Tag-arkiv: svinefabrikker

“Landbrugets Forsvarsværker”


“Landbrugets Forsvarsværker”

Sådan kaldte Miljøstyrelsens daværende underdirektør Jørgen Henningsen de fem på hinanden følgende skanser, som landbrugslobbyen dækkede sig ind bag. Og stadig gør:


“Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”


Det er disse fem forsvarsværker, som Havets nye Minister Magnus Heunicke (S) skal erobre i 2023. Og det bliver ikke nemt, for dansk landbrug har brugt årtier på at grave sig ned i dybe og stærkt befæstede skyttegrave.

Men først en lille tidsrejse 50 år tilbage i tiden. Til et andet århundrede i et andet årtusinde. Tilbage til 1973, hvor Danmark jo fik verdens første miljølov. Det var vi berettiget stolte af. Nu skulle der ryddes op i det beskidte danske miljø. Det stod der jo i loven, at vi var pligtige til.

Samme år fik vi også civilingeniør Jørgen Henningsen, der tiltrådte stillingen som kontorchef i det nyoprettede miljøministerium. Blot tre år senere var han avanceret til underdirektør i Miljøstyrelsen, hvor han gjorde god brug af sin baggrund som civilingeniør. Året var nu 1976.

Det var i de år, hvor man altid ansatte folk med konkret kendskab til og viden om deres arbejdsområder. Det gør vi desværre ikke i dag, hvor fagligt uvidende akademikere og politiske beslutningstagere har sejlet miljøskuden seriøst i sænk. 

“Ét er søkort at forstå. Et andet skib at føre” 

Det vidste Ludvig Holberg allerede i 1724, hvor han skrev sin krasse, men realistiske komedie “Den politiske Kandestøber”. Synd bare, at vi ikke har taget ved lære i de forgangne snart 300 år…



Sammenstød med landbruget

Som underdirektør i Miljøstyrelsen stødte Henningsen hurtigt hovedet mod det hæderkronede danske landbrug, der i 1970’erne var i fuld gang med omlægning fra traditionelt landbrug til moderne industriproduktion.

Landbruget havde allerede da og med velvillig hjælp fra Hedeselskabet fået afvandet de fleste vådområder og i den forbindelse rettet de fleste større vandløb ud til snorlige afvandingskanaler. De mindre bække var i stedet rørlagt, så man kunne køre hen over dem i sine stedse større maskiner.

Men med miljøloven havde dansk landbrug ikke længere monopol på og uindskrænket råderet over det danske land og den danske muld. Nu skulle der pludselig tages skyldigt hensyn til en helt ny størrelse – miljøet – hvilket ikke bekom det danske landbrug vel. Det var man bestemt ikke vant til at gøre. 

Jørgen Henningsen havde i de følgende år travlt med at få landbruget til at rette ind og overholde den nye lov. Det holdt hårdt, og det var i denne periode, at Henningsen definerede “Landbrugets Fem Forsvarsværker”. Jævnfør ovenstående.

Henningsen nåede undervejs at være med til udarbejdelsen af den første vandmiljøplan i 1987. Den, der blev udløst af de døde hummere i Kattegat. “Sorte hummere på rødt fjernsyn”, som det hed sig i de gode gamle DR-dage. Blå og borgerlige TV2 gik jo først i luften året efter.

Henningsen begyndte med tiden at interessere sig mere for klimaet end blot miljøet. Med en solid fortid i den fossile branche vidste han bedre end de fleste, hvilket klimakaos vi var på vej imod og i dag befinder os i.  

Og den viden brugte han i bedst i EU, hvor han slog sine folder i sine sidste erhvervsaktive år. Det var han fuldt bevidst om. Der skulle samarbejdes internationalt, hvis der skulle opnås væsentlige resultater.


Jørgen Henningsen døde i 2021, 80 år gammel.

Men Landbrugets Fem Forsvarsværker lever desværre videre i bedste velgående. Nu er de blot samlet i ét enkelt fæstningsværk:

“Axelborg” inde på stenbroen i København.

Herfra bremses konsekvent alle tiltag, der kunne hjælpe vandmiljøet og potentielt koste landbruget penge.



Kom Hviledagen i hu…

Jeg har dejlige minder om varme sommerdage på mine bedsteforældres gård Engholm i nordjyske Thy. Jens Hansens bondegård i sen Morten Korch-stil. Med køer og grise, høns og heste.

Min morfar var bomstærk. Kørte med mælk ved siden af sit eget  landbrug og vandt næsten altid, når han stillede op i konkurrencer om at bære tunge kornsække op på loftet. 

Det var min elskelige mormor svært fascineret af – trods ellers en dydig indremissionsk opvækst i det karske Vestjylland, hvor man ikke ustraffet skulkede fra kirkegang om søndagen. 

Præsten fra vor familiekirke i Vestervig kunne finde på at dukke op ude i marken søndag eftermiddag, hvis hans sognebørn ikke var dukket op til gudstjenesten om formiddagen. Fibiger hed han.

Så fik sognebørnene en reprimande og formaninger om at komme hviledagen i hu og holde den hellig. Naturligvis i kirken, hvor han selv prædikede. Og ikke ude i marken, hvor han fandt dem hårdt arbejdende. Til dagen og vejen.

Præsten og sognebørnene

Det var selvsamme præst, det først viede mine forældre og siden døbte mig. Længere siden er det ikke, men selv er han der selvfølgelig ikke længere. Mine forældre heller ikke. Jeg er som enebarn den sidste mohikaner fra Thy.

Det lille husmandsbrug voksede støt, og min morfar købte jord fra proprietæren ved siden af, så han kunne avancere fra husmand til gårdejer. Det gik faktisk rigtig godt, selv om min morfar døjede med brok. Det var ungdommens tunge kornsække, der havde indhentet ham og sat sine spor.

Han døde faktisk af det, da han efter endnu en brokoperation faldt ud af hospitalssengen. Personalet havde glemt at sætte sengegærdet for under opvågningen.

Min ene morbror, som slægtede sin far og min morfar på, var maskimekanisk interesseret. Så da hestespandet blev udskiftet med den første traktor, var han i marken tidligt og sent. Med plov og harve. Med såmaskine og selvbinder. 

Indkøbt kunstgødning erstattede snart naturgødning fra egen stald. Og kort efter kom de første giftstoffer, som kunne sprøjtes ud over markerne, holde skadedyr og ukrudt i skak samt højne høstudbyttet yderligere.

Min ældste morbror kørte gerne med giftsprøjten, der indvarslede en ny og bedre fremtid for landbruget. Min yngste morbror havde til gengæld tjansen at starte den gamle sorte Ford T, når vi skulle være standsmæssigt kørende.

Det var manuel start med håndsving. Her gjaldt det om at få hånden væk i en fart, når der var kontakt. Ellers risikerede man en brækket arm.



Femdobling af pesticidforbruget

Udviklingen gik herefter sin skæve gang. Men da min ældste morbror døde af en ondartet kræftsygdom, begyndte vi andre at spekulere over fremskridtets mulige pris. Var der en sammenhæng? 

Man var først lige begyndt at forstå, at sprøjtegifte måske kunne virke begge veje – direkte mod ukrudtet selv og indirekte mod manden bag sprøjten. Det var i efterkrigsårene, hvor hele USA sang med på melodien “DDT is good for me-e-e!”.

I dag er vi heldigvis blevet klogere – på den dyre måde. DDT er forlængst forbudt. Det samme vil ske med glyphosat, som er aktivstoffet i Roundup. Vi ved det godt, men vi skal lige have de sidste milliarder med i graven.

Da landbrugets strukturudvikling mod stedse færre, større og mere specialiserede bedrifter for alvor tog fart fra 1960’erne og frem, gjorde forbruget af blandt andet kunstgødning og pesticider det også. 

Fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 70’erne femdobledes forbruget af pesticider. Toppunktet nåede man i 1984, hvor der blev solgt 7.500 ton virksomt stof i de anvendte pesticider. Over dobbelt så meget som de knap 3.000 ton, der blev solgt i 2021.

Nu er forbruget af pesticider i landbruget nemlig på vej nedad igen. Det siger i hvert fald landbrugets evige forsvarer, Jørgen E. Olesen, som er professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til Dagbladet Information:

– Der er jo sket det, at flere hundrede pesticidmidler er udfaset fra brug. I de nordiske lande har vi været mere restriktive med at få udfaset pesticider, end man har været andre steder, især baseret på risikoen for udvaskning til grundvandet, siger han.

Jørgen E. Olesen nævner dog ikke noget om de nye pesticider, der er kommet til i mellemtiden. Deres effekt på vandmiljøet kender vi jo først om adskillige år, når eventuelle giftrester fra også dem er nået ned i grundvandet. 

Jævnfør plantegiften Glyphosat, der jo ifølge producenten Monsanto slet ikke kunne nå ned i grundvandet. Men som alligevel godt kunne det efter nogle år. Og flere andre stoffer vil givet følge efter.

Den skæve strukturudvikling

De stedse færre og større industrilandbrug beskæftiger færre og færre arbejdere, hvoraf flere og flere stammer fra Østeuropa. Billig, men sjældent veluddannet arbejdskraft, der ikke stiller kritiske spørgsmål til produktionen. Og som heller ikke stiller samme krav til løn og faciliteter, som dansk arbejdskraft gør.

Samtidig bliver der længere og længere mellem landmanden, den jord han dyrker, og de dyr han producerer.



Storbonden tilbringer i dag mere og mere tid bag skærmen. Med at udfylde gødningsskemaer og søge hektarstøtte til driften. Han tilbringer derfor mindre og mindre tid blandt sine dyr og maskiner. Han ser ikke og ved derfor ikke altid, hvad der sker ude i stald og mark.

Måske han slet ikke interesserer sig for andet end tal og tilskud. Og i den forbindelse ikke skænker dyr og drift en tanke. Han er blevet fabriksbestyrer i stedet for dyreholder. Dansk landbrug er i dag reduceret til industri, hvor ingen længere har tid til at klø dyrene bag ørerne. Med mindre da TV er på besøg.

Blandt andet derfor dør et tocifret antal millioner grise hvert år i danske svinestalde. Blandt andet på grund af billig, men dårligt uddannet østeuropæisk arbejdskraft, som ikke har tid til eller evner at passe ordentligt på de mange millioner grise. Disse ender så i stedet deres liv som kød- og benmel på DAKA og lignende steder.

Marker og maskiner bliver samtidig større og større, selv om lille Danmark jo ikke bliver det. Nu så store, at gamle markhegn må pløjes op og enkeltstående træer fældes. Ellers er der ikke plads til, at de gigantiske tankvogne kan komme omkring på marken med deres last af giftig gylle.

Et andet resultat af denne udvikling er nedkørte vejkanter og ødelagte rabatter, der påfører kommunerne store ekstraudgifter. Den skæve strukturudvikling, som vi ser den i dag. Hver dag. Året rundt.

Jeg føler trang til at runde af med den landbrugskyndige og miljøbevidste rock’n’roller Neil Young fra den politiske sang “Alabama”:


”Your Cadillac

Has got a Wheel in the Ditch 

And a Wheel on the Track”


Det gælder i høj grad også dansk landbrug anno 2023. Cadillac’en er blot udskiftet med en grøn John Deere traktor i overstørrelse.

Giftiggrøn, fristes man til at sige. Jævnfør solskins- og energiøen Samsø, som senest desværre har vist sig at huse den mest giftspredende og -sprøjtende landbrugsvirksomhed i hele Danmark. Trods ellers et selvpåtaget grønt image af det stik modsatte.

Ovennævnte Neil Young har for øvrigt dedikeret et helt album til netop det giftige industrilandbrug, som kvæler ikke blot planter og natur, men også de små farmere i USA og Canada. Ja, resten af verden med.



Udgivelsen har den præcise titel “The Monsanto Years”. Monsanto er nemlig navnet på giftproducenten, der har taget landbrugere over hele verden som gidsel.

Anbefales på det kraftigste, om man så musikalsk er til Neil Young eller ej. Og sørgeligt aktuelt netop nu, hvor landbruget og giftlobbyen i EU – sågar også lille Danmark med – kæmper for tilladelse til yderligere ti års brug af plantegiften RoundUp med det skadelige aktivstof glyphosat.

Dette til trods for, at “vi alle pisser glyphosat”, som en EU-parlamentariker udtrykte det for et par år siden. Alle testede EU-parlamentarikere havde nemlig vist sig at have glyphosat i deres urin.

Med Løkke (M) og Ellemann (V) ved det reelle ror på giftsprøjten og Frederiksen (S) på den militante sidelinje kan man absolut frygte et dansk ja.

© 2023 Steen Ulnits


Introbillede: Væltet gylletankvogn med knækket aksel på Djursland.



“Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”


“Landbrugets Fem Forsvarsværker” ifølge 

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

Jørgen Henningsen