Tag-arkiv: Skive Fjord

Invasive stillehavsøsters

Udkast til høringssvar angående

Introduktion af Triploide Stillehavsøsters (Magallana gigas) i Limfjorden

Ansøgning om dispensation

Firmaet Danish Oysters Aps søgte den 27. januar 2023 om tilladelse til opdræt af max. 200.000 triploide og sterile stillehavsøsters (Magallana gigas) på to lokaliteter i Limfjorden, nærmere betegnet Hvalpsund og Risgårde Bredning.

Ansøger har tidligere været involveret i et fejlslagent GUDP-støttet projekt med opdræt af naturligt hjemmehørende limfjordsøsters (Ostrea edulis). Projektet startede ud i en Limfjord, som var dokumenteret fri for parasitten Bonamia. Og endte med en Limfjord, hvor samme parasit atter havde indfundet sig. Det oprindeligt angivne eksportpotentiale var derfor væk ved projektets afslutning.

Det bemærkes indledningsvis, at stillehavsøsters er en invasiv og ikke-hjemmehørende art, som har bredt sig i flere danske farvande, heriblandt Limfjorden. Alene derfor bør man ikke øge risikoen for yderligere udbredelse ved udsætning af bevidst indførte stillehavsøsters. Uanset disses herkomst, sygdomsmæssige eller kromosommæssige status. Det turde være indlysende.

Danish Oyster Aps ansøger specifikt om dispensation til udsætning af triploid yngel opdrættet ved Guernsey i den Engelske Kanal. Denne triploide yngel er angiveligt produceret i et laboratorium, der er certificeret frit for sygdomme som blandt andet Bonamia. Triploiditeten er opnået gennem krydsning af almindeligt diploide og dermed fertile hunøsters med sterile tetraploide hanøsters.

Resultatet heraf bliver fortrinsvis sterile triploide østers, som ikke kan formere sig. Producenten oplyser selv, at 1/20.000 af de krydsede østers kan være fertile. Dokumentation for dette tal ses ikke angivet noget sted. Ejheller den indførte yngels levedygtighed i danske farvande, hvor der ingen erfaringer er.

Det forekommer på den oplyste baggrund besynderligt og aldeles uansvarligt at udsætte kromosommanipulerede stillehavsøsters direkte i Limfjorden, der i forvejen er hårdt belastet fra alle sider. En invasiv art, som i dag bekæmpes aktivt i Vadehavet.

Supplerende oplysninger

Den 5. januar 2022 var havbiolog Johan Wedel Nielsen og Dansk Akvakulturs Karl Iver Dahl-Madsen forfattere til en kronik i Politiken, hvor man foreslog etableringen af 150 nye totalforurenende havbrug ud for Bornholm.

Det var dengang kendt, at Karl Iver Dahl-Madsen i flere år havde været tilknyttet det japansk-ejede Musholm havbrug, der af lokale miljømyndigheder er blevet udnævnt til “den største enkeltforurener af Storebælt”.

Johan Wedel Nielsen kendte vi derimod ikke meget til. Grundig research fra flere sider i det københavnske universitetsmiljø har ikke kunnet dokumentere, at han som postuleret i Politiken var “havbiolog” eller havde nogen anden akademisk uddannelse.

Efterfølgende viste det sig også, at Johan Wedel Nielsen sammen med blandt andre lektor Bent Vismann fra Københavns Universitet tidligere havde deltaget i nævnte fejlslagne østersprojekt, som GUDP havde støttet med 10 millioner kroner. Som “partner”.

Udgangspunktet for det stort opslåede projekt var, at Limfjorden i 2013 stod registreret som værende frit for den farlige østersparasit Bonamia. Og at naturligt hjemmehørende østers produceret i Limfjorden således kunne sælges til høje priser og derfor angiveligt havde et meget stort eksportpotentiale.

Bonamia tilbage i Limfjorden

Slutresultatet af det stort opsatte projekt blev desværre, at selvsamme Limfjord i dag ikke længere er Bonamia-frit farvand.

Den specifikke årsag til reintroduktionen af Bonamia i projektperioden er ikke kendt, men projektet havde flere deltagere fra ind- og udland, som kan have bragt parasitten tilbage og dermed ødelagt det økonomiske grundlag for det milliondyre projekt. Desværre et velkendt fænomen fra akvakulturbranchen med mange triste eksempler.

