Forfatterarkiv: Steen

– Skjern Å eller Femern Bælt?

– Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald?

Sådan lyder et af de klassiske spørgsmål, der naturligvis ikke kan besvares. Det kan derimod følgende spørgsmål:

– Hvad er den bedste forretning, Skjern Å eller Femern Bælt?

Det er nemlig Skjernå, der jo er blevet ført tilbage til sit oprindelige leje formedelst en kvart milliard. 250 millioner kroner.

På opdrag af Wilhjelm-udvalget har Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole udarbejdet et overslag over rentabiliteten af netop Skjernå-projektet. Og man kom da frem til den lidt sensationelle konklusion, at retableringen af Skjernå – set over en 20 års periode – faktisk er en ren overskudsforretning.

Men, men, men. Det er den kun ifølge nogle antagelser af de helt store – og helt vilde. Kigger man nærmere på analysen, er der to ting, som springer i øjnene – to værdier, som ganske vist får regnestykket til at gå op, men som samtidig er hentet helt ud af det blå.

Således har man sat den rekreative værdi af projektet til 46 mio. kr og værdien af øget biodiversitet (flere dyre- og plantearter) til 33 mio. kr. Alt i alt 79 mio. aldeles fiktive kroner, som aldrig kommer ind, men som er sat efter, hvad man tror, at besøgende er villige til at give for at opleve det nye område. Turister, som næppe nogensinde indfinder sig i nævneværdigt antal.

Fiktive fiskeværdier

Værdien af det nye lystfiskeri er til sammenligning sat til 34 mio. kr. – værdien af den nye jagt til 6 mio. kr. Hvilket måske ikke er spor urealistisk, hvis man vel at mærke ønsker at udnytte disse muligheder. Det gør man ikke i dag, og det er der heller ingen planer om i fremtiden. Altså kommer dise penge heller ikke ind.

Laver man samme slags undersøgelse over Femern Bælt forbindelsen, når man – ikke uventet – frem til, at det ikke er noget rentabelt projekt. Det tror da pokker, når man af praktiske årsager ikke her kan anslå nogle fiktive rekreative værdier i samme størrelsesorden.

Nu skal ingen forledes til at tro, at undertegnede er imod Skjern Å projektet og for Femern Bælt forbindelsen. Faktisk forholder det sig stik modsat. Men jeg er en stor modstander af undersøgelser, der tilsyneladende og med djævelens vold og magt skal komme ud med overskud. En undersøgelse, som er bestilt af Wilhjelm-udvalget, der er nedsat af Svend Auken og Ritt Bjerregaard. En undersøgelse, der skal vurdere et projekt, som er gennemført under de samme to ministre.

Det ligner simpel manipulation, der blot skal retfærdiggøre de store investeringer. Hvilket jo slet ikke er nødvendigt. Det var jo et enigt Folketing, der i sin tid stod bag beslutningen om at lægge den nedre del af Skjern Å tilbage til dens oprindelige leje. På et tidspunkt, hvor miljøministeren sågar var af borgerlig observans.

© Steen Ulnits 2001

Sort slam i Sortehavet

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Selv svovlbrinte har sine positive sider…

For omkring 12.000 år siden begyndte isen fra den sidste istid at smelte – med det resultat, at verdenshavene steg adskillige meter. Store landområder blev oversvømmet, og verdenskortet måtte tegnes helt om.

Algeblomst i Sortehavet ses tydeligt fra verdensrummet.

Enkelte steder blev denne oversvømmelse mere dramatisk end andre. Eksempelvis ved Sortehavet, som indtil for 7.500 år siden var en regulær ferskvandssø med afløb via Bosporus Strædet.

Da verrdenshavene og dermed også Middelhavet steg efter afsmeltningen af isen, nåede havet på et tidspunkt så højt, at det brød gennem Bosporus Strædet og oversvømmede det ferske Sortehav med salt vand fra Middelhavet.

I dag ligger den gamle kystlinje således begravet under omkring 150 meter vand.

En økologisk katastrofe for mange af de dyr og planter, der levede i det ferske vand – og en pendant til det, der skete, da Vesterhavet i forrige århundrede brød gennem Agger Tange og oversvømmede den ferske Limfjord med salt vand fra Nordsøen.

Eftervirkningerne

I dag lider Sortehavet stadig under den årtusindgamle oversvømmelse. Det indtrængende saltvand lagde sig nemlig nederst i den dybe sø, som mangler de store havstrømme til at blande vandet op. Resultatet blev en permanent lagdeling med tungt saltvand nederst og mere brakt vand øverst.

Det tunge bundvand modtog og modtager stadig nedsynkende organismer fra overfladevandet – organisk stof, som skal nedbrydes under forbrug af ilt.

Hurtigt blev bundvandet derfor iltfrit, hvilket det stadig er. Dybder på over 200 meter er permanent iltfrie. Langt størstedelen af det over 2.000 meter dybe Sortehav ligger dermed dødt hen – blottet for højere liv.

Konstant udvikles og opmagasineres der kolossale mængder giftig svovlbrinte i de iltfrie omgivelser, som derfor ligger øde hen.

Til glæde for arkæologerne, der herude på dybt vand har fundet flere meget gamle og meget velbevarede træskibe. Med ilt i vandet ville forskellige organismer forlængst have nedbrudt træet i de sunkne skibe.

Seneste fund blev gjort på 300 meter vand – af et 1.500 år gammelt romersk træskib, der ifølge arkæologerne var “så velbevaret, at det kunne være bygget og sunket i går!”

© Steen Ulnits 2001

Tjernobyl – en by i Rusland

Nye oplysninger dokumenterer, at Tjernobyl aldrig har været under kontrol. Men der spindes guld på ulykken…

I april 1986 skete den katastrofe, mange længe havde frygtet: Det dårligt konstruerede russiske atomkraftværk Chernobyl kom ud af kontrol, og en efterfølgende kernereaktion resulterede i eksplosion af reaktor 4, som løftede det 2.000 tons tunge betontag højt op i luften.

Ringhals kernekraftværk i Sydsverige

Blot få dage senere kunne man måle et voldsomt radioaktivt nedfald så langt borte som i svensk Lapland. Ikke mindst gedderne heroppe ophobede i løbet af de kommende måneder så store mængder radioaktivitet, at de ikke længere kunne spises uden risiko for liv og lemmer. Det samme gjorde elge og rener, hvilket ramte de svenske samer hårdt.

Den vestlige verden var rystet over oplysningerne, mens den russiske befolkning blev holdt hen med sparsomme og stærkt censurerede oplysninger – givet for at undgå panikagtige situationer. Efter en hel del diplomati og diplomatiske forviklinger blev EU-landene i 1995 enige om, at der skulle bevilges penge til det nu fattige Ukraine. Sovjetunionen var jo i mellemtiden gået i opløsning, og Ukraine måtte nu stå på egne ben.

5 milliarder fra EU

Der blev sat 5 milliarder EU-kroner af til bygningen af en gigantisk betonsarkofag over den forulykkede reaktor – med det tilsyneladende udmærkede formål at isolere den stærkt radioaktive reaktorkerne fra omgivelserne, så yderligere udslip kunne undgås. Man mente nemlig, at der stadig var 97% af det farlige brændstof tilbage i kernen – i form af 200 tons højradioaktivt materiale.

Nu viser det hele sig så efter al sandsynlighed at være et bluff-nummer af rang. Tyske atomforskere, der sammen med russiske kolleger har haft adgang til den forulykkede reaktor 4, kunne knapt måle nogen radioaktiv stråling – i hvert fald ikke noget, der på nogen måde kunne sandsynliggøre, at der stadig skulle være 97% af det højradioaktive atombrændsel tilbage. De kunne sågar findes inde ved selve reaktorkernen, kun iført beskyttelsesdragter.

