Det var amerikanske Fenwick, der i 1973 lancerede verdens første fiskestænger i kulfiber og dermed skabte en sand revolution i fiskeverdenen. 

I dag tager vi alle kulfiberstangen for givet. Kun ganske få stænger – og da kun de billigste – bliver stadig fremstillet i glasfiber, som sammenlignet med kulfiber er et både tungt og slattent materiale.

Men det holdt hårdt at nå så vidt. Kulfiberstangen kom ikke af sig selv, hvilket den engelske stangfabrikant Hardy Bros. kan tale med om. Det var nemlig engelske Rolls Royce, der i samarbejde med ligeledes engelske Royal Airforce i slutningen af 1960’erne fandt frem til kulfiberen, som vi kender den i dag.

Den vanskelige kulfiber

Hardy Bros. havde derfor et naturligt forspring i forhold til resten af verden. Imidlertid lykkedes det ikke den gamle og hæderkronede fiskegrejsfabrikant at fremstille funktionelle fiskestænger i den nye kunstfiber. Datidens flueorakel og konsulent for Hardy, Richard Walker, gik i hvert fald så vidt som til at karakterisere de nye prototyper fra Hardy med ordene “absolutely useless”. “Aldeles ubrugelige”…

Men på den anden side af Atlanterhavet – hos amerikanske Fenwick – gav man ikke op så let. Man var allerede langt fremme med sine glasfiberstænger, som hørte til verdens bedste. Men Fenwick havde indset, at hvis man fik styr på den nye og meget stive kulfiber, var det et kvantespring frem i retningen mod lettere og endnu bedre fiskestænger.

Det lykkedes Fenwick at tæmme kulfiberen i 1972, og i 1973 kunne firmaet med den amerikanske ørn som logo så lancere verdens første fluestænger i kulfiber ­ lettere og stærkere end nogen anden stang på markedet.

De nye stænger blev lanceret under under det nu verdensberømte navn “HMG”, der står og stod for “High Modulus Graphite”. “Modulus” er et mål for fibrenes stivhed, og her var kulfiberen glasfiberen milevidt overlegen.

De første prototyper

Rygterne gik blandt fluefiskere verden over i årene op til 1972. Den første Fenwick prototype skulle “field testes” ved den afsides beliggende steelhead-flod, Dean River i British Columbia, Canada.

Jim Green, som dengangvar Fenwick’s dynamiske leder, stod bag udviklingen af prototypen. Jim var netop ankommet til floden og i færd med at rigge den nye stang til – da en jet boat kom susende op ad den ellers øde flod. Båden tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.

– Jim Green, I presume? – Jeg hører, at De netop har bygget verdens første kulfiberstang. – Må jeg se den?!

Så stor var forhåndsinteressen altså, og året efter kom så de første seriefremstillede kulfiberstænger på markedet. De nye “HMG” fluestænger var lettere, stærkere og tyndere end noget tidligere set.

De var desværre ikke billige – hverken i USA eller herhjemme. Da de første Fenwick stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi mange, der valfartede til Odense for at se og prøvekaste de nye vidundere hos importøren. Stænger, der allerede dengang kostede på den helt forkerte side af 1.000-lappen…

Fenwick red med sine HMG-stænger højt på kulfiberbølgen i nogle år, indtil konkurrenterne fik indhentet forspringet. Firmaet blev siden solgt til Woodstream koncernen og produktionen af Fenwick stænger flyttet til først Mexico og siden Fjernøsten.

Det seneste gennembrud

I nogle år koncentrerede Fenwick sig herefter om at udvikle beklædning til udendørs brug – specielt med sigte på lystfiskere. Den politik blev dog lagt på hylden i 1994, hvorefter man igen satsede fuldt ud på det, man for alvor evnede – at fremstille førsteklasses fiskestænger.

Producenterne kappes om at lave stedse lettere stænger. Ideen er, at mest mulig kraft skal gå til kastet – mindst mulig kraft skal gå tabt i stangen. Ideelt vejer fiskestangen derfor intet overhovedet.

Så langt er vi dog ikke nået endnu. Men moderne kulfiberstænger er blevet så lette, at en fluestang af virkelig kvalitet ofte vejer under 100 gram.

Der er imidlertid en bagside af medaljen. Jo lettere stængerne bliver, desto mere tyndvæggede og skrøbelige bliver de desværre også. Selv blandt de dyreste US-stænger vil man derfor opleve stangbrud – i form af tyndvæggede klinger, der nærmst kan eksplodere under kast eller fight af fisk.

De fleste skader skyldes dog ikke aktivt fiskeri, men stød og slag under transport. En tung flue kan dog også påføre stangen skade, hvis den under kastet rammer klingen med høj hastighed.

Skudsikre fiskestænger

Fenwick havde længe eksperimenteret med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde, før det rulledes om den tynde stålmandrel. Kevlar bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk og lignende, og Fenwick kunne derfor se materialets potentiale som forstærkning i tyndvæggede kulfiberklinger.

Efter flere års udviklingsarbejde lykkedes det så at kombinere de to hypermoderne og kostbare materialer – kevlar og kulfiber – i endnu et teknologisk gennembrud fra skaberen af verdens første kulfiberstænger.

Fenwick har udviklet og patenteret en metode, hvor man placerer et uhyre tyndt klæde af tilfældigt orienterede små kulfibre mellem lagene af langsgående og meget højmodulære (læs: stive og lette) kulfibre.

Samtidig er man gået skridtet videre og bygger nu klingerne af flere stykker klæde, som hver især vikles om stålmandrellen, før de bages sammen – en proces, der er langt mere tidkrævende end konventionel stangproduktion, hvor man nøjes med et enkelt stykke kulfibervæv.

Det er en proces, der giver flest mulige af de langsgående og aktionsgivende kulfibre. Bruger man kun et enkelt klædestykke, vil fibrene kun inderst ligge parallelt med klingen. Og det er kkun de langsgående fibre, der bidrager væsentligt til aktionen. Derfor gælder det om at have flest muligt af dem. De tværgående fibre er populært sagt blot dem, der holder stangen sammen i dens runde og hulbyggede form.

