Tag-arkiv: trawlfiskeri

Om at slå et helt hav ihjel


“Havet er som en ager…”

“Havet er som en ager, der skal dyrkes og luges og høstes, så bliver udbyttet mange gange større end af en ukrudtsmark.”

Fiskeskipper Christian Venø 

Dansk Fiskeritidende, 15. juni 1978


Sådan tænkte fiskerne tilbage i 1978, hvor der stadig var fisk at fange.

Da jeg flyttede til Aarhus i 1976 for at læse biologi på Universitetet, var Bugten fuld af fisk og havnen fuld af fiskebåde. 

I årene frem mod årtusindskiftet blev der hvert år landet op mod 2 millioner tons fisk af danske fiskere i danske farevande. 

Omkring 6.000 større og mindre fartøjer fangede disse fisk og landede dem i et stort antal mindre havne landet over. 

Så sent som i år 2000 kunne jeg stadig sejle ud fra Egå Marina i min lille jolle og fylde den op med fine spisetorsk på 1-2 kg. En sjælden gang op til 5 kg. Tog man ud til dybderne ved Sletterhage, kunne man være heldig at få fisk på op til 10 kg.

Mange af datidens fiskefartøjer beskæftigede 1-2 mand ombord og lige så mange på land. Man kunne derfor altid gå ned på havnen og købe sig en pose fisk, der var absolut friskfangede.


Det kan man som bekendt ikke mere. I dag lander de tilbageværende danske fiskere under en halv million tons fisk om året. 

Der er så få fisk tilbage, at kvoterne aldrig bliver opfisket. Men hvorfor er de så stadig så store?


Fiskene fanges nu af færre end 300 fartøjer, der til gengæld er langt større end tidligere. Så store, at de ikke længere kan benytte de mange små havne landet over, men må søge til et fåtal større havne. Slut med de friske fisk på kajkanten.

 

Læs mere om baggrunden for denne udvikling herunder:

Kvoter, kroner, konger og koner

 

I begyndelsen måtte man ikke fiske med trawl langt op i Aarhus Bugt. Men om natten kunne de lokale beboere i Egå høre trawlerne, der to og to, i ly af natmørket, søgte helt op til Slotsruinen i Kalø Vig. Trækkende et tungt trawl imellem sig.

Det hjalp ikke at ringe til Fiskerikontrollen, som dengang kun tog telefonen mellem 8 og 16. Og da var tyvtrawlerne naturligvis for længst over alle grænser. De trawlede jo ulovligt og i ly af mørket. Primært ved midnatstide. Aldrig i kontortiden.

Efter et sådant natligt tyvetogt var Bugten og Vigen som støvsuget for fisk. Der skulle først vandre nye fisk ind, førend der atter var noget at fiske efter og fange. Og det kunne tage uger eller måneder. 

Men tilbage kom fiskene altid.



Fødevareminister trækker tæppet væk

Helt galt gik det først, da fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod muslingeskrab helt op i Bugten. Den havde hidtil været fredet for dette “fiskeri”, der ikke blot ødelagde fiskeriet, men også bunden og dermed grundlaget for alt fremtidigt fiskeri.

I en periode på mere end tyve år fiskene jeg regelmæssigt på Aarhus Bugt og fangede mange fisk. Jeg havde et lille ekkolod på min Limbo, der primært fortalte om dybden under båden, sekundært viste eventuelle fisk.

Når jeg dengang sejlede fra Egå og tværs over bugten mod Skødshoved, tegnede ekkoloddet et varieret landskab af skrænter, sten, huller og muslingebanker. 

De sidste viste sig som små toppe over bunden og holdt næsten altid fisk. Når pirken nåede bunden, var der fisk med det samme. Hvis der altså var nogen hjemme den dag.


Det var først helt slut med torskene, da muslingefiskerne begyndte at skrabe helt op i Kalø Vig. 

Nu tegnede ekkoloddet ikke længere toppe med muslinger og torsk, når jeg sejlede tværs over bugten i min lille båd. 

Nu var bunden flad som en pandekage. Planeret af de tunge skrabere. Blottet for fiskeliv.


