Den 20. juli 1969 var det så vidt, at den amerikanske rumfartsorganisation NASA kunne landsætte det første menneske nogensinde på et himmellegeme uden for vor egen Jord: Neil Armstrong. Den første Mand på Månen.
Ingen, der oplevede det selv og live, glemmer det nogensinde: Da astronauten Neil Armstrong som det første menneske nogensinde satte fod på Månen og sagde de udødelige ord: “That’s one small step for man. One giant leap for mankind”. Det var stort – for både små og store drenge bag den dengang sort-hvide TV-skærm.
Min smukke tante i det nordjyske var imidlertid ikke sådan at imponere. Hun spankulerede rundt i datidens hotpants og ville med egne ord “hellere se naboens kat gå over plænen” – end se en amerikansk astronaut som det første menneske nogensinde sætte fod på et andet himmellegeme end det, de selv var født på.
Men så var hun også en ræverød Venstresocialist og dermed som udgangspunkt imod alt amerikansk. Havde det nu i stedet været kineserne, der den dag var hoppet ud i månestøvet, havde det nok forholdt sig anderledes. Så ville stemningen nok have været lidt bedre.
Sputnik og Den Kolde Krig
Amerikanerne var imidlertid ikke kommet sovende til titlen. Efter Anden Verdenskrigs afslutning begyndte som bekendt Den Kolde Krig mellem USA og Sovjetunionen, der efter verdenskrigens afslutning var kommet rigtig godt med rent teknologisk.
Således blev det russerne, som med Sputnik 1 fik den første satellit sendt i kredsløb om Jorden. Det skete den 4. oktober 1957. Allerede måneden efter – den 3. november 1957 – sendte russerne det første levende væsen i kredsløb om Jorden. Det blev rumhunden Laika, som kom op med Sputnik 2. Laika døde desværre under nedturen.
Amerikanerne var skræmte. Efter afslutningen på Anden Verdenskrig havde de kommunistiske russere overtaget hovedrollen som fjende nummer ét efter Tyskland og Japan. Russerne havde sågar også udviklet deres eget atomvåben og udgjorde alene derfor en trussel. USA var ikke længere alene om at have atombomben.
Amerikanerne frygtede derfor fremtiden, hvor de russiske satellitter kom susende hen over USA – uden for rækkevidde af det amerikanske militær og luftvåben. – For hvad kunne de ikke se deroppefra? – Hvad kunne de ikke potentielt medbringe af bomber? Frygten blandede sig snart med paranoia og måtte tages alvorligt.
Månen er målet
Den amerikanske præsident John F. Kennedy tog derfor truslen fra Rusland uhyre alvorligt, da han den 12. september 1962 holdt en meget citeret tale på Rice Stadium i Houston, Texas. Her fortalte han det amerikanske folk om Apollo-rumprogrammet og planerne om at landsætte en mand på Månen inden for ti år – og gøre det før russerne:
“We choose to go to the moon in this decade and do the other things, not because they are easy, but because they are hard, because that goal will serve to organize and measure the best of our energies and skills, because that challenge is one that we are willing to accept, one we are unwilling to postpone, and one which we intend to win.”
Blot syv år senere var det så vidt. Efter flere både fejlslagne og vellykkede opsendelser i Gemini og Apollo programmerne mente NASA, at målet var inden for rækkevidde. Der havde da været adskillige amerikanere i kredsløb om såvel Jorden som Månen. Nu var det tid til et bemandet touchdown på den gamle Måne.
Tre mand blev sendt afsted med den gigantiske Apollo 11 rumraket: Neil Armstrong, Edwin “Buzz” Aldrin og Michael Collins. Tre mænd af den rette støbning. I øvrigt en film, alle astro-interesserede bør se. Collins forblev i kredsløb om Månen i fartøjet “Columbia”, mens Armstrong og Aldrin entrede det lille “Eagle” månelandingsfartøj.
Apollo 11 tager afsted
Apollo 11 lettede fra Kennedy Space Center i Florida den 16. juli 1969. Og landede på Månen den 20. Den 21. juli klokken 03:56 steg Neil Armstrong så ned på Månen, hvor han og Aldrin tog de første lettere euforiske skridt i det løse månestøv. I en tyngdekraft, der kun er en sjettedel af Jordens. Der blev hoppet både højt og langt den dag.
Det lille Eagle månelandingsfartøj blev kun 21 timer og 36 minutter på Månens overflade, inden det lettede igen i en støvsky og koblede sig på Columbia for hjemturen. Der måtte spares på såvel ilt som brændstof, da en lidt forsinket månelanding havde tæret ekstra hårdt på beholdningerne.
De tre astronauter vendte tilbage til Jorden den 24. juli, hvor de landede sikkert i Stillehavet. Efter otte skelsættende dage i rummet og nogle få timer på Månen. Verden blev forståeligt nok aldrig helt den samme igen. Den var blevet ganske meget mindre.
Efterfølgende månelandinger medbragte køretøjer, så astronauterne kunne komme længere omkring og indsamle mere materiale, de siden kunne bringe med sig hjem til Jorden.
Indhøstede erfaringer fra Månen blev siden brugt til de Rovers, der har kørt på Mars i nu snart mange år.
© 2019 tekst: Steen Ulnits
Læs mere om “Det Første Kamera På Månen” i artiklen her