Tag-arkiv: smartfarms

Invasive stillehavsøsters

Udkast til høringssvar angående

Introduktion af Triploide Stillehavsøsters (Magallana gigas) i Limfjorden

Ansøgning om dispensation

Firmaet Danish Oysters Aps søgte den 27. januar 2023 om tilladelse til opdræt af max. 200.000 triploide og sterile stillehavsøsters (Magallana gigas) på to lokaliteter i Limfjorden, nærmere betegnet Hvalpsund og Risgårde Bredning.

Ansøger har tidligere været involveret i et fejlslagent GUDP-støttet projekt med opdræt af naturligt hjemmehørende limfjordsøsters (Ostrea edulis). Projektet startede ud i en Limfjord, som var dokumenteret fri for parasitten Bonamia. Og endte med en Limfjord, hvor samme parasit atter havde indfundet sig. Det oprindeligt angivne eksportpotentiale var derfor væk ved projektets afslutning.

Det bemærkes indledningsvis, at stillehavsøsters er en invasiv og ikke-hjemmehørende art, som har bredt sig i flere danske farvande, heriblandt Limfjorden. Alene derfor bør man ikke øge risikoen for yderligere udbredelse ved udsætning af bevidst indførte stillehavsøsters. Uanset disses herkomst, sygdomsmæssige eller kromosommæssige status. Det turde være indlysende.

Danish Oyster Aps ansøger specifikt om dispensation til udsætning af triploid yngel opdrættet ved Guernsey i den Engelske Kanal. Denne triploide yngel er angiveligt produceret i et laboratorium, der er certificeret frit for sygdomme som blandt andet Bonamia. Triploiditeten er opnået gennem krydsning af almindeligt diploide og dermed fertile hunøsters med sterile tetraploide hanøsters.

Resultatet heraf bliver fortrinsvis sterile triploide østers, som ikke kan formere sig. Producenten oplyser selv, at 1/20.000 af de krydsede østers kan være fertile. Dokumentation for dette tal ses ikke angivet noget sted. Ejheller den indførte yngels levedygtighed i danske farvande, hvor der ingen erfaringer er.

Det forekommer på den oplyste baggrund besynderligt og aldeles uansvarligt at udsætte kromosommanipulerede stillehavsøsters direkte i Limfjorden, der i forvejen er hårdt belastet fra alle sider. En invasiv art, som i dag bekæmpes aktivt i Vadehavet.

Supplerende oplysninger

Den 5. januar 2022 var havbiolog Johan Wedel Nielsen og Dansk Akvakulturs Karl Iver Dahl-Madsen forfattere til en kronik i Politiken, hvor man foreslog etableringen af 150 nye totalforurenende havbrug ud for Bornholm.

Det var dengang kendt, at Karl Iver Dahl-Madsen i flere år havde været tilknyttet det japansk-ejede Musholm havbrug, der af lokale miljømyndigheder er blevet udnævnt til “den største enkeltforurener af Storebælt”.

Johan Wedel Nielsen kendte vi derimod ikke meget til. Grundig research fra flere sider i det københavnske universitetsmiljø har ikke kunnet dokumentere, at han som postuleret i Politiken var “havbiolog” eller havde nogen anden akademisk uddannelse.

Efterfølgende viste det sig også, at Johan Wedel Nielsen sammen med blandt andre lektor Bent Vismann fra Københavns Universitet tidligere havde deltaget i nævnte fejlslagne østersprojekt, som GUDP havde støttet med 10 millioner kroner. Som “partner”.

Udgangspunktet for det stort opslåede projekt var, at Limfjorden i 2013 stod registreret som værende frit for den farlige østersparasit Bonamia. Og at naturligt hjemmehørende østers produceret i Limfjorden således kunne sælges til høje priser og derfor angiveligt havde et meget stort eksportpotentiale.

Bonamia tilbage i Limfjorden

Slutresultatet af det stort opsatte projekt blev desværre, at selvsamme Limfjord i dag ikke længere er Bonamia-frit farvand.

Den specifikke årsag til reintroduktionen af Bonamia i projektperioden er ikke kendt, men projektet havde flere deltagere fra ind- og udland, som kan have bragt parasitten tilbage og dermed ødelagt det økonomiske grundlag for det milliondyre projekt. Desværre et velkendt fænomen fra akvakulturbranchen med mange triste eksempler.

Dårlig kontrol med udstyr og deltagere samt manglende hygiejne er blandt de sandsynlige kilder til det fejlslagne østersprojekt.

Alene på denne baggrund bør det ansøgte projekt om dispensation til årlig udsætning af 200.000 triploide, ikke-hjemmehørende og invasive stillehavsøsters på de to angivne lokaliteter i Limfjorden ikke tillades.

Når man nu allerede én gang har bevist, at man ikke kan styre projekter af denne art. Med katastrofale konsekvenser, som siden er blevet kraftigt nedtonet over for den presse, der ellers blev brugt ivrigt ved projektstarten.

Den forhåbentlig sterile østersyngel planlægges udlagt i opankrede flydesække, der ikke berører havbunden. De er på ingen måde beskyttet mod drivis eller andre drivende elementer. Sækkene vil derfor med stor sandsynlighed lide helt eller delvist skibbrud i den toårige forsøgsperiode, så hele eller dele af indholdet – den indførte invasive muslingeyngel – slipper ud i Limfjorden.

Hvordan yngelen efterfølgende vil klare sig her er ukendt. Projektet sker således helt uden hjemlige erfaringer, der kan underbygge eller afvise resultater fra de udenlandske forsøg på Guernsey, der refereres til i ansøgningen.

DTU Aqua har i et notat fra 29.11. 2021 følgende generelle kommentar:

“Ved at anvende triploide stillehavsøsters produceret med krydsningsmetoden reduceres risikoen betydeligt for introduktion af fertile individer/gydning af levedygtige afkom i naturen sammenlignet med kemisk induceret triploide stillehavsøsters.”

Kommentar: Vor tolkning af dette udsagn kan kun være, at risikoen nok reduceres. Men at der stadig resterer en betydelig risiko for introduktion af fertile gydedygtige individer ved udsætning af kemisk induceret triploide stillehavsøsters. Og at der også gør det efter brug af krydsningsmetoden. DTU Aqua skriver videre:

“Imidlertid vil tilstedeværelsen af en naturlig bestand af stillehavsøsters i nærheden af opdrætsfaciliteterne øge risikoen for, at akvakulturproduktion af triploide stillehavsøsters kan forårsage yderlig spredning, specielt i områder med tætte bestande af naturligt forekomne stillehavsøsters.”

Vi går ud fra, at DTU Aqua mener “forekommende” og ikke “forkomne” stillehavsøsters. Sidstnævnte trives nemlig kun alt for godt i danske farvande. De er ikke det mindste forkomne.

I den forbindelse er det vigtigt at fastslå, at de to til udsætning udpegede lokaliteter i Skive Fjord står i direkte forbindelse med andre områder af Limfjorden, hvor der af turisthvervet allerede drives kommerciel indsamling af netop stillehavsøsters.

Her er der samtidig er en livlig skibstrafik ind og ud med muslingefartøjer, som passivt vil kunne sprede yngelen af undslupne stillehavsøsters fra forsøget. De vil næppe kunne undgå at gøre det.

Miljøstyrelsen har tidligere modtaget ansøgning om udsætning af stillehavsøsters i Isefjorden og Nivå Bugt, begge Nordsjælland. Dog ikke med kromosommanipulerede stillehavsøsters. Kun almindeligt invasive.

Om ansøgeren

Johan Wedel Nielsen er bestyrelsesmedlem i firmaet Aquamind A/S og har med egne ord “erfaring med at udvikle projekter under Den Europæiske Fiskerifond (EFF) og Grønt Udviklings Program (GUDP)”. Han har herudover “stor erfaring med dyrkning og salg af konventionelle og økologiske juletræer”. Hans øvrige udannelsesmæssige baggrund er uafklaret.

Aquamind har hovedkvarter i Hellerup. Her i Hovedlandet får man uundgåeligt det indtryk, at landbrugsstøttede tilskudsprojekter fra København bekvemt og i en lind strøm eksporteres til Limfjorden, hvor alt tilsyneladende er tilladt. Hvor der er såvel fri forurening af vandmiljøet som fri introduktion af fremmede invasive arter.

Man får det klare indtryk, at Skive Fjord i dag er en registreret losseplads for såvel landbruget og deres overskydende næringsstoffer som muslingeopdrættere, muslingefiskere og muslingeforskeres fantasifulde tilskudsprojekter.

Først tyve år med lokalt forurenende linemuslinger og hundredvis af løsrevne bøjer på strandene. Så nogle år med kilometerstore Smartfarms, der blot bliver større og større og mere lokalt forurenende. Nu med op til tre meter bundslam i udkanten af anlæggene og rør, der regelmæssigt river sig løs med vind eller drivis.

Og allersenest kulminerende med forsøg på aktivt at introducere invasive og ikke naturligt hjemmehørende stillehavsøsters i fjorden.

Man må tage sig til hovedet.

Afslutningsvis

Ansøgningen fra Johan Wedel Nielsen er sendt fra Danish Oysters Aps, der er en del af en koncern med i alt to selskaber. Moderselskabet er Aquamind A/S.

Johan Wedel Nielsen postede tidligere dette i en debat om muslingeopdræt på Facebook, som Limfjordens Miljøråd noterede sig:

”Jeg har skam sat mig ind i muslingeopdræt, og jeg har dykket under dem også. Det er korrekt, at bunden er dækket af slam fra fækalier. Men hvad er problemet i det? Selve opdrættet er jo akvakultur, der ligger også lort i bunden af en svinestald.”

Til Johan Wedel Nielsens orientering er Limfjorden en integreret del af det danske vandmiljø. Den skal som sådan leve op til kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Limfjorden er derfor ikke en svinestald. Ejheller noget åbent eksperimentarium for skaldyrsopdrættere.

Skaldyr udgøres ikke kun af muslinger. Til skaldyrene hører også de værdifulde fladøsters, hvoraf årets første traditionelt leveres til det danske kongehus:

Herover til højre vor hjemlige danske Ostrea edulis fladøsters. Til venstre den langt større og mere tykskallede invasive konkurrent, Magallana gigas, fra Stillehavet.

Teksten er venligst udlånt fra www.nejtilhavbrug.dk

Myten om MuslingeRens

Det er desværre lykkedes dansk landbrug at skabe en myte om, at blåmuslinger renser vandet. Så landbruget endnu engang kan slippe for at rydde op efter sig selv.

Myten består i, at muslinger vil kunne rydde op efter landbrugets kolossale forurening af vandmiljøet med især kvælstof. Det kvælstof, der i overdosis skaber uklart vand, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Regeringen vil med sin nye havplan udbygge det danske muslingeopdræt kraftigt. Der skal etableres flere kilometerstore Smartfarms – under dække af, at de dyrkede muslinger kan fjerne det skadelige kvælstof fra landbruget, som så frit kan forurene videre.

Den opgave magter muslingerne desværre ikke. Hvad de med sikkerhed kan, er at koncentrere forureningen fra et stort vandområde på et begrænset areal omkring muslingefarmene.

I den lukkede Skive Fjord har man dyrket blåmuslinger siden årtusindskiftet. Med så mange milliarder muslinger i gang 24/7/365 burde vandet i Skive Fjord være landets reneste. Men det stik modsatte er desværre tilfældet.

I dag finder man i stedet et op til tre meter tykt iltslugende slamlag med tilhørende liglagen af hvide svovlbakterier i Skive Fjord, som aldrig har haft det dårligere. Hver sensommer kvitterer fjorden med regelmæssige bundvendinger, der slår alt liv ihjel, som ikke kan svømme væk eller kravle på land. Inden den giftige svovlbrinte fra bundvendingerne indhenter dem.

Forklaring på dette følger herunder.

Effektive filtratorer

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand og fange det plankton, der måtte leve i det. Heriblandt såvel alger som det dyreplankton, der græsser på algerne.

Under optimale forhold – tilpas høj saltholdighed og tilstrækeligt med føde – kan muslingerne optage en tredjedel af kvælstoffet i den frafiltrerede føde. Den bliver til muslingekød og kan fjernes fra vandet ved høst. Den fjerner ikke sig selv.

En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet stand – mere biotilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Denne tredjedel kan booste algevæksten mere end før den delvise fordøjelse i muslingen.

Den sidste tredjedel udskilles som ekskrementer og synker til bunds under eller nær muslingefarmen – med mindre der her er en stærk strøm til fortynding. De fleste muslingefarme er imidlertid placeret kystnært i beskyttet farvand uden nævneværdig strøm. Bunden slammer derfor hurtigt til.

Men ikke nok med, at en tredjedel af alt kvælstoffet ender på bunden som en ny forurening, der slet ikke var der før muslingerne. De uundgåelige iltsvind under og omkring farmene kan i tilgift frigive yderligere kvælstof fra bunden. Kvælstof, som før muslingernes ankomst var sikkert deponeret i sedimentet her.

I værste fald kan vi ende op med et vandmiljø, som rummer mere frit kvælstof efter introduktionen af muslinger end før. Det er konstateret flere steder i udlandet. Faktisk viste studier så tidligt som i 2011, at kvælstoffjernelsen via muslingeopdræt var en yderst tvivlsom ting.

Alligevel fortsatte vandbrug og landbrug med at udbrede myten om de rensende muslinger, som der var og stadig er gode penge i. Dette i form af tilskud fra landbruget, der bruger muslingerne som et skalkeskjul, de gerne betaler til – som en bekvem undskyldning for blot at forurene videre inde på land.

Selektive planktonædere

Men heller ikke nok med det. Muslingerne er nemlig selektive planktonædere, der foretrækker større planktondyr frem for mindre alger og bakterier. Udenlandske undersøgelser viser, at muslingerne på denne måde kan ændre sammensætningen af plankton i vandet omkring muslingefarmene.

Ved selektivt at æde de større dyreplanktonorganismer fjerner muslingerne de dyr, der ellers skulle have holdt de mindre alger i skak. Her specielt de små blågrønalger, som kan være giftige. Resultatet risikerer derfor at blive algeblomst i stedet for vandrensning.

De store smartfarms skulle oprindelig have produceret muslingemel, der kunne indgå i fremstilling af svinefoder. Dette i den såkaldte “gylletrekant”, hvor lækkende gylle fra markerne bliver til flere alger i vandet, som kan brødføde flere nye muslinger, der siden kan blive til nyt muslingemel og nyt svinefoder. Og så videre. En ren evighedsmaskine, så længe der blot løbende hældes gylle i vandet..

Opdrættet af muslinger har imidlertid vist sig at være et rent luftkastel. De store smartfarms er økonomisk urentable og må i stedet leve af millionstore tilskud fra landbruget. 150 millioner tilskudskroner er således udbetalt siden årtusindskiftet – som slet kamufleret erhvervsstøtte. Limfjordens Miljøråd har søgt aktindsigt og lagt tallene sammen.

Fødevareministeren har da også været meget længe om at svare på, hvor meget kvælstof vi har fået fjernet for de mange millioner tilskudskroner. Det er ikke meget. Men mere derom senere.

Kulturbanker og omplantningsbanker

De store Smartfarms har derfor omlagt produktionen til i stedet at producere muslingeyngel. Denne udlægges siden på kunstigt anlagte kulturbanker, hvor de kan vokse, og hvor de voksne muslinger efterfølgende kan skrabes med tunge redskaber. Disse ødelægger uundgåeligt bunden for alle andre organismer.

Undermålsmuslinger fra skraberiet sorteres fra og udlægges på nye omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig fangststore. Hvorefter de også skrabes – med tilsvarende ødelæggelse af bunden. Disse muslinger har således oplevet at blive skrabt ikke én, men to gange – med dobbelt klimabelastning og ødelæggelse af havbunden til følge.

De store smartfarms forurener således ikke kun lokalt, hvor vandmiljøet kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger. De danner samtidig skjult grundlag for et efterfølgende og altødelæggende muslingeskrab, der efterlader bunden øde og gold.

Senest er der kommet fokus på, at bundtrawl og muslingeskrab frigør store mængder CO2 fra bunden, hvor den hidtil har ligget gemt. Den frigøres nu og bidrager efterfølgende til at forværre klimasituationen og den globale opvarmning.

Der er således intet godt at sige om hverken muslingeopdræt eller muslingeskrab i de indre danske farvande. Hverken for miljø eller klima.

Begge dele bør derfor stoppes i tide, inden alt er ødelagt. Inden alle danske fjorde ender som kloner af Skive Fjord.

& Flemming Højgaard Madsen

Flemming Højgaard Madsen er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet, stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.

Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.

“Safari Queen” og muslingerne

Det er en dejlig morgen sidst i august. Solskin og vindstille. Vi lægger Skive Marina bag os – med kurs mod Hvalpsund.

Her tager vi en håndfuld politikere og pressefolk ombord, så de med egne øjne kan bese nogle af Limfjordens mange muslingeanlæg – helt tæt på.

Klik for større fotos

Skipper Christian Lindberg Olsen bag roret på det gode skib “Safari Queen”

Fra den svenske skærgård til den danske Limfjord

Solskin og vindstille på Skive Fjord en dag sidst i august

Morgensol og morgendis over Lundø

Blæsten gik ikke frisk over Limfjordens vande i dag.

Møde med Hvalpsund – Sundsøre færgen

M/S Mary lægger til i Hvalpsund.

“Muslingeriet” på vej med nye bøjer til linemuslinger

Det er høsttid både over og under vandet.

På vej ind til frokost i middagssolen

Skives 1. viceborgmester Peder Christensen (S) støder til.

Sven Hørup viser sort bundslam fra smartfarm til Signe Munk (SF)

Peder Christensen og Sven Hørup siger farvel. Der er slam ombord.

Linemuslinger betyder masser af sorte bøjer og hvide måger.

Vi lader “Safari Queen” sejle sin egen Limfjord.

Det tidligere linemuslingeanlæg 112, der nu er smartfarm.

Fakta om muslingeopdræt

I dag høster man muslinger på flere forskellige måder. På lavt vand, hvor forurening og iltsvind endnu tillader naturlige muslinger at leve, kan man indsamle dem ved håndkraft. Det er de såkaldte “sankemuslinger”.

På dybere vand har man skrabt muslinger, lige så længe man har haft tilstrækkeligt store både og motorkraft nok til at trække de tunge redskaber hen over bunden, som desværre efterlades øde. Fangsten er de såkaldte “skrabemuslinger”.

For at undgå det ødelæggende muslingeskrab, begyndte man for flere årtier siden at dyrke muslinger på liner ophængt under bøjer i vandoverfladen. På denne måde får man de spisestore “linemuslinger” til konsum.

I dag bruger man i stigende grad store industrielle “smartfarms” bestående af flere kilometer plastrør, som ligger i overfladen med net nedenunder. Muslingerne sidder så tæt, at de færreste bliver spisestore. De bruges primært til fremstilling af dyrefoder.

“Miljømuslinger”

De små muslinger fra store smartfarms kaldes af og til for “miljømuslinger”, da man engang troede, de kunne bruges til vandrensning – til at filtrere vandet for kvælstof og fosfor, der siden kunne høstes og fjernes med muslingerne.

Smartfarms er kostbare og ikke rentable. Derfor er man begyndt at bruge “spat” – navnet på muslingeyngel – fra smartfarmene til udlægning på de såkaldte “kulturbanker”. Her vokser de sig spisestore og høstes siden ved ødelæggende bundskrab.

“Omplantningsbanker” er navnet på områder, hvor man udlægger opfiskede undermålsmuslinger, så disse ikke dør af iltsvind sidst på sommeren og først på efteråret. Sådan lyder i hvert fald argumentet. Denne praksis kræver imidlertid to gange ødelæggende muslingeskrab per høst.

Regeringen har i sin nye havplan udlagt næsten 5.000 km2 fjordbund til opdræt af og skrab efter muslinger. Det er et areal knapt på størrelse med Fyn og Lolland-Falster tilsammen.

Muslinger forurener

Det er en kendsgerning, at muslinger filtrerer vandet, og at man fjerner kvælstof og fosfor, når man efterfølgende høster disse muslinger.

Mindre kendt og mindre vellidt er det, at muslinger forurener lokalt, hvor de dyrkes. Muslingerne er effektive filtratorer, som filtrerer store mængder vand fra et meget stort område. Og de har som alle andre organismer en fordøjelse, der producerer affaldsstoffer.

Disse ekskrementer deponeres under og omkring anlæggene – som en uundgåelig ny lokal forurening, der ikke var der før muslingefarmene. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort vandareal på et lille område under og omkring muslingeanlæggene.

Forskere fra Stockholms Universitet har længe kendt og dokumenteret reglen om “de tre tredjedele”:

Den første tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne filtrerer fra, og som de kan indbygge i deres kød. Det er den tredjedel, der kan høstes, forarbejdes og sælges – ofte til eksport. Ved høst fjernes der kvælstof og fosfor.

Den anden tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne fordøjer og udskiller som ekskrementer. De synker til bunds og nedbrydes her under forbrug af ilt. Derfor opstår der ofte massive iltsvind under og omkring muslingefarme, hvis ikke der er en frisk vandstrøm til at “skylle ud” efter muslingerne og fortynde forureningen fra dem.

Dette iltsvind kan resultere i frigivelse af nye næringssalte fra bunden, hvor de ellers har ligget bundet og været uskadeliggjort. Ved iltsvind frigives disse til vandmassen, hvor de optages af nye alger. En ond cirkel er i gang.

Muslingernes mørketal

Den sidste tredjedel udgør “muslingernes mørketal”. Det er den tredjedel, som passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet tilstand. Den, som de ikke optager eller indbygger i kroppen. Den kan udgøre op til 45 % af totalen.