Techna AV

Tilsammen har alt dette resulteret i en helt ny fremstillingsteknik, der gør de færdige stænger langt mere robuste over for stød og slag end almindelige kulfiberstænger. Fra Fenwick’s eget testlaboratorium meldes der, at de nye “Techna AV” stænger er hele fire gange mere robuste end almindelige stænger.

På de nye Techna AV-stænger ser man tydeligt de små kevlarfibre, der ligger som papirfibre mellem kulfibrene – “Aramid Veil” kaldes de. Dette lag indeholder de fibre, som skal gøre Techna stængerne ekstra robuste over for stød og slag, der ellers let kan tage livet af en moderne, tyndvægget kulfiberstang.

Fenwick har lanceret en hel serie af Techna AV fluestænger, som ikke uventet ligger i den dyrere ende af prisskalaen. Men slet ikke så højt, som man kunne tro, frygte eller formode, når man nu er vant til at studere prissedlerne på top end US-made fluestænger. Stænger, der ofte handles til både 5.000, 6.000 og 7.000 kroner.

Set i det lys er de nye Techna AV stænger faktisk forbløffende billige – det store udviklingsarbejde taget i betragtning.

HMG in action – igen!

Trods disse teknologiske landvindinger lever de gamle HMG-stænger stadig videre. Pudsigt nok fører de sig i dag frem som behagelige stænger med en moderat aktion og en rolig kasterytme – stik modsat de første HMG-stænger, som jo dengang var hurtigere end alt andet.

Men navnet klinger selv mere end 30 år efter lanceringen godt i fluefiskerøren, og derfor kan man altså stadig få HMG-stænger fra den amerikanske ørn. Dog ikke på denne side af Atlanten.

Selv er jeg den meget lykkelige ejer af en original HMG-stang fra 1974 – en 9 fod lang klasse 12 fluestang. Den har overlevet ikke blot tidens tand, men også benhårde dyster med tropiske eksprestog som 3 meter lange sejlfisk og 50 kg tunge tarpon. Det er der mange senere high-end US-stænger, der ikke har kunnet – trods en prislap på adskillige tusinde kroner.

Stangen er 2-delt, hvilket er den eneste grund til, at jeg ikke opbevarer den i min bankboks. Den kan helt enkelt ikke være der…

GrejNyt:

Techna AV Saltwater

Jeg har haft lejlighed til at langtidsteste flere Techna AV fluestænger, der alle har været et meget positivt bekendtskab. Det er lette og velkastende stænger med masser af rygrad til lange kast, når vinden blæser. Dette vel at mærke uden at være ubehageligt stive at kaste med.

En elegant matgrå og ulakeret finish kendetegner alle Techna AV stænger – brugen af de bedst tænkelige komponenter ligeledes. De lettere modeller har indlæg af ædetræ i hjulholderen, mens de tungere stænger har hjulholdere helt i metal. Stangringene er étbenede på de letteste modeller, hvilket sparer vægt.

Til 2005 har Fenwick udviklet fire modeller – fra klasse 6-9 – og toptunet dem til brug i saltvand. Det betyder, at de nye Techna AV Saltwater stænger er monteret med topøje, slangeringe og skydeøjer i overstørrelse, så linen skyder lettere og kastene derfor bliver længere.

Til udstyret hører naturligvis også en 100% saltvandsbestandig hjulholder i sortelokseret metal samt korkhåndtag af højeste kvalitet med en kort fighting butt bagest.

Prisen på de almindelige Techna AV fluestænger starter ved kr. 3.499,- for de mindste enhåndsstænger og slutter ved kr. 5.999,- for de længste tohånds modeller. Alle leveres de i alurør.

De nye saltvandsudgaver er alle 9 fod lange og 3-delte for bekvem transport. Prisen er såre rimelig, nemlig kr. 2.999,- inklusive alurør. – Anbefales til alt dansk kystfluefiskeri!

© 2005 Steen Ulnits

De ligner en tørresnor, men koster en bondegård. Vi har set nærmere på de mange nye flueliner, som byder på uanede muligheder – hvis man altså har råd…

Fluefiskerens line er grundlæggende en helt anden line end spinnefiskerens.

Forskellen er synlig, da fluelinen mest af alt ligner en kulørt tørresnor – blot er prisen mange gange højere. Forskellen er også mærkbar, da fluelinen er ganske tung. Det er nemlig den, der skal transportere den næsten vægtløse flue ud til fisken. Fluen i sig selv vejer for lidt til at kunne kastes.

Materiale

Gamle dages flueliner blev fremstillet af silke, som måtte imprægneres for overhovedet at kunne flyde. Denne imprægnering måtte ofte foretages flere gange om dagen, hvis linen skulle flyde ordentligt.

I efterkrigsårene kom så de første flueliner af det nye materialePVC. Pludselig kunne man fremstille liner, der enten flød – på grund af luft i coatingen – eller sank på grund af indstøbte metalpartikler. PVC linen indeholder et blødgøringsmiddel, som skal sikre, at linen ikke bliver stiv og krakelerer i coatingen.

Det gør nye liner af polyuretan ikke, og de har derfor vundet større og større indpas i de seneste år. Polyurethan er i familie med det stof, der bruges som isolering på elledninger – et slidstærkt materiale, der i modsætning til PVC ikke krakelerer med tiden.

Tapering

Fluelinens tapering – dens måde at spidse til på – er vidt forskellig fra line til line og afhænger helt af dens formål.

DT linen er tykkest på midten og spidser ens til i begge ender. WFlinen har hele kastevægten liggende længst fremme i den såkaldte “kasteklump”, som også har givet WF linen tilnavnet “klumpline”. Klumpen efterfølges af en lang og tynd skydeline, der let glider ud gennem ringene, når man sender linen af sted med et dobbelttræk.

Skydehoveder (ST) er i princippet er afkortede halve DT liner, som monteres for enden af enten en tynd monofil skydeline eller en tynd flydende skydeline. Skydehoveder kaster rigtig langt, men giver mindre kontrol med fluen.