Muslingeskraberne fjernede ikke blot de muslinger, der blev skrabt efter. De fjernede også livsgrundlaget for torskene, der jo ikke længere kunne jage krabber og anden føde omkring muslingerne. Der var ikke længere levesteder til dem.

En såre enkel sammenhæng, som man imidlertid ikke kan, kunne, vil eller ville forstå inde på Christiansborg. Den forståelse eller indsigt var der nemlig ingen penge i.

Én ting er, at man overfisker en fiskebestand. Fiskene vender normalt tilbage, når fiskeriet ophører. Efter kortere eller længere tid.

En helt anden ting er, når man ødelægger fiskenes levesteder. Det varierede bundmiljø.

Da har fiskene ikke noget at vende tilbage til. 

Og da er havet dødt.


“Regimeskiftet”

Under normale omstændigheder – uden ødelæggende bundtrawl og muslingeskrab – vil en stor del af det nedsynkende kulstof og kvælstof fra de døde alger lagres i bundsedimentet. 

Her bliver det stedt til hvile som inaktive og uskadelige stoffer. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.

Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for det lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden. Det samme gør kvælstof.


Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid fra bunden, når denne skrabes eller pløjes op. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op. 

Det medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt. 

Kort sagt: Bunden mudrer til.


Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.

Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af ilt og større dyr i og på havbunden. Et fungerende økosystem.

Men efter et iltsvind er der ingen større dyr tilbage. Og uden de større dyr ingen omrøring af bundmaterialet. Uden dem sker der ingen fuldstændig nedbrydning af det nedsynkende materiale. 

Kun en ophobning af mere og mere bakteriefyldt sort slam. Metertykt på steder uden strøm.



Kun bakterierne er tilbage

Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden. 

Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning. Ingen større dyr til at varetage den fuldstændige nedbrydning og selv udgøre føde for endnu større dyr.

Bakterierne vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger. 

Samtidig vil man ikke få den normale fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Det kvælstof, som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og fuldstændig stofomsætning.

Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.


Det sker først, når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen og bundskrabet igen er ophørt. 

Dette tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre eller fiskeriintensiteten mindre.


Når bundtrawl og muslingeskrab ophører, vil der gå lang tid, førend et nyt økosystem er vokset op. 

Først skal der atter være ilt ved bunden. Det er indlysende, men nok det allerstørste problem. Dernæst skal større organismer højere oppe i fødekæden vandre ind af sig selv. Først til sidst rykker fiskene ind – når og hvis der atter er føde til dem.

Forureningen fra landbruget fortsætter imidlertid uformindsket. Vi ser derfor, at områderne med iltsvind bare vokser og vokser i stedet for at mindske.

Slutresultatet er ørkener af bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for endnu større dyr som fisk og skaldyr.

Der er sket et “regimeskifte”, som man kalder denne den sidste fase i en døende havbunds liv. Når kun bakterierne er tilbage. Det er her, vi allerede nu er mange steder. 

Og derfor, professor Stiig Markager realistisk taler om en tidshorisont på 50 år for retablering af de indre danske farvande. Derfor, vi ikke får et rent hav tilbage i vor levetid.

Tak dansk landbrug og vore uduelige politikere for at lade det ske.

©️ 2025 Steen Ulnits

Bundgarn og bundskrab

Bunden er nået – i dén grad…

Den tidligere røde regering havde ellers besluttet et stop for det skadelige bundtrawl og muslingeskrab i Lillebælt. Så kom den nye blå SVM-koalitionsregering til og stoppede det hele, så der fortsat må bundtrawles og muslingeskrabes som hidtil.

Det var den samme statsminister, Mette Frederiksen (S), som stod ved roret i begge regeringer og bag begge modsat rettede beslutninger. Man skal ikke lede efter nogen logik her, for en sådan findes desværre ikke i politik. Men lad os bruge den dårlige anledning til at kigge nærmere på det bundskrabende fiskeri og dets skadelige virkning på vandmiljøet.

For almindelige mennesker kan det være svært at hitte rede i de mange forskellige redskabstyper, der bruges til vore dages erhvervsfiskeri. Navne og betegnelser er sjældent repræsentative for redskabernes brug. Her kommer derfor allerførst en summarisk gennemgang af de forskellige redskabstyper og deres anvendelse.


