Mit husegern taget på fersk gerning
Måske lidt tyk i det, men superfit alligevel
Man behøver ikke at være et flyveegern for at flyve
Utroligt, at man kan spise med hovedet nedad
Vand skal der til, selv om man bor i trætoppene
Det er sådan, vi kender det sødt spisende egern
Men egern kan også være grådige grovædere…
Der er ikke noget som at hænge ud med vennerne
Fasankokken får maden serveret af egernet
Hallo: – Foderbrædtet er tomt!!!
Nysgerrig, som kun en egernunge kan være det
Der slikkes salt på sten og tang
Såre enkelt: Uden kogler ingen egern
Bagsiden af medaljen: Egern elsker fugleæg…
Fuglebadet er populært i sommervarmen
Der er nu ikke noget som et fuglefrø…
På rov i fuglebrædtet
Redebygger uden vinger
Da jeg for snart 15 år siden købte sommerhus på Mols, ret uden for nationalparken, der efterfølgende blev til, var der ikke skyggen af egern på de kanter.
Men pludselig en dag, hvor vi stod i køkkenet og stegte bøffer, sad der så et rødbrunt egern og gnaskede på en grankogle få meter fra vinduet. Vi glemte alt omkring os, og bøfferne brændte på. Til gengæld havde vi fået hilst på det første egern i haven – det første af mange. Den afgnavede kogle blev hentet ind og er nu fast inventar i stuen.
Lige siden årene på Samsø, hvor Disney’s udødelige Juleshow – dengang i sorthvid på Rank Arenaen – var en uadskillelig del af julen, har jeg haft en forkærlighed for netop egern. Ganske vist var og er Chip og Chap haleløse jordegern, men alle egern er lige charmerende. Haler eller ej. De har bare personlighed.
Vore egne egern har siden ankomsten beredt os og vore gæster stor fornøjelse. De kære dyr vækker altid opmærksomhed og spreder glæde. Barnebarnet Mathildes første rigtige ord blev således et begejstret “ejern”.
Jeg har herover samlet et lille fotogalleri af de charmerende og langhalede småfyre, som desværre også er meget glade for fugleæg. Således har vi kunnet notere os en markant tilbagegang blandt havens fugle – efter ankomsten af vore egern. Man kan ikke få det hele…
– Go’ Fornøjelse med de små Disney-dyr!
© 2017 Tekst & fotos:
Steen Ulnits
Et næsten nyfødt rålam. Moderen gemte det i min sommerhushave i to dage, inden hun hentede det igen.
Se artiklen “I min sommerhushave” her