Tag-arkiv: Region Midtjylland

Cheminova – timeline to 2025


Det var civilingeniør Gunnar Andreasen, der i 1938 grundlagde Cheminova. Han er for længst gået bort. I stedet viser billedet herover Bjarne Hansen, der i dag leder kampen mod Cheminovas fortsatte forurening af Harboøre Tange.

Før krigen lå virksomheden i Søborg på Nordsjælland, hvor man blandt andet producerede fortynder til maling og midler til rustbeskyttelse.

Allerede i 1944 bliver Cheminova imidlertid omdannet til et aktieselskab, hvis aktier alle overdrages til Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF). Grundlægger Andreasen mente, at aktiviteterne ville være mere sikre her – måske på grund af tyskernes daværende besættele af Danmark.

Efter krigen drager Gunnar Andreasen til Tyskland for at studere de gift- og nervegasser, som tyskerne havde udviklet under Første og Anden Verdenskrig. Da patenterne nu var udløbet, tog Andreasen nogle af opskrifterne med hjem til Danmark, hvor han videreudviklede dem.

Efter omdannelsen til aktieselskab flytter man produktionen fra Søborg til Måløv i Ballerup Kommune. Hurtigt kom der imidlertid klager fra lokalbefolkningen om, at virksomheden forurenede.

I 1953 blev der således konkret klaget over, at fisk fanget i  den nærliggende Roskilde Fjord var forurenede. Med tiltagende forurening blev den giftproducerende virksomhed derfor flyttet til Rønland på den tyndt befolkede Harboøre Tange. Herude var der fri forurening og kort til både Vesterhav og Limfjord.

Her var der ingen eller kun meget få klager fra naboerne, der i stedet var glade for de nye arbejdspladser. Dem var der ikke mange af i området. Giftens virkninger på omgivelserne var stadig ukendt og kræft et fjernt begreb.



Døde hummere i Nissum Bredning

Men allerede i 1956 klagede fiskerne over, at hummerne i Nissum Fjord af uforklarlige årsager var begyndt at tabe kløerne. På det tidspunkt var man endnu ikke klar over, hvor følsomme netop krebsdyr med deres mange skalskifter er over for specifikke kemiske stoffer.

I 1964 konstaterede man, at der ikke længere var hummere i den vestligste den af Limfjorden. Inden da havde den nu navnkundige fisker Åge Hansen – “Rav-Aage” også kaldet – fundet forgiftede måger i dødskamp. Han indledte derfor en livslang kamp mod Cheminova, som han mente måtte være årsag til de forgiftede fugle.

Denne modstandskamp gjorde ham imidlertid meget upopulær blandt lokalbefolkningen, hvoraf mange jo arbejdede på fabrikken og havde deres udkomme der. Da produktionen var på sit højeste, arbejdede op mod 1.000 mennesker med giftproduktionen. 

Helt tilbage i 1953 begyndte Cheminova at grave kemisk affald ned i sandet ved Høfde 42. Med myndighedernes fulde velsignelse. Således gravede ingen ringere end Landbrugsministeriet selv hele 40 tons giftaffald ned på stranden. Det gjorde man jo dengang – her og mange andre steder.

I 1961 flytter man produktionen nogle få hundrede meter nordpå til grunden på Rønland, hvor virksomheden stadig ligger. I 1962 etablerer man et antal nye svovlgruber på Rønland, som imidlertid hurtigt viste sig at lække til omgivelserne.


Bladan og Parathion

I 1964 finder Sundhedsstyrelsen for første gang stoffet Bladan i fisk fanget ved Høfde 42. Bladan er ikke en nervegift, men et svampemiddel, der virker ved at forstyrre svampenes stofskifte og hindre specifikke enzymprocesser. Bladan mistænkes for at være kræftfremkaldende og er i dag forbudt i hele EU.

I 1978 går det hurtigt. Jeg var i 1976 selv startet på biologistudiet på Århus Universitet, hvor engagerede biologer gik sammen i den såkaldte “Cheminova-gruppe”. Den var stiftet og anført af Flemming Højgaard Madsen, som selv havde sine rødder i det vestjyske. Det er Flemming på billedet herunder:



Det var nu gået op for os håbefulde studerende, at vort lovpriste universitet ejede størsteparten af den giftige produktion. Og at de tjente styrtende på ejerskabet. Aarhus Universitet var derfor også var ansvarligt for forureningen fra Cheminova. En grim sandhed og erkendelse for kommende biologer.

I 1978 fandt man ikke færre end 350 døde havfugle på Harboøre Tange. De viste sig at være forgiftet med stoffet Parathion, der er en stærk nervegift og et virksomt middel til bekæmpelse af insekter på afgrøder. Denne nervegift er i dag forbudt i hele EU.

