bringe fiskesporten ud til kvindekønnet som den norske jente Torill Kollbu, Fluernes ukronede Droning.

Torill har berettet om sit fluefiskende og fluebindende liv på TV og er dermed kommet ud til millioner af potentielle kvindelige lystfiskere. Torill har gjort meget ud af, at man godt kan fiske uden at være iklædt samme hi-tech kampuniform som sin mandlige kollega. Således har hun – sikkert dog mest til ære for TV fotograferne – optrådt med fluestang og iklædt norsk folkedragt med struttende skørter!

Danske fiskekurser for kvinder

Så ekstrem behøver man nu ikke at være, hvis man er kvinde og gerne vil prøve kræfter med lystfiskeriet. Et par almindelige jeans kan gøre det – i hvert fald så længe der ikke skal vades!

Den nye direktør for Aarhus Teater, Madeleine Røn Juul, er en af de kendte danske kvinder, der har svinget fiskestangen regelmæssigt siden barneårene. I et interview i Jyllands-Posten fortæller hun, hvordan hun fiskede sammen med sin far, når hun som delebarn var på besøg hos ham. Med den enkle begrundelse, at samværet ikke skulle blive én stor Tivolitur, som hun så rammende siger det.

“Jeg har simpelthen bare stået ved så mange strande og fisket, at det er utroligt. I ferierne tog vi til Sejrø med en del andre, og den altoverdøvende konkurrence lød på: Hvem kan fange en havørred?

Og et år – jeg var vel bare 10 – fik jeg en havørred, og det vel at mærke samtidig med, at ingen af de voksne fangede én. Sådan en oplevelse giver aldrig slip.”

Et af de steder, hvor fiskende kvinder hyppigst optræder herhjemme, er faktisk småbådsfiskeriet – måske i takt med, at småbådene stedse bliver større og mere komfortable. I hvert fald har mange kvinder valgt at følge med deres mænd på havet – i jagt på stærke fisk og gode naturoplevelser.

Herude stortrives kønnene sammen i en hobby, der i meget høj grad er præget af sammenhold og kammeratskab. På havet har alle brug for hinanden. Her er man mere kolleger end konkurrenter

De danske småbådsfiskeklubber kan kontaktes på følgende telefonnumre:

Jysk Småbådsfiskeklub: 86 40 82 42 eller 86 38 17 14

Fyns Trollingklub: 65 38 21 42 eller 75 58 28 21

Sjællands Småbådsfiskeklub: 49 16 08 30 eller 64 75 22 63

Danmarks Sportsfiskerforbund afholder regelmæssigt specielle kurser med og for kvinder – kurser, hvor kvinder kan stifte bekendtskab med fisk og fiskeri uden hele tiden også at skulle forholde sig til mænd! Det er der tilsyneladende mange kvinder, som sætter stor pris på

Nærmere oplysninger om fremtidige fiskekurser for kvinder fås hos Danmarks Sportsfiskerforbund på telefon 75 82 06 99 eller internetadressen www.sportsfiskeren.dk

Med fiskestang fra havkajak

Havkajakken er i dag udgangspunkt for både konkurrencesejlads og naturoplevelser. Men oprindeligt er kajakken et fangstredskab, og til det formål er den stadig lige god!

Havkajakken er i dag udgangspunkt for både konkurrencesejlads og naturoplevelser. Men oprindeligt er kajakken et fangstredskab, og til det formål er den stadig lige god!

Men man skal ikke glemme, at kajakken oprindelig er tænkt som et fangstredskab – som et lille og let fartøj, der lydløst kan bringe fangeren i nærkontakt med sit bytte – det være sig sæler eller hvaler.

Set i dette lys er det egentlig lidt underligt, at netop lystfiskerne har været ganske længe om at opdage den moderne kajaks fortræffeligheder til netop fiskeri. Netop her er der jo ofte brug for at kunne snige sig lydløst ind på fiskene, når disse fouragerer på lavt vand, hvor de er lette at skræmme.

Fangerinstinktet

Mange har den opfattelse, at en kajak er et spinkelt og ustabilt fartøj, som man kun kan færdes sikkert i, hvis man mestrer “grønlændervendinger” og kan holde hovedet koldt – også under vandet.

