Tag-arkiv: Verdensbanken

Skrubberne og Skandale-kanalen

Fra russisk-forskyldt miljøkatastrofe til dansk-støttet succes med genopretning af miljø og fiskebestand i en af verdens største søer.

Verdens 4. største sø var engang Aralsøen i den tidligere Sovjetunion, omgivet af Kazakhstan i nord og Usbekhistan i syd. Naboen længere mod syd, Turkmenistan, grænser i stedet op til det Kaspiske Hav. Ikke mindre end 65.000 km2 dækkede den oprindelig.

Aral_Soe

I 1953 udgik der en besked fra den kommunistiske centraladministration, som dengang hvilede tungt i Moskva bag Kremls tykke mure: Der skulle dyrkes bomuld i den afsides beliggende, ludfattige og knastørre ørkenrepublik Turkmenistan.

– Men hvor skulle vandet komme fra? Jo, det skulle naturligvis tages fra floden Amu-Darja, som tømmer sit ferske vand ud i den sydlige del af Aralsøen. Derfor gik russiske straffefanger i gang med at anlægge verdenshistoriens længste kunstvandingskanal, der fik navnet “Kara-Kum”. 1.200 km lang blev den.

– En imponerende ingeniørmæssig bedrift, lød det stolt fra centraladministrationen i Moskva.

– En af verdenshistoriens hidtil største økologiske katastrofer, lyder det i dag samstemmende fra videnskabsfolk og miljøorganisationer.

1.200 km kunstig kanal

Kara-Kum kanalen, som starter sit løb små 2.000 km syd for Aralsøen, dræner Amu-Darja floden for vand, som ellers ville være endt i Aral. I dag modtager søen således kun en sjettedel af det vand, den oprindelig fik. Resten går til kunstvanding af bomuldsmarker i Turkmenistan.

Resultatet er blevet det uundgåelige, at Aralsøen langsomt, men sikkert tørrer ud. I 1960 havde søen således et vandvolumen på omkring 1.090 kubikkilometer. I dag er det helt nede på 270 kubikkilometer.

5A53E103-184E-4C76-8DFD-87388A1166E9

Forandringen er meget let at se på satellitfotos. Aralsøens overflade er nemlig mere end halveret i løbet af de sidste 30 år – fra oprindeligt 65.000 kvadratkilometer til i dag beskedne 30.000 kvadratkilometer.

Men ikke nok med det. Fra den udtørrede søbund fyger det med salt og pesticid-rester, som tilledes søen fra omkringliggende landbrugsområder. Søen er ved at forsvinde og med den fordums fiskemuligheder for lokalbefolkningen. Som nu endda må trækkes med diverse kræft- og luftvejssygdomme.

Det øgede saltindhold i vandet gjorde, at mange af søens ferskvandsfisk ikke længere kunne trives i det. Derfor forsøgte man sig i 1976 med udsætning af forskellige saltvandfisk, hvoraf vor hjemlige skrubbe klarer sig ganske godt i de saltere omgivelser og nu danner rammen om et nyudviklet fiskeri – med bistand fra Danmark. Hjælpen gjort det muligt at genskabe en stor del af søens fiskebestand. Fra at være helt udslettet har fiskeriet på søen i dag nået en årlig fangstmængde på 2-3.000 tons.

Hertil hjalp også, at lokale fiskere – med hjælp fra Landsforeningen Levende Hav – undervisning i brug af moderne fiskeredskaber og fiskemetoder. Et felt, hvor danske fiskere traditionelt står meget stærkt. Så stærkt, at vi har formået at overfiske flere af vore egne fiskebestande

Aralsøen genopstår af asken

Som en anden Fugl Fønix. Efter mere end ti års kamp kan den nye og til dels genoplivede Aral-sø nu tages i øjesyn.

Den danske Landsforening Levende Hav grundlagde i 1996, med støtte fra DANIDA, et projekt, der skulle sørge for et rigt fiskeliv til søen, og de seneste fem år har de kasakhstanske myndigheder med støtte fra Verdensbanken arbejdet på at genoprette den nordlige del af Aralsøen ved at udbedre kanalsystemer og reservoirer og dermed stabilisere vandtilførslen til søen.

15C53E28-BF30-40C0-81E7-D27CAB262395

Formålet har naturligvis været at genskabe en stor del af den ferske tilstrømning, som Aralsøen blev berøvet for med anlæggelsen af Kara-Kum kanalen. Succesen fejredes af blandt andre den kasakhstanske premierminister Karim Masimov og præsidenten for Verdensbanken, Bob Zoellick. Den danske projektleder Kurt Bertelsen Christensen sagde i den forbindelse:

“Dengang var der ingen, der troede på muligheden for den udvikling, vi har været en del af de sidste tretten år. Men det gjorde vi, og det gjorde vores partner Aral Tenizi. Vi kan nu trække os tilbage med god samvittighed. Vi mener, at udviklingen er i gode hænder, og selvom der stadig et stykke vej at gå, før fiskerne helt kan klare sig selv, er det tydeligt at alle niveauer i dag er meget stærkere.”

“Det er ubegribeligt, at vi skulle opleve denne dag. Jeg var kun en lille dreng, da søen forsvandt, og det blev en del af vores identitet, at vi havde mistet den. Nu er vandet snart tilbage ved min landsby Karateren, og vi fisker igen på Aralsøen,” sagde formanden for den kasakhiske miljø- og fiskeriforening Aral Tenizi, fiskeren Batyrkhan Prikeev.

Men feje for egen dør først?

Det er jo skønt, at vi på den måde kan hjælpe andre nationer med at afbøde virkningerne af tidligere kolonimagters fatale fejltagelser. Men trist, at vi nu selv – 35 år efter vedtagelsen af verdens første miljølov – må leve med gentagne reprimander fra EU, som ikke finder, at vi lever op til ellers vedtagne fælles målsætninger.

Trist, det højt besungne danske landbrug fortsat får lov til at svine land og vand til med enorme gyllemængder fra en gigantisk svineproduktion, som ikke ser ud til at stoppe sin vækst. Med konsekvenser for miljøet, som vi slet ikke har set toppen af endnu.

Og decideret deprimerende, at Danmark nu er havnet helt nede som nummer 26 på den europæiske rangliste over, hvem og hvor meget vi gør for miljøet. Flovt for et land, som ellers i mange år har brystet sig af at være ledende på netop det område.

Det kan vi kun takke for nuværende Venstre-regering for. Eller rettere: Dem, der valgte den ind i sin tid og sågar genvalgte den…

© 2009 Tekst: Steen Ulnits

© Satellitfotos: NASA/USGS