Tag-arkiv: Rambøll

Fiskepleje på Afveje – 3/3

Modstanden mod miljøet

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:


“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder. 

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.” 

Citat Cowi slut.


Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …  

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.” 

Citat Rambøll slut.


Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.


Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadelige Tange Sø. 

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening som loyalt medlem af DSF stiltiende bakket op om.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele? 

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro-foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand. 

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang. 


Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø. 

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen. 

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere. 

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres oppe ved Bjerringbro.

Måske var det derfor, Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer produktivt fiskevand af netop Tangeværket.


Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks heroppe. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et andet og noget overraskende argument for at lade opstemningen blive:

Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Og da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i Gudenåen i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. De blev jo udryddet af Tangeværket i 1928.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.


Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort: 

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt på at blive valgt til Folketinget. 

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da han som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden. 

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration. 


Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

“Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

• Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.

• Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.

• Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.

• Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.

• Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv lige havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget.

Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia. 

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt. 

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler: 

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland. 

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, graver vandløbene op, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, som kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

© 2020 Steen Ulnits

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet

Vandramme-direktivet

Vandramme-direktivet – forkortet VRD – er noget, som mange i efterhånden mange år er gået i en stor bue udenom. Uanset om man er menigmand eller politisk beslutningstager.

Ærgerligt, for det er netop EU’s Vandramme-direktiv, der skal redde det danske vandmiljø. Når vi nu ikke selv vil eller magter det.

Bag de tykke EU-mure i Bruxelles er de folkevalgte politikere i Europa-kommissionen og Europa-parlamentet samt deres mange embedsmænd langt længere fremme i skoene, end mange menige EU-borgere tror. Og vi ofte selv er.

Vore EU-politikere har udstukket rammerne for fremtiden, længe før vi når til den. Baseret på input fra organisationer og regeringer i medlemslandene selv. Vandramme-direktivet er et rigtig godt eksempel herpå.

Således besluttede EU tilbage i år 2000, at der skulle findes fælles fodslag og regler for vandmiljøet i alle EU-lande. Der skulle sættes tal og mål på, så man kunne arbejde sig frem mod et bedre vandmiljø i alle medlemslandene. Og det skulle være sammenligneligt landene imellem. Det blev til Vandramme-direktivet – VRD.

Målsætningerne

EU’s Vandramme-direktiv har som målsætning, at de forskellige landes vandområder undersøges, klassificeres, målsættes og om nødvendigt forbedres. I VRD’s første år var der megen uklarhed om kriterierne herfor, da direktivet lægger vægt på mange forskellige parametre – heriblandt biologiske, kemiske og fysiske.

Først meget sent i forløbet kom der klarhed herover. Først i 2015 kunne man således sætte konkrete tal på mange af de parametre, som indgår i direktivet. Som skal gøre forholdene sammenlignelige nationalt såvel som internationalt.

Nu har man så et konkret mål for, hvor mange ørreder der eksempelvis skal være i et vandløb, førend dette kan siges at leve op til en “god økologisk tilstand” – som krævet i henhold til EU’s Vandramme-direktiv.
 
Fisk, der vel at mærke skal være født og opvokset i det pågældende vandløb. Ikke et resultat af udsætninger.

Ifølge en bekendtgørelse af 9. september 2015 fra Miljø- og Fødevareministeriet skal der være følgende tætheder af fisk i et ørredvandløb, førend det kan siges at være i “god økologisk tilstand”:

Vandløb mindre end 2 meter brede: 0,8 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Vandløb større end 2 meter brede: 1,5 stk. 1/2-årsørreder pr. m2

Nu var der for første gang noget konkret at gå ud fra, når man skulle og skal vurdere, om et vandløb rent faktisk lever op til kravene i VRD.

“God økologisk tilstand”

Et af de begreber, der i starten var noget vagt defineret, er kravet om “god økologisk tilstand”. For hvad vil det lige sige? Og hvad indebærer det helt konkret for åer, søer, fjorde og havområder? Hvor højt skulle barren sættes, hvis VRD skulle have nogen mening og være til gavn for miljøet? Og hvor hurtigt skulle målene nås?

Der blev også lagt op til, at man indsætter kvalitative parametre i målsætningerne – i stedet for de rent kvantitative, der ikke nødvendigvis siger ret meget om miljøtilstanden.

I stedet for nogle vanskeligt definerbare grænseværdier for udledning af stoffer kunne man nu sætte som målsætning, at der der fremover skal være eksempelvis rødspætter i et farvand. Og så ellers stræbe efter at sætte vandmiljøet i en sådan stand, at der vil kunne leve rødspætter i det. Og at der vel at mærke også gør det.

Rødspætten er blot et tænkt eksempel på en ny måde at anskue naturforvaltningen på. Men et eksempel, der meget fint kan overføres på Gudenåen og Tange Sø. Vil vi igen have selvreproducerende fisk i Gudenåen, må vi se på både de fysiske, kemiske og biologiske forhold i åen.

