Tag-arkiv: svinevirus

Græs og Grus i det Grønne maskineri

Den Grønne Trepart arbejder for fuldt tryk med at tage landbrugsjord ud af drift. Dette for om muligt at skåne det danske vandmiljø for yderligere algeblomst og iltsvind.

Denne udtagning af landbrugsjord skal i første omgang ske ad frivillighedens trange vej, som desværre har et dårligt renommé i forbindelse med dansk landbrug. Læs gerne artiklen “Landbrugets forsvarsværker”.

Ikke mindst sporene efter de manglende mini-vådområder fra Løkkes Landbrugspakke i 2016 skræmmer. Det var rene luftkasteller, som blot skulle muliggøre øget forbrug af gødning på de danske marker. Uden at levere det lovede den anden vej. Vi ser nu resultaterne i form af det ene rekordstore iltsvind efter det andet.

Staten har derfor måttet ud med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer” rundt omkring i landet. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel.

Her har danske skatteborgere måtte punge ud med op til 240.000 kroner per hektar udbrændt og overgødet landbrugsjord. Det er rekordhøje priser, som forgylder de heldige landmænd og jordejere, der her kan komme af med dårlig landbrugsjord til skyhøje priser.

Flere steder står de lokale treparter allerede klar med lange lister over de planlagte tiltag, der skal redde vandmiljøet fra kvælningsdøden. Man har udpeget de områder, der skal braklægges, omlægges eller tilplantes med ny skov i henhold til trepartsaftalen.

I Thy bedyrer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han. Som ellers vedtaget i Den Grønne Trepart, kommunen selv indgår i.

Borgmesteren foreslår i webmediet Altinget, at driften i stedet omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med den mandshøje fodermajs som det mest kendte og synlige eksempel på en stærkt lækkende afgrøde.

I Thisted Kommune har man til dato peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, som skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren vægrer sig nu ved at udtage de resterende 8.000 hektar. Det vil gå ud over beskæftigelsen, lyder begrundelsen.

Tørre tal om Limfjorden

Borgmester Pedersen begrunder det over for Altinget med, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket der jo ikke er noget nyt i.

Det vil ifølge borgmesteren gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten lige så meget som hidtil udpeget. 8.000 hektar mere.

Venstre-borgmesteren bakkes op af Landboforeningen Agilix, Fjordland og Landboforeningen Midtjylland. De repræsenterer alle hardcore jordbrugere af den intensive slags.

Mere end 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må i så fald leve med, at landbruget også fremover forurener fjord og hav med næringssalte og pesticider.

Danmarks Naturfredningsforening, som er med i Den Grønne Trepart, mener ligefrem, det vil være at gøre grin med andre kommuner, hvis Thisted slipper billigere end dem. Ved blot at omlægge til græs.

Hvis Den Grønne Trepart skal nå i mål i vandoplandet til den hårdt belastede Thisted Bredning, da skal udledningen af kvælstof reduceres med 522,8 tons. Af denne udledning stammer op mod 95% fra landbruget.

Borgmesteren mener ifølge Altinget, at en omlægning til dyrkning af græs på de resterende 8.000 hektar jord alene vil kunne reducere udledningen til vandmiljøet tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord.

Men kan man overhovedet det? Holder dette regnestykke i praksis, eller er det blot kreativ talgymnastik? Det søger denne artikel at belyse.

Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede her og nu er vidner til. Rekordtidligt efter en ellers enig vedtagelse. En nordjysk protest imod den aftale, Landbrug & Fødevarer med flere ellers selv har været med til at udforme.

Borgmesteren i Thisted er for øvrigt selv tidligere formand for samme landbrugsorganisation. Og har dermed bidraget aktivt til den triste udvikling, som dansk landbrug er inde i – set med vandmiljøets øjne.

Det er en udvikling, som senest er dokumenteret af Danmarks Naturfredningsforening, der med baggrund i data fra Geus-databasen Proteus har fremstillet et nyt Danmarkskort over landbrugets forurening af drikkevandet. Herunder de specifikke tal fra Thisted Kommune:

Borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted har siden til LandbrugsAvisen udtalt, at han ikke har mærket meget til kritikken.

Det har tilsyneladende ikke har givet noget negativt feedback i den verserende valgkamp, at Thisted Kommune som nogle af de første er sprunget fra aftalerne i den stadig nye Den Grønne Trepart. Minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus (V), har endnu ikke kommenteret på kommunens frafald.

Niels Jørgen Pedersen (V) søger genvalg som borgmester og følger som tidligere formand i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer godt med i debatten.

“Landbrugets forsvarsværker”

Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”

Formuleret af

Jørgen Henningsen,

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

Svinevirus i limfjordsmuslinger

Der er ikke færre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til den store og stærkt forurenede Limfjord.

Limfjorden er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.

Limfjorden er samtidig det sted, hvor man tilbage i 2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en tilfældig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus. For øvrigt med Limfjorden som det eneste af de undersøgte steder i Danmark.

Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man samtidig gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden. Hvert år med sæde i Nykøbing Mors.

Siden fundet i 2013 har man derfor klogeligt ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. Man taler naturligvis slet ikke om det.

En gammel og klog erkendelse, for der er givet stadig svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske endda mere end i 2013. Præcis som der jo stadig er gift i vandet ud for Cheminova ved samme Limfjord. Der er jo ikke fjernet noget.

Men alt det har Den Grønne Trepart ikke direkte noget med at gøre. Svinevirus i muslinger er blot en uheldig bieffekt af det højintensive landbrug omkring Limfjorden og de kolossale gyllemængder, der konstant spredes ud over de tilstødende marker.

I Den Grønne Trepart drejer det sig umiddelbart om aktiviteterne inde på landjorden. Om udvaskningen af næringssalte fra de overgødede marker til den iltsvindsramte Limfjord.

