Tag-arkiv: trådløs opladning

Huawei Mate 20 Pro

IMG_2108

Den kinesiske mobilproducent Huawei har rystet sine konkurrenter i de allerseneste år. Huawei har nemlig lanceret den ene model efter den anden, som indeholdt det nyeste nye – men til en pris, der var til at betale.

Nu træder kineserne ud af skyggen fra de udenlandske konkurrenter og lancerer endnu et flagskib, som primært skal tage konkurrencen op med sydkoreanske ærkerival Samsung, der benytter samme Android styresystem som Huawei. Samt amerikanske Apple, der kører sit helt eget iOS, som ikke kan kopieres – i hvert fald kun på overfladen.

Forårets lancering af flagskibet P20 Pro viste for alvor, hvad kineserne formår, og hvor langt de er nået i de allerseneste år.

Læs gerne anmeldelsen af P20 Pro, der indeholder meget om den samme kamerateknologi, som det seneste flagskib Mate 20 Pro benytter sig af. Her kan du læse grundlæggende stof om vigtige nye teknologier som “oversampling” og “pixel binning”.

Huawei har opgraderet Kirin processoren og erstattet den sorthvide sensor i P20 Pro med en ultravidvinkel, der sammen med de to øvrige optikker giver helt nye muligheder for den kreative fotograf.

Fingeraftrykslæser i skærm

Samtidig har Huawei som en af de første mobilproducenter indbygget en fingeraftrykslæser i selve skærmen. Ikke som hidtil på siden eller bagsiden af mobilen, men under selve hovedskærmen.

Resultatet er desværre ikke imponerende. Slet ikke hvis man sammenligner med rivalen One Plus’ seneste udspil, model 6T. Her fungerer fingeraftrykslæseren bedre og hurtigere end på Mate 20 Pro, som kræver, at man dels er ganske præcis – dels trykker ganske hårdt . Den del har Huawei ikke været specielt heldig med.

Med Mate 20 Pro har Huawei samtidig taget endnu et skridt i deres utrættelige stræben efter at kopiere forbilledet Apple – dog stadig på en Android baggrund.

Der er således kommet 3D Face Unlock som først på iPhone X, og man kan nu også vælge at stryge gennem menuerne med “gestures” – bevægelser – som også først introduceret på iPhone X. 3D Face Unlock virker modsat fingeraftrykslæseren ganske glimrende og lynende hurtigt. I regelen har den åbnet mobilen, inden man når at få placeret fingeren korrekt.

Det virker efterhånden lidt trivielt, at Huawei ikke kan finde på noget selv, men blot skal kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Noget, de har praktiseret i flere år. Verdens næststørste producent af mobiler burde kunne udvikle selvstændigt og på den måde skille sig ud fra mængden.


Kameradelen er ganske unik på denne mobil. Huawei Mate 20 Pro er et sandt optisk mesterværk af linser og kameraer udviklet i samarbejde med tyske Leitz. Billedkvaliteten er høj, men samarbejdet mellem de tre linser fungerer endnu ikke så smertefrit, som man kunne ønske sig.

Den karakteristiske firkant på bagsiden af Huawei’s nye Mate 20 Pro. Øverst til venstre den indbyggede flash. Herefter henholdsvis en 0,6X 16 mm vidvinkel, en 1X 28 mm standard samt en 3X 80 mm tele. I alt 5X optisk zoom, der suppleres af en 5X hybrid zoom.

Et langt og smalt design i filmformatet 19:5:9 (3.120 x 1.440 pixels) gør den 6,4 tommer store AMOLED skærm ganske komfortabel at holde om. Der er dog langt fra top til bund på den lange skærm – hvis man altså ikke lige benytter sig af énhånds-betjening. 

Ud over den vilde Twilight farve fås Huawei Mate 20 Pro også i sort samt de to riflede farver Midnight Blue (øverst) og Emerald Green (billedet herover og herunder). De to sidstnævnte farver giver et bedre greb om mobilen og tager ikke så let mod fingeraftryk.

Huawei Mate 20 Pro har i modsætning til forgængeren P20 Pro buede skærmkanter og det karakteristiske “notch” for oven, som Apple lancerede med sin iPhone X. Det huser ansigtsgenkendelsen, men kan blændes af, så mobilen ligner en Samsung.

Farven Twilight, som på rekordtid er blevet Huawei’s signaturfarve, er mørkere på Mate 20 Pro end på P20 Pro. Det er virkelig en smagssag, om man er til Twilight eller ej. Og hvilken af dem. Begge er lige slemme til at samle fingeraftryk op.

Kirin 980 HiAI. Huawei praler med, at Mate 20 Pro er den første mobil med et 7 nm chipset. Det er nu kun rigtigt, når man taler om mobiler med Android styresystem. Apple kom nemlig først med den kompakte og strømbesparende 7 nm chip i deres iPhones.


 

AI – Artificial Intelligence

Under Huawei’s lanceringer af først P20 Pro og nu senest Mate 20 Pro har det hele stået i den kunstige intelligens’ tegn. “AI” er blevet det nye buzzword, der garanterer perfekte løsninger på noget nær alle problemer.

Kunstig intelligens betyder i al sin enkelhed, at maskiner lærer, mens de arbejder. De gør sig nye erfaringer, som de omsætter til nye beslutninger, de ikke kendte før. Eller de har fået tilført viden, så de efterfølgende selvstændigt kan træffe beslutninger ud fra det, de præsenteres for.

Når det gælder mobiltelefoner med indbyggede kameraer, så betyder det fortrinsvis, at kameraet selv kan regne den perfekte eksponering ud – ud fra allerede indkodede oplysninger om, hvordan forskellige motiver ser ud. Og hvad de kræver af eksponering for at blive gode digitale gengivelser af motivet.

Kameraet ser således motivet og sammenligner det med noget, det har fået indkodet – med udførlige oplysninger om, hvilken blænde, lukkertid, ISO og hvidbalance med mere, der giver det optimale billede. Herefter tager mobilen billedet og optimerer det, så det ser ud, som den tror, vi bedst kan lide det. Som den er programmeret til at tro det.

Det betyder typisk, at grønt græs bliver grønnere, end det egentlig er. At en blå himmel bliver mere blå, end den egentlig var. Typisk bliver billedet også skarpere, end det oprindeligt var. Altsammen i den gode sags tjeneste og med de bedste intentioner. Desværre ikke altid med de bedste resultater:

IMG_2108

Verden, som Huawei’s nye AI processor ser den ved 5X hybrid zoom. Det er fuldstændig det samme mønster, der ses på jakken både herover og herunder.

Det resultat skal der noget af en AI algoritme til at nå frem til. Ind imellem næsten spooky, hvad kunstig intelligens kan resultere i…

fznor

Tankevækkende, at Huawei’s kunstige AI Intelligens kan få det sirlige fuglemønster på frakken til at ligne store sorte og grå, men veldefinerede felter.

Så forstår man bedre, at der ind imellem kan dukke fotos op, som ser ud til at stamme fra en helt anden verden…


Spændende bekendtskab, meeen…

Huawei Mate 20 Pro er et spændende bekendtskab. Præcis som forårets P20 Pro fra samme firma var det. Altid interessant og udfordrende at prøve kræfter med en ny mobil, der – selv om den på rigtig mange områder er en total Android klon af Apple – alligevel formår at brillere med teknologiske nyskabelser på kamerafronten.

Rigtig mange af de fremmødte tech-skribenter fik udleveret et gratis eksemplar af Mate 20 Pro ved lanceringen i London. Og det giver jo mærkeligt nok altid en mere positiv tilgang til tingene, end hvis man har måttet købe produkterne selv. For egne penge. I sidstnævnte tilfælde er man i sagens natur noget mere kritisk og krævende. Og da vil man givet fokusere mere på de ganske mange “glitches” eller kiks, der stadig er i softwaren.