De glemmer imidlertid, at udviklingen i de seneste år har været enorm inden for netop kajakker. Nye materialer er kommet til, og nye modeller er udviklet, som opfylder specifikke krav fra forskellige brugere.

De fleste føler sig da også hurtigt ét med den moderne kajak, når den tyst glider gennem vandet. Det er et smidigt fartøj, som hurtigt bringer én fra sted til sted – med et minimalt forbrug af kræfter.

Og det er bestemt ikke svært at sætte sig i den grønlandske fangers sted – hvis blot man har en smule fantasi og urinstinktet i behold. Farvandsbøjerne på den hjemlige bugt bliver da hurtigt til glitrende turkisblå isbjerge i den dybe grønlandske fjord!

Måske dukker en nysgerrig sæl op nær kajakken – måske et iltert marsvin, der puster ud, inden det stikker ned til sildestimerne igen. Eller en forskrækket skarv, der lynsnart dykker igen for først at komme op og på vingerne et halvt hundrede meter borte. Måske sniger man sig ind på en flok fiskehejrer, der på lange ben står i det lave solflimrende vand og spejder efter småfisk.

Det har jeg gjort mange gange, og jeg bliver aldrig træt af det. Naturoplevelser er der altid nok af, når man er afsted i sin havkajak – fiskemuligheder ligeledes.

Med kajakken kan man nemlig ikke blot komme langt omkring – man kan også komme ind på ganske lavt vand, hvor almindelige både ikke kan flyde. Her kan man ofte opleve et aldeles uspoleret fiskeri, ganske enkelt fordi ingen andre kan fiske herinde.

Kajaktyper

Der findes mange forskellige kajakker – nogle, der egner sig til fiskeri, og nogle, der bestemt ikke gør.

Glem først alt om de lange og smalle turkajakker, der ganske vist kan skyde en høj fart og dermed komme langt omkring. De er dog for ustabile til at fiske fra. Her gør man bedre i at vælge en kortere og bredere model – én af dem, man ikke sådan lige vælter i baljen fra!

Jeg har anskaffet mig og testet en havkajak fra newzealandske “Perception” – en kajak af modellen “Acadia”. Den er fremstillet af rotationsstøbt plast, hvilket gør den meget robust, om end lidt tungere end tilsvarende kajakker af glasfiber. Materialet egner sig fint til fiskeri, hvor man ofte strander kajakken eller går i land.

Acadia er 374 cm lang og 72 cm bred. Det placerer den midt i feltet af Perception-kajakker, der spænder fra begynderkajakken “Kiwi” (282 cm lang og 74 cm bred) til langtursmodellen “Fastnet” (502 cm lang og 58 cm bred).

Længde/bredde-forholdet gør Acadia til en meget stabil kajak at fiske fra – en model, man føler sig tryg i lige fra begyndelsen – også som helt grøn i faget. Blot skal man holde sig til kysten og undgå de større bølger, som langtursmodellerne bedre kan håndtere.

Acadia fås i flere udgaver – med eller uden ror og som ekspeditionsmodel. Det er ekspeditionsmodellen med ror og vandtæt skot samt net til fastgørelse af bagage, der her er testet og beskrevet. Blødt skum i ryglænet er heller ikke at foragte, når man skal tilbringe mange timer i sin kajak.

Vi kan uden diskussion konstatere, at netop denne model egner sig fortrinligt til lystfiskeri. Roret gør, at man får en meget lille venderadius og nemt kan holde kajakken i den rigtige retning – selv i hård sidevind. En såre praktisk ting, hvis man ligger og padler langs en stejl skrænt med blink eller wobler i kølvandet – eller har en vildt sprællende fisk for enden af linen.

Fiskeriet

Lad det være sagt med det samme, at kajakker ikke er ideelle til fluefiskeri. Selvfølgelig kan det lade sig gøre, men andre små fartøjstyper – eksempelvis pontonbåde – er langt bedre egnede. Til gengæld er kajakken fin til konventionelt spinnefiskeri og til trolling – til at trække en agn efter kajakken, mens man stille padler sig fremefter.

Sidstnævnte metode gør, at man dækker store vandområder effektivt. Den stiller dog også krav om, at man monterer én eller anden form for stangholder på kajakken – en holder, så man kan sætte stangen fra sig, mens man padler med pagajen. Man kan også blot vælge at stikke håndtaget ind under redningsvesten fortil – i sagens natur den billigste løsning, som dog ikke alle holder af.

Hurtigt vil man også finde ud af, at det er en endog meget god idé at sikre pagajen til kajakken med et stykke tovværk – så man lynhurtigt kan gribe stangen, når der er fast fisk. Hvilket man for øvrigt aldrig er i tvivl om, da selv mindre fisk hurtigt kan sætte en dæmper på fremdriften!

Uden pagaj er man ilde stedt i en lille kajak, der hurtigt driver langt for vind og bølger. Et stykke elastisk tovværk mellem pagaj og kajak er derfor en både enkel og billig forsikring, når man fisker fra sin kajak.

Man vil også hurtigt finde ud af, at et lille anker er guld værd under fiskeriet. Dels når man vælger at gå i land for at holde pause og da ikke vil trække kajakken helt ind til og op på land. Og dels når man har placeret sig over en skrænt eller banke, som man bedst affisker fra en opankret kajak, der ikke driver væk.

Vælg gerne et lille “frokostanker” af paraply-typen. Det vejer under kiloet, fylder ganske lidt og koster endnu mindre. 5-10 meter flagline som ankertov fuldender udstyret, der naturligvis også omfatter en svømmevest, som altid er på! Samme flagline er for øvrigt bekvemt at have til at trække kajakken efter sig med, når man vader inde på lavt vand.

Fiskegrejet

Som nybagt kajakfisker finder man hurtigt ud af, at lange kyststænger er en pestilens ombord. For hvor skal man placere dem, når man ikke fisker? Og det lange håndtag er altid i vejen, når der skal kastes fra siddende stilling.

Men fortvivl ikke. Løsningen er besnærende nær og nem: Køb en teleskopstang på 7-8 fod, som kan kaste op mod 20-30 gram – alt efter formålet. Sørg for, at håndtaget ikke er længere, end at man kan kaste ubesværet fra siddende stilling.

Til formålet har jeg prøvefisket to af Shimanos nye “Catana Telespin” teleskopstænger. Der er tre længder at vælge imellem – 7, 8 og 9 fod – med kastevægte på henholdsvis 5-20, 7-28 og 15-40 gram. Især de to mindste fungerer godt til fiskeri fra kajak – monteret med matchende fastspolehjulhjul fra Shimanos “Catana R” serie.

Når man ikke fisker, er teleskopstangen foldet sammen, så den nemt kan stuves væk i cockpittet – klar til hurtig indsats, da den naturligvis er fuldt rigget med line og agn i sammenskubbet tilstand. Det tager da kun få sekunder at finde stangen frem og trække den ud – klar til kast.

Hjulene fyldes op med 0.20-0.30 mm line – alt efter fiskeri og fiskeart. Seriøse kajakfiskere falder ofte for det langt dyrere multiplikatorhjul, som kræver mindre armbevægelser – under indspinningen. Det er ofte praktisk i kajakkens trange cockpit – specielt under længere tids fiskeri.

Vil man kun fiske fra sin kajak i de varme sommermåneder, behøver man ikke yderligere udstyr. Men hurtigt opstår lysten til også at inddrage de koldere måneder, og da slipper man ikke uden om ekstraudstyr.

Et “spray deck” sikrer, at der ikke kommer mere koldt vand indenbords end højst nødvendigt. Regn med at skulle spendere fra kr. 400,- og opefter på et sådant. Et par overalls af neopren af den type, som dykkerne bruger, er ligeledes en god investering, da de både holder vandet ude og varmen inde. For slet ikke at tale om den indbyggede opdrift, hvis uheldet skulle være ude.

Har man i forvejen en af de korte vadejakker, som de fleste kystfiskere har i dag, er den glimrende til kajakbrug, hvor overtøjet altid skal være kort. Ellers kan man med fordel investere i en vandtæt anorak specielt til formålet. Vælg altid en model med brystlomme til blinkæsken. Priserne starter typisk ved kr. 400,-.

Info

Den testede udgave af Perception’s “Acadia” kajak kostede vejledende kr. 8.695,-. Det gør den til et rigtig godt køb på et marked, hvor gode kajakker ofte koster på den forkerte side af de 10.000 kroner.