Thisted-borgmesterens udmelding om blot at omlægge driften til dyrkning af græs i stedet for udtagning af jord, har derfor bragt sindene i kog flere steder. For kan man overhovedet det i henhold til den indgåede trepartsaftale?

Og kan man det, kan man vel gøre det samme over hele landet. I så fald vil Den Grønne Trepartsaftale jo reelt være afgået ved døden. Næsten før den er kommet i gang. Lad os tage et nærmere kig på aftalen og dens ordlyd.

Nogle nøgletal

Udgangspunktet for Den Grønne Trepart er, at 390.000 hektar jord skal omlægges. Heraf 140.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud af drift. Og 250.000 hektar ny skov, der skal plantes. Hvordan det så end skal kunne lade sig gøre.

Samlet set skal trepartsaftalen resultere i 13.800 tons mindre kvælstof udledt til hav og fjorde, hvilket med et optimistisk skøn vil give vandmiljøet det fornødne pusterum. Flere forskere mener dog, at det slet ikke er nok.

En af målsætningerne med aftalen er helt konkret udtagning af landbrugsjord – især kulstofrige lavbundsarealer – samt etablering af ny skov og natur.

Aftalen indeholder også planer om permanent ekstensivering af arealer, der ikke længere dyrkes intensivt. Dette indebærer begrænsninger i gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, men muliggør dog, at der stadig kan være græsning eller høslæt.

Der er i forliget afsat midler og ordninger til støtte, opkøb og arealfonden, der skal drive disse omlægninger. Spørgsmålet er så bare, om man uden videre kan vælge at ændre landbrugsjord udpeget til udtagning – til arealer dyrket med græs i stedet.

For hvor langt kan man nå med dyrkning af græs i stedet for den ellers planlagte udtagning? Og hvad medfører omlægning til græs for land og vand i det pågældende område?

Knap 60% af Danmarks samlede areal bruges i dag til landbrug. Heraf bruges omkring 80% til dyrkning af foderafgrøder. Kun godt 10% bruges til afgrøder, der ender som menneskeføde. Dette omfatter brødkorn, frugt, grøntsager og kartofler.

I gennemsnit bidrager dyrket dansk landbrugsjord med udvaskning af omkring 50 kg kvælstof per hektar per år. Tallet kan ifølge faglitteraturen typisk svinge fra 30 til 60 kg, alt afhængig af afgrøde, jordtype, dyrkningsform og nedbørsmængde.

Det er et kompliceret emne, som man må dykke dybt for at få konkrete svar på. I faglitteraturen kan man dog finde følgende konkrete værdier for udvaskning af kvælstof (N) fra forskellige afgrøder:

Udvaskning fra jord og afgrøder

Majs: På en suveræn førsteplads som den afgrøde, der lækker mest kvælstof til vandmiljøet, finder vi majsen.

Mandshøje majsmarker er sprunget op over hele landet og udgør i dag den suverænt største trussel mod vandmiljøet – som resultatet af den gigantiske danske animalske produktion. Fodermajs har ikke sit navn for ingenting.

Man ser ofte bunker af indtørret sort slam fra rensningsanlæg ved majsmarker, som har brug for ekstra gødning for at vokse optimalt. Renheden af dette slam er selvsagt yderst diskutabel.

Udvaskning til vandmiljøet:

40-80 kg kvælstof per hektar per år

75-120 kg fra barjord efter høst.

Den mest lækkende af alle afgrøder.

Kartofler: En sart afgrøde, som generelt kræver megen gødning, da den har et overfladisk rodsystem, som ikke kan gå i dybden efter flere næringsstoffer.

Kartofler er samtidig en intensiv afgrøde, som kræver megen sprøjtning – ikke mindst mod skimmelsvamp, der kan ødelægge hele marker på få dage. Tidligere brugte man det giftige stof Methoat til kartoffeldyrkning, men det blev forbudt over hele EU i 2019.

Samtidig dyrkes kartofler typisk på sandjord, hvilket i sig selv resulterer i høj udvaskning af både kvælstof og rester af sprøjtegifte til vandmiljøet. Kartofler er samlet set den afgrøde, der belaster miljøet mest.

Udvaskning til vandmiljøet:

30-80 kg kvælstof per hektar per år

3-8 kg ekstra fra vaskevand.

100 kg fra sandjord er registreret.

Korn: Endnu en intensiv afgrøde, som kræver både gødskning og sprøjtning. Dette gælder såvel vinterhvede som vårbyg og raps.

I Danmark dyrkes de forskellige kornsorter primært til dyrefoder. I følge Danmarks Statistik går mere end 70% af den danske kornproduktion til dyrefoder. Kun 20-25% går til menneskeføde.

Udvikling af resistente kornsorter har reduceret brugen af sprøjtegifte i de seneste år. Og da korn ofte dyrkes på fede jorde, er udvaskningen til vandmiljøet typisk mindre end for eksempelvis majs.

Udvaskning til vandmiljøet:

30-60 kg kvælstof per hektar per år

50-80 kg på sandet jord med stor udvaskning.

Græs: Suverænt den afgrøde, som dyrkes mindst intensivt og resulterer i mindst udvaskning til vandmiljøet. Ofte dyrket sammen med kløver.

Græs kan dyrkes intensivt eller henligge ekstensivt som permanente marker. Græs høstes til foder, hvilket gælder mere end 90% af den danske græsproduktion. Malkekøer får ensileret græs i deres grovfoder. Kødkvæg og får græs både frisk, som hø og som ensilage.

Især på naturarealer er afgræsning en vigtig del af husdyrproduktionen. Græs er samtidig en vigtig afgrøde til fiksering af kvælstof, hvilket reducerer behovet for gødskning. Populær i økologisk landbrug.

Udvaskning til vandmiljøet:

2-20 kg kvælstof per hektar per år ved ekstensiv drift

20-40 kg ved intensiv drift med gødning. Dobbelt op.

Lavbund: Der er forskel på udvaskningen fra forskellige lavbundsprojekter, hvor jorden tages ud af drift. Forskellen skyldes ikke mindst jordbunden og dens surhedsgrad.