Lineklasse

Fluestænger og flueliner klassificeres efter det internationale AFTM-system, der angiver vægten af den yderste halve snes meter line, som normalt belaster stangen under kast. Til en klasse 8 fluestang hører således en klasse 8 flueline.

I hvert fald i teorien og med traditionelle WF-liner. I praksis og med andre taperinger holder denne regel nemlig ikke. Ikke alle liner er lige lange i taperingerne, og dermed varierer også kastevægten.

Bruger man eksempelvis en DT line, som bliver tungere ved øget linelængde, skal man i stedet bruge en lettere klasse 7 line til klasse 8 stangen. Og vil man fiske med skydehoved, får man i regelen de bedste resultater ved at bruge en tungere klasse 9 line til klasse 8 stangen. Men det er en historie for sig.

Densitet

De fleste flueliner flyder, og det er da også flydelinen, som er standarden til alt fluefiskeri.

Men der er situationer, hvor man kommer til kort med sin flydeline – hvor der i stedet skal en synkende line til. Man skelner generelt mellem 6 forskellige densiteter/synkehastigheder, som dækker forskellige vanddybder og strømhastigheder.

Sinktip er en speciel kombination af flydende og synkende flueliner. Her flyder hovedparten af linen, mens en større eller mindre del af spidsen synker. Hvor flydeliner betegnes med et “F” og synkeliner med et “S”, er koden for en sinktip line naturligvis “F/S”.

Komplette linesystemer

Men ikke nok med det. I dag har vi fået komplette systemer af flueliner med udskiftelige spidser og tilhørende Polytip-forfang i forskellige densiteter.

De nye flueliner i polyurethan muliggør nemlig konstruktion af fabriksfremstillede løkker direkte på line og forfang. Hvor man tidligere var nødt til selv at fremstille klodsede løkker, der ikke ville glide gennem stangringene, kan man nu købe sig til en langt bedre og mere elegant løsning.

Jeg har gennem længere tid testet flere af de nye flueliner fra danske Scierra – fremstillet i Wales af engelske Airflo, som har været banebrydende på dette felt. I starten gik det dog ikke så godt, idet Airflo valgte at fremstille de nye flueliner på uelastiske kerner af kevlar. Og linerne tog – som alle andre liner – form efter spolen, når de havde siddet på hjulet i et stykke tid.

Men da kernen af kevlar var uelastisk, kunne man ikke strække linerne ud igen – som man kan med de klassiske PVC-liner. Linerne blev derfor noget nær ubrugelige, som de lå der og krøllede på vandet – ganske uden kontakt ud til fluen.

Airflo fik så megen dårlig PR på de første liner, at den svenske TV-direktør Bengt Öste i sin tid omdøbte Airflo til “Airflopp”. Alle troede derfor, at firmaet var en død sild. Men Fugl Føniks genopstod af asken – med EU-egnsudviklingsmidler til virkeliggørelse af den gode idé.

Airflo fik styr på tingene. Grundideen var nemlig god nok: – Hvorfor bruge PVC, som krakelerer, når man i stedet kan bruge polyurethan, som ikke gør det? Af samme årsag gav Airflo 5 års “non-crack” garanti på sine liner, hvilket ingen PVC-producent så meget som turde tænke på.

I dag fremstiller Airflo flueliner, der lever helt op til forventningerne – med en slidstyrke, som konkurrenterne har svært ved at hamle op med.

Men ikke nok med det. Fremstillingsprocessen giver helt nye og anderledes muligheder end hidtil. Dels i form af integrerede løkker, så man kan koble sine liner sammen og tilpasse grejet til forholdene. Og dels i form af forskellige liner med forskellig densitet, som svejses sammen til en ubrydeligt hele – uden klodsede splejsninger, der hænger fast i stangringene.

EDP – Extreme Distance Presentation

Jeg har i mere end ét år gennemtestet Scierra’s “EDP” flueline – en line, der på banebrydende vis forener det bedste fra WF linen og skydehovedet. Det revolutionerende er taperingen og fusioneringen af en tynd skydeline og et meget tungt, kort og tykt skydehoved – uden den irriterende splejsning, der ellers altid er uomgåelig.

Det var lidt svært at vænne sig til EDP – helt enkelt fordi den er så vild, som tilfældet er. I starten føles det, som var man i færd med at tæmme en vild hingst eller tøjle en Ferrari. EDP er lynende hurtig og kræver både en hurtig stang og en hurtig kaster, hvis man skal få det optimale ud af den. Men når først rytmen er fundet og sigtet indstillet, kan intet holde denne line tilbage. Den skyder rekordlangt – selv i hård vind. Og så fanger den fisk!

I testperioden måtte adskillige flotte havørreder bide i græsset – trods linens stærke grønne og orange farver, som nogle tror er skræmmende. Det er de tydeligvis ikke – i hvert fald ikke mere skræmmende end det fluorøde Juletræ, som sad for enden af forfanget det meste af tiden!

EDP anbefales på det varmeste – hvis man altså er til de lidt voldsomme fluekast. Den svejsede overgang mellem den tynde skydeline og det tykke skydehoved, der i begyndelsen virkede som et muligt svagt punkt, viste ingen tegn på svaghed.

Vejledende udsalgspris: 499,- kr.

Multi Tip Flyline

Anderledes rolig og behagelig er den anden af de flueliner, vi langtidstestede. Det drejer sig om Scierra’s Multi Tip line, som vi dels brugte herhjemme – dels havde med på sommerens laksefiskeri til Norge.

Der er tale om en WF line med fire udskiftelige spidser – en flydende, en intermediate, en synkende og en hurtigt synkende. Spidserne forbindes med hovedlinen via integrerede (svejsede) løkker, der trækkes ind i hinanden. Et system, der fungerer godt og tillader et hurtigt lineskifte.

Igen var det svejsningerne – her ved løkkerne – der i begyndelsen vakte størst skepsis. For kunne de nu holde – dels til presset under kast og fiskeri, dels til det mekaniske slid gennem stangringene?

