Tag-arkiv: Xiphias gladius

De ti hurtigste fisk i verden

14825-63

– Vidste du, at nogle fisk svømmer mere end 100 km i timen? – Eller at nogle sågar kan flyve? Hør, hvad videnskaben har at sige om fiskenes svømmeegenskaber!

Det siger sig selv, at fisk er gode til at svømme. De lever jo af det, og for nogle arters vedkommende dør de sågar af det, hvis de ikke svømmer. Det gælder eksempelvis makrellen, der kun kan ånde, når den svømmer. Den mangler helt enkelt den pumpemekanisme, der gør, at andre fisk kan stå stille og alligevel trække vejret.

Men der er endog meget stor forskel på forskellige fisks svømmeegenskaber. Nogle er de fødte hurtigsvømmere, mens andre ikke rører meget på sig. Nogle kan svømme langt og er meget udholdende, mens andre kun kan flytte sig hurtigt over meget korte distancer.

Alle højere dyr har to slags muskelvæv: Rød muskulatur og hvid muskulatur. Den røde muskulatur er dominerende hos pattedyrene, mens den hvide er mest udbredt blandt fugle og fisk.

Muskler og mælkesyre

Forskellen på de to typer muskelvæv ligger i udholdenheden. Den røde muskulatur kan arbejde i længere tid ad gangen, mens den hvide primært er tiltænkt korte, spurtagtige præstationer.

Har man overvejende rød muskulatur, er man således mere udholdende, end hvis man har flest hvide muskler. Omvendt kan hvid muskulatur gøre sin ejermand hurtigere på kort hold, men også til en mere forpustet sprinter.

For begge muskeltyper gælder, at der dannes mælkesyre efter kortere eller længere tids overanstrengelse. Da slår musklerne over på en slags nødstofskifte, der kan fungere uden ilt. Men kun i kort tid og desværre altid med produktion af mælkesyre som uundgåeligt affaldsprodukt. Og virkningen af mælkesyre kender vi alle: Ømme og stive muskler. Mest mælkesyre kommer der fra overanstrengt hvid muskulatur.

Kigger man på de mest udholdende af hurtigsvømmerne, vil man altid se, at de røde muskelfibre langs siden er højt udviklet – med mørkt kød som det synlige resultat. Omvendt dominerer de hvide muskelfibre hos de fleste andre fisk, som derfor er fødte ofre for mælkesyreforgiftning efter anstrengelse.

Det kan være svært at måle svømmehastighed hos fisk. Mindre fisk kan holdes i strømakvarier, hvor man gradvis skruer op for strømhastigheden, indtil fisken må give op og lade sig falde tilbage med strømmen. Da har man et godt mål for den pågældende fiskearts maksimale svømmehastighed og udholdenhed.

Anderledes svært er det med store fisk ude i den vilde natur. Da er man nødt til i højere grad at anslå end rent faktisk måle hastigheden. Fra sejlende skibe og med rullende kameraer kan man imidlertid komme tæt på de reelle værdier – de pågældende fisks tophastigheder.

Længde og fart

Under mit første besøg på Cuba – det var i 1977 – tilbragte jeg nogle dage med Big Game fiskeri ud for Havanna. Med byens karakteristiske skyline i horisonten og to kilometer dyb koboltblå Golfstrøm under kølen.

Mens vi lå og trollede efter marlin – små hvide og store blå – dukkede pludselig et kæmpestort monster af en hvid haj op ved båden. Den synede lysebrun mod det koboltblå vand, og vi anslog den til at være et sted mellem 6 og 8 meter lang. Jeg stod oppe på skibets flying bridge og kunne med gysen se monsteret glide ind under vor Big Game båd – fuldt synlig på begge sider af skibet samtidig!

Det, der for alvor fascinerede mig – ud over fiskens blotte størrelse – var dens fart gennem vandet. Det så ikke hurtigt ud, da fisken jo var så stor. Men hastigheden var høj og rigelig til at svømme den stime bonitoer op, som omgav båden. Og de hører jo selv til blandt havets hurtigsvømmere.

