Tag-arkiv: Limfjorden

Muslinger og ålegræs


Muslinger og ålegræs er hver for sig og sammen aldeles udmærkede organismer, som begge indgår i og er nødvendige for den naturlige balance i vort marine økosystem. Når begge altså holder sig til bunden.

Men muslingefarme, hvor milliarder af muslinger hænger kunstigt på udspændte net under kilometerlange rør i overfladen, er derimod en dødelig cocktail for ålegræsset, som har brug for lys og rent vand.



Store “smartfarms“, der kan fylde flere kilometer i længde og bredde, skygger helt for ålegræsset, som derved går ud. Og de mange milliarder muslinger udleder så mange ekskrementer, at bunden under farmene ganske enkelt dør.

Mågerne tiltrækkes af de regelmæssigt tilbagevendende bundvendinger, som gør vandet mælkehvidt og bringer døde bunddyr op til overfladen.



I stillestående fjorde og vige slammer bunden blot stille og roligt til i muslingelort og døde alger. Øverst med et liglagen bestående af hvide svovlbakterier, der markerer overgangen mellem ilt og iltfrit. Herunder et kulsort slamlag, som er totalt frit for ilt.

Der er målt op til næsten 3 meter dybt slam under smartfarme i Limfjorden, som allerede nu gisper efter vejret. Flere steder er den død allerede.

UV fotos af Limfjordens Miljøråd



Fugleperspektiv, frøperspektiv og fiskeperspektiv fra havbrug med flydende netbure, hvis åbne netmasker tillader frisk strøm at komme ind til fiskene – og samtlige affaldsstoffer fra fiskene at komme ud: Foderrester, fækalier, antibiotika og algehæmmere. Totalforurening direkte ud i åbent hav eller fjord.

De store havbrug dels skygger for lyset, så ålegræsset ikke kan vokse – dels forurener vandet med næringssalte, så ålegræsset kvæles af begroning med alger.

UV fotos af Gearløs



Fugle som disse sangsvaner og knortegæs er afhængige af frodige græsmarker – det være sig inde til lands eller ude til vands. Ofte veksler fuglene mellem disse to habitater:

Dagen tilbringes gerne inde på spirende græsmarker, som er ekstra tillokkende sen vinter og tidligt forår. Natten tilbringes i sikkerhed ude på vandet, hvor ålegræsbælter er et foretrukket tilholdssted og en vigtig fødekilde.



HAVmisBRUG

Debatbog om opdræt af fisk og muslinger

424 sider lang, 1.070 gram tung

“Kilopris” kr. 294,95


En tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer fra muslingerne ender som ny og lokal forurening på bunden under farmene, hvor de kan kvæle alt liv. I værste fald med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Kun max en tredjedel kan høstes.

Den sidste tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i en endnu mere bio-tilgængelige form. Klar til endnu flere alger end før turen gennem muslingernes fordøjelse.

Stærk strøm til fjernelse eller rettere fortynding af forureningen fra de mange muslinger er derfor nødvendig, hvis der ikke skal ske en økologisk katastrofe.

Det samme gælder havbrugene. Stærk strøm skal der til, hvis ikke forureningen fra de mange fisk skal bundfælde sig lokalt. Næringssaltene forbliver dog opløst i vandet.




Øverst er det den lokale kunstner Niels Willum, hvis tegninger længe har prydet protester fra Miljøforeningen BLAK på Djursland.

Nederst er det Bo Secher, hvis streg mange genkender fra det satiriske magasin “Svikmøllen”.  Bo Secher har lavet tegningen på opdrag af Limfjordens Miljøråd.

Det er heldigvis ved at gå op for flere og flere, at muslinger ikke blot fylder meget og kun kan rense vandet delvis for kvælstof og fosfor. Men at de samtidig også medfører en kraftig forurening af vand og bundmiljø under og omkring farmene.

Limfjorden har gennem mange år lidt under voldsom forurening med gylle fra landets største koncentration af svinefabrikker i det store opland.

Lokalt er man derfor begyndt at tale om “Ligfjorden” i stedet for Limfjorden. 

© 2022 Steen Ulnits


5.000 km2 til muslinger

Regeringen har, under ledelse af erhvervsminister Simon Kollerup (S), udarbejdet en “Havplan”, som skal gælde i de næste ti år.

I denne havplan er der gjort plads til flere nye totalforurenende havbrug af den slags, som både Simon Kollerup (S) og Dan Jørgensen (S) tidligere har gjort sig til varme fortalere for. Uden overhovedet at kende konsekvenserne ved dem.

Men hvad næsten værre er, så er der samtidig udpeget knap 5.000 km2 dansk søterritorium til nye lokalt forurenende muslingefarme og altødelæggende muslingeskrab. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster – tilsammen.

Det er typisk sårbare, beskyttede, kystnære og lavvandede områder, der er tale om. Der er således tale om en Hasarderet Havplan, som samtidig er et Mageløst Makværk. En forhastet havplan, der på intet område lever op til de krav, som EU stiller til Vandrammedirektiv og Naturbeskyttelse.

Man må tage sig til hovedet, hvilket mange forstandige mennesker da også har gjort, siden Kollerup i nært samarbejde med canadiske WSP, danske Hedeselskabet og norske Smartfarm sidste år præsenterede sin havplan som en digital bekendtgørelse.

Det er nu kun EU, der kan redde de indre danske farvande fra den totale ødelæggelse.


Læs

  ⌘  Miljøforeningen BLAK’s høringssvar til havplanen  

 

“Safari Queen” og muslingerne

Det er en dejlig morgen sidst i august. Solskin og vindstille. Vi lægger Skive Marina bag os – med kurs mod Hvalpsund. 

Her tager vi en håndfuld politikere og pressefolk ombord, så de med egne øjne kan bese nogle af Limfjordens mange muslingeanlæg – helt tæt på.


Skipper Christian Lindberg Olsen bag roret på det gode skib “Safari Queen”


Fra den svenske skærgård til den danske Limfjord


Solskin og vindstille på Skive Fjord en dag sidst i august


Morgensol og morgendis over Lundø


Blæsten gik ikke frisk over Limfjordens vande i dag.


Møde med Hvalpsund – Sundsøre færgen


M/S Mary lægger til i Hvalpsund.


“Muslingeriet” på vej med nye bøjer til linemuslinger


Afsted med 300 HK på hækken


Det er høsttid både over og under vandet.


På vej ind til frokost i middagssolen


Prominent besøg: Skives 1. viceborgmester Peder Christensen (S) støder til.


Sven Hørup viser sort bundslam fra smartfarm til Signe Munk (SF)


Peder Christensen og Sven Hørup siger farvel. Der er slam ombord.


Linemuslinger betyder masser af sorte bøjer og hvide måger.


Vi lader “Safari Queen” sejle sin egen Limfjord.


Det tidligere linemuslingeanlæg 112, der nu er smartfarm.


© 2021 Tekst & fotos: Steen Ulnits


Fakta om muslingeopdræt

I dag høster man muslinger på flere forskellige måder. På lavt vand, hvor forurening og iltsvind endnu tillader naturlige muslinger at leve, kan man indsamle dem ved håndkraft. Det er de såkaldte “sankemuslinger”.

På dybere vand har man skrabt muslinger, lige så længe man har haft tilstrækkeligt store både og motorkraft nok til at trække de tunge redskaber hen over bunden, som desværre efterlades øde. Fangsten er de såkaldte “skrabemuslinger”.

For at undgå det ødelæggende muslingeskrab, begyndte man for flere årtier siden at dyrke muslinger på liner ophængt under bøjer i vandoverfladen. På denne måde får man de spisestore “linemuslinger” til konsum.

I dag bruger man i stigende grad store industrielle “smartfarms” bestående af flere kilometer plastrør, som ligger i overfladen med net nedenunder. Muslingerne sidder så tæt, at de færreste bliver spisestore. De bruges primært til fremstilling af dyrefoder.

“Miljømuslinger”

De små muslinger fra store smartfarms kaldes af og til for “miljømuslinger”, da man engang troede, de kunne bruges til vandrensning – til at filtrere vandet for kvælstof og fosfor, der siden kunne høstes og fjernes med muslingerne.

Smartfarms er kostbare og ikke rentable. Derfor er man begyndt at bruge “spat” – navnet på muslingeyngel – fra smartfarmene til udlægning på de såkaldte “kulturbanker”. Her vokser de sig spisestore og høstes siden ved ødelæggende bundskrab.

“Omplantningsbanker” er navnet på områder, hvor man udlægger opfiskede undermålsmuslinger, så disse ikke dør af iltsvind sidst på sommeren og først på efteråret. Sådan lyder i hvert fald argumentet. Denne praksis kræver imidlertid to gange ødelæggende muslingeskrab per høst.

Regeringen har i sin nye havplan udlagt næsten 5.000 km2 fjordbund til opdræt af og skrab efter muslinger. Det er et areal knapt på størrelse med Fyn og Lolland-Falster tilsammen.


Muslinger forurener

Det er en kendsgerning, at muslinger filtrerer vandet, og at man fjerner kvælstof og fosfor, når man efterfølgende høster disse muslinger.

Mindre kendt og mindre vellidt er det, at muslinger forurener lokalt, hvor de dyrkes. Muslingerne er effektive filtratorer, som filtrerer store mængder vand fra et meget stort område. Og de har som alle andre organismer en fordøjelse, der producerer affaldsstoffer.

Disse ekskrementer deponeres under og omkring anlæggene – som en uundgåelig ny lokal forurening, der ikke var der før muslingefarmene. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort vandareal på et lille område under og omkring muslingeanlæggene.

Forskere fra Stockholms Universitet har længe kendt og dokumenteret reglen om “de tre tredjedele”:

Den første tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne filtrerer fra, og som de kan indbygge i deres kød. Det er den tredjedel, der kan høstes, forarbejdes og sælges – ofte til eksport. Ved høst fjernes der kvælstof og fosfor.

Den anden tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne fordøjer og udskiller som ekskrementer. De synker til bunds og nedbrydes her under forbrug af ilt. Derfor opstår der ofte massive iltsvind under og omkring muslingefarme, hvis ikke der er en frisk vandstrøm til at “skylle ud” efter muslingerne og fortynde forureningen fra dem.

Dette iltsvind kan resultere i frigivelse af nye næringssalte fra bunden, hvor de ellers har ligget bundet og været uskadeliggjort. Ved iltsvind frigives disse til vandmassen, hvor de optages af nye alger. En ond cirkel er i gang.

Muslingernes mørketal

Den sidste tredjedel udgør “muslingernes mørketal”. Det er den tredjedel, som passerer  gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet tilstand. Den, som de ikke optager eller indbygger i kroppen. Den kan udgøre op til 45 % af totalen.

Man kender meget lidt til effekten af dette mørketal, hvilket komplicerer beregningen af muslingernes reelle effekt på vandmiljøet. Og kombinerer man mørketallet med nye næringssalte frigivet fra bunden efter iltsvind, da risikerer man at ende op med et vandmiljø, som er rigere på kvælstof end tidligere – trods ellers dyrkning og høst af muslinger.

Denne tredjedels-regel holder generelt, men fordelingen kan variere fra sted til sted – primært med saltholdigheden og forureningsgraden. Tommelfingerregelen er, at fjerner man 1 kg kvælstof og fosfor ved høst af muslinger, da ender tilsvarende 1 kg kvælstof og fosfor uundgåeligt på bunden kunder anlægget.

Lav salinitet stresser muslingerne, da de så skal bruge mere energi på blot at eksistere – med det resultat, at de indbygger mindre kvælstof i kroppen. Ned til blot en fjerdedel. Således er kvælstofoptagelsen markant ringere i eksempelvis Sønderborg end i den langt saltere og mere forurenede Limfjord.

I Sønderborg har man dog endnu ikke konstateret svinevirus, som man allerede har gjort det i muslinger fra Limfjorden. Virus, der stammer fra de store mængder udsivende gylle fjordens opland.

Blokering af det naturlige flow

Tager vi udgangspunkt i Karup Å, som udmunder i Skive Fjord, sker der her et naturligt flow af næringssalte fra å over fjord til havet, som er endestation for de frie næringssalte. Men etablerer man nu en muslingefarm, da sætter man en prop i dette flow og fastholder kunstigt en masse næringssalte, der ellers ville være passeret forbi på deres vej.

Man fjerner ganske vist kvælstof og fosfor ved høst af dyrkede muslinger. Desværre bremser og fastholder man en tilsvarende stor del, som via affaldsstoffer fra muslingerne deponeres på fjordbunden under muslingefarmen. Denne udgør en unaturligt stor koncentration af filtratorer på et ganske unaturligt sted – ophængt som muslingerne er på liner eller net i overfladen.

Der sker således en kunstig fastholdelse og deponering af næringssalte under og omkring muslingerne. Med det resultat, at fjorden støt og roligt ophober langt flere næringssalte, end den ville have gjort før placering af muslingefarmen.

Fjorden forurenes således mere og mere lokalt. Vandet bliver mere og mere uklart. Ålegræsset kvæles af mangel på lys eller overvokses af fastsiddende alger. For til sidst at forsvinde helt. Naturlige muslingebanker på bunden kvæles eller udsultes af artsfæller i overfladen.

Man ser tydeligt denne udvikling, hvis man forlader den stærkt forurenede Skive Fjord med dens mange muslingefarme og tager den korte vej tværs over vandet – ind i den tilstødende Louns Bredning, som brillerer med frisk ålegræs – og ingen muslingefarme.


Muslingeopdræt har således flere ansigter – flere negative effekter end blot iltsvind. Vil man vide endnu mere om muslingernes forunderlige liv og komplicerede økologi, da kan man med fordel læse nedenstående 28 siders publikation fra Stockholms Universitet.

Her har man forsket i muslingernes økologi siden 1980’erne. Og her anbefaler man ikke muslingeopdræt i stor skala. Man advarer mod de negative konsekvenser.

https://balticeye.org/globalassets/fokusomraden/overgodning/musselfarming/nutrient-removal-capacity-and-potential-ecological-consequences-of-blue-mussel-farms-for-nutrient-abatement-in-the-baltic-sea.pdf

© 2021 Tekst & fotos: Steen Ulnits

Svinevirus i Limfjordsmuslinger

Tilbage i 2013 opdagede muslingeforskere fra DTU ved en tilfældighed, at der som det eneste sted i Danmark var svinevirus i muslinger fra Limfjorden.

Opdagelsen blev gjort af en ph.d. studerende, som var på jagt efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker. I stedet fandt han svinevirus. 

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus i nord til Fyn i syd. Men det var kun i Limfjorden, at han fandt svinevirus i muslingerne. Det drejede sig om den (i hvert fald indtil videre) svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). 

Man vidste, at man til en vis grad overser virus, når man undersøger skaldyr for Coli-bakterier. Men man var ikke klar over omfanget af dette. Man undersøger muslingerne med henblik på kategorisering af områder for muslingefangst. Disse inddeles i kategorierne A, B og C, alt efter hvor rene de er. Kun fra A-områder må toskallede bløddyr, som eksempelvis østers, sælges med henblik på at blive spist rå. 

Fødevareinstituttet udtalte dengang, at man betragtede fundet af PCV2 som en mulig ny indikator på omfanget af svineforurening i muslingebanker. Den kan bruges nu, hvor EU har bedt sine medlemslande foretage en kortlægning af alle kysters forureningskilder, der kan have indflydelse på hygiejnen i netop skaldyrsområder.

Desværre ser det ikke ud til, at myndighederne i form af DTU Fødevareinstituttet har fulgt op med nye undersøgelser siden den grimme opdagelse i 2013. Man er tilsyneladende bange for, hvad man så ville finde – og i hvilket omfang. Det vil skaldyrsindustrien på Limfjorden ikke være glad for – den årlige skaldyrsfestival på Mors nok heller ikke.

Fødevareinstituttet var derfor også hurtigt ude med beroligende ord om, at svinevirus ikke smitter mennesker, og at man derfor ikke skulle være bange for at spise inficerede Limfjordsmuslinger. Eller østers for den sags skyld. 

Man må formode, at hvis der er svinevirus i blåmuslinger, så er der også i østers. Det er jo det samme limfjordsvand, de to arter lever af at filtrere.

Svine-MRSA

Desværre får man straks flashbacks til svine-MRSA, der jo heller ikke kunne smitte fra svin til mennesker. Som var helt ufarligt. Sagde myndighederne. Dengang.

I dag er alle konventionelle svinefarme smittede, og rigtig mange svinearbejdere er enten selv smittede eller passive smittebærere. En smitte, de så kan sende videre til deres børn og bedsteforældre via skoler og plejehjem med flere andre steder. I dag er det definitivt slut med, at glade skolebørn kan kysse bløde grisetryner og smittes via dem, når de besøger svinefarme.

Rundt omkring på landets hospitaler er der allerede flere patienter, som er døde på grund af de resistente MRSA-bakterier, der vanskeliggør eller umuliggør effektiv behandling. Patienter, som i bedste fald har måttet igennem en langvarig og kostbar alternativ behandling, hvor det har været muligt eller kunnet nås. 

Til dato er der registreret ti dødsfald på grund af MRSA. Men som en optimistisk svineavler for nogle år siden beroligede os: 

Det er jo kun de syge og svage, der dør…

Så hvem ved. Måske vi om føje år vil kunne føje svinevirus til rækken af kostbare dårligdomme, som er påført os af det stedse mere intensive landbrug med stedse flere svin i staldene, mere gylle på markerne og flere svinevirus i vandet?

Hav og fjord æder jord

Det er ikke kun idel lykke som landmand at kunne køre rundt på sine marker med udsigt over Limfjorden. Her går blæsten nemlig stadig frisk, som det lyder i sangen. Så frisk, at fjorden hvert år gør et større eller mindre indhug i jorden. Vandet er imidlertid langt fra så friskt som beskrevet i sangen. Længere.

Udsigtsglade jordejere pløjer nemlig så tæt på skrænten, at den næsten ikke kan gøre andet – end at give efter. Det viser billeder publiceret i Landbrugsavisen tydeligt. Her kan man se kornet skride ud over skrænten, der næppe bliver stærkere eller mere stabil af, at de lokale landmænd kører helt ud til kanten med deres tonstunge traktorer, giftsprøjter og mejetærskere.

Det blev i sin tid antaget, at den fundne PCV2 svinevirus måtte stamme fra de enorme mængder gylle, der i dag spredes på danske marker – i dette tilfælde helt ud til Limfjorden hvis ikke direkte ud i den. 

På vej til Fur delte vi engang færge med en gyllevogn, der i løbet af kort tid tømte hele sit indhold ud på den lille limfjordsø – helt ned til stranden, hvor det samlede sig i en mindre sø kun få meter fra vandet. Gylle, der med sikkerhed og efter kort tid ville ende direkte i den salte Limfjord. Med det første højvande. og til stor skade for vandmiljøet.

Så måske det ville være en rigtig god idé ikke at pløje helt ud til kanten alle steder, hvor jorden skal dyrkes. Det er jo ikke kun gylle, der vaskes ud i vandmiljøet. Det gør også RoundUp med flere andre miljøskadelige stoffer, der sprøjtes eller hældes ud på marker landet over. 

Så måske det ville være en rigtig god idé at genindføre tidligere tiders beskyttende og dyrkningsfri randzoner?

Steen Ulnits

PS: Svinevirus må ikke forveksles med den frygtede svinepest, som ofte er dødbringende for svinene i løbet af ganske få dage. Og som senest medførte bygningen af et 70 millioner kroner dyrt svinehegn langs hele den dansk-tyske landegrænse.

Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:


“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.  

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”


Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn


 

Karenia mikimotoi


Ny giftig alge i Limfjorden

Midt i marts måned kunne man i den lokale dagspresse læse, at døde sild i hundredvis eller måske tusindvis var drevet i land i Løgstør Bredning i den vestlige del af Limfjorden. Mistanken rettede sig straks mod de Chatonella-alger, der kort før jul – i december 2019 – tog livet af 600 tons høstklare havbrugsfisk i den ligeledes stærkt forurenede Horsens Fjord.

Mistanken viste sig siden ubegrundet. I stedet fandt Miljøstyrelsen en japansk alge, der viste sig at være den sandsynlige årsag til de ilanddrevne sild i Limfjorden. Furealgen Karenia mikimotoi er nemlig i denne vinter observeret i Limfjorden. Algen er giftig over for fisk og bunddyr, men ikke for mennesker.

I februar måned havde Miljøstyrelsen fundet algen, Karenia mikimotoi, i Limfjorden. Det er usædvanligt at finde algen så tidligt på året, da den normalt forsvinder om vinteren og først dukker op igen sidst på sommeren. Karenia er ikke kendt som nogen koldtvandsalge.

Algen blev observeret i sommeren 2019 især i området ved Løgstør Bredning, hvor den blomstrede kraftigt op i løbet af oktober. Masseopblomstringen varede ved i november og december, og også i februar 2020 blev der observeret relativt mange individer. Det er usædvanligt, at denne alge overvintrer, men det kan hænge sammen med den varme vinter.

Miljøstyrelsens har således i denne vinter målt de varmeste vandtemperaturer i overfladen i de over 30 år, man har foretaget målinger. Samtidig er der målt usædvanligt høj fluorescens og klorofylkoncentration i årets første måneder, hvilket indikerer en meget høj algeproduktion.

indvandrer fra Japan

Karenia mikimotoi blev første gang observeret i Japan i 1935. Den har siden spredt sig – givetvis via ballastvandet i internationale handelsskibe – til mange andre lokaliteter verden over, heriblandt østkysten af USA, Norge og den Engelske Kanal. Her har der været massive opblomstringer af “rødt tidevand” i 1978, 2005 og 2008, hvor denne alge har været involveret – med dræbte fisk og bunddyr til følge. 

Karenia mikimotoi er ikke observeret som giftig for mennesker. Alligevel anbefales det, at vinterbadere undlader at bade i områder med mange alger. Man bør heller ikke lade sin hund svømme i uklart og algefyldt vand. Algens giftstof er kendt for at kunne slå fisk og bunddyr ihjel, og algen har tidligere været årsag til fiskedød i Limfjorden.

Som alle andre alger er også Karenia helt afhængig af, at der er tilstrækkeligt med næringsstoffer til stede i vandet. Med den nuværende massive udledning af næringssalte fra landbrug og vandbrug har denne og andre alger aldrig haft bedre vækstbetingelser. Havvandet bliver stedse varmere, og vi må derfor regne med mange flere algeopblomstringer i den nærmeste fremtid. 

Bjarne Hansen, der er søn af den navnkundige Rav Aage fra Thyborøn, har imidlertid stillet spørgsmålstegn ved, om det nu også var Karenia-algen, der slog sildene ihjel. Om det blot var en bekvem (bort)forklaring fra myndighedernes side. Hvis nu årsagen i stedet var eksempelvis giftigt havneslam dumpet i området?

Bjarne Hansens skepsis over for den bekvemme algeforklaring skyldes solid mistillid til de lokale myndigheder og deres dækken over mange års tvivlsomme aktiviteter i forbindelse med Cheminova-giftfabrikken på Harboøre Tange. En historie, du kan læse meget mere om her.

Faktum er i hvert fald, at ingen kender den virkelige årsag til sildenes pludselige død i den vestlige del af Limfjorden. Ingen fisk er indtil videre blevet analyseret for mulige giftstoffer. For tænk nu, hvis Miljøstyrelsen fandt frem til en ubekvem sandhed, man var nødt til at tage stilling til og gøre noget ved:

An Inconvenient Truth”, som Al Gore kaldte det… 

Den mistillid kan man ikke fortænke Bjarne i. Den mistillid er vi mange, der deler. Og når man betænker, at der klappes (dumpes) potentielt farligt havneslam i sårbare Natura 2000 områder, som den danske stat selv har udpeget og efterfølgende forpligtet sig til at beskytte, så forstår man ham endda rigtig godt.

Det hænger ikke sammen på nogen mulig måde. Det er rigtig dansk, og det er rigtig dumt.