Tilgængelige tal for konkrete projekter såsom Aggersvold Enghave på Midtsjælland ser ud som vist herunder. De stammer fra Naturstyrelsen og giver en god indikation af udvaskningens størrelse:

Kommende naturarealer: 2,5 kg kvælstof per hektar per år

Nuværende naturarealer: 5 kg kvælstof per hektar per år

Vedvarende græs: 10 kg kvælstof per hektar per år

Landbrugsjord i drift: 50 kg kvælstof per hektar per år

Ovenstående tal for udvaskning er fundet i offentlige databaser eller via ChatGPT.

Der er naturligvis tale om grove overslag med store variationer. Men tallene taler dog deres tydelige sprog om udvaskningen af kvælstof fra forskelige arealer med eller uden drift. Ved dyrkning af forskellige afgrøder.

De fortæller også, at man ikke uden videre kan bytte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs i stedet. I hvert fald ikke i noget 1:1 forhold. Og da slet ikke ved aktiv dyrkning af græsset. Det viser ovenstående tal med al ønskelig tydelighed.

Det er således ganske store mængder kvælstof, man kan spare vandmiljøet for, ved regulær udtagning af landbrugsjord. I stedet for den omlægning til græs, som borgmester Pedersen nu foreslår sin Grønne Trepart. Og som Danmarks Naturfredningsforening derfor opponerer imod.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “kommende natur” sker under antagelse af, at gødskning og dræning ophører, og at der over tid nås en ny ligevægt med lavere udvaskning af kvælstof.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “nuværende natur” er baseret på, at disse områder er lavtliggende, drænede og beliggende tæt på marker i drift. Derfor og herfra vil der fortsat strømme kvælstof ind i naturarealet.

På denne baggrund antages der at blive udvasket dobbelt så meget kvælstof fra eksisterende som kommende naturarealer.

Er græsset nu også grønt?

Mange ting taler således for mere græs på de danske marker. Samt mindre majs og færre kartofler. Dyrkning på sandjord bør undgåes eller begrænses.

Græs bruges ofte i sædskifte og som jordforbedring. I de seneste år har der været stort og stigende fokus på også at dyrke græs og bruge det som råvare i produktionen af biogas.

Denne produktion er dog i en tidlig fase. Tal fra 2024 viser således, at græs stadig kun udgør 10-15% af den samlede produktion – endda sammen med anden grøn biomasse. 85-90% stammer således fra gylle, halm og dybstrøelse. Det sidste en blanding af gødning og halm fra stalde.

Potentialet for biogas er dog langt større, hvis man vælger at gå den vej – at dyrke græs i stedet for udtagning og braklægning af marker. På bekostning af miljøet.

Det samme er tilfældet, hvis man fravælger traditionelle landbrugsafgrøder som korn og majs til fremstilling af dyrefoder. Og i stedet lægger om til dyrkning af græs til biogas.

Græs og græs

Men der er som sagt forskel på græs – på, om græsset dyrkes intensivt til høst eller ekstensivt til græsning eller vild natur. Forskellen kan være dobbelt op. Og så er der begrebet “permanent græs”, der ofte misforståes.

Permanent græs betyder nemlig ikke, at græsset får lov at ligge ubenyttet hen. Permanent græs betyder blot, at jorden i mindst fem sammenhængende år har været dækket af græs.

Permanent græs må gerne slås til hø eller ensilage hvert år. Men jorden må ikke pløjes eller dyrkes om med andre afgrøder. Den må dog gerne afgræsses af husdyr, som også gøder jorden. Dette ofte i forbindelse med naturgenopretning.

Græs spiller også en vigtig rolle for biodiversiteten. Dyrkes græsset ekstensivt – eksempelvis som naturenge eller med lav gødning og ingen sprøjtning – er det meget gavnligt for biodiversiteten. Udvaskningen er samtidig minimal.

Men dyrkes græsset intensivt – eksempelvis til foder med høj gødning og måske flere årlige høslæt – falder biodiversiteten markant. Udvaskningen stiger tilsvarende.

Kan græs erstatte udtagning?

Det er således ikke bare lige at udskifte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs. Ikke hvis man vil eller skal leve op til kravene i Treparten.

Det afhænger helt af dyrkningsformen, om det overhovedet er en mulighed i henhold til aftalerne i Den Grønne Trepart. Dyrkning af græs kan på ingen måde sidestilles med udtagning af landbrugsjord. Heller ikke, hvis det får lov at ligge ekstensivt hen.

Som udgangspunkt har omlægning af intensivt dyrkede marker til ekstensivt græs mange positive virkninger på miljøet. Dels via den medfølgende reduktion af kvælstofudledningen. Dels via øget biodiversitet og forbedret jordstruktur.

Endelig sker der et mindre tab af kulstof, når man ikke længere pløjer jorden. I visse tilfælde sågar genopbygning af tabt kulstof. Men det koster altsammen på indtjeningen, så landmanden kigger sig naturligvis om efter kompenserende aktiviteter.

Dyrkning af græs til biogas er en mulighed af nyere dato, men vil dog være en alt for intensiv udnyttelse til at kunne leve op til kravene i Den Grønne Trepart. Den stiller nemlig krav om såvel regulær udtagning af dyrket jord som mere skånsom drift af andre arealer.

Dyrkning af græs til foderfremstilling vil samtidig være til hinder for den øgede biodiversitet, som Treparten også tilstræber. Den Grønne Trepart stillede oprindelig primært krav om en reduktion i udledningen af CO2 til atmosfæren. Dette specielt fra lavbundsjorde.

Siden kom udvaskning af kvælstof til vandmiljøet også til – fremmet af tiltagende iltsvind i de indre danske farvande. Endelig blev der også stillet krav om en øget biodiversitet.

Flere af disse krav hænger mere eller mindre uløseligt sammen. Eksempelvis vil udtagning af lavbundsjord automatisk øge biodiversiteten, hindre udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet og reducere udslippet af CO2 til atmosfæren. Et win-win-win for miljøet.

En Grøn Trepart i forandring?

Det sker i så fald på én gang og samme tid. Men så snart man griber ind i en eller flere af disse parametre, vil det uundgåeligt ændre på den samlede effekt. Og aldrig til det bedre set med miljøets øjne.

Det mest overraskende er imidlertid, at lokale parter i aftalen nu pludselig stiller spørgsmålstegn ved det, de selv har været med til at vedtage. Det, som et bredt flertal i Folketinget allerede har vedtaget.

Der er sågar sat 43 milliarder skattekroner af til gennemførelsen af planerne. Et massivt tilskud, der primært skal komme vandmiljøet til gode – sekundært landbruget. De vedtagne 522,8 tons kvælstof skal derfor findes i Thisted Kommune, og det kan ikke gøres med græs alene.

2026 er sidste chance for indgåelse af frivillige aftaler om jordudtagning og omlægning til natur. I 2027 træder en ny og målrettet kvælstofregulering i kraft, der skal sikre gennemførelsen af Den Grønne Trepart – hvis det nu ikke kan ske ad frivillighedens vej.

Den Grønne Trepart er en kompleks og kompliceret størrelse, som man kan strides om på mange områder. Dansk landbrug er nemlig en sand mester i omgåelse af indgåede aftaler.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed, da Løkkes Landbrugspakke fra 2016 skulle kompenseres med et stort antal mini-vådområder. Læs gerne

De blev nemlig aldrig til noget. Men den ekstra gødning blev skam brugt og spredt ud over markerne – og bliver det for øvrigt stadig. Det ser vi nu tydeligt i form af bræmmerne af opskyllet og slimet fedtemøg langs de danske strande.

©️ 2025 Steen Ulnits

Ovenstående skriv er foranlediget af Thisted Kommunes proklamerede planer om at omlægge næsten halvdelen af ellers udpeget jord til udtagning i henhold til Den Grønne Trepart – til dyrkning af græs i stedet.

Dette af hensyn til lokale arbejdspladser i landbruget og på bekostning af vandmiljøet i Limfjorden. Dyrkning af græs medfører nemlig langt højere udledning af kvælstof end regulær udtagning af landbrugsjord.

Typisk fem gange så meget jævnfør ovenstående værdier.

Planerne har derfor affødt øjeblikkelige protester fra Danmarks Naturfredningsforening. Her frygter man, at noget tilsvarende skal ske andre steder i landet. At det vil kunne trække tæppet væk under Den Grønne Trepart, inden den overhovedet er kommet i gang.

Det vil være at gøre grin med andre kommuner i Den Grønne Trepart, mener DN’s Limfjordsafdeling.

Læs også gerne artiklen “Landbrugets Forsvarsværker”.

Heri forklarer tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen, Jørgen Henningsen, de fem på hinanden følgende skanser, som dansk landbrug altid dækker sig bag, når de oplever pres udefra.

Svinevirus i Limfjordsmuslinger

Tilbage i 2013 opdagede muslingeforskere fra DTU ved en tilfældighed, at der som det eneste sted i Danmark var svinevirus i muslinger fra Limfjorden.

Opdagelsen blev gjort af en ph.d. studerende, som var på jagt efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker. I stedet fandt han svinevirus.

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus i nord til Fyn i syd. Men det var kun i Limfjorden, at han fandt svinevirus i muslingerne. Det drejede sig om den (i hvert fald indtil videre) svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2).

Man vidste, at man til en vis grad overser virus, når man undersøger skaldyr for Coli-bakterier. Men man var ikke klar over omfanget af dette. Man undersøger muslingerne med henblik på kategorisering af områder for muslingefangst. Disse inddeles i kategorierne A, B og C, alt efter hvor rene de er. Kun fra A-områder må toskallede bløddyr, som eksempelvis østers, sælges med henblik på at blive spist rå.

Fødevareinstituttet udtalte dengang, at man betragtede fundet af PCV2 som en mulig ny indikator på omfanget af svineforurening i muslingebanker. Den kan bruges nu, hvor EU har bedt sine medlemslande foretage en kortlægning af alle kysters forureningskilder, der kan have indflydelse på hygiejnen i netop skaldyrsområder.

Desværre ser det ikke ud til, at myndighederne i form af DTU Fødevareinstituttet har fulgt op med nye undersøgelser siden den grimme opdagelse i 2013. Man er tilsyneladende bange for, hvad man så ville finde – og i hvilket omfang. Det vil skaldyrsindustrien på Limfjorden ikke være glad for – den årlige skaldyrsfestival på Mors nok heller ikke.

Fødevareinstituttet var derfor også hurtigt ude med beroligende ord om, at svinevirus ikke smitter mennesker, og at man derfor ikke skulle være bange for at spise inficerede Limfjordsmuslinger. Eller østers for den sags skyld.

Man må formode, at hvis der er svinevirus i blåmuslinger, så er der også i østers. Det er jo det samme limfjordsvand, de to arter lever af at filtrere.

Svine-MRSA

Desværre får man straks flashbacks til svine-MRSA, der jo heller ikke kunne smitte fra svin til mennesker. Som var helt ufarligt. Sagde myndighederne. Dengang.

I dag er alle konventionelle svinefarme smittede, og rigtig mange svinearbejdere er enten selv smittede eller passive smittebærere. En smitte, de så kan sende videre til deres børn og bedsteforældre via skoler og plejehjem med flere andre steder. I dag er det definitivt slut med, at glade skolebørn kan kysse bløde grisetryner og smittes via dem, når de besøger svinefarme.

Rundt omkring på landets hospitaler er der allerede flere patienter, som er døde på grund af de resistente MRSA-bakterier, der vanskeliggør eller umuliggør effektiv behandling. Patienter, som i bedste fald har måttet igennem en langvarig og kostbar alternativ behandling, hvor det har været muligt eller kunnet nås.