Testfiskeriet manede al skepsis i jorden. Naturligvis kan man slide enhver line op eller ødelægge den ved overbelastning. Men almindeligt fiskeri sætter ingen spor på hverken line eller løkker. Den ultimative test stod en 8 kg’s laks for, som tog fluen i en lang og hurtigt strømmende pool. Løkkerne holdt, og laksen blev landet.

Vejledende udsalgspris: 799,- kr

MWF – Modified Weight Forward Flyline

Sidste skud på stammen var Scierra’s “MWF” linesystem, der består af et helt sæt liner med skydeline, skydehoveder i forskellige densiteter samt ditto Polytip-forfang. Ved at kombinere de mange forskellige liner og forfang kan man fintune sit fiskeri og tilpasse grejet de til enhver tid rådende forhold.

Man kan godt blive lidt forvirret – selv som rutineret fluefisker – når man ser udvalget af MWF-liner. Der er nemlig hele 20 at vælge imellem – til enhånds og tohånds fiskeri i lineklasserne 5/6, 6/7, 7/8, 8/9, 9/10 og 10/11.

Hvert MWF-sæt består af en tynd skydeline samt 3-5 skydehoveder i forskellige synkehastigheder. Dertil 3 Polytip-forfang i flydende, intermediate og synkende. Liner og forfang leveres i en praktisk samlemappe i cordura med plastlommer til de enkelte liner og forfang. Alt samles efter løkke-til-løkke metoden, hvor de integrerede løkker gør det hele meget lettere og langt mere elegant end de hjemmelavede.

Hvor Multi Tip linerne med fordel kan bruges til såvel enhånds som tohånds fluestænger – i strømmende såvel som stillestående vand – dér er MWF-linerne bedst til tohåndsfiskeri i strømmende vand. Det er her, fordelene er mest åbenlyse – specielt ved underhåndskast.

Det er nok de færreste fluefiskere, der reelt har brug for alle de mange kombinationsmuligheder, som MWF tilbyder. Men hører man til de teknisk mindede af slagsen, er der frit slag for fantasien og et utal af muligheder for eksperimenter!

Største ulempe for disse linesæt er prisen: 1.599,- kr (enhånds ) og1.699,- kr (tohånds).

© 2006 Steen Ulnits

Jeg havde kendt Magnus i mange år, hvor han havde været fast inventar i min flueæske. Men det var først nu, jeg mødte ham “live” – på Samsø, hvor havørrederne var på højskole og Magnus var med.

Det er altid sjovt at møde en person, man har hørt om eller kendt til i mange år – en person, som på en eller anden måde har betydet noget for én.

Sådan var det med Magnus, som havde siddet i min flueæske i efterhånden mange år. En lille grå og undselig sag, som ikke desto mindre mange gange havde bevist, at den kunne fange fisk. For “Magnus” er nemlig en flue opfundet og bundet til kystens havørreder. En flue, der har fået navn efter sin skaber, møbelsnedker Magnus Ting Mortensen fra Dalum ved Odense Å.

Jeg havde fornøjelsen at møde Magnus “live”, da han for et par år siden aflagde Samsø Højskole et besøg sammen med sin udskillelige fiskekammerat Børge Hast. De ville på kursus udi det ædle kystfluefiskeri, vel vidende at de i forvejen havde mange års erfaring og ganske mange kystflueørreder på samvittigheden.

Fenrik med fiskestang

Det var under dette kursus, at jeg fik den sande historie om fluen og dens tilblivelse.

Magnus selv stammer oprindelig fra Varde-egnen i Sydvestjylland – fra Tranbjerg. Ingen i familien fiskede, så i stedet blev det en karl fra nabogården, der tog ham med ud at fiske. Turen gik til et af Holme Ås tilløb, og her blev der fanget bækørreder på prop og orm. Det var under krigen, hvor der var mangel på alting – cykeldæk inklusive. Karlen havde derfor et bredt motorcykeldæk på baghjulet – noget, der var svært at trække rundt i sandet, når der sad en knægt bagpå!

Siden kom Magnus ind til militæret i Holstebro. Her blev han kontorordonnans og delte for en tid kontor med en fenrik, der havde en fiskestang stående på kontoret. Fenrikken var ganske vist gift, men havde ved siden af en kæreste, der vist også var gift, erindrer Magnus!

Fenrikken holdt af at fiske og tog gerne med kæresten ud til åen. Men da fiskestangen var fredløs, kunne den ikke stå i hverken det ene eller andet hjem. Den kom derfor til at pryde kontoret, og Magnus fik lov til at låne den, når fenrikken ikke selv skulle på fisketur.

Under orienteringsløb havde Magnus set, at der på øvelsesterrænet løb en fin lille å. Det var Gryde Å, hvis klare vand dengang husede flotte bækørreder. Dem havde soldaterne set, når de måtte krydse åen – fuldt påklædt – for at nå posterne på den modsatte side. Det var derfor dem, fenrikkens fiskestang blev brugt til at friste med!

Mødet med Saabye

Magnus flyttede i 1958 til Fyn og kom i lære som møbelsnedker i Fangel nær Odense Å. Her fik han lov at fiske på nabogårdens vand, og her var det, at han en dag stødte på noget så usædvanligt som en fluefisker ude i engene.

Det var selveste Svend Saabye, som svingede stangen ved sit hjemmevand – vel nok en af de sidste gange han fiskede her, da åen efterhånden var så godt som tom for ørreder. Men Magnus fik sig en sludder med kunstneren – og blod på tanden. Han ville være fluefisker og binde sine fluer selv!

Magnus lærte sig at kaste med flue – ved at studere tegningerne i datidens noget nær eneste håndbog udi lystfiskeri – Politikens “Jeg er Lystfisker”. Værre var det med fluebindingen, som krævede instruktion. Han meldte sig derfor ind i en lokal forening, hvor han lærte at binde fluer under kyndig vejledning.

Hans første selvbundne flue var en klassisk Red Tag Palmer, der skulle få stor betydning for hans kommende udvikling som fluebinder. Det tætte kropshackle på dette mønster giver en levende flue, som fiskene har svært ved at modstå. Det samme gælder den orangerøde svenske Chilimp og den mere afdæmpede danske variant ved navn Jysk Chilimps – fluer, der begge fascinerede Magnus.