Men også uhyre bekvemt…

© 2020 Steen Ulnits


 

Badning Forbudt

EU har netop vurderet vandkvaliteten ved badestrande over hele Europa. Det kan man læse om i den årlige badevandsrapport fra Det Europæiske Miljøagentur, som baserer sine målinger på data fra 2018.

Der måles på de såkaldte fækale bakterier i vandet – bakterier, som findes i tarmen på såvel dyr som mennesker, og som kan forårsage maveinfektioner, hvis man kommer til at sluge en mundfuld vand under badeturen. Til dem hører de udbredte Coli-bakterier.

Der måles ikke på andre bakterier end disse, og man kan derfor sagtens komme ud for en badestrand med et “Blåt Flag” vajende og masser af andre bakterier i badevandet. Blot de ikke hører til de fækale af slagsen.

Typisk vil der være oceaner af bakterier nær forurenende havbrug, som lukker alt deres spildevand urenset ud gennem de åbne masker i de flydende netbure – indeholdende såvel fækalier som foderrester, antibiotika og diverse hjælpestoffer.

Ikke mindst ved det smalle Lillebælt er der ofte foruroligende kort mellem stærkt forurenende havbrug og velbesøgte badestrande. Visse steder ligger de forurenede netbure ikke længere fra land, end at man kan svømme ud til dem.

God sommer og godt badevand

Omkring 85 % af alle badestrande i Europa levede sidste år op til EU’s krav om højeste vandkvalitet. Godt 95 % levede op til minimumskravene.

EU målte sidste år på godt 1.000 danske badestrande, hvoraf de 900 ligger ved kysterne og resten inde i landet – ved de såkaldte badesøer.

897 af de kontrollerede strande har en “fremragende” vandkvalitet. 87 har en “god” vandkvalitet, mens 20 må nøjes med prædikatet “tilstrækkelig” vandkvalitet. 

Kun de ovennævnte 14 lokaliteter har en “dårlig” vandkvalitet, hvor badning frarådes.

Kilde: Det Europæiske Miljøagentur


 

Cheminova

IMG_0372

Giftfabrikken Cheminova på Harboøre Tange mellem Limfjorden og Vesterhavet er fortidens synder, når de er værst. Samt nutidens fortielser og fornægtelser. Læs historien her:

Cheminova – en tikkende giftbombe

Du kan også vælge at få yderligere overblik over området i det vestligste Vestjylland – lukt ud til Vesterhavet – via denne smukke overflyvning af Høfde 42:

Droneoptagelse af Høfde 42

Eller tag en rundtur i den charmerende fiskerby Thyborøn, hvor mange af indbyggerne arbejder på netop giftfabrikken Cheminova:

Sommer i Thyborøn

Sommer i Thyborøn

IMG_0372Ravhuset. Her sælges rav til turister og kæmpes for det lokale miljø på Harboøre Tange.


IMG_0370

Mågedans på havnen i Thyborøn. Hvad folk og fugle ikke vil gøre for et gratis måltid…


IMG_0405

Den gamle transformatorstation, hvor elektriciteten gik tværs over fjorden til Nordjylland.


IMG_0371

Bjarne Hansen, Rav Aages søn, fortsætter kampen mod giftforureningen fra det gamle Cheminova.


IMG_0419

Mindesten for de mere end 8.000 tyske og engelske sømænd, der omkom den 31. maj 1916.


IMG_0373

Kanon bjerget fra vraget af den tyske krydser “Rostock”, der sank efter søslaget i 1916.


IMG_0420

Tysk beton fra Anden Verdenskrig er af høj kvalitet og holder nemt et halvt århundrede.


IMG_0470

Den kanon er ret meget større, end man lige skulle tro – når man ser den close up.


IMG_0469

Bjarne Hansen med sine to kvindelige åndsfæller i miljøkampen: Caroline og Bente


IMG_0565

Giftig snak på Høfde 42. Det kommer altid lidt tættere på, når man står midt i det…


IMG_0544Kommunen har fjernet advarselsskiltene mod gift i undergrunden. Bjarne sætter nye op.


IMG_0542

Jorden på Harboøre Tange ud for det gamle Cheminova er noget af det giftigste i Danmark.


IMG_0406

Indsejlingen til havnen i Thyborøn. Nordjylland ses tydeligt på den anden side af Limfjorden.


IMG_0404

Det gælder om at have redningsudstyret ved hånden. Strømmen løber stærkt i Thyborøn Kanal.


IMG_0430

Mens vi venter på den gamle færge: Et smugkig gennem det knuste vindue til den nye.


IMG_0429

Færgen fra Agger på vej ind i færgelejet Thyborøn havn. Der er tungt læs og trangt ombord.


IMG_0431

Nogle er bedre forberedt end andre. Denne 4-hjulstrækker kunne sikkert svømme over selv.


IMG_0334

Tørken har sat sine grimme spor på de små strandsøer på Agger Tange. De er ved at tørre ud.


IMG_0337

De sorte køer må krydse den næsten udtørrede sø for at finde frisk græs i sommerheden.


