Tag-arkiv: Magnus Heunicke

En “mærkelig” regering

En “mærkelig regering”. Sådan kaldte statsminister Mette Frederiksen (S) selv den sammenskuds-regering, hun valgte at danne med Venstre og Moderaterne efter sidste valg.

Dette efter bevidst at have fravalgt en fortsat rød regning med grønne mærkesager og håb forude. Hvorefter miljøet endnu engang blev kørt ud over afgrunden.

Moderaternes klovnebus kører igen-igen

Det er bestemt ikke kedeligt i dansk politik.

Faktisk er det så sjovt, at Lars Trier Mogensen, journalist på Information og fast mand på TV2 News, tidligere på året omdøbte Lars Løkke Rasmussens kaotiske parti Moderaterne til “Klovnebussen”.

Det var et begreb, der lynhurtigt fandt fodfæste i såvel pressen som den danske folkesjæl. Et begreb, som udløste flere satiretegninger af den slags, der allerede er gået over i historien. Udenrigsministeren bag rattet i ny klovnepåklædning viste sig nemlig at være et uhyre taknemmeligt offer for karikaturtegnere med en skarp streg.

I takt med, at skandalerne bare fortsatte internt i Moderaterne, gik partiets egen medstifter Jeppe Søe skridtet videre og opgraderede firmabilen til intet mindre end en “sexistisk klovnebus”. Og Søe havde adskilligt at have den nye version 2.0 i:

Først var det jo tidligere teaterchef Jon Stephensen, som i august 2023 måtte forlade partiet – efter en række upassende beskeder til unge partimedlemmer af det modsatte køn. Senere blev Stephensen sågar anklaget for at have terroriseret teaterbranchen samt angiveligt forfalsket en underskrift.

I november måtte så Mike Fonseca forlade partiet – grundet sit forhold til en 15-årig pige i 9. klasse. Ifølge partichef Lars Løkke Rasmussen var det et klokkeklart brud på partiets såkaldte “adfærdskodeks”, der ikke tillader medlemmer at have seksuelle relationer til personer under 18 år.

Men heller ikke nok med det:

Medstifter trækker nødbremsen

I september 2024 var det så selveste medstifter af Moderaterne Jeppe Søe, der valgte at forlade partiet – frivilligt og angiveligt på grund af dårlige arbejdsforhold i sekretariatet. En undersøgelse af forholdene her viste efterfølgende, at partiet slet ikke havde nogen reel arbejdsmiljørepræsentant, som loven ellers kræver.

BT kunne efterfølgende afsløre, at den pågældende person slet ikke var arbejdsmiljørepræsentant valgt af de ansatte, men direkte udpeget af partiledelsen. Han var samtidig Moderaternes økonomichef. Medarbejderne havde således ikke nogen lovpligtig arbejdsmiljørepræsentant.

Tidligere ansatte og nuværende medarbejdere forfattede en fem sider lang indberetning til Arbejdstilsynet, hvor de klagede over mobning og sexisme. Til sidst følte medstifter af Moderaterne Jeppe Søe sig nødsaget til at forlade partiet og den “sexistiske klovnbus”, som han lige nåede at omdøbe partiet til.

Partiledelsen i Moderaterne havde efterfølgende mistet tilliden til de ansatte i den politiske afdeling og gennemførte nu en række fyringer. Flere af dem ifølge dagspressen fagligt ubegrundede.

Tre medarbejdere blev fyret på gråt papir, mens yderligere syv ansatte sagde ja til en frivillig fratrædelse. Chefen for den politiske afdeling valgte som Søe at gå frivilligt.

EkstraBladet har spurgt lektor Claus Elmholt, der forsker i ledelse på Aalborg Universitet, om Løkkes ledelsesmetoder:

“Med sin brutalitet har partileder Lars Løkke Rasmussen manifesteret ledelsesproblemerne i Moderaterne. Og samtidig har han vist omverdenen, at de ikke er løst. Det er fuldstændig brutalt, og det er meget opsigtsvækkende.”

“Tilgangen, hvor topledelsen ikke tager ansvar, ikke siger tydeligt undskyld og ikke tager deres del af ansvaret, bekræfter, at der er tale om et råt og brutalt arbejdsmiljø. Jeg kan ikke komme i tanke om tilsvarende skandaler, hvor man har gjort det på den måde.”

