Tag-arkiv: Samsung

Den nye Samsung Note: Galaxy S22 Ultra

Samsung vidste, at de havde et nyt hit på hånden, da de sidste år lancerede Galaxy S21 Ultra. De havde ganske vist droppet pennen og dermed sat Note-serien på pause. Til gengæld havde de oppet deres Camera Game som aldrig før.

I S21 Ultra havde sydkoreanerne samlet det mest fuldstændige arsenal af linser og sat dem sammen til yderst velfungerende kamerasystem.

Selv om mange begræd den manglende pen, så blev S21 Ultra alligevel det ønskede hit blandt fotofolket. Her var næsten alt, man kunne tænke sig – fra close-up makro til 10X optisk tele.

Faktisk manglede der kun en enkelt ting i at nå den fuldkomne mobil: S-Pennen, som nogle savnede og andre ikke gjorde. Den kom så i S22 Ultra, som retteligen er den nye Note, der aldrig kom med S21’eren.

Jeg har haft S22 Ultra med i felten i et par måneder og har kun godt at sige om den. Faktisk er den på flere måder sin ellers stærkt berømmede forgænger overlegen. Dertil et rigtig godt køb, hvis man tager de mange nye features i betragtning.

Samsung Galaxy S21 Ultra kan du læse meget mere om her. Da mange features er de samme på såvel S21 som S22 Ultra, så skal der ikke tærskes langhalm på dem her. Her vil vi i stedet fokusere på forskellene, som der heldigvis også er en del af. Flere af dem endda ganske vigtige.

S-Pen

Først er der naturligvis S-Pennen, som mange nødtvungent måtte undvære efter introduktionen af S21 Ultra. Var afsavnet tilstrækkelig slemt, kunne man dog tilkøbe en dedikeret S-Pen, som kunne opbevares i ét af to specialdesignede covers: Et helt åbent og et flip cover.

Jeg valgte flip coveret og blev hurtigt begejstret for S-Pennen, der her er markant større end den traditionelle S-Pen. Sidstnævnte er så lille, at den fint får plads i selve mobilen, hvor den også bliver ladet op.

På S21 Ultra får man en S-Pen, der hverken kan eller skal lades op, og som derfor heller ikke kan bruges som tryllestav. Til gengæld er den langt mere behagelig at holde om end den traditionelle og fysisk mindre Bluetooth S-Pen. Med den nye S22 Ultra er den traditionelle S-Pen tilbage i det lille format. Den har dog fået en mat overflade, så den er lettere at holde om end den tidligere, som var helt glat.

Samtidig er den blevet markant hurtigere, hvilket både kan ses og føles. Det er utvivlsomt den hurtigste pen på markedet, hvilket er fint og godt, men dog ikke afgørende. Forgængeren fungerede også upåklageligt.

Og så kan den naturligvis alle de smarte Bluetooth-tricks, som også forgængeren kunne. Som en lille tryllestav eller dirigentstok, der kan styre mange kamerafunktioner trådløst.

Den kan bruges som kameraudløser og til at browse gennem medier med meget mere. Det tager lidt tid at lære sig alle kommandoerne, men der er god introduktion til mulighederne undervejs.

Pro Mode

En af de banebrydende ting ved sidste års S21 Ultra var den store 10X optiske tele, som supplerede de gængse 0.6X, 1X og 3X linser. Vidvinklen endda med makrofunktion.

Sidste års 10X tele imponerede, men var ikke altid helt skarp. Det er den blevet på S22 Ultra, der samtidig har fået Pro-funktion på samtlige objektiver – til foto såvel som tale. Nu er habile 100X Moon Shots en realistisk mulighed, hvis blot man har et fast anlæg eller bruger stativ.

I de nye Pro-modes kan man nu styre alle funktioner manuelt i både foto og video. Det gør den nye S22 Ultra til en helt fantastisk kameramobil. En mobil, som for mange selv seriøse fotografer helt vil kunne erstatte et rigtigt kamera – det være sig til foto eller video. Mulighederne er legio – med fornemme resultater i såvel 8K video som 30X stills.

Det er ganske fantastisk pludselig at have helt styr på billedsiden. Ikke mindst manuel fokus på 10X telen har jeg haft stor glæde af – eksempelvis hvis man gerne vil lave et knivskarpt closeup af en blomst eller gren på lang afstand og ønsker en uskarp baggrund.

Da kan man bekvemt og i Pro-mode finjustere afstanden og sågar bruge zebra-funktionen som hjælp. Aldrig mere uskarpe fotos med S22 Ultra, der hurtigt bliver en uundværlig følgesvend, dersom man holder af at fotografere.

Portrætfunktion

Vi lever i en kameraverden af kunstig intelligens – Artificial Intelligence eller AI. Vi taler om Computational Photography, når kameraets software er i stand til at “forbedre” vore billeder – det være sig at fjerne noget uønsket eller ligefrem skabe noget ønsket, som slet ikke var der ved optagelsen.

Fænomenet “bokeh” er et godt eksempel herpå. Samsung har med S22 Ultra virkelig lagt sig i selen, hvad bokeh og portrætfoto angår. Den indbyggede AI-funktion kan simulere bokeh – skabe en uskarp baggrund bag en skarp forgrund – så det næsten virker bedre end den ægte optiske udgave.

Se blot billedet herover, hvor det på fornemste vis er lykkedes kameraet at skelne de enkelte hår mod en uskarp baggrund. Klik på billedet for at se de fantastiske detaljer. Jeg er vildt imponeret.

Lysstærk skærm

Til allersidst skal det fremhæves, at Samsung med den nye S22 Ultra er trukket yderligere fra feltet, hvad skærmen angår. Det er med forskel den skarpeste og mest lysstærke skærm på markedet.

Dette står lysende (!) klart, når og hvis man lige har haft en Pixel 6 Pro i hænderne. Her er man nødt til at skrue helt op for lysstyrken, hvis man bare vil have en lille idé om, hvad der foregår på skærmen i klart solskin.

Det samme kan man sige om skærmene på Sony’s topmodeller Xperia 1 II og III. Det er ganske vist ultraskarpe 4K skærme, men desværre er de alt for lyssvage til udendørs brug i solskin. Helt galt bliver det, når man bruger den nyudviklede tale, som er uhyre lyssvag.

Konklusion: Samsung har med den nye S22 Ultra skabt det ultimative mobilkamera. Sidste års S21 Ultra var banebrydende, hvad kameradelen angik. Men den manglede altså pennen, hvilket nogle savnede inderligt og andre bestemt ikke gjorde.

Med indbygget S-Pen er den nye S22 Ultra nu så nær det perfekte, vi kan komme det her i 2022. Ellers er forgængeren S21 Ultra stadig det klare valg. Endda i et smartere design end dette års.

© 2022 Steen Ulnits

 

 

Samsung Galaxy S21 Ultra

Tredje gang ser ud til at være lykkens gang. I hvert fald hvis man ser på den nye Galaxy S21 Ultra, der netop er kommet på markedet. Det er en rigtigt vellykket mobil, der leverer på det allermeste.

Samsung havde som bekendt ikke den ønskede succes med sidste års Galaxy S20 Ultra, som lovede en hel masse, den ikke kunne levere på. Efterfølgeren Galaxy Note 20 havde taget ved lære af fejlene, men fjernede samtidig de store forventninger. 

Med den nye S21 Ultra har koreanske Samsung skelet kraftigt til sin kinesiske konkurrent, Huawei, der jo pt. ligger underdrejet på grund af handelsblokade fra USA. Huawei kan ikke få lov at købe de amerikanske komponenter, der skal til for at fremstille de nødvendige processorer.

Samsung har valgt at udnytte lejligheden til at sparke til Huawei, mens kineserne ligger ned. Til at generobre førstepladsen som verdens største mobilproducent, mens Huawei må kæmpe for at udvikle egne erstatninger for deres hidtidige Kirin processorer. Og de kæmper stadig. 

Samsung har derfor ikke ligget på den lade side, men har netop lanceret efterfølgeren til både S20 Ultra og Note 20 Ultra. Meget tidligere end normalt.

Dette i form af den nye årgang 2021 Galaxy S21 Ultra.

Med den nye S21 Ultra har Samsung samtidig kigget dybt på Huawei’s ultimative topmodel fra 2020, P40 Pro Plus, der byder på ikke blot én, men hele to telelinser. Dette i erkendelse af, at man helt enkelt ikke kan dække et stort zoom-område med én enkelt 5X zoom.

Xiaomi, der som den første producent fik adgang til Samsung’s nyudviklede 108 MP sensor, var også klar over problemet. De snød ganske vist med den optiske 5X zoom, der i virkeligheden kun var 3,7X. Men valgte så klogeligt at inkludere en ekstra 2X zoom til portrætter og lignende motiver. Samt en separat lille makrolinse.

Det gjorde Xiaomi ud fra den erkendelse, at hvis man ikke gjorde det, så ville mobilen i stedet selv gå ind og beskære på de 108 MP. Med dårlige resultater til følge.

Dobbelt telezoom

Huawei valgte tilsvarende at løse dette problem ved at erstatte 5X periskop telen på P40 Pro med henholdsvis en 10X periskop tele og en almindelig 3X tele. Med en vidvinkel, normal, tele og supertele har Huawei skabt et fornemt fotoinstrument til de kræsne brugere. Et produkt, hvor der stadig gås på kompromis enkelte steder, men ikke i nær samme omfang som tidligere.

Samsung har valgt at kopiere denne Huawei-løsning til noget nær mindste detalje. Og det skal være dem vel undt, da Huawei jo selv har lånt hvis ikke ligefrem stjålet fra konkurrenterne for at nå toppen.

Og så også fordi Huawei Danmark af uransagelige årsager valgte ikke at markedsføre den ellers så ultimative P40 Pro Plus. Mærkværdigt, når man nu havde verdens ubestridt bedste produkt på området i netop sin portefølje.

Helt mærkværdigt blev det, da Danmark var eneste nordlige undtagelse. Således kunne man købe Huawei’s topmodel i England, Tyskland, Sverige og Norge – altså i samtlige vore nabolande – men ikke i Danmark. Jeg spurgte flere gange Huawei Danmark på den, og på et tidspunkt fremgik det endda officielt af pressen, at nu – nu – ville den komme.

Men den kom aldrig, og Huawei forpassede derfor en enestående mulighed for at brillere med sin fotografiske kunnen.

Samtidig blev Huawei Danmark også dømt ude rent politisk. Dels fordi den danske kommunikationsdirektør samtidig skulle være vært for en dansk børnekanal på TV – finansieret af kinesiske Huawei. En kanal, som blev mistænkt for at være skjult kinesisk propaganda.

Og dels fordi Huawei i 2020 endnu engang kom i politisk modvind. Det viste sig nemlig, at Huawei havde udviklet et avanceret ansigtsgenkendelsesprogram, der var blevet brugt til at identificere oprørske befolkningsgrupper i Kina.

– Not good, Huawei. Not good at all….

Huawei’s imponerende og banebrydende P40 Pro Plus kom derfor aldrig rigtig ud til brugerne. I stedet blev det så ét år senere Samsung, der kunne høste anerkendelse og berømmelse med den nye Galaxy S21 Ultra, der på flere måder endda er bedre end forbilledet Huawei’s P40 Pro Plus.

Samsung har ganske enkelt taget det bedste fra Huawei og tilføjet det bedste fra sig selv. S21 Ultra benytter sig for det første af Samsungs højtopløselige 108 MP sensor. I Mark 2 udgaven. Her må Huawei nøjes med beskedne 50 MP.

Og så er S21 Ultra forsynet med en dobbelt tele, der tillader optisk periskop-zoom på helt op til 10X og 100X Space Zoom, som vi så det på forgængeren S20 Ultra. Dertil en 3X optisk zoom til portrætter og kortere telefotos.

I mine øjne udgør den nye S21 Ultra hermed markedets bedste bud på en universel kameramobil med noget nær uanede muligheder. Fra 100X Moon Zoom til skarpe makro-optagelser med vidvinklen.

Men så er der altså også tale om en kameramobil i 10.000 kroners klassen.

Bedre Exynos processor

Læg hertil, at Samsung langt om længe er kommet på omgangshøjde, hvad deres egne Exynos processorer angår. Samsung’s Exynos har længe været markant ringere end Qualcomm’s Snapdragon, hvad både hastighed og strømforbrug angår. Til stor splittelse i IT-verdenen.

For at spare penge har Samsung nemlig i flere år valgt at tilgodese det store amerikanske marked samt hjemmemarkedet med Snapdragon topmodellen, som de må købe sig til. Mens resten af verden har måttet nøjes med Samsung’s egen billigere og ringere ydende Exynos processor.

Tests har vist, at Exynos processorer hurtigere løber varme og må drosle ned på hastigheden, og at strømforbruget er så meget højere, at der der kan være mere end én times batteritid til forskel på de to processorer. Ikke uvæsentligt i løbet af en lang arbejdsdag. 

Da Samsung konsekvent har brugt sine egne Exynos processorer i de allerfleste lande uden for USA og hjemlandet Korea, da har brugere i mange af disse lande med god ret følt sig snydt af Exynos og Samsung.

Faktisk blev der for ikke så længe siden lavet en underskriftindsamling, som krævede, at Samsung helt droppede sin egne langsomme Exynos processorer. Og kun benyttede amerikanske Snapdragon i sine flagskibe.

Flere end 50.000 skrev under på denne protest. Så stor var irritationen.

Det ser nu ud til, at Samsung har lyttet til den massive kritik. At de med den nyudviklede Exynos 2100 processor endelig er kommet i hvert fald nogenlunde på omgangshøjde med Qualcomm’s Snapdragon. Det tyder flere benchmark tests på. Vi venter spændt på at se en direkte sammenligning.

Samtidig har Samsung’s design-team været på overarbejde med den nye S21-serie. De har virkelig lagt sig i selen, og det klodsede telemodul er nu integreret i rammen, hvilket ser rigtig godt og futuristisk ud.  Jeg er i hvert fald begejstret for denne nytænkning, der får Samsung til at skille sig markant ud fra samtlige andre mærker på markedet.

”Contour Cut Camera” kalder Samsung selv det nye S21-look. Jeg kalder det bare “3C” eller “CCC”. For nemheds skyld.

Et Reality Check

Det var teorien. Tilbage står så at se, om teori og praksis hænger sammen. Om den nye Galaxy S21 Ultra virkelig er så meget bedre end sine to forgængere S20 Ultra og Note 20 Ultra. Hvoraf den første jo fik dårlige anmeldelser og den sidste ganske gode. Efter at have brugt den nye S21 Ultra i en måned er konklusionen herfra klar:

– Det er en langt bedre mobil med et langt bedre kamerasystem end dens to forgængere. Tilsammen. Det ser ud til, at Samsung virkelig har taget ved lære af de to foregående modeller og deres tekniske fejlskud. At man har rettet fejlene og fyldt hullerne ud.

Alene den kendsgerning, at Samsungs nye Exynos 2100 processor omsider er nået på omgangshøjde med den nyeste og bedste Snapdragon, er et fremskridt af dimensioner. Slut med at ærgre sig over, at de på den anden side af dammen – i USA – fik både bedre batteritid og en hurtigere processor – end her i Europa og de fleste andre steder. Endda til en lavere pris. 

Det manglede da også bare. Shame on Samsung for at have ladet os vente så længe. Og tak for, at vi nu endelig kan bruge både 120 Hz opdatering og højeste opløsning på skærmen – samtidig. Det kunne man ikke på forgængerne, hvor man måtte vælge enten 120 Hz opdatering eller 1440 x 3200 pixels.

S21 Ultra kan håndtere begge dele samtidig – endda dynamisk, så mobilen selv vælger opdateringsfrekvens efter indholdet på skærmen. Fra 120 Hz, hvis der skal spilles spil eller kigges film. Og helt ned til strømbesparende 10 Hz, hvis der er tale om statiske websider. Eksempelvis ved læsning af e-bøger.

Et af de irriterende problemer ved den seneste Note 20 Ultra var og er kameraets meget langsomme lukker. Der går nemlig et lille stykke tid, fra man trykker på lukkeren, til kameraet tager billedet.

Står motivet stille, er det intet problem. Men mange motiver står som bekendt ikke stille, og da bliver denne forsinkelse et kæmpeproblem, der kan koste vigtige skud.

Man kunne dog ty til Live View eller sågar 8K video for så i ro og mag at udvælge det helt rigtige skud fra billedserien bagefter.

