Mere end 100 år med fiskegrej

Det hele startede i slutningen af 1800-tallet, hvor en ung amerikansk mikstursælger satte sig for at løse datidens store problem for lystfiskere: Oplægningen af linen under indspinning med et multiplikatorhjul. Det måtte dengang ske manuelt under indspinningen, hvilket resulterede i konstante overløb og fuglereder. For slet ikke at tale om de gange, hvor linen samlede sig i den ene side af spolen og låste sig urokkelig fast.

William Shakespeare, Jr. var født og opvokset i Kalamazoo i staten Michigan, Han var ganske vist uddannet i finmekanik med kameraer som speciale, men ernærede sig ved at sælge mikstur og datidens patentmedicin. I sin sparsomme fritid var han lystfisker med adgang til statens utallige og dengang aldeles jomfruelige vandløb og søer. Her var det grejet, der satte begrænsningerne – ikke fiskebestanden.

 Verdens første linefører

William Shakespeare havde både pionerånd og mekanisk snilde. Den da kun 26 år gamle William udtænkte med en urmagers snilde løsningen på dette problem, som havde plaget lystfiskerne i årtier. Han lånte en guldsmeds lille drejebænk og fræsede omhyggeligt langsgående riller i to messingstænger. Han konstruerede derefter en linefører, som med base i disse riller førte linen frem og tilbage over spolen under indspinning – så den lagde sig jævnt helt af sig selv. “Level Wind” kaldte han opfindelsen.

Den unge William Shakespeare tog sin nye opfindelse med ned til Kalamazoo River, hvor den viste sig at fungere rigtig godt. Hans fiskekammerater var begejstrede, og William besluttede sig for at sætte sin nye opfindelse i produktion. Året efter, i 1896, udtog han patent på sin opfindelse, og i 1897 etablerede han så sin virksomhed – The William Shakespeare, Jr. Company. Han var da blot 28 år gammel.

Fem år senere var det lille firma vokset og havde nu en halv snes medarbejdere. Produktionen drejede sig stadig om multiplikatorhjul med den patenterede linefører, og Shakespeare lancerede i 1908 sit nye slogan “Built Like a Watch”. I 1915 skiftede firmaet  samtidig navn til det mere mundrette “The Shakespeare Company”, som var lettere at markedsføre.

Verdens første overløbsbremse

Under Første Verdenskrig måtte Shakespeare omstille produktionen fra fiskehjul til militært udstyr – heriblandt tændsatser til mortergranater og karburatorer til benzindrevne køretøjer. Efter krigen blev produktionen atter omstillet til fiskehjul, og i 1920 havde Shakespeare flere end 5.000 forhandlere spredt over det store nordamerikanske kontinent.

1939 bød på endnu et kvantespring for det moderne fiskehjul. Nu havde William Shakespeare nemlig fået fokus på en anden indbygget ulempe ved multiplikatorhjulet – de mange overløb. Det måtte der gøres noget ved, og Shakespeare’s løsning på dette problem var “Backlash” bremsen. Dette bremsesystem blev bygget ind i Shakespeare’s nye “Wonderreel”, som blev firmaets til dato absolutte bestseller. Samme år udtog Shakespeare patent på verdens første fiskehjul med to gear, der kunne skiftes imellem.

Anden Verdenskrig havde også bud efter Shakespeare’s tekniske kunnen. Nu blev produktionen omstillet til styregrej til jeeps, kampvogne og flyvemaskiner, som USA producerede i enorme mængder – til sig selv og sine allierede. Ikke blot kunne Shakespeare bidrage til de allieredes sejr i krigen, men firmaet lærte sig undervejs meget nyt, som siden blev til stor nytte.

Verdens første glasrørsstang

Efter krigen kom der atter fokus på fritiden. Krigen havde – sine mange rædsler til trods – frembragt en lang række nye materialer, der bød på helt nye anvendelsesmuligheder. De skulle udnyttes, og Shakespeare kastede sig straks over de mange og spændende muligheder, som ikke mindst nylon og glasfiber så ud til at have.

Allerede i 1946 flyttede firmaet sin produktion af flettede spinneliner og coatede flueliner til Esterville i staten Iowa, hvor man også startede sin egen produktion af nylonliner op – helt fra bunden af. Året efter – i 1947 – kunne Shakespeare så fejre sit 50 års jubilæum som producent af grej til lystfiskere. Det er nu William Shakespeare’s søn Henry, der sidder i direktørstolen. I jubilæumsåret lancerer man President multihjulet og den helt store verdensnyhed – glasfiberstangen.

Under Anden Verdenskrig havde en ingeniør ved navn Dr. Arthur M. Howald eksperimenteret med den helt nye glasfiber. Efter de indledende massive stænger indså Dr. Howald hurtigt, at fremtidens fiskestang var rørbygget. Problemet var blot, hvordan det skulle gøres.

Hans første forsøg involverede en kerne af let balsatræ, hvorom glasfibrene blev vundet – langsgående til at give aktionen og tværgående til at stive klingen af med. Stængerne blev lettere end de massive og dermed hurtigere. Det svage punkt viste sig imidlertid at være balsakernen, som var vanskelig at fremstille i stort antal. Der skulle jo en separat kerne til hver enkelt klinge.

Dette problem blev løst, da Howald gik sammen med Shakespeare om videreudvikling af glasrørsstangen. Shakespeare fandt den store tegnebog frem og investerede ikke mindre end 1 million af datidens dollars i projektet – så meget troede man på det.

Howald fandt nu ud af, at man kunne lægge de langsgående glasfibre om en tynd stålkerne, som siden omvikledes med glasfiber og krympefilm. Krympefilmen sikrede, at bindemidlet blev presset ud mellem alle glasfibrene – på kryds og tværs. Og stålkernen fjernedes efter opvarmning og hærdning af bindemidlet i en ovn. Voilá: Verdens første rørbyggede fiskestang var en realitet!

Wonderrods

De nye stænger blev præsenteret for grejbranchen i 1947 og lanceret under det oplagte navn “Wonderrods”. Dr. Howald’s revolutionerende konstruktion blev hurtigt en institution blandt amerikanske lystfiskere, og Dr. Howald selv udødeliggjort med sin opfindelse!

Efterfølgende red Shakespeare højt på bølgerne og voksede år for år. Stangproduktionen blev flyttet til Columbia i South Carolina, hvor der ikke var langt til Atlanterhavets blåfinnede tun at teste grej på. Antallet af solgte Wonderrods nåede noget nær astronomisk størrelse.

Med ét var de gamle stænger af bambus og stål totalt forældede, og alle skulle nu have en Wonderrod at fiske med. På datidens hjemmemarked svarede det til, at der blev produceret flere hundrede tusinde Wonderrods, og mange af disse stænger findes faktisk stadig og fisker endnu – med metalferrule og karakteristisk hvid klinge med spiralsnoet finish!

Shakespeare var hurtig til at se potentialet i den nye teknik og det nye materiale. I samarbejde med Dr. Howald lancerede Shakespeare derfor i de følgende år en lang række Wonderrods til vidt forskellige former for fiskeri.

Det amerikanske hjemmemarked er dels meget stort – dels uhyre varieret. Det spænder lige fra let indlandsfiskeri efter små crappie og bluegill over traditionelt fluefiskeri i strømvand til spinnefiskeri efter bass og muskies i søer og damme til havfiskeri efter de allerstørste. Og Shakespeare havde Wonderrods til det hele!

