– Hvor stammer det giftige havskum fra?
Der er tidligere fundet forhøjede koncentrationer af PFAS-stoffer i græs og overfladevand ved Harboøre og på Agger Tange, uden at man har fundet kilden.
Samtidig har tidligere prøver vist, at PFAS kan opkoncentreres til høje koncentrationer i havskum. På den baggrund er der opstået spørgsmål om, i hvilket omfang PFAS kan være transporteret via vestenvinden og havskum ind over land. At det fundne PFAS således skulle stamme fra havet og dermed kunne være ført hertil af Jyllandsstrømmen. Fra store tyske floder som Rhinen med udløb i Atlanterhavet.
Det var ønskedrømmen, at problemet skulle være internationalt – at de fundne PFAS-stoffer således var påført os uskyldige danskere udefra. I november gik Naturstyrelsen derfor i gang med stikprøveundersøgelser for PFAS-forurening på en række af statens naturområder. Stikprøverne skal være med til at give et overblik over mulig forekomst af PFAS i græs og vand på arealer tæt på havet.
Som forvalter af statslige naturområder arbejder Naturstyrelsen tæt sammen med Miljøstyrelsen og de øvrige relevante myndigheder samt regioner og kommuner i forhold til PFAS. Naturstyrelsen sætter nu i samarbejde med Miljøstyrelsen gang i stikprøveundersøgelser for en række PFAS-stoffer 60 forskellige steder på statens naturområder.
Der er tale om stikprøver i et bælte på én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. Tidligere prøver har indikeret, at PFAS generelt findes i et højere koncentrationsniveau på vestvendte kyster end på østvendte kyster.
For at have noget at sammenligne med bliver der også taget stikprøver på arealer længere inde i landet op til 10 km fra kysten.
Weekendavisen om PFAS
Bjarne Hansen skriver fra Thyborøn:
Lad os tage et dyk ned i den juridiske og etiske ballade, der er omkring det PFAS-forurenede spildevand fra kemifabrikken Cheminova på Rønland.
Det er en kompliceret affære, og man bliver næsten flov over myndighedernes ansvarsfraskrivelse gennem flere årtier. Vi får brug for historien, da fortællingen først lige er begyndt, og fabrikschefen endnu ikke er færdig med at le.
Udpluk fra Weekendavisen (WA) uge 47 2022:
– PFAS har vi aldrig brugt i vores produkter, siger fabrikschef Jakob Kyllesbech.
Som i aldrig. Heller ikke da vi hed Cheminova.
WA: Hvorfor er det så målt i jeres spildevand?
– Det er så det gode spørgsmål, svarer Kyllesbech og tilføjer, at fabrikkens miljøtilladelse faktisk slet ikke stiller krav til PFAS-niveauerne i spildevandet. I princippet kan de lukke så meget ud, det skal være. Helt lovligt. Men det ønsker de naturligvis ikke.
Fabrikschefen smiler:
Jeg har lyst til at sige, at det kan tage op til et år at finde kilden, siger han.
Men det kan andre fagpersoner godt se det forkerte i. Xenia Trier, som er lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet, forstår ikke, at det skal tage så lang tid:
– Det burde kunne gøres på nogle måneder, siger hun. – Når de har fluorstoffer i deres spildevand, må de jo bruge dem et eller andet sted.
Et bud kunne være i fyfanon, en insektdræber, som firmaet bekræfter, at det har produceret siden 1960erne. Det aktive stof i det produkt er malathion. Og forskere fra University of Texas har fundet PFAS i en række kommercielle produkter baseret på netop malathion.
– Vi er et etisk firma, der lever op til de krav, der stilles til os, svarer fabrikschef Jacob Kyllesbech. Hvad der skete engang, vil han ikke udtale sig om. Miljøchef Inge Margrethe Jensen ved hans side har arbejdet på fabrikken i 25 år. Måske hun vil?
– Det skal miljøchefen ikke, bryder Kyllesbech ind.
– FMC er etiske, gentager han. – De gør meget, som ingen ser. De har 15 ansatte til at monitorere spildevand og fem årlige miljøtilsyn. Og de driver frivilligt 200 afværgeboringer.
Citat slut.
“Jeg kan godt forstå, fabrikschefen griner”
Bjarne Hansen skriver videre:
Cheminova har drevet over 200 afværgeboringer siden først i 80´erne. Dette som en midlertidig afværgeforanstaltning, indtil fabrikken fik fjernet de over 70.000 tons stærkt toxisk affald fra Parathion produktionen i perioden 1962-1983.
Cheminova fik i 1981 og 1982 påbud om at fjerne det forurenende affald, men tidsfristen er blevet udskudt gang på gang.
I forbindelse med handlen mellem Forskningsfonden (den tidligere ejer af Cheminova) og FMC Corporation, som fandt sted i 2015, blev der fjernet 29.300 tons svovl i 2012 og 2013. Dette for at få sig vristet ud af påbuddet fra 1982, for ellers kunne handlen ikke gå igennem. De sidste 40.000 tons, som er den farlige og flydende del af affaldet, ligger stadig under de utætte svovldepoter – og den benægtede de alle eksistensen af.
I 2016 skulle Forskningsfonden/Auriga/Cheminova ud af dette påbud, som blev givet i 1982. Men hvordan kunne de det, når der stadig ligger 40.000 tons i sandet? Jo, nu skal I høre:
Som så mange gange før bliver Miljøstyrelsen, Region Midtjylland og Lemvig Kommune enige med Cheminova om, at man simpelthen skriver disse 40.000 tons flydende giftstoffer og affald ud af historien, og det startede man med sidst i 1980’erne.
Fra den tid og frem ”benægtede” man tilstedeværelsen af disse flydende giftstoffer – dem, man ellers har afværget på siden 1983. Havde det kun været det ufarlige svovl (29.300 tons), var der ingen grund til at afværge. Det var jo allerede fjernet og ligger deponeret på Langøya i Oslofjorden.
Da Forskningsfonden nu skal ud af kemifabrikken Cheminova, skal de også ud af det påbud, de fik i 1982 omkring Svovldepoterne på Øst-Rønland. Men det problem fixer Regionsrådsformand Bent Hansen via Regional Udvikling med største lethed:
Regionen er nemlig den højeste myndighed (med hensyn til Jordforureningsloven) for den forurening, som ligger i sandet på Rønland. Og da alle tre instanser benægter tilstedeværelsen af de 40.000 tons destillationsremanens, som ligger i sandet, blev det en let sag for Regionen i 2016.
Medio februar havde jeg foretræde for Regional Udvikling for at forklare dem, at de efterlader en ikke uvæsentlig del af forureningen på Øst-Rønland. Men det var de ligeglade med. For selv om de ikke sagde det direkte, så vidste de det godt.
Den 28. februar 2016 blev det så på et Regionsrådsmøde slået fast, at Forskningsfonden/Cheminova skulle fritages for yderligere hæftelse for Svovldepoterne på Øst-Rønland. Så selv om alle 41 medlemmer godt vidste, at der var yderligere 40.000 tons gift i undergrunden, frikendte Regionsrådet Forskningsfonden. Med hvilken begrundelse ved jeg ikke endnu ikke.
Aben og afsløringen
Her står vi så i dag med 40.000 tons giftig remanens/organik, uden nogen ejermand eller ansvarlige. Og dog.
Nu er det ifølge Jordforureningsloven Region Midtjylland, der har ansvar for alt, som ligger i jorden på Rønland. Miljøstyrelsen har tilsynet med og ansvaret for, hvad der forgår over jorden. Endelig har Lemvig Kommune ansvaret for alle nye forurenende tiltag, der skal gives lov til. De er med andre ord alle blandet ind i denne spegede affære.
I 2018 kunne vi, sammen med Radio 24/syv og journalist Viktor Redder, afsløre, at der beviseligt lå 40.000 tons destillationsremanens tilbage i sandet på Øst-Rønland. Det indrømmede Miljøstyrelsen og Cheminova dengang for åben radio og skærm.
Men så var det jo heller ikke deres problem længere. Region Midtjylland havde jo i 2016 frikendt dem begge – Miljøstyrelsen og Cheminova – for ansvar, og derfor er ansvaret nu ifølge Jordforureningsloven Region Midtjyllands.
Det betyder så i dag, at det ikke længere er Forskningsfonden/Cheminova, som skal betale for oprydning på Øst-Rønland. Nu er det Staten, som skal betale. Og nu begynder derfor en indædt kamp om at få smidt ”den varme kartoffel” fra Miljøstyrelsen over på Regional Udviklings bord. De kan jo ikke længere benægte, at giften ikke eksisterer.
Ingen af myndighederne vil have ansvaret, men Region Midtjylland har ladet sig narre. Det håber jeg i hvert fald, at de har. For de var vel ikke dumme eller uvidende om, hvad der foregik i 2018.
I 2020 modtager Regional Udvikling så en mail fra Miljøstyrelsen. Den siger, at Miljøstyrelsen ikke længere vil have ansvaret. Nu vil Miljøstyrelsen af med ”aben”. Og så er kampen skudt i gang.
Husk på, at Region Midtjylland – som er højeste myndighed for Jordforureningsloven – jo har frikendt Cheminova/AUFF i 2016, uagtet at de hermed selv stod med regningen.
Men da opgaven pt. ligger hos Miljøstyrelsen, forsøger de hermed at få ansvaret flyttet over til den rette ejer, nemlig Regionen. Men det kæmper Region Midtjylland voldsomt imod.
“Er der mon en voksen til stede?”
Og hvor står vi så i dag? Med en kemifabrik ved navn Cheminova, som i dag ejes af et amerikansk firma, der frivilligt kører afværgepumpningen på Øst-Rønland. De pumper i dag årligt op mod 300.000 m3 PFAS-forurenet grundvand op og ud i Vesterhavet.
Det sker gennem noget, de kalder et rensningsanlæg, men som nærmere er et ”fortyndingsanlæg”. Herefter ledes det ud i Vesterhavet til yderligere og endelig fortynding.
Udsivningen fra øst Rønland til Limfjorden er massiv: Det udsivende grundvand skal fortyndes op til 10.000 gange i fjordvand, førend det overholder VandKvalitetsKravene (VKK).
Konklusion: Vi står nu med 40.000 tons stærkt toxtisk affald/remanens fra Cheminovas tidligere produktion af Parathion i perioden 1960-1980. Uden nogen ejer og eller ansvarshaver.
Miljøstyrelsen vil ikke have det, og Region Midtjylland nægter stadig at tage ansvar, som Jordforureningsloven ellers påbyder dem. Cheminova FMC benægter enhvert ansvar, men kan godt se det komiske i både Regionens og Miljøstyrelsens adfærd.
Men som fabrikschefen siger: Vi pumper fortsat det PFAS-forurenede spildevand ud i Vesterhavet. 300.000 m3 om året. Uagtet, at det spreder PFAS-forureningen op og ned langs Vestkysten, hvor turister, badegæster, surfere og lokalbefolkning boltrer sig i det skumholdige havvand.
– Er der mon en voksen til stede?
Tak for din tålmodighed.
Bjarne Hansen
December 2022