Problemet med den langsomme lukker er løst på den nye S21 Ultra. Næsten da.

Mulighed for S-Pen

Samsung har i flere år forbeholdt sin eksklusive S-Pen til topmodellerne i Note-serien. Med en indbygget Wacom digitizer skriver man på skærmen, som var det på papir. Næsten da. Og med pennen kan man redigere videoer med en hidtil uhørt præcision.

På det seneste er der imidlertid sket en form for skred i denne fordeling. Det startede med, at Samsung pludselig lancerede en Galaxy Note 10 Lite, som på mange måder kunne det samme som den store Note 10 Plus, men som gjorde det til noget nær den halve pris.

Bevares, der var ikke samme hurtige processor ombord. Der var heller ikke samme høje opløsning på skærmen – ejheller mere end 6 GB RAM og 128 GB hukommelse. Mod det dobbelte i topmodellen. Der var og er også enkelte S-Pen features, der kun gælder Note 10 Plus.

Men ikke nok med, at Note 10 Lite kun kostede og stadig kun koster det halve af moderskibet. Nej, den kan regelmæssigt fås til det halve heraf – altså en fjerdedel af prisen på en Note 10 Plus. Fra 10.000,- (Note 10 Plus) over 5.000,- (Note 10 Lite) til en kampagnepris hos teleselskaberne på 2.500,-.

Et enkelt sted så jeg den sågar til så lidt som kr. 2.100,-. Det er vanvittig billigt for en mobil, der kan næsten det samme som sit forbillede, der kostede fire gange så meget som ny. Så jeg købte derfor én til denne uhørt lave pris. Bare for at have den som en rigtig god backup.

Note 10 Lite indvarslede en ny epoke for Samsung, der nu er begyndt at sprede S-Pennen og dens funktionalitet til flere og flere andre Samsung modeller. Eksempelvis den iPad-store Galaxy Tab S, der leveres med en S-Pen som fast inventar. Og nu senest S21 Ultra flagskibet, der tilbyder S-Pen som tilbehør, man kan vælge til eller fra.

Hos Samsung venter man spændt på, hvordan denne mulighed vil blive modtaget af brugere og fans. I bedste / værste fald kan modtagelsen afgøre, om Note-serien overhovedet har en fremtid som selvstændig model – med sin lille indbyggede S-Pen og dens mange (u)muligheder. Eller om serien skal stoppe helt med en eventuelt kommende Note 21.

Stor S-Pen i separat hylster

Den nye S-Pen kan ganske vist ikke helt så meget som Note S-Pennen, men den gør det ganske glimrende. Og så er den markant større og dermed lettere at holde på, da den dels er rund med en større diameter – dels måler knap 15 cm i længden.

Den S-Pen, som følger med en almindelig Note mobil, er ganske lille, da den ellers ikke kan få plads inde i mobilen. Den er blot 11 cm lang, ganske glat og tynd og ikke nær så let at holde om, som den nye er.

Samsung har således udvidet S-Pen funktionaliteten til nu også at inkludere den nye Galaxy S21 Ultra. Som eneste model i den nye S21-serie. Men da der ikke er plads til den langt større S-Pen inde i selve mobilen, har Samsung kreeret et specielt flipcover med plads til den store pen. Samt et konventionelt cover i silicone, åbent og med plads til pennen på siden.

Den løsning frigør plads til et større 5.000 mAh batteri og giver dermed en længere driftstid end på modeller med indbygget og pladsoptagende S-Pen.

Man kan stadig bruge sin lille S-Pen på den nye S21 Ultra, hvis man har en Note i forvejen. Men vil man have bedre greb om og mere styr på sin pen, da giver det god mening at investere i et af de nye covers med indbygget plads til den nye og større S-Pen. Man vil blive rigtig glad for begge dele.

Det er jeg i hvert fald blevet for mit flip cover, der passer godt på pennen. Bedre end det helt åbne. Eneste ulempe er, at det fylder ganske meget. Ikke mindst i bredden.

Intet hukommelseskort

Samsung har længe været en af verdens førende producenter af hukommelseskort. Derfor undrede det mange, at ingen af modellerne i den nye S21-serie har plads til udskiftelige hukommelseskort. På forgængeren S20 Ultra kunne man supplere den indbyggede hukommelse, så man nåede op på totalt 1,5 TB.

Det var plads nok til mange timers video-optagelse. Eller mange film på lange flyrejser. Den mulighed har man desværre ikke længere. I dag er der ikke plads til udskiftelige hukommelseskort, og den indbyggede hukommelse starter nu ved 128 GB med mulighed for at vælge 256 GB som alternativ. I begge tilfælde med 12 GB RAM.

Man kan også tage det store spring op til 512 GB, der bør række for de allerfleste. Da får man samtidig hele 16 GB RAM, hvilket gør mobilen lynende hurtig og suveræn til både multitasking og spil.

512 GB kan lyde af meget, men er det bestemt ikke, hvis man vil lege bare lidt med 8K video. 512 GB giver nemlig kun plads til 3 timers 8K video – endda uden at tælle Android styresystemet med…

Så 512 GB er slet ikke den vilde luksus, det var for blot et år siden. Har man ambitioner om at optage blot en smule 8K video med regelmæssige mellemrum, da er det en rigtig god idé at vælge den største S21 Ultra model. Med 512 GB risikerer man ikke at løbe tør midt i optagelserne. I hvert fald ikke lige med det samme.

Skulle man alligevel få brug for mere end de indbyggede max 512 GB lagerplads – eksempelvis på lange ferierejser til fjerne og utilgængelige steder, hvis det engang igen skulle blive muligt – da tilbyder Samsung ovenstående lille og yderst bærbare SSD harddisk på 1 eller 2 TB. Hver enkelt TB giver plads til knap 6 timers 8 K video.

Ny Pro Pen på vej

Da den nye og større S-Pen ikke har indbygget batteri og Bluetooth som den traditionelle Note S-Pen, da kan den ikke bruges som fjernbetjening. Ejheller til de mystiske Air Gestures, der mest af alt minder om Harry Potter viftende med sin tryllestav – når og hvis funktionerne ellers virker.

Det forlyder dog, at der senere på året vil komme en Pro-model af den store S-Pen med Bluetooth og indbygget batteri. En pen, der så kan bruges som fjernudløser til ens kamera.

Men fortvivl ikke. Har man ladet sig suge ind i Samsung’s stadigt større og bedre økosystem, da har man sikkert også investeret i et Galaxy Smartwatch – med 3’eren som den nyeste og mest avancerede model. Et lækkert smartwatch, der givet er det bedste valg til Android lige nu, hvor Google’s Wear slet ikke kan hamle op med Samsung’s eget Tizen OS.

Det nye Smartwatch 3 kan en stor del af det, som Apple Watch længe har været ene om at kunne. Og gør det med større stabilitet end  Google Wear, der jo skal virke på et hav af forskellige ure fra vidt forskellige producenter. Der er en tæt integration mellem de forskellige Samsung produkter, som bare bliver bedre og bedre til at kommunikere med hinanden.

Et godt eksempel herpå er den indbyggede Kamera-app, der giver mulighed for fjernstyring af mobilen fra håndleddet. En smart detalje, hvis man har et nyt Galaxy S21 Ultra med stor S-Pen uden Bluetooth og mulighed for fjernudløser. Med den indbyggede app styrer man mobilens kamera overbevisende direkte fra håndleddet – fra sit Watch 3.

Man kan bruge denne app som simpel selvudløser. Til at undgå kamerarystelser. Man kan vælge mellem foto og video. Man kan zoome ind og ud, fokusere direkte fra skærmen og meget mere. Og så fungerer det hele langt bedre end de tredjeparts programmer, der hidtil har kunnet meget af det samme. Eller i hvert fald påberåbt sig at kunne.

– Way to Go, Samsung!

De mange indbyggede funktioner samt et mindre design gør tilsammen, at det nye Watch 3 ikke har helt den samme batteritid som forgængeren Galaxy Watch. Men hvis man ellers lader sit ur op hver nat, bliver der ingen problemer med batteritiden.

En sammenligning med Galaxy Watch 2 er uhyre vanskelig, da dette ur aldrig har eksisteret. Samsung var tydeligvis bange for, at et eventuelt Watch 2 skulle blive forvekslet med Active 2 modellen, der ikke har rotérbar urkrans. Samsung droppede derfor alle planer om en 2’er og gik direkte til 3’eren.

Rigtige mænd (og kvinder med) vil naturligvis ikke undvære drejeskiven. Så meget mere om Watch 3 i en kommende artikel. Rigtige mænd (og kvinder) har også brug for et rigtigt cover, når de drager i felten med deres nye S21 Ultra.

Ovennævnte flipcover med indbygget S-Pen er perfekt til hjemligt brug og på forretningsrejsen. Eller hvis man vil redigere video og bruge pennen til præcise klip. Men skal man ud naturen og tage en masse flotte fotos, da er det ikke ideelt. Da risikerer man også at tabe sin dyrebare S-Pen.

Herude kan man i stedet og med fordel ty til Samsungs eget snart klassiske Protective Cover, som ud over massiv beskyttelse mod stød og slag sågar også har to indbyggede kickstands. En kort og en lang, der giver to forskellige betragtningsvinkler.

De gør, at man efterfølgende i ro og fred kan se dagens flotte optagelser igennem – fra den helt rigtige vinkel. Om man nu sidder op eller ligger ned. Eller et sted midt imellem. De er utroligt praktiske at have med sig overalt.

Jeg er nu på mit fjerde Protective Cover og kunne ikke undvære det. Jeg har haft det til min Note 8, 9, 10 og 20, og det er nu fast inventar på min S21 Ultra.

Bedre anbefaling kan noget cover næppe få.


Hvis du vil se fotos taget med den nye S21 Ultra, så check min @steenulnits Instagram-profil og søg på #S21Ultra.

Der ligger efterhånden en hel del skud her.

2021 Tekst: Steen Ulnits

 

Samsung Note 20 Ultra

Med Galaxy S20 Ultra missede Samsung for alvor målet, der var skyhøjt, ja, nærmest astronomisk: Verdens første mobil med 100 X zoom.

S20 Ultra blev en fuser, hvis man holdt det lovede op med det leverede. Efter et utal af opdateringer måtte selv Samsung erkende, at dér havde man nok gabt for højt og over for meget. Samt endnu ikke fået styr på samtlige 108 MP i den nyudviklede sensor.

Det så man nok tydeligst erkendelsen af, da Samsung i sommer lancerede efterfølgeren til S20 Ultra – den nye Note 20 Ultra. Note-serien, der primært adskiller sig fra S-modellerne ved sin indbyggede S-Pen, lanceres typisk nogle måneder efter S-serien. Den byder normalt på det bedste af det bedste – typisk i form af endnu bedre specifikationer end de netop lancerede Galaxy S-modeller. 

Men ikke sådan denne gang. Samsung havde ydmygt sænket ambitionerne fra 100 X til “sølle” 50 X i den nye Note 20 Ultra, der sågar også har langt færre pixels at tage af. Blot 12 MP på hver af de tre linser. Til gengæld kunne man nu ane, hvad der var på billedet i fuld forstørrelse. Og man kunne også bedre holde både fokus og framing ved den store forstørrelse.

Den optiske zoom var ganske vist boostet fra 4X til nu 5X på Note 20 Ultra, som tager superskarpe billeder ved netop den forstørrelse. 10 X fotos er også acceptable, blot der er lys nok. I en snæver vending og i højt klart solskin kan den sågar tage anvendelige 20X fotos. Mest til dokumentation – mindst til publikation.

En pudsig detalje, som flere tech-anmeldere har bemærket, er, at 4X zoom’en på S20 Ultra faktisk leverer bedre 10 og 20 X zoom og skarpere fotos end 5X zoom’en på Note 20 Ultra. Forklaringen ligger sandsynligvis i, at Note 20 Ultra jo må nøjes med en 12 MP sensor på sit 5X telemodul – mod 48 MP på S20 Ultra. Der er således fire gange flere pixels at tage af, når der skal hybridzoomes.

De medfødte mangler

Note 20 Ultra var mest af alt en Note 10 Plus rigget med den større 108 MP sensor fra S20 Ultra. Og så en 5X periskop zoom. En rigtig god mobil, der imidlertid havde og stadig har en del mangler. Til de mest irriterende hørte og hører stadig zoom-funktionen på Note 20 Ultra, som har det med selv at ville bestemme, hvilket kamera den bruger.

Er der eksempelvis for lidt lys til, at den ellers fremragende 5X zoom kan fungere optimalt – tage telefotos uden rystelser – da skifter kameraet automatisk om til den store og mere lysstærke 108 MP sensor, som der så blot croppes (beskæres på).

Resultatet bliver digitale 5X zoom billeder, som er rigtig meget ringere end de “rigtige” 5X zoom fotos. Og der er tilsyneladende ingen måde at tvinge mobilen til at blive på den ægte 5X zoom.

Eksempelvis hjælper det intet at sætte mobilen på et stativ. Som det gør på Google’s Pixel 4 mobiler. Det burde det også gøre her, og man burde kunne tvinge mobilen til at bruge 5X linsen, hvis det nu er det man vil og har brug for. Fordi det helt enkelt er en fremragende linse, som tager pivskarpe fotos – når den altså får lov til det.

Lidt det samme problem opstår, når man eksempelvis vil tage fotos i 3 eller 4X zoom området. Da presser man igen kameraet til at bruge 108 MP modulet, som der så zoomes digitalt på. Med langt fra optimale resultater til følge. 3 og 4X zoom fotos bliver da mindre skarpe end fotos taget med 5X.

Den “skæve” zoom

Man ser tydeligt skiftet på skærmen, når dette sker. Billedet bliver straks grynet. Og man må da leve med fotos, som ind imellem ligner noget taget med et billigt lommekamera. Der imidlertid har kostet 10.000 kroner. Problemet er tydeligt selv så tæt på de to oprindelige zoom-faktorer som henholdsvis 3,9 og 4,9X.

Så såre man er oppe på 4X eller  5X rent, er billedkvaliteten atter i top – forudsat naturligvis, at der er lys nok til, at mobilen vil bruge telelinsen og ikke i stedet beskærer på de 108 MP. Det skal man således holde et vågent øje med.

Samsung har nu brugt sine købere af S20 Ultra og Note 20 Ultra som forsøgskaniner i deres jagt på måneskuddet og 100X zoom. Begge er som udgangspunkt gode mobiler, der under de rette lysforhold kan tage endog meget gode fotos. Men som må lægge sig fladt ned og kapitulere, når der ikke er lys nok. Eller når man af beskæringsmæssige årsager er nødt til at bruge zoom, der ligger lige under de 4 faste eller 5X.

Et irritationsmoment for mig og mange andre er den lange latenstid for lukkeren. Når man trykker på udløseren, går der et lille stykke tid, før billedet tages. Nok til, at motivet kan være ude af fokus – hvis ikke helt væk. Jeg mistede i testperioden en hel del skud på den konto. Vil man undgå dette, er man nødt til at aktivere “Live View” funktionen, som så optager en lille video, man efterfølgende kan vælge stills fra.

Med Note 20 fik Samsung rettet de fleste af de fokuseringsproblemer, som S20 Ultra havde og til dels stadig har. Og nu håber vi så meget, at Samsung med den spritnye S21 Ultra også har fået løst problemet med den påtvungne digitale zoom. Måske er tredje gang lykkens gang, så vi ikke længere skal agere forsøgskaniner for Samsung…

Samsungs Service

Samsung og undertegnede kom desværre skævt ind på hinanden med Note 20 Ultra. Ikke på grund af mobilen, men på grund af den elendige service, der fulgte med.

Jeg var ude i god tid med en forhåndsbestilling af mobilen. Da den var hjemme, bestilte jeg et dedikeret Protective Cover til den kommende Note 20 Ultra – direkte fra Samsung. Også den bestilte jeg i god tid – to uger før lanceringen.

Tiden gik, og en dag lå den nye Note 20 Ultra og ventede på afhentning. Jeg havde imidlertid stadig ikke modtaget det bestilte cover, så jeg måtte ud og investere i et nyt. Man vil jo ikke risikere noget med en mobil i 10.000 kroners klassen, når man har den på prøve.

Der gik endnu en uge, før coveret fra Samsung så endelig dukkede op med posten. Jeg havde virkelig troet, at tingene ville komme samtidig – når det nu var Samsung, der stod for begge dele. Lanceringen af et nyt produkt med tilhørende nyt cover. Nu havde jeg så til gengæld to covers til samme mobil. Irriterende og fordyrende.