Sommerhuset nær Æbelø

Da Magnus købte sommerhus ved Skåstrup på Nordfyn, begyndte han med jævne mellemrum at tage den lange vadetur ud til Æbelø. Det var spinnestangen, der måtte holde for sidst i 1960’erne, for med den kunne man jo kaste langt og fiske i al slags vejr.

Men så en forårsdag i 1973 stod han på nordsiden af øen og fik her øje på to fine havørreder, som stod stille ganske tæt på land. Magnus kastede ud og spandt ind, men lige meget hjalp det. Fiskene ville ikke vide af hans blink.

Det var en oplevelse, der satte gang i fluebindingen. De to havørreder stod så tæt på land, at han kunne have nået dem med selv et ganske kort fluekast. Og måske de ville have taget en lille flue fisket langsomt i stedet for et hurtigt fisket blink?

Magnus gik i tænkeboksen. Dengang fandtes der ikke – som i dag – en masse specielle kystfluer at vælge imellem. Dengang var kystfluefiskeriet et stort set ukendt fænomen. Men Magnus vidste én ting: Fluen skulle være levende i vandet, hvis den skulle kunne fange noget!

“Magnus” bliver til

Derfor måtte den nødvendigvis have et busket kropshackle som den klassiske Red Tag Palmer. Og den skulle se ud som en lille reje, omend Magnus ikke tænkte på en nøjagtig imitation. Som aktiv jæger havde Magnus let adgang til et af de klassiske fluebindingsmaterialer – hareuld. Kroppen blev derfor lavet af hareuld spundet på bindetråden.

Det var værre med hacklet. Men her fik Magnus hjælp af en god ven, som holdt høns af den tværstribede Plymouth Rock race. Hacklet blev derfor et “grizzly” hackle, som den slags fjer hedder i fluesproget, og halen blev lavet af to spidser fra samme fjer. Som pynt kom to rødmalede kuglekædeøjne til.

Fluen fik sin debut selvsamme påske, hvor Magnus var vadet over til Æbelø i en frisk østenvind af den slags, som er så almindelig i påsken. På nordsiden af øen fandt han et sted, hvor vind og strøm havde dannet et bagvand. Her kørte vandet frem og tilbage, og her samledes tydeligvis en hel del fødeemner for fiskene.

I hvert fald lykkedes det den dag Magnus at fange hele tre fine havørreder på sin nye flue – et rigtig godt resultat i de dage, hvor fiskene var færre og enhver fanget havørred derfor en flidspræmie. Rygtet om den nye flue spredtes langsomt, og en dag sidst i 1970’erne tog tre mand hele 17 fine havørreder på fluen, som endnu ikke havde fået noget navn.

Fluen får navn

Da efterspørgselen steg, besluttede en grejbutik i Odense at binde og sælge af den nye flue. Til ære for opfinderen fik den navnet “Magnus”, og fluen har gået sin sejrsgang lige siden. I dag er den dog trængt lidt tilbage af de mange nye fluemønstre bundet af fancy syntetiske materialer, men fluen er lige så god og velfangende som altid. Bindemønsteret lyder som følger:

Magnus:
Krog: Rustfri streamerkrog str. 4-6
Bindetråd: Rød nylon
Hale: To grizzly hacklespidser
Kropshackle: Grizzly hanehackle
Krop: Hareuld
Rib: Oval sølvtinsel
Fronthackle: Grizzly hanehackle
Øjne: Kuglekædeøjne
Hoved: Rødt

“Magnus” har rigtig mange havørreder på samvittigheden, og en af de største har dens opfinder selv fanget – en flot fisk på hele 79 cm. Det var en fisk, der gik til biddet en kold forårsdag på Langeland. En fisk, der lige så selvfølgeligt blev landet af fiskekammeraten Børge! Året var 2001.

Magnus er en af de kystfluefiskere, der aldrig tager til kysten uden en linekurv. Som han naturligvis laver selv – af en opvaskebalje med pålimede dupper i bunden. Man er vel håndværker. Og så sværger han til intermediate liner, der synker lige ned under overfladen. De trækker ikke striber, som flydeliner gør – noget, der kan have betydning i stille vejr, hvor ørrederne er sky.

© 2005 Steen Ulnits

Blå Bog
Navn: Magnus Ting Mortensen
Alder: 67 år
Status: Gift med Bodil og far til Sten og Johanne
Uddannelse: Møbelsnedker
Født: Tranbjerg ved Varde
Bosat: Birkedals Allé 37, Dalum, 5250 Odense SV
Profession: Efterlønsmodtager
Hobby: Lystfiskeri og jagt

Det kan være svært at sammensætte stang, hjul og line til et velfungerende fluesæt ­ og helt umuligt for begyndere. Jeg har derfor testet en håndfuld af de bedste færdige fluesæt på markedet.

Fluefiskeri fascinerer mange, og mange vil derfor gerne lære det.

Men det er ikke så ligetil endda. Dels er fluekastet langt mere kompliceret end spinnekastet, som enhver kan lære sig selv. Og dels er grejet svært at sammensætte, så stang og line passer optimalt til hinanden.

Hvor enhver spinnestang er designet til en bestemt kastevægt, som angives i gram, er det ikke nær så nemt med fluestangen. I spinnefiskeriet er agnet en tung ting, der kastes for enden af en tynd line. Omvendt med fluefiskeriet, hvor den lille flue næsten intet vejer. Her er det i stedet en tyk og tung flueline, der udgør kastevægten. Som trækker den vægtløse flue efter sig.

Håbløs linejungle

Men fluelinens vægt afhænger helt af kastelængden. Jo længere kast desto mere line og større belastning af stangen. At vælge den rette line til stangen bliver derfor fluefiskerens største problem.

Lettere bliver det bestemt ikke, når man ser markedets overvældende udbud af flueliner i alle tænkelige og utænkelige udgaver. Her skal man som håbefuld fluefisker tage stilling til forhold som lineklasse, tapering og densitet, der alle har betydning for, om grejet kaster ordentligt.

