Forfatterarkiv: Steen

Vandprøver kontra faunaundersøgelser

Da det i foråret viste sig, at der løb forurenet vand fra Nordic Waste fabrikken ved Ølst Bakker syd for Randers og direkte ud i Alling Å, var det i starten vanskeligt at få opmærksomhed omkring sagen.

Det var svært overhovedet at påvise nogen forurening, når nu myndighederne ikke rutinemæssigt havde taget vandprøver og tilsyneladende heller ikke ønskede at gøre det.

Da der endelig blev taget regulære vandprøver, turde prøvetagningsfirmaet ikke selv konkludere på resultaterne. Der stod jo såvel lokale arbejdspladser som måske kommende arbejdsopgaver på spil.

Problemet er forståeligt nok, hvilket denne lille artikel søger at belyse. Vandprøver er nemlig svære at blive kloge af – specielt da i strømmende vand som her Alling Å.

Når man skal undersøge vandkvaliteten i et vandløb – enten periodisk eller efter en akut ulykke – kan det gøres på to måder:

Man kan tage en vandprøve, som siden analyseres af et godkendt laboratorium. Eller:
Man kan lave en faunaundersøgelse, hvilket kan gøres summarisk i felten. Eller udførligt hjemme i laboratoriet.

Begge dele har fordele og ulemper.

Vandprøver

Vandprøver skal tages rigtigt og siden både transporteres og opbevares korrekt.

Vandprøven kan analyseres lige så nøjagtigt, man ønsker eller har råd til. Vandprøven viser overraskende nok kun det, den specifikt analyseres for. Prisen stiger nemlig for hvert delelement, vandprøven ønskes analyseret for, og man er derfor omhyggelig med udvælgelsen af stoffer.

Typisk vil man derfor ty til vandprøver, når man ved, hvad man leder efter. Ikke når man søger i blinde. Det kunne være specifikke giftstoffer fra et akut udslip eller langsomt lækkende tungmetaller. Fra lokaliteter, man allerede mistænker for at lække bestemte stoffer.

Man skal under alle omstændigheder være klar over, at vandprøver fra et vandløb – uanset hvor godt de tages og hvor grundigt de analyseres – altid kun kan give et øjebliksbillede af situationen.

Man skal tage forbehold for, at et akut giftudslip straks føres væk med strømmen – med mindre lækagen står på gennem længere tid. I sidstnævnte tilfælde vil man naturligvis kunne finde spor af de skadelige stoffer, så længe lækagen står på.

Normalt vil det eller de giftstoffer, som forårsagede ulykken, for længst være borte med blæsten. Taget af strømmen og ikke til at spore længere. Den eller de skyldige er derfor som oftest umulige at finde alene ud fra en vandprøve.

Faunaundersøgelser

Faunaundersøgelser fungerer ganske anderledes. De kræver hverken laborant eller laboratorium, men mere tid i felten. Og så koster de langt mindre end vandprøver at analysere. Faktisk kan en rutineret fagmand normalt fælde en ganske præcis dom på få timer.

Moderne faunaundersøgelser kan foretages ud fra de forekommende vandplanter og vandløbsdyr. Mest almindeligt er det at indfange et repræsentativt udvalg af de dyr, der lever på lokaliteten – fortrinsvis insekter og krebsdyr.

Det gøres typisk med en stålketcher, der trækkes gennem vegetationen, og ved simple sparkeprøver, hvor bunddyrene sparkes løs og tages af strømmen. De havner derefter i ketcheren.

De fundne dyr artsbestemmer man så – i felten eller hjemme i laboratoriet – og ud fra de fundne arter kan man herefter i de fleste tilfælde give et ganske godt bud på vandkvaliteten.

De forskellige arter stiller nemlig forskellige krav til såvel vandkvalitet som vandløbskvalitet. Typisk er det iltindholdet, som er afgørende for, hvilke insekter og krebsdyr man finder i faunaprøven. Vandkvaliteten og iltindholdet afspejler sig tydeligt i de fundne dyr og insekter.

Der skelnes groft sagt mellem rentvandsarter og forureningsindikatorer. Man ser på, hvilke arter der findes i prøven, og i hvilke antal de forekommer i. Nogle arters blotte tilstedeværelse er en sikker indikator for stærk forurening. Andre arters antal fortæller mere om vandkvaliteten.

Man kan vælge en kvalitativ vurdering på stedet, hvilket i de fleste tilfælde er fuldt tilstrækkeligt. Eller man kan plotte de fundne dyr ind i mere komplicerede indekser til efterfølgende publicering.

Den afslørende fauna

En simpel vandprøve kan som nævnt aldrig give andet end et flygtigt øjebliksbillede af den vandkvalitet, der var netop ved prøvetagningen. Man vil aldrig kunne tage en ny vandprøve af det samme vand. Det er for længst løbet væk.

En faunaundersøgelse fortæller derfor rigtig meget mere end en simpel vandprøve. De fundne og artsbestemte dyr skal jo kunne leve i vandløbet en hel livscyklus for at forekomme. Enkelte endda to år, hvilket gælder de store majfluer.

Finder man således iltkrævende majfluelarver i sine faunaprøver, da kan man være sikker på, at vandkvaliteten har været tilstrækkeligt god hele året. Og ikke kun på selve prøvetagningstidspunktet.

Mangler der modsat tanglopper i et ellers sundt vandløb med en varieret fauna, da samler mistanken sig straks om tungmetaller i vandet. Hvilket man så kan undersøge specifikt for.

Tungmetaller som kobber er kendt for at hindre tangloppernes mange skalskifter, der er ganske følsomme over for kemisk påvirkning. Tanglopper er året igennem et af de vigtigste fødeemner for vandløbets fisk.

De fleste arter af vandløbsinsekter tåler kun begrænset med okker i vandet. Det udfældes nemlig på dem og kvæler dem. Præcis som okkeret kan udfældes på fiskenes gæller og kvæle fiskene.

Okker er iltet jern, der ofte optræder efter afvandinger, som sænker vandstanden og blotlægger jernforbindelser, der siden iltes. Det rødlige okker udfældes på alle overflader – det være sig vandløbsbund, vandløbsplanter eller vandløbsdyr. Denne udfældning kan kvæle alt højere liv i vandløbet.

Nogle få af de rentvandskrævende slørvinger (herover) har imidlertid så hyppige hudskifter, at de ikke når at blive kvalt af den okker, der normalt tager livet af andre insektlarver med mindre hyppige hudskifter. Og så videre.Forskellige insekter og krebsdyr stiller forskellige krav til deres omgivelser, hvilket afspejles i faunaprøven og indikerer vandkvaliteten.

En erfaren vandløbsbiolog med et stort artskendskab kan fortsætte analysen med en lang række andre vandløbsdyr og til sidst levere en meget præcis beskrivelse af både vandkvalitet og vandløbskvalitet. Henholdsvis de kemiske og fysiske forhold i vandløbet.

Det haster med undersøgelserne

Specifikt for aktuelle Alling Å er det vigtigt, at der hurtigst muligt etableres en fast prøvetagningsrutine nedstrøms jordrensningsanlægget Nordic Waste, der udbygges voldsomt i denne tid.

Faunaprøver taget ved udløbet fra fabrikken i det forgangne forår viste, at der opstrøms udløbet var en sund og varieret vandløbsfauna, der inkluderede såvel majfluer som tanglopper.

Faunaprøver taget nedstrøms udløbet fra Nordic Waste viste som tidligere nævnt en markant mangel på tanglopper. Noget, der straks leder mistanken hen på udledning af tungmetal som kobber fra jordbehandlingsanlægget. Et ikke ukendt fænomen.

Det er vigtigt at få fastlagt den nuværende tilstand også længere nedstrøms gartneriet, så man har en reference fremover – i tilfælde af de udslip, der med den nuværende miljøgodkendelse synes vanskelige at undgå.

Med mindre der da etableres bygningsværker og befæstede arealer store nok til at tilbageholde de massive vandmængder, som med al sandsynlighed vil komme under fremtidige skybrud. Disse vil ifølge meteorologerne kun blive hyppigere og kraftigere.

Randers Kommune bør naturligvis gennemføre en helt regelmæssig rutinekontrol med vandmiljøet nedstrøms en så oplagt og farlig forureningskilde som Nordic Waste. Der er jo tale om en virksomhed, som behandler mere eller mindre forurenet jord, hvis forureningsgrad ikke altid forekommer vel dokumenteret.

Nordic Waste modtager forurenet jord fra nær og fjern – til rensning eller lokalt deponi. Firmaet skaber lokale arbejdspladser og tjener gode penge på denne “nyttiggørelse”, hvilket naturligvis skaber stor goodwill hos kommunen.

Et forhold, vi jo aktuelt også kender fra en anden miljøvirksomhed, nemlig RGS Nordic ved Storebælt, der i årevis har udledt farlige stoffer som kviksølv, barium, PFAS og tjærestoffer efter ufuldstændig rensning af norsk oliespildevand. Med Miljøstyrelsens behørige tilladelse.