Op gennem 1950‘erne ekspanderede Shakespeare voldsomt, og produktionen blev udvidet fra kun at omfatte fiskegrej til også at inkludere antenner, golfkøller, buer og andet sportsudstyr, som kunne fremstilles af glasfiber. Man sad jo inde med en kolossal viden om brugen af netop dette materiale.

I 1965 flyttedes hjulproduktionen til en ny fabrik i Fayetteville, Arkansas. Som en af pionererne på miljøområdet, var den nye hjulfabrik en af USA’s allerførste industrier, som begyndte at rense sit spildevand – aldeles frivilligt. Det var i de år, hvor miljøet endnu var en by i Rusland de fleste steder, men Shakespeare havde set skriften på væggen og vidste jo bedre end de fleste, at rent vand er en nødvendighed – ikke mindst for de fisk, vi holder så meget af at fange!

Året efter – i 1966 – købte Shakespeare det konkurrerende firma Pflueger, som længe havde været en vigtig spiller på markedet. Ikke mindst Pflueger’s Medalist fluehjul var allerede da verdenskendte og givet de mest solgte fluehjul nogensinde. En perfekt match til Shakespeare’s egne Wonderrods. Man begyndte også at fremstille elmotorer med sigte på det stærkt voksende marked for bassfiskeri.

Verdens første kulfiberstang?

I 1972 går Shakespeare så på New York Exchange børsen for at skaffe ny kapital til udvikling af nye produkter. Med stort held, må man sige, for allerede i 1976 kan Shakespeare stolt præsentere det næste store gennembrud inden for stangbygning: Ugly Stik stængerne.

Allerede i 1968 var Shakespeare begyndt at eksperimentere med den nye kulfiber, som Rolls Royce i England havde udviklet i samarbejde med Royal Air Force. Det var oplagt, at den nye fiber havde et stort potentiale, men den var ikke nem at tøjle – spinkel og sprød, som den var. Der skulle megen udvikling og masser af radikal nytænkning til, førend målet var nået.

Det er almindeligt kendt, at det var Fenwick, som kom først med den seriefremstillede kulfiberstang – HMG stængerne fra 1973. Mindre kendt er det imidlertid, at Shakespeare også havde sine første kulfiberstænger med til de store sport shows i 1973. Faktisk lancerede både Fenwick og Shakespeare deres første kulfiberstænger selvsamme år under selvsamme navn: “Graflite”.

Det afstedkom naturligvis stor forvirring i branchen, og det viste sig hurtigt, at Shakespeare ejede rettighederne til navnet “Graflite”. Naturligvis til stor ærgrelse for Fenwick, der måtte hjem i tænkeboksen for at komme op med et nyt navn. Det blev som bekendt “HMG”, der siden blev kendt som verdens første kulfiberstænger. Om det så er helt korrekt, er der mange delte meninger. Der var i hvert fald meget tæt mellem Fenwick og Shakespeare under opløbet i 1973!

Men hvor Fenwick satsede alt på de nye kulfiberstænger, betragtede Shakespeare blot kulfiberstængerne som en velkommen udvidelse af deres i forvejen store produktsortiment. Og i begyndelsen var kulfiber så dyr en råvare, at man ikke anså kulfiberstænger for egnet til masseproduktion. I hvert fald ikke som ingrediens i stænger bygget efter Shakespeare’s patenterede Howald proces.

Ugly Stiks

Priserne faldt dog dramatisk i de følgende år – så meget, at det hurtigt blev rentabelt at bruge kulfiberen i forbindelse med bygning af Howald stænger. Shakespeare fandt i den forbindelse ud af, at man kunne bygge endda overordentlig robuste fiskestænger med denne teknik – langt mere robuste end med den traditionelle fremgangsmåde.

Man fandt ud af, at kulfiberen kunne lægges i en helix-konstruktion omkring de langsgående glasfibre, hvorved man fik en uhyre stærk stang, som var næsten umulig at knække under normalt fiskeri. Denne råstyrke blev det helt store salgsargument, da Shakespeare i 1976 kunne lancere de første “Ugly Stik” stænger fremstillet på denne måde. Med vanlig amerikansk sans for drama og markedsføring blev de nye stænger præsenteret i annoncer og TV commercials, hvor folk og fiskere på mange forskellige måder forsøgte at knække deres nye Ugly Stik stang – naturligvis uden held!

Ugly Stik stængerne blev endnu et megahit for Shakespeare. Den karakteristiske glasklare spids af ubrydelig glasfiber blev et varemærke, som gjorde, at stængerne næsten solgte sig selv. Konstruktionen var naturligvis patenteret, så konkurrenterne ikke kunne gøre dem kunsten efter. I de år var stangproduktionen nemlig stadig baseret i USA og endnu ikke flyttet til Fjernøsten.

Magasinet “Fishing Tackle Trade News” holdt sig da heller ikke tilbage, men erklærede ligeud, at de nye “Ugly Stik stænger nok var det mest nyskabende produkt inden for de seneste årtier”. Sådan!

Shakespeare forfaldt imidlertid ikke til at hvile på laurbærrene. De oprindelige Ugly Stiks formelig sprøjtede ud fra fabrikken til millioner af glade amerikanske fiskere. Det var derfor oplagt at følge op på succesen – ved at differentiere stængerne og lancere nye Ugly Stiks med anderledes egenskaber.

Nye Ugly Stiks – til alt!

I 1985 lancerer Shakespeare så “Ugly Stik Tiger” stængerne – under mottoet “For Big Game, choose the Big Cat”. Og det var, hvad amerikanerne gjorde. Til tungt fiskeri efter store fisk blev Ugly Stik Tiger noget nær enerådende. De var og er endnu mere robuste end de almindelige Ugly Stiks, da de indeholder mere glasfiber.

Ugly Stik Tiger stængerne var for øvrigt opfølgeren til en storstilet markedsføringskampagne året før, hvor man lancerede det meget passende og korrekte slogan ”America Goes Fishing With Shakespeare”. Så stor en spiller var Shakespeare blevet, at ingen stillede spørgsmålstegn ved det. Sådan forholdt det sig ganske enkelt.

I 1996 er tiden så moden til lancering af “Ugly Stik Lite”, som med et større indhold af kulfiber er lettere og mere spændstige end originalen. De nye Ugly Stiks blev hurtigt meget populære blandt lakse- og ørredfiskere, som havde sukket efter lettere stænger i lang tid. Selvsamme fiskere fik for alvor deres lyst styret i 1999, hvor “Ugly Stik 100% Graphite” blev lanceret – stadig bygget efter Howald processen, men nu helt uden glasfiber og derfor lettere end nogen anden Ugly Stik.

Og her står vi så i dag – med et kolossalt udbud af forskellige Ugly Stik stænger til forskellige former for fiskeri. Shakespeare er således en af de gamle giganter på markedet for fiskegrej. Én af dem, der virkelig har bidraget til udviklingen af det grej, vi har til rådighed i dag!

© 2012 Steen Ulnits

Verdens første kulfiberstænger bliver til

Det hele startede i San Francisco, Californien i 1920. Den 24. juli blev Milton J. Green nemlig født, og med ham startede en helt ny epoke for amerikansk fluefiskeri.

