FiN fylder fyrre

Det føles næsten, som var det i går. Men almanakken fortæller, at det rent faktisk er fyrre år siden. Helt præcis endda. 40 år.

En kold og grå forårsdag i 1979 mødtes en håndfuld fluefiskere fra Danmark og Sverige i en gammel dyrlæges hus i den lille nordjyske by Hvilsom. Ved bredden af Simested Å, næsten da.

Dyrlægen var Preben Torp Jacobsen, som allerede dengang blev kaldt “den tovlige dyrlæge”. Han bandt fluer af sælsomme materialer, som han indsamlede hos sine kunder i nabolaget – de lokale landbrugere, der dengang ikke var helt så slemme ved naturen, som de er i dag.

Anyway, vi var to danskere – Preben og undertegnede – samt fire svenskere. Det var først og fremmest Bengt Öste, som dengang var chef for Sveriges TV2. Dernæst var det kunstneren Gunnar Johnson, stangbyggeren Kenneth Boström og journalisten Jerry Petterson.

Svenske koryfæer som Nils Färnström, Rolf Smedman og Jan Forssander var ikke med til det indledende møde, men stod klar i kulissen og bidrog til de første numre af det nye magasin.

Mødet blev den uofficielle start på magasinet “Flugfiske i Norden”, der officielt blev stiftet i Sverige et par måneder senere. På juridisk korrekt vis med masser af papirarbejde. Med årlig generalforsamling og hele molevitten.

Der blev i første omgang udstedt 50 aktier á hver 1.000 svenske kroner. Det var mange penge for en fattig 3. års biologistuderende som undertegnede, men pengene blev fundet og aktien erhvervet.

FiN fødes

Bladet var en realitet – født på aldeles idealistisk vis. I de første mange år blev der slet ikke udbetalt honorar for trykte artikler. Det var ærefuldt nok at få sine artikler i Flugfiske i Norden!

Jerry Petterson blev bladets første redaktør. Siden blev både Gunnar Johnson og Bengt Öste på skift hver redaktører i nogle år.

Ideen bag Flugfiske i Norden (i daglig tale og skrift forkortet “FiN”) var at give nordisk fluefiskeri sin egen identitet – med egne fluer og traditioner, som ikke blot var overtaget fra England og USA. Men som udsprang fra Danmark, Norge og Sverige.

Tanken var, at danske artikler skulle trykkes på dansk, svenske på svensk og norske på norsk. Finske dog ikke på finsk – ejheller islandske på islandsk! De tre nordiske hovedsprog skulle bringe de nordiske lande og deres fluefiskere tættere på hinanden, og sådan blev det i mange år.

Imidlertid kom der på et tidspunkt kommerciel konkurrence fra et helsvensk fluefiskemagasin, der pressede FiN økonomisk – så meget, at ledelsen fandt det nødvendigt at fokusere helt på det svenske sprog. Så hovedartikler på dansk og norsk nu blev oversat til svensk.

Nyhedssiderne trykkes dog fortfarende på de tre originalsprog.

De første fyrre år

Sådan er det den dag i dag. FiN klarede sig gennem krisen og har det i dag bedre end nogensinde. Efter fyrre uafbrudte år i en hård bladbranche. Jeg har været med fra første nummer, leverer stadig artikler og er stadig redaktør af de danske nyheder.

Det håber jeg også at være de næste ti år, så vi til den tid kan fejre et halvt århundrede med Skandinaviens fornemste fiskeblad. Ingen af os seks skandinaver anede, hvad det var, vi søsatte den dag i nordjyske Hvilsom. Det står lidt tydeligere her fyrre år senere.

Så et stort tillykke med de første fyrre år til FiN!

Se også Flugfiske i Nordens hjemmeside på www.flugfiskeinorden.se

For de fleste mennesker udgør klippeøen Bornholm nok den østligste udpost i det danske rige. Det er her, den danske suverænitet ender. Men der er faktisk et par klippeklatter endnu længere østpå, nemlig Christiansø og Frederiksø, som er en del af øgruppen Ertholmene.

To små øer, som længe har spillet en rolle i Danmarkshistorien – tidligere sågar militærstrategisk, i dag primært natur- og turistmæssigt. To ganske små klippeøer, der ligger en times sejlads nordøst for “fastlandet” Bornholm. Og som nås ombord på det hyggelige skib “Ertholm” der sejler i de danske nationalfarver.

Den charmerende lille svingbro, som forbinder Christiansø med Frederiksø. Indviet i 1912, hvor Kong Frederik VIII blev efterfulgt af Kong Christian X. I utide, da kongen blev syg og døde under en rejse til Hamborg i Tyskland. Efter kun seks år på tronen.

Såvel Christiansø som Frederiksø har fæstningsværker, der skulle beskytte mod fjender fra søsiden. Her er det Lille Tårn på Frederiksø, som daterer sig tilbage til 1687. Det er i dag restaureret og fremstår næsten, som da det blev bygget.

Gennem årene har Danmark haft først Sverige og Norge som fjender – siden Tyskland og Rusland. I de tidlige dage kom fjenden altid fra vandsiden, og man sikrede sig derfor med kanoner, der kunne dække mulige landgangsområder.

Rundt omkring på Ertholmene ligger en række små huse, der tjente som boliger for de ansatte. Hyggelige ser de ud, men det var ikke ren hygge dengang. I dette hus boede således bøddelen, som stod for hængning af dødsdømte fanger…

Dengang som nu var det den danske stat, der drev øerne – som hævdede den danske suverænitet her langt ude i Østersøen. Beboerne var dels danske soldater og sømænd – dels håndværkere og straffefanger, som stod for det hårde arbejde.

Der er mange solskinstimer på Ertholmene. Og mange blomster trods knapheden på vand. Den omkringliggende Østersø er ganske vist fersk, men vandet kan ikke drikkes direkte. Regnvand opsamles og bruges til vanding af alt grønt.

Det sparsomme ferskvand opsamles i damme som denne, der i tilgift til siv og åkander huser både frøer og tudser. Sommeren igennem kvækkes der livligt fra de små damme, som findes rundt omkring på Ertholmene.

Selv om man er lokalt født og opvokset, og selv om Ertholmene er ganske små, kan man som enlig svale alligevel godt fare vild. Denne havde forvildet sig ind i Lille Tårn, hvorfra den ikke kunne finde ud igen. Med lidt hjælp lykkedes det dog til sidst.

Det er et barsk liv at være plante på en klippeø uden megen nedbør. Succulenter som disse forstår dog at holde på det sparsomme vand og stortrives tilsyneladende i de mange solskinstimer, der er karakteristiske for Ertholmene.

Sild har altid spillet en stor rolle på de små øer i Østersøen. Ofte har de været noget nær den eneste kilde til protein herude langt fra land. Gennem tiderne har man udviklet mange forskellige måder at tilberede dem på. Mest kendt er Ruths Kryddersild.

Man kan som turist overnatte på øerne, men langt de fleste er her kun på korte dagture. Selv om øerne er små – 0,4 ha land – gemmer de mange spændende ting for historisk interesserede. Book en lokal guide og få det hele med på den halve tid!

Christiansø og Frederiksø har alle dage spillet en stor rolle for skibsfarten. Det smalle sund mellem de to øer udgør nemlig en enestående naturhavn, der kan benyttes i al slags vejr. Af samme årsag har Ertholmene alle dage været svære at indtage.

Ertholmene har mange solskinstimer, men dækkes ofte at tæt tåge eller havgus, som reducerer sigtbarheden til næsten ingenting. Da der samtidig sejler mange store skibe gennem denne del af Østersøen, er der brug for største agtpågivenhed.

Dannebrog tager sig bedst ud mod en klar blå himmel, men gør sig også på en grå og diset dag på vej mellem Christiansø og Bornholm. Det er Forsvarsministeriet, som administrerer øerne, hvis knap 100 indbyggere kun betaler skat til den danske stat – ikke til Bornholms kommune.

Nationalfølelsen er naturligt nok større herude end inde på fastlandet. Her ses således Søværnets splitflag med det Kongelige Danske Postvæsen indfattet. Det er mere dansk end det meste andet i Danmark.

Og så her i 800-året for Dannebrogs ankomst!

Tag-arkiv: Norge

Fyrre år med Flugfiske i Norden

FiN fylder fyrre

Christiansø og Frederiksø