Så vidt Claus Elmholt. Men mytteriet stoppede ikke her. Moderaternes partisekretær Kirsten Munch Andersen smed efterfølgende også sit håndklæde i ringen.

Hun overlod posten til konstitueret partisekretær Morten Brautsch, der midlertidigt måtte forlade sit job som særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Udenrigsministeriet.

Hvilket imponerende kaos i Klovnebussen. Og intet under, at man kort efter kunne læse følgende overskrift Altinget:

“Ny måling: Vælgerne vælter ud af Løkkes bus”

Løkke trøster sig med, at der jo er hele to år til næste valg. Og til den tid er alting sikkert glemt igen. Sådan plejer det at være i politik. Kun Fedtemøget bliver hængende.

Landbrugspakkens og Fedtemøgets Fader

Nu er dette ikke nogen politisk blog. Det er derimod en upartisk, men så meget mere miljøpolitisk én af slagsen. Jeg interesserer mig ikke meget for partipolitik – kun for miljøpolitik.

Det er imidlertid nødvendigt at kende baggrunden for den person, der stiftede Moderaterne. Som lancerede den Landbrugspakke, der nu har resulteret i danske strande fyldt op med slimet fedtemøg og danske fjordområder, der hvert eneste år lider af algeblomst, iltsvind, fiskedød og bundvendinger. En person, som derfor af websitet Gylle.dk har fået ærestitlen “Fedtemøgets Fader”.

Det var nemlig statsminister Lars Løkke Rasmussen (dengang V, i dag M), som med Landbrugspakken tilbage i 2016 gav danske landmænd lov til at bruge 20-30% mere gødning end hidtil.

Dette trods mange advarsler fra faglig side og den kendsgerning, at Danmark indtil da slet ikke havde formået at leve op til kravene om en “god økologisk tilstand” i danske vandområder. Noget, vi ellers havde forpligtet os til med EU’s Vandrammedirektiv tilbage i 2000.

Lars Løkke Rasmussen kom efterfølgende på kollisionskurs med sit eget parti og blev i 2019 vraget som leder af Venstre. I 2021 grundlagde han så sit nye protestparti “Moderaterne”, der skulle favne bredere end det tidligere Venstre.

Samtidig fralagde Løkke sig bekvemt ansvaret for den Landbrugspakke, han jo ellers selv havde lanceret. Han gav nu sit gamle parti Venstre hele skylden for, at landbruget ikke havde levet op til de aftalte forudsætninger i pakken. Han havde jo selv stiftet et nyt.

Han glemte også helt, at det jo var netop ham, der havde aflivet amterne. Dem, som indtil 2007 havde været en besværlig, men effektiv garant for vandmiljøet. Besværlig for landbruget og Venstre, som var godt trætte af al den snak om vandmiljøet.

Det var også under Løkkes regering, at daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) tillod et ødelæggende muslingeskrab langt ind i fjorde, som tidligere havde været friholdt for det hårdhændede fiskeri. Næppe nogen anden dansk politiker har som Løkke haft så megen negativ indflydelse på vandmiljøet i Danmark.

Trods sin politiske deroute efter Venstre lykkedes det alligevel Lars Løkke Rasmussen at kravle til tops igen. Denne gang godt hjulpet på vej af Socialdemokraternes Mette Frederiksen, hvis fatale håndtering af minkskandalen gav Venstre & Co de bedst mulige kort på hånden.

Tanken om en mulig Rigsretssag som den, Inger Støjberg måtte igennem, blev luftet. Oppositionen krævede hver en sten i sagen vendt. Hvis altså statsministeren ikke makkede ret.

“Det danske vandmiljø har det hamrende godt”

“Man burde i lovforslaget starte med at konstatere, at det danske vandmiljø har det hamrende godt. Vi har rent drikkevand, vi har stigende mængder drikkevand, vores vandløb får det bedre og bedre – og kystvandene har det sådan set også ganske godt.“

Morten Messerschmidt, MF, Dansk Folkeparti

Ovenstående sagt i en Folketingsdebat om ny lovgivning for vandmiljøet. Man må undre sig over, hvilken planet den gode mand mon kommer fra. Årets iltsvind i de danske farvande tegner til at blive større end sidste års, der allerede var rekordstore.