I hvert fald indtil nu.

Miljøminister Magnus Heunicke har nemlig netop meddelt, at Miljøministeriet ikke deler Miljøstyrelsens opfattelse.

Miljøministeren mener ikke, at der er tale om nogen reel “nyttiggørelse”, når det danske firma modtager stærkt forurenet og giftigt norsk oliespildevand, som efterfølgende udledes i dårligt renset tilstand. Så er der i stedet tale om “bortskaffelse”. Og så er man ikke længere pligtig til at modtage det.

I Randers foregår arbejdet med jordrensning klods op af den målsatte og sågar naturgenoprettede Alling Å, som har udløb i et andet målsat farvand.

Det er den lavvandede og sårbare Grund Fjord, der i forvejen er under stor miljøbelastning fra de landbrugsmæssige omgivelser.

Og udslip har allerede fundet sted til Alling Å.

Naturpark Randers Fjord

Naturpark Randers Fjord blev etableret i 2018. Den dækker knap 3.000 km2 fordelt på begge sider af fjorden. Man måtte tage en stor bid af Kattegat med for at klemme sig ind under Friluftsrådets beskyttende vinger – for at kunne opfylde arealkravet til en naturpark.

Længst ude omfatter Naturpark Randers Fjord Danmarks største østvendte vadehav, hvor i tusindvis af fugle hvert år raster på deres træk. I sig selv et kæmpeaktiv for såvel fugle som mennesker. Og et vigtigt fugleområde for store dele af Nordeuropa og Skandinavien.

I Randers Kommune er man berettiget stolte af Naturpark Randers Fjord, hvor “naturbenyttelse og naturbeskyttelse går hånd i hånd”, som kommunen selv skriver. Kommunen kalder det samtidig et “Mekka for lystfiskere”, men har desværre gjort regning uden vært. Den tid er nemlig ovre for længst.

Der er nemlig knapt fisk tilbage i hverken Randers Fjord, Grund Fjord eller Kattegat. Bortset lige fra de havørreder, som lokale lystfiskere selv sætter ud – for at der overhovedet skal være fisk at fange. Alle bundfisk er for længst borte.

Tilbage er kun pelagiske gæster som sild og makrel, der ankommer forår og sommer. De lever i de øvre iltede vandlag – ikke ved den iltfrie bund, hvor torsk og fladfisk tidligere levede.

To skridt frem og tre tilbage

Mangelen på fisk har vi længe mærket i såvel Gudenåen som Randers Fjord og Alling Å med Grund Fjord. Fjordens mange ålebundgarn er helt borte, som ålen og ålefiskerne også er det.

I den forbindelse er det vanskeligt ikke at få øje på den menneskelige påvirkning af vandmiljøet, der er taget til i de seneste år. Vi ved jo, at alt vand fra Gudenåen løber gennem Randers Havn og Randers Fjord. Vi ved også, at alt vand fra Alling Å løber ud i Grund Fjord – efter at have været en tæt tur omkring Nordic Waste, der jo renser forurenet jord.

Vi ved desværre stadig ikke, om det overhovedet er praktisk muligt for Nordic Waste at holde på store vandmængder under et skybrud af den slags, meteorologerne lover os flere af i fremtiden. Som vi allerede har oplevet det flere andre steder.

Det frygter vi, de ikke kan. Og da vil det forurenede vand løbe direkte ud i Alling Å, som det har gjort hidtil. Alt dette forurenede vand passerer Grund Fjord og havner til sidst ude i Kattegat, som nu er ved at give op i kampen mod næringsstoffer fra landbruget og giftstoffer fra industrien.

Det er de sidste krampetrækninger, vi lige nu er vidne til.

De sidste åndedrag.

Læs meget mere om Alling Å i artiklen her

Tegninger: Finn Ringtved

Tekst: Steen Ulnits

“Soja-alliancen”

“Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Brdr. Bisp

Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi massive mængder soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Primært til svineindustrien. Med tilhørende gødskning og sprøjtning for at optimere udbyttet.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs resulterer derfor i en høj udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug nu her i tørken søger om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift. Der mangler som altid foder til de alt for mange dyr. Og vand til alle de for længst drænede marker.

“Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”

Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja til dyrefoder. Dette ifølge regeringens Handlingsplan mod Afskovning.

Københavns Universitet (KU) har beregnet, at alene importen af soja og palmeolie medfører globale emissioner på over syv millioner tons CO2 ækvivalenter årligt. Dette er inklusive emissioner “forbundet med direkte ændringer i arealanvendelsen”, som det finurligt hedder.

KU har endvidere beregnet, at disse emissioner kan mere end halveres, hvis produktionen foregår afskovningsfrit. Der er således vigtige mål at sigte efter i kampen for et bedre klima.

Danske interessenter i soja og import af samme har slået sig sammen og er i dag medlemmer af “Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” – i daglig tale blot “Soja-alliancen”:

3F, Arla, Aldi, Concito, Coop, Dagrofa, DAKOFO, Danish Crown, Danpo, Dansk Erhverv, DLG, DSK, HK Scan, IWGIA, Landbrug & Fødevarer, Letz Sushi, Lidl, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Preferred by Nature, Rema 1000, Salling Group, Udenrigsministeriet, Verdens Skove og WWF.

Soja-alliancen spænder således vidt inden for fødevaresektoren, og den er skam en god ting – for skovene i det store udland. Desværre ikke i det lille indland. Her savner man nemlig, at alliancen tager skridtet videre og kommer med løsninger, der kan mindske det danske husdyrhold og dets enorme foderforbrug.

Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville reducere den efterfølgende forurening med gylle fra de alt for mange millioner slagtesvin, vi producerer i dag. Gylle, der langsomt løber, siver eller vaskes ud i det betændte danske vandmiljø og her giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Dermed ville Soja-alliancen gavne ikke blot udenlandske skove, men også de danske fjorde, der gisper efter vejret i sommervarmen.

Sojaskråen er hermed givet videre.

Etisk Handel om skovrydning

“Den danske årlige import af soja, i blandt andet dyrefoder, udgør Danmarks største risiko for rydning af skov.

Derfor har de største danske sojaaktører på tværs af sektorer siden 2019 arbejdet sammen i ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at fremme ansvarlig sojaproduktion, og nu er alliancen klar med endnu højere ambitioner.”

Det skriver Etisk Handel Danmark i en pressemeddelelse. Etisk Handel har siden 2008 arbejdet for at fremme samarbejdet omkring bæredygtig global handel. Dette i et naturligt samarbejde med Udenrigsministeriet.

EU har netop fået en ny skovlov, der stiller nye krav til den globale handel med afgrøder. Blandt meget andet kræver den, at dyrkning af soja til foder ikke må ske på bekostning af rydning af skov.

Det er en lov, som medfører helt nye krav om “dokumentation af ansvarlige forsyningskæder”, som det fremgår af teksten.

I skrivende stund er der stadig udfordringer med afskovning, da denne nu i endnu højere grad rykker til nye områder, der ikke nødvendigvis betegnes som skov eller primær skov, men i stedet “andre naturlige økosystemer”.

Et rigtig godt eksempel finder vi i Brasiliens Cerrado-savanne, som er et af verdens mest biodiverse steder og dermed kritisk vigtig for at beskytte det globale klima.

Lige nu er 70 procent af dette naturområde ikke beskyttet af den kommende EU-skovlov og risikerer derfor at blive omlagt til eksempelvis sojaproduktion.

Ikke kun for skov

Men henblik på Cerradoen og tilsvarende økosystemer forsøger Soja-alliancen nu at få ændret teksten i den nye EU-skovlov.

Soja-alliancen har ikke kun fokus på skovrydningsdelen, men også på, at sojaproduktionen skal ske uden rydning af anden værdifuld natur og skov. Såsom netop Cerradoen i Brasilien.

Soja-alliancen opfordrer derfor til, at EU-lovgivningen, når den skal revideres, udvides til også at omfatte omlægning af andre økosystemer. Et udspil, som vækker glæde hos Verdensnaturfonden:

“WWF noterer med glæde, at Soja-alliancen er mere ambitiøse end EU-lovgivningen ved at sætte fælles mål om at arbejde sammen for at stoppe såvel skovrydning som omlægning af andre naturområder i 2025.

Samtidig er der enighed om at bruge internationale definitioner (AFI). Danske aktører spiller en vigtig rolle i kampen mod afskovning, og vi har ingen tid at spilde, hvis vi skal redde skoven og naturen”.

Det siger Mette Boye, som er miljøfaglig chef i WWF Danmark. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis blot der også kunne fokuseres lidt på lille Danmark og ikke kun det store udland:

Med fare for at gentage mig selv: Det er helt fint, at hele eller dele af den danske fødevaresektor på denne måde gør en indsats for at redde skov, regnskov og truede naturtyper i det store udland. Den slags tiltag kan der ikke siges nok godt om.

Men endnu bedre ville det være, dersom vi reducerede vort hjemlige sojaforbrug til foder, begrænsede antallet af slagtesvin i danske svinestalde og dermed reducerede den uundgåelige gylleproduktion.

Det er den, der her og nu truer med at tage livet af de indre danske farvande.

Soja kort fortalt

Sojaplanten er kendt for sine proteinrige bønner, der primært produceres i frostfrie dele af Argentina, Brasilien, Kina og USA. 75% af verdens produktion går idag til dyrefoder – mere end 50% alene til svinefoder.

Det danske klima egner sig dårligt til sojaproduktion, hvorfor vi må importere sojabønner fra ovennævnte lande. Selv producerer vi i dag foderraps og fodermajs til den gigantiske danske svineproduktion.

Samlet set producerer Danmark seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan fortære. Denne massive produktion lægger et enormt pres på dansk natur og miljø, som dyrkes intensivt og dagligt forarmes.

Sojaskrå er navnet på det faste restprodukt, som er tilbage efter ekstraktion af sojaolien. Med et proteinindhold på op mod 50% bruges det meget i fødevareindustrien.

Fotos: Marker med blomstrende foderraps ved Randers Fjord

Fra Bisp til Gisp

Tilbage i 2004 (1987) kunne Brdr. Bisp alias Michael Wikke & Steen Rasmussen med god samvittighed spørge seerne på DR: “Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Nej, det skal du ikke. Thise Mejeri skilter nu med “Ingen soja i foderet” på deres økologiske mælkeprodukter. I 2023, mere end tyve år senere.

“Voldsom Volvo”, som Allan Mortensen sang, når nogen råbte om hjælp. Godt akkompagneret af Billy Cross på elspade.

Måske Brdr. Bisp må tage navneforandring til Brdr. Gisp i disse iltsvindstider…

“Hørte jeg et råb om hjælp?”

Så meget forurener muslinger

Der har de seneste år været megen diskussion om, hvorvidt muslinger renser vandet eller forurener det. Om de så kaldes filtrerende “blåmuslinger” eller er blevet ophøjet til frelsende “miljømuslinger”.

Begge er nemlig nøjagtig de samme muslinger, og Mytilus edulis er deres latinske artsnavn.

Det samlede regnestykke er langt fra så enkelt, som fortalere for muslingedyrkning ynder at fremstille det. Blåmuslinger er nemlig komplicerede skabninger med et stort potentiale til at ændre hele økosystemer – til det bedre eller dårligere.

To ting kan de fleste dog blive enige om:

1) At der fjernes kvælstof fra vandet, hvis ellers de dyrkede eller skrabede muslinger høstes og fjernes fra vandområdet. Hvis ikke de dyrkede muslinger fjernes, koncentrerer de blot forureningen lokalt og gør ondt værre.

2) At muslinger som alle andre levende væsener har en fordøjelse og uundgåeligt udskiller affaldsstoffer fra deres stofskifte til vandet. I form af ny lokal forurening, som ikke var der, før muslingefarmene kom til.

Muslingerne bremser nemlig næringsstoffernes naturlige og frie flow fra vandløb over lukket fjord til åbent hav. Man holder simpelthen på forureningen, når man blokerer det naturlige frie flow af kvælstof og fosfor fra å over fjord til hav – ved at anlægge muslingefarme på næringsstoffernes vej mod havet.

I stedet for blot at lade næringsstofferne passere frit forbi og nyde godt af den gratis vandrensning undervejs. Det er ikke klogt.

Med mindre man da gerne vil bruge statslige tilskudskroner på slet skjult erhvervsstøtte til muslingebranchen, som så kan fortsætte sine ellers urentable aktiviteter.

Siden 2000 har muslingebranchen allerede modtaget mere end 150 millioner støttekroner. Det viser den seneste opgørelse fra Limfjordens Miljøråd.

Men hvor stor er forureningen fra muslingefarme i konkrete tal? Hvor mange mennesker skal der til for at skabe samme forurening, som en enkelt smartfarm med milliarder af muslinger kan producere?

Vi har opstillet følgende lille regnestykke, som er checket igennem af Aarhus Universitet. Konklusionerne er dog vore egne. Tallene er baseret på flydende smartfarms af norsk model, som anvendes på Limfjorden i dag:

Én person producerer ca. 150 g afføring pr. dag. Heraf er 75% vand. 25.000 personer i Skive by producerer derfor:

25.000 x 365 x 0,150 x 0,25 / 1.000 = 342 tons tørvægt på et år

1.100 tons høstede muslinger er skaller og muslingekød. Skaller er halvdelen, og tørvægt udgør 20% af vådvægten af kødet.

På denne måde bliver 1.100 tons høstede muslinger på en enkelt smartfarm til:

1.100 x 0,5 x 0,2 = 110 tons muslinger som tørvægt og altså ca. 110 tons fækalier (lort), hvis vi bruger den svenske model fra Stockholms Universitet. Den ser kort fortalt sådan ud:

⅓ går til vækst, ⅓ bruges til respiration, og ⅓ bliver til lort.

Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.

I tørre tal vil tre smartfarms af denne størrelse levere næsten lige så megen forurening, som alle 25.000 borgere i Skive By i dag gør.

Ifølge Skive Kommune renses byspildevandet fra borgerne i Skive for knap 10 millioner skattekroner om året, inden det sendes ud i Skive Fjord.

9.770.132 kroner for at være helt præcis. Svarende til forureningen fra blot tre smartfarms af standardstørrelse.

Den samme mængde næringsstof fra muslingefarmene ledes imidlertid totalt urenset ud samme fjord. Uden nogen rensning overhovedet.

Hvad der er sparet her, er således spildt dér.

Den spildevandsrensning, som Skive Kommune hvert år betaler 10 millioner skattekroner for i kommunens fire rensningsanlæg, sættes således helt over styr af blot tre smartfarms.

Og hvor mange smartfarms er der allerede i Skive Fjord?

Og hvor mange nye planlægger man at etablere?

Flere nye giver ikke ingen mening.

Tegning: Richard Horsebøg Nybo

Man kan indvende, at de alger, som muslingerne lever af, ville have lagt sig som døde alger på bunden – hvis de ikke var blevet spist af muslinger. Og dermed have bidraget til det allerede metertykke slamlag her.

Op mod tre meter kulsort bundslam er der således målt ved smartfarms i Skive Fjord.

Herfra skal så trækkes de alger, som ville være blevet ført ud af fjorden med strømmen – hvis ikke de var blevet tilbageholdt af muslinger.

Man kan også indvende, at reglen om de tre tredjedele kun gælder for muslinger, der vokser optimalt. Får muslingerne for lidt mad, eller alger de ikke kan fordøje, bliver væksten langsommere og mængden af lort tilsvarende større.

Det samme bliver tilfældet, dersom vandet er for varmt eller for ferskt. Da stiger andelen af lort til aflejring under og omkring anlæggene ligeledes.

Et overset eller ignoreret faktum er, at muslingerne notorisk er dårlige til at fjerne kvælstof, når og hvor vandet er mindre salt end oceanisk havvand.

Fuld styrke saltvand er blåmuslingernes naturlige medium, hvor muslingerne vokser bedst og optager mest kvælstof. Jo længere sydpå i danske farvande vi kommer, med en tilsvarende lavere saltholdighed, desto ringere bliver tilvæksten og kvælstoffjernelsen derfor.

Til gengæld udskiller muslingerne her en større mængde næringsstoffer med deres ekskrementer. Den lokale forurening fra muslingefarmen bliver således markant større ved lavere salinitet. I brakvand kan op mod 45% af de optagne næringsstoffer ende som muslingelort i stedet for muslingekød. Næsten halvdelen.

Endelig er der slet ikke medtaget den mængde kvælstof, som frigøres fra bundslammet ved iltsvind forårsaget af forurening fra muslingefarmen selv. Kvælstof, der ellers var forblevet i bundslammet – uden at gøre skade på det omgivende vandmiljø.

Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.

Det er som nævnt vigtigt at forstå, at etablering og placering af intensive muslingefarme blokerer det naturlige flow af næringsstoffer fra fjord til hav. En del næringsstoffer fikseres af muslingerne og ender under farmene som lort.

Det er næringsstoffer, som ellers ville være ført med strøm og alger mod havet. Og dermed uskadeliggjort for vandmiljøet i fjorden. Helt gratis.

Hvor stor en del, der fjernes på denne måde, afhænger naturligvis af strømmen. Og selv om strømmen i Skive Fjord er ganske ringe, flytter vinden dog meget vand i overfladen, hvor de opdrættede muslinger jo hænger. Fri af iltsvindet underneden. Og blæsten går som bekendt frisk over Limfjordens forurenede vande.

