Tag-arkiv: svinefoder

“Soja-alliancen”

“Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Brdr. Bisp

Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi massive mængder soja til dyrefoder.

Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.

Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Primært til svineindustrien. Med tilhørende gødskning og sprøjtning for at optimere udbyttet.

Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs resulterer derfor i en høj udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.

Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.

Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug nu her i tørken søger om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift. Der mangler som altid foder til de alt for mange dyr. Og vand til alle de for længst drænede marker.

“Dansk Alliance for Ansvarlig Soja”

Danmark importerer årligt 1,7 millioner tons soja til dyrefoder. Dette ifølge regeringens Handlingsplan mod Afskovning.

Københavns Universitet (KU) har beregnet, at alene importen af soja og palmeolie medfører globale emissioner på over syv millioner tons CO2 ækvivalenter årligt. Dette er inklusive emissioner “forbundet med direkte ændringer i arealanvendelsen”, som det finurligt hedder.

KU har endvidere beregnet, at disse emissioner kan mere end halveres, hvis produktionen foregår afskovningsfrit. Der er således vigtige mål at sigte efter i kampen for et bedre klima.

Danske interessenter i soja og import af samme har slået sig sammen og er i dag medlemmer af “Dansk Alliance for Ansvarlig Soja” – i daglig tale blot “Soja-alliancen”:

3F, Arla, Aldi, Concito, Coop, Dagrofa, DAKOFO, Danish Crown, Danpo, Dansk Erhverv, DLG, DSK, HK Scan, IWGIA, Landbrug & Fødevarer, Letz Sushi, Lidl, Miljøministeriet, Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Preferred by Nature, Rema 1000, Salling Group, Udenrigsministeriet, Verdens Skove og WWF.

Soja-alliancen spænder således vidt inden for fødevaresektoren, og den er skam en god ting – for skovene i det store udland. Desværre ikke i det lille indland. Her savner man nemlig, at alliancen tager skridtet videre og kommer med løsninger, der kan mindske det danske husdyrhold og dets enorme foderforbrug.

Det ville være gavnligt for klimaet, og det ville reducere den efterfølgende forurening med gylle fra de alt for mange millioner slagtesvin, vi producerer i dag. Gylle, der langsomt løber, siver eller vaskes ud i det betændte danske vandmiljø og her giver anledning til algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Dermed ville Soja-alliancen gavne ikke blot udenlandske skove, men også de danske fjorde, der gisper efter vejret i sommervarmen.

Sojaskråen er hermed givet videre.

Etisk Handel om skovrydning

“Den danske årlige import af soja, i blandt andet dyrefoder, udgør Danmarks største risiko for rydning af skov.

Derfor har de største danske sojaaktører på tværs af sektorer siden 2019 arbejdet sammen i ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at fremme ansvarlig sojaproduktion, og nu er alliancen klar med endnu højere ambitioner.”

Det skriver Etisk Handel Danmark i en pressemeddelelse. Etisk Handel har siden 2008 arbejdet for at fremme samarbejdet omkring bæredygtig global handel. Dette i et naturligt samarbejde med Udenrigsministeriet.

EU har netop fået en ny skovlov, der stiller nye krav til den globale handel med afgrøder. Blandt meget andet kræver den, at dyrkning af soja til foder ikke må ske på bekostning af rydning af skov.

Det er en lov, som medfører helt nye krav om “dokumentation af ansvarlige forsyningskæder”, som det fremgår af teksten.

I skrivende stund er der stadig udfordringer med afskovning, da denne nu i endnu højere grad rykker til nye områder, der ikke nødvendigvis betegnes som skov eller primær skov, men i stedet “andre naturlige økosystemer”.

Et rigtig godt eksempel finder vi i Brasiliens Cerrado-savanne, som er et af verdens mest biodiverse steder og dermed kritisk vigtig for at beskytte det globale klima.

Lige nu er 70 procent af dette naturområde ikke beskyttet af den kommende EU-skovlov og risikerer derfor at blive omlagt til eksempelvis sojaproduktion.

