Tag-arkiv: Külli Tammur

Estland kæmper for miljøet

Det tog 3 år at nå så vidt! Og nu vil en 151 meter bred og 4,5 meter høj dæmning blive fjernet i Estland ved den sydlige Østersø. Midt mellem Finland i nord og Letland i syd.

Restaureringen er del af et større projekt til 15 millioner Euro (godt 110 millioner danske kroner), der vil hjælpe med at genoprette en historisk vandringsrute for den truede østersølaks og genskabe den oprindelige habitat i Pärnu floden.

Pärnu flodbassinet i Estland dækker et område på 20% af Estlands størrelse. Floden selv er 144 km lang, men sammen med bifloderne (270 floder og vandløb) udgør den et 3.300 km flodbassin. Pärnu er den største historiske lakseflod i landet med et potentiale, der er dobbelt så stort som de andre af landets floder – med hensyn til at forbedre laksebestanden.

Imidlertid står en stor hindring i vejen for de vandrende laks: Sindi dæmningen. Denne 151 meter brede og 4,5 meter høje dæmning er den første vandringshindring opstrøms flodmundingen (14 km fra havet), så fjernelse af den vil effektivt åbne flodbassinet for vandrefiskene. Det er præcis, hvad projektleder Külli Tammur og hendes team af ildsjæle er i færd med at gøre.

Baggrunden for at fjerne dæmningen var først og fremmest, at dammen blokerer de historiske vandringsruter for laks på vej mod deres gydepladser længere oppe i floden. Desuden var dammen også i strid med estisk statspolitik, der har til formål at beskytte og bevare oprindelige naturtyper. Tænk, om vi havde en sådan miljøpolitik herhjemme.

For at fjerne dæmningen måtte regeringen imidlertid opkøbe jordarealer for 1,3 millioner Euro. Knap 10 millioner danske kroner. Først da kunne man begynde at planlægge fjernelsen af selve barrieren.

Disse planer startede i begyndelsen af 2015, men det gik langsomt, da det var svært at få alle om bord – til at være enige om projektet. Opstemningen havde jo skabt en kunstig sø, hvor de lokale beboere nød at svømme og sejle. At fjerne deres udendørs pool var derfor en enorm hindring, som allerførst måtte overvindes.

Projektgruppen fik undervejs flere visioner om, hvordan samfundet og miljøet kunne se ud, når dæmningen var fjernet. Den endelige vision omfatter udgravning af floden på udvalgte steder, så den bliver lettere at svømme i. Anlæg af nye veje, så befolkningen kan gå langs floden. Samt etablering af en hurtig strømstrækning til krævende kajaksejlads. Nu er det sågar også lovligt at fiske der!

Alene samarbejdet med lokalsamfundet og færdiggørelsen af visionen tog halvandet år at få på plads. Først da kunne man officielt påbegynde projektet og starte nedbrydningen af damvæggen, så floden atter kunne flyde frit.

De kan bare, de estere. Vågn op, vi danskere. Vis verden, at vi ikke er et miljømæssigt U-land, men helt på omgangshøjde med de fremsynede estere. Vi har ganske vist ikke en miljøminister, som de har i Estland, men alligevel. Vi har en Gudenå, landets længste vandløb, der stadig ligger i lænker. Opstemmet af Tangeværket til et vandkraftmagasin, der i dag kaldes Tange Sø.

Et pudsigt sammentræf er det i den forbindelse, at den estiske Pärnu flod er 144 km lang. Den danske Gudenå 150 km. De to minder således rigtig meget om hinanden.

Det gør omkostningerne til retablering derfor også:

Mellem 100 og 150 millioner kroner.


Fakta

Den estiske flod Pärnu, som efter et 144 km langt løb munder ud i Riga Bugten, der er en afsnøring af Østersøen. Fra naturens hånd et meget produktivt laksevand, der imidlertid for mange år siden blev amputeret blot 14 km fra flodens udmunding.

Nedenstående illustration viser, hvordan Gudenåens laksebestand forsvandt helt efter anlægget af Tangeværket i 1920-24. Sidste Gudenå-laks blev fanget i 1928. Så blev der stille i landets længste vandløb.

Gudenåens havørredbestand halveredes blot, da havørreden har halvdelen af sine gydepladser i tilløb til Gudenåen nedstrøms Tangeværket. Med Lilleåen som det vigtigste.

GA_Fangster