Tag-arkiv: Nordsøen

Smatsoen og kulsøerne

Stenbideren er en kærkommen forårsbebuder, når den indfinder sig på de lavvandede stenrev for at gyde. Eller gjorde, for den er efterhånden helt forsvundet fra de danske farvande.

“Cyclopterus lumpus” er stenbiderens latinske navn. Det, som forstås overalt i verden. Lokalt kaldes den nemlig rigtig meget forskelligt.

Hun-stenbideren, som leverer den velsmagende lyserøde kaviar, har fået det maleriske, men ikke særligt smigrende navn “kulso”. Angiveligt fordi den er både sort som kul og en so, som hunner af andre arter ofte kaldes.

Stenbiderens kød er underligt gelé-agtigt og ikke i høj kulinarisk kurs. Det er derimod den lækre lyserøde rogn, der gør stenbideren næsten lige så attraktiv som den russiske stør og dennes sorte kaviar.

Den attraktive rogn, der indbringer høje priser på det hjemlige marked, har længe truet med at trække tæppet væk under stenbideren som art.

Serveret med hakkede rødløg og creme fraiche er det en af forårets lækreste fiskeretter. Så lækker, at kiloprisen længe har været på himmelflugt – i takt med de stadig færre stenbidere.

Fangsten af stenbidere har længe ligget på omkring 250 tons om året. Lige indtil 2023, hvor bestanden og fangsterne kollapsede til en sølle tiendedel heraf.

På vanlig dansk vis undrer vi os over, hvordan det dog kan være sket. Selv om alle forstandige mennesker jo længe har vidst, at det nok skyldes overfiskeri og et stedse ringere vandmiljø.

På vanlig dansk vis forsøger vi imidlertid og af al magt at finde andre årsager end os selv – med pilen pegende på klimaet og den globale opvarmning som forklaring.

Seabreak til stenbideren

Efter bestandens kollaps i 2023 foreslog DTU Aqua derfor et fuldt stop for alt fiskeri efter stenbidere i 2024.

Men det var fødevareminister Jacob Jensen (V) ikke med på, så han lod fiskeriet fortsætte i hele 2024. Trods advarslerne og det nylige kollaps i bestanden.

Hos DTU Aqua erkender man, at vi ved forbløffende lidt om stenbiderens liv og færden. Vi kender primært til den, når den om foråret indfinder sig for at gyde på stenbund langs de danske kyster. Da går den nemlig i garnene og havner efterfølgende på danske spiseborde.

Som voksen lever stenbideren i de frie vandmasser ude i Nordsøen, hvorfra den drager på gydevandring ind i de danske farvande.

Her ankommer den i det tidlige forår, hvor den hilses velkommen og garnfiskes målrettet – primært på grund af dens velsmagende lyserøde rogn.

De mindre hanner ankommer først og finder et egnet redested, som står klar, når de rogntykke hunner ankommer noget senere. Efter gydningen bevogtes æggene af hannen, indtil de klækker.

Stenbiderunger er irgrønne af farve og umulige at overse, hvis man kigger sine fangede havørreder efter i maven. Hvad jeg altid gør.

Det var da også disse små irgrønne stenbiderunger, som i sin tid stod model til mit grønne Juletræ – en flue tiltænkt kystens havørreder. En flue, jeg gennem årene har fanget mange havørreder på:

Røde og Grønne Juletræer

Læs hele historien om Juletræet i artiklen her

Sårbar under opvæksten i Danmark

Under opvæksten på det lave vand er stenbideren udsat for periodiske iltsvind og høje vandtemperaturer, der begge mistænkes for at stå bag bestandens nylige kollaps.

Måske er algebelægninger på de livsvigtige sten også en del af forklaringen. Dem, stenbideren suger sig fast på med sin sugeskive. Dem, der skyldes de mange næringssalte fra landbruget.

Stenbideren har brystfinner, der sidder på undersiden af kroppen. Her danner de en effektiv sugeskive, som gør det muligt for stenbideren af hæfte sig fast på sten og tang i stærk strøm og bølger. Med mindre slimet fedtemøg gør det vanskeligt.