Ikke kun for skov

Men henblik på Cerradoen og tilsvarende økosystemer forsøger Soja-alliancen nu at få ændret teksten i den nye EU-skovlov.

Soja-alliancen har ikke kun fokus på skovrydningsdelen, men også på, at sojaproduktionen skal ske uden rydning af anden værdifuld natur og skov. Såsom netop Cerradoen i Brasilien.

Soja-alliancen opfordrer derfor til, at EU-lovgivningen, når den skal revideres, udvides til også at omfatte omlægning af andre økosystemer. Et udspil, som vækker glæde hos Verdensnaturfonden:

“WWF noterer med glæde, at Soja-alliancen er mere ambitiøse end EU-lovgivningen ved at sætte fælles mål om at arbejde sammen for at stoppe såvel skovrydning som omlægning af andre naturområder i 2025.

Samtidig er der enighed om at bruge internationale definitioner (AFI). Danske aktører spiller en vigtig rolle i kampen mod afskovning, og vi har ingen tid at spilde, hvis vi skal redde skoven og naturen”.

Det siger Mette Boye, som er miljøfaglig chef i WWF Danmark. Jeg kunne ikke være mere enig. Hvis blot der også kunne fokuseres lidt på lille Danmark og ikke kun det store udland:

Med fare for at gentage mig selv: Det er helt fint, at hele eller dele af den danske fødevaresektor på denne måde gør en indsats for at redde skov, regnskov og truede naturtyper i det store udland. Den slags tiltag kan der ikke siges nok godt om.

Men endnu bedre ville det være, dersom vi reducerede vort hjemlige sojaforbrug til foder, begrænsede antallet af slagtesvin i danske svinestalde og dermed reducerede den uundgåelige gylleproduktion.

Det er den, der her og nu truer med at tage livet af de indre danske farvande.

Soja kort fortalt

Sojaplanten er kendt for sine proteinrige bønner, der primært produceres i frostfrie dele af Argentina, Brasilien, Kina og USA. 75% af verdens produktion går idag til dyrefoder – mere end 50% alene til svinefoder.

Det danske klima egner sig dårligt til sojaproduktion, hvorfor vi må importere sojabønner fra ovennævnte lande. Selv producerer vi i dag foderraps og fodermajs til den gigantiske danske svineproduktion.

Samlet set producerer Danmark seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan fortære. Denne massive produktion lægger et enormt pres på dansk natur og miljø, som dyrkes intensivt og dagligt forarmes.

Sojaskrå er navnet på det faste restprodukt, som er tilbage efter ekstraktion af sojaolien. Med et proteinindhold på op mod 50% bruges det meget i fødevareindustrien.

Fotos: Marker med blomstrende foderraps ved Randers Fjord

Fra Bisp til Gisp

Tilbage i 2004 (1987) kunne Brdr. Bisp alias Michael Wikke & Steen Rasmussen med god samvittighed spørge seerne på DR: “Ska’ du ha’ soya i rullen?”

Nej, det skal du ikke. Thise Mejeri skilter nu med “Ingen soja i foderet” på deres økologiske mælkeprodukter. I 2023, mere end tyve år senere.

“Voldsom Volvo”, som Allan Mortensen sang, når nogen råbte om hjælp. Godt akkompagneret af Billy Cross på elspade.

Måske Brdr. Bisp må tage navneforandring til Brdr. Gisp i disse iltsvindstider…

“Hørte jeg et råb om hjælp?”

Mere varm luft i tomme skaller?

Mens Hedeselskabet med sit danske datterselskab Blå Biomasse forsøger at sælge “miljø-muslinger” til at rense op efter landbrugets kvælstof-forurening af danske fjorde, så vil svenskerne nu også være med på muslingevognen. For alvor. I rigtig stor skala.

De vil nemlig også sælge varm luft i tomme skaller. Endda rigtig meget varm luft. De vil sågar redde hele Østersøen fra alt det kvælstof, der er ophobet her, og som løbende tilføres. Intet mindre. Et gigantisk projekt, som de har undersøgt ganske lidt, men regnet rigtig meget og længe på. Og nu præsenterer resultaterne af.

Et hold bestående af Kotta og otte andre muslingeforskere fra indland og udland (såmænd også danske Orbicon) når frem til, at der årligt skal fjernes godt 75.000 tons kvælstof og knap 10.000 tons fosfor fra Østersøen, hvis man skal opnå den ønskede status, som Helcom-samarbejdet omkring Østersøen og Kattegat ønsker.

Baseret på det indhold af kvælstof og fosfor, som kendes fra blåmuslinger i Østersøen, kræves der, at man årligt høster og fjerner knap 15 millioner tons muslinger fra Østersøen. Det er 15.000.000.000 kg. Kotta & Co. regner sig på vanlig muslingevis frem til, at dette vil kunne opnås, hvis man intensivt dyrker muslinger på blot 900 km2 af Østersøens overflade.

Et årligt udbytte, der så vil skulle ligge på imponerende 163 tons per hektar per år. En hektar er som bekendt 100 gange 100 m2, og høsttallet er 16 gange højere end dem, man selv har fra forsøgsanlæg i undersøgelsen…

På vanlig muslingevis…

Med “på vanlig muslingevis” menes, at man tager afsæt i et ganske lille projekt og måler på det. Herefter ganger man blot op til ønsket størrelse og håber på, at nogen vil tro på resultatet. Præcis som Dansk SkaldyrCenter gør det med sine postulater fra Limfjorden, hvor de reelle og registrerede høsttal af dyrkede blåmuslinger jo udgør mindre end 5% af de påståede.

En svensk kollega med sans for sarkasme var hurtigt ude med følgende analogi, da han læste om det svenske muslingeeventyr, der skal redde hele Østersøen:

“Der er én kilometer ned til bageren. Det koster én krone i benzin at køre derned, og det tager fem minutter.”

“Der er 400.000 km til Månen. Altså koster det 400.000 kroner at komme derop. Og tager to millioner minutter. Eller 3,8 år.”

Altså: – Hvor svært kan det lige være at regne den ud, hvis bare man får Erasmus Montanus til foretage udregningerne inden opsendelsen?

Men nu er det jo ikke ligefrem raketvidenskab, at det i virkelighedens verden nok koster rigtig meget mere end 400.000 kroner og går ret meget hurtigere at komme til Månen end små 4 år. Vi kan vist så rigeligt nå til Mars og længere på samme tid. Mens de 400.000 end ikke rækker til at fylde reservetanken på rumraketten op…

På samme måde fungerer det heller ikke helt så smertefrit at dyrke og høste og transportere muslinger i de enorme mængder, der her er tale om. Det er ikke bare at gange et tilfældigt lille tal op og vupti – Østersøen er reddet!

Der er oceaner af problemer undervejs. Vejr og vind er et af dem. Sultne edderfugle et andet. Potentiel fødemangel for muslingerne et tredje. Iltsvind og frigivelse af fosfor fra sedimentet et fjerde. Svigtende indhold af næringsstoffer et femte. Og så videre. Og så videre.

Men værst af alt så er der ingen undersøgelser overhovedet over, hvordan muslingeopdræt i så stor skala vil påvirke den øvrige del af økosystemet. Ingen overhovedet. Det kan derfor udvikle sig til et økologisk eksperiment med katastrofal udgang. Det advarer svenske forskere allerede imod.

Ingen erfaringer med storskala

Fra udlandet kendes adskillige uheldige konsekvenser af stordrift, der ikke engang er i den her planlagte størrelsesorden. Hvor hele økosystemer er tiltet, når de dygtige muslinger har været i gang et stykke tid. Myreflittige bio-ingeniører, som de jo er – placeret øverst oppe i fødekæden i et unaturligt højt antal.