Undervejs i gennemprøvningen har jeg gjort en del notater, som jeg gerne vil dele her – i helt tilfældig rækkefølge:

Selv om Huawei siger det modsatte – at den ikke længere er nødvendig – så savner jeg nu lidt P20 Pro’s sorthvide sensor. Den gav bedre ægte sorthvide fotos, end Mate 20 Pro er i stand til at syntetisere med sine filtre. Jeg synes heller ikke, at Mate 20 Pro er helt så god til Night Shots, som P20 Pro var og stadig er det. Der er også en vis sammenhæng her.

Kirin 980 – en stærk processor

Selv om Kirin 980 er en superstærk processor, så har den svært ved at styre de tre kameraer. Den senest tilkomne vidvinkel virker dårligst integreret med de øvrige to, som vi kender fra P20 Pro. Overgangen mellem de forskellige kameraer under zoom er ikke glidende. Hvidbalancen heller ikke den samme.

Også skiftet mellem den store 40 MP standardsensor og den lille 8 MP tele volder ind imellem processoren besvær og får zoom’en til at gå noget ujævnt. Det samme gælder også dybdeskarpheden, hvor den reelle justering kommer haltende et godt stykke efter sliderens indstilling. Ind imellem fryser det hele kameraet og må resettes.

Samtidig skal man være meget påpasselig med optagelse i 3X og 5X hybrid mode. Er man ikke rolig på hånden, får man mange rystede billeder med sig hjem. Specielt naturligvis i gråvejr og under dårlig belysning. I sollys går det til gengæld rigtig fint og giver gode billeder.

Endelig er der hele touch-delen, som lokalt er lidt ustabil. Således oplevede jeg flere gange under opsætningen, at links til menuer, mapper og applikationer ikke virkede – langs den øvre skærmkant. At dele af skærmen her ikke reagerede på touch.

Noget halter tilsyneladende. Jeg oplevede også nogle få gange, at mobilen spontant skiftede mellem sider og billeder, jeg slet ikke havde rørt eller bedt om. Jeg har efterfølgende læst mig til, at jeg ikke er ene om den oplevelse.


Herunder ses et vidvinkelfoto af et spisebord med lampe, som begge er veleksponerede og i den rette farvebalance. Men hvor er det nu lige, at de fire violette hjørner kommer fra? Er det mon Huawei’s kunstige AI intelligens, der spiller Mate 20 Pro et puds?

rhdr


#gluegate…

Nogle af AMOLED skærmene på Mate 20 Pro har desværre vist sig at være fejlbehæftede. De lækker gult lys langs kanterne, hvilket primært ses i mørke. Eller de har tydelige blåstik langs de kurvede kanter, hvilket primært ses i dagtimerne.

Det sidste var tilfældet på mit eget testeksemplar. Specielt ved siden af skærmen på min kridhvide Note 9 var de blå kanter på Mate 20 Pro meget tydelige. Og irriterende.

Da jeg checkede mobiler hos forskellige udbydere her i byen, så omkring halvdelen af alle Mate 20 Pro ud til at have de samme meget blå kanter. Den anden halvdel ikke.

Snuser man lidt rundt på nettet, synes der at være konsensus om, at det er skærme fra producenten LG, der volder problemer på Mate 20 Pro. Ikke skærme fra den anden benyttede leverandør, BOE. Nogle købere har måttet bytte flere gange, inden de enten opgav eller fik et OK eksemplar.

Så hold et vågent øje med skærmen. Dag og nat. I nogle tilfælde ser problemet nemlig ud til at blive gradvis værre. Tilsyneladende i takt med, at den anvendte lim hærder.

Problemet er så udbredt, at det har fået sit eget hashtag på internettet: #gluegate


Billedbehandlingen

Billedbehandlingen fra den indbyggede Master AI er stadig i overkanten flere steder – og ret beset ganske ustabil. Den giver billeder, som ofte er lidt for grynede – i stedet for bare sprøde og lækre. Når Master AI rammer rigtigt, er resultatet til gengæld forrygende.


“More crunchy than crispy”, som en amerikansk anmelder udtrykte det.

En anden fældede denne dom over Mate 20 Pro, som jeg til fulde kan tilslutte mig:

“Lots of raw power. Too little polish”.


Med jævne mellemrum tager AI desværre totalt fejl og misser da ofte en god fotomulighed. Kigger jeg eksempelvis op langs en stor træstamme, gætter AI straks på “Historic Building”. Og så videre. Man kan helt enkelt ikke stole på AI endnu, selv om den bliver bedre og bedre for hver ny generation.

Endelig er der helt tåbelige fejl som eksempelvis programmet SkyView, der får mobilens kompas til at tilte totalt. Hvilket samme program altså bare ikke gør på hverken Apple iPhone med iOS eller Sony Xperia med Android. Der er noget helt galt med gyro eller kompas på den testede Mate 20 Pro.

Muligheden for at optage i RAW formatet er der givet mange fotonørder, som vil blive begejstrede over. Det giver nemlig mulighed for avanceret efterbehandling af billederne. En mulighed, man desværre ikke har på Apple’s iPhone. Og næppe heller nogensinde får. Tommel op til Huawei for den feature.

Det indbyggede batteri på hele 4.200 mAh er klassens bedste og stærkt medvirkende til, at man ikke blot klarer en lang arbejdsdag på kontoret. Men i regelen også har overskud til at være strømdonor til værdigt trængende kolleger og venner.

Har de en mobil med trådløs opladning efter Qi-standarden, kan man faktisk give dem lidt strøm via Huawei’s Reverse Wireless Charging. Omvendt trådløs opladning.

Nu kan man for første gang nogensinde både give og tage fra sit mobilbatteri. Man lægger blot de to mobiler ryg mod ryg, og hvis ellers man har tilladt det i indstillingerne på sin mobil, går opladningen straks i gang.

Det går langsomt, og forbindelsen er ikke ganske stabil. Men det er en cool feature at få med i købet. Noget, man godt kan score et par point på her og der. I nogle tilfælde kan man sågar få sig en ven(inde) for livet…


En mobil for hvem?

Huawei Mate 20 Pro er ikke en mobil for hvemsomhelst. Dertil er der alt for mange indstillingsmuligheder at fare vild i for de fleste. Mainstream bliver den derfor aldrig.

Til gengæld er der uanede muligheder for de få fotonørder, der næppe kan investere i nogen bedre kameramobil lige nu. Selv elsker jeg at lege med de utallige indstillingsmuligheder og har allerede tilbragt mange dejlige timer med det.

Samspillet mellem de tre kameraer er ikke i top, og specielt vidvinklen føles lidt som den lille ny i familien. Den er endnu ikke ordentligt integreret, men kører lidt sit eget løb – fysisk såvel som hvidbalancemæssigt. Tydeligt, at det her er den tidligere sorthvide sensor fra P20 Pro, som blot er skiftet ud med en vidvinkel.

Der er rigtig mange gode takter i Mate 20 Pro, men der mangler stadig en hel del finpudsning rundt omkring i styresystem og kameradel. Måske Huawei skulle holde sig til ren Stock Android (One) i stedet for at fokusere så meget på sit eget mere komplekse EMUI skin? Jeg tror det.

Den nye Huawei Mate 20 Pro kan meget godt sammenfattes, som en amerikansk tech-writer gjorde det med disse ord:

“Look out for P30 Pro og Mate 30″…

© 2018 Steen Ulnits


Minus:

  • Langsom fingeraftrykslæser
  • Touch skærm ufølsom i kanterne
  • Kameraer ikke perfekt synkroniseret
  • Langsom justering af dybdeskarphed
  • Lyslækkende eller farvede skærmkanter
  • Mange indstillingsmuligheder

Plus:

  • Lynhurtig Kirin 980 processor
  • Lynhurtig 3D Face Unlock
  • Kæmpestort batteri på 4.200 mAh
  • Lynopladning i verdensklasse
  • Omvendt trådløs opladning
  • Mange indstillingsmuligheder

Huawei’s heldækkende Flip Cover har den medfødte skavank, at coveret kan dække ind over optikken under fotografering. Det sker ikke med Huawei’s eget Clear View Flip Cover, hvor bagsiden er fast. Da risikerer man ikke skyggekanter på sine fotos.


Huawei Mate 20 Pro er vandtæt efter IP68 standarden. Det betyder, at mobilen skal kunne klare at ligge på 1,5 meter vand i 30 minutter. Er det ikke nok, har Huawei designet et UV-kamerahus specielt til Mate 20 Pro, som tillader brug ned til 50 meter.


© 2018: Steen Ulnits

 

Huawei P20 Pro

“The Copycat iPhone” 

– Good artists copy. Great artists steal, sagde Apple’s grundlægger Steve Jobs engang. Og siden er han selv flere gange blevet offer for dette udsagn – senest med kinesiske Huawei’s meget anmelderroste P20 Pro smartphone.

Kinesiske Huawei har i mange år lidt under at være en slags mobiltelefonernes underdog. Set ned på af såvel konkurrenter som købere, der til gengæld har fået rigtig meget for pengene sammenlignet med eksempelvis ærkerivalen Samsung.

Det ser dog ud til, at Huawei er ved at være kommet ud af Samsungs skygge. Med den seneste P20 Pro model har de sågar ryddet hele bordet og er rykket op foran Apple, hvad angår antallet af solgte telefoner på verdensplan. De tjener dog kun en brøkdel af, hvad Apple gør med sine højt profilerede iPhones.

Der er stadig et stykke vej til toppen – til Samsung, der imidlertid skal til at passe gevaldigt på. Kineserne ånder sydkoreanerne i nakken, og holder Huawei blot momentum, indtager de såmænd snart førstepladsen blandt Android telefoner. De fortjener det allerede.

Havde man ikke hørt om Huawei før, så gjorde man det ved firmaets lancering af P20 Pro. Kineserne vidste, at de havde en trumf på hånden, og de har forstået at spille den godt. Forskellige tech skribenter har moret sig med at give et bud på, hvor mange gang Huawei nævnte “AI” – Artificial Intelligence alias kunstig intelligens – under præsentationen.

– AI, AI, AI lød det igen og igen.


I lighed med Apple og Samsung fremstiller Huawei også sine egne processorer. Huawei’s homegrown Kirin 970 HiAI processor var og er stjernen i showet. Den er meget kraftfuld og kan se forskel på forskellige motiver eller scener – og efterfølgende handle på dem.

Den kan således spotte 20 forskellige scener, som hver kræver deres egne indstilllinger for at blive eksponeret optimalt.

Fælles for de fleste af disse “AI-driven scene detections” (!) er imidlertid, at de går lige til stregen og i regelen også lidt over. Der skærpes mere i skarpheden, end af og til godt er. Og farverne mættes ofte så meget, at de ikke længere ser naturlige ud. Men måske dette bliver nedtonet i kommende software-opdateringer. Det har Huawei gjort tidligere, og det kunne de tænkes at ville gøre igen.

Indtil da vil dedikerede fotografer nok undgå de fleste af disse AI-modes og i stedet selv skrue på knapperne. Det kommer der i regelen bedre resultater ud af. Det kan anbefales først at se, hvad mobilens AI-funktioner kommer frem til. Og så efterfølgende checke, hvordan de samme motiver bliver med AI koblet fra.

Det kan gøres i hvert enkelt tilfælde, hvor kameraet har identificeret en af sine forprogrammerede modes. Da fortæller den under billedet, hvilken mode den er nået frem til. Og viser samtidig et lille kryds, hvor man kan klikke for at slå AI fra i netop den optagelse.

Efter at have set og prøvet de forskellige AI-modes – vejet dem og måske fundet dem for lette – kan man så gå ind i kameraets hovedindstillinger og slå AI fra én gang for alle. Det ender de fleste seriøse fotografer og fotonørder nok med at gøre. I hvert fald i de fleste situationer. Den fremragende “Night shot” kunne være en af undtagelserne.

Kameraerne…

Faktum er da også, at det ikke var softwaren – den kunstige AI-intelligens – der løb med al opmærksomheden ved lanceringen af P20 Pro. Selv om præsentationen fokuserede hårdt på netop AI. Det gjorde i stedet hardwaren – de tre indbyggede kameraer.

De var nemlig verdens første af slagsen – udviklet af kinesiske Huawei i samarbejde med tyske Leica, der her leverede en sensor med imponerende 40 MP. Den er kun overgået af finske Nokia’s ligeledes tyske Carl Zeiss sensor på deres klassiske 808’er. Den havde 41 MP.

Huawei havde for længst lanceret sin P20 Pro kameramobil – verdens første med hele tre indbyggede og integrerede kameraer – da nordkoreanske Samsung lancerede sin opgraderede topmodel Note 9, der mest adskiller sig fra 8’eren på sine blågule farver. Det imponerede bestemt ikke kinesiske Huawei, der på Twitter ikke kunne dy sig for at nedgøre Samsung og gøre grin med Note 9:

Det gjorde de med ovenstående foto af deres seneste to generationer af kameramobiler. Den nyeste mobilgeneration hos Huawei har da tre kameraer, hvor den gamle havde to. Samsung’s nyeste har stadig kun to kameraer. Endda blot med ynkelige 12 MP. Præcis som Apple. Tsk..

Mange har påpeget, at tweetet var et klart hint til Samsung – med henvisning til filmen “Crocodile Dundee”. Her bliver vor helt nemlig holdt op af et par knivbærende banditter, som vil have hans penge. Crocodile Dundee smiler blot venligt og siger de berømte ord:

That’s not a knife… THAT’s a knife.” Og viser dem sin egen kæmpestore Bowie-kniv. Så her er stillingen mellem de to asiatiske kamera-kombattanter:

Huawei – Samsung: 3 – 2

Det kan være lidt svært at forstå, hvad en mobiltelefon skal med hele tre indbyggede kameraer. Så forklaring følger. En laaang forklaring. Og noget teknisk:

  • Hovedkameraet udgøres af en Leica farvesensor på hele 40 MP.
  • I tilgift hertil er der monteret en 3X tele i farver på 8 MP.
  • En sorthvid og ekstra lysstærk sensor på 20 MP.
  • Et selfie-kamera på imponerende 24 MP.

Når man kombinerer de tre første kameraer, får man flere forskellige interessante resultater, der alle udvider fotomulighederne betragteligt. Man kan naturligvis vælge at bruge samtlige de til rådighed stående 40 millioner pixels til et enkelt farvebillede. I det professionelle  RAW-format. Som så uundgåeligt kommer til at fylde en hel del. Rigtig meget, mere præcist. Men som ikke byder på helt så stor detaljeskarphed, som man ellers skulle have troet.

Man kan også vælge at tage et rent sorthvid foto, der kun bruger informationer fra de 20 millioner sorthvide, men meget mere lysstærke pixels. Resultatet heraf bliver langt bedre, end hvis man gør allerede eksisterende farvefotos sorthvide ved brug af filter. De sidstnævnte bliver noget flade og kontrastløse sammenlignet med fotos taget med en dedikeret sorthvid sensor. Og så får man her automatisk de færdige, vaskeægte sorthvide optagelser i hele 20 MP.

Desværre har Huawei heller ikke her kunne dy sig for at tilføre det færdige resultat en hel del billedbehandling. I form af forskønnelse som den “Beauty” funktion, der bruges i selfie-kameraet. Ærgerligt, hvis man nu hellere selv vil pusle med det rå sorthvide billede.

Endelig kan man vælge at skyde et rent 3X optisk telefoto med den dedikerede telelinse. Helt uden tab af skarphed. Eller et 5X hybrid telefoto, hvor man har kombineret alle tre sensorer – farve og sorthvid, 40, 20 og 8 MP. Med blot en smule tab af skarphed og kvalitet. Da bliver det for alvor interessant og inspirerende – hvis man altså er fotointeresseret. Ellers er det desværre nok lidt for nørdet til at være interessant. Og upraktisk at bruge.

I så fald bør man nok nøjes med lillebroderen P20, der kun har to kameraer – omend stadig fra tyske Leica. Men ikke den avancerede zoom. Prisen er markant lavere end P20 Pro, men skærmen kun en smule mindre. Eller man kan tage skridtet længere ned og investere i en P20 Lite, som kun koster omkring det halve af en P20. Til gengæld får man en ældre processor, den halve lagerplads, et ringere kamera og en mindre lysstærk skærm.

Egentlig er det slet ikke Huawei’s mening, at man skal tage RAW fotos med samtlige 40 MP fra Leica. De fylder alt for meget og er slet ikke nødvendige. I stedet er hele ideen, at man kombinerer input fra alle tre kameraer til ét foto, der så indeholder det bedste af alle tre. I en oversamplet og nedskaleret version på bare 10 MP. Dedikeret software klarer den sag til UG.

Kamerateknologien bag

Jo mere man roder med kameraet eller rettere kameraerne på den nye P20 Pro, desto mere imponeret bliver man over teknologien bag. Der er uendeligt mange indstillingsmuligheder – så mange, at de nok vil virke decideret skræmmende på alle andre end lige netop os fotonørder.

Men lad os tage et styrtdyk lukt ned i maskinrummet, hvor en flok tyske Leica-ingeniører er fuldt optaget af at styre de tre ubændige kameraer. Ikke mindst hovedkameraet med de 40 megapixels kræver mandsopdækning. Men så leverer det også helt forrygende fotos.

Det er i det hele taget imponerende, hvad man får af pixels i denne mobil, som næsten er mere kamera end telefon: 40 MP i hovedkameraet. 20 MP i det sorthvide kamera. 8 MP i zoomkameraet. Samt hele 24 MP i selfie-kameraet. 92 MP eller 92 millioner pixels i én og samme mobil. Man bliver helt forpustet ved tanken. Og strømforbruget.

Men heldigvis har Huawei forsynet sin P20 Pro med et ekstrastort batteri, der holder saft til alle funktioner og pixels en hel lang arbejdsdag. 4000 mAh rækker langt ud over en dag. I mange tilfælde sågar to. Det er der ikke mange andre mobiler. som tilbyder.

Smarte algoritmer og kunstig AI-intelligens kombinerer de mange forskellige inputs fra de tre bagsidekameraer på finurlig vis. Den sorthvide sensor sørger for, at der er lys nok til veleksponerede fotos – også under lysforhold, hvor farvesensorerne alene ikke ville få lys nok.

3X zoom kameraet sikrer ægte optisk zoom op til 3 gange – altså zoom uden noget kvalitetstab. Præcis som med en traditionel zoomlinse på et klassisk spejlreflekskamera.

3X og 5X zoom

Endelig tillader den store 40 MP farvesensor, at man kan lave udsnit – en slags digital eller hybrid zoom på op til 5X – uden at der sker noget nævneværdigt kvalitetstab. Det er ikke optisk zoom, men på grund af de mange pixels, der er til rådighed i 40 MP sensoren, er resultatet overraskende godt. Milevidt fra den traditionelle digitale zoom, der ikke tilfører billedet andet end tiltagende uskarphed…

Den trinløse overgang mellem de forskellige kameraer er dog noget ujævn – helt ulig Apple, hvor den trinløse zoom kører som i smør. Det samme gælder de manuelle “Pro” funktioner, hvor Huawei processoren ofte halter lidt bagefter. Eksempelvis når man ændrer på dybdeskarpheden med blænden. Da kæmper Leica-ingeniørerne ihærdigt med at få styr på  de mange fotoner.

Så her er der bestemt plads til forbedring i fremtidige modeller. Og den vil utvivlsomt komme, når Huawei skifter fra den nuværende Kirin 970 processor til den kraftigere 980-topmodel, der allerede findes, og som kommer i den næste Mate-topmodel.

Hovedsensoren leverer som sagt 40 MP, men de bruges stort set aldrig. I stedet gør kameraet det, at det på sindrig vis kombinerer fire originale pixels til én optimeret pixel, der siden bruges i det færdige billede, som nu er reduceret til mere håndterbare 10 MP.

Samme grundlæggende teknologi brugte Nokia i sine 808 og 1020 kameraer – blot reduceredes outputtet dengang til 5 MP, hvilket gav mulighed for en større zoomfaktor. “Oversampling” kaldes teknikken.

Læs gerne artiklen “PureView Perfection“, hvis du vil vide mere om oversampling i multimegapixel kameraer.

The Clone Phone

Huawei P20 Pro er en Android mobil som millioner af andre. Men dumper man ind et sted i styresystemet, kan man forledes til at tro, at det er en iPhone, man er inde i. Menuer og ikoner og opbygning er nemlig en tro kopi af Apple’s iOS. Og meget lidt lig det Android, der ellers ligger bag brugerfladen.

Og kigger man blot overfladisk på sin eller naboens nye Huawei, ligner den til forveksling en iPhone X. Med Apple’s karakteristiske “notch” øverst på skærmen. Den, alle konkurrenterne gjorde grin af ved introduktionen af iPhone X. Men som de nu alle selv har kopieret og adopteret…

Først når man vender mobilen om og ser bagsiden med de flotte friske farver og hele tre kameraer, da forstår man, at det ikke helt er lykkedes Huawei at lave en iPhone Clone. På den gode måde.

Måske vil Huawei egentlig helst heller ikke forveksles med Apple. I hvert fald ikke længere. Nu, hvor de kan stå på egne ben – ikke kun hvad antallet af solgte smartphones angår, men også videreudvikling af teknologien bag.

Kineserne har altid været skamløse, når der gælder om at kopiere andres design. De har åbenbart ikke noget moderne designsprog selv. Men man må lade dem, at de med P20 Pro for alvor er rykket og blevet deres egne. Det har de tre integrerede kameraer sat en tyk streg under.

Man kan med rette undre sig over, hvordan kinesiske Huawei har formået at komme foran giga-konkurrenterne Apple og Samsung med deres nyeste tre-kamerateknologi. Men som altid er der en god og naturlig forklaring:

Det er de nemlig heller ikke. I hvert fald ikke selv eller ved egen udvikling. De har nemlig købt sig til størstedelen af deres nuværende kamera-knowhow ved at ansætte en håndfuld af de tidligere Nokia-ansatte, der stod bag klassikere som først Nokia 808 og siden Lumia 1020. Begge megapixel-kameraer, som var langt forud for deres tid.

Frem med førertrøjen – igen

Finske Nokia styrtdykkede for relativt få år siden fra tronen som datidens ukronede smartphone konge – måske på grund af deres håbløse Symbian OS. Nokia måtte efterfølgende sælge ud til amerikanske Microsoft, som lovede at fortsætte Nokias fornemme kamerateknologi i deres Windows Phone mobiler.

Nokia’s klassiske 808 blev herefter fulgt op af Microsoft’s Lumia 1020, som fik mange venner. Heriblandt undertegnede, der tog mange gode billeder med de to kameramobiler.

Men selv Microsoft måtte erkende, at verden var for lille til mere end to styresystemer – Apple’s iOS og Google’s Android. Windows Phone blev derfor lukket endegyldigt ned, og Nokias kameraingeniører stod nu igen uden arbejde.

Enter kinesiske Huawei, der længe havde luret i kulissen og set det hele ske. De ansatte straks Nokias kameraingeniører rub og stub og lod dem arbejde videre i Finland, hvor de stadig sidder. Med sig havde de en enorm mængde research og unikke erfaringer, som på rekordtid er blevet til det nye banebrydende Huawei P20 Pro. En kinesisk mobil med finske rødder.

Se artiklen “Nokia now and then“, hvis du vil vide mere om de to skelsættende mobiler Nokia 808 og Lumia 1020 samt den avancerede kamerateknologi bag.

Konklusionen

Huawei er kinesisk ejet og dermed forpligtet over for den kinesiske statsmagt. Siger styret, at Huawei skal spionere mod udenlandske fjender, så er Huawei nødt til at adlyde. Uanset hvad de så selv måtte mene om det.

Den kendsgerning og et par andre mere konkrete hændelser har allerede fået den amerikanske administration til at udstede forbud mod brug af Huawei-teknologi, når og hvor der udveksles og transporteres data. Huawei menes helt enkelt at udgøre en sikkerhedsrisiko.

Det betyder reelt, at Huawei ikke kan komme ind på det amerikanske marked med sine ellers udmærkede produkter. Hverken med netværk eller med mobiler.

Senest har den australske regering fulgt trop og forbudt Huawei at byde ind på etablering af det kommende 5G-netværk i Australien. Det er for risikabelt, mener de. Men i lille Danmark baserer YouSee alligevel hele deres netværk på – selvsamme Huawei.

Men derudover og isoleret set så har Huawei med sin seneste P20 Pro mobil skabt et kamera, der sprænger alle rammer for hidtidige kameramobiler.

Eneste virkelige kritikpunkt er, at Huawei har undladt trådløs opladning i sin P20 Pro. Kineserne har sikkert villet spare plads til det store 4.000 mAh batteri, der så rigeligt får mobilen gennem en lang og hård arbejdsdag. Sågar også to. Det lærer man hurtigt at sætte pris på.

Så kan man bedre leve med, at mobilen altså ikke byder på den trådløse opladning, som de allerfleste andre topmodeller fra konkurrerende brands ellers gør. Til gengæld er der virkelig tale om “Fast Charge” med den medfølgende Huawei oplader: 60% på 30 minutter!

Og så er der lige prisen, som er aldeles second to none. Set hos Telia til kr. 5.000,- inklusive 6 måneders frit data abonnement til kr. 249,- om måneden. 3.500,- kroner netto for en mobil, der kan måle sig med de bedste. Det er bare billigt, og det faktum alene skal nok flytte rigtig mange Huawei mobiler over disken.

I USA, hvor P20 Pro som sagt ikke kan fås, sammenlignes den ofte med Samsung’s nyeste Note 9 – og kommer godt ud af sammenligningen. Trods det faktum, at P20 Pro pt. herhjemme koster under halvdelen af, hvad man skal give for en Note 9…

– Formidabelt gået, Huawei. Men prøv lige at lave jeres eget design – i stedet for igen og igen at kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Det vil klæde jer nu, hvor I er blevet verdens næststørste producent af mobiltelefoner.

– I må snart være store nok til at stå på egne ben.

© 2018 Tekst: Steen Ulnits


Efterskrift: Huawei er klar over, at alle mobiler har brug for et beskyttende cover. Kineserne er også klar over, at et normalt cover vil skjule den flotte Twilight finish på den bagside, man som nybagt ejer gerne vil flashe for sine omgivelser.

Huawei har derfor inkluderet et blødt og transparant cover, som dels giver et godt greb om mobilen, dels beskytter mod stød og slag. Og som måske vigtigst af alt lader den flotte 2-tone finish skinne tydeligt igennem.

På samme måde har Huawei valgt også at inkludere velspillende hovedtelefoner samt en lille connector, så man kan bruge dem via USB-C ladestikket. Altsammen understreger det blot, hvor vildt meget man faktisk får for sine 3.500 kroner, hvis man har købt sin P20 Pro med abonnement hos Telia.

Sjældent har jeg haft så megen fornøjelse af et nyt kamera / en ny mobil, som jeg har haft med Huawei’s P20 Pro. De tre kameraer og deres utallige muligheder har underholdt mig i masser af timer – og gør det stadig!

Og jeg har ellers været en dedikeret Apple fanboy i mange år. Eller måske netop derfor.

Hos Apple får man ikke lov at rode med så mange indstillinger…


Efter-efterskrift: Nu, hvor den første begejstring har lagt sig, og der har været tid til at reflektere lidt mere over P20 Pro, så tegner der sig et noget mere nuanceret billede.

Jeg har nærkigget fotos af de samme motiver taget med forskellige kameraer og sammenlignet dem på den store og skarpe bordskærm. Kameraerne har været mine to daily drivers, Apple’s iPhone X og Sony’s Xperia XZ Premium. Den store skærm en 27 tommers iMac.

Ind imellem er forskellene slående tydelige. Som allerede nævnt finder man som seriøs amatørfotograf hurtigt ud af at slå de forprogrammerede AI-indstilllinger på P20 Pro helt fra. Først gør man det under de enkelte optagelser – siden går man ind under Indstillinger og slår dem alle permanent fra. Synd, at græs skal være skriggrønt og himlen altid azurblå. Når virkeligheden nu ser helt anderledes ud.

Men selv da forekommer de færdige fotos at være meget billedbehandlede. Zoomer man ind, er der masser af artefakter eller fejl, der givet skyldes den massive billedbehandling, som disse 3-kamera fotos uundgåeligt kræver. Der er rigtig mange pixels, som kamera og processor skal tage stilling til. Når de 40 millioner pixels skal komprimeres ned til blot 10 MP. Lidt for mange, når man kigger grundigt efter. Oversampling er en svær ting.

Jeg blev noget skuffet over de mange artefakter, som er specielt synlige, når man sammenligner med de langt mere neutrale og velafbalancerede fotos, der kommer ud af iPhone X og Xperia XZ Premium. Måske det netop er derfor, der kun er et enkelt kamera på Sony’s flagskib Xperia XZ Premium. Så slipper man for denne massive  og ofte ødelæggende billedbehandling.

I starten var jeg som alle andre tech-anmeldere begejstrede over den optiske 3X og den hybride 5X zoom. Men jeg fandt hurtigt ud af, at mange ikke mindst 5X optagelser var uskarpe eller rystede. Hvis jeg ikke havde en form for fast anlæg – i form af støtte fra bil, båd, bord eller bænk – så var det helt enkelt for mange fejlskud. Ikke mindst naturligvis når solen ikke skinnede fra en skyfri himmel.

Endelig var der et irritationsmoment i skærmen, som er helt fantastisk til at blive fedtet og samle støv. Langt værre end både iPhone og Xperia. Det skyldes tilsyneladende skærmens øverste beskyttelseslag, der er fusioneret til selve glasset på traditionel vis – med udskæringer til sensorer og fingeraftrykslæser. Det klæber bare.

Kanten omkring fingeraftrykslæseren er samtidig så skarp, at det flere gange lykkedes mig at få tråde fra pudsekluden til at sidde fast i mellemrummet mellem skærm og beskyttelseslag. De sad så godt fast, at de var svære at fjerne igen. Og det bør altså ikke kunne ske på en topmodel.

– Måske derfor der gives så stor en rabat på netop denne mobil?

2019 Steen Ulnits

Sony Xperia 1 Mark II 5G

Sony’s nye Xperia 1 Mk. 2 er netop det, den giver sig ud for: Den naturlige opfølger til sidste års Xperia 1 Mk. None. De har begge samme størrelse og form factor, og de har begge et system bestående af tre kameraer på 12 MP hver.

Endelig har de samm6.5 tommers 4K OLED skærm med det langsmalle cinematiske 21:9 størrelsesforhold. Det er i tørre tal 1644 x 3840 pixels, hvilket giver en pixeltæthed på imponerende 643 pixel per tomme – ppi også kaldet. Til sammenligning har Samsungs seneste topmodel, Galaxy S20 Ultra, “sølle” 511 ppi…

De to 1’ere er ligeledes begge fremtidssikrede med indbygget 5G modem. Men her ender så til gengæld lighederne. Begge har de ganske vist tre kameraer, men det er ikke de samme tre. Og det er heller ikke den samme sensor, der registrerer lyset.


En 16mm f/2.2 vidvinkel med en billedvinkel på hele 124 grader.

En 24mm, f/1.7 standardlinse med en billedvinkel på 82 grader. Samt

En 70mm f/2.4 telelinse med en billedvinkel på 34 grader svarende til 3X zoom.


Et stort irritationsmoment har fra starten været, at man ikke kan zoome glidende mellem disse tre kameraer, som har hver deres isolerede liv i den nye Sony. Man skal aktivere hvert enkelt kamera, hvis man vil skifte billedvinkel. Hvilket gør beskæring af fotos langt mere besværligt end på stort set alle andre mobiler.

Sony har ønsket at præcisere, at der er tale om tre forskellige kameraer, man bevidst skal vælge og skifte imellem. Som var det tre separate optikker på et Sony Alpha-DSLR kamerahus. Og det går desværre ud over komforten.