Dårlig kontrol med udstyr og deltagere samt manglende hygiejne er blandt de sandsynlige kilder til det fejlslagne østersprojekt.

Alene på denne baggrund bør det ansøgte projekt om dispensation til årlig udsætning af 200.000 triploide, ikke-hjemmehørende og invasive stillehavsøsters på de to angivne lokaliteter i Limfjorden ikke tillades.

Når man nu allerede én gang har bevist, at man ikke kan styre projekter af denne art. Med katastrofale konsekvenser, som siden er blevet kraftigt nedtonet over for den presse, der ellers blev brugt ivrigt ved projektstarten.

Den forhåbentlig sterile østersyngel planlægges udlagt i opankrede flydesække, der ikke berører havbunden. De er på ingen måde beskyttet mod drivis eller andre drivende elementer. Sækkene vil derfor med stor sandsynlighed lide helt eller delvist skibbrud i den toårige forsøgsperiode, så hele eller dele af indholdet – den indførte invasive muslingeyngel – slipper ud i Limfjorden.

Hvordan yngelen efterfølgende vil klare sig her er ukendt. Projektet sker således helt uden hjemlige erfaringer, der kan underbygge eller afvise resultater fra de udenlandske forsøg på Guernsey, der refereres til i ansøgningen.

DTU Aqua har i et notat fra 29.11. 2021 følgende generelle kommentar:

“Ved at anvende triploide stillehavsøsters produceret med krydsningsmetoden reduceres risikoen betydeligt for introduktion af fertile individer/gydning af levedygtige afkom i naturen sammenlignet med kemisk induceret triploide stillehavsøsters.”

Kommentar: Vor tolkning af dette udsagn kan kun være, at risikoen nok reduceres. Men at der stadig resterer en betydelig risiko for introduktion af fertile gydedygtige individer ved udsætning af kemisk induceret triploide stillehavsøsters. Og at der også gør det efter brug af krydsningsmetoden. DTU Aqua skriver videre:

“Imidlertid vil tilstedeværelsen af en naturlig bestand af stillehavsøsters i nærheden af opdrætsfaciliteterne øge risikoen for, at akvakulturproduktion af triploide stillehavsøsters kan forårsage yderlig spredning, specielt i områder med tætte bestande af naturligt forekomne stillehavsøsters.”

Vi går ud fra, at DTU Aqua mener “forekommende” og ikke “forkomne” stillehavsøsters. Sidstnævnte trives nemlig kun alt for godt i danske farvande. De er ikke det mindste forkomne.

I den forbindelse er det vigtigt at fastslå, at de to til udsætning udpegede lokaliteter i Skive Fjord står i direkte forbindelse med andre områder af Limfjorden, hvor der af turisthvervet allerede drives kommerciel indsamling af netop stillehavsøsters.

Her er der samtidig er en livlig skibstrafik ind og ud med muslingefartøjer, som passivt vil kunne sprede yngelen af undslupne stillehavsøsters fra forsøget. De vil næppe kunne undgå at gøre det.

Miljøstyrelsen har tidligere modtaget ansøgning om udsætning af stillehavsøsters i Isefjorden og Nivå Bugt, begge Nordsjælland. Dog ikke med kromosommanipulerede stillehavsøsters. Kun almindeligt invasive.

Om ansøgeren

Johan Wedel Nielsen er bestyrelsesmedlem i firmaet Aquamind A/S og har med egne ord “erfaring med at udvikle projekter under Den Europæiske Fiskerifond (EFF) og Grønt Udviklings Program (GUDP)”. Han har herudover “stor erfaring med dyrkning og salg af konventionelle og økologiske juletræer”. Hans øvrige udannelsesmæssige baggrund er uafklaret.

Aquamind har hovedkvarter i Hellerup. Her i Hovedlandet får man uundgåeligt det indtryk, at landbrugsstøttede tilskudsprojekter fra København bekvemt og i en lind strøm eksporteres til Limfjorden, hvor alt tilsyneladende er tilladt. Hvor der er såvel fri forurening af vandmiljøet som fri introduktion af fremmede invasive arter.