Men det skulle blive værre endnu. I forbindelse med lanceringen af Note 20 Ultra kørte Samsung en kampagne for dem, der forhåndsbestilte. De ville som bonus få en trådløs oplader og en game controller til en samlet værdi af kr. 1.000,-. Formedelst en symbolsk pris på kr. 79,-. Man skulle blot registrere sin nye mobil hos Samsung.

Members

Det gjorde jeg via app’en Samsung Members, som regelmæssigt byder på gode tilbud, og alt var godt. Da jeg senere ville inkassere min lovede bonus – som jo var grundlaget for, at jeg overhovedet købte mobilen – gik det helt galt. Teksten i app’en var nu på svensk, og jeg blev bedt om at bruge min Samsung Pay. 

Den virker imidlertid ikke i Danmark – kun i Sverige. Så jeg blev efterfølgende bedt om at bruge min Google Pay i stedet. Og her gik systemet så i sort. Jeg fik ingen bekræftelse på, om bestilling og betaling var gået igennem. Kontakt til Samsung Danmark – mundtligt og skriftligt – gav heller ikke nogen bekræftelse. De kunne se bestillingen – ikke bekræftelsen.

Efter en masse kontakt frem og tilbage blev jeg stillet en grad højere op i hierakiet, hvor en venlig medarbejder forsikrede mig om, at jeg selvfølgelig nok skulle få min bonus. De havde haft lidt tekniske problemer over sommeren, og de indkomne bestillinger ville blive udsendt i batches.

Så vidt så godt. Herefter skete der absolut intet – trods adskilligt flere rykkere fra min side. Jeg havde løbende holdt teleselskabet CallMe, som havde leveret mobilen, orienteret om forløbet. Og da der var gået to måneder ud over returrettens ene måned – i alt tre måneder efter købet – tilbød CallMe så at sende mig en returlabel. Vederlagsfrit.

Trods det faktum, at det jo ikke var dem, der var de skyldige. Men Samsung Danmark, der havde fucket det hele totalt op. CallMe kunne ikke gøre noget fra deres side. De ydede blot en rigtig god service, som fik mig til at blive i deres fold.

Som kronen på værket modtog jeg en uge efter returnering af mobilen en mail fra Samsung Danmark. Det første tegn på liv fra den side, jeg havde fået i flere uger.

I mailen håbede man, at sagen nu var løst tilfredsstillende…

Og nu fungerer alting fint på min Members.

© 2020 Steen Ulnits

 

Sony Xperia 1 Mark II 5G

Sony’s nye Xperia 1 Mk. 2 er netop det, den giver sig ud for: Den naturlige opfølger til sidste års Xperia 1 Mk. None. De har begge samme størrelse og form factor, og de har begge et system bestående af tre kameraer på 12 MP hver.

Endelig har de samm6.5 tommers 4K OLED skærm med det langsmalle cinematiske 21:9 størrelsesforhold. Det er i tørre tal 1644 x 3840 pixels, hvilket giver en pixeltæthed på imponerende 643 pixel per tomme – ppi også kaldet. Til sammenligning har Samsungs seneste topmodel, Galaxy S20 Ultra, “sølle” 511 ppi…

De to 1’ere er ligeledes begge fremtidssikrede med indbygget 5G modem. Men her ender så til gengæld lighederne. Begge har de ganske vist tre kameraer, men det er ikke de samme tre. Og det er heller ikke den samme sensor, der registrerer lyset.


En 16mm f/2.2 vidvinkel med en billedvinkel på hele 124 grader.

En 24mm, f/1.7 standardlinse med en billedvinkel på 82 grader. Samt

En 70mm f/2.4 telelinse med en billedvinkel på 34 grader svarende til 3X zoom.


Et stort irritationsmoment har fra starten været, at man ikke kan zoome glidende mellem disse tre kameraer, som har hver deres isolerede liv i den nye Sony. Man skal aktivere hvert enkelt kamera, hvis man vil skifte billedvinkel. Hvilket gør beskæring af fotos langt mere besværligt end på stort set alle andre mobiler.

Sony har ønsket at præcisere, at der er tale om tre forskellige kameraer, man bevidst skal vælge og skifte imellem. Som var det tre separate optikker på et Sony Alpha-DSLR kamerahus. Og det går desværre ud over komforten.

Ovenstående tre brændvidder dækker de allerfleste forhold, man som seriøs fotograf kommer ud for i det daglige. Men bedst af alt, så er der nu en spritny og langt større billedsensor til at registrere input fra de tre kameraer.

Det er Sony’s store 1/1,7″ Exmor RS™ billedsensor med BIONZ X™-processor til mobilenheder. Størrelsen alene garanterer, at der kommer masser af ekstra lys til sensoren. Dette i forhold til sidste års 1/2,6 sensor. Dette års sensor er således mere end 50 % større end forgængeren, hvilket giver den mulighed for at suge meget mere lys til sig. Med bedre billedkvalitet som resultat.

Størrelsen på sensoren er langt vigtigere end antallet af pixels, der er det samme i år som sidste år, nemlig 12 MP.

Hvor forgængeren Mk. 1 kun havde en 2X zoom, er Mk. 2 opgraderet til 3X. Helt præcis 2,92X, hvis man nu er lidt nøjeregnende med tallene. Det forekommer dog ganske rimeligt, at Sony har rundet op til 3X.

Processoren er tilsvarende opgraderet fra en Qualcomm® Snapdragon™ 855 med 6GB RAM til den nyeste 865 med 8GB RAM. Batteriet er opgraderet fra 3.330 til nu 4.000 mAh, hvilket var tiltrængt. Det holder til hård brug hele dagen – specielt da Sony samtidig har valgt at bibeholde den klassiske opdateringsfrekvens på skærmen – 60 Hz.

Dette i en tid, hvor konkurrenterne ellers kappes om at være hurtigere og hurtigere på dette felt. Først med 90 Hz, hvilket inkluderede OnePlus og Google Pixel. Dernæst med 120 Hz, der ser ud til at blive den kommende standard, som Samsung allerede har taget til sig i deres nye S20-serie. Gaming mobiler som Red Magics seneste 5G er helt oppe på en 144 Hz opdateringsfrekvens.

Sony kan således synes håbløst bagud på dette område, men sådan virker det slet ikke i daglig brug. Sony har ganske vist tilføjet en softwarefunktion, som i deres øjne får skærmen til at virke som 90 Hz, men det kan nu diskuteres. Faktum er dog, at jeg ikke et sekund har haft grund til at klage over de 60 Hz. Til gengæld har jeg kunnet glæde mig over en længere batteritid. Typisk koster det op mod 25 % mere strøm at køre med 120 Hz end med 60 Hz.

Og så er Sony langt om længe hoppet med på trådløs opladning, hvilket for mig har været altafgørende. Alene på grund af den manglende trådløse opladning investerede jeg ikke i sidste års Mk. 1’er, der kun kunne oplades på konventionel vis – via stik og ledning. Utroligt, at det skulle tage så lang tid for Sony bare at komme på omgangshøjde. Præcis som OnePlus. Men bedre sent end aldrig.

Sony har med sin Xperia 1 Mk. 2 responderet på alle de kritikpunkter, der blev rejst mod forgængeren af en ellers begejstret presse. Alligevel er det lidt pudsigt at skulle anmelde den nyeste Sony Xperia 1 Mk. 2, når man kommer lige fra den nyeste Samsung Galaxy S20 Ultra. Pudsigt, da det er to helt forskellige verdener, selv om begge kører på samme Android 10 styresystem.

Dobbelt pudsigt bliver det, når den ene viser sig at være verdensmester i det, den anden fuldstændig fejler i. Tager man prisforskellen med i betragtning, virker det tredobbelt pudsigt. Eller måske nærmere mærkværdigt.

Har man fulgt lidt med i tech-debatten, ved man sikkert, at der her hentydes til den autofokus, som Samsung bare ikke kan få til at fungere på sin hundedyre S20 Ultra topmodel. På et 108 MP kamera, der efter et utal af opdateringer stadig ikke fungerer. På en mobil til over kr. 10.000 i vejledende udsalgspris.

Det problem har man heldigvis ikke på den nye Xperia. Faktisk er hurtig og præcis fokusering en af de allerstærkeste og mest imponerende sider af den nyeste Sony Xperia mobil.

Og Sony holder sig til de gamle dyder: Der arbejdes med ren optisk zoom i de tre kameraer – i stedet for den ind imellem ganske kryptiske kombination af optisk, hybrid og digital zoom, som Samsung er gået helt over til.

Men måske netop derfor, at Sony ikke har de  problemer med hurtig og præcis fokusering, som Samsung døjer med i sin nye topmodel S20 Ultra. Det er blevet for avanceret med al den AI og digitale zoom til, at Samsungs digitale billedbehandling kan følge med

Sony trækker fra

På mange måder er Sony Xperia 1 Mk. 2 en helt almindelig high-end Android 10 mobil med markedets hurtigste 865-processor og RAM nok til at følge med. 8 GB RAM og 256 GB ROM. Præcis de samme specifikationer vil man kunne finde på mange andre mobiler i den dyre prisklasse. 

Her vil man også et langt stykke hen ad vejen kunne finde den samme kamera-app med stort ser de samme generelle specifikationer. Såmænd også med de samme sensorer, da Sony allerede leverer til omkring halvdelen af samtlige mobiler på markedet.

Men her ophører lighederne så. Japanske Sony har en mangeårig tradition for udvikling og fremstilling af skærme og kameraer til professionel fotografering og videoproduktion. Med fokus på det dyre high-end marked. Således produceres en stor del af eksempelvis Netflix’ egne værker med Sony’s hundedyre FS-kameraer.

Sony har produceret mobiltelefoner i snart mange år og med vekslende held. Det er aldrig lykkedes dem at producere nogen virkelig bestseller, der har kunnet tage kampen op med Apple, Samsung og LG med flere. Måske Sony bare ikke har taget mobilerne tilstrækkelig alvorligt.

Det vil man imidlertid gøre nu, hvor konkurrencen er hårdere end nogensinde. Og til lejligheden har den japanske elektronikgigant for første gang ladet sit mobilteam arbejde tæt sammen med sit Alpha-kamerahold. Dem, der udvikler og producerer de professionelle Alpha-kameraer samt de vanvittigt dyre FS-video kameraer.

Det er frugten af dette samarbejde, vi nu står med i form af det nye Xperia 1 Mk. 2. På mange måder er der tale om samme bruger-interface som på et dyrt Sony Alpha-kamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som vil begejstre foto- og videoentusiaster verden over – og skræmme resten langt væk…


Cinema Pro

Problemerne og de næsten lige så uendelige muligheder ligger i de to semi-professionelle apps, der  er installeret som standard på den nye Xperia 1 Mk. 2:

Cinema Pro, der allerede var med på sidste års Xperia 1. Og så den helt nye Photo Pro app. Den første udelukkende til optagelse af video – den sidste til rendyrkede foto-entusiaster.

Det er i særklasse disse to stykker software, der får Sony Xperia 1 Mk. 2 til at skille sig ud fra mængden. To apps eller programmer, der får enhver professionel foto- eller filmfotograf til at slikke sig om munden. Her er der nemlig mulighed for at styre alle tænkelige parametre. 

Sidste års Xperia 1 kom loadet med Cinama Pro appen til video-optagelse eller -produktion, fristes man nærmere til at sige. For her er det som at gå ombord i en miniature-udgave af et stort professionelt Sony videokamera. Med et hav af indstillingsmuligheder, som man ikke finder på en smartphone. Man kan endda optage i samme afdæmpede Venice-mode, som topprofessionelle Sony videokameraer benytter sig af.

Det er features, der vil få enhver filmfotograf til at savle over mulighederne. Og derfor den eneste mobil, han kunne drømme om selv at tage med på ferierejsen. Vel vidende, at han vil kunne integrere ferieoptagelserne direkte med video fra sit professionelle og hundedyre Sony videokamera.

Eneste ulempe, som jeg er stødt på, er manglen på mulighed for at skifte indstillinger under optagelse. Det gælder især, hvis man vil panorere fra et lyst til et mørkt område og tilbage igen. Det kan man simpelhen ikke, når kamera og app er indstillet til én bestemt belysning. Har man brug for at panorere fra lyst til mørkt, må man i stedet ty til standardappen. Og det er ikke smart.

Man er på samme måde nødt til at vælge, hvilket af de tre kameraer der skal filmes med. Det kan ikke senere ændres i det oprettede projekt. Lidt af en nedtur for kreative sjæle. Til gengæld kan man så glæde sig muligheden for at indstille et interval for, hvorfra og hvortil kameraet skal fokusere.

Det ser vildt blæret ud, når man prøver det første gang og ser fokuseringen flytte sig som indstillet. Da føler man sig som en rigtig filmfotograf og -instruktør. Som en kommende Spielberg!


Photo Pro

Efterfølgeren Xperia 1 Mark 2 er til lejligheden suppleret med Photo Pro, som er en parallel til Cinema Pro – blot udelukkende til optagelse af stillbilleder. Og den har ikke samme irriterende begrænsning som Cinema Pro, da den har en autoindstilling, som kan kompensere for skiftende lys i realtime.

Derudover har den alle tænkelige indstillingsmuligheder, som en Pro-app naturligvis skal have – med mulighed for manuel justering af stort set alt. Det gælder hvidbalance, ISO, serieoptagelse, zoom på samtlige tre kameraer, lukkertid, men ikke blænde, da vi jo har med en mobil og ikke et traditionelt kamera at gøre. Samt fokusering, der er i absolut verdensklasse. 

Fokuseringen er baseret på Sonys eget “Eye Focus” system, der låser sig fast på et øje og følger det tæt under selv de mest hæsblæsende bevægelser af krop og hoved. Og det virker på dyr såvel som på mennesker, hvis nogen gerne vil forevige sin elskede hund eller kat. 

Sony Xperia 1 Mk. 2 beregner løbende såvel autofokus som korrekt eksponering under optagelserne – op til imponerende 60 gange i sekundet. Til formålet har sensoren hele 247 autofokuspunkter med faseregistrering. Det giver en præcision og hurtighed i fokuseringen, som skal ses, før man tror på det. Uden diskussion markedets bedste til sikker fokusering under alle forhold.

Og da Sony Xperia 1 Mark 2 jo primært er et digitalt kamera og sekundært en smartphone, er der naturligvis  en rigtig fysisk udløserknap. Præcis som på et rigtigt kamera. Man trykker halvvejs ned for at fokusere – og helt ned for at tage billedet. Utrolig bekvemt sammenlignet med at skulle trykke på selve skærmen for at tage et billede.

20 billeder i sekundet

Og så til allersidst det helt store tryllenummer: Muligheden for at tage serieoptagelser med op til 20 billeder i sekundet. Det er en feature, der er store muligheder i. Og blæret at høre på, når kameraet som en anden Gatling Gun fyrer løs i en uendelighed – i hvert fald så længe man holder knappen nede.

Bagefter kan man i ro og mag vælge, hvilket skud er det bedste – hvilket der ramte plet. Det er langt bedre end at skulle klippe i Samsung’s 8K video, der fylder en bondegård, og som tilmed indskrænker billedformatet.

Prisen for de mange serieoptagelser er det begrænsede antal pixels per billede: 12MP. Har man som undertegnede benyttet sig af tidligere Sony Xperia modeller som Z5 og XZ Premium, da vil have glædet sig over billeder med henholdsvis 24MP og 19MP. Billeder, der havde god plads til efterfølgende beskæring.

Men den mulighed valgte Sony fra, da man gik målrettet efter 20 billeder i sekundet. Her kunne flere pixels på en større billedsensor ikke have fulgt med. Til gengæld råder man nu over hele tre kameraer – mod blot et enkelt på forgængerne Z5 og XZ Premium.


“Filmic Pro” til iPhone

Nu skal man ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis video-optagelse er i verdensklasse, men hvor avancerede indstillingsmuligheder nærmest ikke eksisterer.

Løsningen er at investere i app’en “Filmic Pro“, som byder på et væld af avancerede indstillingsmuligheder til alle, der måtte have en lille Spielberg i maven. Det er en app, som kan erhverves i Apple’s App Store for en ganske rimelig penge.

Filmic Pro bruges af mange professionelle, når de er i felten og har deres iPhone med som backup eller kamera nummer to. Så god er iPhone nemlig til video.