Hannernes sugeskive er større end hunnernes og bruges aktivt, når hannen bevogter de lagte æg.

Desværre er der ikke meget fokus på det overfiskeri, som længe har presset bestanden af danske stenbidere. Et fiskeri, fiskeriminister Jacob Jensen (V) fuldt bevidst lod fortsætte. Trods flere advarsler.

Ved en vis størrelse, som vi ikke kender præcis, drager de små stenbidere nordpå til Nordatlanten, hvor de vokser sig store. Inden de som voksne og kønsmodne vender tilbage for selv at gyde.

Et nyt forskningsprojekt finansieret af den velgørende organisation “Seabreak” skal i løbet af de næste fire år søge at finde en forklaring på tilbagegangen. Ud over de mange års overfiskeri.

Det er DTU Aqua, som er tovholder i projektet. Der var ikke statslige penge til projektet, som derfor måtte privatfinansieres.

Som rensefisk i havbrug

Lakseopdræt i åbne netbure byder på ét og samme gigantiske problem verden over:

Angreb fra parasiterende havlus. Eller lakselus, som de passende hedder i Norge, hvor de hvert eneste år koster havbrugerne store økonomiske tab.

De mange milioner af opdrætslaks i netburene lokker milliarder af sultne havlus til. Så mange, at de ikke kun truer tamlaksene inden for netmaskerne, men også vildlaksene udenfor. Lakselusene rasper sig gennem huden på laksene, irriterer de voksne tamlaks og slår direkte de små udtrækkende unglaks ihjel på deres vej mod havet.

Havbrugerne har derfor længe bedrevet kemisk krigsførelse mod havlusene – ved brug af giftstoffer, der får havlusene til at slippe deres tag i tamlaksene. De dør ikke nødvendigvis, men slippes blot ud i frivandet, hvor de så kan kaste sig over vildfiskene. Med katastrofale følger for disse.

I de senere år er man i stigende grad gået over til biologisk krigsførelse i stedet. Først ved introduktion af læbefisk som beggylter, der kan æde løs af de mange havlus.

Berggylten er imidlertid ikke kuldetolerant nok til at kunne trives i det høje nord. Her er man derfor gået over til stenbidere i stedet.

Stenbiderne fanges som moderfisk i havet, opdrættes i milliontal og udsættes i netburene. Her kan de så afluse tamlaksene på biologisk vis – uden brug af kemiske stoffer som diflubenzuoron, der er det mest effektive og mest benyttede.

Diflubenzuron virker ved at forhindre havlusenes mange livsnødvendige skalskifter. Desværre virker stoffet også på krebsdyr uden for havbrugenes netmasker. Med eksempler på massedød blandt rejer uden for havbrugene.

Den kolossale efterspørgsel på stenbidere til det gigantiske norske havbrug kan derfor meget vel have en negativ indflydelse på bestanden – også på det svigtende forårsindtræk af gydefisk i danske farvande.

Det er jo ude i Nordsøen, de små stenbidere vokser sig store og kønsmodne. Her, de fanges til det norske lakseopdræt. Herfra, de måske aldrig vender tilbage.

Ovennævne Seabreak-projekt vil forhåbentlig kunne kaste lys over dette.

Sær fisk med mange navne

Kært barn har som bekendt mange navne, og stenbideren er et godt eksempel på dette. Her kommer derfor en liste over de mest populære navne, tilnavne og deres oprindelse – geografisk såvel som sprogligt:

Cyclopterus lumpus: Stenbiderens latinske artsnavn
Stenbider: Dansk navn for Cyclopterus lumpus
Kulso: Officiel jysk betegnelse for stenbiderhun
Kvabso: Østdansk betegnelse for stenbiderhun
Rognkal: Dansk betegnelse for stenbiderhan
Rognkjeks: Norsk betegnelse for stenbiderhun
Rognkall: Norsk betegnelse for stenbiderhan
Grásleppa: Islandsk betegnelse for stenbiderhun (“gråslimet”)
Raudmagi: Islandsk betegnelse for stenbiderhan (“rødmave”)
Kullsugv: Færøsk navn for kulso
Steinbitur: Færøsk navn for stenbider
Steinbit: Norsk navn for havkat

Det norske “steinbit” har således ikke det mindste med norske stenbidere at gøre. Selv om det bestemt lyder sådan. “Kal” er blot den gængse betegnelse for mand eller han. Og “so” det tilsvarende for en hun. Det norske “kjeks” henviser til fiskens klumpede kropsbygning, og det samme gør danske “kvabso”.

“Kul”, der går igen flere steder, refererer til hunnens mørkegrå farve. Det islandske “grásleppa” fortæller, at der er tale om en grå fisk med et tykt slimlag. Mens det islandske “raudmagi” beskriver hannens røde mave.

Kært barn har i sandhed mange navne, og stenbideren er et rigtig godt eksempel. Dertil en spændende fisk med en kompleks livscyklus og en usædvanlig adfærd.

©️ 2025 Steen Ulnits

Strøm og Stille

Havet sletter desværre ikke alle spor, som man ellers plejede at sige og forlade sig på i vor forældregeneration. Og når det gælder de indre danske farvande, er der en rigtig god forklaring herpå.

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem vore sunde og bælter – i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat. Omkring 1.500 km3 løber den modsatte vej. Vi taler kubikkilometer, så det er store mængder, det drejer sig om.

Vandet suser altså ikke blot ud gennem vore farvande og fjerner forureningen så bekvemt, som det ofte siges eller ønskes. Det kører frem og tilbage i længere perioder – styret af vind og tidevand – og undervejs aflejres en stor del af den medbragte forurening i de indre danske farvande. Dette gælder naturligvis også udledningen fra de havbrug, der ligger her.

Da isen trak sig tilbage efter sidste istid, var Danmark landfast med både England i vest og Sverige i øst. Da isen havde trukket sig endnu længere tilbage, fyldtes den nuværende Østersø langsomt med smeltevand. På et tidspunkt var vandspejlet i Østersøen så højt, at vandet brød gennem en lavning og dannede Øresund som ny afløbsrende.

På samme måde som Storebælt formodes dannet af en gletcher-tunge under den sidste af kvartærtidens fire kendte istider, menes Lillebælt grundlæggende at være udgravet af en anden gletcher-tunge i den samme periode.

Først var Lillebælt således “afløb” for isen under afsmeltningen i slutningen af den sidste istid, der ophørte for små 10.000 år siden. Dernæst er den af isen og smeltevandet udgravede rende blevet et naturligt afløb for ferskvand fra Østersøen – i lighed med Storebælt og Øresund.

Fra Østersøen til Nordsøen

Østersøen har i dag mere end 60 større, ferske tilløb. Det er vandet fra disse større vandsystemer samt et utal af mindre vandløb, som konstant sluses ud gennem de indre danske farvande – ud gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt.

Denne vandudskiftning, som på årsbasis omfatter ikke mindre end 470 km3 ferskvand, afhænger i vid udstrækning af vind og strøm. Således kan længere tids hård sydgående strøm – forårsaget af vinden – skubbe så meget saltvand fra Kattegat ned gennem Bælterne, at saltholdigheden i den vestlige del af Østersøen stiger markant.

Længere tids vestenvind i Nordsøen vil presse så meget vand ind gennem Skagerak og Kattegat, at der vil opstå en reel højdeforskel mellem nord og syd. Denne højdeforskel sætter gang i en sydgående strøm, som dels presser saltvand ned gennem Bælterne – dels stuver det udstrømmende ferskvand op i Østersøen.

Efter perioder med hård vestenvind kan man finde saltholdigheder på op til 10 o/oo så langt syd- og østpå som ud for Gedser Rev. Her tales om overfladevand, der normalt vil være mindre salt end det tungere bundvand.

Stor vandudskiftning

Denne indtrængen af saltvand til den brakke Østersø er af vital betydning for miljøet. Dels tilføres Østersøen iltholdigt saltvand, og dels er Østersø-torskene afhængige af en vis saltholdighed under gydningen, da deres æg ellers vil synke til bunds og dø. Det samme saltvand, som kan slå bestanden af brakvandsgedder og -aborrer ihjel i det sydsjællandske øhav, er således af vital betydning for torskebestanden længere inde i Østersøen.

