Tag-arkiv: One inch

NEX, APS-C og AVCHD

Bag titlens kryptiske forkortelser gemmer der sig en del interessante oplysninger for både fotografer og videografer. Lad os gå en halv snes år tilbage i tiden og tage forkortelserne fra en ende af.

“NEX” er hurtigt overstået. Det er nemlig navnet på en kameraserie, som japanske Sony lancerede tilbage i 2010.  Jeg er ikke klar over, om Sony kendte til ordets latinske betydning: “Død, drab eller sågar mord”. Hvis de gjorde, så mente Sony måske, at de med den nye NEX-serie ville udslette alle konkurrenter og med ét slag bringe sig foran?

Sådan gik det nu ikke. Langt fra. Da Sony lancerede det første NEX-5 kamera, var det radikalt nyskabende med sit lille spejlløse kamerahus og store APS-sensor. Det blev lanceret sammen med tre nye objektiver, der alle havde den nyudviklede E-mount bajonetfatning til udskiftelige objektiver.

Siden NEX-5 med 14,2 MP er der kommet andre kamerahuse til: Økonomimodellen NEX-3, Wi-Fi modellen 5R, NEX-6 med Wi-Fi og 16,1 MP samt topmodellen NEX-7, der blev syvende og sidst i rækken af NEX-kamerahuse. I tilgift til en APS-C CMOS sensor med hele 24 MP og en lynende hurtig lukker kunne NEX-7 også tilbyde en ultraskarp elektronisk søger på hele 2,4 tusinde punkter.

E-mount

Året efter introduktionen af NEX-5 blev antallet af E-mount objektiver udvidet til seks, der nu dækkede det meste fra macro til moderat tele. I min egen samling er der følgende E-mount objektiver:

  • 16 mm vidvinkel f: 2.8 med Fisheye Converter
  • 30 mm macro f: 3.5
  • 16-50 mm Power Zoom f: 3.5-5.6
  • 18-55 mm zoom f: 3.5-5.6
  • 55-210 mm zoom f: 4.5-6.3
  • 18-200 mm Superzoom f: 3.5-6.3

Alle med en crop factor på 1,5. Forklaring herpå længere nede i denne artikel.

Efterfølgende slap Sony alle specifikationer løs, så også andre producenter kunne fremstille objektiver med E-mount. Der kom samtidig adaptere til, så også helt andre objektivserier nu kunne bruges med et NEX-kamerahus. Hurtigt blev udvalget af kompatible objektiver derfor stort.

NEX-serien blev også kaldt “det lille kamera med det store hjerte”. Dette naturligvis på grund af den store sensor, der ikke lod eller lader selv langt større kamerasystemer noget efter. Det begyndte som sagt med 14,2 MP på NEX-5 og endte med hele 24 MP på NEX-7, hvor både pris og fysisk størrelse var betragteligt højere end på NEX-5 og 6.

To ekstra indstillingsringe på NEX-7 huset øgede brugervenligheden betragteligt. Nu kunne man justere både blænde og lukkertid uden at skulle ind i besværlige menuer. En detalje, som mange professionelle fotografer havde sukket efter.

Af uransagelige, men givet markedsføringsmæssige årsager droppede Sony NEX-navnet efter blot et par år, men fortsatte ufortrødent udviklingen – nu blot under Alpha-navnet, der stadig bruges. Og E-mount bajonetfatningen er også stadig den samme, hvorfor man også den dag i dag stadig kan købe spritnye Sony-objektiver med denne fatning.

Sony havde længe været kendt for deres camcorders, da de lancerede NEX-konceptet. Ikke underligt sendte de derfor også en NEX-camcorder på markedet i 2010: NEX VG10.

AVCHD

Hvor NEX-7 var fysisk en hel del større (og dyrere) end NEX-5, dér var NEX VG10 naturligvis endnu større (og endnu dyrere). Men stadig kunne man bruge samtlige E-mount objektiver på alle NEX-modeller, der excellerede i at være rigtig gode til såvel højtopløste still-fotos som avancerede video-optagelser i 1080p i AVCHD-formatet. Med 60 fps (frames per second) datidens mest avancerede.

Men måske vigtigst af alt så var og er AVCHD kompatibel med Blu-ray teknologien, så optagelserne kan brændes direkte ned på en Blu-ray disk. Ingen tidkrævende eller kostbar konvertering af formatet er nødvendig.

VG10 og efterfølgeren VG20 byder på alle camcorderens klassiske fordele: En udklappelig og vipbar skærm, der dog ikke kan vendes 180 grader. Samt en vipbar elektronisk søger og en mikrofon i topklasse. Klasser bedre end på de gængse NEX-kamerahuse. Prisen er naturligvis tilsvarende højere – vægten ligeså.

Hvor alle NEX-kameraer kan tage såvel fotos som video, dér excellerede VG10 og VG20 naturligvis i de levende AVCHD-optagelser. De var og er jo primært camcorders, der sekundært kan tage fremragende stills.


“AVCHD” står for “Advanced Video Coding High Definition”. Dette format blev udviklet i samarbejde mellem Sony og en anden japansk elektronikgigant, nemlig Panasonic.


Det måske mest attraktive ved VG10 og 20 var nok, at man her kunne erhverve sig et videokamera, hvis optik kunne udskiftes med et snuptag. Noget, man ellers kun kunne på langt dyrere professionelle videooptagere.

Jeg har selv haft stor fornøjelse af at kunne bruge min VG10 med den lille 16 mm vidvinkel, når der skulle optages under trange forhold – eksempelvis i en lille båd. Skulle der så et par måneoptagelser med drivende skyer til, skiftede jeg blot til den store 18-200 mm zoom.

Til reportagebrug har VG10 været fremragende monteret med en 18-55 mm zoom. En lille og let, men yderst kompetent og meget kapabel combo at slæbe rundt på.

APS-C

Den sidste forkortelse i denne NEX-artikel er APS-C. Det står for “Advanced Photo System – type C” og beskriver en sensor på størrelse med eller lidt mindre end det klassiske 35 mm filmformat. En meget stor sensor, altså. Med de fordele og ulemper, det nu engang medfører.

En stor sensor tillader mere lys at ramme de enkelte pixels. En stor sensor tillader også flere pixels og dermed en højere opløsning på samme areal. De enkelte pixels får blot mindre lys, hvorfor man på mange moderne kameraer tyr til “pixel binning”, hvor processoren slår flere pixels sammen til én superpixel.


Pixel Binning

Typisk kombineres fire pixels til én (2×2=4), når der bruges “Quadruple Binning, som er det mest almindelige. Eller “Nona Binning”, som Samsung kalder det, når 9 pixels (3×3=9) bliver til én lysstærk superpixel.

Det sidste bruges typisk, når man har at gøre med en højopløst sensor med eksempelvis 108 MP. Da bliver de enkelte pixels så små, at de kræver mere lys.

Vil man tage ekstra højopløste fotos med samtlige 108 MP, kræves der kraftig belysning (klart solskin) for at få noget godt ud af de mange pixels. I gråvejr og under normale forhold får man typisk markant bedre billeder ved at bruge pixel binning. Dog naturligvis i en lavere opløsning.

Sony’s NEX kameraer holder sig for gode til den slags og fokuserer på “ægte fotos med ærlige pixels”, som det så smukt er blevet formuleret.

Til trods for alle disse teknologiske krumspring er der stadig intet, der slår en stor processor med store lysstærke pixels. Og her er Full Frame formatet for alvor slået igennem i de seneste år – i første omgang til professionelle fotografer, der har brug for det størst mulige dynamiske område på deres optagelser.

Senest også til seriøse amatører med penge på lommen.


Full Frame og andre formater

Professionelle fotografer taler ofte om de såkaldte “full frame” kameraer, som har den største digitale sensor i et moderne systemkamera. I hvert fald størst af de almindeligt udbredte formater. Og som derfor også er de suverænt dyreste at fremstille og købe.

Det kan efterhånden være ret svært at finde rundt i de mange forskellige filmformater, vi råder over i dag eller har haft til rådighed. Historien følger nemlig ofte med, når produkterne selv for længst er udgået. Lad os starte i den tunge ende med nogle af de mest almindelige formater:

  • Large format er betegnelsen for det gamle 4 x 5 tommer filmformat, som måler 100 x 130 mm. Et dyrt format at fotografere i, men til gengæld meget finkornet.
  • Medium format er en variende størrelse, som ligger midt mellem large format og vore dages 24 x 36 mm fotografiske film, som først nu er ved at være passé.
  • Full frame betegner egentlig blot en digital udgave af ovennævnte klassiske 24 x 36 mm filmformat. Her får man hele formatet ind på sensoren.
  • APS-C står som tidligere nævnt for “Advanced Photo System” og er karakteriseret ved at være en god del mindre end full frame. Fås i varierende størrelser.
  • Four Thirds er, som navnet fortæller, en sensor på 4/3 tomme. Altså 1⅓ tomme. Olympus står bag formatet og har gjort meget i denne størrelse.
  • One Inch formatet måler én tomme diagonalt og bruges i mange kvalitetskameraer. Sammenlignet med full frame kræver de dog noget mere lys.
  • 1/2.3 inch formatet findes i kompaktkameraer såsom Nikons gigantiske P1000, hvor den lille sensor muliggør meget stor forstørrelse.
  • 1/3.2 inch er normalen til de fleste smartphone kameraer. Den lille sensor passer til de små kameralinser, der bruges her.

Mindre formater bruges såvel i  kompaktkameraer som i kameraet på mobiltelefoner. Udviklingen går dog tydeligt mod 1 tomme sensorer i de dyreste mobiltelefoner. Det er blandt andet det voksende sensorformat samt større og mere lysfølsomme pixels, der har gjort moderne mobilkameraer så lysfølsomme, at de nu kan bruges til natfotografi.

 

 

Da der findes langt flere billedformater, end der findes objektivsystemer og fatninger til udskiftelige objektiver, taler man ofte om “cropped” formater. Det optræder, når det anvendte objektiv i den anvendte fatning ikke tillader billedet at fylde hele sensorfeltet ud. Det bliver derfor beskåret eller “cropped”.

Crop Factor

Man taler konkret om en “crop factor”, der fortæller om graden af beskæring og dermed også forstørrelsesgraden.

Det her omtalte NEX-system har en crop factor på 1,5. Det betyder, at den lille 16 mm vidvinkel i praksis fungerer som et almindeligt 24 mm objektiv. Tilsvarende vil den store 200 mm tele få en brændvidde på hele 300 mm.

Dette forhold gælder alle Sony’s E-mount objektiver. Og det gælder begge veje. Fra APS-C til Full Frame og omvendt, hvis man som Sony benytter samme objektivfatning på alle kameraer. Det mest almindelige er dog, at man bruger Full Frame objektiver på APS-C kamerahuse og hermed opnår en øget 1.5X zoom-effekt.


Typisk får man mest ud af en crop factor større end 1, hvis man bruger et teleobjektiv. Her står man jo næsten altid i en situation, hvor man gerne vil endnu tættere på sit motiv. 

Omvendt med en vidvinkel, hvor man jo netop ønsker det modsatte – at få så meget med på billedet som muligt. Her er en crop factor næsten altid et irritationsmoment. Og jo højere crop factor desto større bliver problemet.


Olympus’ Four Thirds format tilbyder en crop factor på hele 2, hvorfor en 300 mm Four Thirds optik vil have en billedvinkel svarende til hele 600 mm. Et meget kompakt system, altså. Noget netop Olympus altid har lagt vægt på siden de første OM-kameraer. Four Thirds muliggør lange teleobjektiver i en meget kompakt indpakning.

Der er imidlertid ikke kun fordele ved en stor sensor. For jo større sensor desto mindre dybdeskarphed. Det område, hvor billedet er skarpt fokuseret, bliver mindre med stigende sensorstørrelse, hvilket stiller større krav til kameraets autofokus. Ellers risikerer man at få mange fotos, hvor fokus er fejlplaceret.

Det måtte Samsung erkende, da man lancerede sin første S20 Ultra mobil med 108 MP. Den større sensor her reducerede dybdeskarpheden så meget, at autofukus ofte ramte helt ved siden af.

Og det fysiske forhold kunne ikke selv nok så mange software-opdateringer rette op på.

© 2018 Steen Ulnits

Produktfotos: SONY Inc.