Det har ingen nok så håbefuld fluefiskerspire en kinamands chance for at lykkes med. Han må enten tage en god ven med, som er rutineret fluefisker. Eller stole blindt på det, han får tilbudt i grejbutikken. Og det er langt fra altid optimalt. Er ekspedienten ikke selv en garvet fluefisker, kan han i sagens natur ikke vejlede vor håbefulde fluefisker korrekt.

Alligevel er der håb for den, der hverken stoler på grejbutikken eller har en garvet fluefisker i vennekredsen. Løsningen hedder færdige fluesæt, hvor man blot tilsætter vand. Så er man klar til at kaste ­ ikke fiske. For før man mestrer grundkastet, er der ingen grund til overhovedet at binde en flue for enden af det lange forfang. Det er “asking for trouble”, om noget er!

Der findes adskillige færdige fluesæt på markedet ­ i perioder endda rigtig mange. Det er ofte tilfældet, hvis en producent er brændt inde med et stort udvalg af stænger, hjul og liner, som så sammensættes til prisbillige færdige fluesæt. Imidlertid er disse sæt ofte af en tvivlsom kvalitet. Ikke mindst linen er i regelen alt for dårlig.

Fritid har kigget på tre færdige fluesæt, som alle er godt sammensat – i to forskellige prisklasser. Det drejer sig om et billigt sæt fra svenske Abu Garcia samt et sæt fra amerikanske Fenwick og danske Scierra ­ begge i mellemprisklassen. Alle er 9-9 1/2 fods stænger klasse 7-8 med WF 8 flydeliner ­ ideelle til dansk kystfluefiskeri.

Abu Garcia “Diplomat”

Svenske Abu Garcia leverer nok markedets bedste bud på et velfungerende fluesæt i den billige prisklasse.

Navnet “Diplomat” hentyder til et klassiske svensk fluehjul, som desværre ikke længere er i produktion. Hjulet på dette sæt er med bred spole og fremstillet i saltvandsbestandig plast. Skivebremsen er meget velfungerende og fuldt ud i stand til at stoppe selv den største danske havørred. Det ville dog være rart, om bremsen kunne justeres over et lidt større spillerum.

Stangen er 9 fod lang og beregnet til en line klasse 8. Hjulholderen er af den velkendte Fuji-type i saltvandsbestandig plast og rustfrit stål. En hjulholder, som holder alle typer hjul urokkeligt fast. Topøjet er dog et svagt punkt, idet svejsningen mellem ring og rør ikke er loddet godt nok. Kanterne her vil uvægeligt medføre et unødigt slid på fluelinen.

Man kan vælge mellem en 2-delt eller en 4-delt model. Den 2-delte er en smule blødere og mere letkastet end den 4-delte, som til gengæld er uendelig meget lettere at transportere. Der skal endog meget gode argumenter for at vælge den 2-delte, der er lang og besværlig at have med.

Fluelinen, som er en lille smule lettere end optimalt, er monteret med bagline og forfang – klar til brug. Transportvenligheden i højsædet ved dette sæt, som trods sin meget rimelige pris leveres i et beskyttende transportetui med plads til hjulet. Utroligt, at man kan få så meget til så lidt:

Sætpris: 799,- kr.

Fenwick “Eagle Seatrout”

Det var amerikanske Fenwick, der i 1973 kunne lancere verdens første kulfiberstang. Firmaet råder således over stor ekspertise, hvad stangdesign angår, og det mærkes i dette sæt.

Stangen er 3-delt samt 9 fod og 9 tommer lang, hvilket er den længste af de tre testede. Den ekstra længde kan være en fordel ved netop kystfluefiskeri, hvor man ofte vader dybt og derfor har brug for et ekstra højt bagkast.

Hjulholderen har indlæg af radial kulfiber, og der er aftagelig fight butt, som man normalt vil lade sidde hele tiden. Aktionen er af den hurtige slags, som især lidt mere erfarne kastere vil kunne nyde godt af.

“Eagle” hjulet er testens eneste af metal, hvilket giver større stabilitet og – i dette tilfælde – en skivebremse langt ud over det sædvanlige. Der er uden diskussion tale om testens bedste fluehjul, som vil kunne tilfredsstille selv kræsne fluefiskere.

Selvsamme fiskere vil imidlertid næppe være tilfredse med den påmonterede bagline, der kun er få meter lang… Under 50 meter bagline bør der aldrig være på noget fluehjul. Mindre medfører en meget reel risiko for at miste storfisken, hvis den gå til biddet. Man har ikke en chance.

Bagline, line og forfang er monteret ved køb – lige til at trække gennem øjerne, klar til kast. Kombinerer man stang og hjul med det smarte medfølgende transportetui, da får man dog med dette sæt virkelig meget for pengene:

Sætpris: 1.399,- kr.

Scierra “Advantage”

Scierra, som danske Svendsen Sport står bag, leverer med “Advantage” et af markedets bedst afstemte fluesæt, der endda leveres sammen med en DVD-introduktion af fluekastet.

Uheldigvis er denne DVD for en stor dels vedkommende et uddrag fra Scierra’s første DVD. Det betyder, at den ikke tager udgangspunkt i en ny fluekasters absolutte mangel på forudsætninger. Til gengæld byder den på fine optagelser af veludførte fluekast i smukke omgivelser. God underholdning, altså.

Men når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at dette sæt er uhyre vel afstemt – tilpasset begyndere, som har brug for en lidt langsom kasterytme for at følge med. Og det lever “Advantage” til fulde op til. En meget behagelig udrustning at kaste med – langsom uden at være blød. En aktion, der gør fluekastet til den ultimative nydelse, det altid bør være!

Stangen er 9 fod og 3 tommer lang og monteret med en hjulholder, der dog ikke helt passer til foden på det tilhørende fluehjul. Hjulet er fra Okuma – i saltvandsbestandig plast med justerbar skivebremse. Et udmærket hjul, der dog ikke er i klasse med Fenwick’s.

Den medfølgende flueline er den bedste af de testede ­ fint taperet, så den giver lange og ubesværede kast med et minimum af anstrengelse. I det hele taget et meget velkastende fluesæt, hvor man dog selv skal samle de enkelte dele ­ noget, de fleste begyndere typisk har store problemer med.