Ovenstående tre brændvidder dækker de allerfleste forhold, man som seriøs fotograf kommer ud for i det daglige. Men bedst af alt, så er der nu en spritny og langt større billedsensor til at registrere input fra de tre kameraer.

Det er Sony’s store 1/1,7″ Exmor RS™ billedsensor med BIONZ X™-processor til mobilenheder. Størrelsen alene garanterer, at der kommer masser af ekstra lys til sensoren. Dette i forhold til sidste års 1/2,6 sensor. Dette års sensor er således mere end 50 % større end forgængeren, hvilket giver den mulighed for at suge meget mere lys til sig. Med bedre billedkvalitet som resultat.

Størrelsen på sensoren er langt vigtigere end antallet af pixels, der er det samme i år som sidste år, nemlig 12 MP.

Hvor forgængeren Mk. 1 kun havde en 2X zoom, er Mk. 2 opgraderet til 3X. Helt præcis 2,92X, hvis man nu er lidt nøjeregnende med tallene. Det forekommer dog ganske rimeligt, at Sony har rundet op til 3X.

Processoren er tilsvarende opgraderet fra en Qualcomm® Snapdragon™ 855 med 6GB RAM til den nyeste 865 med 8GB RAM. Batteriet er opgraderet fra 3.330 til nu 4.000 mAh, hvilket var tiltrængt. Det holder til hård brug hele dagen – specielt da Sony samtidig har valgt at bibeholde den klassiske opdateringsfrekvens på skærmen – 60 Hz.

Dette i en tid, hvor konkurrenterne ellers kappes om at være hurtigere og hurtigere på dette felt. Først med 90 Hz, hvilket inkluderede OnePlus og Google Pixel. Dernæst med 120 Hz, der ser ud til at blive den kommende standard, som Samsung allerede har taget til sig i deres nye S20-serie. Gaming mobiler som Red Magics seneste 5G er helt oppe på en 144 Hz opdateringsfrekvens.

Sony kan således synes håbløst bagud på dette område, men sådan virker det slet ikke i daglig brug. Sony har ganske vist tilføjet en softwarefunktion, som i deres øjne får skærmen til at virke som 90 Hz, men det kan nu diskuteres. Faktum er dog, at jeg ikke et sekund har haft grund til at klage over de 60 Hz. Til gengæld har jeg kunnet glæde mig over en længere batteritid. Typisk koster det op mod 25 % mere strøm at køre med 120 Hz end med 60 Hz.

Og så er Sony langt om længe hoppet med på trådløs opladning, hvilket for mig har været altafgørende. Alene på grund af den manglende trådløse opladning investerede jeg ikke i sidste års Mk. 1’er, der kun kunne oplades på konventionel vis – via stik og ledning. Utroligt, at det skulle tage så lang tid for Sony bare at komme på omgangshøjde. Præcis som OnePlus. Men bedre sent end aldrig.

Sony har med sin Xperia 1 Mk. 2 responderet på alle de kritikpunkter, der blev rejst mod forgængeren af en ellers begejstret presse. Alligevel er det lidt pudsigt at skulle anmelde den nyeste Sony Xperia 1 Mk. 2, når man kommer lige fra den nyeste Samsung Galaxy S20 Ultra. Pudsigt, da det er to helt forskellige verdener, selv om begge kører på samme Android 10 styresystem.

Dobbelt pudsigt bliver det, når den ene viser sig at være verdensmester i det, den anden fuldstændig fejler i. Tager man prisforskellen med i betragtning, virker det tredobbelt pudsigt. Eller måske nærmere mærkværdigt.

Har man fulgt lidt med i tech-debatten, ved man sikkert, at der her hentydes til den autofokus, som Samsung bare ikke kan få til at fungere på sin hundedyre S20 Ultra topmodel. På et 108 MP kamera, der efter et utal af opdateringer stadig ikke fungerer. På en mobil til over kr. 10.000 i vejledende udsalgspris.

Det problem har man heldigvis ikke på den nye Xperia. Faktisk er hurtig og præcis fokusering en af de allerstærkeste og mest imponerende sider af den nyeste Sony Xperia mobil.

Og Sony holder sig til de gamle dyder: Der arbejdes med ren optisk zoom i de tre kameraer – i stedet for den ind imellem ganske kryptiske kombination af optisk, hybrid og digital zoom, som Samsung er gået helt over til.

Men måske netop derfor, at Sony ikke har de  problemer med hurtig og præcis fokusering, som Samsung døjer med i sin nye topmodel S20 Ultra. Det er blevet for avanceret med al den AI og digitale zoom til, at Samsungs digitale billedbehandling kan følge med

Sony trækker fra

På mange måder er Sony Xperia 1 Mk. 2 en helt almindelig high-end Android 10 mobil med markedets hurtigste 865-processor og RAM nok til at følge med. 8 GB RAM og 256 GB ROM. Præcis de samme specifikationer vil man kunne finde på mange andre mobiler i den dyre prisklasse. 

Her vil man også et langt stykke hen ad vejen kunne finde den samme kamera-app med stort ser de samme generelle specifikationer. Såmænd også med de samme sensorer, da Sony allerede leverer til omkring halvdelen af samtlige mobiler på markedet.

Men her ophører lighederne så. Japanske Sony har en mangeårig tradition for udvikling og fremstilling af skærme og kameraer til professionel fotografering og videoproduktion. Med fokus på det dyre high-end marked. Således produceres en stor del af eksempelvis Netflix’ egne værker med Sony’s hundedyre FS-kameraer.

Sony har produceret mobiltelefoner i snart mange år og med vekslende held. Det er aldrig lykkedes dem at producere nogen virkelig bestseller, der har kunnet tage kampen op med Apple, Samsung og LG med flere. Måske Sony bare ikke har taget mobilerne tilstrækkelig alvorligt.

Det vil man imidlertid gøre nu, hvor konkurrencen er hårdere end nogensinde. Og til lejligheden har den japanske elektronikgigant for første gang ladet sit mobilteam arbejde tæt sammen med sit Alpha-kamerahold. Dem, der udvikler og producerer de professionelle Alpha-kameraer samt de vanvittigt dyre FS-video kameraer.

Det er frugten af dette samarbejde, vi nu står med i form af det nye Xperia 1 Mk. 2. På mange måder er der tale om samme bruger-interface som på et dyrt Sony Alpha-kamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som vil begejstre foto- og videoentusiaster verden over – og skræmme resten langt væk…


Cinema Pro

Problemerne og de næsten lige så uendelige muligheder ligger i de to semi-professionelle apps, der  er installeret som standard på den nye Xperia 1 Mk. 2:

Cinema Pro, der allerede var med på sidste års Xperia 1. Og så den helt nye Photo Pro app. Den første udelukkende til optagelse af video – den sidste til rendyrkede foto-entusiaster.

Det er i særklasse disse to stykker software, der får Sony Xperia 1 Mk. 2 til at skille sig ud fra mængden. To apps eller programmer, der får enhver professionel foto- eller filmfotograf til at slikke sig om munden. Her er der nemlig mulighed for at styre alle tænkelige parametre. 

Sidste års Xperia 1 kom loadet med Cinama Pro appen til video-optagelse eller -produktion, fristes man nærmere til at sige. For her er det som at gå ombord i en miniature-udgave af et stort professionelt Sony videokamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som man ikke finder på en smartphone. Man kan endda optage i samme afdæmpede Venice-mode, som topprofessionelle Sony videokameraer benytter sig af.

Det er features, der vil få enhver filmfotograf til at savle over mulighederne. Og derfor den eneste mobil, han kunne drømme om selv at tage med på ferierejsen. Vel vidende, at han vil kunne integrere ferieoptagelserne direkte med video fra sit professionelle og hundedyre Sony videokamera.

Eneste ulempe, som jeg er stødt på, er manglen på mulighed for at skifte indstillinger under optagelse. Det gælder især, hvis man vil panorere fra et lyst til et mørkt område og tilbage igen. Det kan man simpelhen ikke, når kamera og app er indstillet til én bestemt belysning. Har man brug for at panorere fra lyst til mørkt, må man i stedet ty til standardappen. Og det er ikke smart.

Man er på samme måde nødt til at vælge, hvilket af de tre kameraer der skal filmes med. Det kan ikke senere ændres i det oprettede projekt. Lidt af en nedtur for kreative sjæle. Til gengæld kan man så glæde sig muligheden for at indstille et interval for, hvorfra og hvortil kameraet skal fokusere.

Det ser vildt blæret ud, når man prøver det første gang og ser fokuseringen flytte sig som indstillet. Da føler man sig som en rigtig filmfotograf og -instruktør. Som en kommende Spielberg!


Photo Pro

Efterfølgeren Xperia 1 Mark 2 er til lejligheden suppleret med Photo Pro, som er en parallel til Cinema Pro – blot udelukkende til optagelse af stillbilleder. Og den har ikke samme irriterende begrænsning som Cinema Pro, da den har en autoindstilling, som kan kompensere for skiftende lys i realtime.

Derudover har den alle tænkelige indstillingsmuligheder, som en Pro-app naturligvis skal have – med mulighed for manuel justering af stort set alt. Det gælder hvidbalance, ISO, serieoptagelse, zoom på samtlige tre kameraer, lukkertid, men ikke blænde, da vi jo har med en mobil og ikke et traditionelt kamera at gøre. Samt fokusering, der er i absolut verdensklasse. 

Fokuseringen er baseret på Sonys eget “Eye Focus” system, der låser sig fast på et øje og følger det tæt under selv de mest hæsblæsende bevægelser af krop og hoved. Og det virker på dyr såvel som på mennesker, hvis nogen gerne vil forevige sin elskede hund eller kat. 

Sony Xperia 1 Mk. 2 beregner løbende såvel autofokus som korrekt eksponering under optagelserne – op til imponerende 60 gange i sekundet. Til formålet har sensoren hele 247 autofokuspunkter med faseregistrering. Det giver en præcision og hurtighed i fokuseringen, som skal ses, før man tror på det. Uden diskussion markedets bedste til sikker fokusering under alle forhold.

Og da Sony Xperia 1 Mark 2 jo primært er et digitalt kamera og sekundært en smartphone, er der naturligvis  en rigtig fysisk udløserknap. Præcis som på et rigtigt kamera. Man trykker halvvejs ned for at fokusere – og helt ned for at tage billedet. Utrolig bekvemt sammenlignet med at skulle trykke på selve skærmen for at tage et billede.

20 billeder i sekundet

Og så til allersidst det helt store tryllenummer: Muligheden for at tage serieoptagelser med op til 20 billeder i sekundet. Det er en feature, der er store muligheder i. Og blæret at høre på, når kameraet som en anden Gatling Gun fyrer løs i en uendelighed – i hvert fald så længe man holder knappen nede.

Bagefter kan man i ro og mag vælge, hvilket skud er det bedste – hvilket der ramte plet. Det er langt bedre end at skulle klippe i Samsung’s 8K video, der fylder en bondegård, og som tilmed indskrænker billedformatet.

Prisen for de mange serieoptagelser er det begrænsede antal pixels per billede: 12MP. Har man som undertegnede benyttet sig af tidligere Sony Xperia modeller som Z5 og XZ Premium, da vil have glædet sig over billeder med henholdsvis 24MP og 19MP. Billeder, der havde god plads til efterfølgende beskæring.

Men den mulighed valgte Sony fra, da man gik målrettet efter 20 billeder i sekundet. Her kunne flere pixels på en større billedsensor ikke have fulgt med. Til gengæld råder man nu over hele tre kameraer – mod blot et enkelt på forgængerne Z5 og XZ Premium.


“Filmic Pro” til iPhone

Nu skal man ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis video-optagelse er i verdensklasse, men hvor avancerede indstillingsmuligheder nærmest ikke eksisterer.

Løsningen er at investere i app’en “Filmic Pro“, som byder på et væld af avancerede indstillingsmuligheder til alle, der måtte have en lille Spielberg i maven. Det er en app, som kan erhverves i Apple’s App Store for en ganske rimelig penge.

Filmic Pro bruges af mange professionelle, når de er i felten og har deres iPhone med som backup eller kamera nummer to. Så god er iPhone nemlig til video.


“Halide” til iPhone

Man skal heller her ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis kamera-app er ganske enkel og uden de store indstillingsmuligheder.

Hvis man har en professionel fotograf i maven og gerne vil fotografere mere avanceret, end ens iPhone tillader direkte fra Apple, da bør man tage et kig på app’en “Halide“, som kan erhverves for en billig penge i Apple’s App Store.

Halide byder på alle de justeringsmuligheder, som Apple’s egen indbyggede app ikke gør, og som er uundværlige til professionelt brug.


360 Reality Audio

Sony har altid været til musik og god lyd. Det bærer hele deres historie og produktsortiment præg af – med den ikoniske Walkman som det nok mest kendte. 

Sony’s lydteam har senest præsenteret, hvad de har døbt “360 Reality Audio”. Det er Sony’s måde at skabe en rumlig musikoplevelse, der rækker ud over både stereo og quadrofoni. Til formålet bruger Sony sin egen “objektbaserede rumlige lydteknologi”, som de selv kalder det. Det skaber et 360 graders sfærisk lydfelt, hvilket præsenterer lyden præcis, som dens skabere – musikerne – havde tænkt sig det.

Det kræver dog, at musikken er indspillet i et specielt format, for at man skal kunne høre forskel på 360 Reality Audio og så almindelig stereo. Dertil specielle hovedtelefoner, som er skabt til afspilning af 360 lyd.

Som en passende bonus til dem, der havde forudbestilt deres Xperia 1 Mk. 2, kom der efterfølgende et par specielle Sony hovedtelefoner i den absolutte topklasse: De prisbelønnede Sony WH-1000XM3. Som kan afspille trådløst via Bluetooth eller via ledning fra det 3,5 mm jackstik, som Mk. 2 er forsynet med. Med indbygget støjreduktion.

En vejledende udsalgspris på omkring kr. 2.000,- alene for 1000XM3 gør pludselig Xperia 1 Mk. 2 plus hovedtelefoner til et rigtig godt køb.

Er hovedtelefoner et levn fra fortiden? Overhovedet ikke. Tværtimod får man bedre lyd gennem kabel – med bedre separation af de to kanaler – samt ingen tidsforsinkelse. Det er primært gamere, der holder af den lynhurtige “lagfree” lyd uden forsinkelse.

Det kan nemlig betyde liv eller død i den branche!


Konklusion

Det er ikke så svært at konkludere noget om den nye Sony Xperia 1 Mk. 2:

Den er det perfekte værktøj for alle, der har en filminstruktør eller professionel fotograf i maven. Dem, der ønsker at skabe noget. Gerne noget stort. Om det så er en filmisk dokumentation af barnets første år eller en fotoreportage om årets jordbærhøst blandt østarbejdere. For nu at vælge to helt forskellige temaer.

Det er som tidligere nævnt et irritationsmoment, at der ikke kan zoomes trinløst og direkte mellem de tre indbyggede kameraer. Det skal man naturligvis kunne i en standard kamera-app, der bør tage skyldigt hensyn til uøvede eller ikke-nørdede fotografer.

De mere avancerede brugere vil snildt kunne leve med de tre separate kameraer i henholdsvis Photo Pro og Cinema Pro apps’ene, der jo alligevel lægger op til total kontrol helt ned i detaljen.

No Night Mode…

Alligevel er det nærmest ufatteligt, at der ikke findes nogen Night Mode på så dyrt og avanceret et kamera som Sony Xperia 1 Mk. 2. Det burde koste strafpoint til producenten. Bevares: Er man en rutineret fotograf, kan man skam få fine natoptagelser, hvis man vil bruge den fornødne tid på at justere på de mange indstillinger. Og så ellers bruge et stativ for at undgå rystede billeder.

