En “mærkelig regering”. Sådan kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) selv den sammenskuds-regering, hun valgte at danne med Venstre og Moderaterne efter sidste valg.
Dette efter bevidst at have fravalgt en fortsat rød regning med grønne mærkesager og håb forude. Hvorefter miljøet endnu engang blev kørt ud over afgrunden.
Moderaternes klovnebus kører igen-igen
Det er bestemt ikke kedeligt i dansk politik.
Faktisk er det så sjovt, at Lars Trier Mogensen, journalist på Information og fast mand på TV2 News, tidligere på året omdøbte Lars Løkke Rasmussens kaotiske parti Moderaterne til “Klovnebussen”.
Det var et begreb, der lynhurtigt fandt fodfæste i såvel pressen som den danske folkesjæl. Et begreb, som udløste flere satiretegninger af den slags, der allerede er gået over i historien. Udenrigsministeren bag rattet i ny klovnepåklædning viste sig nemlig at være et uhyre taknemmeligt offer for karikaturtegnere med en skarp streg.
I takt med, at skandalerne bare fortsatte internt i Moderaterne, gik partiets egen medstifter Jeppe Søe skridtet videre og opgraderede firmabilen til intet mindre end en “sexistisk klovnebus”. Og Søe havde adskilligt at have den nye version 2.0 i:
Først var det jo tidligere teaterchef Jon Stephensen, som i august 2023 måtte forlade partiet – efter en række upassende beskeder til unge partimedlemmer af det modsatte køn. Senere blev Stephensen sågar anklaget for at have terroriseret teaterbranchen samt angiveligt forfalsket en underskrift.
I november måtte så Mike Fonseca forlade partiet – grundet sit forhold til en 15-årig pige i 9. klasse. Ifølge partichef Lars Løkke Rasmussen var det et klokkeklart brud på partiets såkaldte “adfærdskodeks”, der ikke tillader medlemmer at have seksuelle relationer til personer under 18 år.
Men heller ikke nok med det:
Medstifter trækker nødbremsen
I september 2024 var det så selveste medstifter af Moderaterne Jeppe Søe, der valgte at forlade partiet – frivilligt og angiveligt på grund af dårlige arbejdsforhold i sekretariatet. En undersøgelse af forholdene her viste efterfølgende, at partiet slet ikke havde nogen reel arbejdsmiljørepræsentant, som loven ellers kræver.
BT kunne efterfølgende afsløre, at den pågældende person slet ikke var arbejdsmiljørepræsentant valgt af de ansatte, men direkte udpeget af partiledelsen. Han var samtidig Moderaternes økonomichef. Medarbejderne havde således ikke nogen lovpligtig arbejdsmiljørepræsentant.
Tidligere ansatte og nuværende medarbejdere forfattede en fem sider lang indberetning til Arbejdstilsynet, hvor de klagede over mobning og sexisme. Til sidst følte medstifter af Moderaterne Jeppe Søe sig nødsaget til at forlade partiet og den “sexistiske klovnbus”, som han lige nåede at omdøbe partiet til.
Partiledelsen i Moderaterne havde efterfølgende mistet tilliden til de ansatte i den politiske afdeling og gennemførte nu en række fyringer. Flere af dem ifølge dagspressen fagligt ubegrundede.
Tre medarbejdere blev fyret på gråt papir, mens yderligere syv ansatte sagde ja til en frivillig fratrædelse. Chefen for den politiske afdeling valgte som Søe at gå frivilligt.
EkstraBladet har spurgt lektor Claus Elmholt, der forsker i ledelse på Aalborg Universitet, om Løkkes ledelsesmetoder:
“Med sin brutalitet har partileder Lars Løkke Rasmussen manifesteret ledelsesproblemerne i Moderaterne. Og samtidig har han vist omverdenen, at de ikke er løst. Det er fuldstændig brutalt, og det er meget opsigtsvækkende.”
“Tilgangen, hvor topledelsen ikke tager ansvar, ikke siger tydeligt undskyld og ikke tager deres del af ansvaret, bekræfter, at der er tale om et råt og brutalt arbejdsmiljø. Jeg kan ikke komme i tanke om tilsvarende skandaler, hvor man har gjort det på den måde.”
Så vidt Claus Elmholt. Men mytteriet stoppede ikke her. Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen smed efterfølgende også sit håndklæde i ringen.
Hun overlod posten til konstitueret partisekretær Morten Brautsch, der midlertidigt måtte forlade sit job som særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet.
Hvilket imponerende kaos i Klovnebussen. Og intet under, at man kort efter kunne læse følgende overskrift Altinget:
“Ny måling: Vælgerne vælter ud af Løkkes bus”
Løkke trøster sig med, at der jo er hele to år til næste valg. Og til den tid er alting sikkert glemt igen. Sådan plejer det at være i politik. Kun Fedtemøget bliver hængende.
Landbrugspakkens og Fedtemøgets Fader
Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik.
Det er imidlertid nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger. En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”.
Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.
Dette trods mange advarsler fra faglig side og den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.
Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.
Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken. Han havde jo selv stiftet et nyt.
Han glemte også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.
Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for det hårdhændede fiskeri. Næppe nogen anden dansk politiker har som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.
Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.
Tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, blev luftet. Oppositionen krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsministeren ikke makkede ret.
“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”
“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“
Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti
Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode mand mon kommer fra. Årets iltsvind i de danske farvande tegner til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.
Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem hans udtalelse jo var rent vand på giftmøllen.
Det Store Svigt
Og det gjorde hun så, Mette. Makkede ret. Til sidst var det statsministeren selv – nu bedre kendt som “Slette Mette” efter mystisk forsvinden af en række kritiske SMS’er i minkskandalen – som vendte. Omend ikke den berømte sidste sten, men så på en tallerken.
Hun vendte nemlig ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø.
I stedet lancerede hun den nuværende blåsorte SVM-regering. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.
For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.
Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske udarbejdelse af den forkætrede Landbrugspakke.
Han valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af den, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkynder han nu, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model – “et interessant reguleringsinstrument”:
“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”
Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister
Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.
Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed.
Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen og nu potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.
Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken.
Den danske hvalfangst
Den dysfunktionelle SVM-regering, som statsministeren jo selv har kaldt “mærkelig”, havde imidlertid andre, flere og større ambitioner end blot at sprede mere gylle på markerne og forurene vandmiljøet yderligere med nitrat.
Sommeren 2024 bød nemlig på hidtil uhørte og aldeles uventede muligheder for på én gang at fremme dansk hvalfangst, styrke det nordiske samarbejde i Rigsfællesskabet og atter nyde de internationale mediers udelte opmærksomhed. Noget, mange danske toppolitikere sætter højere end virkeligheden.
Den helt store mulighed kom i forgangne sommer, da den amerikansk-canadiske hvalforkæmper og grundlægger af miljøorganisationen Sea Shepherd, Captain Paul Watson, lagde kursen ind om Nuuk på Grønland for at proviantere. Han var med sit skib på vej gennem Nordvestpassagen for at hindre japansk hvalfangst i Stillehavet.
Efter nogle års pause under internationalt pres havde japanerne nemlig bygget et spritnyt og kæmpestort fabriksskib til fornyet hvalfangst. Samtidig havde Japan givet sig selv tilladelse til fangst af mere end et halvt hundrede finhvaler – den næststørste af alle hvalerne, kun overgået af blåhvalen.
SVM-regeringen var ikke sen til at gribe den uventede mulighed. Her var en gigantisk mulighed for at udvise international handlekraft og sætte de besværlige miljøorganisationer eftertrykkeligt på plads. Der måtte statueres et eksempel til efterfølgelse, skræk og advarsel.
Det helt store magtapparat blev sat i gang. To af forsvarets orlogsskibe blev sendt til Grønland og en halv snes kampklædte danske politibetjente sat i flyveren med kurs mod Nuuk.
Captain Paul Watson skulle anholdes og om muligt udleveres til hvalfangernationen Japan, hvis illegale hvalfangst ved Antarktis Watson jo tidligere havde obstrueret. Han havde sågar fået TV-kanalen Animal Planet til at lave en hel serie dramadokumentarer om de illegale japanske aktiviteter i Sydhavet.
Det var serien “Whale Wars”, der i flere år har kørt på TV-skærme over hele verden. Som satte Japan og den illegale japanske hvalfangst i det dårligst tænkelige internationale lys. Så dårligt, at Japan fik Interpol til at udstede en såkaldt “Red Notice”, hvor man anmodede om anholdelse af Watson og udlevering af ham til retsforfølgelse i Japan.
Dette angiveligt på baggrund af hændelser, der skulle have fundet sted tilbage i 2010. Hændelser, der ifølge dansk lov maksimalt kan udløse bødestraf og derfor ikke føre til nogen udlevering. Og så har Danmark for øvrigt slet ikke nogen udvekslingsaftale med Japan, hvilket man nu tilsyneladende gerne vil have.
Japan reaktiverede derfor, fjorten år efter hændelsen ved Antarktis, anmodningen til Interpol. Nu med hjælp fra Danmark, Grønland og Færøerne, hvoraf sidstnævnte jo selv hører til verdens hvalfangernationer. De små øer i Nordatlanten er jo ofte i det internationale søgelys for deres blodige grindedrab.
Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én fangst.
De lokale grindeformænd undskyldte sig efter blodrusen med, at de kun troede, der var 200 delfiner i flokken. Ikke syv gange så mange.
Det vides ikke, hvor meget delfinkød der måtte destrueres.
Vi ved ikke, hvilken rolle vor færøsk gifte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har spillet i sagen. Blot at miljøorganisationen Sea Shepherd er meget upopulær på Færøerne; at Paul Watson var en af organisationens grundlæggere, og at Lars Løkke som udenrigsminister var første mand til at kommentere på den japanske anmodning om udlevering.
Rigsfælleskabet stod sammen i nødens stund, og Paul Watson har netop fået forlænget sin fængsling på Anstalten i Nuuk Grønland med yderligere tre uger.
Det danske retsvæsen tager sig således rigtig god tid – på Grønland.
Der er hvaler og delfiner, som skal fanges og aflives.
Og nu en SVM-regering til at føre kniven.
©️ 2024 Steen Ulnits
Læs hele historien her:
⌘ Storpolitik om Kæmpehvaler ⌘