Sætpris: 1.499,- kr.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at de tre testede fluesæt alle lever op til forventningerne. Begynderen, der endnu ikke er sikker på, om fluefiskeri er noget for ham eller hende, kan med fordel vælge sættet fra Abu Garcia. Det er så billigt og alligevel godt fungerende, at man ikke kan gå galt i byen.

Er man omvendt klar over, at man seriøst vil i gang med fluefiskeriet, er der sund fornuft i straks at investere de ekstra kroner, som de to fluesæt fra henholdsvis Fenwick og Scierra kræver. Her får man nemlig fluegrej af en kvalitet, man kan vokse med i et godt stykke tid. Grej med ressurser, man først lærer at udnytte hen ad vejen. Selv garvede fluefiskere vil ikke have noget imod at skulle bruge disse sæt.

Alt i alt må man konkludere, at vi i dag får utrolig meget for vore penge, når vi investerer i færdige fluesæt. Det gjorde man ikke for blot fem år siden. Og samtidig er der så meget rift om kunderne, at sættene ofte er på tilbud til særdeles attraktive priser.

Til allersidst et lille hjertesuk: – Hvorfor i alverden leveres hjulene på disse færdige fluesæt alle klar til indspinning med højre hånd? Det er et levn fra meget gamle dage, som snarest bør aflives. Alle nye fluehjul bør naturligvis leveres til venstrehånds indspinning. Det er det eneste logiske. Højrehånden bruger man jo til at kaste med!

© 2005 Steen Ulnits

I gamle dage var fluer noget, man altid bandt af hår og fjer. I dag bruger man i stigende grad plastmaterialer, som giver fluebinderen helt nye muligheder.

I gamle dage var fluer altid noget, man bandt af uld, fjer og hår – materialer, man fortrinsvis fik gennem jagt. Kendte man en jæger, var der aldrig mangel på fluebindingsmaterialer.

March Brown

Klassikeren over alle klassikere, når det gælder ørredfluer, er “March Brown”. Den kendes fra historien helt tilbage i slutningen af 1400-tallet, hvor den blev beskrevet i priorinden Dame Juliana Berners klassiske fiskebog “A Treatyse of Fyshyinge wyth an Angle” fra 1496. Verdens første fiskebog, der indeholdt en minutiøs beskrivelse af 12 fluer ­ én til hver af årets måneder.

March Brown er den eneste af disse 12, der stadig lever, bruges ­ og fanger fisk her godt et halvt årtusinde senere. Dertil en flue, der ikke kun finder anvendelse i måneden marts, hvor dens naturlige forbillede sværmer ved vandløbene, men året rundt. Årsagen skal sikkert findes i flere forhold:

Dels er denne brunspættede sag så generelt lig mange af fiskenes naturlige fødeemner, at den kan fange fisk under meget forskelligartede forhold. Og dels bindes den af materialer, som er lette at få fat i, og som enhver jæger har lige ved hånden:

Hale: Fibre fra brun agerhøne
Krop: Uld fra hareøre
Hackle: Fibre fra brun agerhøne
Vinge: Brunspættet fjer fra fasanhøne

Det er en fascinerende tanke, at denne gamle klassiker i dag fanger fuldstændig lige så godt som for 500 år siden. I vor højteknologiske tidsalder, hvor fluestænger bygges af højmodulære kulfibre, og hvor linerne fremstilles af polyethylen under minutiøs laserkontrol ­ stik modsat datidens splittede bambusstænger og flettede liner af hestehalehår!

Produkter af rumalderen

Alligevel er den tid ved at være forbi, hvor fluer udelukkende blev bundet af hår og fjer ­ af naturens egne produkter. I dag råder fluebinderen nemlig over et hav af forskellige syntetmaterialer, som kan erstatte eller i hvert fald supplere naturens egne produkter. Og som i flere tilfælde kan bruges til at fremstille fluer, der holder til ekstremt hårde påkendinger fra fisk og fiskeri.

Kort sagt materialer, som har givet fluebinderen helt nye muligheder ved fluestikket. Et godt eksempel er den traditionelle metaltinsel, som i mange år har irriteret og frustreret fluebindere verden over. Først når den skarpe kant klippede bindetråden over på altid upassende tidspunkter. Og dernæst, når tidens tand fik den blanke tinsel til at oxidere og blive mat.

I dag bruger vi udelukkende mylartinsel ­ et produkt af rumalderen, udviklet til astronauternes varmereflekterende dragter. Mylartinsel er stærkt, blødt og uden skarpe kanter, og så bliver det aldrig mat. Et fremskridt af dimensioner.

Isbjørnehår har altid været populært blandt fluebindere, da de hule og luftfyldte hår giver en særlig glans i vandet, som både fisk og fiskere holder af. Men isbjørn er ikke let at få fat i på legal vis, og dette lagde grunden til de første syntetiske hår, FisHair, der siden er blevet efterfulgt af mange andre syntetiske hårmaterialer. Sikkert til stor glæde for både isbjørne og fluebindere!

På samme måde nyder både dyr og mennesker godt af syntetiske erstatninger for sælhår, der alle dage har været et populært fluebindingsmateriale på grund af dets glansfuldhed. I dag har vi fået materialer som Seal-Ex og andre, der faktisk gør det bedre end originalen. Bedre og billigere. Materialer, der ikke suger vand, og som derfor egner sig perfekt til tørfluer, der skal flyde på overfladen.

Og så fremdeles. Men der skulle gå en del år, førend fluebindere verden over tog skridtet fuldt ud og ikke blot brugte de nye syntetmaterialer som erstatning for de gamle, der var blevet svære at få tag i ­ i hvert fald uden at komme i konflikt med Washington-konventionen.

Først relativt sent dukkede der radikalt nye fluer op, som helt og aldeles var deres egne ­ syntetiske hele vejen igennem. Fluer, som fuldt ud drog konsekvensen af de nye materialer og deres anderledes anvendelsesmuligheder.

