Tag-arkiv: Landbrugspakke

Græs og Grus i det Grønne maskineri

Den Grønne Trepart arbejder for fuldt tryk med at tage landbrugsjord ud af drift. Dette for om muligt at skåne det danske vandmiljø for yderligere algeblomst og iltsvind.

Denne udtagning af landbrugsjord skal i første omgang ske ad frivillighedens trange vej, som desværre har et dårligt renommé i forbindelse med dansk landbrug. Læs gerne artiklen “Landbrugets forsvarsværker”.

Ikke mindst sporene efter de manglende mini-vådområder fra Løkkes Landbrugspakke i 2016 skræmmer. Det var rene luftkasteller, som blot skulle muliggøre øget forbrug af gødning på de danske marker. Uden at levere det lovede den anden vej. Vi ser nu resultaterne i form af det ene rekordstore iltsvind efter det andet.

Staten har derfor måttet ud med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer” rundt omkring i landet. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel.

Her har danske skatteborgere måtte punge ud med op til 240.000 kroner per hektar udbrændt og overgødet landbrugsjord. Det er rekordhøje priser, som forgylder de heldige landmænd og jordejere, der her kan komme af med dårlig landbrugsjord til skyhøje priser.

Flere steder står de lokale treparter allerede klar med lange lister over de planlagte tiltag, der skal redde vandmiljøet fra kvælningsdøden. Man har udpeget de områder, der skal braklægges, omlægges eller tilplantes med ny skov i henhold til trepartsaftalen.

I Thy bedyrer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han. Som ellers vedtaget i Den Grønne Trepart, kommunen selv indgår i.

Borgmesteren foreslår i webmediet Altinget, at driften i stedet omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med den mandshøje fodermajs som det mest kendte og synlige eksempel på en stærkt lækkende afgrøde.

I Thisted Kommune har man til dato peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, som skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren vægrer sig nu ved at udtage de resterende 8.000 hektar. Det vil gå ud over beskæftigelsen, lyder begrundelsen.

Tørre tal om Limfjorden

Borgmester Pedersen begrunder det over for Altinget med, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket der jo ikke er noget nyt i.

Det vil ifølge borgmesteren gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten lige så meget som hidtil udpeget. 8.000 hektar mere.

Venstre-borgmesteren bakkes op af Landboforeningen Agilix, Fjordland og Landboforeningen Midtjylland. De repræsenterer alle hardcore jordbrugere af den intensive slags.

Mere end 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må i så fald leve med, at landbruget også fremover forurener fjord og hav med næringssalte og pesticider.

Danmarks Naturfredningsforening, som er med i Den Grønne Trepart, mener ligefrem, det vil være at gøre grin med andre kommuner, hvis Thisted slipper billigere end dem. Ved blot at omlægge til græs.

Hvis Den Grønne Trepart skal nå i mål i vandoplandet til den hårdt belastede Thisted Bredning, da skal udledningen af kvælstof reduceres med 522,8 tons. Af denne udledning stammer op mod 95% fra landbruget.

Borgmesteren mener ifølge Altinget, at en omlægning til dyrkning af græs på de resterende 8.000 hektar jord alene vil kunne reducere udledningen til vandmiljøet tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord.

Men kan man overhovedet det? Holder dette regnestykke i praksis, eller er det blot kreativ talgymnastik?

Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede her og nu er vidner til. Rekordtidligt efter en ellers enig vedtagelse. En nordjysk protest imod den aftale, Landbrug & Fødevarer med flere ellers selv har været med til at udforme.

Borgmesteren i Thisted er for øvrigt selv tidligere formand for samme landbrugsorganisation.

“Landbrugets forsvarsværker”

Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”

Formuleret af

Jørgen Henningsen,

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

Baggrundsinfo om Limfjorden

Der er ikke færre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til den store og stærkt forurenede Limfjord.

Limfjorden er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.

Limfjorden er samtidig det sted, hvor man tilbage i 2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en tilfældig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus. For øvrigt med Limfjorden som det eneste af de undersøgte steder i Danmark.

Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man samtidig gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden. Hvert år med sæde i Nykøbing Mors.

Siden fundet i 2013 har man derfor klogeligt ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. Man taler naturligvis slet ikke om det.

En gammel og klog erkendelse, for der er givet stadig svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske endda mere end i 2013. Præcis som der jo stadig er gift i vandet ud for Cheminova ved samme Limfjord. Der er jo ikke fjernet noget.

Men alt det har Den Grønne Trepart ikke direkte noget med at gøre. Svinevirus i muslinger er blot en uheldig bieffekt af det højintensive landbrug omkring Limfjorden og de kolossale gyllemængder, der konstant spredes ud over de tilstødende marker.

I Den Grønne Trepart drejer det sig umiddelbart om aktiviteterne inde på landjorden. Om udvaskningen af næringssalte fra de overgødede marker til den iltsvindsramte Limfjord.

Thisted-borgmesterens udmelding om blot at omlægge driften til dyrkning af græs i stedet for udtagning af jord, har derfor bragt sindene i kog flere steder. For kan man overhovedet det i henhold til den indgåede trepartsaftale?

Og kan man det, kan man vel gøre det samme over hele landet. I så fald vil Den Grønne Trepartsaftale jo reelt være afgået ved døden. Næsten før den er kommet i gang. Lad os tage et nærmere kig på aftalen og dens ordlyd.

Nogle nøgletal

Udgangspunktet for Den Grønne Trepart er, at 390.000 hektar jord skal omlægges. Heraf 140.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud af drift. Og 250.000 hektar ny skov, der skal plantes. Hvordan det så end skal kunne lade sig gøre.

