Tag-arkiv: svine-MRSA

Svinevirus i Limfjordsmuslinger

Tilbage i 2013 opdagede muslingeforskere fra DTU ved en tilfældighed, at der som det eneste sted i Danmark var svinevirus i muslinger fra Limfjorden.

Opdagelsen blev gjort af en ph.d. studerende, som var på jagt efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker. I stedet fandt han svinevirus. 

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus i nord til Fyn i syd. Men det var kun i Limfjorden, at han fandt svinevirus i muslingerne. Det drejede sig om den (i hvert fald indtil videre) svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). 

Man vidste, at man til en vis grad overser virus, når man undersøger skaldyr for Coli-bakterier. Men man var ikke klar over omfanget af dette. Man undersøger muslingerne med henblik på kategorisering af områder for muslingefangst. Disse inddeles i kategorierne A, B og C, alt efter hvor rene de er. Kun fra A-områder må toskallede bløddyr, som eksempelvis østers, sælges med henblik på at blive spist rå. 

Fødevareinstituttet udtalte dengang, at man betragtede fundet af PCV2 som en mulig ny indikator på omfanget af svineforurening i muslingebanker. Den kan bruges nu, hvor EU har bedt sine medlemslande foretage en kortlægning af alle kysters forureningskilder, der kan have indflydelse på hygiejnen i netop skaldyrsområder.

Desværre ser det ikke ud til, at myndighederne i form af DTU Fødevareinstituttet har fulgt op med nye undersøgelser siden den grimme opdagelse i 2013. Man er tilsyneladende bange for, hvad man så ville finde – og i hvilket omfang. Det vil skaldyrsindustrien på Limfjorden ikke være glad for – den årlige skaldyrsfestival på Mors nok heller ikke.

Fødevareinstituttet var derfor også hurtigt ude med beroligende ord om, at svinevirus ikke smitter mennesker, og at man derfor ikke skulle være bange for at spise inficerede Limfjordsmuslinger. Eller østers for den sags skyld. 

Man må formode, at hvis der er svinevirus i blåmuslinger, så er der også i østers. Det er jo det samme limfjordsvand, de to arter lever af at filtrere.

Svine-MRSA

Desværre får man straks flashbacks til svine-MRSA, der jo heller ikke kunne smitte fra svin til mennesker. Som var helt ufarligt. Sagde myndighederne. Dengang.

I dag er alle konventionelle svinefarme smittede, og rigtig mange svinearbejdere er enten selv smittede eller passive smittebærere. En smitte, de så kan sende videre til deres børn og bedsteforældre via skoler og plejehjem med flere andre steder. I dag er det definitivt slut med, at glade skolebørn kan kysse bløde grisetryner og smittes via dem, når de besøger svinefarme.

Rundt omkring på landets hospitaler er der allerede flere patienter, som er døde på grund af de resistente MRSA-bakterier, der vanskeliggør eller umuliggør effektiv behandling. Patienter, som i bedste fald har måttet igennem en langvarig og kostbar alternativ behandling, hvor det har været muligt eller kunnet nås. 

Til dato er der registreret ti dødsfald på grund af MRSA. Men som en optimistisk svineavler for nogle år siden beroligede os: 

Det er jo kun de syge og svage, der dør…

Så hvem ved. Måske vi om føje år vil kunne føje svinevirus til rækken af kostbare dårligdomme, som er påført os af det stedse mere intensive landbrug med stedse flere svin i staldene, mere gylle på markerne og flere svinevirus i vandet?

Hav og fjord æder jord

Det er ikke kun idel lykke som landmand at kunne køre rundt på sine marker med udsigt over Limfjorden. Her går blæsten nemlig stadig frisk, som det lyder i sangen. Så frisk, at fjorden hvert år gør et større eller mindre indhug i jorden. Vandet er imidlertid langt fra så friskt som beskrevet i sangen. Længere.

Udsigtsglade jordejere pløjer nemlig så tæt på skrænten, at den næsten ikke kan gøre andet – end at give efter. Det viser billeder publiceret i Landbrugsavisen tydeligt. Her kan man se kornet skride ud over skrænten, der næppe bliver stærkere eller mere stabil af, at de lokale landmænd kører helt ud til kanten med deres tonstunge traktorer, giftsprøjter og mejetærskere.

Det blev i sin tid antaget, at den fundne PCV2 svinevirus måtte stamme fra de enorme mængder gylle, der i dag spredes på danske marker – i dette tilfælde helt ud til Limfjorden hvis ikke direkte ud i den. 

På vej til Fur delte vi engang færge med en gyllevogn, der i løbet af kort tid tømte hele sit indhold ud på den lille limfjordsø – helt ned til stranden, hvor det samlede sig i en mindre sø kun få meter fra vandet. Gylle, der med sikkerhed og efter kort tid ville ende direkte i den salte Limfjord. Med det første højvande. og til stor skade for vandmiljøet.

Så måske det ville være en rigtig god idé ikke at pløje helt ud til kanten alle steder, hvor jorden skal dyrkes. Det er jo ikke kun gylle, der vaskes ud i vandmiljøet. Det gør også RoundUp med flere andre miljøskadelige stoffer, der sprøjtes eller hældes ud på marker landet over. 

Så måske det ville være en rigtig god idé at genindføre tidligere tiders beskyttende og dyrkningsfri randzoner?

Steen Ulnits

PS: Svinevirus må ikke forveksles med den frygtede svinepest, som ofte er dødbringende for svinene i løbet af ganske få dage. Og som senest medførte bygningen af et 70 millioner kroner dyrt svinehegn langs hele den dansk-tyske landegrænse.

MRSA anno 2018

MRSA 2017


I 2017 barslede Miljø- og Fødevareministeriet med den længe ventede rapport om den frygtede svine-MRSA bakterie, som er blevet multiresistent over for antibiotika. Trods flere års advarsler om den farlige udvikling.

Rapporten frikender ikke uventet de ansvarlige myndigheder, som længe har overset de mange advarsler – med det resultat, at stort set alle danske svinebesætninger nu er MRSA-inficerede. De fleste økologiske dog undtaget.

Danske politikere havde chancen, da udbredelsen endnu var ringe, men skiftende fødevareministre gjorde bevidst ikke noget ved problemet.

Den 137 sider lange rapport indeholder mange interessante data, som her er forsøgt samlet på overskuelig vis. – Hvor stammer den potentielt dødbringende bakterie fra? – Hvad har den hidtil anrettet af ulykker? – Og hvad planlægger myndighederne at gøre ved det? Men allerførst: – Hvad er egentlig MRSA for en størrelse?

– Hvad er MRSA?

Den er for det første ikke ret stor. Den er nemlig en bakterie. En stafylokok, for at være helt præcis. En stor familie af bakterier, som volder problemer overalt, hvor de findes. MRSA er helt præcist en forkortelse for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus. 

Der er tale om stafylokokker, som er blevet modstandsdygtige over for de mest effektive og anvendte midler til bekæmpelse af stafylokokker, nemlig penicilliner og beslægtede antibiotika. Methicillin var det første special-penicillin udviklet til behandling af netop Staphylococcus aureus.

I Sundhedsvæsenet deler man MRSA-smittede personer op i passive bærere og aktivt syge. En MRSA-bærer er en person, der bærer MRSA – som oftest i næsen – uden at have en egentlig infektion. MRSA vil først aktiveres, når dens bærer har et svækket immunsystem – typisk i forbindelse med sygdom – eller den overføres til allerede syge og svækkede personer.

CC398 eller MRSA 398 er den faglige betegnelse for svine-MRSA, som man i starten ikke mente kunne smitte mennesker. Det ved vi i dag, at den rigtig godt kan. Det kan ske via fysisk kontakt eller via luftvejene.

Dødsfald pga. MRSA

Det gik egentlig meget godt med at leve med MRSA-truslen – lige indtil 2014, hvor der pludselig dukkede tre dødsfald op, som skyldtes netop MRSA. Oplysningen kom frem i en retssag, hvor en kendt overlæge var indkaldt som vidne:

– Fra mit eget hospital har jeg kendskab til en patient, der sidste år døde af en MRSA-infektion fra svin. Da jeg rapporterede dødsfaldet, spurgte jeg Statens Serum Institut, om der havde været andre tilfælde. Og det var der, et i 2012 og igen et året efter, sagde overlæge på Odense Universitetshospital og professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

De ansvarlige veterinærmyndigheder fejede problemet af banen med, “at vi ikke kan komme smitten til livs i Danmark alene, når mennesker og dyr rejser mellem lande”, som det så smukt lød.  Som om det ikke var et selvskabt dansk problem fra vor massive svineproduktion, der allerede dengang var ude af kontrol.


IMG_1808


I retssagen, hvor overlægen var indkaldt som vidne, blev der rejst tiltale mod journalisterne Kjeld Hansen og Nils Jørgen Mulvad. De to offentliggjorde i oktober 2010 adresserne på 12 svinebesætninger, hvor der var infektioner med MRSA-bakterier. De offentliggjorde også navnene på et ægtepar, der var ejere af en inficeret svinefarm og smittede med MRSA.

De to journalister mente, at sagen var i offentlighedens interesse, og at de derfor i henhold til Medieansvarsloven skal frifindes. De to journalister har i mellemtiden fået medhold i deres sag.

Siden da er det støt og roligt gået den helt forkerte vej. Indtil videre har svine-MRSA således kostet 7 danskere livet. Og bakterien har spredt sig til næsten alle konventionelle svinebesætnnger.

Smittefaren

I lang tid bildte svinebranchen og fødevaremyndighederne sig selv og vi andre ind, at MRSA ikke var ret smittefarlig. Trods dette oplevede man en stor stigning i antallet af smittede – passive bærere såvel som patienter med infektion.

I dag ved vi som sagt, at svine-MRSA er ganske smitsomt. Det smitter mennesker ved såvel fysisk kontakt med inficerede flader – eksempelvis dørhåndtag – som via luften i ikke mindst svinestalde, hvor bakterierne findes overalt – specielt i støv og støvfyldt luft.

MRSA tages ikke alvorligt af svinebranchen, som primært fokuserer på egen indtjening og ikke tænker på konsekvenserne for andre samfundsborgere. Det må gerne koste dødsfald blandt uskyldige danskere at holde svineeksporten oppe. Holdningen fremgår tydeligt af dette tweet i en tidligere debat om netop MRSA:


IMG_1796


Det er åbenbart helt OK, at alvorligt syge mennesker dør af MRSA. Når blot raske mennesker ikke gør det. Det er bare ærgerligt, hvis man bliver syg og et let offer for MRSA. Mener altså svinebranchen. Så må man godt dø.

Et besynderligt argument og mærkeligt livssyn, der tydeligvis er fremherskende blandt svineavlere og andre beskæftiget i eller med denne branche. De selvsamme personer og organisationer kæmpede da også med næb og kløer for at undgå offentliggørelse af MRSA-inficerede svinebesætninger.

Dette blandt andet for at udgå stigmatisering af de medarbejdere, som jo nu udgjorde og udgør en klar smitterisiko for resten af befolkningen. Eller egne børn i forhold til deres skolegang og smitterisikoen herved.

Det kostede som tidligere nævnt et langt juridisk tovtrækkeri at få rettens ord for, at myndighederne ikke måtte hemmeligholde navne og adresser på disse. En alvorlig streg i regningen for svinebranchen, hvis ejere, børn og medarbejdere nu risikerede at blive gjort til pariaer i det danske samfund.


Fødevareminister Eva Kjer Hansen, Venstre

Fødevareminister Mette Gjerskov, Socialdemokratiet

Fødevareminister Dan Jørgensen, Socialdemokratiet


Mere end 88% af samtlige danske svinebesætninger er i dag inficeret med MRSA. Og omkring 70% af alle ansatte i branchen er i dag selv smittebærere. Daværende sundhedsminister Nick Hækkerup forbød derfor skolebesøg i MRSA-smittede svinestalde, hvilket er stort set alle konventionelle svinebrug. Kun de økologiske svinestalde er endnu så nogenlunde fri for MRSA.

Slut med at kysse grisen?

Skolebørn i inficerede svinestalde er oplagte smittebærere, der kan bringe smitte ud i det øvrige samfund – som sunde og raske smittebærere til måske svage og syge bedsteforældre. Smitten kan overføres via luftvejene eller simpel fysisk kontakt. Blot man giver sit barn et knus, giver hånd eller låner en smittets mobiltelefon, er der reel smittefare. Det siger således sig selv, at sex er en helt oplagt kilde til overførsel af MRSA.

Medarbejdere i smittede svinebrug er således en kostbar affære for samfundet. Dels er det langt fra altid, de frivilligt opgiver deres arbejdssted i svinebranchen. De er bange for at blive udstødt. For at blive “stigmatiserede”, som det så fint også hedder.

Og gør de det endelig – fortæller om deres arbejde i svinebranchen – koster en enestue rundt regnet det danske samfund 3.000 kroner ekstra hver eneste dag under indlæggelsen – for om muligt at holde smitten væk fra de øvrige patienter, som jo meget ofte er i farezonen. De er naturligvis svækkede og sårbare, siden de er indlagt på et sygehus.


Svinevirus i Limfjordsmuslinger

I 2013 foretog DTU Aqua en undersøgelse af blåmuslinger i de indre danske farvande. Helt tilfældigt fandt man da muslinger, som var inficerede med den svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). Fundet af svinevirus blev gjort tilfældigt i forbindelse med søgen efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker.

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus og ned til Fyn. Men det var kun i Limfjorden, at forskerne fandt svinevirus i muslinger. Sikkert fordi man her har en af landets højeste svinetætheder og derfor oplever massiv udsivning af svinegylle fra de omkringliggende marker.

PCV2 smitter så vidt vides ikke mennesker, og ifølge DTU bør fundet heller ikke vække bekymring for at spise muslinger. Men sådan sagde man jo også om MRSA for blot nogle få år siden, og det holdt jo ikke stik. MRSA viste sig endda at koste menneskeliv.

Der er så vidt vides ikke efterfølgende undersøgt for svinevirus i limfjordsmuslinger, og der er heller ikke planer om at gøre det. Limfjordens attraktive østers er aldrig blevet undersøgt overhovedet.

Lokale interesser i østersturismen og den store årlige skaldyrsfestival på Mors øger naturligvis ikke interessen for at få problemets omfang og mulige konsekvenser belyst…

© 2017 tekst: Steen Ulnits

© 2017 fotos: ft.dk


Stop MRSA