Til denne pris får man en kajak med vandtæt skot og aflukkeligt stuverum bagtil samt net til udvendig fastholdelse af yderligere bagage både fortil og bagtil. Med i prisen er også roret, der kan klappes op og ned, alt efter vanddybden.

En vægt på 21 kg gør, at kajakken let transporteres på taget af en bil. Nemmest er det dog, om man er to mand til af- og pålæsning – og bilen ikke er alt for høj. Et par “J-bars” til montering på tagbagagebærer koster nogle få hundrede kroner.

Et par hjul under kajakken gør den let at trække, hvis der er et stykke ned til vandet. Er terrænet jævnt og afstanden ikke alt for stor, klarer man sig fint med små kajakhjul under stævnen. Er terrænet mere ujævnt og afstanden længere, gør man bedre i at investere i større hjul, der placeres midt under båden som på de bredere kanoer. Set til priser fra kr. 400,- og opefter.

Importør, generalagent og forhandler af Perception kajakker i Danmark er:

Nautic Surf & Ski
Golfvej 10
7400 Herning

Tlf. 97 12 29 65 oplyser om nærmeste forhandler

I dybet med DOWNRIGGER

Det startede med kanonkugler, knækliner og kongelaks. I dag er den raffinerede downrigger standardudstyr på snart sagt alle lystfiskerbåde.

Det er langt fra altid, fiskene svømmer helt inde under land eller helt oppe i overfladen, hvor de er nemme at nå og fange med almindeligt fiskeudstyr. Går de længere ude, end man kan kaste, må man ty til båd. Men går de længere nede, end man kan komme med konventionelt grej, kan man ikke nøjes med en båd. Da må man ty til specielt udstyr.

Ofte er det vandtemperaturen, der gør det nødvendigt at fiske dybt. Om sommeren er overfladevandet eksempelvis for varmt til mange af vore mest eftertragtede sportsfisk, og de søger da i dybden, hvor de finder køligere vand.

Det kan også være iltindholdet, der får fiskene til at søge nedefter i vandsøjlen. For varmt vand indeholder mindre ilt end koldt, og ikke mindst laksefiskene kræver meget ilt i vandet for at trives og overleve.

Springlaget

Om sommeren vil koldtvandselskende og iltkrævende fisk ofte søge ned mod det såkaldte “springlag” – et lag, hvor igennem vandtemperaturen falder brat, typisk med 1 grad per meter.

Om sommeren sker der ofte en lagdeling i dybere søer, da vand er tungest ved 4 grader. Dette vand synker da til bunds, mens varmere vand lægger sig øverst. Dannes der et springlag, vil dette isolere bundvandet, som efterhånden bliver iltfattigt. I saltvand kan der tilsvarende dannes et springlag med koldt og tungt saltvand nederst og varmere og mindre salt vand øverst.

Over springlaget vil vandet være iltrigt, men for varmt til laksefiskene. Under springlaget vil det være tilpas koldt, men uden tilstrækkeligt med ilt. Kun i selve springlaget kan laks og ørreder med flere få tilfredsstillet deres krav om både en lav vandtemperatur og et højt iltindhold.

For lystfiskeren er problemet med springlaget, at det altid ligger adskillige meter nede. Nede, hvor man ikke kan nå med almindeligt fiskegrej. På samme måde jager laks og ørreder året rundt ofte i meget vekslende vanddybder. De går helt enkelt dér, hvor stimerne af sild og brisling svømmer. Og det er i regelen mange meter nede.

Man kan ganske vist komme et stykke hen ad vejen ved at montere en form for paravane foran agnet – et redskab, som skærer ned i vandet, når båden bevæger sig fremefter. Jo længere line man giver paravanen, desto dybere går den.

Downriggeren

Selv om paravaner er både billige og ganske effektive, så byder de dog ikke på blot tilnærmelsesvis kontrol med fiskedybden. Her må der helt andre metoder til. Her må man ty til den moderne “downrigger”. Kun da kender man sin eksakte fiskedybde. Den kan nemlig aflæses direkte på riggens tælleværk.

De fleste tror, at brugen af downrigger er en moderne foreteelse. Men det er slet ikke tilfældet. Faktisk har metoden været i brug – erhvervsmæssigt, ganske vist – siden århundredskiftet langs den nordamerikanske vestkyst.

Her blev metoden brugt til fangst af store kongelaks, som søger deres føde i Stillehavets dybe havstrømme. Og her fik den navnet “Cannonball”.

I sin mest primitive form anvendte man nemlig en tynd knækline med et tungt lod, der forsvandt i dybet, når fisken huggede og knæklinen bristede. Hver fisk kostede således en vægt, og fiskerne ledte derfor efter de billigst mulige lodder.

Valget faldt dengang på gamle kanonkugler fra de militære overskudslagre, levn fra borgerkrigens tid. Heraf naturligvis navnet “Cannonball”, som har hængt ved lige siden, og som i dag tilmed er navnet på verdens ubestridt førende producent af kvalitets-downriggere.

Store fisk på Store Søer

I mellemtiden er teknikken raffineret meget, hvilket ikke mindst skyldtes etableringen af et kolossalt sportsfiskeri efter indførte kongelaks og sølvlaks i de Store Søer mellem USA og Canada.

Fiskene introduceredes i 1950’erne, og sportsfiskeriet efter dem bare voksede og voksede op gennem 1960’erne, 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne. I mellemtiden er også ørreder og regnbuer kommet til i Great Lakes, og senest har man sågar også udplanteret atlanterhavslaks.

Her først i det nye årtusinde er sportsfiskeriet efter laks og ørreder i Great Lakes området således en “multi-million dollar business”, som amerikanerne selv siger det. En succeshistorie uden lige. Og et rekreativt fiskeri, som giver masser af arbejdspladser og endnu flere skattekroner.

Dette storstilede sportsfiskeri førte til en hurtig raffinering af den gamle “knækline og kanonkugle” teknik. Man havde brug for at kunne fiske endog meget dybt, når de store kongelaks jagede smelt og stamsild på store dybder i og under sommerens springlag.

Men nu havde man endnu et krav til teknikken. Den skulle gøre det muligt samtidig at fiske med let og sportsligt afstemt grej, så laksene kunne give sportsfiskerne en god fight.

Downriggeren fødes

Det førte til udviklingen af den moderne “downrigger”, som benytter sig af en stærk rustfri stålwire og tunge lodder på 2, 3, 4 og 5 kilo. Af veneration over for de gamle kanonkugler kaldes vægtene stadig for “cannon balls”. Og af samme årsag hedder verdens største producent af downriggere i topklasse da også “Cannon”.

Teknikken bag fiskeriet med downrigger er besnærende enkel – dertil en klar forbedring af den gamle, som var ensbetydende med masser af tabte blykugler.

Man firer sin lette agn et passende stykke ud bag den sejlende båd og fastgør linen til en speciel udløserklemme. Denne udløser er igen fastgjort til det tunge lod, som fires ned i den ønskede dybde. Hjulet frikobles under nedfiringen, og spoleknarren slås til. Man sørger til sidst for, at fiskestangen er spændt op i en halvcirkel under fiskeriet, hvilket kræver en robust stangholder.

Når så fisken hugger, frigøres linen fra udløseren, stangen retter sig ud og strammer linen op, mens knarren giver lyd fra sig. Man har nu fisken direkte på sit lette grej.

Kuglen bliver hængende i stålwiren – klar til brug igen. Den bør dog trækkes op, hvis den krogede fisk er af blot nogenlunde format. Så undgår man, at linen filtrer sig ind i wiren under fighten.

Manuel eller elektrisk

Til de mest kendte fabrikater hører Cannon, der tilbyder alt lige fra simple håndbetjente modeller over elektriske til avancerede computerstyrede. Og det til priser fra menneskelige til umenneskelige. Med undtagelse af de mindste modeller har de allerfleste downriggere en eller sågar to integrerede stangholdere.

De mest solgte modeller er den lille “Easi-Troll 2” og den lidt større “Uni-Troll” med drejeskive og teleskopbom. Begge er de manuelle – det vil sige, at man med håndkraft hæver og sænker lodderne. Det er disse to modeller, man oftest ser på danske trolling-både.

De manuelle er de billigste og nemmeste at montere. De elektriskeer større, dyrere og mere besværlige at montere. Til gengæld er de uhyre behagelige at arbejde med og kan i regelen tage de helt store lodder – op til 6 kg.

