Tag-arkiv: Musholm havbrug

Fiskepleje på Afveje – 3/3

Modstanden mod miljøet

Danmarks Naturfredningsforening bad i 2007 det rådgivende firma Cowi om en vurdering af seks forskellige alternativer for Gudenåens retablering i forhold til de krav, som Vandramme-direktivet stiller. Ingen omløbsmodeller blev vurderet tilstrækkelige:


“… at de samfundsmæsige og økonomiske hensyn til Tangeværkets produktion og de rekreative værdier af Tange Sø næppe er tilstrækkelige til, at den kunstige sø kan opretholdes efter direktivets bestemmelser om såkaldte stærkt modificerede vandområder. 

Specielt ikke, når de sammenholdes med de rekreative værdier, der er knyttet til den genetablerede Gudenå, som med et stærkt fald og gydebanker for laks og ørred vil udgøre et særsyn i den danske natur.” 

Citat Cowi slut.


Det rådgivende firma Rambøll blev også bedt om en vurdering af Vandramme-direktivet i forhold til forskellige omløbsløsninger. Rambøll anfører blandt andet:

“Det er Rambølls vurdering, at der i langt højere grad burde foretages en helhedsbetragtning i forbindelse med fjernelse af opstemninger, og vigtigheden af at skabe reel kontinuitet i vandløbene burde vægte højere, end tilfældet er …  

Udgangspunktet bør ikke være, hvad der er “det muliges kunst”, men hvad der er den bedste løsning for vandløbet …  Lad os benytte Vandrammedirektivet til at realisere løsninger, der ikke på et senere tidspunkt skal laves om.” 

Citat Rambøll slut.


Ikke mindst den sidste sætning er jo ganske tankevækkende. Tænk, om man nu bruger 100-150 millioner skattekroner på en kortsigtet lang omløbsløsning, der måske skal laves om igen om få år. Fordi Gudenåen jo på et eller andet tidspunkt nødvendigvis må slippes fri og blive sit gamle selv igen. Fordi skærpede lovkrav og hidtidige EU-domme tilsiger det.


Det kan i den forbindelse være interessant og relevant at se nærmere på, hvorfor Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) og dets medlemsforening i Bjerringbro øverst oppe ved Tangeværket ikke arbejder målrettet for at genskabe Gudenåen med store sunde og naturlige fiskebestande. DSF kalder sig jo en miljøorganisation, men arbejder alligevel konkret for at bibeholde den kunstige og skadelige Tange Sø. 

Det beskrev nyligt afdøde forbundsformand Verner Hansen således udførligt i et indlæg i Altinget den 19. januar 2017. Her anbefalede han på vegne af DSF, at 95 % af den kunstige kraftværkssø skulle blive liggende – med Gudenå-laksens sidste oprindelige gydepladser stadig liggende gemt på søbunden under et tykt slamlag. Det samme har Bjerringbro Sportsfiskerforening som loyalt medlem af DSF stiltiende bakket op om.

Den holdning har undret mange lystfiskere landet over. For hvorfor kæmper en organisation, der påberåber sig at arbejde for et bedre vandmiljø, nu pludselig for bevarelse af et antikveret vandkraftværk og en miljøskadelig kunstig vandkraftsø, som deler landets længste vandløb op i to skarpt adskilte dele? 

– Hvis interesser og hvilket miljø tjener man dog med det?

Fangsternes fordeling

Det giver ikke mening – med mindre man da ser lidt på de økonomiske interesser, som er involveret i fiskeriet oppe under Tangeværket:

I 2019 blev der samlet fanget 886 laks i hele Gudenåen – alle resultatet af kostbare udsætninger finansieret af kommuner, foreninger og fiskeplejemidler. Af disse laks blev 549 fanget helt oppe på Bjerringbro-foreningens vand. Mod blot 317 laks nede på Langå-foreningens vand. 

Knap to tredjedele af de udsatte laks blev således fanget oppe ved Bjerringbro, hvor laksene til sidst støder hovedet mod muren ved Tangeværket – hvor fiskene ikke kan komme længere. Det er næsten dobbelt så mange fangede laks som nede ved Langå og Randers. Selv om laksene alle er passeret forbi på deres vej mod Bjerringbro og Tangeværket.

At laksene i løbet af sæsonen koncentreres mere og mere længst oppe sås måske tydeligst under sidste års (2019) Gudenå-konkurrence. Her blev ikke færre end ni ud af de ti største Gudenå-laks således fanget helt oppe ved Bjerringbro – tæt på Gudenaacentralens Tangeværk, der stopper den videre opgang. 


Tangeværkets blotte eksistens garanterer således, at der altid er flest fisk til medlemmerne heroppe. Og blandt andet derfor går man i Bjerringbro ikke ind for en fjernelse af Tangeværket og en tømning af Tange Sø. 

Man siger det ikke højt. Men man tænker det måske? For at tækkes Tangeværket og foreningens egne medlemmer.

Løjstrup og Lilleåen

Fra Lilleåen, hvor omkring halvdelen af Gudenåens havørreder oprindeligt gik op for at gyde, kender man også til effekten af en sådan opstemning. Musholm Havbrug købte på et tidspunkt Løjstrup Dambrug for at have en egen leverandør af regnbueørreder til udsætning i virksomhedens store forurenende havbrug i Storebælt.

Dambrugets opstemning til vandindtag blokerede havørredernes opgang, og i løbet af sæsonen koncentreredes flere og flere fisk nedstrøms dambruget, hvor lokale fiskere kunne fortælle om “løgnagtigt mange havørreder”. Fisk, der ved dambruget stødte næsen mod en mur på deres forgæves vandring mod gydepladserne længere opstrøms i Lilleåen.

Disse beskrivelser dokumenteredes til fulde af det årlige elektrofiskeri efter gydefisk. Næppe noget andet sted i Danmark fandtes der så mange og så store havørreder samlet på så kort en strækning, som netop her i de dage. I så lille et vandløb som Lilleåen.

I 2001 fik det daværende Aarhus Amt så presset igennem, at den gamle opstemning ved møllen blev fjernet og erstattet af et omløbsstryg. Gudenåens mange havørreder kunne og kan nu passere uhindret forbi dambruget og indtage de mange oprindelige gydepladser, som findes længere opstrøms i Lilleåen. 

Fri adgang – færre fisk

Til gengæld reduceredes såvel fiskemængde som fiskepres på den tidligere så lukrative del af Lilleåen nedstrøms Løjstrup Dambrug. Her kunne venner af Musholm Havbrug i nogle år nyde det nok mest fantastiske havørredfiskeri i Danmark – på grund af opstemningen ved dambruget.

Den blev efterfølgende fjernet, og havørrederne var nu fordelt ligeligt på de mange opstrøms beliggende kilometer gydevand i åen. Til glæde for både fisk og fiskere. 

Lokalt frygter man imidlertid i sit stille sind, at noget tilsvarende vil kunne ske ved Bjerringbro – hvis altså Tangeværket nedlægges. Da vil fiskene ikke længere samle sig heroppe til glæde for foreningens medlemmer. Da vil de få fri adgang til den øvrige del af Gudenåen. Da vil de ikke længere koncentreres oppe ved Bjerringbro.

Måske var det derfor, Gudenåens Ørredfond forbød Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø at deltage i Gudenå-konkurrencen 2019? Ørredfondens formand kommer i hvert fald selv fra Bjerringbro-foreningen, som lejer produktivt fiskevand af netop Tangeværket.


Kort efter sæsonstarten i 2020 blev der landet en imponerende 18 kg’s blanklaks heroppe. En pragtfisk, der naturligvis fik megen opmærksomhed i medierne og efterfølgende lokkede ekstra mange fiskere til – lokale såvel som udenbys.

Det resulterede til sidst i, at Bjerringbro-foreningen – under dække af Corona-virussens hærgen – lukkede for dagkortsalget. Herefter var det kun foreningens egne medlemmer, der fortsat kunne fiske efter de attraktive blanke påskelaks, som ellers er betalt fra flere sider.

Snakker man privat med fiskere heroppe, kan man støde på et andet og noget overraskende argument for at lade opstemningen blive:

Får man fjernet Tangeværket og tømt Tange Sø, da vil Gudenå-laksen igen kunne blive selvreproducerende. Og da må man – i lighed med i Vestjylland – ikke længere fiske med rejer på krogsæt.

Det er en yderst populær og produktiv fiskemetode, som er tilladt i Gudenåen i dag, hvor alle laksefangster skyldes udsætninger af tamfisk – af opdrættede smolt. I en Gudenå, hvor der ikke fiskes på vilde laks. De blev jo udryddet af Tangeværket i 1928.

Modstanden mod Tangeværket kan således ligge på et meget lille sted i Bjerringbro. Til stor skade for den naturlige fiskebestand i landets længste vandløb, Gudenåen.


Fremtidens Lystfiskerstrategi

Det blev en lang artikel. Konklusionen er imidlertid ganske kort: 

Det fremgår med al ønskelig tydelighed – som allerede fremført af Havørred Fyns Jørgen Dan Petersen for flere år siden – at den danske natur ikke selv kan levere det fornødne antal ørreder til os lystfiskere og en lukrativ fisketurisme. Der må supplerende udsætninger til.

Det er jo en smuk og rigtig tanke at lade naturen selv producere de bedst egnede vildfisk af det helt rene stammer. Ingen kan have noget at indvende mod Wilhjelm-rapportens anbefalinger heraf. Tiden er blot løbet fra rapportens nok lidt naturromantiske forestillinger og forudsætninger.

Vi kan nøgternt konstatere, at virkeligheden har overhalet drømme og visioner om en bedre verden. Skal vi have et produktivt lystfiskeri for os selv og en fisketurisme, som den tidligere regering massivt gik ind for med millioner i statsstøtte, så skal der også investeres i fisk til lystfiskerne. I direkte udsætninger og et bedre vandmiljø. Dette i såvel vandløbene, hvor fiskene gyder, som hav og fjord, hvor de skal vokse sig store.

Fyn var ellers lige blevet så fin

Det vakte stor begejstring på Fyn, da Jacob Ellemann-Jensen (V) i sin tid gik ind i politik og åbenlyst valgte at bruge det fynske havørredprojekt på at blive valgt til Folketinget. 

Men det vakte lige så stor bestyrtelse, da han som nyvalgt MF’er og som vist sin første politiske opgave fik lov at præsentere Landbrugspakken. Hermed erklærede han og Venstre kamp mod de selvsamme små vandløb, der fik ham ind i Folketinget: Partifællen Eva Kjer Hansens (V) så forhadte vandløb, der jo netop udgør de livsvigtige gydepladser for havørreden. 

Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet hvis ikke forrådt. Nogle trådte endda efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration. 


Det var jo i forvejen naivt eller måske bare kynisk, at netop Venstre skulle præsentere fremtidens lystfiskerstrategi. Når nu selvsamme landbrugsparti modarbejder vandmiljøet på snart sagt alle måder og ikke ville afsætte én eneste krone til ekstra fiskepleje. De skulle alle gå til markedsføring af en lukrativ fisketurisme:

“Strategi for Lystfiskeri”

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri” fra 2018 er nemlig bygget op på følgende vis:

• Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.

• Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.

• Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.

• Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.

• Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.

Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem.

Markedsføring af manglende fisk

De 32 millioner skattekroner skal således udelukkende gå til massiv markedsføring af det fiskeri og de fiskemuligheder, som vi lystfiskere selv har betalt for og opbygget via det obligatoriske fiskegn og kommunale tilskud. På bedste Fishing Zealand-vis, hvor fiskeplejen kommer i anden række efter fisketurismen.

Det er interessant, at man som politisk parti åbenbart godt kan have dårlig samvittighed over Landbrugspakken og dens forhadte vandløb. At man måske inderst inde føler, man skylder en fynsk borgmester af samme partifarve som én selv en masse millioner – til et nyt Lystfiskeriets Hus i sydfynske Assens. Når man nu selv lige havde blæst til kamp mod de forhadte små vandløb, som netop Fyn ellers havde passet så godt på – i regi af Havørred Fyn.

I hvert fald valgte partiet Venstre efterfølgende at betale aflad til en fynsk Venstre-borgmester. I form af 32 millioner skattekroner. Måske netop for Jacob Ellemann-Jensens svigt af de fynske havørreder på sin vej mod Folketinget.

Ganske ironisk for øvrigt, når nu både lokale lystfiskere og erhvervsfiskere samtidig kunne og kan berette om et stendødt Lillebælt ret uden for døren til det kommende Lystfiskeriets Hus i Assens.

Livløst Lillebælt

Danmarks Radio dokumenterede således for ikke så længe siden i en TV-udsendelse, at farvandet mellem Fyn og Als er som blottet for liv – blandt andet efter landbrugets massive udslip af gødning ved havnebranden i Fredericia. 

Knap 3.000 tons superaktivt kvælstof slap dengang ud, fordi et landbrugsejet gødningsfirma i forventning til Landbrugspakkens lyksaligheder havde overfyldt sine tanke, så disse sprang læk – med en sydgående strøm lukt ned i Østersøen mellem Als og Fyn. Det svarer til næsten 5 % af det samlede årlige danske kvælstofudslip – på én gang. På ét sted. Direkte ud i Lillebælt.

Samme Dansk Hydraulisk Institut (DHI), som i sin tid udpegede “egnede lokaliteter” til nye forurenende havbrug ud for Djursland – for Esben Lunde Larsen (V) og hans havbrugsvenlige partifæller – blev to år senere udvalgt til at vurdere effekten af det massive udslip fra Fredericia på vandmiljøet.

DHI frikendte efterfølgende udslippet for at have haft nævneværdig betydning for miljøet. Og friholdt dermed landbruget for eventuel erstatningspligt. 

Museum over Dansk Lystfiskeri

Nu kan det nye Lystfiskeriets Hus så i stedet blive Museum over et Livløst Lillebælt – endda med den fineste udsigt over samme. Et museum over det lystfiskeri, vi kunne have haft, hvis vi ikke selv havde ødelagt det med gylle, kvælstof, trawlfiskeri og muslingeskrab. Hvis initiativtageren Venstre ellers selv havde forstået de aldeles simple spilleregler: 

At der naturligvis skal sås, før der kan høstes. At der skal være fisk at fange, hvis man skal kunne lokke lystfiskere til fra ind- og udland. 

Det burde om nogen et landbrugsparti som Venstre ellers kunne forstå. Men her har man jo desværre vænnet sig til ikke længere at skulle så, før man høster. Man hæver blot sine små 10 milliarder om året i landbrugsstøtte, graver vandløbene op, avler endnu flere svin og lukker efterfølgende endnu mere gylle ud på markerne og i sidste ende ud i vandmiljøet.

Herefter bruger man så vore fiskeplejemidler på harmløs forskning, der ikke giver flere fisk i vandet. Men som blot sparer på statens udgifter til forskerlønninger.

Det er blandt andet derfor, vi ikke længere fanger noget. Ud over laks i en håndfuld vandløb, som kun de færreste kan komme til at fiske i.

Vi er kort sagt til grin for vore egne penge.

© 2020 Steen Ulnits


 

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet

Fiskepleje på Afveje – 2/3

Virkeligheden efter Wilhjelm

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster. 

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

  • 45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
  • 40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
  • 15 % går til turistdelen – til markedføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske. 

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.


Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til: 

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”. 

– Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk. 

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Førøerne, Island og Grønland, hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet.

Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.


I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne.

Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr. Du finder artiklen her: 

http://ulnits.dk/biologi/verdens-storste-havorreder/

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden. 

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange. 

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.


Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebstand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret. 

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vandkvalitet og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet. 

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er der gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges.


Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler. 

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted.

Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse. 

Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening. 

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet.

I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt. 

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet.

Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.


PS: De oprindelige 100 havørredsmolt til radiomærkning blev inden udsætning opgraderet til 150 stykker.


Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006. 

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers kommune af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.


Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen.

Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde, hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

De skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.


Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet. 

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Hedeselskabets Orbicon.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige, som han dengang vurderede.

Kritikere kan med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her. 

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

© 2020 Steen Ulnits


Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet

Kampen om Kattegat

IMG_0819

Tirsdag den 20. november gæstede fødevareminister Jacob Ellemann-Jensen (V) den kendte naturlokalitet Jernhatten på østspidsen af Djursland. Formålet med besøget var at indvie den smukke Jernhatten som en del af regeringens nye naturkanon.

Mødet og indvielsen blev imødeset med stor interesse fra lokalbefolkningen, der længe har protesteret mod de nye forurenende havbrug, som regeringen har planlagt – med daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i spidsen, sekunderet af partifællen MF Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i det storforurenende Musholm Havbrug – en af ansøgerne til yderligere forurening af Kattegat ud for Djursland.

Den lokale miljøforening BLAK benyttede naturligvis lejligheden til at fortælle ministeren om planerne for en ny marin / maritim nationalpark i farvandet ud for Jernhatten og Marsk Stigs gamle ø Hjelm. En nationalpark, der vil kunne booste kystturismen i hidtil uset omfang. Med kroner og ører i stedet for alger og iltsvind. At noget sådant ikke vil være foreneligt med en stærkt forurenende fiskeproduktion fra kilometerstore havbrug tydeligt synlige fra land.

Lokalt er der derfor massiv modstand mod nye havbrug, som vil forurene kystvandet og ødelægge mulighederne for den kystturisme, som de fattige kommuner på Djursland er så afhængige af. Ikke mindre end 2.000 arbejdspladser er der her, og de trues nu af blot et halvt hundrede nye arbejdspladser i forbindelse med de nye havbrug. Kystturismen på Djursland omsætter årligt for 2,5 milliarder kroner.

Den lokale modstand mod havbrugene er derfor massiv og énstemmig, men det har regeringen skam taget højde for. De planlagte havbrug er nemlig placeret, så de lige akkurat er uden for den 1-sømilegrænse, der markerer kommunernes jurisdiktion. Kommunerne kan således intet selv gøre for at hindre forurening af deres livsvigtige kyster. Det bestemmer regeringen suverænt. Og der vil komme forurening ind til land fra de planlagte havbrug. Masser af forurening.

Der står dog en kattelem åben rent juridisk. De selvsamme modeller, som Dansk Hydraulisk Institut brugte til at udpege egnede lokaliteter ud for Djursland, kan nemlig også bruges til at udregne spredning af forureningen fra havbrugene – i form af foderrester, fækalier, antibiotika og kemikalier. Det kom der nedenstående nedslående kort ud af:

Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons.

Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i danske farvande.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021.

Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv har tiltrådt:


Esben Lunde Larsen (V) om Helcom:

“Jeg vil af principielle årsager ikke godkende dette princip, da jeg ikke mener, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det blev understreget af følgende spørgsmål i Folketingssalen – Spørgsmål nr. S 593:

– Vil Danmark fortsat insistere på retten til at øge forureningen med næringsstoffer i Østersøen på trods af modstand fra de andre Østersølande, eller vil Danmark som det sidste land nu tilslutte sig det såkaldte »allokeringsprincip 8« i HELCOM og opgive det selvopfundne »miljømæssige råderum«?

Svaret fra Esben Lunde Larsen:

“Spørgsmålet om den konkrete betydning af HELCOMs reduktionsmål for udledning af næringsstoffer i relation til havbrug, vil blive fastlagt i forbindelse med et kommende administrationsgrundlag.”


Berømte sidste ord. Esben Lunde Larsen (V) må i dag nøjes med at se på fra sit eksil i Amerika. Det skal blive spændende at se, om hans efterfølger Jacob Ellemann-Jensen (V) vil “sætte miljøet før fødevarerne”, som han jo lovede ved sin tiltræden. Eller om hensynet til havbrugsbranchen vil vægte højere end hensynet til de mange arbejdspladser i kystturismen på Djursland.

DSC_0082

Massiv lokal modstand mod havbrug ved Jernhatten


Det skal også blive spændende at se, hvad EU siger til Danmarks planer om at øge forureningen af Kattegat – i stedet for at reducere den i henhold til Vandrammedirektivet. Hvad vi jo har forpligtet os til. EU har allerede sendt en såkaldt pilotskrivelse til Danmark i forbindelse med Landbrugspakken, som også tillod et markant øget forbrug af gødning. Dette på baggrund af fiktive modeller, der overnight reducerede kvælstofudledningen til vandmiljøet med adskillige procent.

De første faktiske målinger af Landbrugspakken har imidlertid vist, at man i stedet for en reduktion på forventede 600 tons kvælstof om året har fået en øget udledning på 2.500 tons. En forskel på mere end 3.000 tons, der ikke er i vandmiljøets favør. Så er det naturligvis det helt rigtige at øge udledningen yderligere – med 800 tons fra kystnære havbrug i Kattegat.

Lad os derfor håbe, at det var miljøminister Jacob Ellemann-Jensen, der gæstede Jernhatten. Og ikke havbrugsminister Jacob Ellemann-Jensen…


Jacob Ellemann-Jensen (V) er nuværende miljø- og fødevareminister. Han har overtaget ansvaret for at gennemføre sin forgængers planer om at etablere otte nye havbrug i Kattegat ud for Djurslands kyster. Med en tilladt merforurening på 800 tons kvælstof. Han har netop besøgt Jernhatten på Djursland, som skal indlemmes i regeringens kommende naturkanon.


Esben Lunde Larsen (V) var tidligere miljø- og fødevareminister, men tog pludselig flugten til USA og blev afløst af Jacob Ellemann-Jensen (V). Esben Lunde Larsen stod bag den omdiskuterede L111 lovgivning, der lancerede et fiktivt “råderum” til yderligere forurening af Kattegat. Det har senere vist sig ikke at eksistere og samtidig være i strid med Helcom-konventionen.


Jacob Jensen (V) har en lønnet bestyrelsespost i Musholm havbrug, som er blandt ansøgerne til de nye forurenende havbrug ud for Djurslands kyster. Det nu japansk ejede Musholm er tidligere af de lokale miljømyndigheder blevet betegnet som “den største enkeltforurener af Storebælt”. Jacob Jensen er nuværende finansordfører for Venstre og aktiv lobbyist for Musholm havbrug.


Placeringen af de 37 indkomne ansøgninger om nye havbrug i henhold til L111. Der er tale om otte store havbrug med en samlet udledning på 800 tons kvælstof og 50 tons fosfor med urenset spildevand til Kattegat. Hertil skal lægges medicinrester og tungmetaller.