Tag-arkiv: Randers Havn

Vandprøver kontra faunaundersøgelser

Da det i foråret viste sig, at der løb forurenet vand fra Nordic Waste fabrikken ved Ølst Bakker syd for Randers og direkte ud i Alling Å, var det i starten vanskeligt at få opmærksomhed omkring sagen.

Det var svært overhovedet at påvise nogen forurening, når nu myndighederne ikke rutinemæssigt havde taget vandprøver og tilsyneladende heller ikke ønskede at gøre det.

Da der endelig blev taget regulære vandprøver, turde prøvetagningsfirmaet ikke selv konkludere på resultaterne. Der stod jo såvel lokale arbejdspladser som måske kommende arbejdsopgaver på spil.

Problemet er forståeligt nok, hvilket denne lille artikel søger at belyse. Vandprøver er nemlig svære at blive kloge af – specielt da i strømmende vand som her Alling Å.

Når man skal undersøge vandkvaliteten i et vandløb – enten periodisk eller efter en akut ulykke – kan det gøres på to måder:

Man kan tage en vandprøve, som siden analyseres af et godkendt laboratorium. Eller:
Man kan lave en faunaundersøgelse, hvilket kan gøres summarisk i felten. Eller udførligt hjemme i laboratoriet.

Begge dele har fordele og ulemper.

Vandprøver

Vandprøver skal tages rigtigt og siden både transporteres og opbevares korrekt.

Vandprøven kan analyseres lige så nøjagtigt, man ønsker eller har råd til. Vandprøven viser overraskende nok kun det, den specifikt analyseres for. Prisen stiger nemlig for hvert delelement, vandprøven ønskes analyseret for, og man er derfor omhyggelig med udvælgelsen af stoffer.

Typisk vil man derfor ty til vandprøver, når man ved, hvad man leder efter. Ikke når man søger i blinde. Det kunne være specifikke giftstoffer fra et akut udslip eller langsomt lækkende tungmetaller. Fra lokaliteter, man allerede mistænker for at lække bestemte stoffer.

Man skal under alle omstændigheder være klar over, at vandprøver fra et vandløb – uanset hvor godt de tages og hvor grundigt de analyseres – altid kun kan give et øjebliksbillede af situationen.

Man skal tage forbehold for, at et akut giftudslip straks føres væk med strømmen – med mindre lækagen står på gennem længere tid. I sidstnævnte tilfælde vil man naturligvis kunne finde spor af de skadelige stoffer, så længe lækagen står på.

Normalt vil det eller de giftstoffer, som forårsagede ulykken, for længst være borte med blæsten. Taget af strømmen og ikke til at spore længere. Den eller de skyldige er derfor som oftest umulige at finde alene ud fra en vandprøve.

Faunaundersøgelser

Faunaundersøgelser fungerer ganske anderledes. De kræver hverken laborant eller laboratorium, men mere tid i felten. Og så koster de langt mindre end vandprøver at analysere. Faktisk kan en rutineret fagmand normalt fælde en ganske præcis dom på få timer.

Moderne faunaundersøgelser kan foretages ud fra de forekommende vandplanter og vandløbsdyr. Mest almindeligt er det at indfange et repræsentativt udvalg af de dyr, der lever på lokaliteten – fortrinsvis insekter og krebsdyr.

Det gøres typisk med en stålketcher, der trækkes gennem vegetationen, og ved simple sparkeprøver, hvor bunddyrene sparkes løs og tages af strømmen. De havner derefter i ketcheren.

De fundne dyr artsbestemmer man så – i felten eller hjemme i laboratoriet – og ud fra de fundne arter kan man herefter i de fleste tilfælde give et ganske godt bud på vandkvaliteten.

De forskellige arter stiller nemlig forskellige krav til såvel vandkvalitet som vandløbskvalitet. Typisk er det iltindholdet, som er afgørende for, hvilke insekter og krebsdyr man finder i faunaprøven. Vandkvaliteten og iltindholdet afspejler sig tydeligt i de fundne dyr og insekter.

Der skelnes groft sagt mellem rentvandsarter og forureningsindikatorer. Man ser på, hvilke arter der findes i prøven, og i hvilke antal de forekommer i. Nogle arters blotte tilstedeværelse er en sikker indikator for stærk forurening. Andre arters antal fortæller mere om vandkvaliteten.

Man kan vælge en kvalitativ vurdering på stedet, hvilket i de fleste tilfælde er fuldt tilstrækkeligt. Eller man kan plotte de fundne dyr ind i mere komplicerede indekser til efterfølgende publicering.

Den afslørende fauna

En simpel vandprøve kan som nævnt aldrig give andet end et flygtigt øjebliksbillede af den vandkvalitet, der var netop ved prøvetagningen. Man vil aldrig kunne tage en ny vandprøve af det samme vand. Det er for længst løbet væk.

En faunaundersøgelse fortæller derfor rigtig meget mere end en simpel vandprøve. De fundne og artsbestemte dyr skal jo kunne leve i vandløbet en hel livscyklus for at forekomme. Enkelte endda to år, hvilket gælder de store majfluer.

Finder man således iltkrævende majfluelarver i sine faunaprøver, da kan man være sikker på, at vandkvaliteten har været tilstrækkeligt god hele året. Og ikke kun på selve prøvetagningstidspunktet.

Mangler der modsat tanglopper i et ellers sundt vandløb med en varieret fauna, da samler mistanken sig straks om tungmetaller i vandet. Hvilket man så kan undersøge specifikt for.

Tungmetaller som kobber er kendt for at hindre tangloppernes mange skalskifter, der er ganske følsomme over for kemisk påvirkning. Tanglopper er året igennem et af de vigtigste fødeemner for vandløbets fisk.

De fleste arter af vandløbsinsekter tåler kun begrænset med okker i vandet. Det udfældes nemlig på dem og kvæler dem. Præcis som okkeret kan udfældes på fiskenes gæller og kvæle fiskene.

Okker er iltet jern, der ofte optræder efter afvandinger, som sænker vandstanden og blotlægger jernforbindelser, der siden iltes. Det rødlige okker udfældes på alle overflader – det være sig vandløbsbund, vandløbsplanter eller vandløbsdyr. Denne udfældning kan kvæle alt højere liv i vandløbet.

Nogle få af de rentvandskrævende slørvinger (herover) har imidlertid så hyppige hudskifter, at de ikke når at blive kvalt af den okker, der normalt tager livet af andre insektlarver med mindre hyppige hudskifter. Og så videre.Forskellige insekter og krebsdyr stiller forskellige krav til deres omgivelser, hvilket afspejles i faunaprøven og indikerer vandkvaliteten.

En erfaren vandløbsbiolog med et stort artskendskab kan fortsætte analysen med en lang række andre vandløbsdyr og til sidst levere en meget præcis beskrivelse af både vandkvalitet og vandløbskvalitet. Henholdsvis de kemiske og fysiske forhold i vandløbet.

Det haster med undersøgelserne

Specifikt for aktuelle Alling Å er det vigtigt, at der hurtigst muligt etableres en fast prøvetagningsrutine nedstrøms jordrensningsanlægget Nordic Waste, der udbygges voldsomt i denne tid.

Faunaprøver taget ved udløbet fra fabrikken i det forgangne forår viste, at der opstrøms udløbet var en sund og varieret vandløbsfauna, der inkluderede såvel majfluer som tanglopper.

Faunaprøver taget nedstrøms udløbet fra Nordic Waste viste som tidligere nævnt en markant mangel på tanglopper. Noget, der straks leder mistanken hen på udledning af tungmetal som kobber fra jordbehandlingsanlægget. Et ikke ukendt fænomen.

Det er vigtigt at få fastlagt den nuværende tilstand også længere nedstrøms gartneriet, så man har en reference fremover – i tilfælde af de udslip, der med den nuværende miljøgodkendelse synes vanskelige at undgå.

Med mindre der da etableres bygningsværker og befæstede arealer store nok til at tilbageholde de massive vandmængder, som med al sandsynlighed vil komme under fremtidige skybrud. Disse vil ifølge meteorologerne kun blive hyppigere og kraftigere.

Randers Kommune bør naturligvis gennemføre en helt regelmæssig rutinekontrol med vandmiljøet nedstrøms en så oplagt og farlig forureningskilde som Nordic Waste. Der er jo tale om en virksomhed, som behandler mere eller mindre forurenet jord, hvis forureningsgrad ikke altid forekommer vel dokumenteret.

Nordic Waste modtager forurenet jord fra nær og fjern – til rensning eller lokalt deponi. Firmaet skaber lokale arbejdspladser og tjener gode penge på denne “nyttiggørelse”, hvilket naturligvis skaber stor goodwill hos kommunen.