Samlet set skal trepartsaftalen resultere i 13.800 tons mindre kvælstof udledt til hav og fjorde, hvilket med et optimistisk skøn vil give vandmiljøet det fornødne pusterum. Flere forskere mener dog, at det slet ikke er nok.

En af målsætningerne med aftalen er helt konkret udtagning af landbrugsjord – især kulstofrige lavbundsarealer – samt etablering af ny skov og natur.

Aftalen indeholder også planer om permanent ekstensivering af arealer, der ikke længere dyrkes intensivt. Dette indebærer begrænsninger i gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, men muliggør dog, at der stadig kan være græsning eller høslæt.

Der er i forliget afsat midler og ordninger til støtte, opkøb og arealfonden, der skal drive disse omlægninger. Spørgsmålet er så bare, om man uden videre kan vælge at ændre landbrugsjord udpeget til udtagning – til arealer dyrket med græs i stedet.

For hvor langt kan man nå med dyrkning af græs i stedet for den ellers planlagte udtagning? Og hvad medfører omlægning til græs for land og vand i det pågældende område?

Knap 60% af Danmarks samlede areal bruges i dag til landbrug. Heraf bruges omkring 80% til dyrkning af foderafgrøder. Kun godt 10% bruges til afgrøder, der ender som menneskeføde. Dette omfatter brødkorn, frugt, grøntsager og kartofler.

I gennemsnit bidrager dyrket dansk landbrugsjord med udvaskning af omkring 50 kg kvælstof per hektar per år. Tallet kan ifølge faglitteraturen typisk svinge fra 30 til 60 kg, alt afhængig af afgrøde, jordtype, dyrkningsform og nedbørsmængde.

Det er et kompliceret emne, som man må dykke dybt for at få konkrete svar på. I faglitteraturen kan man dog finde følgende konkrete værdier for udvaskning af kvælstof (N) fra forskellige afgrøder:

Udvaskning fra jord og afgrøder

Majs: På en suveræn førsteplads som den afgrøde, der lækker mest kvælstof til vandmiljøet, finder vi majsen.

Mandshøje majsmarker er sprunget op over hele landet og udgør i dag den suverænt største trussel mod vandmiljøet – som resultatet af den gigantiske danske animalske produktion. Fodermajs har ikke sit navn for ingenting.

Man ser ofte bunker af indtørret sort slam fra rensningsanlæg ved majsmarker, som har brug for ekstra gødning for at vokse optimalt. Renheden af dette slam er selvsagt yderst diskutabel.

Udvaskning til vandmiljøet:

40-80 kg kvælstof per hektar per år

75-120 kg fra barjord efter høst.

Den mest lækkende af alle afgrøder.

Kartofler: En sart afgrøde, som generelt kræver megen gødning, da den har et overfladisk rodsystem, som ikke kan gå i dybden efter flere næringsstoffer.

Kartofler er samtidig en intensiv afgrøde, som kræver megen sprøjtning – ikke mindst mod skimmelsvamp, der kan ødelægge hele marker på få dage. Tidligere brugte man det giftige stof Methoat til kartoffeldyrkning, men det blev forbudt over hele EU i 2019.

Samtidig dyrkes kartofler typisk på sandjord, hvilket i sig selv resulterer i høj udvaskning af både kvælstof og rester af sprøjtegifte til vandmiljøet. Kartofler er samlet set den afgrøde, der belaster miljøet mest.

Udvaskning til vandmiljøet:

30-80 kg kvælstof per hektar per år

3-8 kg ekstra fra vaskevand.

100 kg fra sandjord er registreret.

Korn: Endnu en intensiv afgrøde, som kræver både gødskning og sprøjtning. Dette gælder såvel vinterhvede som vårbyg og raps.

I Danmark dyrkes de forskellige kornsorter primært til dyrefoder. I følge Danmarks Statistik går mere end 70% af den danske kornproduktion til dyrefoder. Kun 20-25% går til menneskeføde.

Udvikling af resistente kornsorter har reduceret brugen af sprøjtegifte i de seneste år. Og da korn ofte dyrkes på fede jorde, er udvaskningen til vandmiljøet typisk mindre end for eksempelvis majs.

Udvaskning til vandmiljøet:

30-60 kg kvælstof per hektar per år

50-80 kg på sandet jord med stor udvaskning.

Græs: Suverænt den afgrøde, som dyrkes mindst intensivt og resulterer i mindst udvaskning til vandmiljøet. Ofte dyrket sammen med kløver.

Græs kan dyrkes intensivt eller henligge ekstensivt som permanente marker. Græs høstes til foder, hvilket gælder mere end 90% af den danske græsproduktion. Malkekøer får ensileret græs i deres grovfoder. Kødkvæg og får græs både frisk, som hø og som ensilage.

Især på naturarealer er afgræsning en vigtig del af husdyrproduktionen. Græs er samtidig en vigtig afgrøde til fiksering af kvælstof, hvilket reducerer behovet for gødskning. Populær i økologisk landbrug.

Udvaskning til vandmiljøet:

2-20 kg kvælstof per hektar per år ved ekstensiv drift

20-40 kg ved intensiv drift. Dobbelt op.

Lavbund: Der er forskel på udvaskningen fra forskellige lavbundsprojekter, hvor jorden tages ud af drift. Forskellen skyldes ikke mindst jordbunden og dens surhedsgrad.

Tilgængelige tal for konkrete projekter såsom Aggersvold Enghave på Midtsjælland ser ud som vist herunder. De stammer fra Naturstyrelsen og giver en god indikation af udvaskningens størrelse:

Kommende naturarealer: 2,5 kg kvælstof per hektar per år

Nuværende naturarealer: 5 kg kvælstof per hektar per år

Vedvarende græs: 10 kg kvælstof per hektar per år

Landbrugsjord i drift: 50 kg kvælstof per hektar per år

Der er naturligvis tale om grove overslag med store variationer. Men tallene taler dog deres tydelige sprog om udvaskningen af kvælstof fra forskelige arealer med eller uden drift. Ved dyrkning af forskellige afgrøder.