“Halide” til iPhone

Man skal heller her ikke fortvivle, dersom man til daglig bruger en iPhone, hvis kamera-app er ganske enkel og uden de store indstillingsmuligheder.

Hvis man har en professionel fotograf i maven og gerne vil fotografere mere avanceret, end ens iPhone tillader direkte fra Apple, da bør man tage et kig på app’en “Halide“, som kan erhverves for en billig penge i Apple’s App Store.

Halide byder på alle de justeringsmuligheder, som Apple’s egen indbyggede app ikke gør, og som er uundværlige til professionelt brug.


360 Reality Audio

Sony har altid været til musik og god lyd. Det bærer hele deres historie og produktsortiment præg af – med den ikoniske Walkman som det nok mest kendte. 

Sony’s lydteam har senest præsenteret, hvad de har døbt “360 Reality Audio”. Det er Sony’s måde at skabe en rumlig musikoplevelse, der rækker ud over både stereo og quadrofoni. Til formålet bruger Sony sin egen “objektbaserede rumlige lydteknologi”, som de selv kalder det. Det skaber et 360 graders sfærisk lydfelt, hvilket præsenterer lyden præcis, som dens skabere – musikerne – havde tænkt sig det.

Det kræver dog, at musikken er indspillet i et specielt format, for at man skal kunne høre forskel på 360 Reality Audio og så almindelig stereo. Dertil specielle hovedtelefoner, som er skabt til afspilning af 360 lyd.

Som en passende bonus til dem, der havde forudbestilt deres Xperia 1 Mk. 2, kom der efterfølgende et par specielle Sony hovedtelefoner i den absolutte topklasse: De prisbelønnede Sony WH-1000XM3. Som kan afspille trådløst via Bluetooth eller via ledning fra det 3,5 mm jackstik, som Mk. 2 er forsynet med. Med indbygget støjreduktion.

En vejledende udsalgspris på omkring kr. 2.000,- alene for 1000XM3 gør pludselig Xperia 1 Mk. 2 plus hovedtelefoner til et rigtig godt køb.

Er hovedtelefoner et levn fra fortiden? Overhovedet ikke. Tværtimod får man bedre lyd gennem kabel – med bedre separation af de to kanaler – samt ingen tidsforsinkelse. Det er primært gamere, der holder af den lynhurtige “lagfree” lyd uden forsinkelse.

Det kan nemlig betyde liv eller død i den branche!


Konklusion

Det er ikke så svært at konkludere noget om den nye Sony Xperia 1 Mk. 2:

Den er det perfekte værktøj for alle, der har en filminstruktør eller professionel fotograf i maven. Dem, der ønsker at skabe noget. Gerne noget stort. Om det så er en filmisk dokumentation af barnets første år eller en fotoreportage om årets jordbærhøst blandt østarbejdere. For nu at vælge to helt forskellige temaer.

Det er som tidligere nævnt et irritationsmoment, at der ikke kan zoomes trinløst og direkte mellem de tre indbyggede kameraer. Det skal man naturligvis kunne i en standard kamera-app, der bør tage skyldigt hensyn til uøvede eller ikke-nørdede fotografer.

De mere avancerede brugere vil snildt kunne leve med de tre separate kameraer i henholdsvis Photo Pro og Cinema Pro apps’ene, der jo alligevel lægger op til total kontrol helt ned i detaljen.

No Night Mode…

Alligevel er det nærmest ufatteligt, at der ikke findes nogen Night Mode på så dyrt og avanceret et kamera som Sony Xperia 1 Mk. 2. Det burde koste strafpoint til producenten. Bevares: Er man en rutineret fotograf, kan man skam få fine natoptagelser, hvis man vil bruge den fornødne tid på at justere på de mange indstillinger. Og så ellers bruge et stativ for at undgå rystede billeder.

Men i en tid, hvor man kan tage fortræffelige natoptagelser med mobiler fra Apple, Google, Samsung og Huawei med flere – endda på fri hånd og uden at skulle medbringe et irriterende stativ – da er manglen på Night Mode en klar ommer. Sony, altså. How could you…

Der verserer dog rygter om, at der vil komme en Night Mode med en senere opdatering af Xperia 1 Mk. 2. Men det rygte giver jo desværre ingen gode og veleksponerede natoptagelser i kassen netop nu. Ejheller sikkerhed for, at det overhovedet bliver til noget.

På samme måde må man blot konstatere, at Sony’s teknikere ikke prioriterer selfies. I hvert fald er frontkameraet på den nye Xperia 1 Mk. 2 et af markedets absolut ringeste. Det er åbenbart eller simpelthen ikke meningen, at man som professionel fotograf skal fornedre sig til at tage selfies med det kamera…

Når vi taler om lys eller mangel på samme, så undgår vi ikke at kommentere på skærmen. Den er ganske vist imponerende skarp, men desværre også irriterende mørk til udendørs brug. Det faktum alene vil med garanti få mange Apple og Samsung brugere til at forblive netop det. Til ikke at skifte til Sony, som måske med fordel kunne have sparet på antallet af pixels – til fordel for en lysere skærm.

Den nye Xperia 1 Mk. 2 tager meget naturtro billeder, hvilket i manges øjne er det samme som lidt kedelige. Det fremgik tydeligt af en større blindtest hos websitet phonearena.com, hvor man lod læserne stemme på et antal fotos taget med henholdsvis Sony Xperia 1 Mk. 2, Samsung Galaxy S20 Ultra og Apple iPhone 11 Pro Max. Markedets tre nuværende topmodeller.

Xperia 1 Mk. 2 kom ud som en klar nummer chok i de fleste af tilfældene – på grund af sine naturtro farver, der ikke kunne eller skulle hamle op med flagskibene fra Samsung og Apple. Sony faldt også helt igennem under natoptagelserne.

Men det er sikkert et bevidst valg fra Sony’s ingeniører: At satse på de naturlige farver, som man så efterfølgende kan redigere hjemme i studiet. Så natfotos kan komme til at ligne nat. Og ikke oplyst dag, som tilfældet desværre er med de fleste af dagens “Night Modes”.

Alt efter smag, behag og behov.

Nøjagtigt det samme gælder for øvrigt Sony’s “Venice” mode til videoptagelse. Her har man taget toppen af både farver, højlys og skygger, så man efterfølgende nemt kan farvekorrigere sine optagelser og få præcis det resultat, man måtte ønske. Man er vel professionel!

Som professionel vil man også vide at værdsætte, hvor let det er at åbne skuffen til SIM- og hukommelseskort. Sidstnævnte vil man få god brug for, hvis man optager megen video eller mange RAW stills. Også selv om kameraet kommer med 256 GB plads (og 8 GB hukommelse) som standard.

Da er det genialt, at man blot kan åbne skuffen med en fingernegl og skifte hukommelseskortet ud. At man ikke behøver noget besværligt SIM-værktøj.

Et krævende bekendtskab

Xperia 1 Mark 2 er således et interessant, men også noget krævende bekendtskab. Og man skal virkelig have noget på hjerte, før man investerer i den lille nye fra Sony. Man skal have ambitioner om at udtrykke sig helt specielt rent grafisk. Om at finde sin helt egen stil til foto og video.

Og man skal være villig til at planlægge sine fotos og videoer helt fra grunden og til mindste detalje. Ellers er man bedre tjent med en af markedets rigtig mange kapable generalister. Mange gange bedre. 

Men er man en kreativ film- eller fotonørd, da er den nye Xperia 1 Mark 2 det samme som juleaften hele året. En uendelig bunke af gaver, der skal pakkes ud og tages i brug. Hver eneste dag. Året rundt.

Og skulle man i forvejen være bruger af Sony Alpha-udstyr – som glad amatør eller kompetent professionel – da er den nye Xperia 1 Mk. 2 en soleklar no-brainer:

– Go get it! 

Da er Sony Xperia 1 Mark 2 givet dit helt nye drømmekamera. Og meget mere kamera end bare en 5G mobil.

Set til godt 6.000 kroner med abonnement.

© 2020 Tekst: Steen Ulnits


Efterskrift

Den lange, slanke og kantede form gør det lidt vanskeligt at få et sikkert greb om Xperia 1 Mk. 2 under fotografering. Samtidig byder denne kameramobil på nok markedets bedste ydelse, hvis man vil spille spil eller kigge film.

I begge tilfælde vil man have rigtig megen glæde af et dedikeret etui som Sony’s egen kickstand model. Dette etui har åbne sider, så man let kan komme til såvel udløserknappen som volumen-knappen, der også kan fungere som zoom under fotografering. Selv om funktionen kan være svær at komme til under optagelse.

Etuiet har forstærkede hjørner, der dels beskytter mobilen, hvis man skulle tabe den – dels giver et langt bedre greb om mobilen. Hvilket der som sagt er god brug for.

Endelig er der den lille kickstand, som kan foldes ud og støtte mobilen i horisontal visningstilstand. Da har man et fremragende lille fjernsyn eller videospiller, man kan have med på farten.

Jeg kom hurtigt til den erkendelse, at man er rigtig godt hjulpet med dette behagelige og praktiske etui. Og ilde stedt uden…


Efter-efterskrift

Ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 fortalte Sony, at den lille ny kunne fås i to farver – blank sort og blank lilla. Begge rene fingeraftryksmagneter. Senere rygter fortalte, at der også ville komme en matsort eller matgrå model i farven “Slate”, som ikke sugede fingeraftryk til sig. Den ville jeg og mange andre gerne have fat i, men der er endnu ikke spor af den.

Ved lanceringen fortalte Sony også, at der ville komme en “Pro” model, som ud over 512 GB lager blandt andet har HDMI udtag og en ekstra knap til valgfri programmering. Endnu en detalje hentet fra de professionelle Alpha-kameraer.

Den nye “Pro” er indkapslet i et specielt “low dielectric constant” materiale, der sikrer optimal passage af radiosignalet. Men også et mere robust og tykkere udseende.

Der er tale om et 360 graders design, som via 16 antannedele fordelt på samtlige fire sider optimerer 5G mmWave forbindelsen. Perfekt til professionelle, der vil sende live fra store arrangementer med mange mennesker på nettet samtidig.

Det spås, at Xperia Pro-modellen vil blive op mod 50% dyrere end 1 Mk. 2. Men det er ikke sikkert, vi overhovedet får den at se i Europa. Sony har en dårlig vane med at producere specialmodeller, der ikke når længere end til hjemlandet Japan og hovedmarkedet USA.


Efter-efter-efterskrift

Allerede ved lanceringen af Xperia 1 Mk. 2 forlød det, at der ville komme en lidt billigere topmodel.

Den har vi nu fået – i form af Xperia 5 Mk. 2, der på de fleste områder er en tro kopi af 1’eren. Man skal kigge godt efter for at se forskellene, der har skåret en tusindlap af prisen.

Standardlageret er på 128 GB mod det dobbelte på 1’eren. Dog med udvidelsesmulighed. Skærmen har fået en lavere opløsning, og der mangler trådløs opladning.

De tre kameraer er stadig de samme fra tyske Zeiss, og Mk. 2 leveres også med både Cinema Pro og Photo Pro præinstalleret. Så er man rigtig godt kørende fra start.

Havde prisforskellen mellem Xperia 1 og 5 været større, ville den nye 5’er nok have været det klare valg. Men mangelen på trådløs opladning er i hvert fald for mig udslagsgivende.

Xperia 1 Mk. 2 er i mine øjne stadig det klart bedste køb. Men så ved vi jo allerede nu, at Sony snart barsler med en Mk. 3.

Så måske man liiige skulle vente lidt på den…


Og så ikke alligevel:

Sony har netop dumpet prisen på den stadig nye Xperia 5 Mk. 2, der nu kører med 120 MHz opdatering af skærmen. Ikke uventet er der en Mk. 3 på vej…

Samtidig har Sony tilføjet et par af sine fremragende WH-H910 hovedtelefoner og sælger nu denne pakke til imponerende 4.300,- gennem teleselskaberne.

Læs mere om dette nye makkerpar i en kommende artikel.

Set hos CBB Mobil.

 

“Fake-Zoom, Samsung!”

Sådan lyder dommen over zoom-funktionen i de to mindste modeller i Samsungs nye S20-serie på det tyske website notebookcheck.com. Tyskerne har nærkigget specifikationerne og er helt klare i mælet: Der er ingen ægte zoom på de to mindste modeller.

Sydkoreanske Samsung er blandt verdens elektronikgiganter. Rigtig store er de på mobiltelefoner – specielt de nyeste smartphones. Samsung har længe ligget på en klar førsteplads, hvad styktal angår, men er på de seneste blevet overhalet indenom af kinesiske Huawei.

Ingen tvivl om, at Samsung føler sig presset af kineserne, som er efter mange års tyveri af vestlig knowhow og IP (Intellectual Property såsom patenter) nu selv forcerer udviklingen. Ikke mindst på kamerafronten er kineserne blevet stærke – godt støttet af staten og hjulpet på vej af vestligt sløvsind. 

Anyway. Samsung har følt sig presset til en ekstra indsats på området, og det har vi netop set med den seneste serie af Galaxy S20 mobiler. Fra den mindste S20 over S20 Plus til topmodellen S20 Ultra. Alle markedsføres de hårdt på ikke mindst deres fornemme skærme og avancerede zoom-muligheder.

Samsung har bestemt ikke holdt sig tilbage med fortællinger om egne fortræffeligheder – med betegnelsen “100X Space Zoom” som den nok hidtidige kulmination, hvad disse ambitioner angår. En betegnelse reserveret topmodellen S20 Ultra, der på alle måder fremstår som det ypperste, Samsung kan levere her i 2020.

Læs gerne den udførlige artikel om Samsung Galaxy S20 Ultra, der skulle have været så god, at den atter ville have bragt Samsung i mobilkameraernes førertrøje. Det gik som bekendt helt anderledes – med koks i blandt andet hvidbalance og ikke mindst fokusering.

I denne artikel skal vi i stedet fokusere (!) helt på zoom-funktionaliteten i den nye S20-serie. Dette med udgangspunkt i en meget udførlig og teknisk artikel i det tyske webmagasin notebookcheck.com – med den ildevarslende titel “Fake-Zoom, Samsung!”. 

Her er der virkelig læsestof for nørder som undertegnede, der gerne vil vide, hvad der egentlig sker i ens dyre digitale mobilkamera.

– Falsk markedsføring?

Som efterhånden mange tech-anmeldere har påpeget, så var det dumt at Samsung at hype en simpel og uskarp digital 100X zoom og kalde den “Space Zoom”. S20 Ultra leverer nemlig en fornem 10X hybrid zoom, der sammen med den nye 108 MP sensor nok kunne have båret den nye topmodel igennem.

Nu kom der pludselig ekstra meget fokus på zoom-delen i den nye S20-serie. Og noget tyder på, at den ikke holder til et nærmere eftersyn. Lad os tage et tættere kig på, hvad der er vaskeægte optiske fakta. Og hvad der i bedste fald er lemfældig omgang med sandhed og markedsføring.

Man skal dybt ind på listen over tekniske specifikationer, førend man begynder at forstå, hvordan Samsung har kunnet nå op på hele 100X zoom på topmodellen S20 Ultra og 30X zoom på de mindre S20 og S20 Plus modeller. Der er nemlig en ganske interessant forklaring, som de tyske teknikere hurtigt nåede frem til:

Hverken S20 eller S20 Plus har rigtige telefoto-kameraer. Forklaring følger:

Kigger man på de udførlige lister over specifikationer (se nederst i denne artikel), som blev udleveret til pressen ved lanceringen af S20-modellerne, er især én ting iøjnefaldende: Der findes ingen reel telelinse på hverken S20 eller S20 Plus. I stedet er der to vidvinkler, hvoraf den ene blot er marginalt større end den anden. Med billedvinkler på henholdsvis 79 og 76 grader.

Det er den nærmest ikke-eksisterende forskel på sølle 3 grader i billedvinklen, som tillader Samsung til at kalde den indbyggede zoom for “hybrid-zoom”. Uden at kunne retsforfølges for falsk markedsføring. Resten af zoom-effekten opnås ved blot at croppe eller beskære 64MP sensoren 3 gange – til det, Samsung kalder 3X hybrid zoom. Eller “lossless” – uden tab af billedkvalitet.

Resten af vejen op til de angivne 30X er 10X digital zoom – med det sædvanlige tab af billedkvalitet, som det nu engang medfører. Stik modsat optisk zoom, der jo bibeholder hele kvaliteten og den fulde opløsning.