Hajer er ikke specielt hurtige svømmere og hvidhajer da slet ikke. Men som enhver sejlsportsmand ved, så er det sejlskibets længde og vandlinje, som afgør, hvor hurtigt det kan sejle. Et stort sejlskib vil derfor altid kunne agterudsejle et lille, og det samme gælder fisk. Er de blot store nok, kan selv langsomme fisk svømme mindre hurtigsvømmere op.

Det er et forhold, der må tages med i betragtning, når man taler om tophastighed. – For taler vi om den absolutte tophastighed, hvor fiskens størrelse ingen rolle spiller? – Eller snakker vi om den relative hastighed, som er fiskens hastighed i forhold til dens størrelse?

Da giver det nemlig to helt forskellige Top Ti lister over hurtigsvømmere blandt fiskene. Endnu mere kompliceret bliver det, hvis vi også bringer et forhold som udholdenhed ind i billedet – hvis vi kigger på, hvor længe en given fisk kan holde ud at svømme med tophastighed. Da bliver der brug for en tredje Top Ti liste.

Biologer diskuterer ofte de forskellige fiskearters udholdenhed, når de skal konstruere fisketrapper, omløbsstryg og større vejunderføringer. Da er strømhastigheden nemlig altafgørende for, om fiskene overhovedet er i stand til at forcere dem.

Er forhindringens længde og strømhastighed for stor, vil mange fiskearter måtte give op undervejs. Her er det i mindre grad topfarten, der tæller. Men udholdenheden, der er i højsædet.

14825-xxaa5

Topfartens Top Ti

Her skal vi imidlertid holde os til de absolutte tophastigheder. Dem, der er lettest at kortlægge.

Vi mennesker har altid været fascineret af talværdier – af først og størst, længst og hurtigst. Der er derfor brugt megen tid på at afgøre, hvem i vandet der kan svømme hurtigst. Studerer man litteraturen, vil man uundgåeligt støde på varierende værdier for de forskellige fisk. Baseret på forskellige målemetoder og lokaliteter.

Jeg vover dog alligevel at give et bud på Top Ti listen over verdens hurtigste fisk. Ikke overraskende stammer de alle fra havet, hvor afstandene og ”the need for speed” jo er størst:

1. Sejlfisk

Tophastighed: 112 km/t

På en ubestridt førsteplads blandt havets hurtigsvømmere finder vi sejlfisken Istiophorus platypterus, der med sin kolossale rygfinne om nogen lever op til både sit engelske og danske navn.

Sejlfisken kan lægge sit kolossalt store rygsejl ned i en dertil indrette fure, så den ingen vandmodstand yder overhovedet. Den op til 3 meter lange og 50 kg tunge hurtigsvømmer bruger ellers sejlet til at imponere andre sejlfisk med. I gydetiden kan man således se småflokke af sejlfisk ligge og baske i overfladen – ofte med hele sejlet ude af vandet.

Svømmehastigheden er målt til 112 km/t, men ikke nok med det: Videooptagelser har vist, at sejlfisken kan svinge sit sværd fra side til side med op til 125 km/t. Den svømmer ind i en flok småfisk og svinger vildt med sværdet. Nogle fisk dræbes på stedet, andre bedøves blot. Herefter er det enkelt for sejlfisken – i ro og mag – at svømme tilbage og samle maden op.

Det er tankevækkende, at sejlfisken under vand kan nå samme hastighed som det hurtigste dyr oppe på land – geparden. Tankevækkende, da vand jo er et mange gange tættere medium end luft. Til gengæld har geparden så en langt større tyngdekraft at trækkes med på landjorden.

Sejlfisken vokser imponerende hurtigt, men bliver som guldmakrellen ikke ret gammel. Sejlfisken når typisk en længde på to meter i løbet af sine første fem leveår. Herefter flader væksten kraftigt ud – sikkert på grund af kønsmodningen, der kræver megen energi – og de færreste sejlfisk bliver ældre end ti år gamle og mere end tre meter lange.

Sejlfisken er en populær sportsfisk – ikke mindst på grund af dens mange spring og lange udløb. Fluefisker man den store pacifiske sejlfisk, kan der blive brug for både 300 og 400 meter bagline. Samt hurtige reflekser, så man ikke slår knoerne til blods mod håndtaget på den vildt roterende spole!

2. Stribet marlin

Tophastighed: 80 km/t

Der er et overraskende stort spring ned til andenpladsen, hvor vi finder en af havets virkelige giganter: Den stribede marlin med det latinske artsnavn Tetrapturus audax. Det overaskende består i, at marlinen kan blive langt større og derfor også burde have en højere tophastighed end sejlfisken. Det har den bare ikke.

Den stribede marlin hører til verdens absolut mest eftertragtede sportsfisk, der med sine op til godt 200 kg altid leverer en dramatisk dyst med flere hundrede meter lange udløb og imponerende spring helt ud af vandet. Mange flere end de langt større blå og sorte marlin kan præstere. Der skal helt enkelt fart over feltet til, hvis man skal kunne springe som en stribet marlin.

I modsætning til blå og sorte marlin, så forekommer den stribede marlin langt mere talstærkt. Således er det langt fra usædvanligt med dagsfangster på tocifrede antal. Hvilket er helt uhørt med blå og sorte marlin. Her skal man være glad for hver eneste marlin, der kommer i båden.

Den stribede marlin er en fin spisefisk, som indbringer gode priser på markedet. Det har gjort den så eftertragtet, at den i dag har status som potentielt truet. Således er den kommercielle fangst i dag blot en fjerdedel af fangsten i 1960’erne.

3. Wahoo

Tophastighed: 77 km/t

14825-83

På tredjepladsen kommer en turbo charged supermakrel med det eksotiske navn “wahoo”. På latin hedder den Acanthocybium solandri. En rasende hurtig svømmer, der samtidig er en rigtigt fin spisefisk.

Så god er wahoo’en på bordet, at den var Ernest Hemingway’s favoritspise – når Papa altså først lige havde skyllet den obligatoriske stime mojitoer i sig. En 10-15 stykker af slagsen. For den ikke indviede, så er ”mojito” ikke navnet på en småfisk, men en rom-baseret drink af de bedre…

Wahoo’en vokser som sejlfisk og guldmakrel uhyre hurtigt, men bliver heller ikke ret gammel. Noget tyder på, at hvis man har væksthormoner ud over det sædvanlige, så skal man ikke regne med noget langt liv…

Wahoo’en minder meget om den atlantiske king mackerel og den indopacifiske Spanish mackerel, som den da også er i familie med. En lang og slank makrel med masser af spidse tænder i munden. Den kan blive op til 40 kg tung, men ses sjældent større end 10-15 kg.

Der findes i litteraturen oplysninger om, at wahoo kan svømme op til 90 km/t, men det har været svært at dokumentere dem. 77 km/t er nu også rigtig hurtigt – wahoo’ens relativt beskedne størrelse taget i betragtning.

4. Blåfinnet tun

Tophastighed: 76 km/t

Det var forventet, at den blåfinnede tun Thunnus thynnus ville være at finde på hurtigsvømmernes Top Ti. Den blåfinnede tun er hurtigt svømmende og langt vandrende. Således stammede de kæmpestore tun, der i efterkrigsårene jagtede sild, makrel og hornfisk helt oppe i Øresund, fra Middelhavet i syd. Og det var kun de største og hurtigste, der nåede helt herop.

Den blåfinnede tun findes som flere andre af de store havfisk i både Atlanterhavet og Stillehavet. Nogle forskere betragter dem som separate arter – andre blot som underarter af samme art. Den blåfinnede tun kan veje op mod 500 kg – med den danske rekord på imponerende 372 kg.

Enhver Big Game fisker ved, at marlin er de hurtigste og tun de stærkeste af havets virkelige sutorvildt. En dyst med en tun på 100-200 kg er således langt mere udmarvende for fiskeren end kampen med en tilsvarende stor marlin. Sidstnævnte hjælper nemlig selv til med udtrætningen – via deres høje spring helt ud af vandet.

Den slags spilder tunen ikke sine kræfter på. Den dykker i stedet i dybden, hvor den er ustoppelig. Og er den først nået rigtig langt ned, er den så godt som umulig at få op igen. Da skal man næsten løfte den rene dødvægt op til båden. Gerne med brug af en såkaldt “flying gaff”, der hægtes på linen og sendes i dybet til fisken.

Uheldigvis er den blåfinnede tun meget velsmagende, hvilket ikke mindst de fiskeelskende japanere forstår at værdsætte. Dens popularitet som spisefisk har desværre bragt den på listen over truede fiskearter. Således er fangsten i de sidste 40 år reduceret med 72% i Østatlanten og 82% i Vestatlanten.