Trawlfiskeri

Trawlfiskeri er nok den mest kendte fiskemetode, der kan udøves på flere forskellige måder og med meget forskelligt grej. “Trawl” på engelsk betyder “afsøge” eller “eftersøgning”, hvilket er en ganske rammende betegnelse for denne fiskemetode.

Trawleren trækker helt enkelt sit trawl gennem vandet og fanger alt, der måtte komme forbi. Desværre aldeles uselektivt, hvilket afstedkommer meget store uønskede bifangster ved trawlfiskeri. I litteraturen kan man finde angivelse af uønskede bifangster på helt op til to tredjedele ved trawlfiskeri.

Da et træk med trawl kan tage flere timer, vil de først fangne fisk have ligget længe i trawlposen og have taget fysisk skade heraf. De kan således ikke udsættes i levedygtig stand, uanset størrelse eller art, men må enten kasseres eller smides ud igen. Det såkaldte “udsmid”. De kan heller ikke indbringe gode priser ved landing, maste eller moste som de ofte er efter flere timers ophold længst inde i fangstposen..

Samtidig ødelægger de tunge redskaber bunden, som så ikke efterfølgende kan huse nye fisk. Sten, muslinger og andet kommer med fangsten op og efterlader på denne måde en udjævnet og gold havbund til fremtidige generationer af fisk.

Som udgangspunkt foregår det allermeste trawlfiskeri ved bunden – med “bundtrawl“, som slæbes hen over bunden, og som bruger store mængder fossilt brændstof i form af diesel. Se introbilledet af en helt almindelig trawlskovl.

Men der er forskel på de trawltyper, der anvendes i dag. Det gængse bundtrawl slæbes udspændt hen over bunden mellem to jernskovle, der spiler ud til hver sin side og på den måde spreder trawlet – helt op til 200 meters bredde.

Bundtrawl kan også trækkes af to skibe samtidig, hvilket naturligvis giver større motorkraft. Tilsammen kan de to skibe da bruge større og tungere trawl end ellers.





Bomtrawl

I de senere år har der været stor opmærksomhed omkring de såkaldte “bomtrawl”, der er større og tungere end de fleste almindelige bundtrawl. Kendetegnende for bomtrawl er – ud over størrelsen – den måtte eller række af tunge jernkæder, som sikrer at undersiden af trawlposen holdes helt nede og ikke blot nær bunden.

Det er disse kæder, som skræmmer fiskene op. De kan suppleres med farvestrålende vifter, som visuelt skal skræmme fiskene op fra bunden – op i trawlposen. Bomtrawlere er typisk meget store og kan derfor ødelægge havbunden væsentligt mere end almindelige bundtrawl, der ikke har samme direkte bundkontakt.

Trawl er store og kostbare redskaber, som man derfor ikke vil sidde fast med og risikere at miste. Indtil for relativt få år siden var naturlige stenrev derfor i praksis fredet for trawlfiskeri, da man jo riskerer at sidde fast i stenene. Stenrevene var derfor beskyttede oaser for dyrelivet – for fisk, krebsdyr og andet.

Det problem har man siden løst med de såkaldte “bobletrawl”, som er monteret med flydere, der holder trawlet oppe. På denne måde kan en dygtig trawler fiske helt tæt på og sågar hen over stenrev, der således ikke længere yder fiskelivet samme fysiske beskyttelse som tidligere.

Bobletrawl kaldes også for “pelagiske trawl”, da de i modsætning til det konventionelle bundtrawl fisker i de frie vandmasser. Ofte efter pelagiske fisk.


Seneste nye om skadevirkningerne ved trawlfiskeri her


Notfiskeri

Fiskeri med “not” sker som oftest på dybt vand, hvor der fiskes målrettet efter pelagiske stimefisk – fisk, der ikke er tilknyttet bunden, men som hele deres liv færdes i de frie vandmasser.

Notfiskeri sker fortrinsvis på store dybder langt fra land – med store og tunge redskaber, som kræver store skibe til at sætte, trække og tømme noten. Selve noten udgøres typisk af en stor netpose, der sættes omkring lokaliserede stimer af pelagiske fisk. Via skibets elektronik lokaliseres en fiskestime præcis, hvorefter noten sættes omkring stimen.