Man får det klare indtryk, at Skive Fjord i dag er en registreret losseplads for såvel landbruget og deres overskydende næringsstoffer som muslingeopdrættere, muslingefiskere og muslingeforskeres fantasifulde tilskudsprojekter.

Først tyve år med lokalt forurenende linemuslinger og hundredvis af løsrevne bøjer på strandene. Så nogle år med kilometerstore Smartfarms, der blot bliver større og større og mere lokalt forurenende. Nu med op til tre meter bundslam i udkanten af anlæggene og rør, der regelmæssigt river sig løs med vind eller drivis.

Og allersenest kulminerende med forsøg på aktivt at introducere invasive og ikke naturligt hjemmehørende stillehavsøsters i fjorden.

Man må tage sig til hovedet.

Afslutningsvis

Ansøgningen fra Johan Wedel Nielsen er sendt fra Danish Oysters Aps, der er en del af en koncern med i alt to selskaber. Moderselskabet er Aquamind A/S.

Johan Wedel Nielsen postede tidligere dette i en debat om muslingeopdræt på Facebook, som Limfjordens Miljøråd noterede sig:

”Jeg har skam sat mig ind i muslingeopdræt, og jeg har dykket under dem også. Det er korrekt, at bunden er dækket af slam fra fækalier. Men hvad er problemet i det? Selve opdrættet er jo akvakultur, der ligger også lort i bunden af en svinestald.”

Til Johan Wedel Nielsens orientering er Limfjorden en integreret del af det danske vandmiljø. Den skal som sådan leve op til kravene om “god økologisk tilstand” i EU’s Vandrammedirektiv.

Limfjorden er derfor ikke en svinestald. Ejheller noget åbent eksperimentarium for skaldyrsopdrættere.

Skaldyr udgøres ikke kun af muslinger. Til skaldyrene hører også de værdifulde fladøsters, hvoraf årets første traditionelt leveres til det danske kongehus:

Herover til højre vor hjemlige danske Ostrea edulis fladøsters. Til venstre den langt større og mere tykskallede invasive konkurrent, Magallana gigas, fra Stillehavet.

Teksten er venligst udlånt fra www.nejtilhavbrug.dk

Myten om MuslingeRens

Det er desværre lykkedes dansk landbrug at skabe en myte om, at blåmuslinger renser vandet. Så landbruget endnu engang kan slippe for at rydde op efter sig selv.

Myten består i, at muslinger vil kunne rydde op efter landbrugets kolossale forurening af vandmiljøet med især kvælstof. Det kvælstof, der i overdosis skaber uklart vand, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Regeringen vil med sin nye havplan udbygge det danske muslingeopdræt kraftigt. Der skal etableres flere kilometerstore Smartfarms – under dække af, at de dyrkede muslinger kan fjerne det skadelige kvælstof fra landbruget, som så frit kan forurene videre.

Den opgave magter muslingerne desværre ikke. Hvad de med sikkerhed kan, er at koncentrere forureningen fra et stort vandområde på et begrænset areal omkring muslingefarmene.

I den lukkede Skive Fjord har man dyrket blåmuslinger siden årtusindskiftet. Med så mange milliarder muslinger i gang 24/7/365 burde vandet i Skive Fjord være landets reneste. Men det stik modsatte er desværre tilfældet.

I dag finder man i stedet et op til tre meter tykt iltslugende slamlag med tilhørende liglagen af hvide svovlbakterier i Skive Fjord, som aldrig har haft det dårligere. Hver sensommer kvitterer fjorden med regelmæssige bundvendinger, der slår alt liv ihjel, som ikke kan svømme væk eller kravle på land. Inden den giftige svovlbrinte fra bundvendingerne indhenter dem.

Forklaring på dette følger herunder.

Effektive filtratorer

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand og fange det plankton, der måtte leve i det. Heriblandt såvel alger som det dyreplankton, der græsser på algerne.

Under optimale forhold – tilpas høj saltholdighed og tilstrækeligt med føde – kan muslingerne optage en tredjedel af kvælstoffet i den frafiltrerede føde. Den bliver til muslingekød og kan fjernes fra vandet ved høst. Den fjerner ikke sig selv.

En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet stand – mere biotilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Denne tredjedel kan booste algevæksten mere end før den delvise fordøjelse i muslingen.

Den sidste tredjedel udskilles som ekskrementer og synker til bunds under eller nær muslingefarmen – med mindre der her er en stærk strøm til fortynding. De fleste muslingefarme er imidlertid placeret kystnært i beskyttet farvand uden nævneværdig strøm. Bunden slammer derfor hurtigt til.

Men ikke nok med, at en tredjedel af alt kvælstoffet ender på bunden som en ny forurening, der slet ikke var der før muslingerne. De uundgåelige iltsvind under og omkring farmene kan i tilgift frigive yderligere kvælstof fra bunden. Kvælstof, som før muslingernes ankomst var sikkert deponeret i sedimentet her.

I værste fald kan vi ende op med et vandmiljø, som rummer mere frit kvælstof efter introduktionen af muslinger end før. Det er konstateret flere steder i udlandet. Faktisk viste studier så tidligt som i 2011, at kvælstoffjernelsen via muslingeopdræt var en yderst tvivlsom ting.

Alligevel fortsatte vandbrug og landbrug med at udbrede myten om de rensende muslinger, som der var og stadig er gode penge i. Dette i form af tilskud fra landbruget, der bruger muslingerne som et skalkeskjul, de gerne betaler til – som en bekvem undskyldning for blot at forurene videre inde på land.

Selektive planktonædere

Men heller ikke nok med det. Muslingerne er nemlig selektive planktonædere, der foretrækker større planktondyr frem for mindre alger og bakterier. Udenlandske undersøgelser viser, at muslingerne på denne måde kan ændre sammensætningen af plankton i vandet omkring muslingefarmene.

Ved selektivt at æde de større dyreplanktonorganismer fjerner muslingerne de dyr, der ellers skulle have holdt de mindre alger i skak. Her specielt de små blågrønalger, som kan være giftige. Resultatet risikerer derfor at blive algeblomst i stedet for vandrensning.

De store smartfarms skulle oprindelig have produceret muslingemel, der kunne indgå i fremstilling af svinefoder. Dette i den såkaldte “gylletrekant”, hvor lækkende gylle fra markerne bliver til flere alger i vandet, som kan brødføde flere nye muslinger, der siden kan blive til nyt muslingemel og nyt svinefoder. Og så videre. En ren evighedsmaskine, så længe der blot løbende hældes gylle i vandet..

Opdrættet af muslinger har imidlertid vist sig at være et rent luftkastel. De store smartfarms er økonomisk urentable og må i stedet leve af millionstore tilskud fra landbruget. 150 millioner tilskudskroner er således udbetalt siden årtusindskiftet – som slet kamufleret erhvervsstøtte. Limfjordens Miljøråd har søgt aktindsigt og lagt tallene sammen.

Fødevareministeren har da også været meget længe om at svare på, hvor meget kvælstof vi har fået fjernet for de mange millioner tilskudskroner. Det er ikke meget. Men mere derom senere.

Kulturbanker og omplantningsbanker

De store Smartfarms har derfor omlagt produktionen til i stedet at producere muslingeyngel. Denne udlægges siden på kunstigt anlagte kulturbanker, hvor de kan vokse, og hvor de voksne muslinger efterfølgende kan skrabes med tunge redskaber. Disse ødelægger uundgåeligt bunden for alle andre organismer.

Undermålsmuslinger fra skraberiet sorteres fra og udlægges på nye omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig fangststore. Hvorefter de også skrabes – med tilsvarende ødelæggelse af bunden. Disse muslinger har således oplevet at blive skrabt ikke én, men to gange – med dobbelt klimabelastning og ødelæggelse af havbunden til følge.

De store smartfarms forurener således ikke kun lokalt, hvor vandmiljøet kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger. De danner samtidig skjult grundlag for et efterfølgende og altødelæggende muslingeskrab, der efterlader bunden øde og gold.

Senest er der kommet fokus på, at bundtrawl og muslingeskrab frigør store mængder CO2 fra bunden, hvor den hidtil har ligget gemt. Den frigøres nu og bidrager efterfølgende til at forværre klimasituationen og den globale opvarmning.