Et forhold, vi jo aktuelt også kender fra en anden miljøvirksomhed, nemlig RGS Nordic ved Storebælt, der i årevis har udledt farlige stoffer som kviksølv, barium, PFAS og tjærestoffer efter ufuldstændig rensning af norsk oliespildevand. Med Miljøstyrelsens behørige tilladelse.

I hvert fald indtil nu.

Miljøminister Magnus Heunicke har nemlig netop meddelt, at Miljøministeriet ikke deler Miljøstyrelsens opfattelse.

Miljøministeren mener ikke, at der er tale om nogen reel “nyttiggørelse”, når det danske firma modtager stærkt forurenet og giftigt norsk oliespildevand, som efterfølgende udledes i dårligt renset tilstand. Så er der i stedet tale om “bortskaffelse”. Og så er man ikke længere pligtig til at modtage det.

I Randers foregår arbejdet med jordrensning klods op af den målsatte og sågar naturgenoprettede Alling Å, som har udløb i et andet målsat farvand.

Det er den lavvandede og sårbare Grund Fjord, der i forvejen er under stor miljøbelastning fra de landbrugsmæssige omgivelser.

Og udslip har allerede fundet sted til Alling Å.

Naturpark Randers Fjord

Naturpark Randers Fjord blev etableret i 2018. Den dækker knap 3.000 km2 fordelt på begge sider af fjorden. Man måtte tage en stor bid af Kattegat med for at klemme sig ind under Friluftsrådets beskyttende vinger – for at kunne opfylde arealkravet til en naturpark.

Længst ude omfatter Naturpark Randers Fjord Danmarks største østvendte vadehav, hvor i tusindvis af fugle hvert år raster på deres træk. I sig selv et kæmpeaktiv for såvel fugle som mennesker. Og et vigtigt fugleområde for store dele af Nordeuropa og Skandinavien.

I Randers Kommune er man berettiget stolte af Naturpark Randers Fjord, hvor “naturbenyttelse og naturbeskyttelse går hånd i hånd”, som kommunen selv skriver. Kommunen kalder det samtidig et “Mekka for lystfiskere”, men har desværre gjort regning uden vært. Den tid er nemlig ovre for længst.

Der er nemlig knapt fisk tilbage i hverken Randers Fjord, Grund Fjord eller Kattegat. Bortset lige fra de havørreder, som lokale lystfiskere selv sætter ud – for at der overhovedet skal være fisk at fange. Alle bundfisk er for længst borte.

Tilbage er kun pelagiske gæster som sild og makrel, der ankommer forår og sommer. De lever i de øvre iltede vandlag – ikke ved den iltfrie bund, hvor torsk og fladfisk tidligere levede.

To skridt frem og tre tilbage

Mangelen på fisk har vi længe mærket i såvel Gudenåen som Randers Fjord og Alling Å med Grund Fjord. Fjordens mange ålebundgarn er helt borte, som ålen og ålefiskerne også er det.

I den forbindelse er det vanskeligt ikke at få øje på den menneskelige påvirkning af vandmiljøet, der er taget til i de seneste år. Vi ved jo, at alt vand fra Gudenåen løber gennem Randers Havn og Randers Fjord. Vi ved også, at alt vand fra Alling Å løber ud i Grund Fjord – efter at have været en tæt tur omkring Nordic Waste, der jo renser forurenet jord.

Vi ved desværre stadig ikke, om det overhovedet er praktisk muligt for Nordic Waste at holde på store vandmængder under et skybrud af den slags, meteorologerne lover os flere af i fremtiden. Som vi allerede har oplevet det flere andre steder.

Det frygter vi, de ikke kan. Og da vil det forurenede vand løbe direkte ud i Alling Å, som det har gjort hidtil. Alt dette forurenede vand passerer Grund Fjord og havner til sidst ude i Kattegat, som nu er ved at give op i kampen mod næringsstoffer fra landbruget og giftstoffer fra industrien.

Det er de sidste krampetrækninger, vi lige nu er vidne til.

De sidste åndedrag.

Læs meget mere om Alling Å i artiklen her

Tegninger: Finn Ringtved

Tekst: Steen Ulnits

Fiskepleje på Afveje – 2/3

Virkeligheden efter Wilhjelm

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
15 % går til turistdelen – til markedføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.

Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”.

– Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Førøerne, Island og Grønland, hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet.

Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.

I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne.

Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr. Du finder artiklen her:

http://ulnits.dk/biologi/verdens-storste-havorreder/

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.

Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebstand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vandkvalitet og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er der gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges.

Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted.

Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse.

Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet.

I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet.

Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.

PS: De oprindelige 100 havørredsmolt til radiomærkning blev inden udsætning opgraderet til 150 stykker.

Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers kommune af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.

Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen.

Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde, hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

De skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.

Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Hedeselskabets Orbicon.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige, som han dengang vurderede.

Kritikere kan med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet“

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm“

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet“

Randers Fjord

I gamle dage var havørredfiskeri på Randers Fjord stort set lig med trolling, dørgefiskeri eller blink efter båd. Kært barn har mange navne. Andre fiskemetoder blev næsten ikke brugt.

Randers Fjord er nemlig fra naturens hånd indrettet sådan, at det kun få steder er praktisk muligt at fiske direkte fra kysten.

Langs størstedelen af den lange og smalle fjord er det nemlig umuligt, hvis ikke direkte farligt, at færdes uden båd. Bunden er blød, strømmen til tider stærk og afstanden ud til sejlrenden mange steder stor. Samtidig kommer vældige skibe regelmæssigt tæt forbi og danner et “sug”, der kan trække fødderne væk under vadefiskeren.

Det kan være en rolig coaster med varer til eller fra Randers havn længst inde i fjorden. Eller det kan være lodsbåden, som med sine mange hestekræfter skyder en voldsom fart på vej ud eller ind til skibe, der skal lodses gennem den meget lange og smalle fjord.

Derfor er bådfiskeriet det foretrukne i store dele af Randers Fjord – med Randers Havn samt en lille håndfuld andre lokaliteter som undtagelserne, der bekræfter reglen.

Randers Havn

Gudenåen løber ret igennem Randers Havn, der markerer bunden af Randers Fjord. Det giver fiskemuligheder, som ingen anden havn kan byde på. Desværre er der planer om at begrænse adgangen til havneområdet – på grund af mulig terrorisme. Det vil mange Randers-borgere blive meget kede af.

Med den store og ferske Gudenå løbende igennem sig kan Randers Havn byde på fiskemuligheder langt ud over det sædvanlige. Her kan man nemlig møde mange forskellige fiskearter – på vej opstrøms eller nedstrøms eller levende mere permanent i området.

Der tales i det følgende om tre forskellige dele af fjorden med hver deres karakteristika og dominerende fiskearter:

Inderfjorden: Den inderste del af Randers Fjord, som i biologisk forstand mere er å end fjord. Vandet er næsten ferskt, og fiskene de samme, man finder oppe i åen. Med gedde, aborre og sandart som de vigtigste. Typisk fisker inderfjorden bedst i den kolde årstid.

Mellemfjorden: Randers Fjord mellem den ferske inderfjord og den salte yderfjord er lang og meget smal. Flere steder er der næsten kun sejlrenden at fiske i. Fiskeriet her er en blanding af inderfjord og yderfjord – med meget skiftende fiskeri efter vandrende fiskearter – på vej ud eller ind i fjorden.

Yderfjorden: Den yderste del af Randers Fjord, som fortrinsvis er salt på grund af det indstrømmende vand fra Kattegat. Fiskene er almindelige saltvandsfisk som sild, makrel og hornfisk samt multe og havørred. Typisk fisker yderfjorden bedst i sommerhalvåret.

1. Motorbådshavnen

Randers Havn begynder formelt set nedstrøms Randers Bro, men de gode fiskemuligheder begynder lidt længere opstrøms – ved Justesens Plæne, der ligger mellem Randers Regnskov og Randers Bro.

På den modsatte side af Justesens plæne – på åens sydside – ligger motorbådshavnen. Her har man tilsvarende fangstmuligheder, omend det ikke er så let at komme til.

På begge sider af åen kan man komme i kontakt med de laks og havørreder, som står i strømlæet umiddelbart opstrøms bropillerne ved Randers Bro. Mellem den gamle Randers Bro og den nyere cykelbro er der et lavvandet område, hvor man i det tidlige forår kan opleve et fint grønlænderfiskeri.

Randers Havn er delt op i en nordhavn og en sydhavn. Bunden af nordhavnen kaldes ofte for “det blinde løb”, da Gudenåen ikke passerer igennem her. Alligevel er det netop her, de fleste havørreder fanges i vintermånederne.

Mange er over målet, men endnu flere er under. Hertil kommer så de mange smolt – ungfisk af laks og havørred – der i forårsmånederne også havner herinde på deres nedtræk gennem åen til Randers Fjord.