I dag producerer FMC stadig sprøjtemidler med aktivstoffer, der har været forbudt i EU i flere år. Det gælder eksempelvis aktivstoffet Dimethoat, der har været forbudt i EU siden 2013. I stedet eksporteres de forbudte stoffer nu fra vestjyske Rønland til fjerne U-lande som Bolivia og Pakistan, hvor miljølovgivning er et ukendt begreb. 

I 1981 opdagede man, at depotet ved Høfde 42 lækkede. 26.000 tønder forurenet sand  blev derfor gravet op og deponeret i en saltmine i Tyskland. Angiveligt drejer det sig om 100 tons giftstoffer af forskellig art.


Cheminova går på børsen

Cheminova blev børsnoteret i 1986 og opkøbt af virksomheden Auriga Industries. Den blev efterfølgende overtaget af amerikanske FMC, hvilket skete i 2015 – formedelst 8,5 milliarder kroner. Indtil da havde Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) været hovedaktionær og tjent rigtig mange millioner på giftproduktionen.

AUFF fik selv 3,2 milliarder kroner ud af salget. Og virksomheden skiftede bekvemt navn til FMC Site Rønland. Et ikke ukendt greb i en branche kendt for sin forurening.

Trods de mange millioner og milliarder kunne der imidlertid ikke blive nogen til oprensning efter årtiers forurening med giftige stoffer. De penge ville AUFF ikke af med, da de ikke var juridisk, men kun moralsk forpligtede til det. Og moral var desværre en mangelvare inden for universitetets prisbelønnede gule murstensvægge.


“Når pengene i kisten klinger, Sankt Peter dig om halsen springer”


Penge lugter som bekendt ikke, og lugten fra Harboøre Tange nåede aldrig helt til Århus. Grådighed kender desværre ingen grænser, og giftstofferne ligger derfor stadig gemt i jorden – med Høfde 42 depotet, Svovldepoterne på Rønland og Den gamle Fabriksgrund som internationalt kendte attraktioner.

De er siden udnævnt til såkaldte “generationsforureninger”, hvis konsekvenser vi må leve med i mange år fremover. Vi er således AUFF evig tak skyldig for, at de ikke ville rydde op efter sig selv – trods ellers milliarder af kroner på forskningskontoen.


Den dårlige samvittighed

En smule dårlig samvittighed havde man tilsyneladende alligevel i Universitets Forskningsfond. I hvert fald bevilligede AUFF i 2020 hele 125 millioner kroner specifikt til oprensning af høfde 42. Et sidste aflad fra tiden som medejer under Auriga Industries. En dråbe i havet og et næppe mærkbart greb i den milliardstore pengekasse.

Den generøse donation fra AUFF fandt sted samme år, hvor der på Finansloven blev afsat ikke mindre end 630 millioner kroner til oprensning af generationsforureninger som Høfde 42 og Den Gamle Fabriksgrund. Desværre ikke den nuværende.

i 2021 viser nye forskningsresultater, at der er en forhøjet forekomst af blære- og nyrekræft blandt borgere bosat i Thyborøn og Harboøre. Dette sammenlignet med to andre fiskerbyer på Vestjysten. I 2022 anslår Region Midtjylland, at den gamle Cheminova-grund indeholder omkring 8 tons kviksølv og 40 tons pesticider.

Herefter går der desværre ged i sagerne og sagsgangen. Miljøstyrelsen vælger nemlig at ophæve et påbud, der pålægger FMC at drive afværgeforanstaltninger ved de tidligere forureninger. Hermed overgår ansvaret til Region Midtjylland, der ikke godvilligt overtager forpligtelserne. Regionen vælger derfor at lægge sag an mod styrelsen.

FMC vælger herefter at indgå en frivillig, men midlertidig aftale med regionen om, at der pumpes forurenet grundvand op, som ledes ind gennem fabrikkens eget rensningsanlæg. Inden det hele via en lang rørledning pumpes ud i Vesterhavet – til en af Miljøstyrelsens præcist designede og nøje dimensionerede opblandingszoner.

Legaliseret forurening med stærkt miljøskadelige stoffer. Sågar med miljøministerens fulde velsignelse. Det er i sandhed langt ude – i Vesterhavet:



Oprensning af Høfde 42 påbegyndes

I 2024 meddeler Region Midtjylland, at oprensningen af Høfde 42 kan gå i gang. Der er afsat 728 millioner kroner til projektet, hvilket er tre gange så meget som det tidligere estimat.

Regionen skriver efter diverse pilotprojekter kontrakt med danske Arkil, belgiske Haemers Technologies og canadiske WSP om oprensningen af Høfde 42.