Kanonkuglen

Så store lodder er dog sjældent nødvendige herhjemme, hvor vi hverken fisker på store dybder eller sejler ved høje hastigheder. Her fisker vi kun undtagelsesvis dybere end 10 m, og da rækker 3 kg’s lodder til det meste. Bornholm er undtagelsen, idet man her ofte fisker sine agn både 40 og 50 meter nede. Da er 5 kg ikke for stort.

Toppen af kransekagen er de elektriske og computerstyredemodeller. “Digi-Troll IV” er Cannon’s absolutte topmodel – dertil meget dyr i anskaffelse. Den fungerer som en almindelig elektrisk rig, men kan programmeres til at hæve og sænke lodderne under sejladsen. Denne teknik kan ofte friste træge følgere til hug. Den gør det også muligt at følge skiftende bundprofiler.

Der findes også små transportable modeller, som passer til mindre joller. Cannon’s “Mini Troll” er en af slagsen. Den kan skrues fast på rælingen og er beregnet til lodder på 2 max 3 kilo. Transportable downriggere kræver dog, at man har separate stangholdere. Det gør dem mindre praktiske, end de ved første øjekast ser ud til.

De større rigge har teleskopiske bomme, så man kan holde loddet fri af selv store både. De har i regelen også drejebeslag, så man kan dreje dem 90 grader og dermed folde dem ind til siden. En nærmest uundværlig detalje, når man færdes under trange forhold i en havn. Det er nemlig her, de fleste downriggere beskadiges – ikke under selve fiskeriet.

Det uundværlige ekkolod

Der findes to slags lodder: Den klassiske kugle, i regelen med en lille styrefinne, og så den langstrakte torpedo. Kanonkuglen er den mest retningsstabile model og derfor også den almindeligste. I de største vægte er den langstrakte torpedo dog ofte den foretrukne – givet fordi den er lettere at håndtere ombord end store kugler.

Men loddet er ikke nok. Næsten lige så vigtig er ekkoloddet, der konstant holder øje med vanddybde og eventuelle fisk under båden.

På et godt ekkolod med senderen korrekt indstillet kan man fint se loddet på skærmen. Det er både interessant og vigtigt, idet man jo så ved og ikke kun tror, at man fisker i den rette dybde. Og så er det ganske fascinerende at se sit lod og agn passere gennem en flok store fisk – på skærmen. “Fjernsyn for dig”, om noget er!

Som begynder står man sig bedst ved at nøjes med en enkelt eller to downriggere i båden. Men for en erfaren fisker er det faktisk muligt at fiske to stænger på samme downrigger. Det kræver blot, at man fastgør den anden line direkte på wiren med en speciel klemme – den såkaldte “stacker”.

Udløserklemmen

Udløserklemmen er et kapitel for sig. Faktisk er den – korrekt indstillet – nøglen til et heldigt downrigger-fiskeri. Den fås i mange forskellige udformninger, men her som altid gælder det, at de enkleste er de bedste. Mest behagelige er de klemmer, som kan monteres med én hånd og et enkelt greb.

Det kræver lidt eksperimenteren, før man har fundet den rette indstilling – den spænding, der både giver en sikker krogning af fisken, og som effektivt frigør linen fra lod eller wire. Stilles den for løst, kan man ikke kroge fisken. Stilles den for stramt, vil den ikke slippe linen…

Afstanden fra lod og klemme ud til agnet afhænger af flere ting, dog primært vanddybden. Jo lavere og klarere vand, der trolles på, desto længere skal “efterslæbet” være for ikke at skræmme fiskene.

Typisk har man et efterslæb på 20-30 meter, når man fisker på 4-6 meter vand. Efterslæbet forkortes til 10-15 meter på 8-12 meter vand og er helt nede på 3-5 meter på 20-30 meter vand.

Nogle finder fiskeriet med downrigger for mekanisk og lidet sportsligt. Men det skyldes i regelen, at de ikke selv har prøvet. Det kræver nemlig sin mand og godt sømandskab at bruge en downrigger på effektiv vis.

Så giver den til gengæld også mulighed for fiskeoplevelser af en helt speciel kaliber. Præcis som fiskene, der altid er større ude på dybderne!