De største noter kan nå flere hundrede meter ned i vandsøjlen og her indhegne et område på størrelse med flere fodboldbaner. Nederst på netkanten sidder en tung stålwire, som holder netvæggen lodret i vandet. Når skipper på sin skærm kan se, at hele stimen af fisk er inden for netposen, lukkes og snøres denne sammen ved at trække i stålwiren.

Netposen lukker sig sammen, og hele stimen af fisk kan på denne måde fanges på én gang. Stimefisk prøver ikke at flygte, men pakker i stedet tættere og tættere, mens netposen lukker. På denne måde kan man således udrydde hele fiskebestande stime for stime, hvilket eksempelvis skete med makrellen. Fiskestimen hales ikke ombord i noten, men pumpes op i båden, så noten kan sættes igen.

“Snurrevod” kan på nogle måder minde om en not – blot er redskabet mindre og fast forankret på lavere vand. Der en dansk udviklet fiskemetode, som stammer fra midten af 1800-tallet. Navnet skyldes efter sigende måden, hvorpå voddet udsættes. Det sker fra et udkastet anker, som udgør centrum i det cirkelområde, der affiskes herfra. Man snurrer på denne måde hele kompasset rundt.

De første snurrevod blev halet ind med håndkraft. Men da man omkring år 1900 fik maskinkraft ombord, overtog disse snart indhalingen, og redskaberne blev hurtigt større.


Bundgarn og bundgarnspæle


Garnfiskeri

Fælles for alt garnfiskeri er, at det foregår med passive redskaber. Garnene sættes, hvorefter man venter på, at fiskene går i dem. Garnfiskeri ødelægger således ikke havbunden, som muslingeskrab og fiskeri med bundtrawl uundgåeligt gør.

De fleste garn er “nedgarn”, som hænger lodret ned i vandet – typisk med flydere langs nettets overkant og synk langs underkanten. I gamle dage brugte man bomuldsgarn, som måtte tjæres for ikke at rådne op i det fugtige miljø. En omstændelig proces, der stadig kan ses spor af mange steder langs danske fjorde, hvor man kan se nedlagte tjærepladser med forurening, som var det DSB, der havde været på skinnerne.

I dag består stort set alle nedgarn af nylon – de såkaldte monofile nedgarn, der er næsten usynlige i vandet. Desværre også både billige og med en lang opholdstid i naturen, hvis de mistes under dårligt vejr. Der gøres ingen større indsats for at bjærge de mistede garn, da det er billigere blot at investere i nye.

Derfor findes der rundt omkring i danske farvande i hundredvis af kilometer såkaldte “spøgelsesgarn”, som er mistet, men som fortsætter med at fiske videre, indtil garnene er fyldt med tang og synker til bunds, hvor de rådner op.

I gamle dage blev de fleste nedgarn sat ved bunden, hvor fangsten typisk bestod af torsk og fladfisk. Nedgarn sat ved bunden må ikke forveksles med de store bundgarn og deres mange pæle.

Enhver, der har været ude at røgte garn, vil vide, at det er ganske spændende at være med til. At se, hvad der kommer op til overfladen – om noget. Det var det i hvert fald tidligere, hvor der stadig levede bundfisk i danske farvande.

I dag sættes de fleste nedgarn derfor i overfladen – efter pelagiske stimefisk som hornfisk og makrel, sild og brisling. Disse fisk trives stadig i det forurenede vand, da de ikke lever ved bunden, hvor iltsvind og bundvendinger hærger og gør vandmiljøet livløst.


Garnbøjer øverst – monofilgarn nederst


I overfladen er der derimod flere alger og mere plankton end tidligere, hvilket sildene sætter stor pris på. De lever jo af at filtrere vandet for dette plankton. Man kan den dag i dag stadig være så heldig eller uheldig, at en stor stime sild går i ens nedgarn, som er sat i overfladen – med de mange karakteristiske flydere. Da kan det være svært at tømme garnet og noget nær umuligt at afsætte de mange sild.

Monofile nedgarn må ikke sættes nærmere kysten end de lovbefalede 100 meter. Dette for at beskytte de havørreder, som i det tidlige forår trækker ud fra de vandløb, de netop har gydt i. Eller i det sene efterår søger hen imod og op i de samme vandløb for at gyde og sikre slægtens beståen.