I sine teenage-år blev Jim Green dybt involveret i kastesporten og viste sig hurtigt at være et stort talent som fluekaster. Han blev derfor medlem i den prestigefyldte Golden Gate Casting Club (GGCC), hvor han raffinerede sit talent og sin teknik til det yderste – i hård konkurrence med nogle af nationens allerbedste kastere.

Han vandt over en årrække adskillige både nationale og internationale kastetitler, hvoraf den nok mest berømte er hans verdensrekord i tohåndsflue fra 1947. Hele 206 fod kastede han da med en Winston tohåndsfluestang af splitcane. 62,62 meter!

 Golden Gate Casting Club

Jim’s rekorder og aktiviteter i GGCC førte til mange bekendtskaber – specielt naturligvis inden for grejbranchen. Han blev hurtigt tilknyttet det hæderkronede stangbygningsfirma R.L.Winston, hvor han arbejdede med fremstilling af splitcanestænger.

Herefter gik turen til linefirmaet Sunset, hvor han eksperimenterede med nye materialer og nye taperinger på flueliner. Hans arbejde her banede vejen for de syntetiske flueliner, som vi kender dem i dag. Som steelhead-fisker på vestkysten fattede han hurtigt interesse for og begyndte udviklingen af skydehoveder med tynde monofile skydeliner.

Herefter startede Jim Green sit eget firma, der hurtigt blev købt op af firmaet Sevenstrand, som også fremstillede liner. Kort efter købte Sevenstrand et lille fiskestangsfirma ved navn “Fenwick”, hvor Jim straks blev tilbudt ansættelse som production manager. Her arbejdede han sammen med en dygtig stangdesigner ved navn Don Green, som år senere forlod firmaet og startede sit eget – med det i dag så velkendte navn “Sage”.

Styr på samlingerne

Samlinger havde altid været et problem på fiskestænger, og da fluestænger er længere end de fleste andre fiskestænger, har problemet altid været ekstra stort her.

De første fluestænger i splitcane havde primitive samlinger i form af metalferruler, som i sin simpleste form blot er to rør, der passer ind over stangdelene og ind i hinanden. Metalferrulerne blev gradvis stærkere og pasningen mellem han- og hundelen bedre. Men samlingen var stadig et svagt punkt – dertil et stift fremmedlegeme, som hindrede stangens naturlige aktion.

Glasfiberen tog i efterkrigsårene over fra stål og bambus som foretrukket materiale til fremstilling af fiskestænger. Men udviklingen tog først fart, da man fandt ud af at rørbygge stængerne. Samlingen var stadig af metal, indtil Fenwick lancerede verdens første glas-til-glas samling – i form af et stykke glasfiberrør, som blev limet på overdelen, så underdelen kunne passe op i den. “Sleeve” samling kaldte man den meget passende – ”ærme” samling.

Nu havde man endelig den fleksible samling, stangbyggere havde drømt om i årtier, hvis ikke århundreder.

Feralite samlingen

Fenwick hvilede imidlertid ikke på laurbærrene, men stod selv for det næste trin i udviklingen – “Feralite” samlingen, hvor stangens bundstykke passer direkte ind i toppen. En konstruktion, som krævede to separate klinger mod tidligere, hvor man kunne nøjes med at dele en enkelt klinge på midten.

Disse kunstfiber-samlinger var et kolossalt fremskridt, som muliggjorde bygning af stærkere og mere fleksible stænger end tidligere. Slut med tidligere tiders ”flat spots”, hvor aktionen blev brudt af en stiv samling.

Men samlingen var stadig ikke helt perfekt. Der skulle computerstyrede drejebænke og helt små tolerancer til, førend man kunne fremstille den perfekte samling, hvor handelen passer ind i hundelen som fod i hose. Det kan man i dag, og det gør man på de dyreste stænger med de mindste tolerancer.

I dag råder man over en teknologi, som gør det muligt at fremstille flerdelte fiskestænger med næsten samme ubrudte aktion som gamle dages todelte. Og da vi fluefiskere samtidig rejser mere end nogensinde, er der brug for flerdelte stænger, som fylder mindst muligt.

 HMG – verdens første kulfiberstænger!

Med Feralite samlingen var vejen banet for de moderne kulfiberstænger, som vi kender dem i dag. Jim Green havde længe arbejdet med den nye kulfiber, som imidlertid var svær at få styr på.

Kulfiberstangen kom ikke af sig selv, hvilket den nordengelske stangfabrikant Hardy Bros. kan tale med om. Det var nemlig engelske Rolls Royce, der i samarbejde med ligeledes engelske Royal Airforce i slutningen af 1960’erne udviklede kulfiberen, som vi kender den i dag.

Hardy Bros. havde derfor et naturligt forspring i forhold til resten af verden. Imidlertid lykkedes det ikke den gamle og hæderkronede fiskegrejsfabrikant at fremstille funktionelle fiskestænger i den nye kunstfiber. Datidens flueorakel og konsulent for Hardy, Richard Walker, gik endda så vidt som til at karakterisere de nye prototyper fra Hardy med ordene “absolutely useless”. “Aldeles ubrugelige”…

Men på den anden side af Atlanterhavet – hos Fenwick – gav man ikke op så let. Man var allerede langt fremme med sine glasfiberstænger, som hørte til verdens bedste. Men Fenwick havde indset, at hvis man fik styr på den nye og meget stivere kulfiber, var det et kvantespring frem i retningen mod lettere og endnu bedre fiskestænger.

Det lykkedes Jim Green og Fenwick at tæmme kulfiberen i 1972, og i 1973 kunne firmaet med den amerikanske ørn som logo så lancere verdens første fluestænger i kulfiber ­ lettere og stærkere end nogen anden stang på markedet.

Mode og modulus

De nye stænger blev lanceret under det nu verdensberømte navn “HMG”, der står og stod for “High Modulus Graphite”. “Modulus” er et mål for fibrenes stivhed, og her var kulfiberen glasfiberen milevidt overlegen – med en langt højere modulus.

Rygterne gik blandt fluefiskere verden over i årene op til 1972. Den første Fenwick prototype skulle “field testes” ved den afsides beliggende steelhead-flod, Dean River i British Columbia, Canada. Jim Green var netop ankommet til floden og i færd med at rigge den nye stang til – da en jet boat kom susende op ad den ellers øde flod. Båden tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.

– Jim Green, I presume? – Jeg hører, at De netop har bygget verdens første kulfiberstang. – Må jeg se den?!

Så stor var forhåndsinteressen, og året efter kom så verdens første seriefremstillede kulfiberstænger på markedet. De nye “HMG” fluestænger var lettere, stærkere og tyndere end noget tidligere set. De var desværre ikke billige – hverken i USA eller herhjemme.

Da de første Fenwick stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi mange, der valfartede til Odense for at se og prøvekaste de nye vidundere hos importøren, det nu hedengangne Sport Centrum. Stænger, der allerede dengang kostede på den helt forkerte side af 1.000-lappen…

 Jim Green døde i marts 2007. Med ham døde en vigtig epoke i amerikansk fluefiskeri – den gyldne tidsalder, som startede ved kastedammene i Golden Gate Park. Men Jim’s ånd lever videre i de mange Fenwick produkter, der fremstilles den dag i dag. Produkter, hvoraf mange ville være helt utænkelige – havde det ikke været for Jim’s pionerarbejde hos Fenwick.

Det var således amerikanske Fenwick, der fostrede grundlæggeren af Sage, Don Green. Det var Fenwick, der hjalp engelske Hardy på vej med de første “Jet” fluestænger i glasfiber. Og Fenwick, der leverede klingerne til svenske ABU’s velkendte “Feralite” fluestænger fra 1969.