Det er således ganske store mængder kvælstof, man kan spare vandmiljøet for, ved regulær udtagning af landbrugsjord. I stedet for den omlægning til græs, som borgmester Pedersen nu foreslår sin Grønne Trepart. Og som Danmarks Naturfredningsforening derfor opponerer imod.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “kommende natur” sker under antagelse af, at gødskning og dræning ophører, og at der over tid nås en ny ligevægt med lavere udvaskning af kvælstof.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “nuværende natur” er baseret på, at disse områder er lavtliggende, drænede og beliggende tæt på marker i drift. Derfor og herfra vil der fortsat strømme kvælstof ind i naturarealet.

På denne baggrund antages der at blive udvasket dobbelt så meget kvælstof fra eksisterende som kommende naturarealer.

Er græsset nu også grønt?

Mange ting taler således for mere græs på de danske marker. Samt mindre majs og færre kartofler. Dyrkning på sandjord bør undgåes eller begrænses.

Græs bruges ofte i sædskifte og som jordforbedring. I de seneste år har der været stort og stigende fokus på også at dyrke græs og bruge det som råvare i produktionen af biogas.

Denne produktion er dog i en tidlig fase. Tal fra 2024 viser således, at græs stadig kun udgør 10-15% af den samlede produktion – endda sammen med anden grøn biomasse. 85-90% stammer således fra gylle, halm og dybstrøelse. Det sidste en blanding af gødning og halm fra stalde.

Potentialet for biogas er dog langt større, hvis man vælger at gå den vej – at dyrke græs i stedet for udtagning og braklægning af marker. På bekostning af miljøet.

Det samme er tilfældet, hvis man fravælger traditionelle landbrugsafgrøder som korn og majs til fremstilling af dyrefoder. Og i stedet lægger om til dyrkning af græs til biogas.

Græs og græs

Men der er som sagt forskel på græs – på, om græsset dyrkes intensivt til høst eller ekstensivt til græsning eller vild natur. Forskellen kan være dobbelt op. Og så er der begrebet “permanent græs”, der ofte misforståes.

Permanent græs betyder nemlig ikke, at græsset får lov at ligge ubenyttet hen. Permanent græs betyder blot, at jorden i mindst fem sammenhængende år har været dækket af græs.

Permanent græs må gerne slås til hø eller ensilage hvert år. Men jorden må ikke pløjes eller dyrkes om med andre afgrøder. Den må dog gerne afgræsses af husdyr, som også gøder jorden. Dette ofte i forbindelse med naturgenopretning.

Græs spiller også en vigtig rolle for biodiversiteten. Dyrkes græsset ekstensivt – eksempelvis som naturenge eller med lav gødning og ingen sprøjtning – er det meget gavnligt for biodiversiteten. Udvaskningen er samtidig minimal.

Men dyrkes græsset intensivt – eksempelvis til foder med høj gødning og måske flere årlige høslæt – falder biodiversiteten markant. Udvaskningen stiger tilsvarende.

Kan græs erstatte udtagning?

Det er således ikke bare lige at udskifte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs. Ikke hvis man vil eller skal leve op til kravene i Treparten.

Det afhænger helt af dyrkningsformen, om det overhovedet er en mulighed i henhold til aftalerne i Den Grønne Trepart. Dyrkning af græs kan på ingen måde sidestilles med udtagning af landbrugsjord. Heller ikke, hvis det får lov at ligge ekstensivt hen.

Som udgangspunkt har omlægning af intensivt dyrkede marker til ekstensivt græs mange positive virkninger på miljøet. Dels via den medfølgende reduktion af kvælstofudledningen. Dels via øget biodiversitet og forbedret jordstruktur.

Endelig sker der et mindre tab af kulstof, når man ikke længere pløjer jorden. I visse tilfælde sågar genopbygning af tabt kulstof. Men det koster altsammen på indtjeningen, så landmanden kigger sig naturligvis om efter kompenserende aktiviteter.

Dyrkning af græs til biogas er en mulighed af nyere dato, men vil dog være en alt for intensiv udnyttelse til at kunne leve op til kravene i Den Grønne Trepart. Den stiller nemlig krav om såvel regulær udtagning af dyrket jord som mere skånsom drift af andre arealer.

Dyrkning af græs til foderfremstilling vil samtidig være til hinder for den øgede biodiversitet, som Treparten også tilstræber. Den Grønne Trepart stillede oprindelig primært krav om en reduktion i udledningen af CO2 til atmosfæren. Dette specielt fra lavbundsjorde.

Siden kom udvaskning af kvælstof til vandmiljøet også til – fremmet af tiltagende iltsvind i de indre danske farvande. Endelig blev der også stillet krav om en øget biodiversitet.

Flere af disse krav hænger mere eller mindre uløseligt sammen. Eksempelvis vil udtagning af lavbundsjord automatisk øge biodiversiteten, hindre udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet og reducere udslippet af CO2 til atmosfæren. Et win-win-win for miljøet.

En Grøn Trepart i forandring

Det sker i så fald på én gang og samme tid. Men så snart man griber ind i en eller flere af disse parametre, vil det uundgåeligt ændre på den samlede effekt. Og aldrig til det bedre set med miljøets øjne.

Det mest overraskende er imidlertid, at lokale parter i aftalen nu pludselig stiller spørgsmålstegn ved det, de selv har været med til at vedtage. Det, som et bredt flertal i Folketinget allerede har vedtaget.