Til dato er der registreret ti dødsfald på grund af MRSA. Men som en optimistisk svineavler for nogle år siden beroligede os:

– Det er jo kun de syge og svage, der dør…

Så hvem ved. Måske vi om føje år vil kunne føje svinevirus til rækken af kostbare dårligdomme, som er påført os af det stedse mere intensive landbrug med stedse flere svin i staldene, mere gylle på markerne og flere svinevirus i vandet?

Hav og fjord æder jord

Det er ikke kun idel lykke som landmand at kunne køre rundt på sine marker med udsigt over Limfjorden. Her går blæsten nemlig stadig frisk, som det lyder i sangen. Så frisk, at fjorden hvert år gør et større eller mindre indhug i jorden. Vandet er imidlertid langt fra så friskt som beskrevet i sangen. Længere.

Udsigtsglade jordejere pløjer nemlig så tæt på skrænten, at den næsten ikke kan gøre andet – end at give efter. Det viser billeder publiceret i Landbrugsavisen tydeligt. Her kan man se kornet skride ud over skrænten, der næppe bliver stærkere eller mere stabil af, at de lokale landmænd kører helt ud til kanten med deres tonstunge traktorer, giftsprøjter og mejetærskere.

Det blev i sin tid antaget, at den fundne PCV2 svinevirus måtte stamme fra de enorme mængder gylle, der i dag spredes på danske marker – i dette tilfælde helt ud til Limfjorden hvis ikke direkte ud i den.

På vej til Fur delte vi engang færge med en gyllevogn, der i løbet af kort tid tømte hele sit indhold ud på den lille limfjordsø – helt ned til stranden, hvor det samlede sig i en mindre sø kun få meter fra vandet. Gylle, der med sikkerhed og efter kort tid ville ende direkte i den salte Limfjord. Med det første højvande. og til stor skade for vandmiljøet.

Så måske det ville være en rigtig god idé ikke at pløje helt ud til kanten alle steder, hvor jorden skal dyrkes. Det er jo ikke kun gylle, der vaskes ud i vandmiljøet. Det gør også RoundUp med flere andre miljøskadelige stoffer, der sprøjtes eller hældes ud på marker landet over.

Så måske det ville være en rigtig god idé at genindføre tidligere tiders beskyttende og dyrkningsfri randzoner?

Steen Ulnits

PS: Svinevirus må ikke forveksles med den frygtede svinepest, som ofte er dødbringende for svinene i løbet af ganske få dage. Og som senest medførte bygningen af et 70 millioner kroner dyrt svinehegn langs hele den dansk-tyske landegrænse.

Gul U-båd under blå muslinger

Det kan se idyllisk ud, når solen glimter i bølger og bøjer på en blå Limfjord. Hvis man altså ikke lige ved, hvad det er, man ser på.

Idyllen forsvinder nemlig brat, når man dykker i dybet under det blanke blå og her ser den voldsomme forurening fra de mange millioner såkaldte “miljø-muslinger”.

Til nogles store overraskelse har muslingerne nemlig en fordøjelse…

Kilometer efter kilometer af sorte plastrør dækker i dag Limfjorden, hvor de lægger hindringer i vejen for skibsfarten.

Under rørene hænger net med millioner af forurenende “miljø-muslinger”, som efter farmernes egne udtalelser skulle rense Limfjordens vande for kvælstof. Virkeligheden er dog en ganske anden.

Dette i massive norsk-designede “Smartfarms”, som primært drives af Hedeselskabets datterselskab Blå Biomasse. Muslingerne høstes industrielt med store sejlende maskiner.

For at dokumentere forureningen fra de mange millioner “miljø-muslinger” sender vi den gule “SubMussel 2” ud på en farefuld mission i Limfjordens forurenede vande. Den dykker ned på 6 meters dybde, hvor den dokumenterer forureningen i fotos og video.

Det er dog langt fra alle dage, hvor man overhovedet kan optage noget i det uklare og overgødede Limfjordsvand. Nogle dage kan man ikke se en hånd for sig.

Den motoriserede “SubMussel 2” styres fra moderskibet via et 100 meter langt kabel og en tablet. Den manøvrerer hurtigt frem og tilbage samt op og ned, mens den dokumenterer, hvad den ser i det mørke dyb.

Spændende at opleve, hvordan Limfjorden i virkeligheden ser ud under den idylliske blå overflade. Hvad der gemmer sig i det uklare vand og på bunden under de mange millioner forurenende “miljø-muslinger”.

Overfladevandet i umiddelbar nærhed af de mange millioner evigt filtrerende “miljø-muslinger” kan være ganske klart. Klarheden aftager dog meget hurtigt. Ikke langt fra muslingerne ligner Limfjorden atter sit gamle grumsede jeg.

Ud over at filtrere og optage kvælstof fra store vandområder i den forurenede fjord, afleverer “miljø-muslingerne” nemlig lige så mange næringsstoffer til vandet under og omkring farmene. Dette i form af helt ny forurening.

En sidste tredjedel passerer igennem muslingerne og returneres i fordøjet og endnu mere bioaktiv form end før. Klar til endnu flere nye alger.

De mange kilometer plastrør i en Smartfarm er yndede tilholdsteder for i hundredvis af sultne og larmende måger, som blot venter på døde dyr fra en bundvending. Og hvis ekskrementer bidrager med yderligere forurening af det lokale vandmiljø.

Selv en træt og sikkert sulten sæl tager sig af og til et hvil på de lange plastrør, der udgør en industriel norsk-designet “Smartfarm”. Hvis muslinger for øvrigt er så små og tyndskallede, at de ikke kan anvendes til menneskeføde.

De bliver i stedet til muslingemel. Til flere svin til mere gylle til flere alger til flere muslinger. Landbrugets berygtede “Gylletrekant” og selvforsynende evighedsmaskine.

