Tag-arkiv: Snævringen

Lillebælt anno 2000 / 2020


Et tankeeksperiment 

Tilbage i år 2000 udfærdigede jeg på opdrag af Middelfart kommune en analyse af det økonomiske potentiale i det rekreative fiskeri på den smalle del af Lillebælt. 

I de to havne Fredericia og Skærbæk ved Lillebælt blev der i 1995 landet henholdsvis 142 og 269 tons konsumfisk – primært torsk, rødspætte, skrubbe og ising. I alt 411 tons fisk. 

Disse fisk blev ifølge lokale opgivelser hovedsagelig landet af en lille håndfuld både – efter alt at dømme syv stykker. 

Her tyve år senere er der ulykkeligvis ingen fisk tilbage i Lillebælt. Det har forurening med næringssalte fra landbruget og havbrugene sørget for. Fiskerierhvervet har selv bidraget med overfiskeri og hårdhændede fiskemetoder som bundtrawl og muslingeskrab. 

Men hvis du som jeg er lidt bagudskuende og nysgerrig med hensyn til, hvad der kunne have været og måske engang igen kan blive, så læs gerne med her.

Spol allerførst tiden tilbage til år 2000:


Antagelserne 

I det følgende opstilles en række antagelser, som bruges til et lille tankeeksperiment. Tallene skulle gerne give lidt stof til eftertanke. 

Antagelse: Der er i dag syv erhvervsfiskere, som daglig trawler på den smalle nordlige del af Lillebælt. Det antages, at de hver især udgør basis for endnu en fuldtids stilling på land i forædlingsindustrien. Altså danner erhvervsfiskeriet på den nordlige del af Lillebælt grundlag for 14 arbejdspladser. 

Antagelse: Der er i dag seks turbådsskippere, som fast sejler lystfiskere ud på det nordlige Lillebælt. I snit sejler hver turbådsskipper med 20 lystfiskere per tur, når der er fyldt op. I højsæsonen sejles to gange daglig – formiddag og eftermiddag. 

Antagelse: Hver enkelt lystfisker på en turbåd fanger i snit 2 kg fisk per fisketur. Næppe noget urealistisk tal, da der – som enhver lystfisker ved og accepterer – er masser af fiskedage, hvor strømmen i Lillebælt løber så stærkt, at der slet ikke kan fiskes. 

Antagelse: Dividerer man den antagne dagsfangst op i de godt 400 tons konsumfisk, som årligt landes i Fredericia og Skærbæk, får man, at de selvsamme fisk – fanget på stang og line – vil kunne række til 200.000 lystfiskerdage med fangst. 

Antagelse: Sætter man antallet af fiskedage til 200 om året, giver dette grundlag for 1.000 lystfiskere – om dagen. Da hver båd maksimalt kan tage to gange 20 fiskere om dagen – formiddag og eftermiddag – danner de 1.000 daglige lystfiskere grundlag for 25 turbåde. I dag er der seks. Altså i sig selv en 4-dobling. 

Antagelse: De 25 turbåde danner igen grundlag for mindst lige så mange fuldtidsjobs på vandet. Hertil kommer så de relaterede jobs inde på land – i form af booking, overnatning og forplejning, køb af fiskegrej og lignende. 

Antagelse: I mange tilfælde vil disse “ringeffekter” af fiskeriet overstige selve omsætningen ved det egentlige fiskeri. En enkelt overnatning, og selve fiskeriet vil være den mindste del af de samlede udgifter. Det antages derfor, at der skabes mindst lige så mange arbejdspladser på land, som der er på vandet. I alt 50. 


Konklusionerne

De selvsamme fisk, som i dag danner grundlag for 14 fuldtidsjobs i fiskerierhvervet, kunne fremover skabe mere end 3 gange så mange arbejdspladser, hvis de i stedet udnyttedes i det rekreative fiskeri. 

Bruger man tallene fra før citerede rapport om “Havørredeldorado Fyns Amt”, har hver enkelt besøgende lystfisker et døgnforbrug på kr. 350,-. De 200.000 lystfiskerdage er da lige med en meromsætning på ikke mindre end 70 millioner kroner. 

Sætter man de erhvervsfangede fisk til en kilopris på 10,- kroner, repræsenterer de tilsvarende en værdi på blot 4,1 mio. kroner. Sammenlignet på kroner og øre er det kommercielle fiskeri på Lillebælt således et uhyre pauvert foretagende. 

Samtidig er der ikke taget højde for, at flere af trawlfiskerne også fisker andre steder end i det nordlige Lillebælt – og for, at også bundgarnsfiskerne bidrager til de landede fangster. Trawlfiskeriets omsætning er derfor højt sat. 

Hertil skal så lægges de positive effekter ved et ophørt trawlfiskeri – at der ikke længere sker en stadig ødelæggelse af bundmiljøet, og at fiskebestanden efter al sandsynlighed vil øges ved et mere skånsomt fiskeri og et forbedret miljø. Det vil ikke mindst lokalbefolkningen nyde godt af. 

Det forbedrede vandmiljø vil i sig selv ganske givet gøre landområdet omkring Lillebælt mere attraktivt for nye tilflyttere – og skatteydere. 

Allerede nu tiltrækker det nordlige Lillebælt mange lystfiskere med egen båd – fra andre dele af landet. Flere udenlandske lystfiskere med egen båd har ligeledes fundet frem til denne lokalitet.


Der kom meget sent fokus på problemerne i og omkring Lillebælt. Selv om vi fik Vandrammedirektivet i netop 2000, fortsatte de uansvarlige ødelæggelser med uformindsket styrke. I dag er bunden ødelagt af skrabende redskaber og massiv forurening med næringssalte fra landbruget og ulovlige havbrug.

Vi har tilladt eller set gennem fingre med det hele i de seneste tyve år. Med det triste, men helt forventelige resultat, at fiskene ganske enkelt er væk. Vi har savet løs i den gren, vi selv sad på. Og nu ligger vi så på jorden under træet og undrer os over, hvad der egentlig skete – siden der ingen fisk er tilbage…

De danske farvande har stadig et fantastisk rekreativt potentiale. –  Men hvor længe skal eller vil vi finde os i, at nogle få erhvervsgrupper ødelægger det hele for os andre? Det er op til dig og mig og alle de andre vælgere. Vi havde chancen i 2000.

Vi lever trods stadig alt i et demokrati. Bare et fucked up ét af slagsen…

© 2000 / 2020 Steen Ulnits