Langt ude i Kattegat – midt mellem Danmark og Sverige – ligger den lille danske ø Anholt. En ø, der nøjagtig lige så godt kunne være blevet svensk. Læs historien nederst på denne side!
Jomfruhummere som disse er Anholts røde guld. En gastronomisk lækkerbidsken, som øens beboere sætter stor pris på.
På Anholt frygter man regeringens planlagte havbrug. Den massive forurening herfra kunne skade bestanden af jomfruhummere.
Jomfruhummere er nataktive og fiskes derfor i døgnets mørke timer. Om dagen lever de nedgravet i deres gange i mudderbunden.
Vejr, vind og vandstand betyder alt på en lille ø som Anholt, der er omgivet af vand på alle sider. Man holder derfor godt øje med vinden.
Jomfruhummere er velsmagende og lever på dybere vand end den almindelige hummer. Og så er de som dybhavsrejerne røde i live.
Tre ud af de 37 ansøgninger om tilladelse til anlæg af forurenende havbrug i Kattegat går specifikt på farvandet omkring Anholt.
Totten er hjemsted for en af Danmarks største sælkolonier. Her træffer man såvel den lille spættede sæl som den store gråsæl.
Totten er et langt sandet og stenet rev, der tidligere var frygtet af skibe og sømænd. I dag er Totten i stedet elsket af sæler og skarver.
Skarven er mere talrig end sælerne i sælreservatet ved Totten på østspidsen af Anholt. Der mangler tilsyneladende ikke føde.
Svensk gæst i dansk havn. Havnekontoret i baggrunden – holdt i den gråsorte farve, der får husene på Anholt til at gå i ét med naturen.
Dansk jord, hvis nogen skulle være i tvivl. Masser af rødhvide danske flag på en af havnens mange gråsorte bygninger.
En reminiscens fra den Kolde Krig. Dengang var der tredive mand på radarstationen, som i dag er fuldt automatiseret.
Omgivet af vand på alle sider er lyset ganske specielt i Anholts særprægede ørken. Her vokser lav og mos og lyng på sandjorden.
På en klar fuldmånenat lyser lavet op som store hvide puder, der giver det hele et uvirkeligt, men meget smukt skær.
Følger man blot det gamle hjulspor, er der ingen risiko for at fare vild i ørkenen. Medbring alligevel godt med drikkevarer.
Totten Fyr ret forude. Lys og skygge leger med hinanden i marehalmen, mens hvide skyer driver forbi over sand og vand.
Man føler sig næsten som nede i en skyttegrav, når man følger kanten af klitterne mod nord – på vej mod fyret længst i øst.
Hvor ørkenvejen slutter ved nummer 99, begynder fyrmesterens rige. Hans nærmest fyrstelige bolig ligger der endnu.
Den gamle fyrmesterbolig er statelig. Fyrmesteren var en meget vigtig person, og det skulle hans bolig naturligvis også afspejle.
En god skorsten er guld værd. Det vidste fyrmesteren, som havde mange ildsteder i sit hus. Og lige så mange skorstene på sit tag.
Der skal også være plads til lidt kunst yderst ude i Udkants-Danmark. En lokal tømrer har her øst af sit kunstneriske talent.
Sol, sand og saltvand – det er, hvad den lille ø Anholt består af. Masser af alle tre ting. Tilsat lidt sten og tang fra Kattegat.
Rent sand og rent vand er, hvad såvel fastboende som tilrejsende holder af. Der er ingen slimede havbrugsalger på Anholt. Endnu.
Et vejrskifte er undervejs. Her langt ude i Kattegat holder man naturligvis mere øje med vejret, end man gør inde på fastlandet.
Havet giver, og havet tager. Her et mindesmærke over to lokale unge piger, som ikke overlevede en svømmetur fra Vesterstrand.
To af øens unge piger druknede ved Vesterstrand i 1891. Et hårdt slag for den lille ø Anholts også dengang fåtallige beboere.
Svampe er der skam også i skovbunden på kattegat-øen Anholt. Også selv om jorden er helt sandet og skovene ganske små.
Myldretid på hovedgaden i Anholt by. Køretøjerne er få og ikke alle i lige køreklar stand. Denne har vist været brugt til garn.
En enlig og delikat strandblomst venter som den sidste på vinterens komme. Så bliver også den begravet i sand eller sne.
“Living On An Island”
For omkring 10.000 år siden var det, der i dag er øen Anholt, landfast med resten af Danmark. Man kan derfor med god ret sige, at Anholt har et årtusindgammelt dansk tilhørsforhold.
Men også svenskerne kan med god ret sige, at Anholt burde være svensk. Med kun 42 kilometer ind til det svenske fastland ligger Anholt i dag tættere på Sverige end på Danmark. Ikke ret meget, ganske vist, men alligevel.
Til alt held blev Anholt “glemt”, da man i 1658 sluttede fred med svenskerne i Roskilde. Historien går nemlig, at den danske forhandler diskret placerede sit drikkekrus på søkortet, så det dækkede Anholt under grænsedragningen med svenskerne…
Anholt var i årene 1807-14 besat af englænderne, som dog behandlede de fastboende danskere ganske pænt. Alligevel forsøgte vi i 1811 – forgæves – at tilbageerobre øen fra englænderne. Forsøget kostede 40 danske soldater livet.
I dag er Anholt som bekendt atter en del af det danske rige – en ø, som i vid udstrækning er afhængig af turisterhvervet. Meget andet er der ikke at tage sig til for øens beboere, da fiskerierhvervet ikke længere kan brødføde mere end en håndfuld indfødte fiskere og deres familier.
Sejl eller flyv til Anholt
Skal man til Anholt med færge, sker det fra Grenå. Glem alt om at tage bilen med, da det hverken er velset af øens faste beboere – eller til at betale sig fra! De knap tre timer ombord på den lille færge er i sig selv en oplevelse.
Man kan også flyve til Anholt, som råder over en intermistisk flyveplads. Der flyves fast fra Roskilde på Sjælland – pudsigt nok selvsamme sted, hvor forhandlingerne om de nye grænser foregik efter krigen med svenskerne i 1658, og hvor Anholt helt blev forbigået.
Sommeren igennem flokkes turisterne i øens mange og utroligt godt gemte sommerhuse. Eller de bor på øens enlige campingplads, som derfor altid er booket helt op. Eller de lægger til med deres sejlbåde i øens enlige havn, som i sommermånederne altid er fyldt med langmastede langturssejlere fra primært Danmark, Sverige og Norge.
Ikke færre end 60.000 turister gæster således hver sommer den lille ø midt mellem Danmark og Sverige. Til sammenligning lægger 80.000 edderfugle og 20.000 sortænder hvert år kursen om ad Anholt, hvor de overvintrer. Til stor glæde for de blot 150 fastboende mennesker.
Der er således liv og glade dage året rundt på denne specielle Kattegat-ø. Til lands og til vands.
Living On An Island / Whatever You Want / Status Quo / 1979
© Tekst og fotos: 2018 Steen Ulnits
© Grafik: 2017 Information