Af samme årsag gøres der i dag store anstrengelser for at opdrætte netop blåfinnet tun. Endnu er man dog stadig nødt til at indfange flokke af mindre fisk, som man så fodrer op til markedsstørrelse.

5. Gulfinnet tun

Tophastighed: 74 km/t

Den gulfinnede tun Thunnus albacares har en sydligere udbredelse end de blåfinnede og når slet ikke dennes størrelse. Den holder af varmere vand og træffes ikke i tempererede have, som den blåfinnede gør det.

Den gulfinnede tun kan blive op til 200 kg tung og lever virkelig op til sit navn: Således er finnerne og de små styrekøle på halen, der skal stabiisere fisken under topfart, klart gule. Den anden rygfinne samt gatfinnen er begge stærkt forlænget, så de tilsammen danner en karakteristisk halvmåne, der næppe findes andetsteds i fiskeverdenen.

Størrelsen samt en topfart på niveau med dens blåfinnede storebror gør den gulfinnede tun til en handy og populær sportsfisk. Handy, fordi den ikke kræver det helt tunge grej, som er ubetinget nødvendigt til fiskeri efter blåfinnede tun samt blå og sorte marlin. Den gulfinnede tun kan således fiskes på samme grej som sejlfisk, guldmakrel, wahoo og tilsvarende mellemvægtere.

Og så er den uhyre velsmagende. Jeg skal sent glemme en dag ud for Cabo San Lucas i Mexico, hvor vi fik en håndfuld mellemstore tun indenbords af den gulfinnede slags. De hamrede på deres karakteristiske vis imod bundbrædderne, indtil et par velrettede slag med en baseball kølle fik bragt dem til tavshed.

Få minutter senere var de klar til servering inde i kahytten. Frisk sashimi med soya og lidt wasabi sauce til. Dertil et par iskolde “XX” øller. Da forstår man, hvorfor også den gulfinnede tun er på vej mod listen over truede fiskearter…

6. Blåhaj

Tophastighed: 69 km/t

Enhver, der har set en blåhaj – helst levende og i vandet – er klar over, at her står vi over for en rigtig hurtigsvømmer. Prionace glauca er en af de smukkeste hajer, vi har – dertil den hurtigste af dem alle. Med en registreret tophastighed på 69 km/t er den næsten på niveau med tunfiskene.

Blåhajen hører de subtropiske vande til, hvor den foretrækker de større dybders kølige vand. De store øjne vidner om et rigtig godt syn, og de lange finner giver den et fornemt svæv i vandet. Det er en fantastisk smuk fisk at se på – spidsnæset og indigoblå som den syner i vandet.

Blåhajen er hurtig på finnerne og vandrer langt. Men har man haft den på krogen, vil man vide, at den ikke er specielt stærk. Vil man have sig en rigtig dyst med råstærke hajer, skal må gå efter de mere kompakte sildehajer og makrelhajer.

Blåhajen kan være op til 4 meter lang og vejer da omkring 200 kg. Store blåhajer har ofte været involveret i angreb på mennesker. Sportsdykkere undgår derfor områder med mange blåhajer, der gerne lever i mindre flokke.

Mange af angrebene er ikke fatale, men det er aldrig rart at blive bidt af noget, der er dobbelt så stort som én selv. Og som kan svømme mange gange hurtigere…

7. Bonefish

Tophastighed: 64 km/t

14825-141

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg så min elskede bonefish Albula vulpes på hurtigsvømmernes Top Ti liste. Jeg vidste, at den måtte være med i opløbet, når den som ingen anden fisk på sin størrelse kan tømme et fluehjul for bagline på få sekunder.

En syvendeplads er rigtig flot for en fisk, der aldrig overskrider meteren – som i regelen er tættere på det halve. Og så er det en rigtigt sød fisk – i hvert fald af udseende – med bløde læber og karakteristisk sort overskæg á la Bob Dylan.

