Vi danskere har – under Poul “Dus med Dyrenes” kyndige ledelse på DR TV – valgt knopsvanen som dansk nationalfugl. Den rødnæbbede knopsvane synger ikke som de gulnæbbede sangsvaner. Den nøjes i stedet med at hvæse ad sine omgivelser.
Klik for større fotos
Svaner har aldrig hovedet under armen. De bruger i stedet vingerne, når de som her har brug for en slapper i forårssolen.
Voksne svaner kan svømme ganske hurtigt. Især når de vil vise sig frem, imponere damerne eller skræmme gæster bort. Da kan de hvæse ad én.
Travlhed på Runway One. Et par gravænder kommer susende forbi på deres vej til de nyanlagte redehuller. Der er amoriner i luften.
Da jeg første gang publicerede dette billede, blev jeg straks ringet op af en ornitolog. Han havde set, at svanen var mærket og kunne fortælle mig, hvor den kom fra.
Der er ingen svanesang hos knopsvaner. Til gengæld er der svanedans for viderekomne, hvis man nu er til det. Dette var dog solodans uden partner.
De hvide svaner lyser gult i den lave eftermiddagssol. Det er snart tid at gå til ro for natten. I sikkerhed på det lave vand langt fra land.
Statelig ser den danske nationalfugl ud, mens han padler rundt på det lave vand med sin lidt mindre hun. I gamle dage var svaner en hofret.
Uden for yngletiden er knopsvanen en selskabelig anlagt fugl, der gerne færdes sammen med andre rødnæbbede artsfæller.
Det er koldt, når månen står op over det lave vand på vaderne. Men det generer tilsyneladende ikke svanerne.
Et par gravænder kommer forbi svaneflokken på deres vej mod redehullerne, der endnu ikke er anlagt. Men helt sikkert planlagt!
Man tager aldrig fejl af sangsvanen. Dels på grund af det tydeligt gule næb. Og dels på grund af dens hørbare honken i luften.
Svaner er tunge fugle, som skal have tilløb for at komme i luften. Landingen er lige så larmende, når de store flaps kommer ud.
Når sangsvanerne kommer trækkende, kan det lyse hvidt på de forårsbrune marker. Det er græsspirer, der tiltrækker både svaner og grågæs.
Sangsvaner som disse er tunge fugle, der sagtens kan veje op mod 10 kg. Her er det en tung han, der viser sig frem.
Selv om man er en tung fugl, der endnu ikke er blevet til en smuk og hvid svane, kan man jo godt hvile sig på et enkelt ben.
Svanen bruger sin lange hals, når den fouragerer på dybere vand end oversvømmede marker. Den er også god at gemme sig med.
Der skjuler sig saftige spirer på de våde marker. Nok til at tiltrække flokke af sultne sangsvaner i det tidlige forår.
På den anden siden af første revle fouragerer såvel sangsvaner som bramgæs i ålegræsset. De er så langt ude, at der skal en ultralang tele til for at fange dem.
3.000 mm
De sorthvide bramgæs er blevet meget almindelige i de seneste år. De stortrives sammen med sangsvanerne – blot der er ålegræs nok.
3.000 mm
Med en ultralang tele forsvinder baggrunden helt i horisonten. Heldigvis er vinterluften kold og tør, så der ikke bliver luftspejlinger.
3.000 mm
Ålegræsset på det lave vand er den vigtigste føde for såvel sangsvaner som bramgæs i det kolde vintervand. Bemærk græsset i næbbene.
3.000 mm
© 2023 tekst & fotos: Steen Ulnits