Man skaber med nye muslingefarme en helt ny lokal forurening, som slet ikke var der før. Et nyt og selvskabt problem, man sagtens kan undgå – ved blot ikke at anlægge muslingefarme i fjorden til blokering af næringsstoffernes naturlige flow ud af den.

Man takker herved nej til naturlig og gratis vandrensning samt fjernelse af uønskede næringsstoffer. Etablering af muslingefarme er således som at skyde sig selv i foden, hvis man ønsker renere vand.

Set i et samfundsøkonomisk perspektiv er det jo stærkt selvmodsigende at bygge kostbare rensningsanlæg til byens borgere inde på land. For blot at skabe en tilsvarende eller endnu større lokal forurening ude på en i forvejen hårdt belastet fjord.

Det skal man vist være smartfarmer eller landmand for at synes er en god idé.

Artikel gengivet med tilladelse fra NejtilHavbrug.dk

Tegning: Bo Secher

Anbefalet læsning:

https://www.semanticscholar.org/paper/Nutrient-removal-capacity-and-potenti- al-ecological-Hedberg-Kautsky/2657a008b3864401048981be6fa50a258e2a72a3

Kokain og hollandske trawlere

Debatten om hollandske bomtrawleres hærgen i den nordvestjyske Jammerbugt har kørt i flere år. De lokale kystfiskere i deres små både kan intet stille op mod de hollandske giganter.

Med tonstunge kæder og bomme pløjer de store bomtrawlere Vestkystens bløde bund op og ødelægger alt på deres vej. Heriblandt de fremtidige fiskemuligheder for lokale kystfiskere i deres langt mindre både.

En problemstilling, der i flere år er blevet ignoreret af Fiskeristyrelsen. Man har længe kunnet finde de store hollandske bomtrawlere liggende for kaj i havne som Hanstholm og Thyborøn, hvor de kan dele kaj med små lokale fiskefartøjer, hvis fremtidige eksistensmuligheder de jo ødelægger.

Adspurgt om, hvorfor i alverden man dog tillader dem at ligge her, når man nu ved, hvor meget de ødelægger i Vesterhavet for de lokale kystfiskere, får man dette lakoniske svar:

– Vore lokale kystfiskere fanger i dag så lidt, at vi ikke kan leve af dem. Vi kan tjene meget mere på at servicere de hollandske bomttrawlere. Derfor er de blevet fast inventar i havne som Thyborøn.

I efteråret 2022 blev der indgået en politisk aftale om fordelingen af frie midler under den Europæiske Hav- og Fiskerifond (EHFF).

Her blev det besluttet at afsætte 16 mio. kr. til projekter, der skal undersøge, hvordan bundslæbende redskaber generelt og bomtrawl specielt påvirker havmiljøet i den nordjyske Jammerbugt. Her ikke mindst de store bomtrawlere fra hollandske Urk.

Ikke at man ikke godt ved det og længe har vidst det. Men kan man nu score lidt EU-millioner til den fortsatte (rov)drift, så bør vi naturligvis gøre det. Hellere det end forsøge at gøre noget konkret ved problemerne. Det kunne jo koste indtægter.

Fiskeristyrelsen har derfor netop givet tilsagn til to ansøgninger fra henholdsvis DTU Aqua og Aalborg Universitet på i alt knapt 16 mio. kr. til projekter, der skal undersøge havmiljøet i den nordjyske Jammerbugt. I projekterne indgår desuden samarbejde med fiskere, der har lokalkendskab til området.

Projekterne omfatter en kortlægning af bomtrawlere og øvrige bundslæbende redskabers fiskeri i Jammerbugt. Lokale kystfiskere i mindre både har jo længe klaget over de skadelige bomtrawlere, der ødelægger bunden med deres tonstunge redskaber.

Set i bakspejlet kan man undre sig over, hvorfor Fiskeristyrelsen har set gennem fingre med de hollandske bomtrawlere i så lang tid. I flere år.

Senest er der så kommet et helt nyt aspekt ind i sagen. Et aspekt, der måske bedre end meget andet forklarer, hvorfor bomtrawlerne så gerne holder til i Hanstholm og Thyborøn havne. De lander nemlig ikke kun fisk i disse havne. De lander og distribuerer tilsyneladende også kokain, hvilket der er mange flere penge i.

TV2 har lyttet til rygterne på havnekajen og haft næsen i sporet i et godt stykke tid. Deres research viser, at omkring 6 ud af 30 hollandske bomtrawlere langs vestkysten tilsyneladende hellere vil fiske efter og lande kokain, som ankommer med store fragtskibe fra Sydamerika, end fange fisk. Det er skibe, hvis aktiviteter og sejlmønstre adskiller sig klart fra de “rigtige” bomtrawlere.

Bomtrawlerne møder fragtskibene fra Sydamerika langt til havs og lægger sig tæt op af dem herude. Fragtskibene dumper derefter større eller mindre ladninger af vandtæt emballeret kokain, som kastes i vandet med en GPS-sender fastgjort. Herefter overlader fragtskibet arenaen til bomttrawleren, der så fisker kokainen op og bringer den sikkert i havn.

Fra Hanstholm og Thyborøn bringes kokainen siden videre til Holland, der tilsyneladende står for hele distributionen videre ud i Europa. Big Business, der efter alt at dømme indbringer en lille håndfuld fiskere fra ikke mindst Urk mange flere penge, end alverdens fisk nogensinde vil kunne gøre.

Ifølge TV2 tilbyder de hollandske narkokarteller fiskerne i Urk op mod 13 millioner kroner for blot et enkelt smuglertogt. Så kan det nok være svært at overholde De Ti Bud.

Det lader nemlig til at være kristne og stærkt troende folk, vi her har med at gøre. I hvert fald nogle af dem. Flere end 90% siger statistikken fra Holland. En kilde på havnen citeres således for, at man i hollandske Urk går fromt i kirke hver eneste søndag.

Ja, man sejler sågar gerne den lange vej hjem til Holland for at bede sine søndagsbønner og komme hviledagen i hu, så man også holder den hellig. Mens man så tilbage i Danmark bedriver kriminalitet og narkosmugling resten af ugen.

Det skal blive spændende at følge udviklingen i Det Vilde Vestjylland. Der bliver nok at følge op på for TV2, som allerede har måttet tage mod både tørre tæv og trusler om flere. Fiskerikontrol og narkopoliti vil forhåbentlig også holde et vågent øje med, hvad de fremover sender på TV2.

En spøgefugl på havnen foreslog, at man jo passende kunne omdøbe “Rødspættevej” til “Kokainruten”, når der nu snart ikke er flere rødspætter tilbage i Vesterhavet.

På grund af de hollandske bomtrawlere. Og som det vestjyske svar på Christianias “Pusher Street”.

Undskyld, hvis titlen på denne artikel kom til at minde om den danske titel på en populær sorthvid biografbasker fra filmens grønne ungdom: “Arsenik og Gamle Kniplinger”.

Det blev ikke gjort bevidst, men sikkert ubevidst. Kokain og Arsenik minder jo ikke så lidt om hinanden.

– Fremtidens fjorde?

Regeringens første, anden eller i hvert fald seneste digitale havplan har udlagt næsten 5.000 km2 af vore indre danske farvande til lokalt forurenende muslingeopdræt og/eller bundødelæggende muslingeskrab.

Muslingebranchen har fået det, som de ville. Opdrætsanlæggene leverer muslingeyngel – “spat” også kaldet – til udlægning på udpegede kulturbanker, hvor muslingerne vokser for siden at skrabes. Undermålsmuslinger herfra udlægges igen på de såkaldte omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig spisestore, inden de igen skrabes.

Nogle muslinger er således skrabt to gange, inden de er klar til spisebordet og eksport. Med et enormt klimaaftryk, som den grønne tænketank Concito i hvert fald ikke har opdaget endnu. Med dobbelt ødelæggelse af bunden.

Hertil skal så lægges den uundgåelige organiske forurening fra opdrættet af muslingeyngel og konsummuslinger.

Typisk ender en tredjedel af det optagne kvælstof på bunden under muslingefarmene – i form af ekskrementer. Muslingeopdræt og muslingeskrab bevirker således en flerdobbelt belastning af det lokale fjordmiljø.

Det er i den forbindelse vigtigt at skelne mellem store industrielle smartfarms med kilometerlange plastrør til maskinel høst af små industrimuslinger. Og så mindre lineopdræt af store konsummuslinger, der høstes manuelt.

I havnen ligger store poser med bøjer til lineopdræt

Closeup af smartfarm-rør med påmonterede net

Smartfarm-rør med påmonterede net til muslingerne

Linebåd til udlægning af smartfarms

Maskineri til udlægning af smartfarm

De første smartfarm-rør bugseres ud af havnen.

De kilometerlange rør udlægges i snorlige rækker.

Kilometer efter kilometer af flydende plastrør lægges ud.

Anlæggene ligger tæt på land, hvor der er læ for vinden.

