Tag-arkiv: Zostera marina

Gamle Damer og Ålegræs

Den Gamle Dame og Ålegræsset

Da jeg i min grønne ungdom var blå ulveunge i Greve Strand ved den dengang sulfoskummende Køge Bugt, fik jeg denne historie fortalt:

Det var historien om spejderen, der ville gøre dagens gode gerning, og som derfor hjalp en gammel dame over vejen. Problemet var bare, at hun slet ikke skulle over på den anden side…

For en spejderdreng in spe og ulveunge i første klasse var det en ganske tankevækkende historie, som har fulgt mig lige siden. Dagens gode gerning kunne pludselig blive et problem for den stakkels gamle dame.

Historien blev pludselig ekstra aktuel, da vi forrige år begyndte at udplante ålegræs i Randers Fjord. De grønne skud ville bare ikke gro i det plumrede vand, som landbruget langs den inddæmmede fjord havde leveret. Via massiv overgødskning af markerne inde bag digerne.

Da vi genbesøgte det udplantede ålegræs året efter, var der stort set intet tilbage. Hovedparten af de 5.795 friske skud, som vi møjsommeligt havde høstet og hentet ved udmundingen af Mariager Fjord i Kattegat, var bukket under i det uklare vand med de alt for mange næringssalte. De små skud blev øjeblikkeligt overbegroet i fedtemøg, som kvalte næsten alle planterne.

Skønne spildte kræfter altså. Og en indsats, der ikke gav smag på mere af samme slags. I stedet har kommunen nu valgt at satse helt på etablering af nye stenrev, der ganske vist også gror til i alger. Men som alligevel bidrager til livet i fjorden med strømlæ og skjulesteder for småt og stort.

Oplevelsen var lærerig på flere måder. Vi var et par år tidligere startet med etablering af stenrev, og nu ville vi følge succesen op med bølgende ålegræsbælter. Læs historien og se de mange billeder fra Randers Stenrev her.

Vi var dengang endnu i den glade tro, at vi kunne hjælpe den trængte natur i Randers Fjord ved at udplante ålegræs, hvor der tidligere havde været noget. Jo mere vi kunne plante ud, desto bedre ville verden blive.

Den folkelige opbakning til udplantning af ålegræs var overvældende. Rigtig mange ville gerne gøre en aktiv indsats for at hjælpe naturen og det trængte vandmiljø. Det var derfor ikke noget problem at skaffe lokal arbejdskraft til projekterne. Problemet var bare, at det ikke virkede. 

Det var historien om den gamle dame igen. Alle ville så gerne hjælpe hende over vejen, men hun skulle desværre slet ikke over. Der var nemlig ikke noget at komme efter på den anden side. Intet vandmiljø, de nye ålegræsskud kunne gro i.

Det havde dansk landbrug effektivt sørget for med flere års massive udledninger af især kvælstof. Det gjorde, at de nye skud på ingen tid blev overbegroet i fedtemøg og kvalt. Og at de nye “blå skove” derfor aldrig blev til noget.

Det faglige modspil

Tilbage i 2023 havde Danmarks Sportsfiskerforbund foretræde for Folketingets miljøudvalg. Man ønskede, at det blev lettere end hidtil at få tilladelse til at udplante ålegræs rundt omkring i landet. Velux-fonden stod jo klar med millionstore tilskud, og vandmiljøet manglede desperat ålegræs.

Desværre kan man ikke bare gå ned i nærmeste Plantorama og købe ålegræsskud fra et gartneri. Der findes nemlig ingen, som dyrker ålegræs til udplantning. Ingen overhovedet.

Alt ålegræs til udplantning skal derfor fysisk høstes fra eksisterende ålegræsbede, der næppe tåler dette i nævneværdigt omfang. Eksisterende ålegræsbede er jo i forvejen ofte selv truede af det dårlige vandmiljø.

Fra faglig side blev der derfor advaret mod “Wild West” tilstande, hvor der skulle udplantes ålegræs for enhver pris. Her, der og alle vegne. Det var smitsomt, for alle ville jo gerne gøre en god gerning for miljøet. Nogle også tjene penge på det.

Denne uansvarlige omgang med udplantning af ålegræs fik heldigvis til sidst et fagligt modspil, der satte tingene på plads.

Et af de argumenter, der blev brugt for at fremme udplantningen af ålegræs, var græssets påståede evne til at binde og dermed tilbageholde store mængder CO2 – til fordel for klimaet og begrænsning af den globale opvarmning.