Der er sågar sat 43 milliarder skattekroner af til gennemførelsen af planerne. Et massivt tilskud, der primært skal komme vandmiljøet til gode – sekundært landbruget. De vedtagne 522,8 tons kvælstof skal derfor findes i Thisted Kommune, og det kan ikke gøres med græs alene.

2026 er sidste chance for indgåelse af frivillige aftaler om jordudtagning og omlægning til natur. I 2027 træder en ny og målrettet kvælstofregulering i kraft, der skal sikre gennemførelsen af Den Grønne Trepart – hvis det nu ikke kan ske ad frivillighedens vej.

Den Grønne Trepart er en kompleks og kompliceret størrelse, som man kan strides om på mange områder. Dansk landbrug er nemlig en sand mester i omgåelse af indgåede aftaler.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed, da Løkkes Landbrugspakke fra 2016 skulle kompenseres med et stort antal mini-vådområder. Læs gerne

De blev nemlig aldrig til noget. Men den ekstra gødning blev skam brugt og spredt ud over markerne – og bliver det for øvrigt stadig. Det ser vi nu tydeligt i form af bræmmerne af opskyllet og slimet fedtemøg langs de danske strande.

©️ 2025 Steen Ulnits

Ovenstående skriv er foranlediget af Thisted Kommunes proklamerede planer om at omlægge næsten halvdelen af ellers udpeget jord til udtagning i henhold til Den Grønne Trepart – til dyrkning af græs i stedet.

Dette af hensyn til lokale arbejdspladser i landbruget og på bekostning af vandmiljøet i Limfjorden. Dyrkning af græs medfører nemlig langt højere udledning af kvælstof end regulær udtagning af landbrugsjord.

Typisk fem gange så meget jævnfør ovenstående værdier.

Planerne har derfor affødt øjeblikkelige protester fra Danmarks Naturfredningsforening. Her frygter man, at noget tilsvarende skal ske andre steder i landet. At det vil kunne trække tæppet væk under Den Grønne Trepart, inden den overhovedet er kommet i gang.

Læs også gerne artiklen “Landbrugets Forsvarsværker”.

Her forklarer tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen, Jørgen Henningsen, de fem på hinanden følgende skanser, som dansk landbrug altid dækker sig bag under pres udefra.

Kystvandrådene

Du er sikkert stødt på fænomenet “kystvandråd”, som der er flere af landet over. Men det står langt fra klart, hvad det egentlig er for en størrelse.

Et kystvandråd er et rådgivende organ, der er nedsat i forbindelse med vandplanlægningen i Danmark. Dette særligt i forhold til vandmiljøet i kystvande – altså fjorde, bugter og havområder tæt på land.

Kystvandrådene er en del af implementeringen af EU’s Vandrammedirektiv, som Danmark tiltrådte i 2000 og har forpligtet sig til at følge gennem sine vandområdeplaner.

Kystvandråd bliver brugt til at inddrage lokale interessenter i arbejdet med at forbedre vandmiljøet. Rådene kommer med lokal viden og forslag til indsatser, som kan hjælpe staten og kommunerne med at lave mere målrettede og effektive indsatser for at forbedre vandkvaliteten i kystnære områder.

Vi har endnu til gode at se konkrete resultater heraf.

Hvem sidder i kystvandrådene?

Et kystvandråd består typisk af repræsentanter fra:

Landbruget
Fiskeri og akvakultur
Natur- og miljøorganisationer
Erhvervsinteresser (eksempelvis turisme)
Kommuner og lokale myndigheder
Lokale borgere eller grundejerforeninger

Kystvandrådene arbejder med spørgsmål som:

Hvordan næringsstoffer (typisk kvælstof og fosfor) påvirker kystvandet
Hvor og hvordan man bedst kan reducere udledninger
Hvilke lokale løsninger og indsatser, der er mest realistiske og effektive
Prioritering af områder, der bør have særlig opmærksomhed

Kystvandrådene blev etableret som en del af Vandområdeplanerne 2021-2027 og har en rolle i at kvalificere de indsatser, staten og kommunerne planlægger i kystvande.

Dette for at sikre en “god økologisk tilstand” som krævet af EU’s Vandrammedirektiv fra 2000.

Fra fire til sytten kystvandråd

I 2023 blev de første fire kystvandråd etableret.

Det skete i en slags forsøgsordning, som skulle dække de i særklasse mest problematiske vandområder: Ringkøbing Fjord, Vadehavet, Odense Fjord og den centrale del af Limfjorden.

Som led i “Aftale om et grønt Danmark” og “Akutpakke til forbedring af vandmiljøet” blev samarbejdet skaleret op for perioden 2025–2027. Kommuner kunne ansøge om nye råd, og 13 nye blev nedsat, så i alt 17 råd nu fungerer som rådgivende organer for lokale treparter.

I starten var der således kun fire kystvandråd, men ved udgangen af 2024 blev arbejdet udvidet og hele 13 nye råd oprettet.

Kystvandrådet for Ringkøbing Fjord er således et af de ældste og derfor bedst veletablerede af kystvandrådene. Det, der længst har arbejdet med de problematikker, som gælder hele landet, og som blev ekstra aktuelle med etableringen af Den Grønne Trepart.

Sidstnævnte har primært med klima og CO2 at gøre – sekundært med kvælstofreduktion. De to områder har dog en hel del med hinanden at gøre, hvilket ofte skaber forvirring omkring problematikken.

For er det nu klima eller kvælstof, Den Grønne Trepart drejer sig om?

Uenig med kystvandråd

Det hele bliver ikke mindre kompliceret af de mange aktører, som er i spil – som ofte har helt modsat rettede hensigter med deres arbejde. Landbrug, natur og miljø er således traditionelt emner, der meget ofte modarbejder hinanden. Mens klima og miljø ofte går hånd i hånd.