Juletræet

“Juletræet” er et godt eksempel på en sådan ren syntetflue, der i princippet kun består af en perlemorsfarvet mylarslange trukket op over krogen.

Krog: Mustad 34007 str. 4-10
Bindetråd: fluorød nylon
Hale: opsplittet mylarslange
Krop: mylarslange, pearl, fluorød eller fluogrøn
Hackle: opsplittet mylarslange

Læg som underlag for det halvtransparente rør en fluorescerende rød chenillekrop. Den fylder røret ud, og den suger samtidig vand, så den færdige flue får let ved at synke. Endelig giver den indtryk af liv – blod – under det skinnende og halvt gennemsigtige ydre. En effekt, der bestemt ikke bliver ringere, når et par fisk eller tre har flænset lidt i fletværket!

Sørg for, at der såvel foran som bag chenillekroppen er et stykke med bar bindetråd. Det er nemlig her, røret senere skal bindes ned. Bindetrådsunderlaget sikrer da en solid forankring af det glatte rør.

Tag herefter et stykke rør og fjern den kerne, røret er flettet omkring. Røret skal være godt og vel tre kropslængder langt – hellere for langt end for kort, da man jo altid kan klippe det til. Røret splittes op i den ene ende og skydes ind over chenillekroppen, så lige meget stikker ud foran og bag.

Tilbage er så kun at binde røret ned bagtil og fortil, hvorefter de forreste fibre foldes bagud og bindes ned som en slags hackle. Ud over bindetråden består et “Juletræ” således kun af chenille og Flashabou.
Juletræet er en af de bedste kystfluer, man kan binde for enden af sit forfang, hvis man er ude efter en sølvblank havørred. Bind den altid på en rustfri krog, når den skal bruges i saltvand.

Flash-fluen

Er Juletræet en simpel flue, er “Flash-fluen” endnu enklere. Det er en flue, der imiterer større småfisk, end man normalt kan håndtere på sin fluestang. Traditionelt bundne fluer med fjer og hår bliver nemlig meget tunge i store størrelser, når de suger vand. Så tunge, at man ikke længere kan kaste dem.

Det sker ikke med Flash-fluen, der udelukkende består af lange og glitrende Flash-fibre, der næsten intet vejer, og som ikke kan suge vand. På denne måde kan man binde fluer på både 10 og 20 cm, som stadig kan kastes på almindeligt fluegrej.

Krog: 4X streamer str. 1-4
Bindetråd: fluorød nylon
Hale: sølv eller guld Flash
Vinge: blå over sølv eller purple over guld Flash

For at undgå, at de lange Flash-fibre snor sig om krogskaftet, kan man med fordel give både hale og vinge en dråbe epoxy ved indbindingsstedet. Det reducerer problemet markant.

Flash-fluer kan bindes på flere forskellige slags kroge. De fleste forbinder denne fluetype med gedder, som holder af en stor mundfuld. Til det formål binder man fluerne på almindelige streamerkroge, som er brunerede.

Men Flash-fluer kan bruges til meget andet. Således er store havørreder i saltvand også meget glade for fluer, der er større end normalen. Fluer, der på denne måde går spinnefiskeren i bedene. Flash-fluer til brug i saltvand bør altid bindes på rustfri kroge.

Epoxy Minnow

Seneste skud på stammen af rene syntetfluer er de amerikanske Epoxy Minnows:

Krog: Mustad 34007 str. 4-6
Bindetråd: sort nylon
Vinge: grønne over hvide syntethår dækket af epoxy

Epoxy Minnows er meget hårdføre fluer, som bør tages i brug under barske forhold. Til fisk, hvis tandsæt hurtigt ville ruinere almindelige fluer. Og til fiskeri over klippebund, som ligeledes er hård ved fluerne.

Epoxy Minnows er oprindelig udviklet til saltvandsfluefiskeri “over there”, men egner sig også fortræffeligt til dansk fluefiskeri. Ikke mindst til gedder, hvis mange tænder hurtigt lægger almindelige fluer i ruiner, er Epoxy Minnows velegnede. Det samme gælder til torsk, som har for vane at sluge fluen helt, og hvis spidse gællegitterstave er hårde ved fluerne.

Når man binder Epoxy Minnows, er det vigtigt, at de færdigbundne fluer roteres, mens epoxylimen tørrer. Sker det ikke, vil epoxyen følge tyngdekraften, synke ned og resultere i ubrugelige fluer, der ser forfærdelige ud!

Binder man ofte Epoxy Minnows, er det derfor en god idé at investere i et roterende tørrestativ, som helt eliminerer dette problem.

Fluebinding i det 21. århundrede er således meget forskellig fra det, den gamle priorinde anbefalede for mere end et halvt årtusinde siden. Men fluefiskere og fluebindere er stadig de samme – altid på udkig efter nye metoder at binde fluer og fange fisk på!

© 2005 Steen Ulnits

Den danske kunstner og fluefisker Troels Kirk bor på en sejlbåd i en nordsjællandsk havn. Her maler han sine motiver, der siden sælges til samlere i udlandet.

Troels Kirk, der er uddannet cellist, tilbragte sine barneår i Nordsjælland. Allerede tidligt kastede han sine fluer til de salte havørreder i Isefjorden ved Vellerup Vig. Sammen med sin onkel og givet som en af de første salte danske fluefiskere.

Senere flyttede han til Norge, hvorfra mange af hans motiver stammer – laks og lakseelve ikke mindst. Senere gik turen til Frankrig, og i dag bor han med sin familie på en sejlbåd i en nordsjællandsk havn.

Herunder følger et udvalg af de malerier, som Troels udstillede sidste år under et besøg på Samsø Højskole. Som det vist tydeligt fremgår af malerierne, er Troels Kirk forsynet med en udpræget træsmag. Her fiskes der med splitcane!

Interesserede kan kontakte fluefiskeren og kunstmaleren på følgende adresse:

Troels Kirk
Vedbendvej 11
2900 Hellerup
Tlf. 26 99 33 14
E-mail:
info@troelskirk.com
Website:
www.troelskirk.com

Tekst: © 2005 Steen Ulnits

Illustrationer: © Troels Kirk