De mange smolt har givet anledning til, at der kan udstedes generelt fiskeforbud i nedtræksperioden, så de små fisk ikke kommer noget til. I så fald skiltes der med forbudet.

2. Sydhavnen

Sydhavnen tiltrækker i perioder rigtig mange fiskere af mange forskellige nationaliteter. Ikke mindst flygtninge træffes ofte ude med snøre her. Ind imellem kan der være så mange ude med snøren, at krydsede liner og knubbede ord hører til dagens orden.

Der fanges primært aborrer fra sydhavnens kajer, men mange andre fiskearter blander sig året igennem regelmæssigt med aborrerne. Således er adskillige store helt gået til biddet her. Der fiskes mest med bundsnøre rigget med orm eller småskaller. Ormene giver aborrer, skaller og helt, mens småskallerne primært kaster de lidt større aborrer af sig.

Ud for Kristrup ligger et lille bådleje, der i folkemunde ofte går under navnet ”Kristrup Krigshavn”. En lokalitet, der tidvis kaster mange aborrer af sig. Området omkring havneindløbet hører til favoritterne.

3. Nordhavnen

Dette er havnens virkelige hot spot, når det gælder sandart. Det er i denne del af nordhavnen, at langt de fleste sandarter fanges – fortrinsvis på jig eller agnfisk og primært i sommermånederne.

Hvad der får sandarterne til at foretrække netop dette sted, får stå hen i det uvisse. Sandsynligvis er det store stimer af byttefisk, som lokker rovfiskene hertil. Netop sandarten er kendt for gode og dårlige årgange – med mange eller få fisk – og fiskeriet har i de seneste år været dårligt i nordhavnen.

Ud over det ustabile sandartfiskeri kan der i perioder også være mange aborrer på denne plads. Pynten mellem nordhavnen og sydhavnen kan ligeledes være et godt aborrested – fortrinsvis når strømmen løber stærkt og der derfor dannes et strømlæ netop her. To koste markerer sejlrenden på denne spids.

4. Venezuela

Lidt længere ude finder man lokaliteten ”Venezuela”. Det eksotiske navn dækker over en lige så eksotisk del af Randers, nemlig de mange fritids- og helårshuse, der ligger ud til Gudenåen netop her – mange med egen båd og bådebro. Der fiskes naturligvis flittigt – og fanges i perioder mange fisk.

5. Dronningborg Lystbådehavn

Umiddelbart nedstrøms syd- og nordhavnen breder Gudenåen eller Randers Fjord sig ud i en lavvandet bredning, som i perioder holder mange gedder og aborrer. Bredningen repræsenterer i dag resterne af Gudenåens oprindelige og meget omfattende delta.

I hele sommerhalvåret er der i bredningen en så yppig grødevækst, at det næsten er umuligt at fiske eller sågar sejle herinde. I sommermånederne stikker de mange vandplanter helt op i overfladen og byder massive mængder af småfisk på ideelle leveforhold.

6. Dronningborg Bredning

Før de store uddybningsarbejder på Randers Fjord fandt sted, løb Gudenåen gennem bredningen, hvor det gamle åløb stadig findes. I dag passerer det meste af vandet gennem den af hensyn til skibsfarten udgravede sejlrende syd for bredningen.

I den nordlige ende af bredningen udmunder den lille Tjærby Bæk. Udmundingen er gjort kunstigt bred for at give plads til både i sivskoven. Hermed er mundingen blevet over to meter bred, og dermed er udløbet omfattet af en helårsfredning.

Lokale lystfiskere stiller spørgsmålstegn ved det rimelige heri, og der arbejdes fra mange sider på at få helårsfredningen ophævet.

7. Svinget

Er man lokalkendt og indstillet på en længere køretur, kan man ofte få lov at være ene om fiskeriet, hvis man vælger ”Svinget”.

På sin vej østover slår vejen fra Randers mod Udbyhøj et skarpt knæk. Hvor asfaltvejen drejer 90 grader til venstre, drejer man i stedet 90 grader til højre ad en lang og smal grusvej. Fortsætter man langt nok, drejer denne vej skarpt til venstre og følger nu fjorden udefter, til den ender blindt ved en samling sommerhuse. Her er der plads til en lille håndfuld biler.

Her findes også en afvandingskanal med en lille bro og bådpladser samt et kommunalt shelter med den smukkeste udsigt over fjorden. Herfra kan man fiske direkte ud i sejlrenden gennem huller i den tætte sivbræmme – med udsigt til øerne ved udmundingen af Grund Fjord ret på den anden side af fjorden.

8. Grund Fjord

En grund fjord, som med kun meterdybt vand virkelig lever op til sit navn. Fjorden huser en god bestand af aborrer, som stammer fra Alling Å længst inde. Herfra kommer også en hel del havørreder, som kan fanges på træk ind og ud af fjorden.

De senere år har set vandet klare op i fjorden – som følge af en bedre rensning af spildevandet. Det klare vand har dog samtidig haft den effekt, at vandplanterne nu står tæt – helt op i overfladen i sommermånederne – og vanskeliggør fiskeri med stang og line.

Bemærk det 1 km store fredningsbælte ved åens udløb – dobbelt så stort som det gængse på 500 meter. I praksis er det dog næsten umuligt at komme helt herind – så lavt er vandet.

Ret ud for Uggelhuse, hvor Grund Fjord møder Randers Fjord, kan man med lidt forsigtighed vade ud og affiske et ofte produktivt område. Her ligger et par småøer, som med stejle skrænter og kuperet bund kaster mange havørreder af sig både forår og efterår.

Her kan man i de kolde forårsmåneder fange både magre nedfaldsfisk og fuldfede grønlændere – havørreder, som stammer fra enten Gudenåen selv eller Allingå i bunden af Grund Fjord.

Bunden er dog noget blød og ikke rar at gå på. Man lærer hurtigt, at man ikke skal stå stille alt for længe på samme sted. Så synker man ned og kan have svært ved at komme fri igen. Stedet er derfor populært blandt lystfiskere, der fisker fra pontonbåd.

9. Støvringgaard dæmningen

I snart mange år har man inddæmmet land langs Randers Fjord og bygget diger og dæmninger til at holde vandet ude fra markerne.

Det mest kendte eksempel herpå er givet dæmningen ved Støvringgaard, som traditionelt er et populært udflugtsmål for de fortrinsvis lokale lystfiskere, der formår at finde vej ned til vandet. Mange bruger også stien på diget til lange spadsereture i det fri. Herfra er der nemlig fin udsigt til fjorden.

Dæmningen ved godset Støvringgård tiltrækker specielt i forårsmånederne mange fiskere. Man skal dog ikke tage fejl af, at der også om efteråret kan fanges mange trækkende havørreder netop her.

Man kører ned mod pumpehuset og går det sidste stykke ud mod dæmningen, som med en god halv kilometer byder på plads til mange fiskere. Der er næsten altid ledige pladser i den tætte sivskov herude. Længst mod øst fisker man direkte ud i sejlrenden og må passe på, at forbipasserende skibe ikke trækker fiskegrejet med ud.

Fluefiskere kan ikke komme til i den tætte sivskov, men spinnefiskerne har gode muligheder. Mest fiskes der dog med orm og bundsnøre, og fangsten består fortrinsvis af havørreder og helt.

10. Voer-Mellerup

En anden klassiker til fiskeri fra land er strækningen umiddelbart syd for Voer færgeleje på fjordens sydside. Ikke mindst i det tidlige forår fiskes der meget her, hvor de udvandrende havørreder ofte samler sig og fouragerer, inden det endelige udtræk fra fjorden finder sted i april-maj.

Ved det hyggelige lille færgeleje Voer-Mellerup kan man krydse Randers Fjord i den lille færge “Ragna”. Her har der været færgested i snart 400 år, og behovet er der stadig. Mellerup ligger jo midt på den lange og smalle fjord, så der er mange kilometer at spare, hvis man krydser fjorden her.

Man kan søsætte sin medbragte båd i Mellerup og herfra befiske en stor del af fjordens bedste pladser. Som bådfisker kan man dække mange af de muslingebanker, som gør bunden kuperet herude, og som tiltaler mange både små og store fisk.

11. Kanaløen

Kanaløen ved Mellerup er et andet af de relativt få steder i fjorden, hvor man kan lystfiske direkte fra land. Fra den ene side fisker man ud i den åbne Randers Fjord. Fra den anden side kaster man direkte ud i en lang og kunstigt gravet sejlrende.

Mange småbådsfiskere søsætter deres trailerbåde ved Mellerup færgeleje. Kanaløen ret over for færgelejet er altid et træk eller to værd. Specielt skal man koncentrere sig om den lange og smalle ø’s to spidser, hvor man ofte vil kunne finde fisk – aborrer såvel som ørreder – i læ for strømmen. Jo stærkere denne løber, desto bedre er typisk den ende af øen, hvor der er strømlæ.

Når vandet for alvor falder ud af fjorden, fisker man i en rivende strøm, der næsten leder tankerne hen på norske elve og straumer.

12. Skalmstrup Vig

Nord for Mellerup ligger Skalmstrup Vig, hvor den lille Tvede Å munder ud. Tvede Å er blevet restaureret over dele af sit løb og fremstår i dag som et fint gydevandløb med en god bestand af ørreder.

Herinde ligger også en af fjordens pumpestationer, som sørger for at holde markerne bag diget tørre. Pumpevandet tiltrækker mange småfisk, som igen tiltrækker både havørreder og aborrer. Således kan der i perioder – i vinterhalvåret – fanges pænt med fisk på denne lille lokalitet nær Øster Tørslev.

13. Stenrevet

En lille håndfuld andre steder skiller sig markant ud, når det gælder fiskeri fra land. Det første er ”Stenrevet”, som ligger et godt stykke fra land på fjordens sydside – omtrent midt mellem Mellerup og Udbyhøj. Egentlig burde man tale om fjordens østside, da Randers Fjord på denne strækning løber stik nord-syd.

Stenrevet er en vel besøgt lokalitet, der sæsonen igennem kaster mange havørreder og i sommerperioden også flere aborrer af sig. Ved premierestarten den 16. januar kan der sågar være decideret trængsel på den få hundrede meter lange ø, hvor sten og muslinger dominerer bunden.

Under indsamling af materiale til denne rapport blev der observeret op til ti (10) fiskere samtidig på Stenrevet. Nærmere adspurgt viste det sig at være en fiskeklub fra Midtjylland, som i samlet flok var taget til Stenrevet. De fyldte nu den relativt lille fiskeplads op, så der ikke var plads til andre fiskere. Stenrevet er således en fiskeplads, der er kendt i vide kredse – langt uden for lokalområdet.

Stenrevets store popularitet har været medvirkende årsag til forslag om at anlægge andre tilsvarende stenrev i Randers Fjord, som jo notorisk mangler fiskepladser til landbaserede lystfiskere.

Udbyhøj

Fra Stenrevet og nordpå til Udbyhøj fiskes der ikke så meget, men der er naturligvis fisk at fange for dem, der kender fjorden.

Fisk fanges der dog først for alvor, når vi har passeret færgelejet ved Udbyhøj. Her er der sommeren igennem en livlig trafik af biler, som gerne vil undgå den lange køretur uden om fjorden. Forår og efterår er der ligeledes en livlig trafik af havørreder og laks, som skal henholdsvis ud af og ind i Randers Fjord.

Det er kolossale vandmasser, der møder hinanden ved Udbyhøj. Her presser Gudenåens ferske vand sig dag ud og dag ind gennem det snævre sund og ud i Kattegat, hvor det gradvis blandes op med salt havvand.

Det ferske Gudenåvand er lettest og lægger sig derfor over det tungere saltvand, som trænger indefter i fjorden langs bunden. Med højvandet trænger saltvandet ind i Randers Fjord, mens det ferske vand ved lavvande nærmest fosser udefter.

Bunden ændrer sig konstant på grund af vejr, vind og vandstand. Store kræfter flytter rundt på vand og sand – så store, at man som vadende lystfisker må udvise største forsigtighed. Men så er der også mulighed for at opleve et storslået fiskeri efter fortrinsvis mindre grønlændere, som i småflokke trækker forbi med strømmen – for øvrigt på bekvemt kastehold af fluestangen.

Store dele af området omkring Udbyhøj kan bedst karakteriseres som vader, der oversvømmes ved højvande og tørlægges ved lavvande. De kolossale flader, som skiftevis tørlægges og oversvømmes, er rige på alskens fødedyr. Samtidig varmes vandet kraftigt op inde over vaderne, hvilket fiskene specielt forstår at værdsætte i det tidlige forår.

14. Gammeldyb

Umiddelbart øst for Udbyhøj Lystbådehavn skærer en smal rende helt ind under land. Det er Gammeldyb, som ikke mindst i foråret kan holde mange fisk. Der er tale om en tidevandsrende, som starter ude foran havnen, og som ender blindt en lille kilometer længere østpå – så tæt på land, at renden herinde kan befiskes vadende fra land.