Morten Messerschmidt blev naturligvis hurtigt citeret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug, for hvem hans udtalelse jo var rent vand på giftmøllen.

Det Store Svigt

Og det gjorde hun så, Mette. Makkede ret. Til sidst var det statsministeren selv – nu bedre kendt som “Slette Mette” efter mystisk forsvinden af en række kritiske SMS’er i minkskandalen – som vendte. Omend ikke den berømte sidste sten, men så på en tallerken.

Hun vendte nemlig ryggen til det røde flertal, som ellers havde båret hende igennem en hel valgperiode og ført Danmark nogle vigtige skridt i retning af et grønnere miljø.

I stedet lancerede hun den nuværende blåsorte SVM-regering. Trods ellers et rødt flertal blandt vælgerne for at fortsætte den så småt påbegyndte grønne kurs. Denne handling vil gå over i historien som “Det Store Svigt” – af vælgernes tillid og det danske vandmiljø.

For SVM-regeringen trak desværre Danmark langt ned i dyndet igen. Bogstavelig talt og helt som forventet. Droppet som det første blev det forbud mod den skadelige brug af bundslæbende redskaber – bundtrawl og muslingeskrab – som ellers stod på kanten til indførelse. Og den nye regering barslede som bekendt i 2024 med den allerede nu så berømte “Grønne Trepart”.

Esben Lunde Larsen (V) var i 2016 miljø- og fødevareminister for Lars Løkke Rasmussen og stod som sådan for den praktiske udarbejdelse af den forkætrede Landbrugspakke.

Han valgte at drage i landflygtighed efter lanceringen af den, men fra sit skatteyderbetalte eksil hos Verdensbanken i Guds Eget Land forkynder han nu, at Danmark med Den Grønne Trepart har fundet en god model – “et interessant reguleringsinstrument”:

“Et interessant reguleringsinstrument, der sagtens kan bruges andre steder i verden. Danmark har fundet en vej til at nå klimamål samtidig med, at der stadig produceres mange fødevarer.”

Esben Lunde Larsen, tidligere miljø- og fødevareminister

Ikke alle var eller er enige med Esben Lunde Larsen. Den Grønne Trepart blev derfor hurtigt omdøbt til “Den Sorte Syvpart” – af Alternativets Torsten Gejl. Navngivet efter de syv organisationer, der havde udarbejdet planen. Danmarks Naturfredningsforening deltog endda aktivt i det nye fænomen i dansk politik – uvist hvorfor som eneste “grønne” deltager.

Kvælstofaftalen fra 2021 blev genbesøgt og genoplivet, hvad også Vejle Fjord blev. Den havde miljøorganisationerne ellers officielt begravet i foråret 2024. Under pomp og pragt og stor mediebevågenhed.

Regnedrengene i Finansministeriet havde i mellemtiden været tallene igennem en ekstra gang og var nu nået frem til, at Vejle Fjord slet ikke var så død alligevel. Den blev derfor gravet op igen og nu potentielt tildelt lempeligere vilkår for det omgivende landbrug.

Klovnebussen var atter spændt for den store gyllespreder. Som i 2016, da Løkke jo selv lancerede Landbrugspakken.

Den danske hvalfangst

Den dysfunktionelle SVM-regering, som statsministeren jo selv har kaldt “mærkelig”, havde imidlertid andre, flere og større ambitioner end blot at sprede mere gylle på markerne og forurene vandmiljøet yderligere med nitrat.

Sommeren 2024 bød nemlig på hidtil uhørte og aldeles uventede muligheder for på én gang at fremme dansk hvalfangst, styrke det nordiske samarbejde i Rigsfællesskabet og atter nyde de internationale mediers udelte opmærksomhed. Noget, mange danske toppolitikere sætter højere end virkeligheden.

Den helt store mulighed kom i forgangne sommer, da den amerikansk-canadiske hvalforkæmper og grundlægger af miljøorganisationen Sea Shepherd, Captain Paul Watson, lagde kursen ind om Nuuk på Grønland for at proviantere. Han var med sit skib på vej gennem Nordvestpassagen for at hindre japansk hvalfangst i Stillehavet.

Efter nogle års pause under internationalt pres havde japanerne nemlig bygget et spritnyt og kæmpestort fabriksskib til fornyet hvalfangst. Samtidig havde Japan givet sig selv tilladelse til fangst af mere end et halvt hundrede finhvaler – den næststørste af alle hvalerne, kun overgået af blåhvalen.