Region Midtjylland beslutter, at der skal etableres en 750 meter lang jernspuns omkring den gamle fabriksgrund ved Cheminova. For om muligt at holde giften inde bag stålpladerne. Folketinget beslutter at bevilge 100 millioner specifikt til dette projekt.

Danmarks Radio afslører samme år, at Miljøministeriet ulovligt har tilpasset de nationale retningslinjer for udledning, så de præcis passer til eksisterende udledninger fra FMC. Det muliggør fortsat udledning af kviksølv, arsen og andre miljøskadelige stoffer – til trods for, at grænseværdierne ved udledningsstedet i Vesterhavet for længst er overskredet.

Det er i skrivende stund uvist, hvad der skal ske eller gøres. Om EU skal ind over de lovstridige handlinger. Lokalt truer man med, at fabrikken kan blive nødt til at lukke, dersom de reelle grænseværdier forlanges overholdt.

Nationalt er vi mange, der håber på, at det vil ske. At FMC må lukke, hvis de ikke kan eller vil overholde lovgivningen. Trods de nuværende godt 500 ansatte på Cheminova.

Men det sker næppe. Dertil er der alt for mange nemme penge i omløb. Alt for megen gift at eksportere.


Bjarne Hansen går til filmen

Rav-Aage’s arbejde med afdækning af forureningskatastrofen fra Cheminova er blevet videreført af sønnen Bjarne Hansen, som med held og dygtighed har taget nutidens digitale medier i brug. Bjarne er hyperaktiv på Facebook og går nu snart til filmen.

Det gør han i en helt ny serie på fire programmer af hver en times varighed. I rollen som Bjarne Hansens far, Rav-Aage, ses skuespiller Sebastian Jessen, der spiller over for Sara Hjort Ditlevsen i rollen som Bjarnes mor Marie. I rollen som Cheminovas grundlægger Gunnar Andreasen ses Jesper Lohmann.



Serien hedder “Giften i Sandet” og bliver speaket af Bjarne Hansen selv. En vaskeægte vestjyde. De fire afsnit er som følger:

  • Afsnit 1: Havet sletter alle spor: I 1950’erne begynder fisk at dø omkring Cheminovas fabrik ved Thyborøn. Fiskeren Aage Hansen slår alarm, men ingen lytter. Mere end 70 år senere kæmper Aages søn, Bjarne, fortsat sin fars kamp. Han besøger Cheminovas tidligere fabrik i Måløv på Sjælland, hvor grundvandet stadig bliver renset for forurening.
  • Afsnit 2: Hvor der handles: Aage tager kampen op imod Cheminova, men får de lokale på nakken. De frygter at miste den nye fabrik og dens mange arbejdspladser. I nutiden opdager Bjarne Hansen, at fiskeriministeren vil ophæve fiskeriforbuddet ved de gamle fabriksområder, og han slår alarm. Bjarne indsamler østers fra kysten og får dem undersøgt. Er havet virkelig blevet rent, eller er der stadig giftaffald i dybet?
  • Afsnit 3: Den perfekte storm.: I 1978 dør fuglene i hundredvis ved kysten, men selvom gift fra Cheminova bliver fundet i dyrene, går fabrikken fri. Bjarne opsøger en tidligere Cheminova-ansat, hvis forklaring på de døde fugle kan vende op og ned på den offentligt kendte historie.
  • Afsnit 4: Skyggen over Thyborøn: De mange kræfttilfælde i Thyborøn vækker Aages mistanke: Er det Cheminovas forurening, der gør folk syge? Han begynder at kortlægge dødsfaldene for at løse mysteriet. Bjarne vil have rejst penge til en ny undersøgelse, der skal give svar på, hvorfor kræft er 20 procent mere udbredt i Thyborøn end i andre fiskerbyer.

“Giften i Sandet” er en såkaldt dokudramaserie produceret af TIKI Media med støtte fra Public Service Puljen. Serien får premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag den 14. september.

Jeg har naturligvis reserveret plads på første række! Den nye serie er nemlig kulminationen på mange års kamp for miljøet og mod forureningen af det.

Den bør derfor ses af alle miljøfolk og ligesindede med hjertet på rette sted.

Et kæmpestort tillykke til Bjarne Hansen.

Han er en rigtigt rar mand!


Svovldepoterne på Øst-Rønland

– Hvor stammer det giftige havskum fra?

Der er tidligere fundet forhøjede koncentrationer af PFAS-stoffer i græs og overfladevand ved Harboøre og på Agger Tange, uden at man har fundet kilden.

Samtidig har tidligere prøver vist, at PFAS kan opkoncentreres til høje koncentrationer i havskum. På den baggrund er der opstået spørgsmål om, i hvilket omfang PFAS kan være transporteret via vestenvinden og havskum ind over land. At det fundne PFAS således skulle stamme fra havet og dermed kunne være ført hertil af Jyllandsstrømmen. Fra store tyske floder som Rhinen med udløb i Atlanterhavet.

Det var ønskedrømmen, at problemet skulle være internationalt – at de fundne PFAS-stoffer således var påført os uskyldige danskere udefra. I november gik Naturstyrelsen derfor i gang med stikprøveundersøgelser for PFAS-forurening på en række af statens naturområder. Stikprøverne skal være med til at give et overblik over mulig forekomst af PFAS i græs og vand på arealer tæt på havet.

Som forvalter af statslige naturområder arbejder Naturstyrelsen tæt sammen med Miljøstyrelsen og de øvrige relevante myndigheder samt regioner og kommuner i forhold til PFAS. Naturstyrelsen sætter nu i samarbejde med Miljøstyrelsen gang i stikprøveundersøgelser for en række PFAS-stoffer 60 forskellige steder på statens naturområder.

Der er tale om stikprøver i et bælte på én km fra havet langs Vestkysten fra Skagen til grænsen og langs den sjællandske vestkyst fra Rørvig til Skælskør. Tidligere prøver har indikeret, at PFAS generelt findes i et højere koncentrationsniveau på vestvendte kyster end på østvendte kyster.

For at have noget at sammenligne med bliver der også taget stikprøver på arealer længere inde i landet op til 10 km fra kysten.


Weekendavisen om PFAS

Bjarne Hansen skriver fra Thyborøn: 

Lad os tage et dyk ned i den juridiske og etiske ballade, der er omkring det PFAS-forurenede spildevand fra kemifabrikken Cheminova på Rønland.

Det er en kompliceret affære, og man bliver næsten flov over myndighedernes ansvarsfraskrivelse gennem flere årtier. Vi får brug for historien, da fortællingen først lige er begyndt, og fabrikschefen endnu ikke er færdig med at le.

Udpluk fra Weekendavisen (WA) uge 47 2022:

– PFAS har vi aldrig brugt i vores produkter, siger fabrikschef Jakob Kyllesbech.

Som i aldrig. Heller ikke da vi hed Cheminova.

WA: Hvorfor er det så målt i jeres spildevand?

– Det er så det gode spørgsmål, svarer Kyllesbech og tilføjer, at fabrikkens miljøtilladelse faktisk slet ikke stiller krav til PFAS-niveauerne i spildevandet. I princippet kan de lukke så meget ud, det skal være. Helt lovligt. Men det ønsker de naturligvis ikke.

Fabrikschefen smiler:

Jeg har lyst til at sige, at det kan tage op til et år at finde kilden, siger han.

Men det kan andre fagpersoner godt se det forkerte i. Xenia Trier, som er lektor i miljøkemi ved Københavns Universitet, forstår ikke, at det skal tage så lang tid:

– Det burde kunne gøres på nogle måneder, siger hun. – Når de har fluorstoffer i deres spildevand, må de jo bruge dem et eller andet sted.

Et bud kunne være i fyfanon, en insektdræber, som firmaet bekræfter, at det har produceret siden 1960erne. Det aktive stof i det produkt er malathion. Og forskere fra University of Texas har fundet PFAS i en række kommercielle produkter baseret på netop malathion.

Vi er et etisk firma, der lever op til de krav, der stilles til os, svarer fabrikschef Jacob Kyllesbech. Hvad der skete engang, vil han ikke udtale sig om. Miljøchef Inge Margrethe Jensen ved hans side har arbejdet på fabrikken i 25 år. Måske hun vil?

– Det skal miljøchefen ikke, bryder Kyllesbech ind. 

– FMC er etiske, gentager han. – De gør meget, som ingen ser. De har 15 ansatte til at monitorere spildevand og fem årlige miljøtilsyn. Og de driver frivilligt 200 afværgeboringer.

Citat slut.


“Jeg kan godt forstå, fabrikschefen griner”

Bjarne Hansen skriver videre: 

Cheminova har drevet over 200 afværgeboringer siden først i 80´erne. Dette som en midlertidig afværgeforanstaltning, indtil fabrikken fik fjernet de over 70.000 tons stærkt toxisk affald fra Parathion produktionen i perioden 1962-1983.

Cheminova fik i 1981 og 1982 påbud om at fjerne det forurenende affald, men tidsfristen er blevet udskudt gang på gang.

I forbindelse med handlen mellem Forskningsfonden (den tidligere ejer af Cheminova) og FMC Corporation, som fandt sted i 2015, blev der fjernet 29.300 tons svovl i 2012 og 2013. Dette for at få sig vristet ud af påbuddet fra 1982, for ellers kunne handlen ikke gå igennem. De sidste 40.000 tons, som er den farlige og flydende del af affaldet, ligger stadig under de utætte svovldepoter – og den benægtede de alle eksistensen af.

I 2016 skulle Forskningsfonden/Auriga/Cheminova ud af dette påbud, som blev givet i 1982. Men hvordan kunne de det, når der stadig ligger 40.000 tons i sandet? Jo, nu skal I høre:

Som så mange gange før bliver Miljøstyrelsen, Region Midtjylland og Lemvig Kommune enige med Cheminova om, at man simpelthen skriver disse 40.000 tons flydende giftstoffer og affald ud af historien, og det startede man med sidst i 1980’erne.

Fra den tid og frem ”benægtede” man tilstedeværelsen af disse flydende giftstoffer – dem, man ellers har afværget på siden 1983. Havde det kun været det ufarlige svovl (29.300 tons), var der ingen grund til at afværge. Det var jo allerede fjernet og ligger deponeret på Langøya i Oslofjorden.

Da Forskningsfonden nu skal ud af kemifabrikken Cheminova, skal de også ud af det påbud, de fik i 1982 omkring Svovldepoterne på Øst-Rønland. Men det problem fixer Regionsrådsformand Bent Hansen via Regional Udvikling med største lethed:

Regionen er nemlig den højeste myndighed (med hensyn til Jordforureningsloven) for den forurening, som ligger i sandet på Rønland. Og da alle tre instanser benægter tilstedeværelsen af de 40.000 tons destillationsremanens, som ligger i sandet, blev det en let sag for Regionen i 2016.

Medio februar havde jeg foretræde for Regional Udvikling for at forklare dem, at de efterlader en ikke uvæsentlig del af forureningen på Øst-Rønland. Men det var de ligeglade med. For selv om de ikke sagde det direkte, så vidste de det godt.

Den 28. februar 2016 blev det så på et Regionsrådsmøde slået fast, at Forskningsfonden/Cheminova skulle fritages for yderligere hæftelse for Svovldepoterne på Øst-Rønland. Så selv om alle 41 medlemmer godt vidste, at der var yderligere 40.000 tons gift i undergrunden, frikendte Regionsrådet Forskningsfonden. Med hvilken begrundelse ved jeg ikke endnu ikke.


Aben og afsløringen

Her står vi så i dag med 40.000 tons giftig remanens/organik, uden nogen ejermand eller ansvarlige. Og dog. 

Nu er det ifølge Jordforureningsloven Region Midtjylland, der har ansvar for alt, som ligger i jorden på Rønland. Miljøstyrelsen har tilsynet med og ansvaret for, hvad der forgår over jorden. Endelig har Lemvig Kommune ansvaret for alle nye forurenende tiltag, der skal gives lov til. De er med andre ord alle blandet ind i denne spegede affære.

I 2018 kunne vi, sammen med Radio 24/syv og journalist Viktor Redder, afsløre, at der beviseligt lå 40.000 tons destillationsremanens tilbage i sandet på Øst-Rønland. Det indrømmede Miljøstyrelsen og Cheminova dengang for åben radio og skærm.

Men så var det jo heller ikke deres problem længere. Region Midtjylland havde jo i 2016 frikendt dem begge – Miljøstyrelsen og Cheminova – for ansvar, og derfor er ansvaret nu ifølge Jordforureningsloven Region Midtjyllands.

Det betyder så i dag, at det ikke længere er Forskningsfonden/Cheminova, som skal betale for oprydning på Øst-Rønland. Nu er det Staten, som skal betale. Og nu begynder derfor en indædt kamp om at få smidt ”den varme kartoffel” fra Miljøstyrelsen over på Regional Udviklings bord. De kan jo ikke længere benægte, at giften ikke eksisterer.

Ingen af myndighederne vil have ansvaret, men Region Midtjylland har ladet sig narre. Det håber jeg i hvert fald, at de har. For de var vel ikke dumme eller uvidende om, hvad der foregik i 2018.

I 2020 modtager Regional Udvikling så en mail fra Miljøstyrelsen. Den siger, at Miljøstyrelsen ikke længere vil have ansvaret. Nu vil Miljøstyrelsen af med ”aben”. Og så er kampen skudt i gang.

Husk på, at Region Midtjylland – som er højeste myndighed for Jordforureningsloven – jo har frikendt Cheminova/AUFF i 2016, uagtet at de hermed selv stod med regningen.

Men da opgaven pt. ligger hos Miljøstyrelsen, forsøger de hermed at få ansvaret flyttet over til den rette ejer, nemlig Regionen. Men det kæmper Region Midtjylland voldsomt imod.