Dette skisma er kommet tydeligt til udtryk i den verserende debat om udtagning af landbrugsjord. Den er længe gået alt for langsomt og gør det stadig.

Udtagningen skal ske på frivillig basis, og det har man desværre kun dårlige erfaringer med over for landbruget – med de mange manglende mini-vådområder som det bedst tænkelige eksempel.

De har overhovedet ikke levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra Lars Løkkes famøse Landbrugspakke i 2016, der gav dansk landbrug tilladelse til at bruge 20-30 % mere gødning end hidtil. Mod landet over at etablere en masse mini-vådområder til kvælstoffjernelse.

Senest har Ringkøbing-Skjern Kommune derfor udsendt en pressemeddelelse, hvor kommunen klager sin nød. Det skete den 1. juli, hvor beskeden lød således:

“Godt på vej, men langt til mål i den lokale trepart.”

Interesseorganisationen Effektivt Landbrug havde følgende kommentar:

“Trods god opbakning fra lokale lodsejere er der stadig alt for få arealer meldt ind til udtagning og omlægning i Ringkøbing Fjords opland. Kommunen advarer nu om, at manglende fremdrift kan udløses ny statslig kvælstofregulering fra 2027.”

Er der noget, dansk landbrug frygter, så er det statslig indgriben og pålæg af tvungen kvælstofreduktion. Og Ringkøbing-Skjern kommune føler selv, at den har gjort en stor indsats med arealudtagning eller rettere:

Udpegning af egnede områder til kommende udtagning.

Udtagningskonsulenterne

Der er nemlig rigtig langt mellem udpegning og udtagning af de nye landbrugsarealer. hvilket det lokale kystvandråd netop påpeger. Og derfor kan man ikke lide udlægningen fra Effektivt Landbrug, som straks maler fanden på væggen og truer med bål og brand fra regeringen.

Selv mener de nemlig i Ringkøbing-Skjern at have en god sag. Baseret på tidligere beregninger fra det lokale kystvandråd er det muligt at nå kvælstofreduktionsmålet på 1.687 ton alene ved udtagning af landbrugsjord. Uden nye statslige krav til målrettet regulering.

Den pågående udpegning har ellers udviklet sig til en ren guldgrube for et antal “udpegnings- eller udtagningskonsulenter”, som via Den Grønne Trepart har fået helt nye indtjeningsmuligheder.

De skal som lønnet direkte eller indirekte af staten rådgive i forbindelse med udpegningen af de bedst egnede områder.

De nye konsulenter skal som udgangspunkt være neutrale rådgivere, der vejleder udelukkende ud fra faglige hensyn. Vi har dog allerede set eksempler på, at det kan knibe med denne neutralitet. Hvis man enten selv er aktiv landmand eller ansat i en rådgivningsvirksomhed for samme landbrug.

Dykker man bare lidt ned i materien, finder man hurtigt frem til, at udtagningskonsulenter ofte er ansat i Landboforeninger som Agri Nord, SAGRA og Velas. Eller i konsulentfirmaer som COWI, NIRAS og Orbicon.

Alle har de fået nye gyldne tider med etableringen af Den Grønne Trepart.

Desværre har vandmiljøet endnu ikke fået det spor bedre.

Klima og kvælstof

Et af elementerne i Den Grønne Trepartsaftale er udtagning af lavbundsjord, der i forvejen er ganske uproduktiv, og som kræver stor tilførsel af næringsstoffer for at være produktiv.

Et af incitamenterne for deltagende landbrugere er, at man så vil kunne dyrke den øvrige jord endnu mere intensivt. Uden generende kvælstofregulering. Det siger i hvert fald Martin Hjort Jensen, som er viceformand i interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer:

“Det vidner om, at det kan lade sig gøre at finde de gode og nødvendige løsninger, så vi kan nå de mål, der skal til, for at vi kan komme til at dyrke mere intensivt på de øvrige jorde.”

“Når omlægningen er gennemført, kan vi rulle kvælstofreguleringen på markerne tilbage. Det er et kæmpe incitament for os, for vi er dødtrætte af rigide regler om efterafgrøder, datotyranni og meget andet.”

Martin Hjort Jensen

viceformand i Landbrug & Fødevarer

For Martin Hjort Jensen drejer Den Grønne Trepart sig således ikke om at opnå et bedre vandmiljø, men primært om muligheden for en øget produktion på de tilbageværende jorde. Selv om man stadig ikke har levet op til den lovede kvælstoffjernelse fra 2016.

Skal man tage viceformandens udtalelser for pålydende, og det skal man vel, går eksisterende produktiv landbrugsjord en hård tid i møde, når og hvis landbruget formår at leve op til kravene i Den Grønne Trepart.

Den vil da blive presset til det yderste.

Udtagning med negative konsekvenser

Udtagning af lavbundsjorde er et ud af flere tiltag i den Grønne Trepartsaftale.

Udtagningen skal reducere udledningen af drivhusgasser og dermed bremse den globale opvarmning. Som sidegevinst ved ophør af landbrugsdriften mindskes naturligvis også udvaskningen af kvælstof til gavn for vandmiljøet. Ikke mindst fordi fortsat gødning ophører.

Desværre har vi de seneste år oplevet flere tilfælde af iltsvind forårsaget af vandløbs- eller sørelaterede restaureringsarbejder. Med Fiil Sø og Lindenborg Å som konkrete eksempler på iltsvind fra afvandede områder, der pludselig sættes under vand igen.

Disse iltsvind skyldes akut nedbrydning af organisk stof, der er akkumuleret i jorden, hvor det har ligget tørt i mange år. Når denne jord sættes under vand, påbegyndes en nedbrydning af det organiske stof, som kræver ilt.