Men i en tid, hvor man kan tage fortræffelige natoptagelser med mobiler fra Apple, Google, Samsung og Huawei med flere – endda på fri hånd og uden at skulle medbringe et irriterende stativ – da er manglen på Night Mode en klar ommer. Sony, altså. How could you…

Der verserer dog rygter om, at der vil komme en Night Mode med en senere opdatering af Xperia 1 Mk. 2. Men det rygte giver jo desværre ingen gode og veleksponerede natoptagelser i kassen netop nu. Ejheller sikkerhed for, at det overhovedet bliver til noget.

På samme måde må man blot konstatere, at Sony’s teknikere ikke prioriterer selfies. I hvert fald er frontkameraet på den nye Xperia 1 Mk. 2 et af markedets absolut ringeste. Det er åbenbart eller simpelthen ikke meningen, at man som professionel fotograf skal fornedre sig til at tage selfies med det kamera…

Når vi taler om lys eller mangel på samme, så undgår vi ikke at kommentere på skærmen. Den er ganske vist imponerende skarp, men desværre også irriterende mørk til udendørs brug. Det faktum alene vil med garanti få mange Apple og Samsung brugere til at forblive netop det. Til ikke at skifte til Sony, som måske med fordel kunne have sparet på antallet af pixels – til fordel for en lysere skærm.

Den nye Xperia 1 Mk. 2 tager meget naturtro billeder, hvilket i manges øjne er det samme som lidt kedelige. Det fremgik tydeligt af en større blindtest hos websitet phonearena.com, hvor man lod læserne stemme på et antal fotos taget med henholdsvis Sony Xperia 1 Mk. 2, Samsung Galaxy S20 Ultra og Apple iPhone 11 Pro Max. Markedets tre nuværende topmodeller.

Xperia 1 Mk. 2 kom ud som en klar nummer chok i de fleste af tilfældene – på grund af sine naturtro farver, der ikke kunne eller skulle hamle op med flagskibene fra Samsung og Apple. Sony faldt også helt igennem under natoptagelserne.

Men det er sikkert et bevidst valg fra Sony’s ingeniører: At satse på de naturlige farver, som man så efterfølgende kan redigere hjemme i studiet. Så natfotos kan komme til at ligne nat. Og ikke oplyst dag, som tilfældet desværre er med de fleste af dagens “Night Modes”.

Alt efter smag, behag og behov.

Nøjagtigt det samme gælder for øvrigt Sony’s “Venice” mode til videoptagelse. Her har man taget toppen af både farver, højlys og skygger, så man efterfølgende nemt kan farvekorrigere sine optagelser og få præcis det resultat, man måtte ønske. Man er vel professionel!

Som professionel vil man også vide at værdsætte, hvor let det er at åbne skuffen til SIM- og hukommelseskort. Sidstnævnte vil man få god brug for, hvis man optager megen video eller mange RAW stills. Også selv om kameraet kommer med 256 GB plads (og 8 GB hukommelse) som standard.

Da er det genialt, at man blot kan åbne skuffen med en fingernegl og skifte hukommelseskortet ud. At man ikke behøver noget besværligt SIM-værktøj.

Et krævende bekendtskab

Xperia 1 Mark 2 er således et interessant, men også noget krævende bekendtskab. Og man skal virkelig have noget på hjerte, før man investerer i den lille nye fra Sony. Man skal have ambitioner om at udtrykke sig helt specielt rent grafisk. Om at finde sin helt egen stil til foto og video.

Og man skal være villig til at planlægge sine fotos og videoer helt fra grunden og til mindste detalje. Ellers er man bedre tjent med en af markedets rigtig mange kapable generalister. Mange gange bedre. 

Men er man en kreativ film- eller fotonørd, da er den nye Xperia 1 Mark 2 det samme som juleaften hele året. En uendelig bunke af gaver, der skal pakkes ud og tages i brug. Hver eneste dag. Året rundt.

Og skulle man i forvejen være bruger af Sony Alpha-udstyr – som glad amatør eller kompetent professionel – da er den nye Xperia 1 Mk. 2 en soleklar no-brainer:

– Go get it! 

Da er Sony Xperia 1 Mark 2 givet dit helt nye drømmekamera. Og meget mere kamera end bare en 5G mobil.

Set til godt 6.000 kroner med abonnement.

© 2020 Tekst: Steen Ulnits


Efterskrift

Den lange, slanke og kantede form gør det lidt vanskeligt at få et sikkert greb om Xperia 1 Mk. 2 under fotografering. Samtidig byder denne kameramobil på nok markedets bedste ydelse, hvis man vil spille spil eller kigge film.

I begge tilfælde vil man have rigtig megen glæde af et dedikeret etui som Sony’s egen kickstand model. Dette etui har åbne sider, så man let kan komme til såvel udløserknappen som volumen-knappen, der også kan fungere som zoom under fotografering. Selv om funktionen kan være svær at komme til under optagelse.

Etuiet har forstærkede hjørner, der dels beskytter mobilen, hvis man skulle tabe den – dels giver et langt bedre greb om mobilen. Hvilket der som sagt er god brug for.

Endelig er der den lille kickstand, som kan foldes ud og støtte mobilen i horisontal visningstilstand. Da har man et fremragende lille fjernsyn eller videospiller, man kan have med på farten.

Jeg kom hurtigt til den erkendelse, at man er rigtig godt hjulpet med dette behagelige og praktiske etui. Og ilde stedt uden…


Efter-efterskrift

Ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 fortalte Sony, at den lille ny kunne fås i to farver – blank sort og blank lilla. Begge rene fingeraftryksmagneter. Senere rygter fortalte, at der også ville komme en matsort eller matgrå model i farven “Slate”, som ikke sugede fingeraftryk til sig. Den ville jeg og mange andre gerne have fat i, men der er endnu ikke spor af den.

Ved lanceringen fortalte Sony også, at der ville komme en “Pro” model, som ud over 512 GB lager blandt andet har HDMI udtag og en ekstra knap til valgfri programmering. Endnu en detalje hentet fra de professionelle Alpha-kameraer.

Den nye “Pro” er indkapslet i et specielt “low dielectric constant” materiale, der sikrer optimal passage af radiosignalet. Men også et mere robust og tykkere udseende.

Der er tale om et 360 graders design, som via 16 antannedele fordelt på samtlige fire sider optimerer 5G mmWave forbindelsen. Perfekt til professionelle, der vil sende live fra store arrangementer med mange mennesker på nettet samtidig.

Det spås, at Xperia Pro-modellen vil blive op mod 50% dyrere end 1 Mk. 2. Men det er ikke sikkert, vi overhovedet får den at se i Europa. Sony har en dårlig vane med at producere specialmodeller, der ikke når længere end til hjemlandet Japan og hovedmarkedet USA.


Efter-efter-efterskrift

Allerede ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 forlød det, at der ville komme en lidt billigere topmodel.

Den har vi nu fået – i form af Xperia 5 Mk. 2, der på de fleste områder er en tro kopi af 1’eren. Man skal kigge godt efter for at se forskellene, der har skåret en tusindlap af prisen.

Standardlageret er på 128 GB mod det dobbelte på 1’eren. Dog med udvidelsesmulighed. Skærmen har fået en lavere opløsning, og der mangler trådløs opladning.

De tre kameraer er stadig de samme fra tyske Zeiss, og Mk. 2 leveres også med både Cinema Pro og Photo Pro præinstalleret. Så er man rigtig godt kørende fra start.

Havde prisforskellen mellem Xperia 1 og 5 været større, ville den nye 5’er nok have været det klare valg. Men mangelen på trådløs opladning er i hvert fald for mig udslagsgivende.

Xperia 1 Mk. 2 er i mine øjne stadig det klart bedste køb. Men så ved vi jo allerede nu, at Sony snart barsler med en Mk. 3.

Så måske man liiige skulle vente lidt på den…


Og så ikke alligevel:

Sony har netop dumpet prisen på den stadig nye Xperia 5 Mk. 2, der nu kører med 120 MHz opdatering af skærmen. Ikke uventet er der en Mk. 3 på vej…

Samtidig har Sony tilføjet et par af sine fremragende WH-H910 hovedtelefoner og sælger nu denne pakke til imponerende 4.300,- gennem teleselskaberne.

Læs mere om dette nye makkerpar i en kommende artikel.

Set hos CBB Mobil.