Andre og mindre fantasifulde forskere end Kotta & Co. har regnet videre på de imponerende tal, som nu lægges til grund for Østersøens snarlige redning med “miljø-muslinger”. Således påpeger de, at Kottas model vil kræve, at der hver eneste dag året rundt høstes og bringes 40.000 tons muslinger i land til videre brug. 40.000.000 kg muslinger. Hver eneste dag. Året rundt.

Det tror de næppe selv på. Det er 1.000 lastvogne fulde af muslinger, som skal transporteres til videre brug herinde. Hver dag. Året rundt. 365.000 lastvogne om året. – Er det overhovedet muligt? Hvor skal de køre fra og til hvad?

De små og tyndskallede “øko-muslinger” fra Østersøens brakke vand egner sig ikke til konsum, men muligvis til svinefoder. Hvis de ikke indeholder for mange af de giftstoffer, som netop Østersøen er fyldt med. Eksempelvis dioxin, som jo har lagt en dæmper lakseeventyret i netop Østersøen.

Det regner man dog ikke med vil blive noget problem. Muslingekød er magert og bør derfor ikke ophobe giftstoffer som dioxin og PCB på niveau med fede fisk som netop østersølaksen.

Blot en fjerdedel af det filtrerede kvælstof og fosfor fjernes ved høst af muslinger fra Østersøen. Lidt mere fra saltere farvande.

Knap halvdelen går til respiration og reproduktion eller udskilles som let tilgængelige næringssalte, der kan booste algevæksten

Næsten en tredjedel deponeres som ny forurening under muslingefarmen.

Fra “øko-muslinger” til svinefoder

Det er svinefoderet, der for alvor har fået det danske Hedeselskab til at fatte interesse for dyrkning af muslinger. Så meget, at man nu har etableret et eget datterselskab udelukkende hertil.

Det er virksomheden Blå Biomasse, som i de foregående måneder har været på salgsturné hos danske kommuner med ondt i kvælstoffet.

Så der hos de besøgte kommuner fremover kan høstes milliarder af “miljø-muslinger” og produceres mængder af muslingemel, så der kan dyrkes endnu flere svin, der kan bidrage med endnu mere gylle, som kan skabe grobund for endnu flere alger, der kan blive til føde for endnu flere muslinger etc. etc.

“Gylletrekanten” kaldes dette ulyksalige, men selvskabte fænomen også. Eller evighedsmaskinen, som det jo bliver. Eller dødsspiralen, som det jo er. For det vandmiljø, de såkaldte “øko-muslinger” ellers var sat til at redde…

Hedeselskabet og Skjern Å

Lad os afslutningsvis minde om, hvor galt det gik, da Hedeselskabet senest gjorde sin indflydelse gældende i det danske vandmiljø. Der tænkes her på afvandingen og kanaliseringen af Danmarks mest vandførende vandløb, Skjern Å, som efterfølgende sendte næringssalte fra et stort opland direkte ud i den lavvandede Ringkøbing Fjord. Til massiv skade for vandmiljøet her.

Det skete så sent som i 1960’erne, og det kostede efterfølgende danske skatteborgere 280 millioner kroner – mere end en kvart milliard – at rydde op efter Hedeselskabet og lægge åen tilbage i dens oprindelige folder, så den igen kunne holde på sine næringssalte.

Med baggrund i udenlandsk fagkundskab og i bagklogskabens altid ulideligt klare lys kan vi kun håbe, at noget tilsvarende ikke gentager sig. At vore politikere ikke lader sig forføre af Hedeselskabets nyindkaldte “miljømuslinger” til endnu et ødelæggende indgreb i det danske vandmiljø.

Nu under dække af at ville redde vandmiljøet fra selvsamme landbrug, der har ødelagt det. Endda med samme Hedeselskabets hjælp.

Man har da lov at blive klogere.

Foto: Sven Hørup

Efterskrift:

Forskere fra universiteterne i Stockholm, Lund og Helsinki har opponeret mod Kotta & Co og deres beregninger i en officiel skrivelse. Det skal derfor blive spændende at følge muslinge-debatten i den kommende tid.