Harmløst organisk stof, som i årevis har været ude af kredsløbet, bliver pludselig farligt for vandmiljøet, der berøves livsvigtig ilt.

Det er således ikke altid ren win-win, når afvandede områder retableres og udrettede vandløb genslynges. Ikke altid, at klimatiltag og kvælstofreduktion går hånd i hånd. Heldigvis gør de det dog ofte.

Vi har under alle omstændigheder stadig meget at lære om konsekvenserne af vore omfattende ødelæggelser gennem de seneste årtier.

Det hele bliver desværre aldrig så godt, som det var engang.

Den mulighed har vi forpasset.

Ingen kvaler – hr. og fru Danmark betaler

Der findes et hæderkronet princip i dansk miljølovgivning: Det er forureneren, der betaler. Hvis altså denne vil og lovgivningen ellers kræver det.

Samtidig er det nærmest umuligt at trække tilskud tilbage – selv når man ikke har leveret varen eller overholdt de aftaler, man har indgået. Det er dansk landbrug et fremragende eksempel på. Med Lars Løkkes (V) Landbrugspakke fra 2016 som det nok mest kendte tilfælde.

Landbrugspakken gav dansk landbrug lov til at bruge 20-25% mere gødning end hidtil – mod at man så anlagde en lang række af de såkaldte “mini-vådområder” til reduktion af udvaskningen af kvælstof til det allerede dengang nødlidende vandmiljø.

Dansk Landbrug tog mod tilbuddet med kyshånd. Der blev gødet som aldrig før og udledt stigende mængder kvælstof til vandmiljøet. Imidlertid fik man aldrig etableret de mini-vådområder, man havde lovet og aftalen var baseret på.

Alligevel fik man lov til at fortsætte overgødningen og udledningerne uantastet – med et kollapset økosystem og enorme mængder fedtemøg i danske fjorde som det helt forudsigelige og meget synlige resultat.

Dansk landbrug stortrives og har med egne ord flere penge på bogen, end de nok nogensinde har haft. Dansk vandmiljø har til gengæld ikke haft det dårligere i mands minde, og nu klager EU så ikke overraskende over, at Danmark ikke har levet op til Vandrammedirektivet fra 2000.

Det er alvorligt, mener vor mærkværdige SVM-regering. Det må der gøres noget ved, udtaler den. Men skal dansk landbrug nu trækkes i den milliardstøtte, man årligt modtager – når man nu ikke har levet op til det, man selv lovede i sin tid?

Næh-nej, det skal landbruget ikke. I stedet har Mette, Lars og Troels fundet nye milliarder frem til genopretning af vandmiljøet. I hvert fald tilsyneladende.

Løsningen kaldes “Den Grønne Trepart”, og den bliver nu også langt dyrere end oprindeligt lovet.

“En historisk grøn aftale”

En “mega milliardaftale” har Danmarks Radio kaldt den Grønne Trepart. DR har nemlig set nærmere på, hvor mange milliarder aftalen egentlig kommer til at koste, og hvem der i sidste ende kommer til at hænge på regningen.

Ambitionerne er nemlig skyhøje, og det er omkostningerne derfor også. Men det er definitivt ikke forurenerne – altså landbruget – der kommer til at betale gildet. Dem, der fik i pose og sæk med Landbrugspakken fra Lars Løkke (V) i 2016.

Dem, der dengang fik og fremover får lov til at gøde mere end fagligt forsvarligt over for vandmiljøet. Og dem, der efterfølgende ikke leverede på egne løfter om etablering af kompenserende mini-vådområder. Det løftebrud koster gratis og er symptomatisk for den lovhåndhævelse, vi har indført over for landbrug og fiskeri.

Dette gælder dog ikke kun fødevareproduktionen. Det så vi senest ved det store og selvforskyldte jordskred ved Nordic Waste syd for Randers. Her kunne ejerne blot erklære sig konkurs, pakke deres sydfrugter og efterlade en regning på 300 millioner kroner til skatteborgerne. Tag den, Randers.

Altsammen på grund af en dårligt gennemtænkt og mangelfuld lovgivning samt danske EU-forbehold, der satte en ellers sikkert velment lovgivning ud af funktion.

Den historiske Grønne Trepart er den hidtil dyreste danske klimaaftale. Den skal føre til reduktion på 1,8 millioner ton CO2 i 2030 og 3,3 millioner ton CO2 i 2035 – primært til gavn for klimaet og mindskning af den globale opvarmning.

Som en positiv sidegevinst vil der samtidig ske en reduktion af de kvælstofmængder, der havner i vandmiljøet – primært via gylle spredt over markerne.

Den Grønne Trepart er dog stadig primært en klimaaftale – med positive sidegevinster for vandmiljøet. Aftalen pålægger fra 2030 landbruget en CO2-afgift på beskedne 300 kroner pr. ton CO2 – vel at mærke når først den er fuldt indfaset i 2035.

Det vil da være mindre end det halve af den CO2-afgift, som den øvrige industri skal betale – nemlig 750 kroner pr. ton CO2. Helt på linje med de lettelser, som fiskerierhvervet har fået. Trods ellers velkendte skadevirkninger fra ikke mindst trawlfiskeriet.

I Danmark er det således ikke blot gratis at ødelægge miljøet.

Man kan også få tilskud til det.

– Hvem betaler gildet?

Danmarks Radio har søgt aktindsigt i, hvem der egentlig skal betale den samlede regning på 62 milliarder kroner frem til 2045. Den, der blev 50% dyrere end oprindelig antaget og opgivet.

EU dækker med et tilskud på 7 milliarder, mens landbruget skal betale blot 11 milliarder. Det svarer til 18%. Den resterende hovedstol på 44 milliarder kroner sendes ud til danske skatteydere og betales af statskassen. Endnu engang skal danske skatteydere således finansiere landbrugets forurening af vandmiljøet.

“De direkte omkostninger til den grønne omstilling for landbruget bliver i størstedelen håndteret af skatteyderne.

Man har valgt et lavere afgiftsniveau for landbruget end for industrien. Hvis man havde valgt det samme afgiftsniveau som industrien, så havde det været en større udgift til landmændene og en mindre udgift til skatteyderne.”

Michael Svarer

økonomiprofessor, Aarhus Universitet

På denne måde bliver der desværre kun et begrænset incitament for landbruget til at gøre noget ved egen forurening. Når man nu alligevel får det hele finansieret af den danske stat.

Oven i det hele får dansk landbrug endda mulighed for at søge yderligere støtte fra diverse tilskudsordninger i Den Grønne Trepart.

Blandt andet til fortsat kvægavl, som er noget af det, der belaster klimaet mest – med en stor udledning af den potente klimagas methan. Den søger man nu at reducere ved at tilsætte stoffet Bovaer til foderet. Kemisk krigsførelse på et mangelfuldt grundlag.

Man kender nemlig slet ikke til langtidsvirkningerne af dette stof eller dyrevelfærden ved denne fodertilsætning.

Man ved blot, at det reducerer udledningen af methan – her og nu.

Tekst & fotos:

Læs også artiklen

“Sagt og skrevet om Den Grønne Trepart“

⌘ ⌘ ⌘

Hvorfor gik det dog så galt?

Vor kollektive politiske hukommelse rækker ikke langt. Mange politikere og politiske iagttagere kalkulerer således kynisk med, at om et halvt år er alting glemt.

Er der således mere end et halvt år til næste valg, er der fred og ingen fare – ingen risiko for negative konsekvenser af ens politiske handlinger. De er alligevel glemt, når vælgerne skal til stemmeurnerne.

Men internettet har udvidet vor hukommelse betragteligt. Således også i den spegede sag om flere forurenende havbrug i et Kattegat, der allerede lider under algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød:

Dan Jørgensen (S) og de nye havbrug

Vi har allesammen – og med fuld rette – haft travlt med at kritisere Venstres Esben Lunde Larsen (ELL) for at være den miljøminister, vi aldrig fik. For udelukkende at være fødevareminister for landbrug og havbrug. For ikke at kere sig en døjt om miljøet, hvis det på nogen måde kunne lægge hindringer i vejen for landbrug og havbrug.

Men ret skal være ret, og de nye havbrug fra L111 er desværre ikke ELL’s opfindelse. Ikke alene i hvert fald. Tankerne om flere og nye havbrug stammer såmænd fra den tid, hvor socialdemokraten Dan Jørgensen var minister for området.

Dan Jørgensen var således minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 12. december 2013 til 28. juni 2015. Og han var i sin tid blevet valgt ind i Folketinget alene på grund af Svend Aukens mange personlige stemmer.

Det er præcis i Dan Jørgensens ministerperiode, at tankerne om flere og nye havbrug i de indre danske farvande dukker op. Det kan man læse om i papirer fra ministeriet dateret den 6. november 2014. Altså midt i Dan Jørgensens ministerperiode.

I disse papirer kan man blandt meget andet læse følgende nu skæbnesvangre ord, forfattet af Socialdemokratiet sammen med regeringspartneren Det Radikale Venstre og med opbakning fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Venstre:

“Parterne er enige om, at den danske akvakulturproduktion udvikles på en måde, som reducerer miljøbelastningen. For perioden 2014-2017 reserveres 3,5 mio. kr. til at sikre en effektiv udpegning af egnede områder til akvakulturproduktion og 3 mio. kr. til afsætning af bl.a. økologisk akvakulturproduktion, herunder eksportorienterede aktiviteter.

Desuden vil der under programmet blive allokeret midler til udvikling og investering i ny teknologi til bl.a. havbrug og recirkuleringsanlæg.”

Det var således Dan Jørgensen (S) og hans regering, der i 2014 støbte de fatale kugler og placerede bolden for fødderne af den senere efterfølger Esben Lunde Larsen (V). Lige til en helflugter ind i det nu gabende tomme miljømål.

Miljøministeriet eksisterede jo ikke længere, men var reelt afskaffet – opslugt af Fødevareministeriet, der jo var og er landbrugets forlængede arm.

Venstre var ikke sene til at lugte millionerne, der lå og ventede fra en massiv fiskeproduktion – helt uden besværlig og fordyrende rensning af spildevandet.

Venstres finansordfører Jacob Jensen havde og har således en lønnet bestyrelsespost hos landets største og mest forurenende havbrug Musholm, som derfor var blandt de første ansøgere til de planlagte havbrug i Kattegat.

Vennerne fra havbruget var tidligt orienteret og aldeles klar over de aldeles enestående muligheder for nu at forurene helt gratis. For at tjene millioner på at forurene det vand, som skatteborgerne inde på land havde betalt milliarder for at rense – til kloakering og bygning af rensningsanlæg.

Esben Lunde Larsen (V) og de nye havbrug

Den daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen havde således dygtigt brugt Dan Jørgensens oplæg til fremtiden for dansk akvakultur – til at fremme egne og andres økonomiske interesser.

Dette på trods af et ikke-eksisterende “miljømæssigt råderum” for øget forurening. Der står jo udtrykkeligt i papirerne fra 2014, at akvakulturen skal udvikles på en måde, der “reducerer miljøbelastningen”.