Det resulterede i fængende avisoverskrifter som “De blå skove kan binde mere end Danmarks CO2-udledning” og satte yderligere fokus på ålegræsset.

Fagligt var der desværre ikke hold i disse påstande. 28 danske forskere og administrationer satte derfor hinanden stævne i Odense for at aflive myten om ålegræsset og dets tilbageholdelse af kulstof i bunden. Drømmen om “den permanente begravelse af kulstof” under ålegræsset var definitivt bristet.

Aflivningen af denne myte skete på en såkaldt konsensuskonference om emnet. Her gik forskerne i rette med, at “en række centrale hjemmesider fra forskellige organisationer, som eksempelvis Danmarks Naturfredningsforening, WWF og Tænketanken Hav”, desværre giver udtryk for misforståede budskaber omkring ålegræssets evne til netop at tilbageholde kulstof.

De faglige anbefalinger

Denne komplekse problemstilling kan man læse meget mere om i rapporten fra den afholdte konference. Herunder blot fire deltagende forskeres konkrete udtalelser om ålegræssets reelle optagelse af kulstof samt gode råd til retablering af ålegræsbælter landet over:


”Det er desværre ikke rigtigt. Det organiske stof, som begraves i den iltfrie del af havbunden omsættes af bakterier, der ånder uden ilt. Bakterierne bruger i stedet f.eks. nitrat, sulfat og jern, når de nedbryder organisk stof.”

Professor Bo Barker Jørgensen, Biologisk Institut, Aarhus Universitet


”Men det er slet ikke så let, som det ofte bliver udtrykt. Det er nemt at ødelægge store arealer med ålegræs, men det er svært at finde egnede arealer, hvor man kan få udplantet ålegræs til at overleve.”

Professor Mogens Flindt, Biologisk Institut, Syddansk Universitet


”Det er helt afgørende, at vi meget hurtigt får en markant indsats på land. En aktiv udplantning af ålegræs på egnede lokaliteter, hvor der samtidig er langt til naturlige ålegræsbede, kan måske hjælpe den naturlige ålegræsspredning på vej, men kan slet ikke redde vores havmiljø.” 

Professor Karen Timmermann, Institut for Akvatiske Ressourcer, Danmarks Tekniske Universitet


”Det er vigtigt, at man meget grundigt vurderer, om de naturlige ålegræsenge kan holde til denne høst, og at der er en omhyggelig opfølgning på aktiviteterne rundt om i landet. Vi mangler ganske enkelt resultater, der viser, om udplantet ålegræs i det hele taget overlever gennem flere år.”

Professor Kaj Sand-Jensen, Biologisk Institut, Københavns Universitet


Morale

Dagens gode gerning er lige så vigtig, som den altid har været. Den Gamle Dame skal naturligvis stadig hjælpes over gaden, når og hvis hun har brug for det. Men endnu vigtigere er det, at der så også er noget at komme efter på den anden side. 

Det er der ikke i skrivende stund. Det må være læren af de hidtidige udplantninger af ålegræs. De nytter intet med den nuværende forurening fra landbruget. 

Den må bringes til ophør, før vi krydser gaden med Den Gamle Dame under armen. Og en tot frisk plukket ålegræs i favnen.

For over skal de jo begge på et tidspunkt.

Og det hurtigst muligt.

Steen Ulnits


Tegning: Niels Knudsen for Gylle.dk


Link til den fulde rapport:

https://ecos.au.dk/aktuelt/nyheder/nyhed/artikel/aalegraes-og-tang-er-ikke-en-redningsplanke-for-vores-klima

Artiklen blev første gang publiceret på www.gylle.dk

Vil du høre ålegræsset gro…


Så skal du nok skynde dig. Vort hjemlige ålegræs, som har det latinske artsnavn Zostera marina, er fra naturens hånd en uhyre almindelig og meget vigtig vandplante. Desværre har den det rigtig skidt i vore dages næringssalt-forurenede vande.

Ålegræs er slet ikke nogen græs, selv om de op til meterlange bændler kan lede tankerne hen på såvel græs som ål. Et andet og lige så betegnende navn er almindelig bændeltang.

Uanset navnet så er der i begge tilfælde tale om en flerårig vandplante, hvis rødder rent faktisk stammer fra land. Som sådan blomstrer ålegræsset om sommeren – dog med blomster så små og godt gemte, at de næsten ikke er til at se.

Ålegræsset dækkede tidligere kvadratkilometer efter kvadratkilometer af de lavvandede danske fjordområder. Helt ud til 15 meters dybde kunne man finde den, mens vandet endnu var klart nok til den lyskrævende plante. Enkelte steder nævnes sågar fund ud til 18 meter vand.

Så klart er vandet desværre ikke længere. I dag finder vi ikke ålegræs på større dybder end 5  meter – i mange forurenede fjordområder endda langt mindre. Og det er rigtig trist, for det er netop i ålegræsbælterne, at vi finder den største biomasse og artsrigdom i de indre danske farvande.

I gamle dage kunne ålegræsset vokse sig op til to meter langt eller mere.  Imellem de nu sjældent mere end én meter lange stængler kan de små fisk gemme sig og vokse sig store, så de siden kan blive til føde for endnu større rovfisk, I de grønne ålegræsmarker kan de ligeledes grønne roskilderejer finde ideelle skjulesteder, hvor de kan vokse sig spisestore for såvel fisk som mennesker.

Ålegræs er således et uhyre vigtigt opvækst- og levested for mange marine organismer, og ålegræs kan man derfor ikke have nok af – kun for lidt.

Desværre kniber det som allerede sagt meget for ålegræsset i de forurenede indre danske farvande. De mange næringsstoffer fra især landbruget gør vandet uklart af alger, som igen skygger for ålegræsset, der mistrives.



En kamp for overlevelse

De mange næringssalte fra landbruget er skadelige for ålegræsset på flere måder. Dels skaber næringssalte i overskud grobund for langt flere alger, end der er plads til i et normalt og sundt økosystem. Og dels skygger de mange alger helt enkelt for lyset, som er livsnødvendigt for ålegræsset og dets fotosyntese. Uden lys ingen planter.

De mange alger dør på et tidspunkt og synker til bunds, hvor de rådner op under forbrug af ilt. Fortsætter denne tilgang af døde og nedsynkende alger, vil der opstå iltsvind, som i første omgang er dødbringende for fisk og smådyr.

Fiskene kan dog i mange tilfælde nå at svømme væk, når iltsvindet melder sig. Og krabber kan måske nå at kravle på land – væk fra den giftige svovlbrinte. Det kan de øvrige organismer i sagens natur ikke. 

Efter et stykke tid med iltsvind dannes der nemlig svovlbrinte eller H2S i bundslammet. På et tidspunkt kan denne svovlbrinte trænge op gennem bundslammet og op i vandet. H2S er en uhyre giftig gasart, der blokerer stofskiftet hos højere organismer. På samme måde, som cyanid gør det. Dyrene dør helt enkelt.

Mindre kendt er det, at heller ikke ålegræs kan tåle svovlbrinte. Ved iltsvind og optrængning af svovlbrinte “knækker” ålegræsset i dets vækstzone, som er lige i overgangen mellem bund og vand. Græsset dør helt enkelt. Det ser ud, som var det skåret af med en kniv. De døde blade driver siden i land, som var de høstet af selveste Manden med Leen.

Endelig er der fedtemøget, som er en generel betegnelse for étårige brunalger, der stortrives i næringssalt-forurenet vand. Fedtemøget sætter sig på faste overflader som ålegræs og kvæler det ved at hindre planten adgang til det livgivende sollys.

Er der tilstrækkeligt mange næringssalte i vandet, kan ålegræsset bare ikke overleve. Og da hjælper ikke udplantning af selv nok så mange friske skud.



En stor kuldioxid-fjerner

Men ålegræs er andet og mere end en ideel biotop for levende organismer. Ålegræs kan nemlig også optage store mængder af den CO2, som vort moderne samfund udleder. Og det er ikke småting. Tilbage i 2020 udledte Danmark samlet 42 millioner ton drivhusgasser – med CO2 som den vigtigste. 

Aarhus Universitet anslår, at omkring 670.000 hektar dansk fjordbund tilbage i år 1900 var dækket af frodige ålegræsbælter. I dag er der mindre end en tredjedel tilbage: 220.000 hektar.

Forskere vurderer, at 450.000 hektar ålegræs vil kunne optage op mod 45 millioner ton CO2. Altså mere end den samlede danske udledning. Hvis ålegræsset vel at mærke vil gro igen. Det har eksempelvis knebet gevaldigt med reintroduktion i Odense Fjord, hvor vandet helt enkelt er for uklart og forurenet med næringssalte. Da kan man hverken se eller høre ålegræsset gro.

Udplantning af ålegræs er sket flere steder landet over – senest i Randers Fjord, hvor man vovede pelsen og i forgangne maj måned foretog udplantning af knapt 6.000 friske ålegræsskud ved Udbyhøj. Tæt på Kattegat og i forhåbning om, at tidevandet herude vil sikre den fornødne vandudskiftning.

Det tør man ikke håbe på længere inde i den lange og smalle Randers Fjord, som konstant modtager kolossale mængder af overskydende næringssalte fra de inddæmmede marker langs fjorden. Fra de intensivt dyrkede enge ved Støvringgaard og Tørring, hvor der dyrkes store mængder raps til svinefoder.

Ironisk nok gødes markerne langs fjorden med gylle fra de selvsamme svin, der dyrkes foderraps til. Hvert forår kører kæmpemæssige gyllevogne derfor gødning ud på den sandede jord, som er gammel fjordbund.

Store mængder af overskydende næringssalte fra de gødede marker bag diget pumpes herefter direkte ud i vandmiljøet, hvor de kvæler livet i først Randers Fjord og siden Kattegat. Et af landets største iltsvindsområder findes da også herude, hvor fjorden møder havet.



Ramt af sygdom

Man regner med, at vi i dag måske kun har 10-20 procent af det oprindelige ålegræs tilbage. I bedste fald 30 procent.

Tilbage i 1930’erne blev ålegræsset nemlig ramt af en svampesygdom, som decimerede bestanden og mængden af ålegræs. Indtil da var ålegræs hyppigt brugt til såvel dækmateriale på tage som fyld i madrasser. På Læsø kan man stadig se flere huse med ålegræstag.

Efter svampeangrebet i 30’erne kom ålegræsset langsomt tilbage, men blev siden slået ned igen af forureningen med næringssalte fra først by og land, siden primært landbruget.

Det kystnære fiskeri med bundtrawl og muslingeskrab har ligeledes været en stor hindring for ålegræssets udbredelse. Begge er fiskemetoder, som pløjer bunden op og ødelægger de fysiske livsbetingelser for ålegræsset. Begge er de metoder, som derfor må udfases helt i de indre danske farvande.

Det samme gælder opdræt af fisk og muslinger, der i lighed med landbruget tilfører vandmiljøet uønskede næringssalte. I det hele taget må de indre danske farvande friholdes mest muligt for fysisk og kemisk påvirkning. Vi har for længst passeret grænsen for, hvad vandmiljøet kan holde til.

Da ålegræs er en flerårig plante, tager det lang tid for den at kolonisere nye områder eller rekolonisere gamle. Derfor hjælper vi den nu mange steder ved udplantning af nye skud. Kunstigt åndedræt kunne man kalde det.

De store ålegræsmarker udgjorde tidligere en god sikring mod bølgeerosion af kysterne. En funktion, de ikke har længere, nu hvor de er væk.

Da skibsfarten i specielt kystnære sejlrender skaber store bølger, som er hårde ved ålegræsset, har vi anlagt beskyttende stenrev ved Udbyhøj i Randers Fjord. Her passerer mange store coastere tæt forbi i sejlrenden. De nye stenrev vil forhåbentlig give læ nok for bølger og strøm til, at det nye ålegræs kan få fæste.

Ålegræssets udbredelse nedefter i dybderne har i mange år været brugt som en god og enkel indikator for forureningsgraden i kystnære farvande. Jo flere næringssalte og dermed mere forurening, der er i vandmiljøet, desto ringere bliver sigtedybden. Og desto lavere vand træffer man ålegræsset på.


Ved Støvringgaard og Tørring Enge pumpes næringssalte konstant ud i Randers Fjord fra de dyrkede og gødede marker bag digerne.


De kommende år vil vise, om ålegræsset overhovedet har en fremtid i dagens Danmark. Om vi fortsat vil prioritere et intensivt og stærkt forurenende landbrug frem for et sundt vandmiljø med plads til dyr og planter.

Vi fortsætter indtil videre med udplantning af nye ålegræsplanter. Og krydser fingre for, at vandkvaliteten engang igen bliver tilstrækkeligt god til, at græsset kan trives og atter vil brede sig.

Det øgede gødningsforbrug fra den borgerlige regerings Landbrugspakke gør det dog vanskeligt at nå i mål. Og helt umuligt at opfylde kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Vi ligger lige nu, som den tidligere borgerlige regering har redt. Som Lars Løkke, Esben Lunde, Eva Kjer og Jacob Ellemann ville det.

En linje, som Mette Frederiksen desværre villigt fortsætter.

Og det er desværre ikke i en seng af frisk ålegræs.


© 2023 tekst & fotos: Steen Ulnits

Introfoto:  Jan Henningsen


Læs mere om udplantning af ålegræs i billedreportagen her.

 

Randers Ålegræs

Den yderste del af den lange og smalle Randers Fjord blev i dag 2.500 små ålegræsplanter rigere. Yderligere 2.500 er på vej. De skal sammen med nye stenrev hjælpe vandmiljøet til en bedre fremtid. Randers Kommune står bag.

Klik for større fotos


Det er lidt af et udstyrsstykke at udplante ålegræs. Der skal planlægning, mandskab, både og friske ålegræsplanter til. Samt tid og fysisk arbejde.


Det etablerede “skolerev” ved udsejlingen fra Udbyhøj. Ved lavvande stikker de mange nye sten op gennem overfladen. Ved højvande er de alle oversvømmet.


Det er ikke raketvidenskab at udplante ålegræs. Blot man har mandskab og redskaber nok. Til de vigtigste hører jernsøm og jerntråd. Ikke rustfrie.


Den vigtigste ingrediens af dem alle: Friske ålegræsplanter. Disse er hentet ud for Overgaard nord for Randers Fjord, hvor der stadig er store ålegræsbælter.


Hvert eneste ålegræsskud fastgøres til et jernsøm med et stykke jernwire. Sømmet forankres i bunden, hvorefter både søm og wire ruster væk.


Det kræver mandskab at rigge 2.500 nye ålegræsskud til dagens udplantning. Her arbejder tre generationer sammen om at nå målet.


Fremtidens mand. Ved at plante ålegræs ud er han selv med til at skabe en bedre fremtid og et bedre vandmiljø end det, han selv er født ind i.


Det er bare fast arbejde at montere ålegræsskud på søm og wire. Tusind tak til alle frivillige, som deltog. Og Randers Kommune, der koordinerede.


Der er brug for alle disponible hænder. Projektleder Maggie giver en hånd med, inden dykkerdragten og vandet kalder.


Det er i ålegræs og ålegræsbanker, vi finder den største naturlige biomasse i de indre danske farvande. Derfor er ålegræs en uhyre vigtig plante.


Nye skud klar til udplantning. Hvert eneste ålegræsskud er fastgjort til et søm med wire. Sømmet forankrer planten i bunden, hvorefter wire og søm ruster op.


De unge ålegræsplanter monteres forsigtigt på søm og wire, så de ikke tager skade inden udplantningen. – Det er vigtigt, det her!


Flere hundrede ålegræsskud klar til udsejling og udplantning. Og der er flere hundrede andre på vej. Hårdt arbejde, men heldigvis er der frivillige nok.


Så er kanonen ladt. Sømmet er gjort fast med wire og planten klar til at blive forankret til bunden med det lange jernsøm.


Der foregår intet tilfældigt her. Området, hvor ålegræsset skal udplantes, er nøje målt ud. Vi ved præcis, hvor mange planter der skal være netop her.


Sådan ser friske ålegræsskud ud, når de netop er sat på en halv meter vand. De sidder forhåbentlig så godt fast, at bølger og strøm ikke tager dem.


Der er tung skibstrafik ind og ud af Randers Fjord. For at beskytte det nye ålegræs mod bølger og strøm, er der udlagt beskyttende stenrev.


Området er målt ud og målepindene sat. Den bedste strategi for dagen diskuteres, inden det tunge arbejde går i gang.


Vandet er lavt ved lavvande. Alligevel kræver det ind imellem, at den ene dykker holder den anden nede under udplantningen!


– Godkendt! Knapt var dykkeren borte, førend den første kutling indtog de nye ålegræsplanter. Hvad kan det ikke blive til…


Der måles og plantes til den store guldmedalje. Der er megen logistik forbundet med udplantning af ålegræs.


Tid til en lille puster i forårssolen, førend næste hold skal ud. Og en bid brød. Uden kalorier holder man ikke længe under vandet.


Så er det tid til at tage hjem. Efter en lang arbejdsdag på fjorden. Alle sover med garanti rigtig godt i nat!


Klik på billedet for at se et helt panorama fra et nyplantet ålegræsbed. Bemærk den nye straks-indflytter i midten!


Tusind tak for den store indsats til alle fremmødte frivillige. Uden jer var der intet nyt ålegræs blevet plantet!

Den endelige optælling viste, at der på to travle dage blev udplantet i alt 5.795 nye ålegræsskud.

Vi følger udviklingen af stenrev og ålegræs ved Udbyhøj nøje i den kommende tid.

Check ind regelmæssigt for at holde dig opdateret.


Læs mere om Randers Stenrev her


Udbyhøj, 13. maj 2023


© 2023 Steen Ulnits


Læs mere om det vigtige ålegræs og dets biologi:

Vil du høre ålegræsset gro…