Så uanset om du fisker med Fenwick, Sage, Hardy, Orvis eller andre high-end fluestænger, så baserer de sig alle på grundlæggende teknikker og banebrydende udvikling foretaget af Fenwick i kulfiberens ungdom. Nok en tanke værd i disse tider, hvor nye navne skyder op som paddehatte på fluescenen – navne uden nogen som helst historie bag. Anonyme produkter, som alle stammer fra de samme få fabrikker i Fjernøsten.

 Og gæt så lige engang, hvem der mon i dag stadig sidder inde med den største samlede viden om stangbygning? Rigtigt. Det gør naturligvis Fenwick – med ikke mindre end 35 års kontinuert erfaring i bygning af kulfiberstænger. Det kan ingen andre matche!

© 2012 Steen Ulnits

Fokus på de allerstørste

Det hele startede i 1922, hvor den 25-årige Otto Hentze forlod Tyskland og emigrerede til USA. Her fik han hurtigt arbejde hos Ocean City Reels, der fremstillede fiskegrej med base i Philadelphia.

Hentze så hurtigt mulighederne – ikke mindst inspireret af datidens storfisker over alle storfiskere – den stenrige cowboyromanforfatter Zane Grey, som rejste verden rundt og fangede den ene rekordstore kæmpefisk efter den anden. Grey skrev efterfølgende den nu legendariske fiskebog “Tales of Swordfish and Tuna” om sine mange fiskeeventyr.

Henze drømte om af skabe sit eget firma, der producerede fiskegrej til at sætte nye verdensrekorder med. Intet mindre! Og der var ikke langt fra tanke til handling hos den effektive og grundige tysker. Han sagde derfor op hos Ocean City Reels og startede i 1932 sit eget firma – Penn Fishing Tackle Manufacturing Company.

Penn grundlagt

Otto forblev dog i Philadelphia, hvor han lejede sig ind på 3. sal på adressen 492 North Third Street. Efter nogen tids udviklingsarbejde barslede Henze med to nye fiskehjul, der begge havde sideplader af bakelit. Det var Model F og Model K, der stod færdige allerede i selvsamme år – 1932 – givet inspireret af tiden hos Ocean City Reels!

Hjulene blev siden modificeret og omdøbt: Model F blev til det mere mundrette “Sea Hawk” og Model K til “Bayside”. Med stjernebremse blev Model K til “Long Beach”. Hjulene lignede i forbløffende grad mange af vore dages havhjul.

Henze solgte i 1933 de første af disse modeller til Miller Auto Supply Company i Harrisburg, Pennsylvania, og hermed var startskuddet for alvor gået for Penn. Hjulene kostede henholdsvis $ 1.21, $ 1.93 og $ 2.48!

Henze var klar over, at han havde fat i noget stort. For at sikre sig mod kopister ansøgte han om patent på sine hjulkonstruktioner. Det fik han den 19. december 1933, hvor patentkontoret i Washington gav ham hele 17 års patentrettigheder på sin opfindelse i USA.
Patentet holdt således helt frem til 1950 og ydede Henze en effektiv beskyttelse mod kopier. Det gav ham samtidig en næsten eksklusiv ret til det allerede dengang kolossale amerikanske hjemmemarked.

Firmaet voksede derfor støt, og i 1942 var man nødt til at finde nye og større lokaler. Det fandt man på West Hunting Park Avenue, hvor Penn har hovedkvarter den dag i dag.

 De første verdensrekorder

Den 1. september 1940 blev en mærkedag for Penn. Da lykkedes det nemlig Ernie Reid fra Galveston i Texas at lande en gigantisk savfisk på hele 1.300 pounds – det vil sige godt 590 kg. En ny verdensrekord, som blev sat med et stort Penn 16/0 Senator hjul.

En drøm var gået i opfyldelse for Henze, som nu endelig kunne kalde sig leverandør af verdensrekorder! Han sendte derfor et håndskrevet brev til fangeren, hvor han dels lykønskede Reid – dels udbad sig et foto af den fantastiske fangst.

Siden gik det slag i slag med nye verdensrekorder – den ene større end den anden. Firmaet fortsatte med at vokse, men Henze kunne ikke selv holde til presset. Han døde pludselig i 1948 og efterlod firmaet til sin hustru Martha.

Hun gjorde, hvad der dengang var meget usædvanligt: I en alder af 39 år overtog hun ledelsen af Penn. Hun vidste, hvad det drejede sig om, for ikke blot havde hun været gift med en dedikeret lystfisker – hun var selv en erfaren sådan. Det bevistes senere, da hun egenhændigt fangede en blåfinnet tun på 613 pund – knap 280 kg! Grejet fra Penn var naturligvis en god hjælp for den spinkle kvinde…

Nyt grej – nyt fiskeri

Penn ekspanderede fortsat og nød godt af det store boom i efterkrigsårene, hvor lystfiskeri for alvor blev en folkesport. Men Penn fokuserede fortsat på det salte og ignorerede det stærkt voksende marked for bassfiskeri i ferskvand. Den dag i dag leverer Penn fortrinsvis grej fremstillet til krævende brug i saltvand.

Det startede med store havhjul, og den udvikling er fortsat frem til i dag, hvor de guldskinnende Penn International stadig er toppen af kransekagen. Hjul, som givet har landet flere kæmpestore tun, marlin og hajer verden over end alle andre fabrikater tilsammen.

Men Penn har også haft et godt øje til udviklingen i retning af lettere grej – blandt andet til Stand Up udstyr, hvor fiskeren ikke længere skal sidde fastspændt i den store fightstol som i Zane Grey tiden, men nu kan stå oprejst under hele fighten.

Og ikke mindst GTi hjulene blev populære verden over – Danmark inklusive – da de egner sig til næsten alle slags middelsvært havfiskeri. Det, der er mest af næsten alle steder.

Endelig kastede man sig målrettet over fremstillingen af store fastspolehjul, som for alvor kunne håndtere havets kæmper, og som gav fiskerne helt nye muligheder for også at kaste. “SS” og “Slammer” var og er navnet på disse småt legendariske fastspolehjul, der uden at kny håndterer både tun og sejlfisk. Det er der ikke mange andre fastspolehjul, som kan gøre dem efter. De bryder helt enkelt sammen under presset.

Siden har Penn dog udviklet sortimentet af fastspolehjul til også at omfatte mindre hjul til brug i ferskvand.

 Bølgedalen…

Penn havde lige siden starten redet højt på en bølge af succes – godt beskyttet af det originale patent. Imidlertid udløb det, og samtidig gjorde de store grejproducenter fra Fjernøsten deres indtog i USA. Det var et hårdt slag for Penn, som havde svært ved at klare konkurrencen og de lave priser i udlandet. Såvel 1980’erne som 1990’erne blev hårde tider for det velrenommerede ærkeamerikanske grejfirma, der lå mere og mere underdrejet.

Hjælpen kom udefra – i form af opkøb fra den store Jarden koncern, der også opkøbte Pure Fishing. Her først i det nye årtusinde kom Penn atter ind i varmen – ind i det gode selskab af andre verdensberømte grejfirmaer. Og her var der forståelse for, at der skulle kapital og nyudvikling til for at give Penn den gule førertrøje igen. Det var ikke nok at hvile på laurbærrene. Planen lykkedes til fulde – med flere epokegørende nyskabelser, som man kan læse meget mere om på dette website.