Der er således intet godt at sige om hverken muslingeopdræt eller muslingeskrab i de indre danske farvande. Hverken for miljø eller klima.

Begge dele bør derfor stoppes i tide, inden alt er ødelagt. Inden alle danske fjorde ender som kloner af Skive Fjord.

& Flemming Højgaard Madsen

Flemming Højgaard Madsen er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet, stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.

Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.

Så meget forurener muslinger

Der har de seneste år været megen diskussion om, hvorvidt muslinger renser vandet eller forurener det. Om de så kaldes filtrerende “blåmuslinger” eller er blevet ophøjet til frelsende “miljømuslinger”.

Begge er nemlig nøjagtig de samme muslinger, og Mytilus edulis er deres latinske artsnavn.

Det samlede regnestykke er langt fra så enkelt, som fortalere for muslingedyrkning ynder at fremstille det. Blåmuslinger er nemlig komplicerede skabninger med et stort potentiale til at ændre hele økosystemer – til det bedre eller dårligere.

To ting kan de fleste dog blive enige om:

1) At der fjernes kvælstof fra vandet, hvis ellers de dyrkede eller skrabede muslinger høstes og fjernes fra vandområdet. Hvis ikke de dyrkede muslinger fjernes, koncentrerer de blot forureningen lokalt og gør ondt værre.

2) At muslinger som alle andre levende væsener har en fordøjelse og uundgåeligt udskiller affaldsstoffer fra deres stofskifte til vandet. I form af ny lokal forurening, som ikke var der, før muslingefarmene kom til.

Muslingerne bremser nemlig næringsstoffernes naturlige og frie flow fra vandløb over lukket fjord til åbent hav. Man holder simpelthen på forureningen, når man blokerer det naturlige frie flow af kvælstof og fosfor fra å over fjord til hav – ved at anlægge muslingefarme på næringsstoffernes vej mod havet.

I stedet for blot at lade næringsstofferne passere frit forbi og nyde godt af den gratis vandrensning undervejs. Det er ikke klogt.

Med mindre man da gerne vil bruge statslige tilskudskroner på slet skjult erhvervsstøtte til muslingebranchen, som så kan fortsætte sine ellers urentable aktiviteter.

Siden 2000 har muslingebranchen allerede modtaget mere end 150 millioner støttekroner. Det viser den seneste opgørelse fra Limfjordens Miljøråd.

Men hvor stor er forureningen fra muslingefarme i konkrete tal? Hvor mange mennesker skal der til for at skabe samme forurening, som en enkelt smartfarm med milliarder af muslinger kan producere?

Vi har opstillet følgende lille regnestykke, som er checket igennem af Aarhus Universitet. Konklusionerne er dog vore egne. Tallene er baseret på flydende smartfarms af norsk model, som anvendes på Limfjorden i dag:

Én person producerer ca. 150 g afføring pr. dag. Heraf er 75% vand. 25.000 personer i Skive by producerer derfor:

25.000 x 365 x 0,150 x 0,25 / 1.000 = 342 tons tørvægt på et år

1.100 tons høstede muslinger er skaller og muslingekød. Skaller er halvdelen, og tørvægt udgør 20% af vådvægten af kødet.

På denne måde bliver 1.100 tons høstede muslinger på en enkelt smartfarm til:

1.100 x 0,5 x 0,2 = 110 tons muslinger som tørvægt og altså ca. 110 tons fækalier (lort), hvis vi bruger den svenske model fra Stockholms Universitet. Den ser kort fortalt sådan ud:

⅓ går til vækst, ⅓ bruges til respiration, og ⅓ bliver til lort.

Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.

I tørre tal vil tre smartfarms af denne størrelse levere næsten lige så megen forurening, som alle 25.000 borgere i Skive By i dag gør.

Ifølge Skive Kommune renses byspildevandet fra borgerne i Skive for knap 10 millioner skattekroner om året, inden det sendes ud i Skive Fjord.

9.770.132 kroner for at være helt præcis. Svarende til forureningen fra blot tre smartfarms af standardstørrelse.

Den samme mængde næringsstof fra muslingefarmene ledes imidlertid totalt urenset ud samme fjord. Uden nogen rensning overhovedet.

Hvad der er sparet her, er således spildt dér.