Ikke langt fra “miljø-muslingerne” er vandet atter uklart. Den gule “SubMussel 2” forsvinder hurtigt ud af syne, da den sendes i dybet for at dokumentere forholdene.

Det uklare vand skyldes alger, som igen skyldes det overgødede vand i Limfjorden. Fjorden tilføres konstant næringsstoffer i form af udsivende gylle fra de omkringliggende marker.

Den foregående regerings Landbrugspakke gjorde med sin tilladelse til øget brug af gødning ondt meget værre. Limfjorden er i dag dansk landbrugs suverænt største gylletank.

Sven Hørup følger med på skærmen, mens han med sikker hånd styrer “SubMussel 2” rundt i Limfjordens plumrede vande. Der er stor forskel på vandets klarhed i de forskellige vandlag, på forskellige lokaliteter og forskellige årstider.

På stille dage kan man opleve den lagdeling af vandet, som lokale dykkere i Limfjorden kender så godt. Vandet kan lokalt være relativt klart, men mudres øjeblikkeligt op, hvis det hvide liglagen af svovlbakterer på bunden berøres.

De mange millioner såkaldte “miljø-muslinger” forurener kraftigt under og omkring farmene. I hele vækstsæsonen regner det ned på bunden med fækalier eller ekskrementer fra de mange muslinger.

Hernede rådner affaldsstofferne op under forbrug af ilt. Til sidst er al ilten brugt, og den normalt brune fjordbund bliver nu dækket af et hvidt liglagen af svovlbakterier.

De udgør sidste stop, før giftig svovlbrinte trænger op fra det sorte bundslam og slå alt levende ihjel.

Da denne bundprøve fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord blev taget, bestod den af ildelugtende mudder, som var kulsort under det karakteristiske hvide liglagen af svovlbakterier.

Nogle dage senere havde de mange bakterier haft kronede dage og leverede nu et sandt kunstværk af forskellige farver – alle stammende fra det kulsorte mudder. Lugten fra det sorte bundslam var heller ikke blevet bedre.

Intet under, at ingen bader her længere. Hverken fastboende eller tilrejsende turister.

Det er bare for ulækkert.

Når forureningen har brugt al ilten i vandet, søger de bundlevende dyr bort fra området – fra vandet og om muligt helt op på land. En mulighed, som ingen af fjordens vilde og bundlevende muslinger desværre har. De dør blot.

Denne krabbe var heldig nok til at redde livet. Den nåede sikkert i land, hvor den kunne vente på bedre tider – i form af storm eller blæst, som kan blande vandmasserne og atter bringe ilt til bundvandet.

I 2013 konstaterede DTU ved et tilfælde, at muslingerne i Limfjorden – som det eneste sted ud af flere undersøgte i Danmark – indeholdt svinevirus. Det kunne kun stamme fra lokal svinegylle, der sivede ud i Limfjorden fra omkringliggende marker og tilløb.

Myndighederne neddyssede straks opdagelsen og understregede, at svinevirus ikke var farligt for mennesker. Som man jo også gjorde det med de multiresistente MRSA-bakterier. Lige indtil de viste sig at være livsfarlige.

Man har da heller ikke undersøgt Limfjords-muslinger for svinevirus siden 2013. For tænk nu hvis. På eksporten og den årlige Skaldyrsfestival på Mors…

Ikke alle krabber er så heldige, at de når ud af vandet, før iltsvind og bundvending har taget livet af dem. Denne døde krabbe er netop drevet i land ved Linemuslingeanlæg 112. Den er ved at blive rød, som de fleste krebsdyr bliver det i død tilstand.

Forurening og algeblomst, iltsvind og bundvending resulterer løbende i mange døde dyr. De tiltrækker et hav af skrigende måger fra nær og fjern, som lever højt på Limfjordens nyskabte lossepladser.

Mågernes mange ekskrementer tilfører herved det lokale vandmiljø yderligere forurening.

Truende skyer over den lille Knebel Vig ved Aarhus Bugt. Indgangen til Nationalpark Mols Bjerge, der tiltrækker turister fra både indland og udland.

Trods advarsler fra lokale borgere, borgerforeningen og de lokale miljømyndigheder tillod Fiskeridirektoratet under fødevareminister Eva Kjer Hansen alligevel, at der blev etableret en forurenende muslingefarm i Knebel Vig.

Trods ellers regelmæssigt tilbagevendende iltsvind i vigen, der er et gammelt dødishul, og som ingen gennemstrømning har.

Dansk Skaldyr Center i Nykøbing Mors var en varm fortaler fra projektet, der “kun vil forurene lokalt”.

Kort om muslinger og miljø

Muslinger er en vanskelig størrelse at forstå. De lever alle af at filtrere vandet for alger og bakterier. Men der er forskel på muslinger:

Vilde muslinger sidder på bunden i et begrænset antal. Her udgør de en vigtig del af bundmiljøet.

Dyrkede muslinger hænger i stedet på liner eller net i overfladen. I antal på mange millioner. De sidder oppe i overfladen, hvor der aldrig er iltmangel, som der ofte bliver ved bunden.

På den måde er der ingen lighed mellem vilde bundlevende muslinger og dyrkede “miljø-muslinger” i overfladen. Selv om de alle er af samme art, nemlig blåmuslinger.

Men begge steder lever muslingerne af at filtrere vandet for de samme alger og bakterier. Der er blot en kolossal forskel i antallet mellem de to.

Der er også forskel på, om man dyrker store muslinger til konsum – på lange liner spændt ud mellem bøjer. Eller om man dyrker små tyndskallede muslinger, der siden bliver til muslingemel og svinefoder. Det sidste sker på store industrielle “Smartfarms”, hvor “miljø-muslingerne” hænger i net under kilometerlange sorte plastrør.

Herfra høstes de maskinelt.

Det drejer sig i begge tilfælde om, at de filtrerende muslingefarme koncentrerer forureningen (primært algerne) fra et meget stort vandområde til et meget lille areal under og omkring farmene. Som en helt ny og koncentreret forurening.