“Torque”

Rent teknologisk har Penn bestemt ikke ligget på den lade side. Det bevises af en helt ny serie gyldne havhjul, som bærer navnet “Torque”.En dag var Penns nuværende chef og en af firmaets ingeniører på fisketur ud for Floridas kyst. Man er jo ind imellem nødt til på egen krop at afprøve det grej, man udvikler og sælger til sportsfiskere verden over!

Sidst på dagen faldt snakken på den grundlæggende konstruktion af Penn’s hjul, som indtil da alle havde baseret sig på Henze’s oprindelige idé og patent fra 1933. Tankerne fløj over den blå Atlant, og en helt ny idé fostredes. Den blev hurtigt skitseret op på bagsiden af en serviet og snart efter patenteret: Den integrerede sideplade!

Ideen er, at sidepladen absorberer en stor del af det pres, som ellers lægger sig på hoveddrevet og her forårsager et stort krafttab. Den integrerede sideplade muliggør en konstruktion med færre dele, som så alle kan gøres endnu stærkere.

Resultatet er, at drevet ikke vrides under selv det hårdeste pres. Krafttabet bliver minimalt, hvilket muliggør en højere udveksling end ellers.

Ny All Tackle World Record: 810 kg!

Rekorder fanget med Penn hjul er kommet i en lind strøm gennem årene. Ikke mindst de mange, mange IGFA lineklasser USA har givet et hav af nye rekorder.

Men toppen af kransekagen kom alligevel så sent som i 2004, hvor australieren Kevin Clapson den 28. marts fangede en hvid haj på hele 1785 lbs. og 11 oz – godt 810 kg – ud for Ulladulla i Australien.

Clapson brugte et Penn 80 TS til at lande fisken, der nu er godkendt som All Tackle World Record. Man kan således roligt sige, at Henzes gamle drøm lever videre i bedste velgående – ikke mindst i 2007, hvor Penn kunne fejre sit 75 års jubilæum!

© 2012 Steen Ulnits

Fra taxameter til fiskehjul

ABU fejrede sit 50 års jubilæum i 1971. En spændende rejse, som begyndte med lommeure, telefontællere og taxametre. I 1939 var verdens mindste taxameter klar til verdensmarkedet. Bestillingerne, som man fik på rygtet alene, havde kunnet beskæftige fabrikken i adskillige år – hvis ikke krigen var kommet i september samme år.

ABU’s alternativ til taxameteret var guldpendulure og spinnehjul. Fremstilling af pendulure var ikke nogen større udfordring, men det var til gengæld spinnehjulene. Man havde jo præcisionen i fingerspidserne. Og i 1971 var ABU så verdensførende med en omsætning på 45 millioner svenske kroner og repræsentation i flere end 90 lande verden over.

Familiefirmaet AB Urfabrikken – i daglig tale blot ABU – fremstillede egentlig slet ikke fiskegrej. Man fremstillede i stedet ure og taxametre til telebranchen og hyrevognsindustrien. Trange kår under Anden Verdenskrig tvang imidlertid ABU til at omstille produktionen. Men til hvad? Det skulle jo være noget, man have ekspertisen til – og noget, man kunne sælge.

Fabrikkens beliggenhed – tæt ved Mørrumsåen, søerne og Blekingekysten – har givet været medvirkende årsag til den succesfulde omstilling, som skete. Frem for alt var det ejeren Göte Borgströms finmekaniske traditioner og unikke tekniske løsninger, som skabte en stabil og innovativ virksomhedskultur – fra AB Urfabrikken anno 1921 og helt frem til vore dages ABU Garcia og Pure Fishing.

Den tidlige succes med Ambassadeur 5000 viste, at man var på rette vej. Som en direkte følge heraf vovede man at satse helhjertet på nye produkter. Fremgang skaber helt enkelt mere fremgang. Allerede i begyndelsen af 1960’erne var ABU derfor en verdensførende virksomhed i sin branche, og Nap & Nyt kataloget blev trykt i mere end 1 million eksemplarer.

Et af de første store hits i Nap & Nyt var spinneren “Reflex”. Den blev lanceret tilbage i 1951 og var straks en stor succes. Nu havde sportsfiskerne fået en spinner, som fiskede effektivt ved både langsom og hurtig indspinning.

Det karakteristiske bølgeformede spinnerblad reflekterede lyset i alle retninger og lokkede alle slags rovfisk og ædelfisk til hug. Reflex var en videreudvikling af den i forvejen populære ABU-spinnaren, og den er stadig en af ABU’s absolut bedst sælgende agn. Efter mere end 50 år på markedet!

Ambassadeur 5000 – klassikeren

Året efter – i 1952 – præsenterede ABU så sit klassiske rødlakerede Ambassadeur 5000 på verdensudstillingen i New York. Med øjeblikkelig succes. Manden bag denne revolution blandt multihjul var konstruktøren Åke Murvall, og den store sensation var centrifugalbremsen, som effektivt hindrede overløb under kast.

Ja ikke helt, men dog så meget, at almindelige mennesker nu kunne fiske multihjul med alle de fordele, det medfører. Uden at overdrive kan man sige, at det var dette ene produkt, som grundlagde ABU’s fremtidige succes.

Det første helsvenske fastspolehjul – ABU 444 – blev introduceret i 1955. Det var da verdens eneste fastspolehjul med slirebremsen “korrekt” placeret bagtil på hjulhuset. Konstruktøren var Karl Nurmse, som til daglig gik under navnet “Haspel-Kalle” (Fastspole-Karl på dansk). Hjulet blev en stor succes og fremstilledes helt frem til 1979. ABU 444 kaldes ofte “verdensmesterhjulet”, da det hjembragte VM-guld i længdekast!

Samme år så også Hi-Lo wobleren dagens lys. En unik wobler med stilbar ske til fiskeri på forskellige dybder. Et populært kunstagn og fast inventar i enhver geddefiskers grejboks den dag i dag!

I 1956 præsenteredes så det legendariske ABU-blink med de karakteristiske røde finner bagtil – Toby. Ophavsmanden til denne evigt unge klassiker, der måske er verdens mest solgte blink, var konstruktøren Sven Åke Kullberg. Han perfektionerede en idé af Lennart Borgström – søn af legendariske Göte Borgström.

Abumatic – nybegynderhjulet

To år senere – i 1957 – blev Abumatic hjulene for første gang præsenteret i Nap & Nyt kataloget. Nu kunne selv den mest urutinerede nybegynder lære at kaste problemfrit på fem minutter. Og Abumatic er den dag i dag stadig en udmærket introduktion til sportsfiskeriets spændende verden.

Abumatic 60 var samtidig en verdenssensation med sin Syncro-bremse. Når man fører håndtaget fremefter, har hjulet stor indspinningskraft. Når fisken stikker af, fører man håndtaget baglæns og reducerer straks bremsekraften. Og når man atter drejer fremefter, får hjulet straks sin fulde bremsekraft tilbage. En værdifuld finesse, som stadig findes på udvalgte hjul i ABU Garcias sortiment.

Abulon linerne var årets nyhed i 1959. Nylonliner af høj og stabil kvalitet betød en revolution for sportsfiskeriet. De upålidelige og sarte flettede silkeliner blev nu helt erstattet af de populære og meget prisbillige Abulon nylonliner.

Året efter introducerede ABU så sin Drømmerejse konkurrence. De største fisk fanget på ABU grej vinder en fantastisk fiskerejse til et afsides sted på jorden. Med undtagelse af en kort pause i 1990’erne lever denne populære konkurrence stadig videre. Nu i nært samarbejde med svenske Fiskejournalen og danske Fisk & Fri.

 Luksusklassiker med 24 karat guld

I 1963 præsenterede ABU et forgyldt medlem af sin Ambassadeur familie – Ambassadeur De Luxe. Et tidløst sort hjul med forgyldte detaljer, livstidsgaranti og fri service. Indehavere af dette hjul er berettiget til medlemsskab af “International Ambassadeur Club” – et eksklusivt selskab.

Trods sit luksuriøse udseende er det et hjul, som fungerer perfekt til praktisk fiskeri. Men naturligvis pryder langt de fleste guldhjul en hylde eller et vitrineskab derhjemme. Ambassadeur De Luxe er den dag i dag en meget attraktiv gave til fødselsdag eller andre højtider.

“Mörrumsspinneren” er, som navnet antyder, en spinner til lidt dybere eller strømmende vand. Den er et effektivt agn – specielt til større rovfisk – som så dagens lys i Nap & Nyt 1964, og som stadig er blandt vore bestsellere. Ophavsmanden var legendariske Olle Törnblom, som overlod rettighederne til ABU.

Manden bag fastspolehjulet ABU 444 – Karl Nurmse – stod også bag Cardinal 66 og 77. Det var hjul, som hurtigt blev manges favorit efter introduktionen i 1965. Tilsvarende hjul fandtes slet ikke på markedet.

Cardinal 66 og dens storebror 77 havde en silkeblød og lydløs gang, som skyldtes snekkedrev i bronze og kuglelejret spoleaksel i rustfrit stål. Slirebremsen bagtil havde delrinskiver, og hele konstruktionen var klippestabil. Selv laksefiskeri i strømvand håndterede disse hjul. Nogle år senere kom de mindre modeller Cardinal 44 og 33 til.

Kuglelejerne gør deres entré

I 1967 kom så det første kuglelejrede Ambassadeur – 5000C – som var en videreudvikling af tidligere 5000 modeller. Spolen var kuglelejret, og både sidegavle, spole, stjernehjul og håndtag fremstod i diskret sort eloksering. Øvrige synlige dele var elegant forkromede.

Samme år introduceredes også agnnyheden “Droppen” (Dråben) – en spinner, som primært var konstrueret til at kaste langt og let. Det var daværende salgschef Alf Eurenius, som udtænkte denne spinner. Det træfsikre salgsslogan i Nap & Nyt 1967 lød overbevisende: “Dråben (Droppen på svensk), som får fiskekurven til at flyde over!”

Ambassadeur 2500 får comeback

I 1976 introducerede vi en “lille” nyhed i Nap & Nyt – Ambassadeur 2500C. Det var et multihjul til det lette Fiske 1, som vi døbte det. Med kastevægte op til 15 gram. Dets konstruktører havde placeret kuglelejerne tæt på spolen, hvilket gav mindre slør mellem spole og indergavle.

Det gjorde det muligt at bruge tynde liner og lette agn – et område, hvor multihjulet hidtil ikke havde kunnet konkurrere med fastspolehjulet. I 2008 var Ambassadeur 2500C så tilbage i sortimentet. Et meget begrænset antal blev produceret i Svängsta, blandt andet i originalfarven fra 1976 – stålgrå.

To år senere – i 1978 – lancerede ABU så en af sine mest populære hjulserier nogensinde – Cardinal 54, 55 og 57. Disse sorte hjul blev hurtigt regnet blandt verdens mest raffinerede fastspolehjul, hvilket skyldtes finesser som udvendig spole af acetalplast, kuglelejret spolehus, bevægelig lineførerrulle, krydsoplægning af linen, lineær slirebremse bagtil, omstilling af indspinningsside og præcisionsfræset snekkedrev.

Ikke mærkeligt, at Cardinal 50-serien hurtigt blev fastspolefiskernes nye favoritter. En elegant matsort finish med hofleverandørens våbenskjold i guld var sikkert medvirkende årsag. En attraktiv og nærmest legendarisk serie fastspolehjul “made in Sweden”.

Dette var et lille udvalg af vigtige milepæle, som er blevet præsenteret i Nap & Nyt 1948-1978. Milepæle, som har gjort det ikke så lidt sjovere at være lystfisker på denne jord! Nap & Nyt kataloget er som bekendt fortid, nu hvor mange andre fabrikater er kommet til under Pure Fishing. Men den glædelige nyhed er, at fremtiden stadig tilhører et ukendt antal Ambassadeur og Cardinal hjul, som alle vil være bedre end nogensinde!

© 2012 Steen Ulnits

Fra kælderfabrik til verdensfirma

I 1930’erne begyndte den 16-årige Berkley Bedell så småt at binde fluer hjemme i kælderen hos forældrene. Fluerne solgte han videre til lokale sportsforretninger i Spirit Lake.

Ved siden af gik han med aviser for at supplere indtægterne. Til sidst havde han fået sparet 50 dollar op, så han kunne købe stort ind af materialer og starte sin egen virksomhed i 1937. Fluerne var en succes, og for at klare efterspørgselen hyrede han flere af sine skolekammerater. Berkley begyndte også at fremstille sine egne forfang, og kundekredsen øgedes støt, mens han selv fortsatte i skolen.

Efter at have ligget i mølpose under hele Anden Verdenskrig startede firmaet op igen. Den helt store succes blev en ny type forfang – stålwire overtrukket med tynd nylon – de nu velkendte Steelon Leaders.

Berkley var en dreven forretningsmand, som til stadighed befandt sig på landevejen. Både som sælger af fiskegrej og som udvikler af nye produkter. Hele tiden forsøgte han at finde løsninger på problemer, som var til besvær i fiskeriet. Han var ikke tilfreds med acceptable løsninger, men stræbte hele tiden efter det perfekte produkt. Og her var det så, at Trilene kom til verden.

Trilene bliver til

Berkley Bedell var nu uddannet kemiker og begyndte allerede i 1950’erne at eksperimentere med fremstilling af nylonliner. DuPont havde netop lanceret nylon på efterkrigsmarkedet, men materialet var endnu for stift til at kunne bruges på fiskehjul.

I 1959 lykkedes det så Berkley at udvikle Trilene, som består af tre forskellige typer nylon. De første prøver blev uddelt gratis til udvalgte kunder, og snart begyndte bestillingerne at strømme ind. Det blev starten på Trilenes succes og Berkley’s ekspansion. Trilene er stadig den mest solgte line i USA, da den konstant produktudvikles og forbedres i takt med nye krav fra sportsfiskere verden over.

Op gennem 1960’erne opkøbte Berkley en stangproducent i Kalifornien og etablerede desuden egen fabrik i Taiwan. Berkley forsøgte sig også som producent af fiskehjul, men uden større held. Ti år senere nedlægges fabrikken i Taiwan, og Berkley lægger nu strategien om.

I stedet for selv at fremstille det hele og bruge både tid og penge på forskning og udvikling, begynder Berkley nu at erhverve markedsførende virksomheder inden for området. Det startede med købet af Fenwick i 1988 og fortsatte med Abu Garcia i 1995. Mitchell og SpiderWire kom til koncernen i 2000. De seneste to opkøb var SevenStrand i 2003 og Stren i 2004.

Sammen med Berkley indgår alle disse specialiserede sportsfiskevirksomheder i moderfirmaet Pure Fishing.

CCR: Carbon Content Rating

Berkley’s store succes skyldes ikke kun Berkley Bedells udvikling af Trilene linen. Virksomhedens strategi er langsigtet og målet hele tiden at fremstille det bedste fiskegrej, som findes.

Salgsgas og halve sandheder er ikke blandt Berkley’s redskaber. I stedet er al produktudvikling målrettet og videnskabeligt baseret. Nye produkter gennemgår omfattende laboratorietests igennem flere år, inden dygtige og erfarne testfiskere får produktet i hænderne. Derfor kan du være sikker på, at Berkley’s produkter altid holder, hvad reklamerne lover!

Berkley vakte stor opstandelse i grejbranchen, da man i 1980’erne lancerede stænger med såkaldt “Carbon Content Rating” – forkortet CCR. Berkley havde nemlig kigget nærmere på markedets mange såkaldte “kulfiberstænger”, og han havde opdaget, at mange af dem indeholdt endog meget lidt kulfiber – hvis noget overhovedet…

Det fandt han ud af på ganske radikal vis: Han indkøbte stænger fra konkurrerende firmaer og lod så et uvildigt laboratorium brænde dem af på kontrolleret vis, så man kunne fastslå det reelle indhold af den dyre kulfiber.

Der gik chokbølger gennem branchen, som var vant til at kunne påstå hvad som helst. Det kunne de ikke længere, og nogle blev taget med bukserne helt nede ved gulvet. Lidt som i Kejserens Nye Klæder: – Jamen, der er jo slet ikke kulfiber i…

PowerBait og Gulp!

De seneste tyve år har Berkley udviklet sig med forrygende fart. Det begyndte først i 1990’erne med Powerbait, som næsten alle fiskearter har meget svært ved at modstå. Enten i form af forskellige pastaer eller formet til jig-lignende agn.

Power Bait jigs har i mange år været storfangende til såvel amerikanske bass som skandinaviske aborrer. For slet ikke at tale om Power Baits totale dominans til Put and Take fiskeri efter regnbueørreder. I mange søer fiskes der næsten ikke med andet!

Seneste skud på denne stamme er Gulp!, som i modsætning til det oliebaserede Powerbait er vandbaseret. Det muliggør en langt bedre spredning af duftstoffer og afgivelse af smagsstoffer end nogensinde før. Berkley’s egne laboratorietests har således dokumenteret, at de nye Gulp! produkter faktisk fanger bedre end den ægte vare – at eksempelvis fladfisk hellere vil have en Gulp! sandorm end en ægte sandorm. Gulp! virker helt enkelt mere ægte end den ægte vare!

Samtidig er det et revolutionerende produkt, som sidder det bedre fast på krogen og er langt lettere at skaffe. Et agn, som hele tiden afgiver lokkende duft- og smagsstoffer til vandet. Og som samtidig er 100% biologisk nedbrydeligt i vandet.

FireLine fyrer op…

I slutningen af 1990’erne lanceredes så FireLine – en fantastisk superline med en styrke og følsomhed, som ingen havde set magen til. Selv efter ti år på markedet. Succes’en med FireLine er fulgt op med udvikling af nye og endnu bedre produkter.

FireLine XDS har en mere rund profil og en endnu højere brudstyrke. FireLine Crystal, som introduceres i 2007, var verdens første transparente superline. Perfekt til sky og forsigtige storfisk.

Whiplash er den flettede udgave af FireLine, og Whiplash Crystal er verdens første transparente fletline. Man kan således trygt regne med, at der også fremover vil komme en lind strøm af spændende nyheder fra Spirit Lake, Iowa, US of A!

 © 2012 Steen Ulnits

Spørg fiskene…

Vi lystfiskere ved ikke, hvad fisk tænker. Men vi ved med sikkerhed, at de ikke tænker. De reagerer blot på indtryk, som de modtager fra omverdenen. Vi lystfiskere har det med at tillægge fiskene menneskelige egenskaber. – Dum som en torsk, siger vi, men det er jo noget vås. For at være dum, må man nemlig kunne tænke, og det kan torsk nu engang ikke.

Men når fiskene ikke vil tage det, vi tilbyder dem, må de jo være kloge. Sådan ræssonerer vi i hvert fald – meget menneskeligt, men meget lidt fiskeligt. Og aldeles uvidenskabeligt. Denne tankegang afspejler sig ofte i udviklingen af nye agn og kunstagn. Vi udvikler, hvad vi nu tror, fiskene vil have. Nogle gange er vi heldige – andre gange ikke. Det er helt enkelt tilfældighederne, der i vid udstrækning råder, når nyt endegrej skal udtænkes.

Sådan er det ikke hos Pure Fishing. Vi har besøgt hovedkvarteret i Spirit Lake, Iowa, USA, hvor alle de nye produkter udtænkes og udvikles. Der er aftalt et interview med Dr. Keith Jones, som i de sidste snart 20 år har forestået udviklingen af nye produkter til lystfiskere verden over – endegrej, vel at mærke. Stænger, hjul og liner tager andre divisioner hos Pure Fishing sig nemlig af.

De kunstige agn, som Berkley alias Pure Fishing udvikler og producerer, kan opdeles i to kategorier: Softbaits med duft og smag. Samt hardbaits med form, farve og bevægelse. Til de bløde agn hører verdensberømte Powerbait og Gulp! Til hardbaits hører woblere af Frenzy-familien.

My Favourite Fish Freddie…

Dr. Keith Jones tager imod i sit kontor, smilende og afslappet klædt i rød skjorte og sorte jeans. Han føler sig tydeligvis hjemme her – efter en lille snes år i Berkley’s laboratorier, som han selv har opbygget. Keith Jones er da også selveste manden bag verdensomspændende succes’er som Powerbait og nu senest Gulp! Han kender om nogen sine pappenheimere – sine fisk og sine fiskere.

Dr. Jones havde den videnskabelige baggrund i orden, da han i 1986 blev headhuntet af Berkley til at forestå udviklingen af nye duft- og smagsstoffer. Han kom nemlig fra Texas A&M University, hvor han havde beskæftiget sig med lugte- og smagssansen hos fisk. Noget, han havde gjort under sin mentor og læremester, Dr. Herman Kleerekoper – USA’s dengang førende forsker på området.

 Keith Jones var derfor en oplagt kandidat til stillingen, da Berkley Fish Research Center søgte en mand til at stå for en nyoprettet afdeling. Han fik straks frie hænder til at gå i gang med forskningen og indrettede som det første et fuldblods kemilaboratorium på fabrikken i Spirit Lake.

Det praktiske udviklingsarbejde startede med ørreder i det lokale dambrug lidt uden for byen. Her var der fisk i rigelige mængder til at eksperimentere med – let tilgængelige forsøgsdyr, som kunne stå model til de forskellige smagsstoffer i firmaets første produkter.

Det var sidst i 80’erne, hvor diverse lokkeolier stod højt på listen hos sportsfiskere verden over – især på det gigantiske hjemmemarked i USA. Indtil da havde udviklingen været ret tilfældig og præget af “trial and error” ­ forsøg med tilfældige smagsstoffer.