Vandramme-direktivet blev indført i år 2000 og opererer med forskellige delperioder, inden alle mål skal være nået i 2028. Alle åer, søer og kystnære farvande skulle inden 2015 som minimum have opnået en god kemisk og økologisk tilstand, der kun afviger minimalt fra den naturlige tilstand – før menneskelig påvirkning. Det samme skulle grundvandet.

Forlængelserne

Vi skriver 2019 og ved vel efterhånden allesammen, at dette ikke er lykkedes. I hvert fald ikke i Danmark. Ikke et ord om Landbrugspakken, øgede kvælstofudledninger, nedsivende pesticider og advarende pilotskrivelser fra Bruxelles. De sidste gemmer man godt af vejen inde på Christiansborg, hvor valgfeberen jo har gjort sit indtog.

Men EU vidste dog også selv, at det nok kunne blive et problem at nå de ambitiøse målsætninger i Vandramme-direktivet. Så derfor indførte man samtidig en bestemmelse om, at hvor en naturlig tilstand ikke kunne opnås eller ville medføre “uforholdsmæssigt store omkostninger”, kunne der tilades en ringere tilstand.

Eller gives fristforlængelser på to gange seks år – altså først fra 2015 til 2021 og endegyldigt sidst fra 2021 til 2027. I 2028 skal målsætningerne være nået i hele EU.

Samtidig opererer man med tre forskellige klasser af vandområder, nemlig 1) naturlige vande, 2) kunstige vande og endelig de 3) stærkt modificerede vande.
 

I vort tilfælde hører den kunstigt opstemmede Tange Sø naturligt til i klassen af stærkt modificerede vande – en klassifikation, der dog selv er blevet modificeret noget af de involverede og ansvarlige myndigheder. Af lavpraktiske årsager, da kravene om målsætning herefter er sænket tilsvarende.

Præcis som at løse problemet med pesticider i grundvandet – ved blot at hæve grænseværdierne. Også kaldet den danske metode.

Tangeværkets turbiner

Gudenåen med den opstemmede Tange Sø kan aldrig komme til at opfylde kravene i Vandramme-direktivet. Ikke kun fordi de naturlige gydepladser for den oprindelige Gudenå-laks i dag ligger på bunden af den opstemmede Tange Sø – begravet under et metertykt slamlag. Men også fordi Tangeværket hindrer vandrefiskene frie passage både opstrøms og nedstrøms.

Opstrøms, så de voksne og gydemodne fisk ikke kan nå deres gydepladser. Og nedstrøms, da den udvandrende ungfisk af laks og havørred næsten alle bliver ædt af rovfisk under deres nedtræk gennem søen. Endelig går mange ål stadig tabt i Tangeværkets roterende turbiner.

Glemmes må heller ikke, at Danmark tilbage i 1982 ratificerede den såkaldte “Bern-konvention”, der forpligter deltagende medlemslande til at “støtte genindførelsen af naturligt hjemmehørende arter af vilde dyr”.

Og til dem hører jo netop Gudenå-laksen, der blev udryddet med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til Tange Sø. Den uddøde i 1928 – fire år efter Tangeværkets etablering. Og har stadig sine sidste og vigtigste gydepladser liggende begravet i mudder på bunden af Tange Sø.

I mange år drømte Gudenåens venner våde drømme om et langt omløbsstryg uden om den kunstige Tange Sø. I dag ser de fleste fagfolk et sådant 10 km langt kunstigt omløbsstryg uden om et 10 km langt kunstigt vandkraftmagasin som en rigtig dårlig løsning, der dels er meget kostbar – dels næppe lever op til Vandramme-direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Nærmest en moderne Molbo-historie, hvis den gennemføres.

Skal vandrefiskene nemlig kunne passere frit op og ned gennem Gudenåen, skal vandet ledes uden om Tange Sø, der således isoleres. Det skaber helt automatisk problemer for den frie passage i tilløbet Tange Å, hvis fiskebestand så ikke længere har fri adgang til Gudenåens vandsystem. Man løser et problem og skaber et andet.

Professionelle meninger

Virksomheden COWI blev i 2007 af Danmarks Naturfredningsforening bedt om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:


“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder.

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.”

Citat slut.


Virksomheden Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsøsninger. Rambøll anfører blandt andet:


“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er … 

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.”

Citat slut.


Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sig selv igen.

0,1-0,15 milliard kroner er jo også penge. Gudenaacentralens vandkraftmagasin Tange Sø må derfor væk før eller siden. Dens tid er forbi.

Det siger EU’s Vandramme-direktiv – hvis man vel at mærke følger ordlyden og ånden i VRD.

© 2019 Steen Ulnits

Ovenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Den sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928.

Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket.

Med Lilleåen som det vigtigste.