De tre tredjedele

For hvert ton kvælstof og fosfor der måtte høstes med muslingerne, havner et andet ton på bunden under muslingefarmen. I form af muslingernes ekskrementer.

Med muligt iltsvind og efterfølgende frigivelse af yderligere næringsstoffer fra bunden som resultat. Næringsstoffer, der ellers var deponeret og utilgængelige her.

Omkring lige så meget kvælstof og fosfor frigives igen til vandmassen – efter en tur gennem muslingernes fordøjelse. Nu mere bio-tilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Der findes eksempler på, at at muslingefarme på denne måde netto kan tilføre kvælstof i stedet for at fjerne det.

Dette er den såkaldte “tredjedelsregel”:

1) Én tredjedel af næringssaltene optages af muslingerne og indbygges i deres kød.

2) En anden tredjedel passerer fordøjet igennem dem og returneres til vandet. Nu som endnu mere biotilgængeligt end før.

3) Den sidste tredjedel havner som ny forurening på bunden under eller omkring muslingerne. Alt afhængig af strømmen.

For hvert ton kvælstof, der høstes og fjernes, deponeres der således ét ton kvælstof på bunden under og omkring muslingerne.

Som iltslugende organisk forurening.

Regnskabet for den endelige kvælstoffjernelse er derfor uhyre svært at gøre op. Den kan sågar blive negativ – forstået sådan, at den resulterer i flere næringssalte i området, end før muslingerne kom til. Det samme gælder de dyrkede muslingers øvrige overvejende negative indflydelse på det omkringliggende vand- og bundmiljø.

Således kan “miljø-muslingerne” kvæle deres bundlevende vilde artsfæller på grund af deres massive forurening ovenfra. Eller ændre artssammensætningen af algerne til det dårligere – med forholdsmæssigt flere af de små og potentielt giftige blågrønalger som resultat.

Én ting er imidlertid sikker: Der kommer helt ny forurening under og omkring muslingefarmene. En lokal forurening, som ikke var der før.

“Miljø-muslinger” forurener uundgåeligt deres omgivelser, når de koncentreres i store farme med millioner eller sågar milliarder af muslinger hængende i overfladen. Muslinger har jo en fordøjelse som alle andre levende organismer – selv om det tydeligvis kommer bag på mange, der ellers burde vide det.

Som alle andre levende organismer i stort antal påvirker muslinger således deres omgivelser. I dette tilfælde negativt. Og så hjælper det altså intet, at man omdøber dem til “miljø-muslinger”.

Med mindre man da vil signalere, at de ødelægger det lokale vandmiljø.

Så har man nemlig ramt plet.

Reference:

”Nutrient removal capacity and potential ecological consequences of blue mussel farms for nutrient abatement in the Baltic Sea” s.1,2 Nils Hedberg, Nils Kautsky m.fl. Stockholms Universitet 2018

MRSA anno 2018

I 2017 barslede Miljø- og Fødevareministeriet med den længe ventede rapport om den frygtede svine-MRSA bakterie, som er blevet multiresistent over for antibiotika. Trods flere års advarsler om den farlige udvikling.

Rapporten frikender ikke uventet de ansvarlige myndigheder, som længe har overset de mange advarsler – med det resultat, at stort set alle danske svinebesætninger nu er MRSA-inficerede. De fleste økologiske dog undtaget.

Danske politikere havde chancen, da udbredelsen endnu var ringe, men skiftende fødevareministre gjorde bevidst ikke noget ved problemet.

Den 137 sider lange rapport indeholder mange interessante data, som her er forsøgt samlet på overskuelig vis. – Hvor stammer den potentielt dødbringende bakterie fra? – Hvad har den hidtil anrettet af ulykker? – Og hvad planlægger myndighederne at gøre ved det? Men allerførst: – Hvad er egentlig MRSA for en størrelse?

– Hvad er MRSA?

Den er for det første ikke ret stor. Den er nemlig en bakterie. En stafylokok, for at være helt præcis. En stor familie af bakterier, som volder problemer overalt, hvor de findes. MRSA er helt præcist en forkortelse for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus.

Der er tale om stafylokokker, som er blevet modstandsdygtige over for de mest effektive og anvendte midler til bekæmpelse af stafylokokker, nemlig penicilliner og beslægtede antibiotika. Methicillin var det første special-penicillin udviklet til behandling af netop Staphylococcus aureus.

I Sundhedsvæsenet deler man MRSA-smittede personer op i passive bærere og aktivt syge. En MRSA-bærer er en person, der bærer MRSA – som oftest i næsen – uden at have en egentlig infektion. MRSA vil først aktiveres, når dens bærer har et svækket immunsystem – typisk i forbindelse med sygdom – eller den overføres til allerede syge og svækkede personer.

CC398 eller MRSA 398 er den faglige betegnelse for svine-MRSA, som man i starten ikke mente kunne smitte mennesker. Det ved vi i dag, at den rigtig godt kan. Det kan ske via fysisk kontakt eller via luftvejene.

Dødsfald pga. MRSA

Det gik egentlig meget godt med at leve med MRSA-truslen – lige indtil 2014, hvor der pludselig dukkede tre dødsfald op, som skyldtes netop MRSA. Oplysningen kom frem i en retssag, hvor en kendt overlæge var indkaldt som vidne:

– Fra mit eget hospital har jeg kendskab til en patient, der sidste år døde af en MRSA-infektion fra svin. Da jeg rapporterede dødsfaldet, spurgte jeg Statens Serum Institut, om der havde været andre tilfælde. Og det var der, et i 2012 og igen et året efter, sagde overlæge på Odense Universitetshospital og professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

De ansvarlige veterinærmyndigheder fejede problemet af banen med, “at vi ikke kan komme smitten til livs i Danmark alene, når mennesker og dyr rejser mellem lande”, som det så smukt lød. Som om det ikke var et selvskabt dansk problem fra vor massive svineproduktion, der allerede dengang var ude af kontrol.