Men Dr. Jones bragte videnskaben med sig ind i udviklingen af nye produkter. Han katalogiserede først de grundlæggende forskellige smagsstoffer og afprøvede dem så et efter et på et stort antal forskellige fisk. Det resulterede hurtigt i lokkeolien “Strike”, der i nogle år gik sin sejrsgang over den ganske verden – primært til laks og ørreder.

Keith Jones’ arbejde med ikke mindst bass og denne fiskearts reaktion på diverse duft- og smagsstoffer har dels ført til en doktorgrad (Ph.D.) – dels en bog med titlen “Knowing Bass”. Sidstnævnte indeholder megen nyttig viden for lystfiskere, men kan alligevel ikke anbefales – med mindre man da er fiskeribiolog med gode engelskkundskaber. Så svært tilgængelig er den!

I laboratoriet

– Meet my favourite fish Freddie!

Sådan introducerer Dr. Jones mig til Pure Fishing’s store laboratorium, hvor fisk i tanke året rundt udsættes for forskellige smagsstoffer. I et af akvarierne går en stormundet bass, som Dr. Jones har et særlig godt forhold til. Allerede da han går ind i lokalet, vifter Freddie forventningsfuldt med finnerne.

Keith Jones fisker en lille vatkugle og en flaske frem. Et par dråber fra flasken dryppes på vatkuglen, som derefter serveres for Freddie. Der for øvrigt begejstret sutter kuglen i sig, smager på den – og så ellers spytter den ud igen!

– Freddie er min favoritfisk, som altid reagerer prompte på mine tilbud. Kan Freddie ikke lide smagen, spytter han øjeblikkeligt ud igen. Kan han lide den, sluger han gerne hele vatkuglen!, smiler Dr. Jones.

Keith Jones gik videnskabeligt til værks – designede forskningsprogrammer baseret på hans allerede indhøstede viden om fisk og deres evne til at lugte og smage fra universitetet i Texas.

Specielle stoffer blev identificeret, analyseret og afprøvet på de altid villige forsøgsfisk, der nu var udskiftet med stormundet bass – Nordamerikas mest populære sportsfisk. De forskellige stoffer vekslede fra sure til søde, fra bitre til salte. Specielt fokuserede han på de forskellige aminosyrer, som jo er byggestenene i al protein.

Undersøgelserne var tankevækkende. Ikke overraskende havde eksempelvis laksefisk (rovfisk) og karpefisk (fredfisk) meget forskellige smagspræferencer. Langt mere overraskende var, at fiskene reagerede endog meget kraftigt på enkelte af aminosyrerne – med arginin og lysin som to af de absolutte topscorere blandt de 14 forskelige aminosyrer. Hvilket for øvrigt gjaldt såvel smags- som lugtesansen.

Resultaterne af disse undersøgelser lod ikke vente på sig. Efter Strike kom så 1990’ernes megahit “Powerbait”, der i dag på verdensplan er suverænt den mest solgte syntetisk fremstillede lokkemad. Helt uden konkurrence.

I Danmark er Powerbait noget nær enerådende, når der skal medefiskes i vore mange Put and Take vande – når der ikke lige sidder orm, majs eller andre naturlige agn på krogen.

Powerbait er et oliebaseret produkt, som derfor ikke er vandopløseligt, men som af samme grund lader sig forme til faste produkter á la jighaler og gummiorm – begge dele med indbygget lugt og smag. Pure Fishing’s “Powergrubs” er et godt eksempel på støbte jighaler med såvel form som farve, bevægelse, duft og smag.

 Gulp! kommer til

Dr. Jones hvilede ikke på laurbærrene. Så mens millioner og atter millioner af glas med diverse Powerbait-produkter forlod fabrikken i Spirit Lake, Iowa, forskede han videre i nye og bedre produkter.

Han kendte alt til Powerbaits styrker og svagheder. Til styrkerne hørte og hører, at det let lader sig forme og har en medfødt holdbarhed. Til svaghederne, at det som et oliebaseret produkt ikke har så let ved at afgive duftstoffer til vandet. Der var således brug for et vandbaseret produkt, som lettere og hurtigere kunne afgive den indbyggede duft til det omgivende vand.

Man kendte i forvejen til effektive duft- og smagsstoffer, som ikke var svære at bygge ind i vandopløselige produkter. Til gengæld viste det sig at være uhyre svært at gøre disse produkter så holdbare, at de kunne formes til noget, der kunne bibeholde sin strukturelle form under fiskeriet.

Dr. Jones var flere gange ved at opgive projektet, men fik så med hjælp udefra udviklet en opskrift på et stof, der dels kunne indeholde de vandopløselige duftstoffer – dels holde på den form, det havde, da det forlod fabrikken.

Resultatet var endnu et verdenshit – nemlig produktet “Gulp!”, der herhjemme indtil videre mest kendes i form af syntetiske børsteorm med en imponerende lokkeeffekt på især fladfisk. Rent faktisk har de vist sig at fange bedre end den ægte vare, og så er de jo altid lige ved hånden. De skal ikke graves først, men kan altid ligge klar i køleskabet. Ja, de behøver ikke engang ligge rigtig koldt – blot mørkt og ikke for varmt.

Og så er Gulp! som vandbaseret produkt 100% biologisk nedbrydeligt. Samvittigheden som miljøbevidst lystfisker er derfor helt i orden!

© 2012 Steen Ulnits

Der er gedder, og der er store gedder. Og så er der endelig gigantgedderne…

Verdenshistoriens største kendte gedde – den legendariske Loch Ken gedde fra England – vejede 72 engelske pund (over 30 kg) og blev fanget helt tilbage i 1772.

Danmarkshistoriens største gedde var Grarup-gedden fra Sønderjylland, som vejede 26,5 kg. Den blev taget på levende agn på en såkaldt “geddebrik” og måtte skydes, før den kunne tages om bord og vejes: 26,5 kg. Den kunne dog ikke anerkendes som lystfiskerrekord, da den ikke var taget på stang og line.

Der er langt mellem gedder over 20 kg i vore dage. Meget langt endda. Det sørger fiskepres og forurening for. Derfor spærrer man øjnene ekstra godt op, når der pludselig rapporteres om noget endnu større fra en klarvandet fransk sø ved navn Lac Annecy. En fisk, som endda takseres til at veje mere end eller i omegnen af 25 kg!

Men historien er ganske sand – fortalt af Pure Fishings rutinerede franske testfisker Sylvain Legendre.

Fisken blev ikke vejet på en registreret vægt, og der var ingen vidner. Men billederne taler deres tydelige sprog. En gedde på 137 cm takseres til at veje i omegnen af 25 kg – alt afhængig af dens foderstand – så der er muligvis tale om en ny verdensrekord. Blot uofficiel.

Sylvain havde rigget sin stang med et 21 grams Berkley Vertic jighoved monteret med en str. 6 Stinger krog. Linen var en Spiderwire Stealth rigget med 2,5 meter Berkley Trilene Fluorocarbon 0.30 mm line og en kort Berkley Big Game Fluorocarbon 0.60 mm shock tippet.

Agnet var Berkley’s helt nye Paddletail Shad på 14 cm i farven Molting White – et agn, du vil komme til at høre meget mere om! Som Sylvain selv udtrykker det:

 – En stinkende effektiv krydsning mellem den uimodståelige Gulp! lugt og det superlokkende Paddletail bevægelsesmønster!

© 2012 Steen Ulnits