Nu er det uhyre sjældent, at en optisk zoom helt præcist rammer rammer det hele tal, der i regelen angives. Således byder Sony’s nyeste flagskib, Xperia 1 Mark 2, på en 3X zoom, der reelt er 2,92X. En beskeden oprunding, der bestemt er til at leve med.

Så er det værre med OnePlus’ angivne 3X zoom på 7 Pro modellen, der viste sig reelt kun at være på 2,2X. Resten af vejen op til de angivne 3X croppede eller beskar OnePlus sig frem til. Og det mente mange tech-anmeldere var og er snyd. Falsk varebetegnelse eller sågar decideret vildledende markedsføring.

Det samme mener mange nu også om “zoom’en” på S20 og S20 Plus, hvor der stort set udelukkende croppes på 64MP sensoren. Dette ud fra en nærmest ikke-eksisterende reel zoom-faktor på 1,06 (79 mm : 76 mm).

Ægte Ultra-zoom

Så ser det trods alt bedre ud med topmodellen S20 Ultra, der som udgangspunkt har hele 4X (tilsyneladende ægte) optisk zoom. I form af en avanceret periskoplinse af samme type som lanceret af Huawei sidste år.

Det nok bedste bevis for, at kameraet på S20 Ultra virkelig er fejlbehæftet eller forkert konstrueret, finder man givet i specifikationerne på den meget snart kommende Samsung Galaxy Note 20.

Note-modellerne plejer således altid at komme med det bedste kamera fra de foregående standardmodeller, og den nye Note Ultra burde derfor komme med samme store kameramodul som S20 Ultra. Men det gør den ikke. Samsung har erkendt, at de missede med deres 100 X Space Zoom. Et Moon Shot, der ramte helt ved siden af.


I stedet har man holdt fast ved den nyudviklede 108MP sensor og den gamle 12MP vidvinkel. Dem har man nu kombineret med en helt ny 13MP periskoptele med 5X ægte optisk zoom.

Disse tre kameraer skal nu spille sammen og max kunne levere 50X zoom – hvilket også er, hvad markedets øvrige topmodeller maksimalt kan præstere. Med Huawei P30 og P40 Pro som de mest prominente eksempler.

Det er for øvrigt interessant at bemærke sig, at kinesiske Xiaomi var den første producent til at overskride 100MP barrieren. Pudsigt nok med samme sensor, som Samsung har fremstillet og nu selv bruger i sin S20 Ultra.

Men Xiaomi så heldigvis tidligt begrænsningerne. At træerne ikke voksede ind i himlen. Selv ikke med en 108MP sensor. Kineserne stoppede derfor klogeligt ved 50X zoom på deres glimrende Xiaomi Mi Note 10, som koster under det halve af en S20 Ultra, og som på mange områder både var og stadig er et bedre køb.

Men når ellers den fungerer efter hensigten, tager Samsungs topmodel Galaxy S20 Ultra fremragende billeder som introbilledet til denne artikel.


No more Space Zoom

Nu har Samsung så heldigvis genvundet jordforbindelsen og skåret sin voldsomt hypede Space Zoom ned fra 100X til 50X på den kommende Note 20 Ultra.

Samtidig har man (tilsyneladende) løst fokuseringsproblemet på den store 108MP sensor ved at (gen)indføre avanceret laser fokus.

Det glæder jeg mig voldsomt til at teste af i praksis!

Note 20 Ultra lanceres den 5. august.

– No more Fake-Zoom, Samsung!


© 2020 Steen Ulnits

Samsung Galaxy S20 Ultra

Der blev slået på de helt store trommer, da Samsung for nylig lancerede sin nye serie af high-end smartphones under navnet “Galaxy S20”. Med sine op til 108 MP indvarslede den ifølge Samsung en helt ny æra for fotografi.

Jeg har testet topmodellen S20 Ultra, og jeg er desværre ikke imponeret. Nærmere skuffet. Den megen hype omkring lanceringen fik forventningerne til at overstige realiteterne.

Med den nye S20-serie indvarslede Samsung som sagt en helt ny æra inden for smartphones og smartphone fotografering. Sagde Samsung i hvert fald selv. Måske var det i virkeligheden blot gået op for dem, at de var ved at sakke bagud i forhold til de mange nye konkurrenter fra Kina?

Det er producenter, der kan det samme som Samsung, men som kan gøre det til den halve pris. Ofte er der tale om mindre producenter, som er hjemmehørende i et uhyre omstillingsberedt marked, hvor man med kort varsel og korte mellemrum lancerer nye modeller – blot for at være først med det sidste.

En gigant som Samsung kan i sagens natur ikke følge med i dette hæsblæsende tempo, hvilket ærkerivalen Apple heller ikke kan. De producerer deres modeller i så høje styktal, at hele produktionsgangen er langt mere kompliceret. Og arbejdsgangen langt sværere at omstille.

Vil man derfor have en mobil, som er først med det sidste, skal man ikke vælge hverken Samsung eller Apple. Men en af de kinesiske producenter. Et godt eksempel herpå er den nyligt testede Xiaomi Mi Note 10, som var den første mobil med et 108 MP kamera. Længe før Samsung nåede op på og passerede de magiske 100 MP.

Nu er Samsung så selv hoppet på vognen med de mange megapixels, og det skaber naturligvis store forventninger. Meget store, når Samsung med sine nye S20 mobiler selv indvarsler en helt æra for den mobile fotografering.

Sammenligningsgrundlaget er sidste års flagskib, Note 10 Plus, som jeg har været en stor bruger og beundrer af. Den nye Note 20 Plus er ganske vist ikke på markedet endnu, men kamerateknologien forventes at være den samme som på S20 Ultra.

Ingen mulighed for WQHD+

En af de ting, jeg holder meget af på sidste års Note 10 Plus, er den høje skærmopløsning på hele 3040 x 1440. Alt stråler, når man kører med denne den højest mulige skærmopløsning, og selv de mindste detaljer står lysende klart.

Samsung fremstiller uden diskussion markedets bedste skærme, og den nye S20 Ultra er ingen undtagelse. Den byder også på absolut topklasse – i form af en skærm, der er næsten identisk med den på Note 10 Plus og matcher den med 3200 x 1440. Begge skærme er en fornøjelse at se på – selv i det stærkeste solskin er der ingen problemer.

I tilgift til den flotteste og mest højopløste skærm på markedet byder S20 Ultra også muligheden for 120 Hz opdatering af skærmen – altså dobbelt så hurtigt som på Note 10 Plus. Der er talt og skrevet meget om dette, som givet er den nye standard, der vil vinde indpas overalt blandt de lidt dyrere mobiler. I takt med at batteriet også følger med, for 120 Hz bruger 20-25 % mere strøm end de traditionelle 60 Hz.

Men igen: Sammenligner jeg med sidste års Note 10 Plus, der kun kører med 60 Hz, føler jeg virkelig ingen større forskel. De 12 MB RAM, som begge topmodeller leveres med, jævner det hele fint ud, så alting kører glat. Og selv om jeg skifter umiddelbart mellem de to modeller, fornemmer jeg ingen klar forskel. Faktisk så virkede One Plus 7 Pro’s McLaren Edition markant hurtigere. Og det endda til en markant lavere pris.

Enten eller – ikke både og

Men så kommer det helt uforståelige: Samsung lancerer med brask og bram en ny mobil, der med sine 120 Hz opdatering får alt andet til at ligne fortid. Med markedets klart bedste skærm.

Imidlertid kan den nye skærm ikke køre med den højeste opløsning på 3200 x 1440, hvis man også vil køre med den nye opdatering på 120 Hz. Da går den automatisk ned på beskedne 2400 x 1080. Det er en meget synlig forskel, hvis man er vant til at kigge fotos på sin mobil.

Gad vide, hvad Samsung lige har tænkt her. De har givet tænkt, at hvis man kører sin nye S20 Ultra i højeste opløsning og med hurtigste skærmopdatering, da rækker batteriet måske ikke dagen ud? I så fald er batteriet jo blot for lille, for hvem vil købe en hundedyr mobil med fornemme specifikationer, som man bare ikke kan bruge? Det er en klar ommer, Samsung.

Lidt af samme skuffe oplever man desværre med de spritnye kameraer, der er indbygget i den nye Samsung Galaxy S20 Ultra. Samsung har hidtil brugt Sony’s kameramoduler og gennem årene fintunet dem, så de tager perfekte billeder. Hver gang. Under de mest forskellige omstændigheder. Det ved jeg fra min Note 10 Plus, der repræsenterer det ypperste, som Samsung og Sony kan præstere.

Kameramodulet i den nye S20 Ultra er Samsungs eget. Selvudviklet og selvproduceret. Der er ingen tvivl om, at der gemmer sig enorme muligheder i den kæmpemæssige kameraklods, som den nye mobil er forsynet med. Den er så stor, at den gør mobilen udpræget toptung. Og den rager så langt ud, at man ubetinget må pakke sin nye mobil ind i et kraftigt etui. Ellers ligger den og rokker på bordet.

Jeg valgte Samsung’s eget “Protective Cover”, som gør det rigtig godt. Men som desværre gør en i forvejen stor mobil endnu større…

Den helt store attraktion ved S20 Ultra er naturligvis kameraet, som byder på 108 MP til ekstremt detaljerede billeder. Xiaomi var med sin Mi Note 10 den første til at passere de magiske 100 MP – endda til den halve pris af Samsung.

Samsung bruger den såkaldte “Nona Pixel Binning” teknik til at reducere antallet af pixels og dermed billedstørrelsen. Avancerede algoritmer kombinerer ni pixels til én superpixel, hvorved det færdige billede består af 12 MP baseret på 108. Det er, hvad man får, hvis man ikke beder om mere. Og det er bestemt flotte og farvemættede fotos, som vi er vant til dem fra Samsung, der kommer ud af denne teknik.

Gigantisk kameramodul

Den nye megasensor tager uden diskussion nogle utroligt flotte og detaljerige fotos, man virkelig kan zoome i. Men begejstringen aftog hurtigt, da det gik op for mig, at den ikke kan bruges i Pro Mode, som jeg ellers har vænnet mig til og er blevet rigtig glad for i min Note 10 Plus. En indstilling, hvor man selv manuelt kan vælge fokus, eksponering og meget andet, man ofte vil få brug for i krævende situationer, hvor automatikken ikke kan følge med. Eller hvor man bare ønsker et andet resultat.

Det er rigtig træls, når man som fotonørd står med markedets sikkert bedste kameramodul – som man så bare ikke kan bruge i andet end Auto Mode. Hvor man overhovedet ikke kan gå ind og finjustere de forskellige parametre, som man plejer at kunne. Det er som at køre i en Ferrari med en angivet tophastighed på 300 km/t. Men som er droslet ned til kun at kunne køre 100 km/t…

Man får heller ikke i pose og sæk, hvis man vil tage selfies. Man kan her vælge mellem en imponerende høj 40 MP opløsning uden mulighed for finjustering. Og så en lav opløsning med flere muligheder for justering af billedet.

Her er det igen fuldstændig som med skærmen: Det er enten eller og ikke, som det ellers burde være på en så dyr kameramobil som denne, både og. Samsung henvender sig ellers med S20 Ultra specifikt til fotoentusiaster, der gerne vil lege med lyset. Men det må de bare ikke her…

Men det bliver værre endnu. Én ting er de begrænsede justeringsmuligheder under fotografering. En anden er autofokuseringen, der ind imellem er helt i hegnet. Det store kamera kører frem og tilbage, mens det søger at finde fokus og holde det. På video ligner det en fuld mand på vej hjem gennem parken en mørk nat. Der kæmpes virkelig, og det lykkes sjældent. Hurtige fokusskift får ofte fokus til at låse helt, så man må ind at korrigere manuelt. I Auto Mode.

Det dur naturligvis ikke på så dyr en kameramobil som S20 Ultra, der bare skal fungere optimalt hele tiden og under alle omstændigheder. Hvis den skal kunne leve op til sit eget pompøse navn: “Ultra”.

Selv hvidbalancen roder den godt i, så man som fotograf kan blive helt rundforvirret. Jeg oplevede et par gange, hvordan skærmen pludselig viste helt psykedeliske farver, når kameraet desperat ledte efter den rette hvidbalance. Ikke betryggende.

Spacy Zoom…

Og så er der naturligvis den helt store gimmick over dem alle: 100X Space Zoom…

De tre indbyggede bagkameraer er henholdsvis en 12 MP vidvinkel, en 108 MP standard og en 48 MP tele. Det kræver noget af en processor at holde styr på og kombinere de mange pixels, billedvinkler og fokuseringer. Samt avanceret software. Tilsyneladende råder hverken Samsung eller det nye Ultra over det fornødne.

Samsung har markedsført den nye 100X zoom benhårdt, hvilket har været rigtig dumt. Det er nemlig uhyre begrænset, hvad den kan levere og bruges til. For det første er det næsten umuligt at holde en 100X zoom stille. Der skal stativ til, og hvad er så ideen med at have en “mobil”?

For det andet er det resulterende billede så grynet og uskarpt, at det ikke kan bruges til noget som helst. Højest som kikkert, hvis man vil betale så mange penge for så uskarp én af slagsen. Den nye Space Zoom burde derfor kaldes “Spacy Zoom” i stedet – for at matche de stærkt svingende ydelser.

De første mange anmeldelser af S20 Ultra har været meget positive eller i hvert fald forsigtige. De har kun i få vendinger påpeget, at der vist var noget galt med fokuseringen. Og at Samsung vistnok havde en update på vej.

Nu står det imidlertid lysende klart, at det nye 108 MP kameramodul slet ikke lever op til hverken Samsungs egne lovprisninger eller kundernes berettigede forventninger. Selv blandt Samsungs sædvanlige rygklappere er kritikken taget til. Og selv efter de seneste opdateringer er problemet der stadig.

Kloge hoveder vil vide, at problemet skyldes to ting: At Samsung bruger en ny fokuseringsmetode på sin egen nye sensor: Face Detection i stedet for Dual Pixel som på den hidtidige fra Sony. Og at den ultrastore kamerasensor i sig selv betinger en meget ringe dybdeskarphed, som stiller større krav til fokuseringen end tidligere. Margen for skarp fokusering er mindre end nogensinde.

Men når ellers elektronikken fungerer, som den skal, da leverer S20 Ultra fornemme fotos som dette.

Exynos eller Snapdragon

Når først kritikken er begyndt at hagle ned over et produkt, kommer der ofte fokus på helt nye områder. Således har det længe været kendt, at Samsung leverer sine dyre mobiler med to forskellige processorer: Det amerikanske marked får i dette tilfælde den nye Snapdragon 865 fra Qualcomm, mens resten af verden tilsyneladende må nøjes med Samsungs egen Exynos 990.

Det plejer ikke at være noget, der diskuteres på Samsungs topmodeller, men alt er tilsyneladende anderledes denne gang. Nu har kritiske tech-nørder nemlig været inde og målt nærmere på de to vidt forskellige processorer. Hidtil har der været nogenlunde enighed om, at der ikke var en verden til forskel på Snapdragon og Exynos. At de havde hver deres stærke og svage sider, men at de alt andet lige nok leverede nogenlunde samme ydelse.

Nu viser det sig imidlertid, at der er forskel. Endda stor forskel. Foretager man en Antutu Benchmark på de to processorer, kommer Snapdragon ud som cirka 10 % hurtigere end Exynos. Tester man flere gange, bliver processorerne naturligvis varmere, hvilket øger forskellen. Ikke mindst Exynos løber hurtigt rigtig varm.

Her er det så, at processorernes indbyggede og automatiske “Thermo Throttling” sætter ind. For at holde temperaturen nede, sættes hastigheden tilsvarende ned, og nu er Snapdragon pludselig hele 20 % hurtigere end Exynos. Og da går det ud over frame raten i grafiske applikationer såsom spil.

Men ser man på batteriforbruget under intensive opgaver som tunge grafiske spil, da begynder forskellen for alvor at vise sig. Hvor man kan være heldig at få 7 timers skærmtid med sin Exynos processor, leverer Snapdragon hele 9 timer. Det er en forskel, som er til at tage og føle på. Specielt da når man tager i betragtning, at den høje skærmfrekvens på 120 Hz forbruger op mod 25 % mere strøm end den normale.