Det kan man bare ikke, når 117 ud af 119 registrerede danske havområder endnu ikke havde opnået “god økologisk tilstand, og der var behov for kvælstofreduktion i alle vandområder”. Ordet “miljømæssigt råderum” er således et ikke-eksisterende fænomen i de indre danske farvande.

Der er i stedet tale om et “miljøpolitisk råderum”, hvor man kynisk og fra politisk hold afgør, hvor meget man vil forurene et givet sted. Hvor langt man kan og tør gå, uden at det ender i et EU-sagsanlæg om overskridelse af kravene i Vandramme-direktivet.

Grådighedsrummet

Derfor opfandt kloge landbrugshjerner begrebet “kompenserende foranstaltninger”, så man – i hvert fald set med landbrugets egne øjne og nu med god samvittighed – kunne øge produktionen og forureningen. Blot man laver eksempelvis tangfabrikker eller muslingefarme til optag af lige så store mængder kvælstof, som fiskeopdrættet udleder.

Det ville fungere – i teorien. I praksis anede man nemlig ikke, om det overhovedet lod sig gøre. Ingen havde prøvet det før i den målestok og på de lokaliteter.

Det var således socialdemokraten Dan Jørgensen, der i sin tid som minister for Miljø og Fødevarer lancerede tanken om flere havbrug i nye havområder. I den hellige væksts navn. Det må vi ikke give Venstres Esben Lunde Larsen hele skylden eller æren for. Ret skal være ret.

Det er sikkert også derfor, at Dan Jørgensen var påfaldende tavs i hele debatten og efter den kulørte presse at dømme mere optaget af kærestens deltagelse i “Vild med dans”. I det hele taget kunne man ønske sig, at danske politikere over en bred kam var vildere med politik end med dans.

Men det er de altså ikke altid. Og netop her minder Venstre og Socialdemokratiet foruroligende meget om hinanden.

Socialdemokratiet(S) kovending

Det var givet også derfor, at Socialdemokratiet – senest med Simon Kollerup (S) som velvillig kollaboratør – valgte at gå ind for de forurenende havbrug sammen med Esben Lunde Larsen og hans betalte partifæller inden for fiskeopdrættet. Efter lang tids spil for galleriet, hvor Kollerup ellers foregav en ægte interesse for havmiljøet.

For øvrigt en slående parallel til de Konservatives Rasmus Jarlov, der efter stort postyr også valgte at stemme “ja” til den forhadte Landbrugspakke og dennes øgede udledning af kvælstof. Vel vidende, at den var helt gal i forhold til selvsamme Vandramme-direktiv. Og at han selv havde medvirket til at få afsat fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på nøjagtig det samme grundlag.

K havde blot forinden lovet de andre borgerlige partier, at det ville man bare gøre. Stemme for først Landbrugspakken og siden flere forurenende havbrug i Kattegat. Uanset hvad. Og det gjorde man så.

På samme måde har Liste A’s Simon Kollerup givet hele tiden vidst, at han ville stemme ja til de nye havbrug. Fordi de nu og oprindeligt var partifællen Dan Jørgensens opfindelse.

Eksperthøringen var blot et efterhånden nødvendigt spil for galleriet. Politik, når det er værst og mest råddent. Al politikerledes fader.

Hjarnø hjælper til

Men så nærmede valget sig, og de dårlige sager væltede op inden for havbruget – med Hjarnøs fire gange deres tilladte forurening som den midlertidige top af isbjerget.

Det endte som bekendt og til allersidst med den berømte socialdemokratiske kovending, hvor fiskeriordfører Simon Kollerup (S) blev sat til side og erstattet af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S).

Sidstnævnte meldte klart ud, at Socialdemokratiet ikke længere støtter op om de planlagte totalforurenende havbrug i Kattegat:

“Punkt ét er, at der har været en række sager, hvor havbrug har gjort sig uheldigt bemærkede. Det har primært været Hjarnø Havbrug, der har gjort sig skyldig i voldsom overproduktion. En undersøgelse har efterfølgende vist, at der er generelle udfordringer med tilladelser i branchen.”

“Punkt to er, at kvælstofudledningen i det danske vandmiljø ikke er faldet som forventet. Det viser tallene i den seneste rapport fra Novana (nationalt overvågningsprogram for vandmiljø og natur, red.). Dermed er der ikke plads til, at havbrugs-sektoren tilfører endnu mere”.

Med “totalforurenende” menes, at åbne havbrug helt enkelt ikke kan rense deres spildevand. Det ligger i hele deres opbygning, at vandgennemstrømningen netop skal fjerne forureningen fra fiskene, der ellers vil kvæles i deres egne ekskrementer.

Al forurening fra fiskeopdrættet – foderrester, ekskrementer, medicin og kemiske hjælpestoffer – ryger direkte ud i vandmiljøet.

Det burde minister Dan Jørgensen (S) jo have vidst, inden han foreslog flere åbne havbrug i de indre danske farvande. Og det gælder for øvrigt økologiske såvel som konventionelle havbrug. De forurener nøjagtig lige meget, hvad kvælstof og fosfor angår. De økologiske bruger blot færre hjælpestoffer og medicin – hvis ellers de overholder reglerne.

Men så godt og såvidt Christian Rabjerg Madsen (S), der nu leder Socialdemokratiet ud af deres vildfarelse og væk fra de vilde vækstplaner.

Man har heldigvis et standpunkt, til man tager et nyt. Det vidste allerede statsminister Jens Otto Krag (S). Og selv et helt parti kan jo heldigvis blive klogere, når de rette informationer til sidst når toppen, der så kan eller må tage affære.

Nu må vi så bare håbe, at Socialdemokratiet stadig mener det samme efter valget. Så også vore efterkommere kan tage sig en forfriskende dukkert i et rent og salt Kattegat.

Logo: Miljøforeningen BLAK