I retssagen, hvor overlægen var indkaldt som vidne, blev der rejst tiltale mod journalisterne Kjeld Hansen og Nils Jørgen Mulvad. De to offentliggjorde i oktober 2010 adresserne på 12 svinebesætninger, hvor der var infektioner med MRSA-bakterier. De offentliggjorde også navnene på et ægtepar, der var ejere af en inficeret svinefarm og smittede med MRSA.

De to journalister mente, at sagen var i offentlighedens interesse, og at de derfor i henhold til Medieansvarsloven skal frifindes. De to journalister har i mellemtiden fået medhold i deres sag.

Siden da er det støt og roligt gået den helt forkerte vej. Indtil videre har svine-MRSA således kostet 7 danskere livet. Og bakterien har spredt sig til næsten alle konventionelle svinebesætnnger.

Smittefaren

I lang tid bildte svinebranchen og fødevaremyndighederne sig selv og vi andre ind, at MRSA ikke var ret smittefarlig. Trods dette oplevede man en stor stigning i antallet af smittede – passive bærere såvel som patienter med infektion.

I dag ved vi som sagt, at svine-MRSA er ganske smitsomt. Det smitter mennesker ved såvel fysisk kontakt med inficerede flader – eksempelvis dørhåndtag – som via luften i ikke mindst svinestalde, hvor bakterierne findes overalt – specielt i støv og støvfyldt luft.

MRSA tages ikke alvorligt af svinebranchen, som primært fokuserer på egen indtjening og ikke tænker på konsekvenserne for andre samfundsborgere. Det må gerne koste dødsfald blandt uskyldige danskere at holde svineeksporten oppe. Holdningen fremgår tydeligt af dette tweet i en tidligere debat om netop MRSA:

Det er åbenbart helt OK, at alvorligt syge mennesker dør af MRSA. Når blot raske mennesker ikke gør det. Det er bare ærgerligt, hvis man bliver syg og et let offer for MRSA. Mener altså svinebranchen. Så må man godt dø.

Et besynderligt argument og mærkeligt livssyn, der tydeligvis er fremherskende blandt svineavlere og andre beskæftiget i eller med denne branche. De selvsamme personer og organisationer kæmpede da også med næb og kløer for at undgå offentliggørelse af MRSA-inficerede svinebesætninger.

Dette blandt andet for at udgå stigmatisering af de medarbejdere, som jo nu udgjorde og udgør en klar smitterisiko for resten af befolkningen. Eller egne børn i forhold til deres skolegang og smitterisikoen herved.

Det kostede som tidligere nævnt et langt juridisk tovtrækkeri at få rettens ord for, at myndighederne ikke måtte hemmeligholde navne og adresser på disse. En alvorlig streg i regningen for svinebranchen, hvis ejere, børn og medarbejdere nu risikerede at blive gjort til pariaer i det danske samfund.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen, Venstre

Fødevareminister Mette Gjerskov, Socialdemokratiet

Fødevareminister Dan Jørgensen, Socialdemokratiet

Mere end 88% af samtlige danske svinebesætninger er i dag inficeret med MRSA. Og omkring 70% af alle ansatte i branchen er i dag selv smittebærere. Daværende sundhedsminister Nick Hækkerup forbød derfor skolebesøg i MRSA-smittede svinestalde, hvilket er stort set alle konventionelle svinebrug. Kun de økologiske svinestalde er endnu så nogenlunde fri for MRSA.

Slut med at kysse grisen?

Skolebørn i inficerede svinestalde er oplagte smittebærere, der kan bringe smitte ud i det øvrige samfund – som sunde og raske smittebærere til måske svage og syge bedsteforældre. Smitten kan overføres via luftvejene eller simpel fysisk kontakt. Blot man giver sit barn et knus, giver hånd eller låner en smittets mobiltelefon, er der reel smittefare. Det siger således sig selv, at sex er en helt oplagt kilde til overførsel af MRSA.

Medarbejdere i smittede svinebrug er således en kostbar affære for samfundet. Dels er det langt fra altid, de frivilligt opgiver deres arbejdssted i svinebranchen. De er bange for at blive udstødt. For at blive “stigmatiserede”, som det så fint også hedder.

Og gør de det endelig – fortæller om deres arbejde i svinebranchen – koster en enestue rundt regnet det danske samfund 3.000 kroner ekstra hver eneste dag under indlæggelsen – for om muligt at holde smitten væk fra de øvrige patienter, som jo meget ofte er i farezonen. De er naturligvis svækkede og sårbare, siden de er indlagt på et sygehus.

Svinevirus i Limfjordsmuslinger

I 2013 foretog DTU Aqua en undersøgelse af blåmuslinger i de indre danske farvande. Helt tilfældigt fandt man da muslinger, som var inficerede med den svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). Fundet af svinevirus blev gjort tilfældigt i forbindelse med søgen efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker.

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus og ned til Fyn. Men det var kun i Limfjorden, at forskerne fandt svinevirus i muslinger. Sikkert fordi man her har en af landets højeste svinetætheder og derfor oplever massiv udsivning af svinegylle fra de omkringliggende marker.

PCV2 smitter så vidt vides ikke mennesker, og ifølge DTU bør fundet heller ikke vække bekymring for at spise muslinger. Men sådan sagde man jo også om MRSA for blot nogle få år siden, og det holdt jo ikke stik. MRSA viste sig endda at koste menneskeliv.

Der er så vidt vides ikke efterfølgende undersøgt for svinevirus i limfjordsmuslinger, og der er heller ikke planer om at gøre det. Limfjordens attraktive østers er aldrig blevet undersøgt overhovedet.

Lokale interesser i østersturismen og den store årlige skaldyrsfestival på Mors øger naturligvis ikke interessen for at få problemets omfang og mulige konsekvenser belyst…