I daglig brug vil man næppe mærke forskellen. Men det er på godt jysk rigtig træls at vide, at køber man den samme mobil i USA – med en Snapdragon processor indbygget – da får man en mobil, der kører op til 20 % hurtigere og 25 % længere end den, man har købt på vor side af Atlanten. Endda til en dyrere pris herovre…

Lagerpladsen

Den slags er jo aldrig rart at vide. Og så lige afslutningsvis dette til at runde denne anmeldelse af med:

Sidste års topmodel fra Samsung, Note 10 Plus, blev leveret med 256 GB som standard lagerplads. Den nye S20 Ultra leveres med blot 128 GB.

Måske man skulle overveje at få sin nye Note 20 Plus hjem fra “over there”, når Corona-krisen forhåbentlig snart er overstået og vi atter kan rejse frit igen. Med en Snapdragon 865 ombord…

Vejledende udsalgspris i Danmark:

10.500,- uden abonnement.

Prisen falder hurtigt.

Stensikkert.


Set til 7.500,- pr. 1.10.2020


“Gå altid tilbage til en fuser”

Sådan lød det i hvert fald i sangen fra Gnags’ Peter AG i mine glade studenterdage. I nogle tilfælde har det da også vist sig at være en god idé – for nu lige at se, om man havde ret eller tog fejl og havde fået det forkerte førstehåndsindtryk.

Jeg fulgte med i tech-debatten om netop Samsungs Galaxy S20 Ultra, der havde fristet og frustreret mange siden sin lancering.

Da jeg returnerede min første model, havde den ikke været på markedet i mere end et par måneder. Alligevel havde den i løbet af denne korte tid modtaget ikke mindre end otte (8) software-opdateringer, der skulle få styr på det løbske kamera med de mange (108) megapixels.

Og nu kunne et par af de “store” tech-anmeldere på YouTube så fortælle, at Samsung langt om længe havde fået styr sin Ultra-model. Samtidig var prisen i mellemtiden faldet fra kr. 10.500,- til kr. 8.500,-.

Jeg tog derfor chancen og investerede i et nyt eksemplar, der åbenbart ikke var af første sending. I hvert fald startede den fint op og hentede blot en enkelt software-opdatering ned, inden den meldte klar. Det var helt sikkert ikke den samme firmware, der sad i denne som i den foregående model.

De første timer gik det rigtig fint. Alt fungerede tilsyneladende, som det skulle. Men så gik jeg ind i PRO Mode og legede med de mange indstillinger her. Og så begyndte ulykkerne igen. Ikke med hvidbalancen som på det første eksemplar. Men med manglende fokusering og uønsket billedoptimering.

Nyt koks i kameraet…

Det gik så galt, at jeg flere gange måtte nulstille app’ens indstillinger, når den frøs. Hvilket desværre også nulstillede samtlige personlige indstillinger i menuen. Jeg oplevede sågar efter en genstart, at selv mobilens startskærm også var tilbage ved fabriksindstillinger. Det må altså ikke kunne ske.

Hvad værre var, så begyndte min Ultra at kokse helt ud, når jeg bad den tage et 108 MP billede. Disse fyldte lige så meget, som de burde, men blev af uransagelige årsager langt mindre skarpe end de normale 12 MP billeder. Faktisk så det ud til, at de havde været igennem en massiv billedbehandling, før de blev lagret. I stedet for at være de rene rå 108 MP, der var bedt om.

Det samme skete, når jeg zoomede 30, 50 eller 100X gange ind på et motiv. Her satte Ultra’en ind med en billedbehandling så massiv, at det færdige resultat mere lignede et abstrakt maleri end et eksakt fotografi. Det var smadret i en sådan grad, at man ikke længere kunne redigere i det overhovedet.

Efter nogle dage med min anden S20 Ultra måtte jeg kaste håndklædet i ringen og nødtvungent returnere også den. Det er bare for dårligt, Samsung. Med en mobil i 10.000 kroners klassen. Det er ikke bare en ommer. Det er et rap med linealen. En eftersidning af de længere.

Glæder mig til en opgraderet efterfølger.

© 2020 Steen Ulnits

 

Xiaomi Mi Note 10: 108 MP

Vi kan bare ikke få pixels nok. Jo flere pixels desto skarpere fotos – alt andet lige. Og desto højere pris. Kinesiske Xiaomi har imidlertid gjort det næsten umulige. De har produceret en kameramobil, som byder på det hele til det halve.

Det var stort, da finske Nokia tilbage i 2012 lancerede sit nu legendariske Pureview 808 kamera med hele 41 millioner pixels fra tyske Carl Zeiss. Vi var behørigt imponerede over skarpheden, men ikke helt så imponerede over hastigheden, hvormed den håndterede de mange pixels.

Ingen tvivl om, at pixel-teknologien var trukket fra og havde efterladt processoren i støvet. At det kneb resten af kameraet gevaldigt at flytte rundt med og behandle de 41 millioner pixels, som sensoren hentede ind til behørig efterbehandling. Læs gerne artiklen om Nokia Pureview her.

Der er heldigvis sket rigtig meget i de forgangne otte år, siden Pureview 808 blev lanceret. Resten af teknologien er kommet på omgangshøjde med de mange pixels, som nu håndteres i en håndevending – so to speak.

I dag er det derfor helt almindeligt, at selv et mellempriskamera jonglerer ubesværet rundt med 48 millioner pixels, som så i reglen “pixel binnes” ned til 12 millioner. Denne teknologi slår helt enkelt 4 pixels sammen til én, hvorved der dels kan indfanges meget mere lys end ellers – dels bruges langt mindre lagerplads til det færdigbehandlede foto.

Den nye standard: 108 MP

Teknologien går aldrig i stå, men udvikler sig konstant. Med større og større sensorer. Med flere og flere pixels. Først med sensorer på 64 MP og nu senest med de forjættende 108 MP.

Markedets to store producenter af sensorer til kameraer, japanske Sony og sydkoreanske Samsung,  har længe haft disse store sensorer på programmet. Derfor kom det som ikke så lidt af en overraskelse, at det skulle blive kinesiske Xiaomi, der blev de første med en 108 MP mobil. Ikke hverken Sony eller Samsung. Dog udviklet i samarbejde med Samsung.

Sidst i 2019 kunne den kinesiske elektronikgigant så meddele, at de netop havde lanceret verdens første mobil med flere end 100 MP – den helt nye Xiaomi Mi Note 10. Dette er navnet på eksportmodellen, vi nu kan få herhjemme, mens den samme kameramobil på det kinesiske hjemmemarked lidt forvirrende hedder Xiaomi Mi CC9 Pro. Begge byder på de samme fem kameraer – dog kun et med 108 MP.

Det er naturligvis standardlinsen, der har fået de 108 MP at lege med. Vidvinklen på 117 grader må nøjes med 20 MP, hvilket imidlertid er ganske godt for netop en vidvinkel. Til sammenligning  byder topmodellerne fra Samsung og Apple i reglen på blot 12 MP i deres vidvinkler. Selfies tages med hele 32 MP. Der mangler således ikke pixels i denne mobil!

Som noget helt specielt byder Mi Note 10 på hele to telelinser: En 2X zoom til portrætter og en 5X zoom til rigtig telefotografering. Xiaomi mener, at én tele ikke kan klare begge dele optimalt, og man har derfor inkluderet to forskellige, som dækker hver sit felt. Her stråler naturligvis 5X linsen, der tillader mobilfotografen at trække fjerne motiver tættere på – med optisk og ikke digital zoom. Med billeder, som forbliver skarpe, når der zoomes.

5X linsen er et lille optisk vidunder, som leverer helt op til 10X hybrid zoom og 50X digital zoom – præcis som Huaweis flagskib P30 Pro. Dog ikke af helt samme kvalitet og uden dennes avancerede periskop-konstruktion. Billedet ryster ganske meget ved 50X og er heller ikke ret skarpt. Det hjælper dog gevaldigt, hvis man bruger stativ. Da kan man rigtig spionere på naboen eller se store krydstogtsskibe i det fjerne. Eller hvad man nu måtte lyste.

Men ikke nok med det. Xiaomi mener heller ikke, at man kan tage rigtige makrofotos med almindelige linser, som eksempelvis Huawei gør med sin P30 Pro og dennes vidvinkel. De har derfor indbygget en speciel makrolinse, der kan gå så tæt på motivet som under 2 cm. Den sidder nederst – så langt nede, at man tit kommer til at holde en finger foran linsen. Det skal man lige vænne sig til.

Man skal også vænne sig til, at det er vanskeligt at fokusere med makroen – med mindre man da bruger det indbyggede bløde fotolys. Da kan man til gengæld få fine næroptagelser. Det ændrer dog ikke på , at man ofte er bedre stillet med en indbygget makro som på P30 Pro. Den klarer fokusering som en mis – uden brug af kunstigt lys. Til gengæld og som et plus kan man med nærlinsen på sin Mi Note 10 få fine optagelser, hvis man bruger dette fotolys på en grå dag. Der er dog kun 2 MP at tage af.

Den største interesse samler sig naturligt nok om 5X telelinsen, der giver helt nye muligheder. Man finder dog hurtigt ud af tre ting som nyslagen telefotograf: 1) At træerne ikke vokser ind i himlen. 2) At man let får rystede optagelser med fuld tele. Og 3) At gode telefotos kræver masser af lys.

Herunder et par billeder skudt med forskellige brændvidder på den nye Mi Note 10, som jeg selv importerede fra Kina sidste år. Jeg kunne bare ikke vente på at se, hvor langt man kunne komme med 108 MP og 5X optisk zoom på en mobil!

Xiaomi Mi Note 10 – ultra vidvinkel

Xiaomi Mi Note 10 – standard vidvinkel

Xiaomi Mi Note 10 – 5X tele

Xiaomi Mi Note 10 – macro mode


27 MP pixel binning

Selv om Mi Note 10 er udstyret med en 108 MP sensor, så er det dog ikke meningen, at man skal tage fotos i fuld opløsning. I hvert fald kun undtagelsesvis.

I stedet regner Xiaomi med, at man bruger den anbefalede standard på 27 MP, hvilket er resultatet af en ganske avanceret og krævende Quad Bayer Pixel Binning proces, hvor fire små og lyssvage pixels bliver til én stor og lysstærk pixel. 27 MP svarer til 6016 × 4512 pixels.

Er man vant til standarden på 12 MP hos både Samsung og Apple, da er 27 MP et kæmpe fremskridt. 27 MP billeder kan beskæres på kryds og tværs, uden at det går ud over den synlige opløsning. Quad Bayer sikrer masser af lys til det færdige foto, der som udgangspunkt tager sig rigtig godt ud. Ind imellem kan man dog godt se, at Xiaomi hælder mest til en hårdhændet digital billedbehandling, der imidlertid egner sig godt til direkte upload til sociale medier.

Billederne tåler måske ikke helt sammenligning med de bedste, der kan komme ud af en Samsung Note 10 Plus eller en Apple iPhone 11 Pro Max, men kvaliteten er generelt rigtigt god. Til prisen helt forrygende. Night Mode på Mi Note 10 er dog ikke rigtig noget at skrive hjem om. I hvert fald ikke hvis man har set, hvad eksempelvis Google kan levere på dette felt. Her er der god plads til forbedring i kommende opgraderinger.

108 MP mode

Til at styre alle de mange pixels har Xiaomi hyret en Qualcomm Snapdragon 730G processor, der egentlig er lavet med spil for øje. Men den håndterer de mange pixels på fornem vis, omend det tager lidt tid, hvis man vælger at tage billeder i fuld opløsning – med samtlige 108 MP. Det svarer til 12032 × 9024 pixels, som fylder i omegnen af 10 MB – alt afhængig af motivets kompleksitet.

Det er ikke noget, man skal gøre andet end undtagelsesvis. Dels fylder de færdige fotos ganske meget, og dels tager det tid at behandle så mange pixels. Endelig kræver det gode lysforhold, hvis det færdige resultat skal blive rigtig godt. Men er lysforholdene eller til det, får man i sagens natur utroligt detaljerede billeder med sig hjem. Billeder, som kan beskæres hårdt – på kryds og på tværs. Der er rigeligt med pixels at tage af.

Er man blot en smule rutineret som fotograf, er man aldrig i tvivl, når og hvis man står over for et usædvanlig godt motiv. Gør jeg selv det, snupper jeg altid et par 108 MP billeder i tilgift til de almindelige på 27 MP fotos. Det er ofte utroligt, hvad man efterfølgende kan få ud af så højopløste billeder. Utroligt, hvad der kan gemme sig af spændende og interessante detaljer imellem alle de mange 108 millioner pixels.

Er man til efterfølgende billedbehandling på skærmen, kan man glæde sig over, at Mi Note 10 også byder på mulighed for at tage billeder i det ukomprimerede RAW format. Et sådant .dng billede fylder imidlertid ofte mere end 50 MB…

Alt det andet

Det er blevet sagt og skrevet, at den nye Xiaomi Mi Note 10 mest af alt er et kamera med en mobil indbygget. Så meget er der fokuseret på fotografering i denne kameramobil. Det mærker man tydeligt, når man dykker ned i fotosektionen. Her er der alt, hvad hjertet kan begære – præsenteret på yderst pædagogisk og let forståelig vis.

Afslutningsvis er der dog nogle ting, som er værd at fokusere på. Ting, der får Mi Note 10 til at skille sig ud fra andre kameraer. Den indbyggede fingeraftrykslæser i den 6,5 tommer store og lysstærke AMOLED skærm fungerer rigtig godt – hurtigt og hver gang. Langt bedre end på eksempelvis langt dyrere Samsung mobiler.

Det indbyggede batteri er kæmpestort – hele 5.260 mAh, hvilket så rigeligt rækker til selv en lang dag med masser af GPS, fotografering og andet krævende. Det store batteri gør i sagens natur Mi Note 10 til en tung sag, der overgår det meste. Med en vægt på 210 gram er man aldrig i tvivl om, i hvilken lomme den ligger!

Det monsterstore batteri kompenserer for, at mobilen ikke har trådløs opladning. Et stort minus set med mine øjne, men man får til gengæld lynhurtig 30W opladning via den medfølgende oplader. Og så har Xiaomi i lighed med konkurrenten OnePlus valgt at spare på IP68 certificeringen. Der er således ingen garanti for, at Mi Note 10 kan tåle en tur i vandet. Bare lige så man ved det.


Konklusionen

Der er rigtig meget godt at sige om det nye Xiaomi Mi Note 10, som ultimo 2019 var det mest fuldkomne mobilkamera på markedet. Med hele fem kameraer, 108 MP og 5X zoom var og er der stadig ikke mange situationer, den ikke kan klare.

Mest fantastisk er dog prisen på al denne herlighed. Den ligger nemlig på blot det halve af, hvad den nye Samsung S20 Ultra koster. Mi Note 10 kan nu fås i Danmark til kr. 4.000, hvilket er uhørt billigt for så megen kvalitet og så mange funktioner. Størrelse, design og finish minder forbløffende eller foruroligende meget om Huaweis berømmede P30 Pro.

Mi Note 10 sætter helt enkelt nye standarder for, hvad en mobil i denne prisklasse kan.

Xiaomi er kommet for at blive på det danske marked.

© 2020 Tekst & fotos: Steen Ulnits

 

Samsung: Galaxy Note 9

9 på 9’eren – det er, hvad man får på den stadig nye Samsung Galaxy Note 9. Android 9.0 Pie på Samsung Note 9. Og det spiller rigtig godt sammen både ude og hjemme.

Samsungs absolutte topmobil har indtil videre altid været at finde i Note-serien – med Note 9 som den seneste og mest avancerede. Her har den sydkoreanske elektronikgigant høstet sine største triumfer – og lidt de største nederlag.

Det sidste med Note 7, som jo viste sig at være et livsfarligt bekendtskab, der kunne selvantænde og sågar eksplodere, så den til sidst blev helt forbudt ombord på fly i USA. Som vistnok den første mobil, der fik den noget tvivlsomme ære…

Anyway, Note 9 er det, man kalder en “iterativ” videreudvikling. En mobil, der bygger på sin forgængers dyder, og som forbedrer dennes egenskaber, hvor teknologien tillader det. Men altså uden at bringe radikalt ny teknologi til torvs.

Da Note 9 på næsten alle måder ligner forgængeren Note 8, skal der her blot henvises til artiklen om Note 8. I denne artikel skal der kun fokuseres på de felter, hvor Note 9 er forbedret eller forandret. Og det er heldigvis tilfældet ganske mange steder.

Måleligt bedre er den nye CPU, der er hele 55% hurtigere end sin forgænger i Note 8. Det er mærkbart, og der mangler aldrig kræfter – selv ikke til krævende spil.