Den nye smartfarm ligger nærmest inde i dagligstuen.

Ventil til hævning eller sænkning af Smartfarm-rør

Tidligere lå der en stor naturlig muslingebanke lige her, hvor de lokale sankede muslinger for at spise dem. Den banke er borte nu – kvalt af de store muslingefarme, som konstant sender en regn af iltforbrugende ekskrementer ned over de naturlige muslinger, der lever på bunden under de ophængte tammuslinger.

Der ligger også en spejderlejr lige om hjørnet. Tidligere var en tur i fjordens friske vand en del af lejrlivet her. Nu er det flere år siden, at nogen har badet eller svømmet her. Vandet er simpelthen for ulækkert, og badende får udslæt af en tur i vandet.

Endelig er der bunden under og omkring selve muslingefarmen. Ejeren vil ikke tillade bundprøver under farmen, som ifølge Fiskeristyrelsen er hans personlige ejendom – trods ellers dens beliggenhed i offentligt farvand.

Prøver taget i udkanten af farmen viser dog et næsten tre meter tykt, kulsort og iltfrit slamlag. Aldeles ildelugtende, hvilket præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Gjerding ved selvsyn kunne konstatere undet et besøg sidste efterår.

De tre meter slam er resultatet af tyve års uafbrudt intensivt muslingeopdræt på samme sted.

– Er det sådan, fremtiden også skal se ud i alle andre danske fjorde?

Flemming Højgaard Madsen & Sanne Hørup

Forkortelser

Vi lever i forkortelsernes tidsalder. En tidsalder domineret af teknologi, som ofte har lange og komplicerede navne. Betegnelser så lange, at ingen kan sige eller skrive dem. Navne, som derfor tigger om en forkortelse på tre eller max fire bogstaver.

Jeg har selv tilbragt et kvart århundrede med og på internettet, som vi kalder det i dag. Og jeg troede faktisk, at jeg vidste det meste. I hvert fald hvad der gemmer sig bag de mange forkortelser. Men det viste sig ikke helt at være tilfældet, så jeg måtte dykke dybere ned i materien for at blive klogere.

Det ville give god mening at liste de mange forkortelser i kronologisk rækkefølge – med dem, der kom først, først. Efterfulgt af dem, der kom til siden. Det viste sig imidlertid vanskeligt at håndtere denne opdeling i praksis, så alfabetet vandt.

Vi starter derfor med bogstavet “A”:

ADSL

Asymmetric Digital Subscriber Line

Bredbånd over telefonnettet. Her kommunikerer telefonen med internettet via et modem, der kan have flere hastigheder. ADSL er en noget følsom forbindelse, som afhænger af afstanden til nærmeste central. ADSL bruger kobberet i det eksisterende telefonnet, hvilket sætter naturlige begrænsninger for den mulige hastighed.

Det asymmetriske i navnet kommer af, at man gennem samme kobberkabel sender signaler begge veje. Download-hastigheden er typisk langt højere end upload-hastigheden, da de fleste private husholdninger uploader små mængder data til nettet. Men i stedet ofte modtager store mængder data den anden vej. Hastigheden begge veje angives i Mbit.

ADSL er ligeledes følsomt overfor antallet af brugere på den samme linje. Jo flere man er om at dele den samme ADSL-forbindelse, des langsommere bliver forbindelsen. ADSL egner sig derfor bedst til private husstande med et ringe dataforbrug.

Da den er koblet på telefonnettet, kan en ADSL-forbindelse ikke flyttes ret langt fra telefonstikket og fastnettelefonen.

Se også ISDN

GIF

Graphics Interchange Format

Se også JPG, PNG og TIFF

GPS

Global Positioning System

GSM

Global System for Mobile Communications

Se også NMT

HTML

Hyper Text Markup Language

HTTP

Hyper Text Transfer Protocol

ISDN

Integrated Services Digital Network

Se også ADSL

JPEG

Joint Photographic Experts Group

Se også GIF, PNG og TIFF

MMS

Multimedia Message Service

Se også SMS

NMT

Nordisk Mobil Telefonsystem

Se også GSM

PDF

Portable Document Format

PNG

Portable Network Graphic

Se også GIF, JPG og TIFF

SIM

Subscriber Identity Module

eSIM, ICCID, PIN- og PUK-kode

SMS

Short Message Service

Se også MMS

SSD

Solid State Drive

TIFF

Tag Image File Format

Se også GIF, JPG og PNG

URL

Uniform Resource Locator

USB

Universal Serial Bus

WIFI

Wireless Fidelity

Hvis man synes, at WiFi rimer lidt på HiFi, så tager man ikke helt fejl. Hvor HiFi er en efterhånden gammel standard for lydkvalitet over faste, kablede forbindelser, dækker begrebet WiFi over moderne trådløse forbindelser.

WWW

World Wide Web

Vi slutter lidt ulogisk med begyndelsen – med hvor det hele startede. Med internettet, som i gamle dage blev kaldt “World Wide Web” – forkortet www.

Spildevandet fra RGS Nordic

Søndag den 14. maj blev Agersø Sund i den sydlige del af Storebælt officielt begravet. Som beskrevet i en tidligere artikel.

Bag det triste arrangement stod miljøorganisationerne “Rent Havmiljø nu’”, Storebælts Småbådsklub og Greenpeace Danmark.

“Sø-begravelsen” fandt sted midt i den såkaldte “blandingszone”, hvor det såkaldt “rensede” spildevand fra RGS Nordic ledes ud i havet. Til planlagt “fortynding” af de uhyre giftige restprodukter.

Forureningen med rester fra norsk oliespildevand har fundet sted i et kvart århundrede. Med såvel Miljøstyrelsens som lokale miljømyndigheders fulde velsignelse. Samt flere lokale arbejdspladser og skattekroner til følge.

I det forgangne kvarte århundrede er fiskebestanden og vandkvaliteten i Agersø Sund gradvis blevet værre, og i dag er der næppe fisk tilbage. I hvert fald ikke så mange, at det kan betale sig at fiske efter dem. For man fanger ingen – hverken på stang og line eller i garn og ruser.

Imidlertid er det først nu, der for alvor er kommet fokus på, hvilke stoffer der egentlig udledes i Agersø Sund – efter forudgående “rensning” af spildevandet.

Københavns Universitet

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har spurgt professor i toksikologi ved Københavns Universitet, Lisbeth E. Knudsen, om stofferne og deres farlighed:

– Det er virkelig nogle giftige stoffer, vi her har med at gøre. Og det kan have en direkte skadelig konsekvens for os mennesker.

– Det er chokerende, at der ikke er nogen, der har sat en stopper for det her for længe siden.

Lisbeth E. Knudsen peger specifikt på PFAS, tjærestoffer, kviksølv og barium i spildevandet fra RGS Nordic.

PFAS og tjærestoffer

Herunder følger en kort gennemgang af de stoffer eller stofgrupper, som figurerer i det “rensede” spildevand fra RGS Nordic. Samt deres kendte skadevirkninger. Min tekst:

PFAS: En stor gruppe af fluor-holdige stoffer, som er meget vanskeligt nedbrydelige i naturen. Derfor tilnavnet “evighedsstoffer”.

Nogle PFAS-stoffer er kræftfremkaldende, mens andre har uønskede effekter såsom nedsat fertilitet, forringet immunforsvar, nedsat effekt af vaccination samt forringet leverfunktion.

PFAS bruges meget som coating på køkkengrej og sliplet-pander (fx Teflon) og til imprægnering af tøj, der enten skal være smudsafvisende eller vandskyende (fx GoreTex). Der er således meget både godt og skidt at sige om PFAS.

PFAS er kendt for at koncentreres i “havskum”, som med vinden kan sprede stofferne fra hav til land. Indholdet af PFAS i spildevandet fra RGS Nordic er ifølge DN 77 gange højere end den tilladte grænseværdi.

Tjærestoffer: Typisk stammende fra olieindustrien, hvor de er et skadeligt restprodukt fra raffinering af råolie og naturgas.

Kaldes ofte “BaP”, som er en forkortelse for “Benzo(a)Pyren”. BaP er blandt de mest kræftfremkaldende stoffer, vi overhovedet kender. De er ligeledes kendt for at nedsætte fertiliteten og kan sågar skade arveanlæg direkte.

Når BaP udledes direkte i havet, fortynder man ikke blot de skadelige stoffer. Man sikrer samtidig den størst mulige spredning af de giftige tjærestoffer, som er vanskeligt nedbrydelige. Selv om dette næppe er eller var formålet, så bliver det resultatet. Man kan kun vanskeligt forestille sig, at BaP gavner fiskenes fertilitet eller velbefindende.

Indholdet af BaP i spildevandet fra RGS Nordic er ifølge DN 294 gange højere end den tilladte grænseværdi. Næsten 300 gange.

Kviksølv og Barium

Hg og Ba. To af de rigtig tunge drenge – i mere end én forstand:

Kviksølv: Hg. Et uhyre giftigt tungmetal, som tidligere blandt andet blev brugt til bejdsning af såsæd. Dette for at hindre svampeangreb.

I japanske Minamata blev en hel landsby i 1950’erne forgiftet med kviksølv fra elektronikindustrien. Det gav hjerneskader og medførte misdannelser hos nyfødte. Virkningen er på mange måder som nervegift – i form af manglende kontrol af muskler og bevægeapparat.

Kviksølv er kendt for at koncentreres op gennem fødekæden. Specielt forbindelsen methylkviksølv er farlig, da den er fedtopløselig og derfor akkumuleres i fedtholdige organer som hjerne og lever samt i spæklaget på havpattedyr. Dette gælder laks og ørreder såvel som sæler og hvaler.

Som unedbrydeligt grundstof og uhyre giftigt tungmetal forbliver kviksølv i vandmiljøet i rigtig mange år. Der bør derfor i dag være absolut nultolerance over for kviksølv. Og ingen grænseværdier.

Barium: Ba. Et andet tungmetal, som er skadeligt for såvel vandmiljøet som folkesundheden.

Grundstoffet Barium findes ikke frit forekommende, men er vandopløseligt og indgår derfor hyppigt i forbindelser med andre stoffer. Alle vandopløselige bariumforbindelser er giftige i vekslende grad. I sure miljøer kan bariumcarbonat indgå som aktivmiddel i rottegift.

Da Barium er vandopløseligt, spredes det uhyre let i vandmiljøet. Her kan det samtidig indgå flere nye forbindelser med helt nye virkninger.

Indholdet af Barium i spildevandet fra RGS Nordic er ifølge DN 41 gange højere end den tilladte grænseværdi.

Kviksølv i vandmiljøet

I såvel ferskvand som saltvand findes findes der mikroorganismer, som er i stand til at omdanne uorganisk kviksølv til organisk methylkviksølv.

Methylkviksølv er langt farligere end uorganisk kviksølv på grund af dets evne til at trænge gennem cellemembraner. Methylkviksølv er fedtopløseligt og kan derfor optages i hjernevæv. Her hæmmer det hjernens udvikling og giver varige, uoprettelige skader.

Ikke mindst fostre er følsomme.

⌘ Læs mere om RGS Nordic her ⌘

Vil du høre ålegræsset gro…

Så skal du nok skynde dig. Vort hjemlige ålegræs, som har det latinske artsnavn Zostera marina, er fra naturens hånd en uhyre almindelig og meget vigtig vandplante. Desværre har den det rigtig skidt i vore dages næringssalt-forurenede vande.

Ålegræs er slet ikke nogen græs, selv om de op til meterlange bændler kan lede tankerne hen på såvel græs som ål. Et andet og lige så betegnende navn er almindelig bændeltang.

Uanset navnet så er der i begge tilfælde tale om en flerårig vandplante, hvis rødder rent faktisk stammer fra land. Som sådan blomstrer ålegræsset om sommeren – dog med blomster så små og godt gemte, at de næsten ikke er til at se.

Ålegræsset dækkede tidligere kvadratkilometer efter kvadratkilometer af de lavvandede danske fjordområder. Helt ud til 15 meters dybde kunne man finde den, mens vandet endnu var klart nok til den lyskrævende plante. Enkelte steder nævnes sågar fund ud til 18 meter vand.

Så klart er vandet desværre ikke længere. I dag finder vi ikke ålegræs på større dybder end 5 meter – i mange forurenede fjordområder endda langt mindre. Og det er rigtig trist, for det er netop i ålegræsbælterne, at vi finder den største biomasse og artsrigdom i de indre danske farvande.

I gamle dage kunne ålegræsset vokse sig op til to meter langt eller mere. Imellem de nu sjældent mere end én meter lange stængler kan de små fisk gemme sig og vokse sig store, så de siden kan blive til føde for endnu større rovfisk, I de grønne ålegræsmarker kan de ligeledes grønne roskilderejer finde ideelle skjulesteder, hvor de kan vokse sig spisestore for såvel fisk som mennesker.

Ålegræs er således et uhyre vigtigt opvækst- og levested for mange marine organismer, og ålegræs kan man derfor ikke have nok af – kun for lidt.

Desværre kniber det som allerede sagt meget for ålegræsset i de forurenede indre danske farvande. De mange næringsstoffer fra især landbruget gør vandet uklart af alger, som igen skygger for ålegræsset, der mistrives.

En kamp for overlevelse

De mange næringssalte fra landbruget er skadelige for ålegræsset på flere måder. Dels skaber næringssalte i overskud grobund for langt flere alger, end der er plads til i et normalt og sundt økosystem. Og dels skygger de mange alger helt enkelt for lyset, som er livsnødvendigt for ålegræsset og dets fotosyntese. Uden lys ingen planter.

De mange alger dør på et tidspunkt og synker til bunds, hvor de rådner op under forbrug af ilt. Fortsætter denne tilgang af døde og nedsynkende alger, vil der opstå iltsvind, som i første omgang er dødbringende for fisk og smådyr.

Fiskene kan dog i mange tilfælde nå at svømme væk, når iltsvindet melder sig. Og krabber kan måske nå at kravle på land – væk fra den giftige svovlbrinte. Det kan de øvrige organismer i sagens natur ikke.

Efter et stykke tid med iltsvind dannes der nemlig svovlbrinte eller H2S i bundslammet. På et tidspunkt kan denne svovlbrinte trænge op gennem bundslammet og op i vandet. H2S er en uhyre giftig gasart, der blokerer stofskiftet hos højere organismer. På samme måde, som cyanid gør det. Dyrene dør helt enkelt.

Mindre kendt er det, at heller ikke ålegræs kan tåle svovlbrinte. Ved iltsvind og optrængning af svovlbrinte “knækker” ålegræsset i dets vækstzone, som er lige i overgangen mellem bund og vand. Græsset dør helt enkelt. Det ser ud, som var det skåret af med en kniv. De døde blade driver siden i land, som var de høstet af selveste Manden med Leen.

Endelig er der fedtemøget, som er en generel betegnelse for étårige brunalger, der stortrives i næringssalt-forurenet vand. Fedtemøget sætter sig på faste overflader som ålegræs og kvæler det ved at hindre planten adgang til det livgivende sollys.

Er der tilstrækkeligt mange næringssalte i vandet, kan ålegræsset bare ikke overleve. Og da hjælper ikke udplantning af selv nok så mange friske skud.

En stor kuldioxid-fjerner

Men ålegræs er andet og mere end en ideel biotop for levende organismer. Ålegræs kan nemlig også optage store mængder af den CO2, som vort moderne samfund udleder. Og det er ikke småting. Tilbage i 2020 udledte Danmark samlet 42 millioner ton drivhusgasser – med CO2 som den vigtigste.

Aarhus Universitet anslår, at omkring 670.000 hektar dansk fjordbund tilbage i år 1900 var dækket af frodige ålegræsbælter. I dag er der mindre end en tredjedel tilbage: 220.000 hektar.

Forskere vurderer, at 450.000 hektar ålegræs vil kunne optage op mod 45 millioner ton CO2. Altså mere end den samlede danske udledning. Hvis ålegræsset vel at mærke vil gro igen. Det har eksempelvis knebet gevaldigt med reintroduktion i Odense Fjord, hvor vandet helt enkelt er for uklart og forurenet med næringssalte. Da kan man hverken se eller høre ålegræsset gro.

Udplantning af ålegræs er sket flere steder landet over – senest i Randers Fjord, hvor man vovede pelsen og i forgangne maj måned foretog udplantning af knapt 6.000 friske ålegræsskud ved Udbyhøj. Tæt på Kattegat og i forhåbning om, at tidevandet herude vil sikre den fornødne vandudskiftning.

Det tør man ikke håbe på længere inde i den lange og smalle Randers Fjord, som konstant modtager kolossale mængder af overskydende næringssalte fra de inddæmmede marker langs fjorden. Fra de intensivt dyrkede enge ved Støvringgaard og Tørring, hvor der dyrkes store mængder raps til svinefoder.

Ironisk nok gødes markerne langs fjorden med gylle fra de selvsamme svin, der dyrkes foderraps til. Hvert forår kører kæmpemæssige gyllevogne derfor gødning ud på den sandede jord, som er gammel fjordbund.

Store mængder af overskydende næringssalte fra de gødede marker bag diget pumpes herefter direkte ud i vandmiljøet, hvor de kvæler livet i først Randers Fjord og siden Kattegat. Et af landets største iltsvindsområder findes da også herude, hvor fjorden møder havet.

Ramt af sygdom

Man regner med, at vi i dag måske kun har 10-20 procent af det oprindelige ålegræs tilbage. I bedste fald 30 procent.

Tilbage i 1930’erne blev ålegræsset nemlig ramt af en svampesygdom, som decimerede bestanden og mængden af ålegræs. Indtil da var ålegræs hyppigt brugt til såvel dækmateriale på tage som fyld i madrasser. På Læsø kan man stadig se flere huse med ålegræstag.

Efter svampeangrebet i 30’erne kom ålegræsset langsomt tilbage, men blev siden slået ned igen af forureningen med næringssalte fra først by og land, siden primært landbruget.

Det kystnære fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab har ligeledes været en stor hindring for ålegræssets udbredelse. Begge er fiskemetoder, som pløjer bunden op og ødelægger de fysiske livsbetingelser for ålegræsset. Begge er de metoder, som derfor må udfases helt i de indre danske farvande.

Det samme gælder opdræt af fisk og muslinger, der i lighed med landbruget tilfører vandmiljøet uønskede næringssalte. I det hele taget må de indre danske farvande friholdes mest muligt for fysisk og kemisk påvirkning. Vi har for længst passeret grænsen for, hvad vandmiljøet kan holde til.

Da ålegræs er en flerårig plante, tager det lang tid for den at kolonisere nye områder eller rekolonisere gamle. Derfor hjælper vi den nu mange steder ved udplantning af nye skud. Kunstigt åndedræt kunne man kalde det.

De store ålegræsmarker udgjorde tidligere en god sikring mod bølgeerosion af kysterne. En funktion, de ikke har længere, nu hvor de er væk.

Da skibsfarten i specielt kystnære sejlrender skaber store bølger, som er hårde ved ålegræsset, har vi anlagt beskyttende stenrev ved Udbyhøj i Randers Fjord. Her passerer mange store coastere tæt forbi i sejlrenden. De nye stenrev vil forhåbentlig give læ nok for bølger og strøm til, at det nye ålegræs kan få fæste.

Ålegræssets udbredelse nedefter i dybderne har i mange år været brugt som en god og enkel indikator for forureningsgraden i kystnære farvande. Jo flere næringssalte og dermed mere forurening, der er i vandmiljøet, desto ringere bliver sigtedybden. Og desto lavere vand træffer man ålegræsset på.

Ved Støvringgaard og Tørring Enge pumpes næringssalte konstant ud i Randers Fjord fra de dyrkede og gødede marker bag digerne.

De kommende år vil vise, om ålegræsset overhovedet har en fremtid i dagens Danmark. Om vi fortsat vil prioritere et intensivt og stærkt forurenende landbrug frem for et sundt vandmiljø med plads til dyr og planter.

Vi fortsætter indtil videre med udplantning af nye ålegræsplanter. Og krydser fingre for, at vandkvaliteten engang igen bliver tilstrækkeligt god til, at græsset kan trives og atter vil brede sig.

Det øgede gødningsforbrug fra den borgerlige regerings Landbrugspakke gør det dog vanskeligt at nå i mål. Og helt umuligt at opfylde kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Vi ligger lige nu, som den tidligere borgerlige regering har redt. Som Lars Løkke, Esben Lunde, Eva Kjer og Jacob Ellemann ville det.

En linje, som Mette Frederiksen desværre villigt fortsætter.

Og det er desværre ikke i en seng af frisk ålegræs.

Introfoto: Jan Henningsen

Læs mere om udplantning af ålegræs i billedreportagen her.

Randers Ålegræs

Den yderste del af den lange og smalle Randers Fjord blev i dag 2.500 små ålegræsplanter rigere. Yderligere 2.500 er på vej. De skal sammen med nye stenrev hjælpe vandmiljøet til en bedre fremtid. Randers Kommune står bag.

Klik for større fotos

Det er lidt af et udstyrsstykke at udplante ålegræs. Der skal planlægning, mandskab, både og friske ålegræsplanter til. Samt tid og fysisk arbejde.

Det etablerede “skolerev” ved udsejlingen fra Udbyhøj. Ved lavvande stikker de mange nye sten op gennem overfladen. Ved højvande er de alle oversvømmet.

Det er ikke raketvidenskab at udplante ålegræs. Blot man har mandskab og redskaber nok. Til de vigtigste hører jernsøm og jerntråd. Ikke rustfrie.

Den vigtigste ingrediens af dem alle: Friske ålegræsplanter. Disse er hentet ud for Overgaard nord for Randers Fjord, hvor der stadig er store ålegræsbælter.

Hvert eneste ålegræsskud fastgøres til et jernsøm med et stykke jernwire. Sømmet forankres i bunden, hvorefter både søm og wire ruster væk.

Det kræver mandskab at rigge 2.500 nye ålegræsskud til dagens udplantning. Her arbejder tre generationer sammen om at nå målet.

Fremtidens mand. Ved at plante ålegræs ud er han selv med til at skabe en bedre fremtid og et bedre vandmiljø end det, han selv er født ind i.

Det er bare fast arbejde at montere ålegræsskud på søm og wire. Tusind tak til alle frivillige, som deltog. Og Randers Kommune, der koordinerede.

Der er brug for alle disponible hænder. Projektleder Maggie giver en hånd med, inden dykkerdragten og vandet kalder.

Det er i ålegræs og ålegræsbanker, vi finder den største naturlige biomasse i de indre danske farvande. Derfor er ålegræs en uhyre vigtig plante.

Nye skud klar til udplantning. Hvert eneste ålegræsskud er fastgjort til et søm med wire. Sømmet forankrer planten i bunden, hvorefter wire og søm ruster op.

De unge ålegræsplanter monteres forsigtigt på søm og wire, så de ikke tager skade inden udplantningen. – Det er vigtigt, det her!

Flere hundrede ålegræsskud klar til udsejling og udplantning. Og der er flere hundrede andre på vej. Hårdt arbejde, men heldigvis er der frivillige nok.

Så er kanonen ladt. Sømmet er gjort fast med wire og planten klar til at blive forankret til bunden med det lange jernsøm.

Der foregår intet tilfældigt her. Området, hvor ålegræsset skal udplantes, er nøje målt ud. Vi ved præcis, hvor mange planter der skal være netop her.

Sådan ser friske ålegræsskud ud, når de netop er sat på en halv meter vand. De sidder forhåbentlig så godt fast, at bølger og strøm ikke tager dem.

Der er tung skibstrafik ind og ud af Randers Fjord. For at beskytte det nye ålegræs mod bølger og strøm, er der udlagt beskyttende stenrev.

Området er målt ud og målepindene sat. Den bedste strategi for dagen diskuteres, inden det tunge arbejde går i gang.

Vandet er lavt ved lavvande. Alligevel kræver det ind imellem, at den ene dykker holder den anden nede under udplantningen!

– Godkendt! Knapt var dykkeren borte, førend den første kutling indtog de nye ålegræsplanter. Hvad kan det ikke blive til…

Der måles og plantes til den store guldmedalje. Der er megen logistik forbundet med udplantning af ålegræs.

Tid til en lille puster i forårssolen, førend næste hold skal ud. Og en bid brød. Uden kalorier holder man ikke længe under vandet.

Så er det tid til at tage hjem. Efter en lang arbejdsdag på fjorden. Alle sover med garanti rigtig godt i nat!

Klik på billedet for at se et helt panorama fra et nyplantet ålegræsbed. Bemærk den nye straks-indflytter i midten!

Tusind tak for den store indsats til alle fremmødte frivillige. Uden jer var der intet nyt ålegræs blevet plantet!

Den endelige optælling viste, at der på to travle dage blev udplantet i alt 5.795 nye ålegræsskud.

Vi følger udviklingen af stenrev og ålegræs ved Udbyhøj nøje i den kommende tid.

Check ind regelmæssigt for at holde dig opdateret.

Læs mere om Randers Stenrev her

Udbyhøj, 13. maj 2023

Læs mere om det vigtige ålegræs og dets biologi:

“Vil du høre ålegræsset gro…“

RGS Nordic

From Norway with Love

“RGS Nordic er blandt Danmarks førende miljøvirksomheder”.

Når altså RGS Nordic selv skal sige det.

“Vi arbejder med at gøre cirkulær økonomi og genanvendelse i affaldshåndtering til en god og bæredygtig forretning”.

For RGS Nordic altså. Ikke for vandmiljøet.

Vandmiljøet i Agersø Sund har nu i et kvart århundrede lidt under giftig udledning af dårligt renset spildevand, importeret fra den stenrige norske offshore olieindustri.

Sidstnævnte belaster gerne både klima og miljø ved at transportere det giftige spildevand helt fra den norske Nordsø og ned til den sydligste del af danske Storebælt. Hvor de giftige rester efterfølgende lukkes ud i havet.

Der må være mange penge at spare. For den norske olieindustri. Og mange penge at tjene. For danske RGS Nordic. Eneste taber bliver vandmiljøet i Storebælt, som årligt modtager store mængder dårligt renset spildevand, der bærer prædikatet “miljøfarligt affald”.

I henhold til internationale miljøaftaler må miljøfarligt affald slet ikke transporteres fra ét land til et andet. Det skal som udgangspunkt uskadeliggøres i det land, der har produceret det miljøfarlige affald. Så undgår man de lange og risikable gifttransporter, der som oftest sker til havs.

Miljøfarligt affald må dog eksporteres og krydse landegrænser, hvis det kan dokumenteres, at affaldet kan nyttiggøres i det modtagende land. Det er en ulykkelig juridisk formulering, som lokale myndigheder og virksomheder til fulde har forstået at udnytte eller omgå.

De pågældende virksomheder lever af at “nyttiggøre” det giftige affald, og de lever godt af det. De pågældende landes myndigheder tilbyder som tak for lokale arbejdspladser ofte særdeles lempelige vilkår for affaldshåndtering og tilhørende miljøgodkendelser.

Eksemplerne er mange, og vi skal fremover se nærmere på nogle af de mest aktuelle.

Den ulyksalige “nyttiggørelse”

Det modtagne spildevand må efter mere eller mindre fuldstændig rensning hos RGS Nordic og med de lokale myndigheders fulde tilladelse udledes til og fortyndes med vandet i Storebælt.

Det sker i de såkaldte “blandingszoner”, hvor man tillader fortynding af forurenet spildevand, så det til sidst når “acceptable grænseværdier”. Hvad det så end måtte være. Acceptabelt for hvem? Og hvad bliver der af de giftige restprodukter fra rensningen?

Netto forlader alt vand fra Østersøen ganske vist Danmark via Storebælt med tilstødende farvande. Efter et godt stykke tid. Problemet er blot, at de udledte stoffer cirkuleres frem og tilbage med tidevandet indtil flere gange, inden det meste endelig er væk.

Indtil da har det haft mulighed for at påvirke og skade vandmiljøet flere gange. Ved hver eneste vandvending recirkuleres de giftige restprodukter. For hver fire kubikmeter vand, som strømmer nordpå med det udgående vand gennem Lillebælt, Storebælt og Øresund, sendes de tre tilbage igen med den indgående strøm.

Lokale borgere ved Agersø Sund har derfor længe set deres lokale havmiljø afgå ved en langsom, men sikker kvælningsdød.

Farvandet er i dag “dead as a Dodo”, hvad fiskelivet angår. Ingen fanger længere fisk – hverken på stang og line eller i garn og ruser. Det skulle da lige være tamfisk fra de nærliggende havbrug i området. Undslupne regnbueørreder.

Lokalt giver man derfor ikke meget for RGS Nordic og deres forsikringer om, at man kun udleder resterne fra det norske spildevand efter endt rensning:

“Vi er det rensningsanlæg i Danmark, der er allerdygtigst til at rense spildevandet”.

Siger i hvert fald RGS Nordic’s egen bæredygtighedschef Ebbe Naamansen til pressen. Han henviser til den tilladelse til udledning af de giftige rester, som virksomheden venligst har fået af Slagelse Kommune.

En tilladelse, der sender det stadig giftige restspildevand til fortynding i det lokale Agersø Sund. Og en tilladelse, som Miljøstyrelsen efter alt at dømme har vejledt kommunen forkert om.

Stop for fremtidig import af norsk spildevand

Det er sørgeligt, at et stenrigt olieland som Norge ikke kan eller vil rense sit eget spildevand fra olieindustrien. Men blot sender sorteper videre til en mindrebemidlet nation som Danmark.

Lige så forkasteligt er det, at et lille land som Danmark i årevis villigt har taget imod de giftige stoffer, som efter endt rensning er ledt direkte ud i det smalle Agersø Sund.

Blot for at tjene penge på det. Man fristes til at kalde det torskedumt, men det udtryk giver ikke længere nogen mening. Torsken har nemlig forlængst lagt blandingszonen i Agersø Sund bag sig og er fortrukket nordpå i håb om renere vand.

Den lokale modstand mod forureningen fra RGS Nordic har været voksende i takt med fiskenes gradvise forsvinden. Modstanden har hidtil været forankret i den lokale borgergruppe “Rent Havmiljø Nu”, som i flere år har brugt mange kræfter på at oplyse om forureningen.

I “Rent Havmiljø Nu!” mener man, at det er restprodukterne fra de hundredtusindvis af tons giftigt norsk olieaffald, som de seneste 25 år er udledt i Agersø Sund, der er skyld i de manglende fisk i det nu døde havområde. Og de bakkes op af uvildige fagfolk:

“Dybest set så er det et forældet koncept, fordi filosofien er, at man kan fortynde sig ud af problemet. Stofferne forsvinder aldrig. Tungmetaller er grundstoffer, og de er der for evigt. Mange af de andre giftstoffer er der også fra måneder til årtier”

Det siger professor Stiig Markager, Aarhus Universitet, til TV2 om den hidtidige brug af de tidligere nævnte blandingszoner. Senest har så også Danmarks Naturfredningsforening og Danmarks Sportsfiskerforbund, begge med klageret i miljøsager, givet deres besyv med.

Heunicke i dialog med EU

Efter hårdt pres fra mange sider har miljøminister Magnus Heunicke nu sagt stop for fremtidig udledning af giftige tungmetaller fra det norske oliespildevand. Hidtil har svaret ellers været, at Danmark var forpligtet til at aftage affald til den nævnte ulyksalige “nyttiggørelse”.

Beslutningen vil betyde et fremtidigt stop for import af norsk oliespildevand til RGS Nordic. Miljøministeren understreger dog, at den nuværende forurening vil fortsætte, indtil den gældende tilladelse udløber om godt to år.

Der resterer således stadig 500.000 tons giftigt norsk oliespildevand, som RGS Nordic har tilladelse til at modtage. Hvis ikke ligefrem har forpligtet sig kontraktligt til.

Den nuværende tilladelse fra Slagelse Kommune er angiveligt juridisk bindende. Med mindre den da er givet på et falsk grundlag fra norsk side. At indholdet af giftige stoffer eksempelvis er højere eller anderledes end opgivet fra norsk side.

Eller med mindre man vælger af kompensere den norske producent og den danske aftager for tab i forbindelse med en eventuel opsigelse og afvikling af aftalen.

Og det har kommunen ingen oplyste planer om. Ejheller om noget slagsmål med Miljøstyrelsen, der angiveligt ikke har vejledt kommunen korrekt omkring brugen af de nævnte blandingszoner. Jævnfør tidligere notits her på siden.

Miljøministeren har dog taget kontakt til EU, hvor juridiske eksperter vurderer, at Danmark ikke er forpligtet til at modtage giftigt affald fra hverken Norge eller andre lande. Hvad Miljøstyrelsen ellers har påberåbt sig hidtil.

Hos EU mener man således, at Danmark er i sin gode ret til at give afslag på import af “visse typer af affald, herunder spildevand med et lavt indhold af olie”.

Man kan så undre sig meget og længe over, hvorfor Danmark dog ikke tidligere har forespurgt herom i EU. Lovgivningen er ikke ændret.

Men måske man godt kendte svaret.

Det sidste farvel til Agersø

Efter i årevis at være udsat for massive kemikalieudledninger – primært fra den norske olieindustri – ligger Agersø Sund ved Stigsnæs på Sydvestsjælland nu på sit dødsleje.

Derfor indkalder Greenpeace med flere søndag den 14. maj til en symbolsk begravelse af sundet ud for ud for virksomheden, som importerer det giftige oliespildevand. Den symbolske begravelse kommer til at foregå midt i den såkaldte blandingszone, hvor giftstofferne bliver udledt.

Hvis du er i nærheden af Agersø Sund og har mulighed for at rejse enten til vands eller lands, er du velkommen til at deltage i de lovligt anmeldte demonstrationer.

Ud over begravelsen på vandet, vil Greenpeace også være at finde på stranden, hvor RGS Nordics spildevandsrør leder det giftige spildevand ud i sundet.

Miljøminister Magnus Heunicke anerkender nu problemet med vores import af giftigt norsk oliespildevand og har derfor også langt om længe meddelt, at han ikke vil forlænge tilladelsen af importen af spildevand fra den norske olieindustri – på sigt.

Udledningerne fra den norske olieindustri vil først stoppe om 2,5 år, hvilket jo er en ringe trøst i forhold til, hvor presset vandmiljøet i Agersø Sund er. Danmarks havmiljø har brug for, at dette stopper nu. Ikke efter udledning af de resterende 500.000 tons norsk oliespildevand.

Sammen med de lokale ildsjæle fra Rent Havmiljø Nu! og Storebælt Småbådsklub laver Greenpeace derfor en sø-begravelse for Agersø. Sundet står med begge ben i graven, hvis ikke den norske olieindustri stopper med at svine med det samme.

Og ikke først efter rensning af de sidste 500.000 tons spildevand.

⌘ Læs mere om stofferne i spildevandet fra RGS Nordic ⌘