Daglig bremses vandstrømmen ligeledes af de tidevandsbølger, som fra Nordsøen breder sig ind gennem de danske farvande. Tidevandet skifter to gange i døgnet, og typisk når tidevandsbølgen ned til Lillebælt med en tidsforskydning – forsinkelse – på godt 12 timer i forhold til Månens kulmination. Det er jo Månens tiltrækningskraft, der – sammen med Solens – flytter rundt på vandmasserne og skaber tidevandet.

Tidevandets styrke – forskellen mellem højvande og lavvande – mindskes på vej ned gennem de danske farvande, men er alligevel medvirkende til at henholdsvis svække og forstærke vandgennemstrømningen i Lillebælt.

Vandstanden i Lillebælt kan derfor svinge uhyre meget afhængig af vejr og vind. Men netto er vandstrømmen i Øresund, Storebælt og Lillebælt naturligvis nordgående, da det ferske vand fra Østersøens mange tilløb jo til slut skal ud gennem Bælterne – ud i først Kattegat, siden Skagerak og til sidst Nordsøen.

Store vanddybder

Vanddybden i netop Lillebælt er meget svingende og byder på de største vanddybder i de indre danske farvande – samt den stærkeste strøm. I den nordligste og smalleste del af Lillebælt kan man således finde vanddybder på over 80 meter, hvilket er aldeles unikt i Danmark. Lillebælts tærskeldybde ligger omkring 20 meter og findes syd for Fænø, hvor Lillebælt atter breder sig ud.

Trods en bredde på mindre end 1 km, hvor bæltet er smallest – i Snævringen – transporteres der årligt netto 40 milliarder m3 ferskvand fra Østersøen og op gennem Lillebælt. Men den samlede gennemstrømning – sydgående plus nordgående – er langt større end som så. Således regner man med, at der årligt og samlet løber omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Forskellen på disse to tal bliver således en nordgående nettogennemstrømning på knap 500 km3. Helt præcis 470 km3, hvoraf altså de 40 går gennem det snævre Lillebælt. Tilsvarende går 100 km3 gennem Øresund, mens langt hovedparten – 330 km3 – løber gennem det knap 17 km brede Storebælt.

Stærk strøm

Storebælt, som med små 17 km på sit smalleste sted er mere end 25 gange bredere end Lillebælt i Snævringen, transporterer således mindre end 10 gange så meget vand som Lillebælt. Målt per tids- og arealenhed.

Tilsvarende må vandet løbe mere end dobbelt så hurtigt gennem Lillebælt som gennem Storebælt. Dette gør i sig selv Snævringen med omkringliggende farvand til noget ganske særligt på Danmarkskortet.

Udstrømningen er størst i det sene forår, hvor smeltevand fra de mange vandløb omkring Østersøen skal ud. Tilsvarende er udstrømningen om efteråret – efter en varm og tør sommer med stor fordampning – så ringe, at der ofte kan være tale om en netto sydgående strøm.

Da er der virkelig basis for, at forureningen kan bundfældes lokalt. Ellers transporteres indefter i de indre farvande – i stedet for ud af.

Den stærke strøm kan eksempelvis betyde, at op mod halvdelen af alt vand i Vejle Fjord skiftes ud på få dage. Det sker, når tungt saltvand nordfra presses ind langs fjordbunden. Et fænomen, som typisk finder sted i vintermånederne. En hård vestenvind presser da fersk overfladevand ud af fjorden, og det større vandtryk længere ude vil derefter presse saltere bundvand indefter.

På samme måde tager det i snit 20 dage at skifte alt vand ud i Kolding Fjord på billedet herunder – om vinteren. Om sommeren tager det hele 100 dage, førend alt vand i fjorden er fornyet. Igen er der rig lejlighed for udledt forurening til at bundfælde sig lokalt.