Det er dog ikke sikkert, at krabber og rejer har helt den samme opfattelse, når de pludselig befinder sig i bonefiskens tandløse mund. Next stop er nemlig de knuseplader, som findes på vej ned i maven…

Det kan ikke undre, at bonefish er blandt verdens allermest populære sportsfisk. Det er en smuk fisk, der færdes i mindst lige så smukke omgivelser. Hvem holder ikke af at vade rundt i krystalklart og turkisblåt vand, der er 25 grader varmt – med en sval brise i den 30 grader varme luft? Så er det svært ikke at holde af bonefish!

Bonefish har kun ét forsvarsmiddel på det ultralave vand, hvor de lever det meste af deres liv: Fart. Fart og flugt mod det beskyttende dyb uden for flats’ene, hvor de fouragerer. Vorherre har til formålet forsynet dem med en sølvskinnende torpedoformet krop, der er belagt med et tykt slimlag til at mindske vandmodstanden mest muligt.

Faktisk er det kun store barracudaer eller endnu større hajer, der er i stand til at svømme bonefish op ved deres max speed på 64 km/t. Og dem kniber det altså at få plads på de ofte kun 10-20 cm dybe vand, hvor bonefishens misundelsesværdigt flade mave er en uvurderlig fordel.

8. Sværdfisk

Tophastighed: 63 km/t

Sværdfisken Xiphias gladius lever om nogen op til både sit danske og sit latinske navn. I modsætning til sejlfisk og marliners spidse spyd bærer sværdfisken rundt på et rigtigt sværd – bredt, tungt og skarpt. Af samme årsag bærer sværdfisken kælenavnet ”broadbill” mange steder.

Sværdfisken er en kompakt hurtigsvømmer, der kan blive knap 5 meter lang ved en vægt af 650 kg. De kolossalt store øjne vidner om et godt natsyn, hvilket harmonerer fint med sværdfiskens levevis: Meget dybt i dagtimerne og højt oppe om natten.

Man regner med, at kun godt en snes af de mere end 30.000 kendte fiskearter er i stand til at højne kropstemperaturen i forhold til vandet. Eksempelvis kan både sildehaj, tun og marlin hæve temperaturen i deres svømmemuskler adskillige grader og dermed øge præstationen. De allerfleste fiskearter må i stedet nøjes med at have eksakt samme kropstemperatur som det omgivende vand.

Sværdfisken er en af de meget få andre fisk, der også behersker dette lille varmeveksler-trick. Således er det målt og dokumenteret, at temperaturen i hjerne og øjne på en sværdfisk kan være både 10 og 15 grader højere end det omgivende vands.

Dette øger sværdfiskens syn betragteligt og sætter den i stand til at jage under forhold, kun få andre fisk kan håndtere. At den så også er en af havets virkelige hurtigsvømmere – bevæbnet med et imponerende sværd – skader naturligvis ikke!

9. Tarpon

Tophastighed: 56 km/t

14825-xxaa21

Jeg vidste, at den sølvskinnende tarpon Megalops atlanticus nødvendigvis måtte være at finde blandt hurtigsvømmernes Top Ti. Uden en betragtelig topfart ville den aldrig være i stand til at springe meterhøjt ud af vandet, gentagne gange og umiddelbart efter hinanden.

Med 56 km/t måtte tarponen se sig slået af sin mindre slægtning, der ofte træffes på de samme flats: Bonefish’en. Sidstnævnte bruger farten til flugt – førstnævnte til de spektakulære spring.

Hvor bonefish typisk er tæt knyttet til bunden, er tarpon i stedet tæt forbundet med overfladen. De er nemlig – som nogle af de ganske få fisk – i stand at udnytte luftens indhold af ilt ved at sluge luft i overfladen. Når de efterfølgende dykker, efterlader de sig et synligt spor af små luftbobler, der undslipper. Og som samtidig afslører de ofte meget store fisk.

Hvor bonefish over 5 kg betragtes som store og 10 kg er det absolut maksimale, dér brillerer tarpon ved at kunne blive mere end ti gange så store. Faktisk er 50 kg’s fisk mange steder ikke usædvanlige, og fisk i 100 kg’s klassen landes regelmæssigt.

Alle ligner de tandløse sild, som blot har fået en dosis vækstfremmer og en toptrimmet turbolader!

10. Tigerhaj

Tophastighed: 53 km/t

Jeg havde forestillet mig, at mako’en eller makrelhajen ville være at finde på Topfartens Top Ti, for det er nok den vildeste haj, man kan have på krogen. I hvert fald den, der oftest springer helt ud af vandet under fighten. Enkelte steder kan man da også se udokumenterede svømmehastigheder på op mod 90 km/t for makrelhajens vedkommende.

Holder det stik, rykker mako’en straks op på en udelt andenplads blandt havets hurtigsvømmere. Men nej. Vi holder os til de dokumenterede tal. Makrelhajen bliver da slået af tigerhajen Galeocerdo cuvier.

Tigerhajen har fået navn efter sine pletter og striber, der dog aftager meget med alder og størrelse. Det er måske den hajart, der er mest frygtet – såvel over som under vandet. Dag som nat. Tigerhajen har nemlig et ekstra lysreflekterende lag bag nethinden, som giver den et fremragende natsyn.

Det er en stor og muskuløs fisk, der kan svømme op til 53 km/t og ofte vejer over 500 kg, mere end 5 meter lang. Fra Australien kendes et monster på 1.524 kg, sølle 5,5 meter lang. Den var ganske vist gravid, men alligevel.

Tigerhajen er kendt for sin aggressivitet og ukritiske forhold til, hvad den måtte sætte sine mange og spidse tænder i. Selv de kække delfiner frygter og undgår tigerhajer, der har haft såvel gamle bildæk som plastdunke og andet godt i den altid sultne mave. Og selv store hvaler kan ikke vide sig sikre, hvis der er tigerhajer i farvandet.

Men ikke nok med det. Tigerhajen er også blandt de hajer, der oftest optræder i statistikken, når det gælder hajangreb på mennesker. Dens forkærlighed for lavt vand gør kontakten hyppigere end for flere af de øvrige arter på listen. Den ligger således på andenpladsen, hvad angreb på mennesker angår – midt mellem hvidhaj og tyrehaj på henholdsvis første- og tredjepladsen.

Omkring Hawaii er det ikke usædvanligt at finde husdyr som heste, køer og får samt hunde og katte i maven på store tigerhajer. En topfart på over 50 km/t gør det umuligt at undslippe en sulten tigerhaj..

Højt at flyve – dybt at synke…

Vi har allerede diskuteret forskellen på absolut og relativ tophastighed, og ovennævnte Top Ti er som nævnt baseret på absolut tophastighed – uanset fiskens størrelse.

Kigger man imidlertid på den relative tophastighed – altså fart i forhold til størrelse – bliver det svært at komme uden om flyvefisk af slægten Exocoetidae. Denne slægt tæller omkring 50 arter, der alle er beslægtede med vor hjemlige hornfisk.

Flyvefiskene gyder omkring flydende objekter i overfladen – det være sig drivtang eller løsreven mangrove. Æggene synker siden ned i vandet og klækkes på stor dybde. Der er i sandhed tale om en fisk, der både flyver højt og synker dybt!

Når flyvefisken forskrækkes – af rovfisk eller skibe – sprinter den ud af vandet med finnerne tæt ind til kroppen. I samme sekund den har forladt vandet, spredes de gigantiske finner ud som stive svæveplaner. Flyvefisken flyver altså ikke – den svæver.

Under flugten og gennem luften kan flyvefisken nå en dokumenteret fart på 70 km/t – det samme som vore hjemlige katamaranfærger, når gasturbinerne kører med fuld kraft. Højden over vandet kan være op til to meter – nok til, at flyvefisk regelmæssigt lander på dækket af store skibe, der ligger dybt med tung last.

I bedste fald kan flyvefisken svæve flere hundrede meter gennem luften. Det sker, når den rider på luften foran en stor bølge. Og da den sjældent bliver meget større end 40 cm, er flyvefisken den klare vinder, hvad relativ topfart angår.

Men så svømmer den jo ikke. Den svæver. Og så er det vel snyd eller hvad? I så fald må vi kåre den elskelige bonefish som vinder. Den svømmer i hvert fald!

Se BBC´s fantastiske optagelser af flyvefisk i leg her. Det er leg med døden, når man jagtes af guldmakreller fra neden og fregatfugle fra oven – samtidig:

https://www.facebook.com/intothebluetv/videos/1201673946572026/

© 2014 Steen Ulnits