SVM-regeringen var ikke sen til at gribe den uventede mulighed. Her var en gigantisk mulighed for at udvise international handlekraft og sætte de besværlige miljøorganisationer eftertrykkeligt på plads. Der måtte statueres et eksempel til efterfølgelse, skræk og advarsel.

Det helt store magtapparat blev sat i gang. To af forsvarets orlogsskibe blev sendt til Grønland og en halv snes kampklædte danske politibetjente sat i flyveren med kurs mod Nuuk.

Captain Paul Watson skulle anholdes og om muligt udleveres til hvalfangernationen Japan, hvis illegale hvalfangst ved Antarktis Watson jo tidligere havde obstrueret. Han havde sågar fået TV-kanalen Animal Planet til at lave en hel serie dramadokumentarer om de illegale japanske aktiviteter i Sydhavet.

Det var serien “Whale Wars”, der i flere år har kørt på TV-skærme over hele verden. Som satte Japan og den illegale japanske hvalfangst i det dårligst tænkelige internationale lys. Så dårligt, at Japan fik Interpol til at udstede en såkaldt “Red Notice”, hvor man anmodede om anholdelse af Watson og udlevering af ham til retsforfølgelse i Japan.

Dette angiveligt på baggrund af hændelser, der skulle have fundet sted tilbage i 2010. Hændelser, der ifølge dansk lov maksimalt kan udløse bødestraf og derfor ikke føre til nogen udlevering. Og så har Danmark for øvrigt slet ikke nogen udvekslingsaftale med Japan, hvilket man nu tilsyneladende gerne vil have.

Japan reaktiverede derfor, fjorten år efter hændelsen ved Antarktis, anmodningen til Interpol. Nu med hjælp fra Danmark, Grønland og Færøerne, hvoraf sidstnævnte jo selv hører til verdens hvalfangernationer. De små øer i Nordatlanten er jo ofte i det internationale søgelys for deres blodige grindedrab.

Færøerne pådrog sig senest international vrede og opmærksomhed tilbage i 2021, hvor man slagtede ikke færre end 1.428 delfiner i én fangst.

De lokale grindeformænd undskyldte sig efter blodrusen med, at de kun troede, der var 200 delfiner i flokken. Ikke syv gange så mange.

Det vides ikke, hvor meget delfinkød der måtte destrueres.

Vi ved ikke, hvilken rolle vor færøsk gifte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen har spillet i sagen. Blot at miljøorganisationen Sea Shepherd er meget upopulær på Færøerne; at Paul Watson var en af organisationens grundlæggere, og at Lars Løkke som udenrigsminister var første mand til at kommentere på den japanske anmodning om udlevering.

Rigsfælleskabet stod sammen i nødens stund, og Paul Watson har netop fået forlænget sin fængsling på Anstalten i Nuuk Grønland med yderligere tre uger.

Det danske retsvæsen tager sig således rigtig god tid – på Grønland.

Der er hvaler og delfiner, som skal fanges og aflives.

Og nu en SVM-regering til at føre kniven.

©️ 2024 Steen Ulnits

Læs hele historien her:

⌘ Storpolitik om Kæmpehvaler ⌘

FjolleFlimmer og KaosTV

KaosTV med Clement

Vort døde eller i bedste fald døende hav har i de forgangne uger fået al den opmærksomhed, det skulle have haft i de sidste godt tyve år. Medierne har stået i kø for at dække det, de selv helt havde glemt at dække i samme tidsrum.

Forskere og fiskere har i de forgangne år og specielt siden den skandaleramte Landbrugspakke i 2016 forgæves søgt at få pressen til at dække den økologiske katastrofe, som vi hele tiden har vidst var under opsejling under havoverfladen.

Professor Stiig Markager var allerede i 2002 ude med advarsler på TV2, men ingen tog dem dengang alvorligt. I hvert fald ingen ansvarlige politikere, for der var åbenbart ingen. Man slog sig til tåls med, at sådan var det åbenbart i et landbrugsland som Danmark. Også hvis man selv var i opposition til landbrugsregeringen.

To udsendelser på TV stikker ud fra mængden, væsensforskellige i både form og indhold. Den ene var et sikkert velment KaosTV med Clement, hvor et hav af forskellige mennesker og organisationer tumlede rundt på scenen og skiftede plads, som var det Blå eller Rød Stue på udflugt med børnehaven. Helt uden pædagoger.

Det faglige indhold var meget svært at få øje på i al virakken, hvor miljøminister Magnus Heunicke på et tidspunkt blev placeret sammen med sine forbundsfæller i fødevareministeriet og landbruget.

Det kom der ikke noget godt ud af. Miljøets Magnus lignede flere gange en pryglet hund, når fødevareminister Jacob Jensen svingede krabasken og totalt ignorerede Clements nærgående spørgsmål. Det er Jensen på billedet herunder.

Jacob Jensen gentog for gud ved hvilken gang, at landbruget skam gør, hvad de kan og skal for miljøet. Clement måtte til sidst opgive at få blot et enkelt konkret svar fra fødevareministeren, der klappede i som en fladøsters før en bundvending.

Miljøministerens kropssprog fortalte med al uønsket tydelighed, hvem der havde bukserne på i den debat og den regering. Og hvem der rystede i sine. Det så ikke kønt ud og varsler ilde for fremtiden og vandmiljøet.

Til alt held lykkedes det præsidenten for Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, at brænde igennem på KaosTV. Det gjorde hun med et stjerneklart budskab om, at det bagstræberiske danske landbrug stort set har hele skylden.

Hun har selv oplevet at blive budt op til dans og inviteret til kaffe på Axelborg. Et initiativ, der set i bakspejlet blot skulle trække tiden yderligere ud.

Og gjorde det med stor succes.

Saglig debat om havmiljøet

Det var således ikke meget, der kom ud af Debatten på DR med Clement Kjersgaard. Det var populistisk KaosTV, når det er værst. Fjolleflimmer også kaldet.

Ind imellem glemte man næsten helt emnet i al virakken omkring deltagerne, der blev flyttet rundt fra podie til podie i én uendelighed. Det mindede mest af alt om en kinesisk brandøvelse uden vand.

Ærgerligt med et så vigtigt emne som vort døende hav, der ifølge fagfolk som Stiig Markager nu skal bruge mindst 20-30 år på at vende tilbage til livet – hvis det altså lykkes at få vendt skuden lige nu. Hvad intet ser ud til.

Al ære og respekt for Clement Kjersgaard, som desværre ikke lykkedes med at få noget som helst ud af fødevareminister Jacob Jensen. Det er ham på billedet herover. Landbrugets minister og selv landmand klappede i som en blåmusling under et iltsvind.

Jacob Jensen havde ellers lagt hårdt ud og fjernede som en af sine allerførste ministergerninger netop det forbud mod trawlfiskeri, som den foregående regering ellers havde vedtaget. Et forbud, som skulle have reddet havbunden for yderligere ødelæggelser.

Lykkedes det ikke Clement at nå igennem det tykke lag af spin omkring landbruget, så var der anderledes saglig saft og kraft i DR’s Deadline. Her havde man klogeligt skåret antallet af deltagere ned fra en folkefest og til to nøglepersoner, der blev på samme plads under hele udsendelsen.

Studievært Astrid Berg havde forberedt sig grundigt på sit emne. Altid en fornøjelse, når en dygtig journalist gider gå i dybden med sit stof. Og derfor evner at stille de rigtige spørgsmål.

De to gæster i studiet var professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet, der for mere end tyve år siden advarede om udviklingen mod dagens permanente iltsvind. Og så Anders Panum Jensen, som er miljødirektør i Landbrug og Fødevarer. Dansk landbrug leverer ifølge Miljøstyrelsen 70% af det skyldige kvælstof.

Det var således to stik modsat rettede personer, der repræsenterede hver sin side af miljødebatten. Begge blev udspurgt sagligt af Astrid Berg, og begge fik lov til at tale ud i programmet.

Anbefales på det kraftigste, hvis man ikke er til KaosTV, men i stedet ønsker sober information om alvorlige emner.

Miljøminister Magnus Heunicke (tv.) og professor Stiig Markager

Diskussion i Aftenshowet om havmiljøet

“Landbrugets Forsvarsværker”

Sådan kaldte Miljøstyrelsens daværende underdirektør Jørgen Henningsen de fem på hinanden følgende skanser, som landbrugslobbyen dækkede sig ind bag. Og stadig gør:

“Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”

Det er disse fem forsvarsværker, som Havets nye Minister Magnus Heunicke (S) skal erobre i 2023. Og det bliver ikke nemt, for dansk landbrug har brugt årtier på at grave sig ned i dybe og stærkt befæstede skyttegrave.

Men først en lille tidsrejse 50 år tilbage i tiden. Til et andet århundrede i et andet årtusinde. Tilbage til 1973, hvor Danmark jo fik verdens første miljølov. Det var vi berettiget stolte af. Nu skulle der ryddes op i det beskidte danske miljø. Det stod der jo i loven, at vi var pligtige til.

Samme år fik vi også civilingeniør Jørgen Henningsen, der tiltrådte stillingen som kontorchef i det nyoprettede miljøministerium. Blot tre år senere var han avanceret til underdirektør i Miljøstyrelsen, hvor han gjorde god brug af sin baggrund som civilingeniør. Året var nu 1976.

Det var i de år, hvor man altid ansatte folk med konkret kendskab til og viden om deres arbejdsområder. Det gør vi desværre ikke i dag, hvor fagligt uvidende akademikere og politiske beslutningstagere har sejlet miljøskuden seriøst i sænk.

“Ét er søkort at forstå. Et andet skib at føre”

Det vidste Ludvig Holberg allerede i 1724, hvor han skrev sin krasse, men realistiske komedie “Den politiske Kandestøber”. Synd bare, at vi ikke har taget ved lære i de forgangne snart 300 år…

Sammenstød med landbruget

Som underdirektør i Miljøstyrelsen stødte Henningsen hurtigt hovedet mod det hæderkronede danske landbrug, der i 1970’erne var i fuld gang med omlægning fra traditionelt landbrug til moderne industriproduktion.

Landbruget havde allerede da og med velvillig hjælp fra Hedeselskabet fået afvandet de fleste vådområder og i den forbindelse rettet de fleste større vandløb ud til snorlige afvandingskanaler. De mindre bække var i stedet rørlagt, så man kunne køre hen over dem i sine stedse større maskiner.

Men med miljøloven havde dansk landbrug ikke længere monopol på og uindskrænket råderet over det danske land og den danske muld. Nu skulle der pludselig tages skyldigt hensyn til en helt ny størrelse – miljøet – hvilket ikke bekom det danske landbrug vel. Det var man bestemt ikke vant til at gøre.

Jørgen Henningsen havde i de følgende år travlt med at få landbruget til at rette ind og overholde den nye lov. Det holdt hårdt, og det var i denne periode, at Henningsen definerede “Landbrugets Fem Forsvarsværker”. Jævnfør ovenstående.

Henningsen nåede undervejs at være med til udarbejdelsen af den første vandmiljøplan i 1987. Den, der blev udløst af de døde hummere i Kattegat. “Sorte hummere på rødt fjernsyn”, som det hed sig i de gode gamle DR-dage. Blå og borgerlige TV2 gik jo først i luften året efter.

Henningsen begyndte med tiden at interessere sig mere for klimaet end blot miljøet. Med en solid fortid i den fossile branche vidste han bedre end de fleste, hvilket klimakaos vi var på vej imod og i dag befinder os i.

Og den viden brugte han i bedst i EU, hvor han slog sine folder i sine sidste erhvervsaktive år. Det var han fuldt bevidst om. Der skulle samarbejdes internationalt, hvis der skulle opnås væsentlige resultater.

Jørgen Henningsen døde i 2021, 80 år gammel.

Men Landbrugets Fem Forsvarsværker lever desværre videre i bedste velgående. Nu er de blot samlet i ét enkelt fæstningsværk:

“Axelborg” inde på stenbroen i København.

Herfra bremses konsekvent alle tiltag, der kunne hjælpe vandmiljøet og potentielt koste landbruget penge.

Kom Hviledagen i hu…

Jeg har dejlige minder om varme sommerdage på mine bedsteforældres gård Engholm i nordjyske Thy. Jens Hansens bondegård i sen Morten Korch-stil. Med køer og grise, høns og heste.

Min morfar var bomstærk. Kørte med mælk ved siden af sit eget landbrug og vandt næsten altid, når han stillede op i konkurrencer om at bære tunge kornsække op på loftet.

Det var min elskelige mormor svært fascineret af – trods ellers en dydig indremissionsk opvækst i det karske Vestjylland, hvor man ikke ustraffet skulkede fra kirkegang om søndagen.

Præsten fra vor familiekirke i Vestervig kunne finde på at dukke op ude i marken søndag eftermiddag, hvis hans sognebørn ikke var dukket op til gudstjenesten om formiddagen. Fibiger hed han.

Så fik sognebørnene en reprimande og formaninger om at komme hviledagen i hu og holde den hellig. Naturligvis i kirken, hvor han selv prædikede. Og ikke ude i marken, hvor han fandt dem hårdt arbejdende. Til dagen og vejen.

Præsten og sognebørnene

Det var selvsamme præst, det først viede mine forældre og siden døbte mig. Længere siden er det ikke, men selv er han der selvfølgelig ikke længere. Mine forældre heller ikke. Jeg er som enebarn den sidste mohikaner fra Thy.

Det lille husmandsbrug voksede støt, og min morfar købte jord fra proprietæren ved siden af, så han kunne avancere fra husmand til gårdejer. Det gik faktisk rigtig godt, selv om min morfar døjede med brok. Det var ungdommens tunge kornsække, der havde indhentet ham og sat sine spor.

Han døde faktisk af det, da han efter endnu en brokoperation faldt ud af hospitalssengen. Personalet havde glemt at sætte sengegærdet for under opvågningen.

Min ene morbror, som slægtede sin far og min morfar på, var maskimekanisk interesseret. Så da hestespandet blev udskiftet med den første traktor, var han i marken tidligt og sent. Med plov og harve. Med såmaskine og selvbinder.

Indkøbt kunstgødning erstattede snart naturgødning fra egen stald. Og kort efter kom de første giftstoffer, som kunne sprøjtes ud over markerne, holde skadedyr og ukrudt i skak samt højne høstudbyttet yderligere.

Min ældste morbror kørte gerne med giftsprøjten, der indvarslede en ny og bedre fremtid for landbruget. Min yngste morbror havde til gengæld tjansen at starte den gamle sorte Ford T, når vi skulle være standsmæssigt kørende.

Det var manuel start med håndsving. Her gjaldt det om at få hånden væk i en fart, når der var kontakt. Ellers risikerede man en brækket arm.

Femdobling af pesticidforbruget

Udviklingen gik herefter sin skæve gang. Men da min ældste morbror døde af en ondartet kræftsygdom, begyndte vi andre at spekulere over fremskridtets mulige pris. Var der en sammenhæng?

Man var først lige begyndt at forstå, at sprøjtegifte måske kunne virke begge veje – direkte mod ukrudtet selv og indirekte mod manden bag sprøjten. Det var i efterkrigsårene, hvor hele USA sang med på melodien “DDT is good for me-e-e!”.

I dag er vi heldigvis blevet klogere – på den dyre måde. DDT er forlængst forbudt. Det samme vil ske med glyphosat, som er aktivstoffet i Roundup. Vi ved det godt, men vi skal lige have de sidste milliarder med i graven.

Da landbrugets strukturudvikling mod stedse færre, større og mere specialiserede bedrifter for alvor tog fart fra 1960’erne og frem, gjorde forbruget af blandt andet kunstgødning og pesticider det også.

Fra midten af 1950’erne til begyndelsen af 70’erne femdobledes forbruget af pesticider. Toppunktet nåede man i 1984, hvor der blev solgt 7.500 ton virksomt stof i de anvendte pesticider. Over dobbelt så meget som de knap 3.000 ton, der blev solgt i 2021.

Nu er forbruget af pesticider i landbruget nemlig på vej nedad igen. Det siger i hvert fald landbrugets evige forsvarer, Jørgen E. Olesen, som er professor og institutleder ved Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet, til Dagbladet Information:

– Der er jo sket det, at flere hundrede pesticidmidler er udfaset fra brug. I de nordiske lande har vi været mere restriktive med at få udfaset pesticider, end man har været andre steder, især baseret på risikoen for udvaskning til grundvandet, siger han.

Jørgen E. Olesen nævner dog ikke noget om de nye pesticider, der er kommet til i mellemtiden. Deres effekt på vandmiljøet kender vi jo først om adskillige år, når eventuelle giftrester fra også dem er nået ned i grundvandet.

Jævnfør plantegiften Glyphosat, der jo ifølge producenten Monsanto slet ikke kunne nå ned i grundvandet. Men som alligevel godt kunne det efter nogle år. Og flere andre stoffer vil givet følge efter.

Den skæve strukturudvikling

De stedse færre og større industrilandbrug beskæftiger færre og færre arbejdere, hvoraf flere og flere stammer fra Østeuropa. Billig, men sjældent veluddannet arbejdskraft, der ikke stiller kritiske spørgsmål til produktionen. Og som heller ikke stiller samme krav til løn og faciliteter, som dansk arbejdskraft gør.

Samtidig bliver der længere og længere mellem landmanden, den jord han dyrker, og de dyr han producerer.

Storbonden tilbringer i dag mere og mere tid bag skærmen. Med at udfylde gødningsskemaer og søge hektarstøtte til driften. Han tilbringer derfor mindre og mindre tid blandt sine dyr og maskiner. Han ser ikke og ved derfor ikke altid, hvad der sker ude i stald og mark.

Måske han slet ikke interesserer sig for andet end tal og tilskud. Og i den forbindelse ikke skænker dyr og drift en tanke. Han er blevet fabriksbestyrer i stedet for dyreholder. Dansk landbrug er i dag reduceret til industri, hvor ingen længere har tid til at klø dyrene bag ørerne. Med mindre da TV er på besøg.

Blandt andet derfor dør et tocifret antal millioner grise hvert år i danske svinestalde. Blandt andet på grund af billig, men dårligt uddannet østeuropæisk arbejdskraft, som ikke har tid til eller evner at passe ordentligt på de mange millioner grise. Disse ender så i stedet deres liv som kød- og benmel på DAKA og lignende steder.

Marker og maskiner bliver samtidig større og større, selv om lille Danmark jo ikke bliver det. Nu så store, at gamle markhegn må pløjes op og enkeltstående træer fældes. Ellers er der ikke plads til, at de gigantiske tankvogne kan komme omkring på marken med deres last af giftig gylle.

Et andet resultat af denne udvikling er nedkørte vejkanter og ødelagte rabatter, der påfører kommunerne store ekstraudgifter. Den skæve strukturudvikling, som vi ser den i dag. Hver dag. Året rundt.

Jeg føler trang til at runde af med den landbrugskyndige og miljøbevidste rock’n’roller Neil Young fra den politiske sang “Alabama”:

”Your Cadillac

Has got a Wheel in the Ditch

And a Wheel on the Track”

Det gælder i høj grad også dansk landbrug anno 2023. Cadillac’en er blot udskiftet med en grøn John Deere traktor i overstørrelse.

Giftiggrøn, fristes man til at sige. Jævnfør solskins- og energiøen Samsø, som senest desværre har vist sig at huse den mest giftspredende og -sprøjtende landbrugsvirksomhed i hele Danmark. Trods ellers et selvpåtaget grønt image af det stik modsatte.

Ovennævnte Neil Young har for øvrigt dedikeret et helt album til netop det giftige industrilandbrug, som kvæler ikke blot planter og natur, men også de små farmere i USA og Canada. Ja, resten af verden med.

Udgivelsen har den præcise titel “The Monsanto Years”. Monsanto er nemlig navnet på giftproducenten, der har taget landbrugere over hele verden som gidsel.

Anbefales på det kraftigste, om man så musikalsk er til Neil Young eller ej. Og sørgeligt aktuelt netop nu, hvor landbruget og giftlobbyen i EU – sågar også lille Danmark med – kæmper for tilladelse til yderligere ti års brug af plantegiften RoundUp med det skadelige aktivstof glyphosat.

Dette til trods for, at “vi alle pisser glyphosat”, som en EU-parlamentariker udtrykte det for et par år siden. Alle testede EU-parlamentarikere havde nemlig vist sig at have glyphosat i deres urin.

Med Løkke (M) og Ellemann (V) ved det reelle ror på giftsprøjten og Frederiksen (S) på den militante sidelinje kan man absolut frygte et dansk ja.

Introbillede: Væltet gylletankvogn med knækket aksel på Djursland.

“Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”

“Landbrugets Fem Forsvarsværker” ifølge

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

Jørgen Henningsen