Disse forskere konkluderer nu, at det snarere var 97% af brændslet, der slap ud i atmosføren ved den kraftige eksplosion, som løftede den tunge tagkonstruktion højt op i luften. At der nu kun er 3% tilbage, og at dette på ingen måde udgør nogen fare for omgivelserne. At skaden således for længst er sket, og at de 5 milliarder ingen nytte har været til overhovedet.

Og dog. Et slag på tasken siger nemlig, at omkring 90% af pengene er gået til de vestlige atomenergifirmaer, som har været konsulenter og eksperter på opgaven. Små 10% er havnet i hovedstaden Kievs pengekasse, og sølle 1% er reelt gået til oprydning på Chernobyl. Og så er der kun dokumentation og bilag for 30% af hele beløbet…

– Fremtiden?

Tilbage står så det triste faktum, der stadig findes 13 operative atomreaktorer af den farlige Chernobyl-type. At Rusland nu planlægger at udbygge atomkraften yderligere, så A-kraft i 2015 vil levere en tredjedel af landets totale energiforbrug.

Tilbage står også den kendsgerning, at antallet af svulstdannelser efter radioaktiv bestråling fra ulykken først vil toppe i år 2005. I mellemtiden og siden 1986 anslår vestlige eksperter, at mellem 10.000 og 20.000 “likvidatorer” (oprydningsarbejdere) er afgået ved døden på grund af strålingen fra reaktor 4.

Endelig regner den russiske regering med en stor fremtidig indtjening ved at modtage og oparbejde eller deponere højradioaktivt affald fra den øvrige verden. På nuværende tidspunkt har de russiske myndigheder endda allerede dokumenteret, at de end ikke kan fragte egne skrottede reaktorer fra Murmansk på Kola-halvøen til oparbejdsningsanlægget Marjak i Sydrusland på forsvarlig vis – uden at der forsvinder plutonium undervejs.

Det kommer helt sikkert til at gå helt galt igen med A-kraften i Østblokken. Spørgsmålet er kun hvornår…

© Steen Ulnits 2002

Tonsvis af tobiser…

…går hvert år i danske fiskeres redskaber langs den nordengelske og skotske østkyst. Dansk industrifiskeri beskyldes nu for at forvolde skade på lokale bestande af fugle og fisk. Hvert år landes omkring 800.000 tons tobis i Nordsøen,, hvoraf danske industrifiskere lander op mod 75%. Specielt for dette fiskeri er, at der lokalt landes meget store mængder fisk.

Den samlede biomasse af tobis i Nordsøen ligger på omkring 2 millioner tons, hvoraf rovfiskene konsumerer mere end 2 millioner tons. Rovfuglene tager til sammenligning blot nogle få procent. Alt i alt fjernes der årligt omkring 3 millioner tons, hvilket betyder, at tobisen er overordentlig formeringsdygtig og i stand til årligt at producere godt halvanden gang sin egen biomasse.

Samlet set udgør det danske industrifiskeri efter tobis næppe noget problem for bestanden. Men lokalt kan det koncentrerede fiskeri gøre skade på fuglene. Det lader eksempelvis til at være tilfældet i den skotske Firth of Foray, hvor der på en enkelt kvadratkilometer havbund i perioder kan fanges op mod 24 tons tobiser!

Et så stort lokalt fiskepres har vist sig at påvirke forskellige havfugle og deres ynglesucces markant. Dette gælder naturligvis især de fugle, som primært eller udelukkende ernærer sig af tobiser. Det gælder fugle som havterne, topskarv og kjove, der udelukkende lever af tobis. Og det gælder fugle som ride, lomvie, alk og lunde, for hvem tobiser udgør mere end 75% af den daglige kost.

Rekordstore fangster

I begyndelsen af 1990’erne begyndte man for alvor at fiske tobis ud for skotske Firth of Foray, hvor fiskene stod uhyre koncentreret i perioden maj til juli. Fiskeriet toppede i 1993, hvor næsten 100.000 tons blev fanget i et lille område på 55 x 55 km eller 30 x 30 sømil.

Det rekordstore fiskeri fandt sted i netop den periode, hvor havfuglene er mest afhængige af netop tobisen. Og man kunne da også konstatere en rekordlav ynglesucces hos arterne lomvie, topskarv og ride selvsamme år.

Ynglesuccesen hos riden i Firth of Forth området er faldet så meget op gennem 90’erne, at den er truet med udryddelse. Sagkundskaben er generelt enige om at give industrifiskeriet skylden. Denne enighed resulterede sidste år i, at man helt lukkede for fiskeriet efter tobis i denne del af Skotland.

Fra flere sider har selvsamme industrifiskeri ud for det nordøstlige Storbritannien været beskyldt for at være medvirkende årsag til atlanterhavslaksens tilbagegang i samme område. De hidtidige undersøgelser har dog hverken kunnet be- eller afkræfte dette, men usandsynligt lyder det dog ikke – den stærke lokale koncentration af tobiser taget i betragtning.

Det danske industrifiskeri omsætter årligt for 2 milliarder kroner og beskæftiger 2.000 mennesker. Derfor sikkert den meget lange snor, som myndighederne hidtil har givet danske industrifiskere. Vi er den eneste større industrifiskernation i EU, og nu ser det langt om længe ud til, at de andre EU-lande har fået nok af det danske overfiskeri.

© Steen Ulnits 2002

Torskestop og torskesvindel

Fiskeridirektoratet er nu grundigt træt af den lovløshed, der præger dansk erhvervsfiskeri. Trods nye og lave torskekvoter, som skal redde de truede og stærkt overfiskede bestande, fanges der nemlig torsk som aldrig før.

Fiskerne lader hånt om kvoter og fiskestop, mens de fisker torsk på livet løs – torsk, som siden sælges ulovligt. Det har nu fået Fiskeridirektoratet til at kræve, at køb og transport af torsk fremover skal rapporteres til Fiskerikontrollen. Påbuddet gælder såvel de store fiskeopkøbere som et antal af de større fiskebåde.

Direktoratet håber på denne måde at kunne få sine egne lovbrydere under lidt bedre kontrol end hidtil. Samtidig udfolder den norske regering nu for første gang store bestræbelser på, at billige russiske torsk ikke eksporteres til Danmark – som norske torsk. Der verserer nemlig netop nu store sager om svindel med ulovlige torsk fra Norge – med millionstore bøder til danske fiskeopkøbere til følge.

Det er fuldt legalt at eksportere norske torsk til Danmark, da Norge har en frihandelsaftale med EU. Men det er lige så klart ulovligt at lade russiske torsk gå samme vej.

Stop i Østersøen

Østersø-torsken har det rigtig skidt. Den er presset fra alle sider – af et hårdhændet erhvervsfiskeri, af svigtende indtrængning af saltvand fra Nordsøen og af mange års massiv forurening af det brakke indhav.

Nu må man så tage konsekvensen af den markante nedgang i bestanden – i form af kraftige begrænsninger i fiskeriet eller deciderede fiskestop. Biologerne i Danmarks Hav- og Miljøundersøgelser anbefaler, at alt torskefiskeri i den østlige Østersø stoppes. Man har nemlig konstateret, at der efter alt at dømme er 100.000 tons færre gydetorsk, end man længe havde regnet med.

Ikke uventet siger erhvervsfiskerne, at et fiskestop vil være en katastrofe – for deres egen indtjening, vel at mærke. Af uransagelige årsager er fiskerne altid de sidste til at beskytte de fisk, de fanger – og altid de første til at save løs af den gren, de selv sidder på. De bliver aldrig klogere og kommer næppe nogensinde til at kunne se længere end til næste kontoudtog.

Ikke kun den østlige Østersø er hårdt presset. Det er også den vestlige, hvor biologerne anbefaler en reduktion af torskekvoten på 10.000 tons næste år. Det er imidlertid Den Baltiske Fiskerikommission, der skal træffe afgørelse om Østersø-torskens fremtid – om den skal have nogen overhovedet.

Tilbagegang ved Island

På Island er man meget afhængige af fiskeriet omkring lavaøen, og ikke mindst torsken er en vigtig eksportartikel. Så vigtig, at Island for nogle årtier siden ufortrødent kastede sig ud i “torskekrigen” med England. Davids kamp mod Goliat. En krig, hvor store engelske krigsskibe lå over for små islandske inspektionsfartøjer. Islændingene ville beskytte deres værdifulde torskebestande mod overfiskeri fra engelske skibe.

Nu er den så gal igen på island – denne gang også med torsken, som nu er ved at svinde ind. Ifølge islandske biologer på grund af tidligere års overvurdering af årgangene. Det tager man nu konsekvensen af ved at følge EU’s retningslinjer for fremtidens torskefiskeri – i form af en reduktion i de kommende torskekvoter fra de nuværende 220.000 tons årligt til fremover 190.000 tons.

Islændingene tager denne nedgang med sindsro, da andre økonomisk værdifulde fiskebestande pt. er helt på toppen. Det gælder ikke mindst den op til godt 40 cm store nordatlantiske sild, som alle dage har været en af de vigtigste konsumfisk på Island. Den har ikke været bedre i de sidste 25 år og menes sammen med andre arter at kunne kompensere for tabene fra torskefiskeriet.

Torsk med fingeraftryk

Fiskerierhvervet svindler som bekendt med fisk og fangster, når og hvor det er muligt. Det viste blandt andet en totalkontrol i 2001, hvor 14 ud af 22 kontrollerede industrifiskere havde 2-3 gange flere sild som bifangst, end loven tillader.

Andre gange har man indhandlet eksempelvis torsk, der stammede fra helt andre områder end dem, man selv opgav som fangstpladser. Fordi fiskene helt enkelt har været fredet, hvor man fiskede. Aldeles bevidst og helt ulovligt fiskeri på truede torskebestande.

Nu har forskere ved Århus Universitet og Danmarks Fiskeriundersøgelser imidlertid udviklet en metode, der gør det muligt at skelne forskellige torskebestande fra hinanden. Forskerne har opdaget, at torsk fra Barentshavet, Nordsøen og Østersøen hver især har forskellige genetiske “fingeraftryk”, som gør det muligt at bestemme fiskenes oprindelsessted.

Fremover vil det således blive sværere for fiskerierhvervet at svindle med fangsterne som hidtil. Takket været selvsamme DNA-teknologi, der blandt meget andet kan udpege voldtægtsforbrydere og afgøre faderskabssager.

© Steen Ulnits 2001

– Naturromantik og nul fisk?

laks

Ritt Bjerregaard og Svend Auken sammensatte det såkaldte Wilhjelm-udvalg, som skulle komme med et bud på fremtidens naturforvaltning. – Bliver deres konklusion begyndelsen til enden for dansk lystfiskeri?

Fiskeplejen har forandret sig meget, siden de første spæde forsøg blev gjort. Tidligere var det elfiskeri, opdræt og udsætninger, der udgjorde størsteparten af arbejdet. I dag er det i stigende grad vandløbsplejen, der kræver ressurser, idet man nu satser mere og mere på naturens egne fisk.

Logikken bag er god nok: På lang sigt er det naturligvis både bedst og billigst at lade naturen producere sine fisk selv. Men, men og atter men:

Det er stort set kun i Jylland, at man endnu har rester af oprindelige ørredbestande tilbage i vandløbene. Og kun her, at man i rimeligt omfang stadig råder over egnede gydepladser for fiskene, så de i vid udstrækning selv kan klare reproduktionen.

Helt anderledes står det til på øerne, hvor vandløbene dels lider voldsomt under vandindvinding til storbyernes drikkevandsforsyning – dels mange steder er reguleret og rørlagt til ukendelighed. For slet ikke at tale om de forureninger, der totalt udslettede de oprindelige bestande for mange år siden.

At der så i dag alligevel findes selvreproducerende bestande flere steder, skyldes udelukkende udsætninger af tamfisk fra jyske dambrug. Tamfisk, som har etableret sig og nu producerer vildfisk, omend disse aldrig bliver “oprindelige” i genetisk forstand.

Fiskeringen i ringen

I et brev til foreningssammenslutningen Fiskeringen på Nordsjælland svarer fødevareminister Ritt Bjerregaard på en kritisk henvendelse. Hun skriver blandt andet følgende:

“Danmarks Fiskeriundersøgelser har på baggrund af forsigtighedsprincippet stoppet udsætninger af ørred i saltvand, idet mærkningsforsøg har vist, at ørred udsat direkte i saltvand har en langt større strejfrate end mundingsudsatte fisk.

Når sådanne strejfere vandrer op i tilfældige vandløb i forbindelse med gydningen, kan det give anledning til uheldig påvirkning af de naturlige bestande, bl. a. genetisk forurening. At standse saltvandsudsætningerne må derfor være en rigtig beslutning. Midlerne fra de hidtidige saltvandsudsætninger anvendes i stedet til mundingsudsætninger i en række vandløb. Der er således ikke tale om en reduktion i udsætningsmængderne i 2001″.

Således fødevareministeren, der jo har ganske ret i den sidste sætning, men som overhovedet ikke kommer ind på det mest essentielle, nemlig de dramatiske og allerede nu varslede nedskæringer i udsætningerne for 2002 og 2003. Som jo betyder stop for alle udsætninger direkte på kysten, og som samtidig betyder en halvering af mundingsudsætningerne.

– Hvad skal vi så gøre på Sjælland? Vi kan ikke bare trylle vandløb frem, når hele Nordøst- og Midtsjælland lider under vandindvinding til hovedstadsområdets millionbefolkning?… Lad os dog få en natursynsdebat andre steder end i lukkede udvalg og/eller flere repræsentanter ind. Tak!

Det skriver formanden for Fiskeringen, Kim Holm Boesen, i en leder i det seneste nummer af Fiskeringens medlemsblad. Det sker som svar på oven for citerede brev fra Ritt Bjerregaard, der forsvarer den fremtidige udsætningspolitik.

Resultatet af denne politik vil med usvigelig sikkerhed blive et dårligere fiskeri på Sjælland, der jo ikke råder over ret mange vandløb af en størrelse, som tillader større mundingsudsætninger.

Presser man alligevel en masse små ørreder sammen ved mundingen af mindre vandløb, bliver det dog til stor glæde for skarver og måger, der nok skal vide at holde sig til. Og skarverne er jo blandt Skov- og Naturstyrelsens erklærede yndlinge, så måske det er det, fiskeplejemidlerne i fremtiden skal gå til – fuglefoder?

Jylland – Sjælland: 5 – 1

Hvis det lykkes DFU at slippe afsted med den nye udsætningspolitik, vil der blive penge nok til den fortsatte forskning. Og sjællænderne må vinke farvel til det kystfiskeri, der er blomstret op, siden saltvandsudsætningerne tog fart for en halv snes år siden.

Sjællandsk kystfiskeri vil blive bombet tilbage til stenalderen – til skade for lokale lystfiskere og turisterhvervet, der så småt var ved at få øjnene op for de økonomiske muligheder, der ligger i netop et godt kystfiskeri efter havørred – stærkt inspireret af det fynske “Havørredeldorado Fyns Amt”.

De altid forudseende fynboer har imidlertid taget højde for misbruget af fiskeplejemidlerne, idet man for kort tid siden tog et stort, nyt ørredklækkeri til 17 millioner kroner i brug, så man fremover kan udsætte sine egne ørreder – uanset DFU og Ritt Bjerregaards økologiske tanker.

Fynboerne vil ikke have ødelagt det økonomisk vigtige havørredfiskeri, som de har opbygget siden 1990, af naturromantiske holdninger hos ansvarlige myndigheder, der har fået genetik på hjernen.

Sjælland går til gengæld en sort tid i møde, mens jyderne scorer kassen i form af en uforholdsmæssigt stor del af fiskeplejemidlerne. Som det fremgik af en tidligere artikel her i Fisk & Fri, fordeler antallet af løste fisketegn sig som følger landet over:

Sjælland: 41.4%
Fyn: 10.6%
Jylland: 47.3%

Som det fremgik af samme artikel i samme blad, er fordelingen af fiskeplejemidlerne imidlertid en helt anden:

Sjælland: 1.266.721 kr.
Fyn: 423.375 kr.
Jylland: 6.441.793 kr.

Sjælland får således kun godt og vel en tredjedel af de penge tilbage, som sjællænderne indbetaler via fisketegnet. På Sjælland går mere end halvdelen af fiskeplejemidlerne til udsætninger direkte på kysten – helt eksakt 54% – mens det i Jylland er mikroskopiske3%.

Fyn får halvdelen af sine betalte fiskeplejemidler tilbage, mens Jylland får op mod det dobbelte retur fra fiskeplejemidlerne – på grund af de mange store ørred- og lakseførende vandløb, der netop findes i Hovedlandet.

Til trods for næsten lige mange betalere på Sjælland og i Jylland får jyderne fem gange så mange fisk som sjællænderne.

Kun jyder i Wilhjelm-udvalget

Det bliver således mere og mere tydeligt: Det er sjællændernes kamp mod jyderne. Og jyderne sidder indtil videre med det længste strå, idet jydsk dominerede Danmarks Sportsfiskerforbund som den eneste landsdækkende organisation af lystfiskere har sæde i Wilhjelm-udvalget.

Sjællandske fiskere er ikke repræsenteret ved det sjællandsk dominerede Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL), som jo ellers er en landsdækkende organisation på lige linje med DSF. Sjællandske lystfiskere er således ladt helt i stikken, og det ses med al ønskelig tydelighed af Wilhjelm-udvalgets anbefalinger til fremtidens fiskepleje.

DSF’s opbakning til de reducerede udsætninger fremgår af et notat fra Wilhjelm-udvalget, hvor DSF’s repræsentant gik ind for den nye politik med reducerede udsætninger og selvreproducerende bestande. En politik, der som ovenfor beskrevet ikke skader jyderne nævneværdigt (kun 3% af fiskeplejemidlerne her går til kystudsætninger),men som bliver katastrofal for sjællænderne (hele 54% går til kystudsætninger).

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) anklages nu af Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) for at være en samling religiøse fanatikere ude af trit med virkeligheden.

Det er næsten 40 år siden, at IØ – som de første herhjemme – gik i gang med en målrettet fiskepleje af Isefjorden. Med det resultat, at fjorden i dag er et af landets absolutte hotspots for havørredfiskere – endda indenfor bekvem rækkevidde af hovedstadens mange fiskere. Et åndehul for storbyboerne, der her har en reel chance for at fange fisk og få sig en god oplevelse i naturen.

Åbent brev til DSF

IØ har således 40 års praktisk erfaring med udsætning af ørreder i saltvand. Og rigtigt gode resultater som dokumentation. I et åbent brev fra IØ til DSF skriver formanden Thomas Sørensen blandt andet følgende:

“Vor tids fiskeribiologer åbenbarer nogle teorier, der vanskeligt forenes med IØ’s erfaringer. Biologernes raceteorier grænser til det religiøse – det sekteriske – for eller imod racehygiejne. Men er der ikke overensstemmelse mellem teori og praksis (virkeligheden), så er teorien forkert. Det er logik.

Virkeligheden er ikke abstrakt, men reel. Hvilken dokumentation bekræfter, at biologernes raceteori er holdbar i forholdet naturlig gydning og opdrættede moderfisk?

IØ modtager gerne belæring, men det skal være en belæring, der tager udgangspunkt i de sjællandske forhold. Vi har jo ikke vandløb, der kan masseproducere havøredsmolt, men måske skabe fiskemuligheder ved udsætning af hurtigvoksende havørredsmolt.

Så hvorfor lægge dambrugsfisk for had? Det oser langt væk af religiøs fanatisme, når Forbundets naturvejleder Kaare Manniche Ebert i MV 27 skriver:

“Vilde fisk – som kan kendes på de uskadte finner – er meget mere værd end dambrugsfisk”. Og videre:

“Udsætning af dambrugsfisk – som næsten altid kan genkendes på de beskadigede finner – er en ringe erstatning for gode vandløb og vilde fisk.”

Manipulerende, tendentiøst og udokumenteret vrøvl. Naturvejleder eller -vildleder?

Det er uhyre sjældent, at vi på Isefjorden ser en havørred med finnefejl. Det er ikke Put & Take regnbueørred. Hensigten helliger åbenlyst midlet. Hvem har set en lystfisker genudsætte en ørred med finnefejl?

Respekten for naturvejlederen fik yderligere et knæk, da han – som den første – foreslog, at 21.000 stk. havørredsmolt til en pris af 66.000,- kr. skulle sættes ud i Lammefjordens søndre afvandingskanal. En langsomt flydende kanal spækket med gedder. Kendt som geddevand.

Kaare Manniche Ebert giver udtryk for, at dambrugsfisk er en ringe erstatning for vilde fisk, men som geddefoder er de efter hans mening acceptable, med eller uden finnedefekter. Hvornår er det blevet Forbundets fiskeplejepolitik at fodre gedder med kostbar havørredsmolt?”

Boykot af fisketegnet?

Såvidt Isefjordens Ørredsammenslutning. Kim Holm Boesen, der som nævnt er formand for Fiskeringen, skriver i før omtalte leder følgende:

“Under en razzia i St. Bededagsferien og Kr. Himmelfartsdag blev der kontrolleret 1.011 lystfiskere. 127 havde ikke købt fisketegn, hvilket svarer til ca. 12,5%.

Og jeg må indrømme, at efter et sådant svar fra fru Ritt Bjerregaard har jeg dyb sympati for de 127, der må hoste op med 400 kr. i bøde – man kan faktisk betragte det som civil ulydighed. Ja, jeg ved godt, at det sikkert ikke var et bevidst fravalg, men at høre fra lystfiskeriets minister, at det er godt, at DFU vil nedskære udsætningerne i 2002 og 2003, ja, det får mig til at sidde med en meget besk smag i munden.

Og nej, jeg finder ikke, at DFU’s mærkningsforsøg for “mine” penge “sikrer fisk i vandet”. Tværtimod sikrer forskningstilskuddene, at der ikke som hidtil er overskud af fisketegsnmidler til overførsel fra et år til det næste – kassen er godt og grundigt drænet af DFU. “Respekt” for en institution, der kan opnå en så høj ekstern finansiering vha. midler, der faktisk var øremærket til bestandsophjælpning.

– Hvem er det nu lige, der fastsætter udsætningsbehovet?

Landsforbundet Danske Lystfiskere

LDL har heller ikke ligget på den lade side i spørgsmålet om de reducerede udsætninger og den nye form for fiskepleje. De får derfor sidste ord her:

“I Landsforbundet “Danske Lystfiskere” har vi i den forløbne del af året haft det indtryk, at de påtænkte nedskæringer i ørredudsætningerne – både dem, der var planlagt for i år (men ikke helt kom til udfoldelse takket være de mange protester) samt for de kommende år – alene skyldtes et ønske om besparelser på fisketegnsmidlerne til fordel for diverse andre formål.

Men efter at have modtaget nogle oplysninger om, at et regeringsnedsat udvalg, Wilhjelm-udvalget, udøvede et kraftigt tryk for i realiteten at stoppe udsætning af ørreder, har vi nærmere undersøgt, hvad dette udvalg egentlig bedriver – hidtil i relativ sikkerhed imod, at en større offentlighed får indblik i arbejdet.

Vore undersøgelser resulterede i en skrivelse, der 11/7 blev tilsendt de mest involverede ministerier samt partierne i Folketinget, og hvor vi imødegår udvalgets luftige argumenter og ringe kendskab til ørreders adfærd, som desværre danner baggrund for den citerede anbefaling fra udvalget, hvad angår fremtidige ørredudsætninger.

Som enhver med lidt kendskab til området kan se, lukkes der – trods den smukke formulering – reelt for fortsatte udsætninger i langt de fleste vandløb, det være sig såvel mundingsudsætninger som udsætninger længere oppe i vandløbene. Det står også klart, hvad udvalget forestiller sig de sparede fisketegnspenge brugt til, nemlig vandløbsforbedringer og forskning i genetik.

I LDL erkender vi behovet for at “lappe” på de danske vandløb efter Hedeselskabets mishandlinger, men disse fortidens synder skyldes ikke lystfiskerne, og det må være en samfundsopgave at få rettet op på. Vi må også vende os imod, at lystfiskernes penge bruges til forskning i genetik (se nærmere argumentation i den vedlagte skrivelse),og det virker noget betænkeligt, at gamle ideer om “racehygiejne” ser ud til at have medvind foreløbig dog kun, hvor det drejer sig om fisk!”

Således Bjørn Larsen, der er formand for Landsforbundet Danske Lystfiskere.

Pure Fishing

En ny grejgigant har set dagens lys ved en fusion. Navnet på den nye gigant kunne ikke have været valgt bedre. Hos “Pure Fishing” drejer alt sig nemlig om fiskeri!

Et antal af verdens ubestridt fineste produkter og produktnavne er nu samlet under ét i paraplyorganisationen “Pure Fishing”. Alene navnet viser, at her drejer det sig om fiskeri og kun fiskeri.

Tidligere havde en mindre del af sortimentet været samlet under en organisation ved navn “OTG” – “Outdoor Technologies Group” – men det fandt ledelsen var en lidt for bredt favnende betegnelse. Derfor skiftede man navn til “Pure Fishing”, da man fik yderligere et antal fiskeprodukter under sine beskyttende vinger.

Berkley

Det hele startede med amerikaneren Berkley Bedell, som grundlagde firmaet Berkley i Spirit Lake, Iowa, USA i 1937.

Til de mest kendte Berkley produkter hører de klassiske og verdensberømte Trilene nylonliner, den nye og totalt elastiske FireLine samt PowerBait agn og Lightning stænger.

“En af de vigtigste årsager til firmaets store succes gennem årene har været, at jeg kunne omgive mig med folk, for hvem fiskeri ikke blot var en hobby, men en passion. Folk, som var dedikerede til at skabe nyt og bedre fiskegrej.”

Sådan sagde grundlæggeren Berkley Bedell engang i et interview. Sønnen Tom Bedell, som i dag driver firmaet videre og som nu står fadder til “Pure Fishing”, supplerer sin far med følgende:

“For os er fiskeri mere end bare forretning. Det er en lidenskab, vi alle deler. Det handler om naturen, livet i vandet, spændingen ved hvert et nyt kast og samværet med familie og venner.”

Siden sønnen tog over, er der brugt kolossale pengesummer på at udvikle nyt endegrej – nye kunstagn, som alle har en videnskabelig baggrund.

“PowerBait” er i dag et verdenskendt produkt, som er udviklet specielt til fiskeri efter laks og ørreder. I tilgift hertil kommer en lang række jigs og woblere, der alle er kommet til verden på samme vis – i testtanke fyldt med “smagsdommere” i form af forskellige fiskearter. Intet overlades således til tilfældet her.

ABU Garcia

Svenske Abu Garcia drev i nogle år omkring på verdenshavene – med skiftende ejere og skiftende strategier. Men blev så for nogle få år siden opkøbt af Outdoor Technologies Group og dermed en integreret del af OTG. Pludselig rådede man over en af verdens absolut førende hjulproducenter – med verdenskendte produkter som Ambassadeur multihjul og Cardinal fastspolehjul.

Glemmes skal heller ikke klassiske kunstagn som “Toby” blinket, “Droppen” spinneren og “Hi-Lo” wobleren, der alle fanger lige så godt i dette årtusinde som i det gamle, hvor de blev udviklet og søsat for første gang.

Det var et sandt guldæg for den amerikanske koncern, som straks satte i gang med at udvikle de kostbare “Suverän” og de lidt billigere “Center Drag” hjul, der på afgørende vis brød med traditionerne. Så selv om Abu Garcia i dag har såvel hjul som stænger på programmet, er hjulene helt klart det stærkeste kort.

Med Abu Garcia på hjulsiden og Berkley/Fenwick på stangsiden er “Pure Fishing” mere end godt kørende. Ganske naturligt – som en del af samarbejdet i “Pure Fishing” – laver Berkley en del af Abu Garcia’s dyrere stænger.

Fenwick

Præcis omvendt forholder det sig med Fenwick, som ligeledes blev opkøbt – efter nogle lidt magre år, hvor man ikke så meget til dette gamle hæderkronede mærke, som i 1970’erne revolutionerede fluefiskeriet ved som de første nogensinde at lancere serieproducerede fluestænger i kulfiber. De nu så berømte “HMG” stænger, hvis navn stadig bæres af en serie Fenwick stænger.

Fenwick er i dag både stænger, hjul og øvrigt tilbehør af høj klasse, men det er stadig stængerne, der er de bærende produkter. Her sidder man inde med en know-how, der næppe findes bedre andetsteds i branchen. En viden, der regelmæssigt resulteter i banebrydende nyheder – senest i form af “Techna AV” stængerne, der bruger en unik blanding af kulfiber og kevlar til fremstilling af superlette og samtidig råstærke stænger.

Fenwick fremstiller i dag ikke kun high-end stænger til fluefiskeri, men tilbyder også en lang række fremragende stænger til kræsne spinnefiskere og havfiskere. Nyt til 2000 er relanceringen af Fenglass stænger i ren glasfiber – med de fordele, som kun glasfiber har: Smidighed og elasticitet. Ikke mindst til korte fluestænger og spinnestænger i den lette ende er glasfiber stadig et fornemt stangbygningsmateriale.

Mitchell

Enhver lystfisker med nogle årtier på bagen kender til de franske Mitchell hjul. Fransk teknologi, når det er bedst. Som tilfældet var med både Abu Garcia og Fenwick havde også dette mærke ligget ganske underdrejet i en hel del år.

Det er der blevet ændret på med indlemmelsen i “Pure Fishing”. Der er atter sat penge af til produktudvikling og markedsføring af de nye produkter. Den klassiske 300-serie, som er verdens mest solgte fastspolehjul nogensinde, vil vi dog også se i butikkerne og ved vandet i årene fremover. Den så dagens lys allerede i 1948 og rundede i 1990 30 millioner solgte eksemplarer. Verdens suverænt mest solgte fastspolehjul!

Nyt for år 2000 er “Nautil” fastspolehjulene, som er verdens første certificerede og 100% vandtætte hjul. Nyt er ligeledes et spolekoncept, hvor man ikke spoler ny line på sit hjul. I stedet køber man blot en ny spole fyldt med line. Keine Hexerei.

Red Wolf

“Red Wolf” er et produktsortiment mere end et firmanavn. Red Wolf kom til verden, da mange grejforretninger verden over efterspurgte billige produkter af en hæderlig kvalitet – så man kunne få såvel de dyre Berkley, Abu Garcia og Fenwick produkter samt “low end” grej fra samme sted.

Det tog “Pure Fishing” til efterretning og kan i dag tilbyde et stort sortiment af prisbilligt fiskegrej til den mere lejlighedsvise fisker. Ham, som ikke vil investere en formue i dyrt grej, når han måske kun fisker lidt i ferien sammen med familien.

Spiderline

“Spiderline” er nogle af de første uelastiske PE-liner eller superliner – dertil de eneste, som er fremstillet af højteknologiske Spectra-fibre.

Der findes to versioner, nemlig den flettede SpiderLine “Braid”, som er verdens ubestridt stærkeste line i forhold til tykkelsen. Og så SpiderLine “Fusion”, hvor de i tusindvis af parallelle fibre er kemisk bundet sammen. Det giver en lidt svagere line, som dog er mere smidig og derfor egner sig bedre til brug på fastspolehjul.

Seneste skud på stammen er SpiderLine “Supermono”, der – som navnet i sig selv fortæller – er en monofil nylonline. Men en line med meget fint afbalancerede egenskaber, som mange spinnefiskere i USA og Canada allerede har taget til sig.

Spidercast

“Spidercast” produkterne er et naturligt resultat af succesen med Spiderline. Man ville fremstille en serie stænger og ikke mindst hjul, som var og er optimeret til brugen af de nye og meget uelastiske PE-liner.

Det er blevet til en mindre serie multihjul, fastspolehjul og stænger – ofte udviklet og fremstillet i samarbejde med franske Mitchell, som også var med i samme koncern før indlemmelsen i “Pure Fishing”.

Johnson

“Johnson” er nok det i Europa mindst kendte produkt under “Pure Fishing’s” beskyttende vinger. Vi europæere forbinder primært Johnson med navnet på amerikanske påhængsmotorer, der har været på markedet i rigtig mange år. Men i USA er navnet ligeledes synonymt med en serie indkapslede fastspolehjul, som er uhyre populære på hjemmemarkedet.

Johnson’s første indkapslede fastspolehjul så dagens lys i 1950 og kan således i år fejre 50 års jubilæum. Hjulene, der primært henvender sig til unge og/eller lejlighedsvise fiskere, er solgt i millioner i USA og Canada.

Det samme gælder firmaets stadig meget sælgende “Silver Minnows” – et af verdens første seriefremstillede og grødesikrede blink. Et blink, der har hele 80 år på bagen – samt flere fisk, end nogen kan forestille sig.

Coleman

Enhver, der har fisket og campet på den anden side af dammen – i Nordamerika – vil have stiftet bekendtskab med navnet “Coleman”. Det står der nemlig på en meget stor del af alle benzin- og gasbrændere, der bruges til madlavning i felten.

Mindre kendt er det, at navnet også bruges til kanoer og en del færdige fiskesæt i den billigere ende af skalaen. For amerikanere er navnet “Coleman” således indbegrebet af outdoor life!

Kørekort til speedbåd

Ifølge de nye regler skal førere af hurtige motorbåde nu aflægge prøve på deres sømandsskab. – Men hvem skal op til prøve, og hvad kræves der ved den nye sejlprøve?

Motorbådene er blevet større og hurtigere i de seneste år. Samtidig har vi oplevet en håndfuld ulykker, hvor unge mennesker er kommet galt afsted eller har forvoldt skade på andre på grund af hensynsløs sejlads.

Således blev en enkelt politimand ved Kysing Næs syd for Århus vædret i sin lille sejlbåd af en stor amerikansk speedbåd – ført af en håndfuld unge, som havde lånt fars speedbåd uden at have det mindste kendskab til sejlads. Den ulykke blev optakten til den nye sejlprøve, som blev indført.

Hvem skal have kørekort til speedbåd?

– Ét er som bekendt søkort at forstå – et andet skib at føre. Det vidste allerede Ludvig Holberg, da han skrev “Den Politiske Kandestøber” for mange år siden. Men nu er det altså mere aktuelt end nogensinde – i hvert fald for dem, der ifølge den nye bekendtgørelse skal op til en sejlerprøve for motorbådsførere.

Det har siden 1999 alle nybegyndere skullet, der aldrig tidligere har sejlet motorbåd. Og det skal fra juni 2002 også de, der ellers har sejlet motorbåd i flere år. Alle skal de nu dokumentere, at de er i stand til at føre motorbåd på forsvarlig vis. Hvis de vel at mærke har en motorbåd, der i størrelse og motorkraft hører ind under de nye definitioner for speedbåde.

Der er allerede på nuværende tidspunkt faldet bøder for manglende kørekort til speedbåd. Det koster kr. 3.000 at blive taget uden kørekort – den første gang. Bliver man taget anden gang, lyder bøden på kr. 5.000. Så der kan hurtigt blive penge at spare ved at tage det lovpligtige kørekort!

Hvor stor og hurtig skal båden være?

Der har hersket en del forvirring omkring netop definitionen på en speedbåd, og derfor skal retningslinjerne trækkes op her:

Det er ikke umiddelbart bådens størrelse eller motorkraft eller hurtighed, der er afgørende. Det er mere kompliceret end som så. Således lyder reglerne fra Søfartsstyrelsen, at der kræves førerbevis til speedbåd, dersom “bådens motorkraft i kilowatt (kW) er lig med eller overstiger det tal, der fremkommer, når man ganger bådens længde med sig selv og lægger 3 til”.

Et par konkrete eksempler vil nok gøre det lettere at forstå denne mildest talt kryptiske definition på en speedbåd. I den forbindelse skal man vide, at 1 kW = 1,36 HK.

Er båden f. eks. 4 meter lang, kræves der førerbevis, dersom motoren er større end 4 x 4 = 16 + 3 = 19kW = 25,84 HK

Er båden f. eks. 5 meter lang, kræves der førerbevis, dersom motoren er større end 5 x 5 = 25 + 3 = 28 kW = 38,08 HK

Er båden f. eks. 6 meter lang, kræves der førerbevis, dersom motoren er større end 6 x 6 = 36 + 3 = 39 kW = 53,04 HK

Den blandt danske småbådsfiskere meget gængse og populære kombination af en 5 meter lang båd forsynet med en 50 HK motor er således et pænt stykke over grænsen og kræver derfor ubetinget, at man aflægger sejlprøve til motorbåd. Ellers kan man geråde udi store problemer i eventuelle forsikringssager.

Hvad skal man kunne for at bestå prøven?

Primært drejer det sig om at dokumentere, at man som fører af en motorbåd har kendskab til de gældende søfartsregler. At man kender til de basale undvigemanøvrer og almene regler for færdsel på søterritoriet. Samtidig skal man dokumentere, at man kan lægge til og fra i en havn på betryggende vis – både for sig selv og for andre.

Til gengæld skal man ikke dokumentere noget kendskab til navigation og brug af søkort eller elektroniske hjælpemidler såsom navigator, ekkolod, VHF radio eller andet. Søfartsstyrelsen forventer helt enkelt, at motorbådssejlerne aldrig kommer så langt til havs, at de ikke længere har landkending.

Som kystnær småbådsfisker gennem et kvart århundrede kan jeg imidlertid genkalde mig et stort antal tilfælde, hvor jeg ikke kunne se skyggen af land – trods en relativt kort afstand…

Men det primære formål med det nye førerbevis er altså at højne sikkerheden for andre sejlere. Sekundært også for bådføreren selv.

Ring til Søfartsstyrelsen på tlf. 39 17 44 00 og få oplyst, hvor der afholdes kurser i og prøver til det nye speedbådskørekort. Eller check det på styrelsens hjemmeside www.sofartsstyrelsen.dk

Elmotorer

Elektriske motorer er tyste og miljøvenlige. Derfor vil vi givet se meget mere til dem i fremtiden. Men der er meget stor forskel på elmotorer. Det kan du læse om i denne artikel.

“Den tyste revolution” er de blevet kaldt. Og i mange år har de været standarden på amerikanske bass-både, som færdes på de store og ofte lavvandede bass-søer i USA.

El-motoren er på det nærmeste lydløs, når den summer afsted gennem vandet – ofte trækkende båden efter sig, da den i regelen er monteret som hjælpemotor forrest i båden. Kun sjældent bruges den som hovedmotor og da kun på mindre både.

El-motoren har både fordele og ulemper sammenlignet med en konventionel benzinmotor. Lydniveauet er naturligvis helt uden konkurrence, når det gælder fiskeri på søer, hvor alle skal kunne være – fugle og ikke-fiskere inkluderet. Og driften er rasende billig – i hvert fald med de nuværende priser på elektricitet.

Til ulemperne hører, at drivkraften er et eller to meget tunge batterier, som ikke er så nemme at slæbe rundt med, når de skal til og fra båden. Opladningen tager også væsentligt længere tid end en optankning. Endelig er der meget klare grænser for såvel kraft som rækkevidde.

Én ting er dog sikker: Man bør holde sig fra de mindste el-motorer, der typisk har et propellertryk (“thrust”) på omkring 20 engelske pund (lbs.). De har ganske enkelt kun kræfter nok til at skubbe helt små pontonbåde og kanoer, når det ikke blæser. I stedet bør man vælge motorer med et propellertryk på 30 lbs. og opefter – alt efter bådens størrelse og den mængde strøm, man råder over.

12, 24 eller 36 volt?

El-motorer fås idag til enten 12, 24 eller 36 volt. De sidstnævnte kræver henholdsvis to og tre batterier, hvilket naturligvis gør både transport og opladning noget besværlig. Og man får ikke dobbelt så megen kraft ud af 24 volts udgaven, ejheller tre gange så meget ud af 36 volt.

Har man en større båd, vil en 24 volts el-motor med et propellertryk på 40-60 lbs. være at foretrække, men så dræner man også sine batterier på kort tid. Typisk har el-motorer et strømforbrug på 30-40 ampere i timen ved fuld fart, hvilket dræner et 75 amperetimers batteri på to timer. Til normalt brug – trolling ved lav fart – har man dog i regelen strøm nok til en hel fiskedag.

Man skal være klar over, at almindelige bilbatterier – som er de billigste – ikke egner sig ret godt til moderne el-motorer. De kræver såkaldte “Deep Cycle” batterier, som er væsentligt dyrere – typisk dobbelt så dyre som almindelige bilbatterier. Men det, man må investere ekstra i sammenligning med en almindelig benzinmotor, sparer man hurtigt under driften, hvor en opladning kun koster få kroner. Det får man ikke meget benzin for…

Specielt beslag til ekkoloddets transducer, som så kan monteres nederst på elmotoren.

Man skal være klar over, at 99% af verdens el-motorer fremstilles til brug på de amerikanske ferskvandssøer. De er derfor ikke fremstillet i materialer, der tåler saltvand.

Derfor laves der i dag specielle serier af el-motorer, som udelukkende er beregnet til brug i saltvand – fremstillet med komponenter i rustfrit stål, marinealuminium og messing med mere. De holder, men koster til gengæld også meget mere. Til danske småbåde er det disse motorer, der er fremtiden.

MinnKota’s Vector har 3X forstærkning af styringen

El-motorer er uden tvivl en del af fremtidens miljøvenlige påhængsmotorer – som hoveddrivkraft på mindre joller, kanoer og pontonbåde. Og som hjælpemotor på større både. Men de har altså deres klare begrænsninger, som man må kende til for at få det fulde udbytte af dem.

Johnny FISKER – og ikke kun for sjov!

Læs beretningen om en kreativ dansk lystfisker, hvis produkter har haft og stadig har betydning for fluefiskere over den ganske verden.

Jeg mødte ham første gang under mine tidlige studieår i Århus. Bevares, studiet krævede da megen tid, men det gjorde lystfiskeriet så sandelig også. Og med regelmæssige mellemrum stødte jeg på en fyr i en gammel Volvo fyldt med fjer fra Maos røde Kina!

Det var Johnny med det velklingende og meget passende efternavn “Fisker”. Johnny læste til cand. oecon på universitetet i Århus, og han finansierede sine studier ved at importere og videresælge fjer til fluebindere over det ganske land. Ind imellem fik han dog også tid til at fiske lidt havørreder ved de danske kyster og laks i de norske elve.

3M og frem

Men det skulle ikke blive ved det. Johnny havde nemlig masser af ideer og fik efterhånden også indsigt i produktudvikling og markedsføring. Da han blev færdig på universitetet i ’78, hev han teltpælene op og flyttede til Sjælland, hvor han har boet lige siden. I dag med hustru, 3 drenge og hund.

Årsagen var et job i salgs- og marketingafdelingen hos amerikanske 3M – ja, dem med fluelinerne. Det var dog i “Automotive” divisionen, der solgte forskellige produkter til bilbranchen.

Hos 3M mødte Johnny en nordmand ved navn Thorsen. Thorsen havde gang i fremstillingen af de første skum -flueæsker til 3M og inspirerede Johnny til at igangsætte en videreudvikling. Det resulterede i de en overgang så velkendte “Danica” flueæsker med skumindlæg. Korrosionsbestandige og dermed perfekte til dansk kystfiskeri.

Men det var nu på eksportmarkedet, at flueæskerne for alvor havde vind i sejlene. Ikke mindst USA aftog efterhånden rigtig mange af de danskfremstillede plastæsker.Nogle af verdens mest kendte firmaer som Orvis, Cabela, L L Bean og Dan Bailey med flere blev mangeårige kunder.

– Det første værktøj kostede 160.000 kroner, – det andet ligeledes. – Og det tredje var dyrere endnu, husker Johnny tilbage. – Der skulle sælges ret mange flueæsker for at få det til at løbe rundt!

Men det løb rundt. Endda i et sådant omfang, at Johnny blev en holden mand, da han i august for nu tre år siden solgte produktionen af plastæskerne til en dansk plastproducent. Han satte selv prisen – og fik den.

Årsagen til salget var en artikel i Dagbladet Politiken, hvor man portrætterede en dansk virksomhed, der alene levede af at eksportere til udlandet. Artiklen blev læst af interesserede investorer, der tog kontakt og bød på produktionen.

Pengene fra dette salg blev startskuddet til nye produkter. For ideer havde Johnny stadig nok af. De skulle blot realiseres, og nu var pengene der således.

I flere år havde Johnny Fisker arbejdet på et udvikle et førsteklasses fluestik sammen med sin svoger Thorkild Damm i Århus. Det var det nu hedengangne “Dan-Vice”, som med sine parallelle kæber holdt krogen urokkeligt fast under fluebindingen. Det gør de nu stadig – i hvert fald hjemme hos mig, hvor der stadig bliver bundet fluer på det fornemme stik.

Men en konkurrent i Århus kopierede ideen – med iværksætterydelse fra den danske stat – og dermed var det slut med den fidus. Johnny besluttede at nedlægge produktionen og satse på andre og mere lukrative produkter.

ATH Design

En spændende mulighed opstod, da den hollandske hjuldesigner og – producent Ari’t Hart gik konkurs for tredje eller fjerde gang med sit firma ATH. Johnny stod klar i kulissen og købte/overtog konkursboet – med tegninger, design og retten til at producere videre under det i seriøse fluefiskerkredse velkendte navn.

Det blev starten på “ATH Design”, som i dag har til huse i Århus, hvor svoger Thorkild nu er fuldtids på projektet. Thorkild er en engageret fluefisker, som med 25 års erfaring inden for maskiner og metal allerede havde konstrueret adskillige fluehjul til sig selv og sine venner.

Thorkild regner med, at årsproduktionen af ATH hjul fra Århus fremover vil ligge på godt 2.000 hjul, der typisk vil blive solgt til priser mellem 2.000 og 3.000 kroner.

De nye Århus modeller bliver stadig bygget ud fra samme grundlæggende design som de oprindelige ATH hjul. De vil således i videst mulig udstrækning bibeholde det unikke design, som Ari’t Hart gav dem fra fødselen i Delft, Holland.

Hertil hører en overdimensioneret énvejs skivebremse, som er integreret i den tykke spoleaksel via et kostbart envejs-nåleleje. Et bagstykke, som i flere tilfælde er minimeret til en let trekantet plade. Samt en karakteristisk ring af rustfrit stål, der effektivt beskytter aluminiumsspolen mod stød og slag.

Alle dele er fræset ud af massiv aluminium, som siden poleres og overfladebehandles, alt efter formålet. ATH hjul består således udelukkende af maskinfræsede metaldele, som skrues sammen. En konstruktion, som er dyr i fremstilling, men som samtidig sikrer noget nær ubegrænset levetid. Alt kan udskiftes og repareres, hvis det skulle blive nødvendigt.

Thorkild Damm har lagt produktionen af enkeltdele ud til en håndfuld danske underleverandører, som hver især er specialister på netop deres felt. Stumperne ankommer således til Århus, hvor Thorkild i dag selv samler de allerfleste ATH hjul.

Men der bliver også tid til at udvikle nye fluehjul. Til de mest imponerende hører “Salmon” og “Seatrout” hjulene med dobbelt bremsesystem. Hjul, der skal ses og opleves for helt at forstås. Dansk design i absolut verdensklasse.

Tilbage til plasten

Men er ATH metal og atter metal, så havde Johnny dog stadig en forkærlighed for plasten og dens mange muligheder. Det er der siden kommet to helt nye produkter ud af. Dels et nyt og meget avanceret fluestik ved navn “Innovation Cam” – dels det prisbillige “”CompO” fluehjul.

“Innovation Cam” tager over, hvor det gamle Dan-Vice stoppede. Begge spænder de med parallelle kæber, men i tilgift hertil har Innovation Cam fuldt roterbare kæber, hvor fluen roterer helt om sin egen akse. Det er noget, som muliggør spændende nye teknikker, hvilket der sågar er lavet en hel video om!

Innovation Cam har naturligvis stadig kæber af hærdet stål, men består ellers i meget høj grad af støbte plastkomponenter. En kombination, der gør det muligt at fremstille et avanceret og holdbart fluestik til en rimelig pris.

Innovation Cam er da også blevet et stort hit i USA, hvor ikke mindst store postordrefirmaer som Cabela’s og Orvis med flere var hurtige til at tage de danske stik til sig. Pudsigt nok selvsamme Cabela’s, hvor Johnny tyve år tidligere selv købte sin allerførste flydering!

På hjulsiden lykkedes det efter stort forarbejde at udvikle et superstærkt storspole fluehjul helt i avancerede plast-compositter – kun med metal i bøsningen. “CompO” hjulet, der i dag fås i to størrelser, blev da også et øjeblikkeligt hit. Prisen var rigtig og designet helt i takt med tiden – med bred spole som den klare trend. Med alle de fordele, det nu engang medfører – hurtigere indtagning, mindre hukommelse etc.

CompO er herhjemme slået an som det helt rigtige valg til dansk kystfluefiskeri efter havørred. Størrelsen er rigtig og konstruktionen helt saltvandsbestandig. Da prisen samtidig er så lav, som tilfældet er, kan man snildt få råd til et hjul til hver enkelt line, man måtte have brug for.

Visioner for fluefiskere

Johnny Fisker er i de seneste år gået sammen med det finske firma OPM om udviklingen af en hel serie fluegrej til den kræsne fluefisker, der ikke vil betale ublu priser for grej fremstillet i USA eller England. Men som alligevel ikke vil gå på kompromis med kvaliteten.

Resultatet af dette samarbejde er blevet produkter, der markedsføres under varemærket “Vision”. Ikke mindst syd for den danske grænse er Vision fluestænger og fluehjul blevet populære, mens vi i Danmark nok ser mest til de udfræsede storspolehjul, der trods høj kvalitet kan sælges til fornuftige priser.

Johnny fortæller begejstret, at vi snart vil få en række helt nye fluestænger at se, som er fuldt på højde med de bedste amerikanske. Men som alligevel kun koster det halve.

De nye fluestænger er fremstillet på japanske klinger, og netop japanerne er jo kendt for deres uhørt strenge kvalitetskrav, når det gælder grej til fluefiskeri. Det japanske hjemmemarked er nemlig ikke blot uhørt købedygtigt – det er også uhørt krævende med hensyn til kvalitet, finish og detaljer.

Blandt nyhederne er en serie tohåndsstænger, som under testforløbet imponerede selv svorne Sage tilhængere – men bare til den halve pris.

Ud over stænger og hjul til kræsne, men prisbevidste fluefiskere fremstiller Vision også beklædning specielt til fluefiskere. Det sker i samarbejde med mærket “Geoff Anderson”, som vi kommer til – blot tilpasses modellerne, så de optimeres til netop fluefiskere og fluefiskeri.

Geoff Anderson

Det var utilfredshed med egne vadejakker, der førte til skabelsen af “Geoff Anderson” mærket. Johnny Fisker og hans fiskekammerater mente helt enkelt, at det kunne gøres bedre.

Og som sagt så gjort. Efter en del arbejde med research og design kom så et helt nyt tøjmærke – “Geoff Anderson” – til verden. Først med nye vadejakker helt efter Johnny’s egen smag og ønsker, der tilsyneladende også matchede med mange andre lystfiskeres. I hvert fald vandt de hurtigt indpas blandt danske kystfiskere. Og siden med et helt nyt sortiment beklædning til udendørs brug.

Først kom der teknisk beklædning til brug på bjergklatring, fjeldvandring og fisketure. Dernæst gik man ind på det stærkt ekspanderende marked for beklædning til tropisk og subtropisk klima – eller dansk sommervej, for den sags skyld. I det hele taget specialiseret beklædning til aktivt udendørs brug.

Overraskende hurtigt fik navnet “Geoff Anderson” etableret sig på et marked, der ellers bugner af andre kvalitetsprodukter. Men i regelen til helt andre priser end dem, som Geoff Anderson kan sælges til. Ofte sågar det dobbelte.

Med den nye produktlinje havde Johnny Fisker således fundet frem til en helt ny niche – en helt ny gruppe af pris- og kvalitetsbevidste forbrugere.

De nære ting

Johnny Fisker har dog ikke glemt, hvor det hele startede – med fjer fra Fjernøsten. Derfor investerede han undervejs i det nu velkendte firma “Swan Products”, der leverer førsteklasses fluebindingsmaterialer til grejbutikker i mange lande. Et firma, der holder til i Esbjerg.

Fluebindingsdelen er dog i dag solgt fra og er nu et belgisk firma med nær tilknytning til Swan, der nu fungerer som grossist med salg af produkter fra Vision, Teeny og Airflo med flere.

Johnny selv bor i dag i Tåstrup – trods sin jyske oprindelse. Som alle travle forretningsmænd får han ikke tid til at fiske så meget, som han gerne ville, men noget bliver det dog til.

Ofte snupper han sig et par timers morgenfiskeri i Ishøj havn, hvor det i høj grad er aborrerne, der må holde for – ind imellem sågar også havørreder på både 5, 6 og 7 kg. Eller han tager flyderingen med til Tempelkrogen, hvor det er Isefjordens havørreder, fiskeriet gælder.

Fiskeriet fra flydering holder han meget af og har dyrket intensivt i snart tyve år. Strækket ved Strøby er et yndet forårssted, hvor Johhny har fået flotte overspringere på op til 8,2 kg!

Men som eksportør af friluftsbeklædning og fiskegrej kommer Johnny naturligvis også lidt omkring i det store udland. Mest til USA, hvor der hvert år afholdes en stor messe udelukkende for producenter og forhandlere af fluegrej.

I forbindelse med disse messer bliver der også lejlighed til at teste grejerne under praktisk fiskeri. Flere gange har det været floden San Juan i New Mexico, der måtte holde for – med hidsige regnbuer på op til 8 lbs. taget på str. 24 fluer og 0.12 forfang.

Da dur kun det bedste fluegrej. Og det laver Johnny som beskrevet selv!