“Er der mon en voksen til stede?”

Og hvor står vi så i dag? Med en kemifabrik ved navn Cheminova, som i dag ejes af et amerikansk firma, der frivilligt kører afværgepumpningen på Øst-Rønland. De pumper i dag årligt op mod 300.000 m3 PFAS-forurenet grundvand op og ud i Vesterhavet. 

Det sker gennem noget, de kalder et rensningsanlæg, men som nærmere er et ”fortyndingsanlæg”. Herefter ledes det ud i Vesterhavet til yderligere og endelig fortynding. 

Udsivningen fra øst Rønland til Limfjorden er massiv: Det udsivende grundvand skal fortyndes op til 10.000 gange i fjordvand, førend det overholder VandKvalitetsKravene (VKK).

Konklusion: Vi står nu med 40.000 tons stærkt toxtisk affald/remanens fra Cheminovas tidligere produktion af Parathion i perioden 1960-1980. Uden nogen ejer og eller ansvarshaver.

Miljøstyrelsen vil ikke have det, og Region Midtjylland nægter stadig at tage ansvar, som Jordforureningsloven ellers påbyder dem. Cheminova FMC benægter enhvert ansvar, men kan godt se det komiske i både Regionens og Miljøstyrelsens adfærd.

Men som fabrikschefen siger: Vi pumper fortsat det PFAS-forurenede spildevand ud i Vesterhavet. 300.000 m3 om året. Uagtet, at det spreder PFAS-forureningen op og ned langs Vestkysten, hvor turister, badegæster, surfere og lokalbefolkning boltrer sig i det skumholdige havvand.

– Er der mon en voksen til stede?

Tak for din tålmodighed.

Bjarne Hansen


December 2022

Sidste nyt fra Høfde 42

Region Midtjylland har i 2021 fået tildelt 425 mio. kr. til fjernelse af Høfde 42 depotet. Vi var alle lykkelige, men…

På et år, siden 2020, har Cowi udfærdiget et 2.086 siders langt udbudsmateriale, som viste sig at skjule en trist nyhed, vi ikke kendte til, før vi fik læst udbudsmaterialet. En nyhed, der står i skærende kontrast til det, politikerne i Regionen Midtjylland har fortalt befolkningen på Harboøre Tange.

Det var så Jordforureningsloven, som blev vores skæbne og Region Midtjyllands undskyldning for ikke at fjerne hele Høfde 42 depotet. Den siger, at man ikke må eller behøver at flytte en forurening, som ligger dybere end 3½ meter, hvis den ikke udgør nogen fare for overfladevandet.

Kunsten består så i at få gjort giften under 3½ meters dybde harmløs og uden risiko for overfladevandet, og det lykkes til dels i udbudsmaterialet. Den tolkning benyttede Region Midtjylland sig af og har derfor besluttet, at det kun er den øverste del (3½ m) af Høfde 42 depotet, som skal fjernes.

Depotet er 8 meter dybt. Nede i 3½ meters dybde er der et meget tynd lerlag (0.1-0.5 m), som i udbudsmaterialet er tillagt nogle helt fantastistke egenskaber. Den kan nemlig skille giften i to lag, inde bag spunsvæggen.

Giften uden for spunsvæggen, både øst og vest, syd og nord for jernvæggen, får lov at blive liggende. Det får dermed selskab af det inde i for spunsvæggen, når man til sidst fjerner Spunsvæggen og alt efterladt forurening får lov at forsvinde i havet.

Når man har fjernet den øverste 3½ m af depotet, vil man som sagt fjerne spunsvæggen og lade de sidste 4½ meter af depotets indhold med tiden forsvinde i Vesterhavet. Det vidste politikerne for mere end et halvt år siden. De glemmer blot at fortælle det til befolkningen på Harboøre Tange.

I stedet giver de befolkningen det indtryk, at 98% af giften i Høfde 42 depotet skal fjernes. De glemmer blot at fortælle, at det er 98% af en meget lille del af Høfde 42 depotet.

 

Troværdighed og bæredygtighed

Men pengene bliver brugt alligevel, for hele det maskineri med bæredygtighed, undervisning og ”udstillingsvindue til omverdenen”, som er bygget op omkring en oprydning af Høfde 42 depotet, det forsætter ufortrødent.

425 mio. kr. til oprydning af Høfde 42 depotet – det er mange penge. 50 mio. fra den tidligere Regering, 250 mio. fra den nuværende Regering og 125 mio. kr. fra Forskningsfonden. Og kun til Høfde 42 depotet.

De vil forsvinde som dug for solen og det er i fuld gang. Hold op, hvor det vil koste, og vi får ikke fjernet meget gift, for de 425 mio. kr. Bæredygtighed, undervisning og udstillingsvindue til omverden, som politikerne siger. Hvad er det vi skal vise omverdenen?

– Hvordan man tager røven på en hel befolkning? Eller hvordan vi lukker en stor mængde nervegift ud i Vesterhavet, uden nogen opdager det og under dække af en forældet lovgivning.

Nej, selvfølgelig kan vi ikke acceptere dette, og vi føler os både skuffet og røvrendt. Det er i miljømæssig henseende en skuffelse for dansk miljøpolitik, og det vil blive synlig for enhver og omverdenen. Vi har selvfølgelig forespurgt på Christiansborg, om også det var deres hensigt med og tolkning af Jordforureningsloven?

Hvorfor er politikerne i Region Midtjylland og Lemvig Kommune så store modstandere af at få ryddet op efter Cheminovas forurening på Harboøre Tange? De har fået bevilget pengene, men de vil heller bruge dem til alt mulig andet end at rydde op, i dette tilfælde Høfde 42 depotet. Det kan vi så ikke gøre noget ved, men må håbe, at der er folk på Christiansborg, som kan hjælpe.

Men værst af alt, de lokale og regionale politikeres troværdighed er sat ud af spillet – vi kan ikke stole på dem. Hvordan kan politikerne i pressen sige, at 98% af Høfde 42 depotet skal væk, når de ved, det ikke passer?

Miljøpolitik, når det er værst.

Bjarne Hansen

Høfde 42

 

Alibi-spuns ved Høfde 42…

Bjarne Hansen, Thyborøn skriver følgende om “reference-spunsen” ved Høfde 42 depotet, der ved det netop afholdte mediestunt med ét fik 15 år mere at leve i:


“Jeg var inviteret til at overvære gensynet med den 15 år gamle reference-spuns ved Høfde 42 depotet d. 25. marts 2021. Det bliver en dag jeg, sent skal glemme.

Sjældent har jeg set så mange pressefolk på Høfde 42 depotet – denne gang inviteret af Region Midtjylland. Forvirringen var total.

De unge pressefolk havde uorden i deres geografi, og de ældre havde fået diktaten med hjemmefra. Der var således ikke plads til anderledes-tænkning og spørgsmål. Det var så iscenesat, at det mindede om russiske tilstande.

Selv om jeg havde indsendt min kommentar til pressen dagen før begivenheden, kom det ikke med. Det var skræmmende, men yderst effektivt, og Region Midtjylland fik sit budskab ud:

 ”Spunsen kan holde mindst 15 år mere” 

Men hvorfor var det så vigtigt for Region Midtjylland, at dette budskab kom ud til den danske befolkning?  Det vil jeg prøve at give mit bud på:  

Efter der var gået hul på Høfde 42 depotet (for tredje gang) i januar 2000 – og efter at man havde placeret spunsvæggen i juli 2006, blev det (igen) i 2007 besluttet, at Høfde 42 depotet skulle moniteres og bruges til forsøg – til evig tid (som var tilføjet i referatet).   

Tilbage i 2015 var der igen en flig af håb om en fjernelse af giftdepotet ved Høfde 42 – efter Aarhus Universitets Forskningsfond/Cheminovas udsagn, under handlen mellem Auriga og FMC. Det var desværre også blot et spil for galleriet. Det har aldrig været meningen, at Høfde 42 depotet skulle fjernes. 

Et andet tegn på, at Høfde 42 depotet skal ende sine dage i Vesterhavet, så vi, da regionen skulle hejse reference-spunsen fra 2006, som stod få centimeter fra den rigtige spunsvæg. De fandt blot 1 enkelt reference spuns, som skulle hejses op den dag.


Der blev sat 3 sæt bestående af 2 reference-spunsjern, sat 7 meter nede i depotet – en i sort jern og en med coating. Til min store overraskelse står alle 3 sæt på indersiden og i østsiden af Høfde 42 depotet og på det højeste punkt af depotet, hvor der er mindst gift og tæring.  

Dette forekommer mig besynderligt, da det er vestsiden af depotet – det laveste punkt, som hælder 15 grader mod vest – der er mest udsat med gift og saltvand. Dette på begge sider af spunsen og under de hårde storme. 

Myndighedsbetjening 

Ingen myndigheder har endnu kunne give en fornuftig forklaring på reference spunsvæggenes placering. Alle ved, når der sker en gennemtæring af spunsvæggen, vil det være på depotets vestside og ikke på østsiden.

Og scenariet vil så være det, at giften i depotet vil sive ud i grundvandet ud til havet, gennem vestsiden, som vil komme til at ligne en si. Det behøver man ikke være offentlig ansat for at kunne forstå. 

Men går man tilbage i de gamle dokumenter finder vi muligvis en forklaring. Nu skal I bare høre: 

I tiden før 2006, hvor depotet stod åbent med en udsivning på 5 tons nervegift pr. år, havde Ringkøbing Amtsråd besluttet, at en spunsvæg skulle sættes i. 

Af de 32 mio. kr. der var bevilget til formålet, var de 10 mio. kr. blevet brugt til undersøgelses-rapporter (som de plejer) og derfor var der kun 22 mio. kr. tilbage til selve spunsvæggen.

Spunsjern er dyrt (44.000 kr. pr. meter i 14 meters længde), så for de sidste 22 mio. kr. kunne man kun få 500 meter spunsvæg.

Man valgte samtidig at spare på mange af de planlagte sikkerhedsforanstaltninger, som ellers var med i pakken.  Man coatede f.eks. kun på den ene side af spunsen. Man undlod zink-anoder. Man sparede ler-membranen og erstattede den med en tynd regnvands-membran i stedet osv.

På den måde kom man op på 580 m spunsjern i 14 meters dybde. Dog var det stadig kun den inderste kerne af det store giftdepot, som skulle ind-spunses. 


Fra “uacceptabel” til “acceptabel”  

Amtsråds-borgermester Knud Munk Nielsen sagde på et Amtsrådsmøde i samme tidsrum, at det var en uacceptabel mængde gift, der blev efterladt uden for spunsen, som kun var 580 meter lang. 

Da der i mellemtiden ikke kom flere penge, besluttede Amtsrådet, at man også ville flytte spunsen mod øst ind mod Knopper Enge – med det resultat, at man efterlod en ikke uvæsentlig del af giften uden for spunsvæggen på vestsiden. 

På den måde kunne man også spare en del på kystsikringen, når man satte spunsvæggen bag ved Høfden. Gift uden for spunsen, som man efterlod, kan man i dag på en varm sommerdag lugte i sandet ved Høfde 42.

Det var der ikke rigtig nogle, som talte om længere, og man kunne herefter læse Amtsråds-borgermesteren udtale sig om, at det nu var en acceptabel mængde gift, man efterlod uden for spunsen. Hvilket strider mod den tidligere udmelding.   

Sådan endte endnu en bid af Høfde 42 depotet ude i Vesterhavet.   

Der er ingen tvivl om, at amtsrådspolitikerne og kommunalpolitikerne var ved at være godt trætte af Statens laden stå til. Der er heller ingen tvivl om, at der i denne tid blev truffet mange dårlige beslutninger.

En af dem var, at man ikke ville ofre flere penge på depotet – og det kunne man blandt andet gøre ved at sætte disse 6 reference spuns på indersiden af depotet.

Skulle der så ske noget på ydersiden af depotet, havde man altid et alibi. For det vil jo altid være på ydersiden, der kommer til at ske noget – ikke mindst på grund af havet, saltvandet og giften på begge sider af spunsvæggen.

Først i det øjeblik, hvor ydersiden af spunsen er brudt sammen, vil indersiden komme i farezonen.   

Hvad skulle man ellers med dette misvisende billede af spunsens holdbarhed? 


Alibi-spunsen

En alibi-spuns, placeret til formålet: Skulle der blive et brud, vil det være ved depotets vestside. Derfor er det meget nærliggende at placere alle reference spuns til østsiden af depotet, hvor det er mindst udsat og depotet er højest.

Reference spunsen er kun 7 meter lang, hvor den rigtige spunsvæg er 14 meter lang.  

Foruden det skal man tænke på, at depotet/spunsvæggen hælder 15 grader mod vest. Havvandet skulle jo kunne løbe ud igen, når det kommer op i depotet. Depotet er altså lavere ud mod havet, end det er ind mod Knopper Enge. 

I dette tilfælde fik regionens folk et alibi for, at deres påstand om at spunsen omkring Høfde 42 depotet sagtens kunne holde i 25 år mere, som de har sagt de sidste ti år. Og nu er leverandørens (Arkil) garanti på 15 år også fritaget for ansvar.

Hvis politikere skulle stille spørgsmål til holdbarheden – og hvis man vil have den næste undskyldning for ikke at opdage spunsens dårlige tilstand til vestsiden af giften – så har alle nu et alibi for IKKE at gøre noget ved Høfde 42 depotet, foreløbig.

Problemet er blot, at reference-spunsen ikke giver noget retvisende billede af spunsvæggen, omkring kernen af giften ved Høfde 42.”

Med venlig hilsen,

Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn


Fotos: Caroline Castanie


“And those who were seen dancing were thought to be insane by those who could not hear the music” 

Friedrich Nietzsche

1844-1900