Den spildevandsrensning, som Skive Kommune hvert år betaler 10 millioner skattekroner for i kommunens fire rensningsanlæg, sættes således helt over styr af blot tre smartfarms.

Og hvor mange smartfarms er der allerede i Skive Fjord?

Og hvor mange nye planlægger man at etablere?

Flere nye giver ikke ingen mening.

Tegning: Richard Horsebøg Nybo

Man kan indvende, at de alger, som muslingerne lever af, ville have lagt sig som døde alger på bunden – hvis de ikke var blevet spist af muslinger. Og dermed have bidraget til det allerede metertykke slamlag her.

Op mod tre meter kulsort bundslam er der således målt ved smartfarms i Skive Fjord.

Herfra skal så trækkes de alger, som ville være blevet ført ud af fjorden med strømmen – hvis ikke de var blevet tilbageholdt af muslinger.

Man kan også indvende, at reglen om de tre tredjedele kun gælder for muslinger, der vokser optimalt. Får muslingerne for lidt mad, eller alger de ikke kan fordøje, bliver væksten langsommere og mængden af lort tilsvarende større.

Det samme bliver tilfældet, dersom vandet er for varmt eller for ferskt. Da stiger andelen af lort til aflejring under og omkring anlæggene ligeledes.

Et overset eller ignoreret faktum er, at muslingerne notorisk er dårlige til at fjerne kvælstof, når og hvor vandet er mindre salt end oceanisk havvand.

Fuld styrke saltvand er blåmuslingernes naturlige medium, hvor muslingerne vokser bedst og optager mest kvælstof. Jo længere sydpå i danske farvande vi kommer, med en tilsvarende lavere saltholdighed, desto ringere bliver tilvæksten og kvælstoffjernelsen derfor.

Til gengæld udskiller muslingerne her en større mængde næringsstoffer med deres ekskrementer. Den lokale forurening fra muslingefarmen bliver således markant større ved lavere salinitet. I brakvand kan op mod 45% af de optagne næringsstoffer ende som muslingelort i stedet for muslingekød. Næsten halvdelen.

Endelig er der slet ikke medtaget den mængde kvælstof, som frigøres fra bundslammet ved iltsvind forårsaget af forurening fra muslingefarmen selv. Kvælstof, der ellers var forblevet i bundslammet – uden at gøre skade på det omgivende vandmiljø.

Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.

Det er som nævnt vigtigt at forstå, at etablering og placering af intensive muslingefarme blokerer det naturlige flow af næringsstoffer fra fjord til hav. En del næringsstoffer fikseres af muslingerne og ender under farmene som lort.

Det er næringsstoffer, som ellers ville være ført med strøm og alger mod havet. Og dermed uskadeliggjort for vandmiljøet i fjorden. Helt gratis.

Hvor stor en del, der fjernes på denne måde, afhænger naturligvis af strømmen. Og selv om strømmen i Skive Fjord er ganske ringe, flytter vinden dog meget vand i overfladen, hvor de opdrættede muslinger jo hænger. Fri af iltsvindet underneden. Og blæsten går som bekendt frisk over Limfjordens forurenede vande.

Man skaber med nye muslingefarme en helt ny lokal forurening, som slet ikke var der før. Et nyt og selvskabt problem, man sagtens kan undgå – ved blot ikke at anlægge muslingefarme i fjorden til blokering af næringsstoffernes naturlige flow ud af den.

Man takker herved nej til naturlig og gratis vandrensning samt fjernelse af uønskede næringsstoffer. Etablering af muslingefarme er således som at skyde sig selv i foden, hvis man ønsker renere vand.

Set i et samfundsøkonomisk perspektiv er det jo stærkt selvmodsigende at bygge kostbare rensningsanlæg til byens borgere inde på land. For blot at skabe en tilsvarende eller endnu større lokal forurening ude på en i forvejen hårdt belastet fjord.

Det skal man vist være smartfarmer eller landmand for at synes er en god idé.

Artikel gengivet med tilladelse fra NejtilHavbrug.dk

Tegning: Bo Secher

Anbefalet læsning:

https://www.semanticscholar.org/paper/Nutrient-removal-capacity-and-potenti- al-ecological-Hedberg-Kautsky/2657a008b3864401048981be6fa50a258e2a72a3