Det ved de illegale garnfiskene, som målrettet sætter deres monofile nedgarn tæt på åmundingerne – med den inderste del af garnet helt oppe på land. De trækkende havørreder søger nemlig målrettet mod det lette og ferske vand, som samler sig helt inde under land. De lugter sig på denne måde frem til deres fødested.

Alle garn skal være tydeligt mærket med navnet på deres ejermand. Hvilket naturligvis ikke sker med ulovligt satte garn, der sættes efter solnedgang og røgtes igen inden solopgang. De er samtidig så billige, at man ikke frygter konfiskation af de ulovlige garn – kun selv at blive taget på fersk gerning, mens man sætter eller røgter sine garn. 

“Drivgarn” er nedgarn i overstørrelse – ofte kilometerlange. De sættes i eller nær overfladen, hvor de ukritisk fanger, hvad der måtte komme forbi. Eneste selektion sker via netmaskerne, hvis størrelse afgør fangstens størrelse. Jo større netmasker desto flere mindre fisk vil kunnepassere igennem dem.

Drivgarn er ofte kilometerlange og driver frit rundt i de frie vandmasser – med en GPS-sender til genfinding. Det er en ofte kritiseret fiskemetode, da man dels ikke kan kontrollere, hvad de fanger – dels ikke kan genudsætte uønsket eller fangst i levedygtig stand. Hvad værre er, så fanger drivgarnene ikke kun fisk. De fanger også sæler og marsvin. I stort antal.

I Østersøen omkring Bornholm og i Davisstrædet mellem Grønland og Canada bruges drivgarn meget til laksefiskeri. Det var sådan, bornholmske laksefiskere i sin tid opdagede, at atlanterhavslaksen fra Nordeuropa trak helt op til Sydgrønland for at fouragere.

Drivgarnsfiskeriet ved Grønland er dog nedtrappet markant i de seneste år. Hvis man altså ikke har valgt at sælge sin kvote til organisationer som North Atlantic Salmon Fund. Så laksene frit kan vokse i Nordatlanten og som voksne trække hjem til deres fødevandløb for at gyde og sikre bestanden.



Bundgarn

“Bundgarn” forveksles ofte med bundtrawl, men der er tale om to helt forskellige fiskemetoder og redskaber.

Bundgarn er en dansk specialitet, som tidligere har stået tæt langs de danske kyster. Så tæt, at det fysisk kunne være svært at komme frem for eller forbi dem. Det være sig såvel fra land som fra båd. Bundgarn sættes nemlig helt inde fra land, så trækkende fisk ikke kan svømme bag om og forbi dem. 

“Raden” fra bundgarnet starter inde ved land og går vinkelret på kystlinjen. Hvor langt afhænger af vanddybden, da bundgarnspælene i sagens natur ikke kan være uendeligt lange. Fiskene følger raden hele vejen ud til “labyrinten “, hvorfra de ikke kan finde tilbage igen. De fanges derfor i “gården”, som ender i en lille ruse eller fangstpose, der kan røgtes uden de store anstrengelser.

Bundgarn kan også sættes længere fra land, så raden ikke når helt ind til kysten. Det afhænger helt af farvandets udformning, hvad der er det mest effektive.

Mest kendt er ålebundgarnene, som vi har haft i tusindvis af her i Danmark – mens der endnu var masser af ål at fange. I flere fjordområder var der tidligere så mange bundgarn, at man i båd måtte zigzagge ind og ud imellem dem. Det var blandt andet tilfældet på den lange og smalle Randers Fjord.

Hvis bundgarnene placeres på fiskenes trækruter, kan også laks, havørred og helt indgå i fangsten. Her indgår laksefiskene på lige fod med ål, torsk og andre fiskearter. På enkelte strategiske lokaliteter er bundgarnsfiskeri målrettet efterårets trækkende havørreder på gydevandring en rigtig god forretning.

Fiskeri med bundgarn er næsten ophørt i dag, hvor vandet er fyldt med alger og tomt for fisk. Opstilling af de mange og lange pæle var både tidkrævende og anstrengende, men fiskeriet var i perioder uhyre lønsomt.