IMG_2666

Det er et hårdt liv at være træ i Nordvestjylland. Det ses tydeligt på væksten og hældningen.


IMG_2604

Lodbjerg Fyr knejser majestætisk over det flade kystlandskab. Det kan ses på 35 km’s afstand.


IMG_2664

Saftigt ser det ud, men et hårdt liv er det. Ingen tvivl om den fremherskende vindretning.


IMG_2084

Strandkøerne heroppe ser ikke mange turister. De er derfor nysgerrige og tillidsfulde.


IMG_0530

En hjerteformet solnedgang i strandkanten. Nordjylland, når det er bedst!


© 2018 Tekst & fotos: Steen Ulnits

Skiltefotos af

Caroline Castanie Eggerts Bloch


Læs og se mere her:

Cheminova – en tikkende giftbombe

Droneoptagelse af Højde 42

MRSA anno 2018

MRSA 2017


I 2017 barslede Miljø- og Fødevareministeriet med den længe ventede rapport om den frygtede svine-MRSA bakterie, som er blevet multiresistent over for antibiotika. Trods flere års advarsler om den farlige udvikling.

Rapporten frikender ikke uventet de ansvarlige myndigheder, som længe har overset de mange advarsler – med det resultat, at stort set alle danske svinebesætninger nu er MRSA-inficerede. De fleste økologiske dog undtaget.

Danske politikere havde chancen, da udbredelsen endnu var ringe, men skiftende fødevareministre gjorde bevidst ikke noget ved problemet.

Den 137 sider lange rapport indeholder mange interessante data, som her er forsøgt samlet på overskuelig vis. – Hvor stammer den potentielt dødbringende bakterie fra? – Hvad har den hidtil anrettet af ulykker? – Og hvad planlægger myndighederne at gøre ved det? Men allerførst: – Hvad er egentlig MRSA for en størrelse?

– Hvad er MRSA?

Den er for det første ikke ret stor. Den er nemlig en bakterie. En stafylokok, for at være helt præcis. En stor familie af bakterier, som volder problemer overalt, hvor de findes. MRSA er helt præcist en forkortelse for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus. 

Der er tale om stafylokokker, som er blevet modstandsdygtige over for de mest effektive og anvendte midler til bekæmpelse af stafylokokker, nemlig penicilliner og beslægtede antibiotika. Methicillin var det første special-penicillin udviklet til behandling af netop Staphylococcus aureus.

I Sundhedsvæsenet deler man MRSA-smittede personer op i passive bærere og aktivt syge. En MRSA-bærer er en person, der bærer MRSA – som oftest i næsen – uden at have en egentlig infektion. MRSA vil først aktiveres, når dens bærer har et svækket immunsystem – typisk i forbindelse med sygdom – eller den overføres til allerede syge og svækkede personer.

CC398 eller MRSA 398 er den faglige betegnelse for svine-MRSA, som man i starten ikke mente kunne smitte mennesker. Det ved vi i dag, at den rigtig godt kan. Det kan ske via fysisk kontakt eller via luftvejene.

Dødsfald pga. MRSA

Det gik egentlig meget godt med at leve med MRSA-truslen – lige indtil 2014, hvor der pludselig dukkede tre dødsfald op, som skyldtes netop MRSA. Oplysningen kom frem i en retssag, hvor en kendt overlæge var indkaldt som vidne:

– Fra mit eget hospital har jeg kendskab til en patient, der sidste år døde af en MRSA-infektion fra svin. Da jeg rapporterede dødsfaldet, spurgte jeg Statens Serum Institut, om der havde været andre tilfælde. Og det var der, et i 2012 og igen et året efter, sagde overlæge på Odense Universitetshospital og professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

De ansvarlige veterinærmyndigheder fejede problemet af banen med, “at vi ikke kan komme smitten til livs i Danmark alene, når mennesker og dyr rejser mellem lande”, som det så smukt lød.  Som om det ikke var et selvskabt dansk problem fra vor massive svineproduktion, der allerede dengang var ude af kontrol.


IMG_1808


I retssagen, hvor overlægen var indkaldt som vidne, blev der rejst tiltale mod journalisterne Kjeld Hansen og Nils Jørgen Mulvad. De to offentliggjorde i oktober 2010 adresserne på 12 svinebesætninger, hvor der var infektioner med MRSA-bakterier. De offentliggjorde også navnene på et ægtepar, der var ejere af en inficeret svinefarm og smittede med MRSA.

De to journalister mente, at sagen var i offentlighedens interesse, og at de derfor i henhold til Medieansvarsloven skal frifindes. De to journalister har i mellemtiden fået medhold i deres sag.

Siden da er det støt og roligt gået den helt forkerte vej. Indtil videre har svine-MRSA således kostet 7 danskere livet. Og bakterien har spredt sig til næsten alle konventionelle svinebesætnnger.

Smittefaren

I lang tid bildte svinebranchen og fødevaremyndighederne sig selv og vi andre ind, at MRSA ikke var ret smittefarlig. Trods dette oplevede man en stor stigning i antallet af smittede – passive bærere såvel som patienter med infektion.

I dag ved vi som sagt, at svine-MRSA er ganske smitsomt. Det smitter mennesker ved såvel fysisk kontakt med inficerede flader – eksempelvis dørhåndtag – som via luften i ikke mindst svinestalde, hvor bakterierne findes overalt – specielt i støv og støvfyldt luft.

MRSA tages ikke alvorligt af svinebranchen, som primært fokuserer på egen indtjening og ikke tænker på konsekvenserne for andre samfundsborgere. Det må gerne koste dødsfald blandt uskyldige danskere at holde svineeksporten oppe. Holdningen fremgår tydeligt af dette tweet i en tidligere debat om netop MRSA:


IMG_1796


Det er åbenbart helt OK, at alvorligt syge mennesker dør af MRSA. Når blot raske mennesker ikke gør det. Det er bare ærgerligt, hvis man bliver syg og et let offer for MRSA. Mener altså svinebranchen. Så må man godt dø.

Et besynderligt argument og mærkeligt livssyn, der tydeligvis er fremherskende blandt svineavlere og andre beskæftiget i eller med denne branche. De selvsamme personer og organisationer kæmpede da også med næb og kløer for at undgå offentliggørelse af MRSA-inficerede svinebesætninger.

Dette blandt andet for at udgå stigmatisering af de medarbejdere, som jo nu udgjorde og udgør en klar smitterisiko for resten af befolkningen. Eller egne børn i forhold til deres skolegang og smitterisikoen herved.

Det kostede som tidligere nævnt et langt juridisk tovtrækkeri at få rettens ord for, at myndighederne ikke måtte hemmeligholde navne og adresser på disse. En alvorlig streg i regningen for svinebranchen, hvis ejere, børn og medarbejdere nu risikerede at blive gjort til pariaer i det danske samfund.


Fødevareminister Eva Kjer Hansen, Venstre

Fødevareminister Mette Gjerskov, Socialdemokratiet

Fødevareminister Dan Jørgensen, Socialdemokratiet


Mere end 88% af samtlige danske svinebesætninger er i dag inficeret med MRSA. Og omkring 70% af alle ansatte i branchen er i dag selv smittebærere. Daværende sundhedsminister Nick Hækkerup forbød derfor skolebesøg i MRSA-smittede svinestalde, hvilket er stort set alle konventionelle svinebrug. Kun de økologiske svinestalde er endnu så nogenlunde fri for MRSA.

Slut med at kysse grisen?

Skolebørn i inficerede svinestalde er oplagte smittebærere, der kan bringe smitte ud i det øvrige samfund – som sunde og raske smittebærere til måske svage og syge bedsteforældre. Smitten kan overføres via luftvejene eller simpel fysisk kontakt. Blot man giver sit barn et knus, giver hånd eller låner en smittets mobiltelefon, er der reel smittefare. Det siger således sig selv, at sex er en helt oplagt kilde til overførsel af MRSA.

Medarbejdere i smittede svinebrug er således en kostbar affære for samfundet. Dels er det langt fra altid, de frivilligt opgiver deres arbejdssted i svinebranchen. De er bange for at blive udstødt. For at blive “stigmatiserede”, som det så fint også hedder.

Og gør de det endelig – fortæller om deres arbejde i svinebranchen – koster en enestue rundt regnet det danske samfund 3.000 kroner ekstra hver eneste dag under indlæggelsen – for om muligt at holde smitten væk fra de øvrige patienter, som jo meget ofte er i farezonen. De er naturligvis svækkede og sårbare, siden de er indlagt på et sygehus.


Svinevirus i Limfjordsmuslinger

I 2013 foretog DTU Aqua en undersøgelse af blåmuslinger i de indre danske farvande. Helt tilfældigt fandt man da muslinger, som var inficerede med den svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). Fundet af svinevirus blev gjort tilfældigt i forbindelse med søgen efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker.

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus og ned til Fyn. Men det var kun i Limfjorden, at forskerne fandt svinevirus i muslinger. Sikkert fordi man her har en af landets højeste svinetætheder og derfor oplever massiv udsivning af svinegylle fra de omkringliggende marker.

PCV2 smitter så vidt vides ikke mennesker, og ifølge DTU bør fundet heller ikke vække bekymring for at spise muslinger. Men sådan sagde man jo også om MRSA for blot nogle få år siden, og det holdt jo ikke stik. MRSA viste sig endda at koste menneskeliv.

Der er så vidt vides ikke efterfølgende undersøgt for svinevirus i limfjordsmuslinger, og der er heller ikke planer om at gøre det. Limfjordens attraktive østers er aldrig blevet undersøgt overhovedet.

Lokale interesser i østersturismen og den store årlige skaldyrsfestival på Mors øger naturligvis ikke interessen for at få problemets omfang og mulige konsekvenser belyst…

© 2017 tekst: Steen Ulnits

© 2017 fotos: ft.dk


Stop MRSA