Gammeldyb minder meget om de tidevandsrender, som findes længere nordpå – ved udmundingen af henholdsvis Mariager Fjord og Limfjorden. Der er tale om en rende, som fyldes med vand og fisk ved højvande, og som tømmes igen ved lavvande.

I det tidlige forår varmes vandet ved højvande op inde over vaderne på det lave vand. Det virker tillokkende på fiskene, som opsøger det varme og faldende vand.

15. Sælhundepollen

Det er Udbyhøj nord, der er kendt som det “rigtige” Udbyhøj. Det er således her, de fleste søsætter deres småbåde, når havørreden skal fanges under forårstrækket. Det er også her, det danske trolling-fiskeri har sin vugge.

Sælhundepollen er en klassiker for de vandrelystne, der ikke lader sig afskrække af flere kilometers vandring gennem halvmeterdybt vand.

De fleste kører ud til sommerhusene ved Sødring, hvor man parkerer ved dæmningens begyndelse. Herefter er det bare at begive sig stik sydover – forhåbentlig ved lavvande, så vaderne er tørlagte og lette at forcere. Ved højvande er det hårdt at kæmpe sig ud forbi Mellempolde og ud til Ballen længst ude.

Overalt på det lave vand over vaderne ved Udbyhøj nord og syd kan man i sommermånederne træffe på multer. De holder meget af vandet, som herinde opvarmes langt mere end længere ude på dybet. Multerne træffes som oftest i småflokke, der konstant vandrer rundt i deres søgen efter føde. De kan være snart her, snart der.

Fra dæmningen ved Sødring og indefter mod Udbyhøj går der en lav rende, som skiller land fra vade. I denne rende kan man ved højvande være heldig at se koncentrationer af multer, som gør sig til gode med alger og smådyr i det varme vand. Men fange dem her – det er en helt anden sag.

Til gengæld kan man her støde på tørlagte garn, som er sat efter de selvsamme multer. Garnene er sat fuldt legalt, når blot de ligger mere end 100 meter fra land. Og det gør de langt fra altid.

Længst ude ved sejlrenden finder vi Sælhundepollen, som er en sandbanke, der normalt ligger oven vande. Her er det således muligt med en hvilepause på tørt land, hvilket kan være tiltrængt efter flere kilometers vandring iført tykke neoprenwaders.

Man skal være klar over, at området fra Udbyhøj og østpå er fuglereservat, og at øerne herude ikke må betrædes i fuglenes yngletid. Fredningen gælder fra 1. april til 15. juli, hvor de sidste fugleunger normalt er klækket og fløjet af reden.

Fra Ballen og indefter langs sejlrenden findes mange små lommer med muslinger og ålegræs. Længst ude mod det åbne Kattegat er der dog kun sandbund – og en til tider rivende strøm langs den stejle kant mod sejlrenden.

16. Sækken

Sydsiden af sejlrenden øst for Udbyhøj er rent fiskemæssigt en tro kopi af nordsiden. Der er dog to forskelle, idet sydsiden dels ikke råder over noget tørt land ude ved sejlrenden – dels byder på steder, hvor dybrender kan gøre det umuligt at komme ind igen, hvis man fanges af højvandet. Her findes således et blindt løb kaldet “Sækken”.

For såvel sydsiden som især nordsiden gælder det, at man altid skal huske kompas, så man kan finde ind til land igen – selv i tæt tåge. For begge sider gælder ligeledes, at man skal tage sig i agt, når der kommer store skibe ind og ud af fjorden.

De store skibe trækker nemlig så meget vand, at de i flere tilfælde sagtens kan trække sandet væk under fødderne på én. Og sker det på kanten af sejlrenden – i stærk strøm – er man ilde stedt. En redningsvest af den oppustelige type er derfor guld værd herude.

Ikke sjældent blander en nysgerrig sæl sig i fiskeriet, eller man forstyrres af et prustende marsvin, som ruller rundt med ryggen fri af vandet få meter ude.

17. Udbyhøj øst

Længst ude, hvor Randers Fjord møder Kattegat, træffer vi de virkelige saltvandsfisk. Dem, der enten ikke tåler eller blot ikke holder af ferskvand.

Det gælder rødspætten, der kun sjældent træffes inde i selve Randers Fjord. Og det gælder makrellen, som i sommermånederne regelmæssigt træffes helt herude på 5-15 meter vand.