Isen tager imidlertid ofte pælene, som derfor skal sættes op på ny efter islæg og isgang. Tidligere blev gamle pælerester stående til gene på skibstrafikken – farligt, dersom de stod lige under overfladen.

De store bundgarn er i dag reduceret til kulturhistorie om det hedengangne fjordfiskeri. Lyden af forårets nye pæle, der blev banket i bunden ligeledes.


Ruser og tejner

Som udgangspunkt er bundgarn blot en overdimensioneret ruse med meget lange fangarme. Og som udgangspunkt er en ruse blot en fiskefælde, der ikke ødelægger hverken bunden, den står på. Eller skader fangsten, der går i den. Med mindre rusen da får lov at stå så længe, at krabberne rykker ind og går til angreb på fiskene.

Ruser og garn må ikke placeres, så de kan tørlægges ved lavvande. Så fangede fisk dør og fredede eller ulovlige fisk ikke kan genudsættes i levedygtig stand. Det siger sig selv, at risikoen for, at dette sker, vokser med stigende forskel mellem lavvande og højvande.

Ikke mindst i Vadehavet, hvor tidevandsforskellen til daglig er et par meter, udgør tørlagte ruser og garn derfor et reelt problem.


Ruse øverst – tejner nederst


Tejner er navnet på fiskefælder, der bruger lokkemad. De bruges typisk til fangst af krebsdyr som hummer, krebs, krabber og konksnegle, der alle lader sig lokke ind i tejnen af duften fra den udlagte lokkemad. Som udgangspunkt en skånsom fiskemetode, der tillader genudsætning af uønsket fangst.

Gamle dages tejner var typisk flettet af naturmaterialer og forsvandt helt af sig selv i vandet, hvis de gik tabt. En stor ulempe ved vore dages tejner er desværre, at de næsten altid fremstilles af billig plast. Typisk opskårne plastdunke.

Alene derfor mistes mange under storme, som river dem løs af deres forankringer. Den lave pris for nyanskaffelse gør det uinteressant at søge efter mistede tejner. Præcis som med muslingefarmenes mange flydere. Rundt omkring i danske farvande ligger derfor i tusindvis af forliste og herreløse tejner.


Krogliner og langliner

Krogliner er lange stykker tovværk med påsatte tavse – hver med deres egen agnede krog. Det kan være alt fra korte åleliner til brug i søer og fjorde – med et relativt lille antal kroge beregnet til at ligge på bunden. Til kilometerlange krogliner med hundredvis af kroge – til fiskeri drivende i overfladen eller dybt under isen.  Eller hvor det nu måtte være praktisk muligt at agne, sætte og røgte så mange kroge.

Krogliner bruges overalt i verden til fangst af mange forskellige fiskearter. Fordelen ved denne fiskemetode er, at udstyret er relativt billigt. Liner og kroge er billige i anskaffelse. Det, der tager tid og koster penge, er agning af de mange kroge. Korte krogliner med få kroge agnes manuelt, mens langliner med flere hundrede kroge typisk agnes maskinelt.

Kilometerlange langliner er så tunge, at de kræver maskinkraft for at kunne sættes og røgtes. Fordelen ved denne fiskemetode er, at fangsten ofte er af højere kvalitet end ellers – højere end den, man får ved garnfiskeri. I hvert fald hvis fangsten har siddet i længere tid i netmaskerne, inden garnet røgtes. Det samme gælder naturligvis krogliner.

Fangstens kvalitet er under alle omstændigheder langt højere end den, man får ved trawlfiskeri, hvor den første del af fangsten ofte er mast til mos af det enorme tryk fra den seneste del af fangsten. Her kan man med god ret tale om plukfisk, der kun opnår lave priser efter landing. Hvis de da ikke i stedet ender som fiskemel til dyrefoder.



Muslingeskrab

Nu er muslingeopdræt i sagens natur ingen fiske- eller fangstmetode. Og så alligevel. Opdræt af muslinger i kæmpestore og kilometerlange “smartfarms” af norsk oprindelse er ikke fangst.

Og så alligevel. Vi ser nemlig i stigende grad, at et urentabelt og lokalt forurenende muslingeopdræt ændres til produktion og udlægning af muslingeyngel – på kunstige “kulturbanker”, der siden høstes ved simpelt og bundødelæggende muslingeskrab.

Det vil kort sagt sige, at det muslingeopdræt, vi betaler milioner af tilskudskroner til, og som skulle rense vore landbrugsforurenede fjorde for kvælstof, blot er kamuflage for et ødelæggende muslingeskrab. Begyndelsen til enden, kunne man også sige.

Muslingeskrab ødelægger nemlig ikke blot bunden og tømmer den for højere liv. De tunge redskaber roder samtidig så meget op i bunden, at store mængder drivhusgasser samtidig frigøres fra sedimentet. Kuldioxid, som i frigjort tilstand vil bidrage til den globale opvarmning, vi ellers kæmper imod.

Så når vore politikere siger ja tak til flere smartfarms med flere muslinger, så siger de ofte også ja tak til mere muslingeskrab. Det er en sammenhæng, der i reglen går under radaren – som muslingebranchen forsøger at skjule efter bedste evne.

Det er tankevækkende, at antallet af muslingeopdræt i Danmark ifølge de seneste opgørelser er næsten fordoblet – fra 32 i 2019 til 62 i 2022. Men muslingernes kvælstoffjernelse blot er steget fra 88 til 102 ton i samme tidsrum.

Baseret på proportionalitet mellem antal anlæg og høsttal burde kvælstoffjernelsen være steget til 170 ton i stedet for blot 102. Men det er altså ikke sket.

Forskellen er i stedet gået til opdrættet yngel udsat på kulturbanker. Yngel, der efterfølgende høstes som voksne – ved ødelæggende muslingeskrab. 

©️ 2024 Steen Ulnits


Seneste nye om skadevirkningerne ved muslingeskrab her



“Smartfarms” består kilometerlange flydende rør med netmasker hængende udspændt underneden. Her hæfter muslingerne sig helt af sig selv.


Lillebælt anno 2000 / 2020


Et tankeeksperiment 

Tilbage i år 2000 udfærdigede jeg på opdrag af Middelfart kommune en analyse af det økonomiske potentiale i det rekreative fiskeri på den smalle del af Lillebælt. 

I de to havne Fredericia og Skærbæk ved Lillebælt blev der i 1995 landet henholdsvis 142 og 269 tons konsumfisk – primært torsk, rødspætte, skrubbe og ising. I alt 411 tons fisk. 

Disse fisk blev ifølge lokale opgivelser hovedsagelig landet af en lille håndfuld både – efter alt at dømme syv stykker. 

Her tyve år senere er der ulykkeligvis ingen fisk tilbage i Lillebælt. Det har forurening med næringssalte fra landbruget og havbrugene sørget for. Fiskerierhvervet har selv bidraget med overfiskeri og hårdhændede fiskemetoder som bundtrawl og muslingeskrab. 

Men hvis du som jeg er lidt bagudskuende og nysgerrig med hensyn til, hvad der kunne have været og måske engang igen kan blive, så læs gerne med her.

Spol allerførst tiden tilbage til år 2000:


Antagelserne 

I det følgende opstilles en række antagelser, som bruges til et lille tankeeksperiment. Tallene skulle gerne give lidt stof til eftertanke. 

Antagelse: Der er i dag syv erhvervsfiskere, som daglig trawler på den smalle nordlige del af Lillebælt. Det antages, at de hver især udgør basis for endnu en fuldtids stilling på land i forædlingsindustrien. Altså danner erhvervsfiskeriet på den nordlige del af Lillebælt grundlag for 14 arbejdspladser. 

Antagelse: Der er i dag seks turbådsskippere, som fast sejler lystfiskere ud på det nordlige Lillebælt. I snit sejler hver turbådsskipper med 20 lystfiskere per tur, når der er fyldt op. I højsæsonen sejles to gange daglig – formiddag og eftermiddag. 

Antagelse: Hver enkelt lystfisker på en turbåd fanger i snit 2 kg fisk per fisketur. Næppe noget urealistisk tal, da der – som enhver lystfisker ved og accepterer – er masser af fiskedage, hvor strømmen i Lillebælt løber så stærkt, at der slet ikke kan fiskes. 