Forurening udledt i Lillebælt vil således kunne have en lang samlet opholdstid, inden det som ønsket forsvinder ud af systemet – ud til Kattegat. Naturligvis minus de stoffer, der er aflejret lokalt i Lillebælt.

Konklusionen

Årligt løber der omkring 2.000 km3 vand gennem Bælterne i nordgående retning på vej mod Nordsøen via Kattegat – mod omkring 1.500 km3 den modsatte vej.

Konklusionen af ovenstående er således, at havet langt fra sletter alle spor. At havet ikke fjerner al forurening med den netto nordgående strøm. Adskillige steder står den stille undervejs eller løber sågar baglæns. Og det giver den udledte forurening ideel lejlighed til at bundfælde sig lokalt undervejs og her skade vandmiljøet.

Forurening fra havbrugene i Lillebælt føres således frem og tilbage gennem det smalle bælt. En god del føres sydover, deponeres og skader vandmiljøet her.

Endelig skal man huske endnu en vigtig ting: Havvand er tungest ved højest saltholdighed og lavest vandtemperatur. Overfladevandet er derfor normalt mindre salt end bundvandet. Samtidig er det jo det lettere og i sommerhalvåret varmere overfladevand, som modtager spildevandet fra de flydende havbrug.

Det er således overfladevandet, som er mest påvirkeligt af vinden. Overfladevandet, som derfor kan bringe forureningen hurtigt både den ene og den anden vej. I perioder desværre også indefter mod kysterne, hvor vi ikke ønsker det blandet op med vort badevand.

Vi kan sagtens opleve perioder med en netto udgående strøm af tungt bundvand, mens den lettere overfladestrøm går den stik modsatte vej.

Havet sletter således langt fra alle spor. Forureningen fjernes således langt fra helt. En stor del af den deponeres omkring de havbrug, der udleder den. Nord, syd, øst eller vest for udledningsstedet. Alt efter hvor strømmen fører forureningen hen. Styret af vind og tidevand.

Men efter os kommer som bekendt syndfloden, og den skal nok rydde op efter havbrugene!

Det er bare dumt at vente så længe…

Strømmen i de indre danske farvande er yderst kompleks og går både nordpå og sydpå. For hver fire kubikkilometer vand, der løber nordpå, løber de tre tilbage igen. Havet sletter derfor ikke alle spor.

Samtidig skifter strømhastigheden mellem overflade og bund. Og endelig styrer vind og tidevand også strømretningen.

Kommentar fra Nej til Havbrug: Ingen tvivl om, at Dansk Hydraulisk Institut (DHI) er taknemmelige over de 3,8 millioner kroner, som Esben Lunde Larsen gavmildt tildelte dem. Med det ædle formål, at DHI skulle udpege de bedst egnede steder til de af regeringen planlagte havbrug. Med fokus på havmiljøet.

Det kom der en fin rapport ud af: 36 sider med mange diagrammer og mange referencer. Men det er alligevel ikke meget indhold, man får for 3,8 millioner skatteyderkroner. Og konklusionerne af de mange tal og grafer bliver ikke brugt til meget. På side 22 i rapporten kan man nemlig læse følgende:

“På grundlag af ministeriets kommunikation med havbrugerne er det besluttet, at et egnet område ikke må være mere end 30 km fra en havn, hvor der forventes at være tilstrækkeligt gode havnefaciliteter”. Citat slut. Miljøet kommer således klart i anden række.

Man kunne have sparet millioner af skattekroner, hvis man blot havde tegnet en 30 km cirkel rundt om eksisterende havne. Set i det lys ligner de 3,8 millioner kroner mest af alt en gavmild gave fra et ministerium, som havde brug for moralsk rygdækning, der lugter bare lidt af miljø.

Og det gør ingen af de planlagte havbrug. De lugter af maksimal forurening og simpel profit til en lille håndfuld havbrugere og deres venner i Folketinget. De lugter af groft misbrug af 9 milliarder skattekroner, som hidtil er blevet brugt på en bedre spildevandsrensning.

Til rensning af et nødlidende Kattegat, som nu så skal forurenes igen af nye havbrug.

Det giver ingen mening. Skatteborgerne er til grin for egne penge.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk