Tag-arkiv: Nissum Bredning

Cheminova – timeline to 2025


Det var civilingeniør Gunnar Andreasen, der i 1938 grundlagde Cheminova. Han er for længst gået bort. I stedet viser billedet herover Bjarne Hansen, der i dag leder kampen mod Cheminovas fortsatte forurening af Harboøre Tange.

Før krigen lå virksomheden i Søborg på Nordsjælland, hvor man blandt andet producerede fortynder til maling og midler til rustbeskyttelse.

Allerede i 1944 bliver Cheminova imidlertid omdannet til et aktieselskab, hvis aktier alle overdrages til Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF). Grundlægger Andreasen mente, at aktiviteterne ville være mere sikre her – måske på grund af tyskernes daværende besættele af Danmark.

Efter krigen drager Gunnar Andreasen til Tyskland for at studere de gift- og nervegasser, som tyskerne havde udviklet under Første og Anden Verdenskrig. Da patenterne nu var udløbet, tog Andreasen nogle af opskrifterne med hjem til Danmark, hvor han videreudviklede dem.

Efter omdannelsen til aktieselskab flytter man produktionen fra Søborg til Måløv i Ballerup Kommune. Hurtigt kom der imidlertid klager fra lokalbefolkningen om, at virksomheden forurenede.

I 1953 blev der således konkret klaget over, at fisk fanget i  den nærliggende Roskilde Fjord var forurenede. Med tiltagende forurening blev den giftproducerende virksomhed derfor flyttet til Rønland på den tyndt befolkede Harboøre Tange. Herude var der fri forurening og kort til både Vesterhav og Limfjord.

Her var der ingen eller kun meget få klager fra naboerne, der i stedet var glade for de nye arbejdspladser. Dem var der ikke mange af i området. Giftens virkninger på omgivelserne var stadig ukendt og kræft et fjernt begreb.



Døde hummere i Nissum Bredning

Men allerede i 1956 klagede fiskerne over, at hummerne i Nissum Fjord af uforklarlige årsager var begyndt at tabe kløerne. På det tidspunkt var man endnu ikke klar over, hvor følsomme netop krebsdyr med deres mange skalskifter er over for specifikke kemiske stoffer.

I 1964 konstaterede man, at der ikke længere var hummere i den vestligste den af Limfjorden. Inden da havde den nu navnkundige fisker Åge Hansen – “Rav-Aage” også kaldet – fundet forgiftede måger i dødskamp. Han indledte derfor en livslang kamp mod Cheminova, som han mente måtte være årsag til de forgiftede fugle.

Denne modstandskamp gjorde ham imidlertid meget upopulær blandt lokalbefolkningen, hvoraf mange jo arbejdede på fabrikken og havde deres udkomme der. Da produktionen var på sit højeste, arbejdede op mod 1.000 mennesker med giftproduktionen. 

Helt tilbage i 1953 begyndte Cheminova at grave kemisk affald ned i sandet ved Høfde 42. Med myndighedernes fulde velsignelse. Således gravede ingen ringere end Landbrugsministeriet selv hele 40 tons giftaffald ned på stranden. Det gjorde man jo dengang – her og mange andre steder.

I 1961 flytter man produktionen nogle få hundrede meter nordpå til grunden på Rønland, hvor virksomheden stadig ligger. I 1962 etablerer man et antal nye svovlgruber på Rønland, som imidlertid hurtigt viste sig at lække til omgivelserne.


Bladan og Parathion

I 1964 finder Sundhedsstyrelsen for første gang stoffet Bladan i fisk fanget ved Høfde 42. Bladan er ikke en nervegift, men et svampemiddel, der virker ved at forstyrre svampenes stofskifte og hindre specifikke enzymprocesser. Bladan mistænkes for at være kræftfremkaldende og er i dag forbudt i hele EU.

I 1978 går det hurtigt. Jeg var i 1976 selv startet på biologistudiet på Århus Universitet, hvor engagerede biologer gik sammen i den såkaldte “Cheminova-gruppe”. Den var stiftet og anført af Flemming Højgaard Madsen, som selv havde sine rødder i det vestjyske. Det er Flemming på billedet herunder:



Det var nu gået op for os håbefulde studerende, at vort lovpriste universitet ejede størsteparten af den giftige produktion. Og at de tjente styrtende på ejerskabet. Aarhus Universitet var derfor også var ansvarligt for forureningen fra Cheminova. En grim sandhed og erkendelse for kommende biologer.

I 1978 fandt man ikke færre end 350 døde havfugle på Harboøre Tange. De viste sig at være forgiftet med stoffet Parathion, der er en stærk nervegift og et virksomt middel til bekæmpelse af insekter på afgrøder. Denne nervegift er i dag forbudt i hele EU.

I dag producerer FMC stadig sprøjtemidler med aktivstoffer, der har været forbudt i EU i flere år. Det gælder eksempelvis aktivstoffet Dimethoat, der har været forbudt i EU siden 2013. I stedet eksporteres de forbudte stoffer nu fra vestjyske Rønland til fjerne U-lande som Bolivia og Pakistan, hvor miljølovgivning er et ukendt begreb. 

I 1981 opdagede man, at depotet ved Høfde 42 lækkede. 26.000 tønder forurenet sand  blev derfor gravet op og deponeret i en saltmine i Tyskland. Angiveligt drejer det sig om 100 tons giftstoffer af forskellig art.


Cheminova går på børsen

Cheminova blev børsnoteret i 1986 og opkøbt af virksomheden Auriga Industries. Den blev efterfølgende overtaget af amerikanske FMC, hvilket skete i 2015 – formedelst 8,5 milliarder kroner. Indtil da havde Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) været hovedaktionær og tjent rigtig mange millioner på giftproduktionen.

AUFF fik selv 3,2 milliarder kroner ud af salget. Og virksomheden skiftede bekvemt navn til FMC Site Rønland. Et ikke ukendt greb i en branche kendt for sin forurening.

Trods de mange millioner og milliarder kunne der imidlertid ikke blive nogen til oprensning efter årtiers forurening med giftige stoffer. De penge ville AUFF ikke af med, da de ikke var juridisk, men kun moralsk forpligtede til det. Og moral var desværre en mangelvare inden for universitetets prisbelønnede gule murstensvægge.


“Når pengene i kisten klinger, Sankt Peter dig om halsen springer”


Penge lugter som bekendt ikke, og lugten fra Harboøre Tange nåede aldrig helt til Århus. Grådighed kender desværre ingen grænser, og giftstofferne ligger derfor stadig gemt i jorden – med Høfde 42 depotet, Svovldepoterne på Rønland og Den gamle Fabriksgrund som internationalt kendte attraktioner.

De er siden udnævnt til såkaldte “generationsforureninger”, hvis konsekvenser vi må leve med i mange år fremover. Vi er således AUFF evig tak skyldig for, at de ikke ville rydde op efter sig selv – trods ellers milliarder af kroner på forskningskontoen.


Den dårlige samvittighed

En smule dårlig samvittighed havde man tilsyneladende alligevel i Universitets Forskningsfond. I hvert fald bevilligede AUFF i 2020 hele 125 millioner kroner specifikt til oprensning af høfde 42. Et sidste aflad fra tiden som medejer under Auriga Industries. En dråbe i havet og et næppe mærkbart greb i den milliardstore pengekasse.

Den generøse donation fra AUFF fandt sted samme år, hvor der på Finansloven blev afsat ikke mindre end 630 millioner kroner til oprensning af generationsforureninger som Høfde 42 og Den Gamle Fabriksgrund. Desværre ikke den nuværende.

i 2021 viser nye forskningsresultater, at der er en forhøjet forekomst af blære- og nyrekræft blandt borgere bosat i Thyborøn og Harboøre. Dette sammenlignet med to andre fiskerbyer på Vestjysten. I 2022 anslår Region Midtjylland, at den gamle Cheminova-grund indeholder omkring 8 tons kviksølv og 40 tons pesticider.

Herefter går der desværre ged i sagerne og sagsgangen. Miljøstyrelsen vælger nemlig at ophæve et påbud, der pålægger FMC at drive afværgeforanstaltninger ved de tidligere forureninger. Hermed overgår ansvaret til Region Midtjylland, der ikke godvilligt overtager forpligtelserne. Regionen vælger derfor at lægge sag an mod styrelsen.

FMC vælger herefter at indgå en frivillig, men midlertidig aftale med regionen om, at der pumpes forurenet grundvand op, som ledes ind gennem fabrikkens eget rensningsanlæg. Inden det hele via en lang rørledning pumpes ud i Vesterhavet – til en af Miljøstyrelsens præcist designede og nøje dimensionerede opblandingszoner.

Legaliseret forurening med stærkt miljøskadelige stoffer. Sågar med miljøministerens fulde velsignelse. Det er i sandhed langt ude – i Vesterhavet:



Oprensning af Høfde 42 påbegyndes

I 2024 meddeler Region Midtjylland, at oprensningen af Høfde 42 kan gå i gang. Der er afsat 728 millioner kroner til projektet, hvilket er tre gange så meget som det tidligere estimat.

Regionen skriver efter diverse pilotprojekter kontrakt med danske Arkil, belgiske Haemers Technologies og canadiske WSP om oprensningen af Høfde 42.

Region Midtjylland beslutter, at der skal etableres en 750 meter lang jernspuns omkring den gamle fabriksgrund ved Cheminova. For om muligt at holde giften inde bag stålpladerne. Folketinget beslutter at bevilge 100 millioner specifikt til dette projekt.

Danmarks Radio afslører samme år, at Miljøministeriet ulovligt har tilpasset de nationale retningslinjer for udledning, så de præcis passer til eksisterende udledninger fra FMC. Det muliggør fortsat udledning af kviksølv, arsen og andre miljøskadelige stoffer – til trods for, at grænseværdierne ved udledningsstedet i Vesterhavet for længst er overskredet.

Det er i skrivende stund uvist, hvad der skal ske eller gøres. Om EU skal ind over de lovstridige handlinger. Lokalt truer man med, at fabrikken kan blive nødt til at lukke, dersom de reelle grænseværdier forlanges overholdt.

Nationalt er vi mange, der håber på, at det vil ske. At FMC må lukke, hvis de ikke kan eller vil overholde lovgivningen. Trods de nuværende godt 500 ansatte på Cheminova.

Men det sker næppe. Dertil er der alt for mange nemme penge i omløb. Alt for megen gift at eksportere.


Bjarne Hansen går til filmen

Rav-Aage’s arbejde med afdækning af forureningskatastrofen fra Cheminova er blevet videreført af sønnen Bjarne Hansen, som med held og dygtighed har taget nutidens digitale medier i brug. Bjarne er hyperaktiv på Facebook og går nu snart til filmen.

Det gør han i en helt ny serie på fire programmer af hver en times varighed. I rollen som Bjarne Hansens far, Rav-Aage, ses skuespiller Sebastian Jessen, der spiller over for Sara Hjort Ditlevsen i rollen som Bjarnes mor Marie. I rollen som Cheminovas grundlægger Gunnar Andreasen ses Jesper Lohmann.



Serien hedder “Giften i Sandet” og bliver speaket af Bjarne Hansen selv. En vaskeægte vestjyde. De fire afsnit er som følger:

  • Afsnit 1: Havet sletter alle spor: I 1950’erne begynder fisk at dø omkring Cheminovas fabrik ved Thyborøn. Fiskeren Aage Hansen slår alarm, men ingen lytter. Mere end 70 år senere kæmper Aages søn, Bjarne, fortsat sin fars kamp. Han besøger Cheminovas tidligere fabrik i Måløv på Sjælland, hvor grundvandet stadig bliver renset for forurening.
  • Afsnit 2: Hvor der handles: Aage tager kampen op imod Cheminova, men får de lokale på nakken. De frygter at miste den nye fabrik og dens mange arbejdspladser. I nutiden opdager Bjarne Hansen, at fiskeriministeren vil ophæve fiskeriforbuddet ved de gamle fabriksområder, og han slår alarm. Bjarne indsamler østers fra kysten og får dem undersøgt. Er havet virkelig blevet rent, eller er der stadig giftaffald i dybet?
  • Afsnit 3: Den perfekte storm.: I 1978 dør fuglene i hundredvis ved kysten, men selvom gift fra Cheminova bliver fundet i dyrene, går fabrikken fri. Bjarne opsøger en tidligere Cheminova-ansat, hvis forklaring på de døde fugle kan vende op og ned på den offentligt kendte historie.
  • Afsnit 4: Skyggen over Thyborøn: De mange kræfttilfælde i Thyborøn vækker Aages mistanke: Er det Cheminovas forurening, der gør folk syge? Han begynder at kortlægge dødsfaldene for at løse mysteriet. Bjarne vil have rejst penge til en ny undersøgelse, der skal give svar på, hvorfor kræft er 20 procent mere udbredt i Thyborøn end i andre fiskerbyer.

“Giften i Sandet” er en såkaldt dokudramaserie produceret af TIKI Media med støtte fra Public Service Puljen. Serien får premiere på TV 2 Play og TV 2 søndag den 14. september.

Jeg har naturligvis reserveret plads på første række! Den nye serie er nemlig kulminationen på mange års kamp for miljøet og mod forureningen af det.

Den bør derfor ses af alle miljøfolk og ligesindede med hjertet på rette sted.

Et kæmpestort tillykke til Bjarne Hansen.

Han er en rigtigt rar mand!


Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:


“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.  

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”


Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn