Tag-arkiv: vildlaks

Smatsoen og kulsøerne

Stenbideren er en kærkommen forårsbebuder, når den indfinder sig på de lavvandede stenrev for at gyde. Eller gjorde, for den er efterhånden helt forsvundet fra de danske farvande.

“Cyclopterus lumpus” er stenbiderens latinske navn. Det, som forstås overalt i verden. Lokalt kaldes den nemlig rigtig meget forskelligt.

Hun-stenbideren, som leverer den velsmagende lyserøde kaviar, har fået det maleriske, men ikke særligt smigrende navn “kulso”. Angiveligt fordi den er både sort som kul og en so, som hunner af andre arter ofte kaldes.

Stenbiderens kød er underligt gelé-agtigt og ikke i høj kulinarisk kurs. Det er derimod den lækre lyserøde rogn, der gør stenbideren næsten lige så attraktiv som den russiske stør og dennes sorte kaviar.

Den attraktive rogn, der indbringer høje priser på det hjemlige marked, har længe truet med at trække tæppet væk under stenbideren som art.

Serveret med hakkede rødløg og creme fraiche er det en af forårets lækreste fiskeretter. Så lækker, at kiloprisen længe har været på himmelflugt – i takt med de stadig færre stenbidere.

Fangsten af stenbidere har længe ligget på omkring 250 tons om året. Lige indtil 2023, hvor bestanden og fangsterne kollapsede til en sølle tiendedel heraf.

På vanlig dansk vis undrer vi os over, hvordan det dog kan være sket. Selv om alle forstandige mennesker jo længe har vidst, at det nok skyldes overfiskeri og et stedse ringere vandmiljø.

På vanlig dansk vis forsøger vi imidlertid og af al magt at finde andre årsager end os selv – med pilen pegende på klimaet og den globale opvarmning som forklaring.

Seabreak til stenbideren

Efter bestandens kollaps i 2023 foreslog DTU Aqua derfor et fuldt stop for alt fiskeri efter stenbidere i 2024.

Men det var fødevareminister Jacob Jensen (V) ikke med på, så han lod fiskeriet fortsætte i hele 2024. Trods advarslerne og det nylige kollaps i bestanden.

Hos DTU Aqua erkender man, at vi ved forbløffende lidt om stenbiderens liv og færden. Vi kender primært til den, når den om foråret indfinder sig for at gyde på stenbund langs de danske kyster. Da går den nemlig i garnene og havner efterfølgende på danske spiseborde.

Som voksen lever stenbideren i de frie vandmasser ude i Nordsøen, hvorfra den drager på gydevandring ind i de danske farvande.

Her ankommer den i det tidlige forår, hvor den hilses velkommen og garnfiskes målrettet – primært på grund af dens velsmagende lyserøde rogn.

De mindre hanner ankommer først og finder et egnet redested, som står klar, når de rogntykke hunner ankommer noget senere. Efter gydningen bevogtes æggene af hannen, indtil de klækker.

Stenbiderunger er irgrønne af farve og umulige at overse, hvis man kigger sine fangede havørreder efter i maven. Hvad jeg altid gør.

Det var da også disse små irgrønne stenbiderunger, som i sin tid stod model til mit grønne Juletræ – en flue tiltænkt kystens havørreder. En flue, jeg gennem årene har fanget mange havørreder på:

Røde og Grønne Juletræer

Læs hele historien om Juletræet i artiklen her

Sårbar under opvæksten i Danmark

Under opvæksten på det lave vand er stenbideren udsat for periodiske iltsvind og høje vandtemperaturer, der begge mistænkes for at stå bag bestandens nylige kollaps.

Måske er algebelægninger på de livsvigtige sten også en del af forklaringen. Dem, stenbideren suger sig fast på med sin sugeskive. Dem, der skyldes de mange næringssalte fra landbruget.

Stenbideren har brystfinner, der sidder på undersiden af kroppen. Her danner de en effektiv sugeskive, som gør det muligt for stenbideren af hæfte sig fast på sten og tang i stærk strøm og bølger. Med mindre slimet fedtemøg gør det vanskeligt.

Hannernes sugeskive er større end hunnernes og bruges aktivt, når hannen bevogter de lagte æg.

Desværre er der ikke meget fokus på det overfiskeri, som længe har presset bestanden af danske stenbidere. Et fiskeri, fiskeriminister Jacob Jensen (V) fuldt bevidst lod fortsætte. Trods flere advarsler.

Ved en vis størrelse, som vi ikke kender præcis, drager de små stenbidere nordpå til Nordatlanten, hvor de vokser sig store. Inden de som voksne og kønsmodne vender tilbage for selv at gyde.

Et nyt forskningsprojekt finansieret af den velgørende organisation “Seabreak” skal i løbet af de næste fire år søge at finde en forklaring på tilbagegangen. Ud over de mange års overfiskeri.

Det er DTU Aqua, som er tovholder i projektet. Der var ikke statslige penge til projektet, som derfor måtte privatfinansieres.

Som rensefisk i havbrug

Lakseopdræt i åbne netbure byder på ét og samme gigantiske problem verden over:

Angreb fra parasiterende havlus. Eller lakselus, som de passende hedder i Norge, hvor de hvert eneste år koster havbrugerne store økonomiske tab.

De mange milioner af opdrætslaks i netburene lokker milliarder af sultne havlus til. Så mange, at de ikke kun truer tamlaksene inden for netmaskerne, men også vildlaksene udenfor. Lakselusene rasper sig gennem huden på laksene, irriterer de voksne tamlaks og slår direkte de små udtrækkende unglaks ihjel på deres vej mod havet.

Havbrugerne har derfor længe bedrevet kemisk krigsførelse mod havlusene – ved brug af giftstoffer, der får havlusene til at slippe deres tag i tamlaksene. De dør ikke nødvendigvis, men slippes blot ud i frivandet, hvor de så kan kaste sig over vildfiskene. Med katastrofale følger for disse.

I de senere år er man i stigende grad gået over til biologisk krigsførelse i stedet. Først ved introduktion af læbefisk som beggylter, der kan æde løs af de mange havlus.

Berggylten er imidlertid ikke kuldetolerant nok til at kunne trives i det høje nord. Her er man derfor gået over til stenbidere i stedet.

Stenbiderne fanges som moderfisk i havet, opdrættes i milliontal og udsættes i netburene. Her kan de så afluse tamlaksene på biologisk vis – uden brug af kemiske stoffer som diflubenzuoron, der er det mest effektive og mest benyttede.

Diflubenzuron virker ved at forhindre havlusenes mange livsnødvendige skalskifter. Desværre virker stoffet også på krebsdyr uden for havbrugenes netmasker. Med eksempler på massedød blandt rejer uden for havbrugene.

Den kolossale efterspørgsel på stenbidere til det gigantiske norske havbrug kan derfor meget vel have en negativ indflydelse på bestanden – også på det svigtende forårsindtræk af gydefisk i danske farvande.

Det er jo ude i Nordsøen, de små stenbidere vokser sig store og kønsmodne. Her, de fanges til det norske lakseopdræt. Herfra, de måske aldrig vender tilbage.

Ovennævne Seabreak-projekt vil forhåbentlig kunne kaste lys over dette.

Sær fisk med mange navne

Kært barn har som bekendt mange navne, og stenbideren er et godt eksempel på dette. Her kommer derfor en liste over de mest populære navne, tilnavne og deres oprindelse – geografisk såvel som sprogligt:

Cyclopterus lumpus: Stenbiderens latinske artsnavn
Stenbider: Dansk navn for Cyclopterus lumpus
Kulso: Officiel jysk betegnelse for stenbiderhun
Kvabso: Østdansk betegnelse for stenbiderhun
Rognkal: Dansk betegnelse for stenbiderhan
Rognkjeks: Norsk betegnelse for stenbiderhun
Rognkall: Norsk betegnelse for stenbiderhan
Grásleppa: Islandsk betegnelse for stenbiderhun (“gråslimet”)
Raudmagi: Islandsk betegnelse for stenbiderhan (“rødmave”)
Kullsugv: Færøsk navn for kulso
Steinbitur: Færøsk navn for stenbider
Steinbit: Norsk navn for havkat

Det norske “steinbit” har således ikke det mindste med norske stenbidere at gøre. Selv om det bestemt lyder sådan. “Kal” er blot den gængse betegnelse for mand eller han. Og “so” det tilsvarende for en hun. Det norske “kjeks” henviser til fiskens klumpede kropsbygning, og det samme gør danske “kvabso”.

“Kul”, der går igen flere steder, refererer til hunnens mørkegrå farve. Det islandske “grásleppa” fortæller, at der er tale om en grå fisk med et tykt slimlag. Mens det islandske “raudmagi” beskriver hannens røde mave.

Kært barn har i sandhed mange navne, og stenbideren er et rigtig godt eksempel. Dertil en spændende fisk med en kompleks livscyklus og en usædvanlig adfærd.

©️ 2025 Steen Ulnits

Solberg og tamlaksene

Norge er som bekendt verdens største producent af tamlaks i åbne totalforurenende havbrug. Med totalforurenende menes, at al forurening uden undtagelse lukkes ud i havet. Ingen rensning er mulig.

Heldigvis er vi danskere ikke ene om at have uduelige, inkompetente eller skrupelløse politikere, der kun tænker på at mele egen kage eller i hvert fald få tiden som folkevalgte til at gå på fuld løn og med fuld pension.

Nordmændene er også rigtig godt med. Det har de gjort med den norske lakseimperialisme, som dygtige norske politikere i løbet af få årtier har fået spredt til så fjerne lande som Chile ved Stillehavet. Med god hjælp fra stenrige erhvervsfolk, som har tjent deres første milliarder via Nordsøolien.

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er en af dem, som har bidraget rigtig meget til den globale spredning af tamlaks og forurening. Hun har været aktiv på mange områder, hvilket sikrede hende genvalg som den første norske statsminister nogensinde.

Erna og ægtemanden

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg er netop kommet galt afsted igen-igen. Denne gang er hun tilsyneladende kommet ud i sit livs stormvejr på grund af ægtemanden og hans aktiehandler under hendes periode som norsk statsminister.

Det norske Dagbladet undersøger lige nu, om der er tale om en ægteskabelig krise eller en bevidst løgnehistorie. Enten forsøger Erna Solberg at skjule, at hun hele tiden har kendt til mandens aktiehandler. Eller også har hendes mand bevidst handlet bag hendes ryg.

For nylig sagde Solberg på et pressemøde, at hun i flere tilfælde burde have været inhabil på grund af mandens aktier, som hun efter eget udsagn først fik kendskab til ugen før. Det udsagn har Solbergs mange kritikere dog sået tvivl om.

Kort efter måtte den tidligere statsminister derfor på banen igen. Hun forsøgte denne gang via en tidslinje at dokumentere, at hun ikke havde vidst noget. Hun erkender dog, at hun burde have vidst mere og handlet noget før.

I alt foretog hendes ægtemand nemlig flere tusinde aktiehandler, mens Erna Solberg var statsminister. I netop den periode traf hun flere beslutninger, som kan have gavnet mandens aktiehandel. Blandt andet beslutninger om fremtiden og betingelserne for de totalforurenende norske havbrug.

Solberg siger selv, at ægtemanden ikke har været ærlig omkring sine handler. Hun havde hele tiden haft den opfattelse, at hendes mand var fuldt bevidst om lovens ord. At han ikke kunne købe og sælge aktier, mens hans hustru var norsk statsminister. Siger altså Erna Solberg. Ægtemanden siger ikke helt så meget.

Sagen, der i norske medier betegnes som en skandale, brød ud midt under valgkampen til det norske lokalvalg. Solberg bad efterfølgende sin mand om at gøre rede for, hvad han havde handlet af aktier under hendes embedsperiode som statsminister.

Det viste sig da, at Erna Solbergs ægtemand havde foretaget flere end 3.600 køb og salg af aktier, mens fruen var statsminister. Flere af dem angiveligt aktier i akvakultur.

Erna og Covid-19

Det er ikke første gang, den tidligere norske statsminister Erna Solberg har været på kant med lovgivningen. Hun er vant til at være i vælten og har været det længe som folkevalgt toppolitiker. Men også privat har hun haft svært ved at undgå søgelyset og holde sig på dydens smalle sti.

Midt under coronakrisen sprang der således en mindre bombe i Norge. Det skete, da Erna Solberg skulle fejre sin 60-års fødselsdag. Hun brød da de norske corona-restriktioner i forbindelse med familiespisning på en restaurant i det norske skisportsområde Geilo. Restriktioner, hun selv havde været med til at vedtage.

De norske myndigheder fandt, at det var en skærpende omstændighed, at hun som landets øverste tillidsvalgte ikke selv ville eller kunne overholde restriktionerne til begrænsning af corona-smitte og relaterede dødsfald.

Solberg valgte således at bryde med sine egne og regeringens foranstaltninger – blot for at fejre sin egen fødselsdag i festligt lag sammen med 13 familiemedlemmer. Midt under de strengeste corona-restriktioner, som skulle holde smitten med Covid-19 under kontrol.

Den brøde takserede de norske myndigheder til en bøde på 20.000 norske kroner. Det kan lyde af meget, men er blot et greb i lommen for landets statsminister, hvis familie har store personlige investeringer i det norske lakseopdræt. Som for øvrigt af kineserne mistænkes for at kunne have spredt Covid-19 helt til Kina.

Men det er en helt anden historie. Den manglende norske respekt for egen skadevirkning minder i øvrigt på flere måder om den danske minkskandale, hvor hvervet jo også selv var aktivt medvirkende til spredning af Covid-19 og udviklingen af fremtidige mutationer.

Herhjemme dog via importerede billige østarbejdere, der ikke var testet negative for Covid-19 før ankomsten. Og ikke inviterede norske familiemedlemmer.

Men det er også en helt anden sag. Med Slette-Mette i en af hovedrollerne.

Erna og Unesco

Statsministerens norske lovbrud skræmte dog ikke verdensorganisationen Unesco fra efterfølgende at udnævne selvsamme Solberg til protektor for FN’s Havforskningstiår.

Det storforurenende Norge er nemlig en af de største økonomiske bidragydere til FN’s Havpanel, hvori sidder 13 andre nationer. Havpanelet ønsker en bedre forvaltning af havmiljøet – baseret på mere finansieret forskning. Ikke på begrænsning af forureningen. Nej da.

Havbrugernes eksstatsminister Erna Solberg passede derfor perfekt ind i glansbilledet. Som i tegneserien Steen og Stoffer, hvor man altid udveksler ordener og udmærkelser efter alle klubmøder. Det manglede da bare. Og koster gratis.

Havpanelets 14 nationer fremlagde deres konklusioner tilbage i december 2020. Medlemslandene forpligtede sig da til en bæredygtig forvaltning af samtlige de havområder, landene råder over. Erna Solberg udtalte ved den lejlighed følgende, som nok vil gå over i historien:

”Sammen med de 13 andre stats- og regeringschefer i Havpanelet har vi konkluderet, at vi har brug for en gennemgribende forandring i verdens brug af og værn om havet.

Skal dette lykkes, må flere – såvel stater som private aktører – engagere sig. Dette vil jeg bidrage til i både opfølgningen af Havpanelets arbejde og i rollen som Havtiårs-alliancens protektor.”

Erna Solberg, tidligere norsk statsminister

Det må siges at være himmelråbende uvidenhed, når Unesco valgte netop Erna Solberg til denne sikkert vigtige opgave. Eller også er det bare hykleri i absolut verdensklasse. Når ovenstående siges af en af verdens absolut største enkeltforurenere af såvel Atlanterhavet som Stillehavet.

Norge er jo suverænt den nation, som ejer flest totalforurenende havbrug verden over. Som herigennem lægger det hårdeste pres på havenes resurser og bidrager allermest til forurening og udslip af tamfisk med følgende sygdomsspredning og genetisk forurening.

Verden vil bedrages, og det bliver den så. Nu sågar af den tidligere norske statsminister, der selv har investeret mange penge i de forurenende havbrug.

Som vel efterhånden de fleste nordmænd har.

Der er jo penge i skidtet. Milliarder.

Tal og navne kort

Den tidligere norske statsminister Erna Solberg har netop været i de norske mediers søgelys.

Hun er gift med erhvervsmanden Sindre Finnes, hvis mange og tvivlsomme aktiehandler i hustruens embedsperiode er blevet opdaget.

Tidligere statsminister Erna Solbergs storesøster Marit Solberg har været involveret i lakseopdræt siden 1985.

Marit Solberg blev i 2014 administrerende direktør i verdens største lakseopdrætsselskab, Marine Harvest.

Marit Solberg forlod Marine Harvest i 2018 og har siden 2019 været direktør i Nekkar ASA, der beskæftiger sig med “disruptive teknologier”.

Sindre Finnes solgte i en periode aktier i Nekkar, der i 2021 modtog et statstilskud på 21 millioner norske kroner fra Innovation Norway.

Ifølge nyhedsmagasinet E24 handlede Sindre Finnes Nekkar-aktier hele 72 gange mellem maj 2020 og september 2021.

Nrk.no har regnet sig frem til, at Sindre Finnes tjente omkring 420.000 kroner ved handel alene med Nekkar aktien.

Sindre Finnes var orienteret om, at aktiehandel i hustruens embedsperiode var på kant med lovgivningen.

Man skal lede længe for at finde mere tætte relationer mellem Magten og Midlerne end i Norge hos familien Solberg.

Magtmisbrug er et nærliggende ord.

Data fra E24 og NRK.

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie.

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger.

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene.

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde.

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand.

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits

Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!