Antagelse: Dividerer man den antagne dagsfangst op i de godt 400 tons konsumfisk, som årligt landes i Fredericia og Skærbæk, får man, at de selvsamme fisk – fanget på stang og line – vil kunne række til 200.000 lystfiskerdage med fangst. 

Antagelse: Sætter man antallet af fiskedage til 200 om året, giver dette grundlag for 1.000 lystfiskere – om dagen. Da hver båd maksimalt kan tage to gange 20 fiskere om dagen – formiddag og eftermiddag – danner de 1.000 daglige lystfiskere grundlag for 25 turbåde. I dag er der seks. Altså i sig selv en 4-dobling. 

Antagelse: De 25 turbåde danner igen grundlag for mindst lige så mange fuldtidsjobs på vandet. Hertil kommer så de relaterede jobs inde på land – i form af booking, overnatning og forplejning, køb af fiskegrej og lignende. 

Antagelse: I mange tilfælde vil disse “ringeffekter” af fiskeriet overstige selve omsætningen ved det egentlige fiskeri. En enkelt overnatning, og selve fiskeriet vil være den mindste del af de samlede udgifter. Det antages derfor, at der skabes mindst lige så mange arbejdspladser på land, som der er på vandet. I alt 50. 


Konklusionerne

De selvsamme fisk, som i dag danner grundlag for 14 fuldtidsjobs i fiskerierhvervet, kunne fremover skabe mere end 3 gange så mange arbejdspladser, hvis de i stedet udnyttedes i det rekreative fiskeri. 

Bruger man tallene fra før citerede rapport om “Havørredeldorado Fyns Amt”, har hver enkelt besøgende lystfisker et døgnforbrug på kr. 350,-. De 200.000 lystfiskerdage er da lige med en meromsætning på ikke mindre end 70 millioner kroner. 

Sætter man de erhvervsfangede fisk til en kilopris på 10,- kroner, repræsenterer de tilsvarende en værdi på blot 4,1 mio. kroner. Sammenlignet på kroner og øre er det kommercielle fiskeri på Lillebælt således et uhyre pauvert foretagende. 

Samtidig er der ikke taget højde for, at flere af trawlfiskerne også fisker andre steder end i det nordlige Lillebælt – og for, at også bundgarnsfiskerne bidrager til de landede fangster. Trawlfiskeriets omsætning er derfor højt sat. 

Hertil skal så lægges de positive effekter ved et ophørt trawlfiskeri – at der ikke længere sker en stadig ødelæggelse af bundmiljøet, og at fiskebestanden efter al sandsynlighed vil øges ved et mere skånsomt fiskeri og et forbedret miljø. Det vil ikke mindst lokalbefolkningen nyde godt af. 

Det forbedrede vandmiljø vil i sig selv ganske givet gøre landområdet omkring Lillebælt mere attraktivt for nye tilflyttere – og skatteydere. 

Allerede nu tiltrækker det nordlige Lillebælt mange lystfiskere med egen båd – fra andre dele af landet. Flere udenlandske lystfiskere med egen båd har ligeledes fundet frem til denne lokalitet.


Der kom meget sent fokus på problemerne i og omkring Lillebælt. Selv om vi fik Vandrammedirektivet i netop 2000, fortsatte de uansvarlige ødelæggelser med uformindsket styrke. I dag er bunden ødelagt af skrabende redskaber og massiv forurening med næringssalte fra landbruget og ulovlige havbrug.

Vi har tilladt eller set gennem fingre med det hele i de seneste tyve år. Med det triste, men helt forventelige resultat, at fiskene ganske enkelt er væk. Vi har savet løs i den gren, vi selv sad på. Og nu ligger vi så på jorden under træet og undrer os over, hvad der egentlig skete – siden der ingen fisk er tilbage…

De danske farvande har stadig et fantastisk rekreativt potentiale. –  Men hvor længe skal eller vil vi finde os i, at nogle få erhvervsgrupper ødelægger det hele for os andre? Det er op til dig og mig og alle de andre vælgere. Vi havde chancen i 2000.

Vi lever trods stadig alt i et demokrati. Bare et fucked up ét af slagsen…

© 2000 / 2020 Steen Ulnits