Batteriet

Den vigtigste grund til, at jeg skilte mig af med min Note 8, var batteritiden. Efter katastrofen med Note 7, hvis batteri var fejlkonstrueret og derfor kunne selvantænde, var Samsung naturligt nok meget forsigtige med at presse citronen – med at lade batteriet fylde for meget af mobilen. Der skal jo være plads til at komme af med varmen.

Batteritiden på Note 8 var derfor mildest talt elendig, hvilket ikke mindst viste sig, når man brugte GPS-applikationer som ViewRanger og andre, der er i konstant kontakt med satellitterne, mens data overføres til kortmateriale på mobilens skærm.

Efter blot et par timers brug i felten havde Note 8 aldeles tabt pusten og måtte give op. Den gik helt enkelt i sort og lod sin bruger (mig) i stikken ude i felten. Eller dybt inde i skoven.

Not so with Note 9. Hvor Note 8 blot havde sølle 3.500 mAh – sølle til så stor og klar en skærm – dér kommer den nye Note 9 nu med mere passende 4.000 mAh. Nu kan man klare sig igennem de fleste almindelige dage – og lidt flere timer i felten med GPS’en kørende.

Takket være en ny og avanceret metode – “Water Carbon Cooling System” kaldet – løber Note 9 heller ikke varm under brug. Det er denne metode, som sammen med kobber til varmeafledning gør, at Samsung nu igen tør presse citronen og udnytte den trange plads mellem alle de andre elektroniske komponenter optimalt.

Kameraet

Kameraet eller rettere: Kameraerne, for der er to af slagsen – er blevet opgraderet til samme kameramodul, som så dagens lys i Galaxy 9 Plus: Med “Dual Aperture”, som henholdsvis åbner og lukker for lyset alt efter forholdene. Med blænde 2.4 eller den lysstærke 1.5.

En lille ekstra og ekstern blændering går ned, hvis lyset er for stærkt, og leverer på denne måde marginalt bedre billeder. Det samme gælder ved svagt lys, hvor den samme blændering i stedet åbner op og lukker mere lys ind. Med det resultat, at man kan tage billeder ved dårligere lysforhold end før.

Lad os tage det sidste først. Det er hævet over enhver tvivl, at Note 9 kan tage billeder i dårligere lys, end Note 8 kunne. Det kan man hurtigt selv konstatere ved at snappe et par billeder i næsten mørke. Note 9 får synlige ting med, som Note 8 slet ikke kunne registrere.

Meget mere tvivlsomt er det i den lyse ende af spektret. En af de ting, jeg syntes bedst om ved Note 8, var kameraet, som tog utroligt flotte og knivskarpe fotos. Not so med Note 9, der selv i klart sollys kan have problemer med fokuseringen. Især på kort hold. Og mest udtalt i Portrait Mode, hvor der ofte kæmpes, når motivet ikke lige er et ansigt.

Testskud af samme motiv med en iPhone Xs Max viste en slående forskel på de to kameraer. Når jeg sammenligner med Note 8 fotos fra sidste år, oplever jeg tydeligt, at 8’erens kamera tog bedre fotos, end 9’eren gør. Jeg har ikke læst eller hørt om andre, der har haft samme oplevelse.

Set i det lys (!) skulle Samsung jo ikke have “opgraderet” Note 9 med kameradelen fra Galaxy 9 Plus. Det var i mine fotograføjne en ærgerlig downgrading. Note 9 plejer jo at være toppen af poppen.

Pennen

Det, der for alvor adskiller Samsung Galaxy Note-serien fra almindelige dødelige smartphones, er naturligvis den medfølgende S-Pen. Med den kan man lave rigtig mange fornuftige ting, som mange hurtigt bliver afhængige af. Undertegnede til dels inklusive.

En lange række specielle apps til S-Pennen gør det muligt at skrive direkte på en låst skærm, at oprette notes, der kan tekstes, skrives, tegnes eller males i. Der kan tages uhyre præcise screenshots, som kan flettes ind i andre programmer, og man kan få oversat udenlandsk tekst direkte.

Endelig kan man ved blot at lade pennen svæve over sin inbox få læst noget af indholdet op, så man ikke altid behøver at åbne hele mailen. Ganske smart og praktisk, hvis man får mange mails.

Nyt til S-Pennen på Note 9 var så den indbyggede Bluetooth-funktionalitet. Nu kunne man ikke blot bruge den indbyggede knap i pennen til at slette med. Nu kan den også programmeres til at udføre en lang række funktioner:

– Den kan åbne kameraet. Den kan bruges som fjernudløser, hvilket er en rigtig smart og i praksis meget brugbar funktion – ikke mindst til selfies. Og så kan den bruges til at scrolle i fotos eller sågar skifte slides i præsentationer såsom Powerpoint.

Det er rigtig smart og rigtig sjovt at lege med – de første par dage. Så glemmer man muligheden igen og bruger den ikke længere. Det var i hvert fald det, der skete for mig, som ellers er rigtig glad for pennen.

For mig var og er det samtidig et stort irritationsmoment, at den lille knap aldrig er, hvor man har brug for den. Pennens og knappens fysiske udformning gør det noget nær umuligt at vide eller mærke, hvor knappen befinder sig. Og i mørke – hvis man viser præsentationer for et publikum – er det helt umuligt.

Der bør findes en løsning, så knappen er nem at finde. Og pennen skal være så robust, så den ikke knækker. Det er nemlig sket for rigtig mange af de nye S-Penne. De knækker altid lige i overgangen mellem plast og metal. Så ofte, at man på nettet har genoplivet den gamle #spengate.

Den opstod ved Note 5, hvor pennen havde det med at sætte sig helt fast oppe i mobilen – umulig at få ud igen. Så S-Pennen er tydeligvis både styrken og svagheden ved Samsungs Note modeller.

Og hvis ellers der var plads til det, måtte S-Pen gerne være lidt større. Så ville den være lettere og mere behagelig at holde om.

Højttaleren

De store og fantastisk flotte skærme på såvel Note 8 som Note 9 egner sig rigtig godt til at se film på.

Kombineret med et behageligt fravær af den berømte eller berygtede sorte “notch” i toppen af skærmen, som Apple introducerede med iPhone X,  gør størrelsen alene Note 9 til en fornøjelse at se på.

Note 9 har samtidig fået forbedrede højttalere – hele to af slagsen mod før kun én – der bedre kan leve op til den store og flotte skærm. De er udviklet af AKG, som også ejes af Samsung, og kommer nu med support for lydformatet Dolby Atmos (DA). Nogen hørbar forskel med og uden DA kunne jeg dog ikke rigtig notere mig. Andre kan dog tilsyneladende.

Vil man gerne se sine film eller arbejde på en endnu større skærm, så har Samsung indbygget sin DEX-funktion, der i år er blevet endnu en tand skarpere. Nu kan man nemlig koble sin Note 9 direkte op på en større monitor med et HDMI-kabel, som dog ikke medfølger.

Ingen irriterende ekstra DEX-box at slæbe rundt på. Man kobler blot sin Note 9 direkte til den ønskede monitor med HDMI-kablet og vælger, om skærmen skal fungere som et helt nyt skrivebord – eller blot spejle skærmen på Note 9.

Rigtig smart og velfungerende. Hatten af for den funktion, som næppe mange dog vil have brug for.

Fingeraftrykket

Note 8 fik megen kritik på grund af den uheldige placering af fingeraftrykslæseren.

Den var nemlig placeret ret ved siden af kameramodulet – øverst oppe på bagsiden af mobilen, hvor den kunne være svær at finde endsige nå. Og fandt man den endelig, havde man i regelen været inde over kameralinserne med sine fedtede fingre først…

Det problem har Samsung løst med Nye 9, hvor fingeraftrykslæseren er flyttet ned under kameramodulet. Her er den lettere at nå, og her kommer man kun undtagelsesvis i nærkontakt med kameralinserne.

Bruger man det herunder omtalte “Protective Cover” fra Samsung selv, nærmest guides fingeren hen til fingeraftrykslæseren. De er født til hinanden.

Det er dog stadig en smagssag, om man kan lide at have fingeraftrykslæseren placeret på bagsiden. Her sparer den unægtelig plads, men ofte ligger ens mobil jo med forsiden opad – og scanneren utilgængelig.

Samsung havde med Note 8 lanceret sin såkaldte “Intelligent Scan”, som man ved en kombination af forskellige biometriske genkendelsesmetoder kunne låse sin mobil op med.

Det lykkedes mig imidlertid aldrig nogensinde at få dette system til at fungere bare nogenlunde på Note 8. Det gjorde systemet til gengæld øjeblikkeligt med Note 9, så det var en meget markant og yderst brugbar forbedring.

Til gengæld viser udenlandske tests, at man relativt let kan åbne mobilen ved at vise den et foto af dens ejermand. Ikke så godt.

Etuiet

Det gælder om at beskytte sine investeringer. Og det gør man meget ofte bedst med etuier, som er fremstillet af selvsamme firma, der også har produceret mobilen.

I dette tilfælde blev det således til Samsung’s eget “Protective Cover”, der lever op til militære standarder før stød og slag. Samtidig ser det godt ud – bedre end sin forgænger – og har stadig et indbygget “bagben”, der kan klappes ud, når man skal se film.

Det fungerer bare. Eneste ulempe, som jeg noterede mig, var, at den indbyggede S-Pen bliver klart sværere at fiske ud – godt pakket ind, som den jo er, oppe i det beskyttende etui.

Det er dog en detalje, som ikke trækker fra det ellers gode indtryk af Samsung’s lille, men store ny – Galaxy Note 9.

Er man til Android, fås det næppe bedre.

© 2019 Tekst: Steen Ulnits

 

 

Samsung Galaxy A9

Alt tyder på, at Samsung blev den første til at lancere en mobiltelefon med hele fire kameraer på bagsiden – efter at LG kom først med tre af slagsen. Samt to på forsiden.

Ny i 2018 er Samsungs model Galaxy A9, der har et hovedkamera på hele 24 MP f/1.7. Læg hertil et 10 MP f/2.4 telekamera med 2X optisk zoom samt et 8 MP f/2.4 vidvinkelkamera, der dækker hele 120 grader. Fjerde kamera i rækken er en 5 MP f/2.2 sorthvid dybdesensor, der primært bruges til den indbyggede Live Focus effekt.

Kameraet har også Samsungs Intelligent Scene Optimiser, der via AI (Artificial Intelligence) selv registrerer, hvilken slags motiv der er tale om. Og eksponerer billedet derefter.

Selfie kameraet på forsiden er 24 MP som hovedkameraet – blot kun f/2.0.

Samsung blev den første med med hele fire kameraer på bagsiden.

6 BG RAM og Octa Core processor i Samsungs A9

Changerende farver á la Huawei er det nye hit.

To SIM-kort og ét microSD i samme skuffe

Fire flotte farver og fire kameraer

Nu behøver vi vist ikke flere kameraer. Nu gælder det om at gøre de knipsede billeder endnu bedre, og her er der heldigvis stadig masser af muligheder for forbedring. Kunstig intelligens er en af vejene frem. Bedre glas og kameraer en anden.

2018 Steen Ulnits


 

Huawei P20 Pro

“The Copycat iPhone” 

– Good artists copy. Great artists steal, sagde Apple’s grundlægger Steve Jobs engang. Og siden er han selv flere gange blevet offer for dette udsagn – senest med kinesiske Huawei’s meget anmelderroste P20 Pro smartphone.

Kinesiske Huawei har i mange år lidt under at være en slags mobiltelefonernes underdog. Set ned på af såvel konkurrenter som købere, der til gengæld har fået rigtig meget for pengene sammenlignet med eksempelvis ærkerivalen Samsung.

Det ser dog ud til, at Huawei er ved at være kommet ud af Samsungs skygge. Med den seneste P20 Pro model har de sågar ryddet hele bordet og er rykket op foran Apple, hvad angår antallet af solgte telefoner på verdensplan. De tjener dog kun en brøkdel af, hvad Apple gør med sine højt profilerede iPhones.

Der er stadig et stykke vej til toppen – til Samsung, der imidlertid skal til at passe gevaldigt på. Kineserne ånder sydkoreanerne i nakken, og holder Huawei blot momentum, indtager de såmænd snart førstepladsen blandt Android telefoner. De fortjener det allerede.

Havde man ikke hørt om Huawei før, så gjorde man det ved firmaets lancering af P20 Pro. Kineserne vidste, at de havde en trumf på hånden, og de har forstået at spille den godt. Forskellige tech skribenter har moret sig med at give et bud på, hvor mange gang Huawei nævnte “AI” – Artificial Intelligence alias kunstig intelligens – under præsentationen.

– AI, AI, AI lød det igen og igen.


I lighed med Apple og Samsung fremstiller Huawei også sine egne processorer. Huawei’s homegrown Kirin 970 HiAI processor var og er stjernen i showet. Den er meget kraftfuld og kan se forskel på forskellige motiver eller scener – og efterfølgende handle på dem.

Den kan således spotte 20 forskellige scener, som hver kræver deres egne indstilllinger for at blive eksponeret optimalt.

Fælles for de fleste af disse “AI-driven scene detections” (!) er imidlertid, at de går lige til stregen og i regelen også lidt over. Der skærpes mere i skarpheden, end af og til godt er. Og farverne mættes ofte så meget, at de ikke længere ser naturlige ud. Men måske dette bliver nedtonet i kommende software-opdateringer. Det har Huawei gjort tidligere, og det kunne de tænkes at ville gøre igen.

Indtil da vil dedikerede fotografer nok undgå de fleste af disse AI-modes og i stedet selv skrue på knapperne. Det kommer der i regelen bedre resultater ud af. Det kan anbefales først at se, hvad mobilens AI-funktioner kommer frem til. Og så efterfølgende checke, hvordan de samme motiver bliver med AI koblet fra.

Det kan gøres i hvert enkelt tilfælde, hvor kameraet har identificeret en af sine forprogrammerede modes. Da fortæller den under billedet, hvilken mode den er nået frem til. Og viser samtidig et lille kryds, hvor man kan klikke for at slå AI fra i netop den optagelse.

Efter at have set og prøvet de forskellige AI-modes – vejet dem og måske fundet dem for lette – kan man så gå ind i kameraets hovedindstillinger og slå AI fra én gang for alle. Det ender de fleste seriøse fotografer og fotonørder nok med at gøre. I hvert fald i de fleste situationer. Den fremragende “Night shot” kunne være en af undtagelserne.

Kameraerne…

Faktum er da også, at det ikke var softwaren – den kunstige AI-intelligens – der løb med al opmærksomheden ved lanceringen af P20 Pro. Selv om præsentationen fokuserede hårdt på netop AI. Det gjorde i stedet hardwaren – de tre indbyggede kameraer.

De var nemlig verdens første af slagsen – udviklet af kinesiske Huawei i samarbejde med tyske Leica, der her leverede en sensor med imponerende 40 MP. Den er kun overgået af finske Nokia’s ligeledes tyske Carl Zeiss sensor på deres klassiske 808’er. Den havde 41 MP.

Huawei havde for længst lanceret sin P20 Pro kameramobil – verdens første med hele tre indbyggede og integrerede kameraer – da nordkoreanske Samsung lancerede sin opgraderede topmodel Note 9, der mest adskiller sig fra 8’eren på sine blågule farver. Det imponerede bestemt ikke kinesiske Huawei, der på Twitter ikke kunne dy sig for at nedgøre Samsung og gøre grin med Note 9:

Det gjorde de med ovenstående foto af deres seneste to generationer af kameramobiler. Den nyeste mobilgeneration hos Huawei har da tre kameraer, hvor den gamle havde to. Samsung’s nyeste har stadig kun to kameraer. Endda blot med ynkelige 12 MP. Præcis som Apple. Tsk..

Mange har påpeget, at tweetet var et klart hint til Samsung – med henvisning til filmen “Crocodile Dundee”. Her bliver vor helt nemlig holdt op af et par knivbærende banditter, som vil have hans penge. Crocodile Dundee smiler blot venligt og siger de berømte ord:

That’s not a knife… THAT’s a knife.” Og viser dem sin egen kæmpestore Bowie-kniv. Så her er stillingen mellem de to asiatiske kamera-kombattanter:

Huawei – Samsung: 3 – 2

Det kan være lidt svært at forstå, hvad en mobiltelefon skal med hele tre indbyggede kameraer. Så forklaring følger. En laaang forklaring. Og noget teknisk:

  • Hovedkameraet udgøres af en Leica farvesensor på hele 40 MP.
  • I tilgift hertil er der monteret en 3X tele i farver på 8 MP.
  • En sorthvid og ekstra lysstærk sensor på 20 MP.
  • Et selfie-kamera på imponerende 24 MP.

Når man kombinerer de tre første kameraer, får man flere forskellige interessante resultater, der alle udvider fotomulighederne betragteligt. Man kan naturligvis vælge at bruge samtlige de til rådighed stående 40 millioner pixels til et enkelt farvebillede. I det professionelle  RAW-format. Som så uundgåeligt kommer til at fylde en hel del. Rigtig meget, mere præcist. Men som ikke byder på helt så stor detaljeskarphed, som man ellers skulle have troet.

Man kan også vælge at tage et rent sorthvid foto, der kun bruger informationer fra de 20 millioner sorthvide, men meget mere lysstærke pixels. Resultatet heraf bliver langt bedre, end hvis man gør allerede eksisterende farvefotos sorthvide ved brug af filter. De sidstnævnte bliver noget flade og kontrastløse sammenlignet med fotos taget med en dedikeret sorthvid sensor. Og så får man her automatisk de færdige, vaskeægte sorthvide optagelser i hele 20 MP.

Desværre har Huawei heller ikke her kunne dy sig for at tilføre det færdige resultat en hel del billedbehandling. I form af forskønnelse som den “Beauty” funktion, der bruges i selfie-kameraet. Ærgerligt, hvis man nu hellere selv vil pusle med det rå sorthvide billede.

Endelig kan man vælge at skyde et rent 3X optisk telefoto med den dedikerede telelinse. Helt uden tab af skarphed. Eller et 5X hybrid telefoto, hvor man har kombineret alle tre sensorer – farve og sorthvid, 40, 20 og 8 MP. Med blot en smule tab af skarphed og kvalitet. Da bliver det for alvor interessant og inspirerende – hvis man altså er fotointeresseret. Ellers er det desværre nok lidt for nørdet til at være interessant. Og upraktisk at bruge.

I så fald bør man nok nøjes med lillebroderen P20, der kun har to kameraer – omend stadig fra tyske Leica. Men ikke den avancerede zoom. Prisen er markant lavere end P20 Pro, men skærmen kun en smule mindre. Eller man kan tage skridtet længere ned og investere i en P20 Lite, som kun koster omkring det halve af en P20. Til gengæld får man en ældre processor, den halve lagerplads, et ringere kamera og en mindre lysstærk skærm.

Egentlig er det slet ikke Huawei’s mening, at man skal tage RAW fotos med samtlige 40 MP fra Leica. De fylder alt for meget og er slet ikke nødvendige. I stedet er hele ideen, at man kombinerer input fra alle tre kameraer til ét foto, der så indeholder det bedste af alle tre. I en oversamplet og nedskaleret version på bare 10 MP. Dedikeret software klarer den sag til UG.

Kamerateknologien bag

Jo mere man roder med kameraet eller rettere kameraerne på den nye P20 Pro, desto mere imponeret bliver man over teknologien bag. Der er uendeligt mange indstillingsmuligheder – så mange, at de nok vil virke decideret skræmmende på alle andre end lige netop os fotonørder.

Men lad os tage et styrtdyk lukt ned i maskinrummet, hvor en flok tyske Leica-ingeniører er fuldt optaget af at styre de tre ubændige kameraer. Ikke mindst hovedkameraet med de 40 megapixels kræver mandsopdækning. Men så leverer det også helt forrygende fotos.

Det er i det hele taget imponerende, hvad man får af pixels i denne mobil, som næsten er mere kamera end telefon: 40 MP i hovedkameraet. 20 MP i det sorthvide kamera. 8 MP i zoomkameraet. Samt hele 24 MP i selfie-kameraet. 92 MP eller 92 millioner pixels i én og samme mobil. Man bliver helt forpustet ved tanken. Og strømforbruget.

Men heldigvis har Huawei forsynet sin P20 Pro med et ekstrastort batteri, der holder saft til alle funktioner og pixels en hel lang arbejdsdag. 4000 mAh rækker langt ud over en dag. I mange tilfælde sågar to. Det er der ikke mange andre mobiler. som tilbyder.

Smarte algoritmer og kunstig AI-intelligens kombinerer de mange forskellige inputs fra de tre bagsidekameraer på finurlig vis. Den sorthvide sensor sørger for, at der er lys nok til veleksponerede fotos – også under lysforhold, hvor farvesensorerne alene ikke ville få lys nok.

3X zoom kameraet sikrer ægte optisk zoom op til 3 gange – altså zoom uden noget kvalitetstab. Præcis som med en traditionel zoomlinse på et klassisk spejlreflekskamera.

3X og 5X zoom

Endelig tillader den store 40 MP farvesensor, at man kan lave udsnit – en slags digital eller hybrid zoom på op til 5X – uden at der sker noget nævneværdigt kvalitetstab. Det er ikke optisk zoom, men på grund af de mange pixels, der er til rådighed i 40 MP sensoren, er resultatet overraskende godt. Milevidt fra den traditionelle digitale zoom, der ikke tilfører billedet andet end tiltagende uskarphed…

Den trinløse overgang mellem de forskellige kameraer er dog noget ujævn – helt ulig Apple, hvor den trinløse zoom kører som i smør. Det samme gælder de manuelle “Pro” funktioner, hvor Huawei processoren ofte halter lidt bagefter. Eksempelvis når man ændrer på dybdeskarpheden med blænden. Da kæmper Leica-ingeniørerne ihærdigt med at få styr på  de mange fotoner.

Så her er der bestemt plads til forbedring i fremtidige modeller. Og den vil utvivlsomt komme, når Huawei skifter fra den nuværende Kirin 970 processor til den kraftigere 980-topmodel, der allerede findes, og som kommer i den næste Mate-topmodel.

Hovedsensoren leverer som sagt 40 MP, men de bruges stort set aldrig. I stedet gør kameraet det, at det på sindrig vis kombinerer fire originale pixels til én optimeret pixel, der siden bruges i det færdige billede, som nu er reduceret til mere håndterbare 10 MP.

Samme grundlæggende teknologi brugte Nokia i sine 808 og 1020 kameraer – blot reduceredes outputtet dengang til 5 MP, hvilket gav mulighed for en større zoomfaktor. “Oversampling” kaldes teknikken.

Læs gerne artiklen “PureView Perfection“, hvis du vil vide mere om oversampling i multimegapixel kameraer.

The Clone Phone

Huawei P20 Pro er en Android mobil som millioner af andre. Men dumper man ind et sted i styresystemet, kan man forledes til at tro, at det er en iPhone, man er inde i. Menuer og ikoner og opbygning er nemlig en tro kopi af Apple’s iOS. Og meget lidt lig det Android, der ellers ligger bag brugerfladen.

Og kigger man blot overfladisk på sin eller naboens nye Huawei, ligner den til forveksling en iPhone X. Med Apple’s karakteristiske “notch” øverst på skærmen. Den, alle konkurrenterne gjorde grin af ved introduktionen af iPhone X. Men som de nu alle selv har kopieret og adopteret…

Først når man vender mobilen om og ser bagsiden med de flotte friske farver og hele tre kameraer, da forstår man, at det ikke helt er lykkedes Huawei at lave en iPhone Clone. På den gode måde.

Måske vil Huawei egentlig helst heller ikke forveksles med Apple. I hvert fald ikke længere. Nu, hvor de kan stå på egne ben – ikke kun hvad antallet af solgte smartphones angår, men også videreudvikling af teknologien bag.

Kineserne har altid været skamløse, når der gælder om at kopiere andres design. De har åbenbart ikke noget moderne designsprog selv. Men man må lade dem, at de med P20 Pro for alvor er rykket og blevet deres egne. Det har de tre integrerede kameraer sat en tyk streg under.

Man kan med rette undre sig over, hvordan kinesiske Huawei har formået at komme foran giga-konkurrenterne Apple og Samsung med deres nyeste tre-kamerateknologi. Men som altid er der en god og naturlig forklaring:

Det er de nemlig heller ikke. I hvert fald ikke selv eller ved egen udvikling. De har nemlig købt sig til størstedelen af deres nuværende kamera-knowhow ved at ansætte en håndfuld af de tidligere Nokia-ansatte, der stod bag klassikere som først Nokia 808 og siden Lumia 1020. Begge megapixel-kameraer, som var langt forud for deres tid.

Frem med førertrøjen – igen

Finske Nokia styrtdykkede for relativt få år siden fra tronen som datidens ukronede smartphone konge – måske på grund af deres håbløse Symbian OS. Nokia måtte efterfølgende sælge ud til amerikanske Microsoft, som lovede at fortsætte Nokias fornemme kamerateknologi i deres Windows Phone mobiler.

Nokia’s klassiske 808 blev herefter fulgt op af Microsoft’s Lumia 1020, som fik mange venner. Heriblandt undertegnede, der tog mange gode billeder med de to kameramobiler.

Men selv Microsoft måtte erkende, at verden var for lille til mere end to styresystemer – Apple’s iOS og Google’s Android. Windows Phone blev derfor lukket endegyldigt ned, og Nokias kameraingeniører stod nu igen uden arbejde.

Enter kinesiske Huawei, der længe havde luret i kulissen og set det hele ske. De ansatte straks Nokias kameraingeniører rub og stub og lod dem arbejde videre i Finland, hvor de stadig sidder. Med sig havde de en enorm mængde research og unikke erfaringer, som på rekordtid er blevet til det nye banebrydende Huawei P20 Pro. En kinesisk mobil med finske rødder.

Se artiklen “Nokia now and then“, hvis du vil vide mere om de to skelsættende mobiler Nokia 808 og Lumia 1020 samt den avancerede kamerateknologi bag.

Konklusionen

Huawei er kinesisk ejet og dermed forpligtet over for den kinesiske statsmagt. Siger styret, at Huawei skal spionere mod udenlandske fjender, så er Huawei nødt til at adlyde. Uanset hvad de så selv måtte mene om det.

Den kendsgerning og et par andre mere konkrete hændelser har allerede fået den amerikanske administration til at udstede forbud mod brug af Huawei-teknologi, når og hvor der udveksles og transporteres data. Huawei menes helt enkelt at udgøre en sikkerhedsrisiko.

Det betyder reelt, at Huawei ikke kan komme ind på det amerikanske marked med sine ellers udmærkede produkter. Hverken med netværk eller med mobiler.

Senest har den australske regering fulgt trop og forbudt Huawei at byde ind på etablering af det kommende 5G-netværk i Australien. Det er for risikabelt, mener de. Men i lille Danmark baserer YouSee alligevel hele deres netværk på – selvsamme Huawei.

Men derudover og isoleret set så har Huawei med sin seneste P20 Pro mobil skabt et kamera, der sprænger alle rammer for hidtidige kameramobiler.

Eneste virkelige kritikpunkt er, at Huawei har undladt trådløs opladning i sin P20 Pro. Kineserne har sikkert villet spare plads til det store 4.000 mAh batteri, der så rigeligt får mobilen gennem en lang og hård arbejdsdag. Sågar også to. Det lærer man hurtigt at sætte pris på.

Så kan man bedre leve med, at mobilen altså ikke byder på den trådløse opladning, som de allerfleste andre topmodeller fra konkurrerende brands ellers gør. Til gengæld er der virkelig tale om “Fast Charge” med den medfølgende Huawei oplader: 60% på 30 minutter!

Og så er der lige prisen, som er aldeles second to none. Set hos Telia til kr. 5.000,- inklusive 6 måneders frit data abonnement til kr. 249,- om måneden. 3.500,- kroner netto for en mobil, der kan måle sig med de bedste. Det er bare billigt, og det faktum alene skal nok flytte rigtig mange Huawei mobiler over disken.

I USA, hvor P20 Pro som sagt ikke kan fås, sammenlignes den ofte med Samsung’s nyeste Note 9 – og kommer godt ud af sammenligningen. Trods det faktum, at P20 Pro pt. herhjemme koster under halvdelen af, hvad man skal give for en Note 9…

– Formidabelt gået, Huawei. Men prøv lige at lave jeres eget design – i stedet for igen og igen at kopiere Apple, hvor det overhovedet er muligt. Det vil klæde jer nu, hvor I er blevet verdens næststørste producent af mobiltelefoner.

– I må snart være store nok til at stå på egne ben.

© 2018 Tekst: Steen Ulnits


Efterskrift: Huawei er klar over, at alle mobiler har brug for et beskyttende cover. Kineserne er også klar over, at et normalt cover vil skjule den flotte Twilight finish på den bagside, man som nybagt ejer gerne vil flashe for sine omgivelser.

Huawei har derfor inkluderet et blødt og transparant cover, som dels giver et godt greb om mobilen, dels beskytter mod stød og slag. Og som måske vigtigst af alt lader den flotte 2-tone finish skinne tydeligt igennem.

På samme måde har Huawei valgt også at inkludere velspillende hovedtelefoner samt en lille connector, så man kan bruge dem via USB-C ladestikket. Altsammen understreger det blot, hvor vildt meget man faktisk får for sine 3.500 kroner, hvis man har købt sin P20 Pro med abonnement hos Telia.

Sjældent har jeg haft så megen fornøjelse af et nyt kamera / en ny mobil, som jeg har haft med Huawei’s P20 Pro. De tre kameraer og deres utallige muligheder har underholdt mig i masser af timer – og gør det stadig!

Og jeg har ellers været en dedikeret Apple fanboy i mange år. Eller måske netop derfor.

Hos Apple får man ikke lov at rode med så mange indstillinger…


Efter-efterskrift: Nu, hvor den første begejstring har lagt sig, og der har været tid til at reflektere lidt mere over P20 Pro, så tegner der sig et noget mere nuanceret billede.

Jeg har nærkigget fotos af de samme motiver taget med forskellige kameraer og sammenlignet dem på den store og skarpe bordskærm. Kameraerne har været mine to daily drivers, Apple’s iPhone X og Sony’s Xperia XZ Premium. Den store skærm en 27 tommers iMac.

Ind imellem er forskellene slående tydelige. Som allerede nævnt finder man som seriøs amatørfotograf hurtigt ud af at slå de forprogrammerede AI-indstilllinger på P20 Pro helt fra. Først gør man det under de enkelte optagelser – siden går man ind under Indstillinger og slår dem alle permanent fra. Synd, at græs skal være skriggrønt og himlen altid azurblå. Når virkeligheden nu ser helt anderledes ud.

Men selv da forekommer de færdige fotos at være meget billedbehandlede. Zoomer man ind, er der masser af artefakter eller fejl, der givet skyldes den massive billedbehandling, som disse 3-kamera fotos uundgåeligt kræver. Der er rigtig mange pixels, som kamera og processor skal tage stilling til. Når de 40 millioner pixels skal komprimeres ned til blot 10 MP. Lidt for mange, når man kigger grundigt efter. Oversampling er en svær ting.

Jeg blev noget skuffet over de mange artefakter, som er specielt synlige, når man sammenligner med de langt mere neutrale og velafbalancerede fotos, der kommer ud af iPhone X og Xperia XZ Premium. Måske det netop er derfor, der kun er et enkelt kamera på Sony’s flagskib Xperia XZ Premium. Så slipper man for denne massive  og ofte ødelæggende billedbehandling.

I starten var jeg som alle andre tech-anmeldere begejstrede over den optiske 3X og den hybride 5X zoom. Men jeg fandt hurtigt ud af, at mange ikke mindst 5X optagelser var uskarpe eller rystede. Hvis jeg ikke havde en form for fast anlæg – i form af støtte fra bil, båd, bord eller bænk – så var det helt enkelt for mange fejlskud. Ikke mindst naturligvis når solen ikke skinnede fra en skyfri himmel.

Endelig var der et irritationsmoment i skærmen, som er helt fantastisk til at blive fedtet og samle støv. Langt værre end både iPhone og Xperia. Det skyldes tilsyneladende skærmens øverste beskyttelseslag, der er fusioneret til selve glasset på traditionel vis – med udskæringer til sensorer og fingeraftrykslæser. Det klæber bare.

Kanten omkring fingeraftrykslæseren er samtidig så skarp, at det flere gange lykkedes mig at få tråde fra pudsekluden til at sidde fast i mellemrummet mellem skærm og beskyttelseslag. De sad så godt fast, at de var svære at fjerne igen. Og det bør altså ikke kunne ske på en topmodel.

– Måske derfor der gives så stor en rabat på netop denne mobil?

2019 Steen Ulnits