Man kender meget lidt til effekten af dette mørketal, hvilket komplicerer beregningen af muslingernes reelle effekt på vandmiljøet. Og kombinerer man mørketallet med nye næringssalte frigivet fra bunden efter iltsvind, da risikerer man at ende op med et vandmiljø, som er rigere på kvælstof end tidligere – trods ellers dyrkning og høst af muslinger.

Denne tredjedels-regel holder generelt, men fordelingen kan variere fra sted til sted – primært med saltholdigheden og forureningsgraden. Tommelfingerregelen er, at fjerner man 1 kg kvælstof og fosfor ved høst af muslinger, da ender tilsvarende 1 kg kvælstof og fosfor uundgåeligt på bunden kunder anlægget.

Lav salinitet stresser muslingerne, da de så skal bruge mere energi på blot at eksistere – med det resultat, at de indbygger mindre kvælstof i kroppen. Ned til blot en fjerdedel. Således er kvælstofoptagelsen markant ringere i eksempelvis Sønderborg end i den langt saltere og mere forurenede Limfjord.

I Sønderborg har man dog endnu ikke konstateret svinevirus, som man allerede har gjort det i muslinger fra Limfjorden. Virus, der stammer fra de store mængder udsivende gylle fjordens opland.

Blokering af det naturlige flow

Tager vi udgangspunkt i Karup Å, som udmunder i Skive Fjord, sker der her et naturligt flow af næringssalte fra å over fjord til havet, som er endestation for de frie næringssalte. Men etablerer man nu en muslingefarm, da sætter man en prop i dette flow og fastholder kunstigt en masse næringssalte, der ellers ville være passeret forbi på deres vej.

Man fjerner ganske vist kvælstof og fosfor ved høst af dyrkede muslinger. Desværre bremser og fastholder man en tilsvarende stor del, som via affaldsstoffer fra muslingerne deponeres på fjordbunden under muslingefarmen. Denne udgør en unaturligt stor koncentration af filtratorer på et ganske unaturligt sted – ophængt som muslingerne er på liner eller net i overfladen.

Der sker således en kunstig fastholdelse og deponering af næringssalte under og omkring muslingerne. Med det resultat, at fjorden støt og roligt ophober langt flere næringssalte, end den ville have gjort før placering af muslingefarmen.

Fjorden forurenes således mere og mere lokalt. Vandet bliver mere og mere uklart. Ålegræsset kvæles af mangel på lys eller overvokses af fastsiddende alger. For til sidst at forsvinde helt. Naturlige muslingebanker på bunden kvæles eller udsultes af artsfæller i overfladen.

Man ser tydeligt denne udvikling, hvis man forlader den stærkt forurenede Skive Fjord med dens mange muslingefarme og tager den korte vej tværs over vandet – ind i den tilstødende Louns Bredning, som brillerer med frisk ålegræs – og ingen muslingefarme.

Muslingeopdræt har således flere ansigter – flere negative effekter end blot iltsvind. Vil man vide endnu mere om muslingernes forunderlige liv og komplicerede økologi, da kan man med fordel læse nedenstående 28 siders publikation fra Stockholms Universitet.

Her har man forsket i muslingernes økologi siden 1980’erne. Og her anbefaler man ikke muslingeopdræt i stor skala. Man advarer mod de negative konsekvenser.

https://balticeye.org/globalassets/fokusomraden/overgodning/musselfarming/nutrient-removal-capacity-and-potential-ecological-consequences-of-blue-mussel-farms-for-nutrient-abatement-in-the-baltic-sea.pdf

Vi er i fuld gang med at ødelægge det hav, som har brødfødt os gennem årtusinder. Vi forurener det med åbne havbrug, hvor alt spildevand fra opdrætsfiskene løber direkte ud gennem netmaskerne. Ud i hav og fjord. Og vi påstår at rense forureningen med muslinger, som kun gør ondt værre ved at koncentrere forureningen.

Debatbogen “HAVmisBRUG” fortæller om de problemer, som fiskeopdræt i dambrug og havbrug medfører. Den fokuserer ligeledes indgående på de misforståede muslinger, som samler forureningen fra et stort vandområde på et lille under og omkring anlæggene.

Området påføres hermed en ny lokal forurening, som ikke var der før. Og som kan måles i form af metertykke iltslugende slamlag under muslingerne. Men heller ikke nok med det:

Ved iltsvind frigøres nyt kvælstof fra bundslammet.

Læs anmeldelserne her.

2022, Forlaget Turbine, ISBN 978-874-0660-760

424 sider, softcover, 4-farve

Pris kr. 249,95