Tag-arkiv: Konservative

Det grønne skæbnevalg

Efter fire års rædselsregime for miljøet med først Eva Kjer Hansen (V) og siden Esben Lunde Larsen (V) som ansvarlige ministre stod alt på spil ved folketingsvalget i 2019.

Der måtte ryddes op i virvaret af vindmøllevenner, kvotekonger, havbrugere og andet godtfolk, som siden det foregående valg havde lagt sig grundigt i ske med ministre og embedsværk – eller sågar var hoppet i badekarret sammen med Bubber. Den regerende del af det danske folketing havde nået et hidtil uset bundniveau, hvor flere italienske og græske politikere efter sigende overvejede en studietur til Danmark – for om muligt at lære helt nye tricks…

Anyway. Det gik heldigvis godt. Regeringen blev sat af pinden, og den nye regering lovede om ikke guld så i hvert fald grønne skove. Og en klimapolitik, der både kan og skal holde den globale opvarmning i ave. Men inden det nåede så vidt, var der lige nogle nye spørgsmål, som vælgerne måtte tage stilling til:

Lige pludselig var klimaet nemlig kommet på alles læber og partiernes dagsorden. Greta Thunberg, en 16-årig svensk skolepige, havde strejket i protest mod politikernes manglende stillingtagen til det klima, som var hendes og ikke deres fremtid. Runkedorerne i dansk politik fnyste og havde kun foragt til overs. De yngre var lidt mere usikre.

Selv hendes egne partifæller så i hvert fald beskæmmet bort, da Pia Kjærsgaard (DF) op til valget skærpede skytset og fyrede den om klimatosserne af – afventende det bifald, der aldrig kom. Nok det største politiske selvmål til dato fra nogen partileder. Så meget ude af trit med virkeligheden og så endda som formand for Folketinget. Tsk… 

Midt under valgkampen lod daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) så en bombe af de lidt større springe: Han foreslog i ren desperation, at han gerne ville gå i regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen – hvis bare han så mindeligt måtte forblive statsminister. For enhver pris. Den røde lejr tog tælling et kort øjeblik.

For historien viser jo, at Venstre og Socialdemokratiet på mange måder står hinanden nær og meget ofte stemmer for de samme ting. Eksempelvis flere forurenende havbrug. Eller fortsat brug af diverse sprøjtegifte, som ellers måtte være på vej ud. Heldigvis besindede Mette Frederiksen sig og lovede, at hun ville være en ren rød regeringsleder.

Der blev undervejs i valgkampen lukket varm luft ud i lange baner. De samlede danske CO2-udledninger var i 2018 godt fem millioner ton højere, end regeringen selv havde forventet. Fortsætter vi denne kurs, skal Danmark 7-doble hastigheden i indsatsen efter 2030 for at nå klimamålene. Det viser beregninger fra organisationen CARE. 

– Det er ikke tilfredsstillende, indrømmede klimaminister Christian Lilleholt (V). Han mente dog, at man skal se på det lange seje træk, hvor vi arbejder frem mod klimaneutralitet i 2050. Det virkede på en eller anden mærkelig måde om noget, man havde hørt rigtig mange gange før?

Et af omdrejningspunkterne i valgkampen blev for mange lov L 111 om flere forurenende havbrug i det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret. Hvor der kun er grådighedsrum og intet rådighedsrum. Det hele startede med daværende fødevareminister Dan Jørgensens (S) totalt ugennemtænkte forslag fra 2014 om udvidelse af den danske akvakultur – med flere nye forurenende havbrug.

Da miljømålet i den næstfølgende regering pludselig stod gabende tomt, kunne den nye fødevareminister Esben Lunden Larsen (V) elegant trille bolden over stregen med vedtagelsen af den omstridte lov L 111, der pludselig gav Venstres mange venner i havbruget muligheder for at score nye nemme millioner. Uden rensning af spildevandet. Flere åbne kloakker direkte ud i Kattegat.

Alternativet ønsker at se sig selv som et miljøvenligt parti, der skal redde verden. Desværre flyver og farer de selv mere, end godt er. Verden rundt. Medierne gik i dybden med det alternative partimedlem Carolina Magdalene Maiers mange rejser – hvilket ledte til kåringen af hende som årets helt store rejsedronning. 

Kåringen skete på baggrund af de mange fotos og rejsebeskrivelser, hun selv havde lagt op på Facebook. Heriblandt partifester i Paris og dykkerrejser til Mellemøsten. Stik modsat hendes opfordringer til danskerne om, at de skulle lade være med at tage flyet og i stedet holde klimavenlig ferie hjemme i Danmark. Hykleri hedder det vist. Og det straffes af vælgerne. Caroline Maier røg ud af Folketinget med et brag.

Ovenstående påstand hoppede danskerne alligevel ikke på. Men tænk, at Carsten Bach (LA) som uddannet geolog kunne få sig selv til at sige det – i en tid, hvor det ene nye pesticid efter det andet tikker ind på tavlen. Hentet op fra netop det danske grund- og drikkevand. Som resultatet af mange års hjernedød brug af pesticider, hvis langsigtede egenskaber ingen anede eller aner noget om. Men som myndighederne alligevel godkendte – og på ufattelig vis stadig godkender.

Der blev da også helt stille i forsamlingen, da Carsten Bach netop havde fyret ovenstående svada af. For sagde han virkelig det? Vælgerne kvitterede efterfølgende for hans påstand ved at sende ham lukt ud af Folketinget. Her kan han fortsat rådgive danskerne om det sunde danske grundvand – nu blot i privat regi.

Det var de Konservative, der fik væltet Eva Kjer Hansen (V) af pinden som fødevareminister, da hun præsenterede den usandfærdige Landbrugspakke som dikteret af interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug. Det var Rasmus Jarlov (K), der gennemskuede bedraget og fik afsat fødevareministeren.

Men det var selvsamme Jarlov, som blev helt stille, da de Konservative først var kommet i regering og han selv havde fået stillet en ministerbil til rådighed. Plus naturligvis ministerløn og ministerpension. Så stemte Rasmus Jarlov gladeligt for både Landbrugspakken, som han ellers havde taget afstand fra, og lov L 111 om flere forurenende havbrug. Så meget for de Konservative som Blå Bloks grønne stemme…

Som valgkampen skred frem, blev selv de borgerlige partier mere og mere grønne. Ja, de kappedes nærmest om at love bedre miljø og flere grønne elbiler – med Lars Løkkes halve million som den foreløbige vinder af budrunden. – Hvad gør man ikke for at vinde et miljøvalg, når man er totalt bagud på point efter fire år med totalt modsatrettede handlinger? Med tiltag på tiltag til direkte skade for miljøet?

Det hjælper jo heller ikke på partiets grønne image, når ens egne interesseorganisationer – Bæredygtigt Landbrug samt Landbrug & Fødevarer – trækker i stik modsat retning. Eksempelvis ved at gå til domstolene for retten til også fortsat at sprøjte pesticider ud over sårbare drikkevandsboringer. Endnu et skud i foden med giftsprøjten.

Enhedslisten manifesterede sig under hele valgkampen som et seriøst parti, man ville kunne regne med i en kommende mulig regeringssammenhæng. Trods partiets ellers meget dårlige erfaringer med den tidligere Røde Regering, der jo blev styret fra det Sorte Tårn af den Blå Bjarne. – De pisser på os, sagde en vred Johanne dengang.

Det viste sig, at Pernille Skipper var en værdig arvtager for stemmeslugeren Johanne Schmidt Nielsen. Mange havde ellers frygtet for resultatet af Enhedslistens ganske sunde regel om, at man kun kan sidde et vist antal år i Folketinget – inden det er ud af vagten og ind med en anden. Skipper klarede imidlertid magtskiftet på forbilledlig vis. Med miljøet højt på dagsordenen.

Det ville de, og Danmark har igen en miljøminister som alle andre civiliserede lande. Det var ellers et rigtig smart træk eller trick, da Lars Løkke reelt nedlagde det for landbruget så besværlige Miljøministerium – ved at underlægge det landbrugets Fødevareministerium. Da Eva Kjer Hansen (V) først var væltet, kom den rettroende Esben Lunde Larsen (V) til.

Han fortsatte arbejdet med at nedbryde miljøet og kontrollen med det. Han trak dele af Miljøstyrelsen helt ind i ministeriet og undgik derfor behændigt mulige krav om aktindsigt. Og hastebehandlede så ellers vennernes sager om fiskekvoter og havbrug. Vi har aldrig set noget lignende i Danmark. Nu skal den nye miljøminister Lea Wermelin (S) så forsøge at genoprette tilliden til både Miljøstyrelsen og Fiskeristyrelsen. Det bliver svært.

Ud over slutspurtens klimatosserier fra Pia Kjærsgaard, så gjorde Dansk Folkeparti sig i hele valgperioden skyldige i total ansvarsfraskrivelse. Efter et rekordgodt valg var der ellers muskler og stemmer nok til at gå i regering, men det turde DF bare ikke. Måske de hele tiden frygtede FELD og MELD og Messerschmidt. Vi ved det ikke.

Partiet blev i hvert fald hængende ude på sidelinjen, hvorfra man mente at kunne få flest DF mærkesager igennem. Men vælgerne var skuffede og straffede DF hårdt ved valget. Ikke mindst de DF’ere, der havde ført sig frem som varme fortalere for flere forurenende havbrug, blev sat fra bestillingen efter et rekorddårligt valg, der halverede Dansk Folkeparti.

Dette gjaldt i særlig grad værtshusparret fra den nordjyske by Mariager, Pia Adelsteen (DF) og Kim Christiansen (DF), som begge havde været blandt de varmeste fortalere for flere forurenende havbrug ud for Djursland. Det lå jo tilpas langt fra Mariager Fjord. Ikke mindst Pia Adelsteen deltog meget aktivt i debatten og opbakningen til Esben Lunde Larsen.

Begge røg de ud efter valget – ud af Folketinget og tilbage til værtshuset i Mariager. En skæbne, de måtte dele med bror-søsterparret Anders Samuelsen (LA) og Merete Bock (LA), der begge røg ud sammen med førnævnte partifælle Carsten Bach. Det gav lidt frisk luft i Folketinget – og partistifter Samuelsen en del at tænke over.

Men ikke kun regeringspartierne blev straffet. Det gjorde også Alternativet, som foretog en sidste besynderlig handling op til valget:

Partiet opstillede en storforurenende havbruger, som netop var taget i at fuske med sine “økologiske” ørreder. Fisk, der havde været på afgiftning og tvangsøkologisering i Storebælt efter en malakitgrøn og giftfyldt barndom i Jylland.

Havbrugeren fra Bisserup kom ikke ind. Alternativets Christian Poll, som aktivt forsvarede opstillingen af den storforurenende havbruger til Folketinget, røg selv ud efter valget. Med sig fik han det lidet attraktive hashtag #ExitPoll. 

Flugten til Amerika

Det var dog billigt sluppet sammenlignet med det totalexit, som overgik Esben Lunde Larsen (V) før valget. Han fik først frataget Fiskeriministeriet, som han ikke formåede at bestyre. Og siden Fødevareministeriet, da skeletterne for alvor begyndte at rasle ud af skabene også her.

Esben Lunde Larsen valgte endda at droppe både ministerium og politikerkarriere, da han nærmest overnight flygtede over Atlanten – til et beskyttet arbejde i en grøn (!) amerikansk tænketank støttet af den danske stat. Skatteyderbetalt.

Så jo – det var bestemt ikke noget kedeligt valg. Og heldigvis så endte det jo lykkeligt for den trængte danske natur og det hårdt pressede danske vandmiljø.

Med en rød regering, der har lovet at være grøn.

Det må vi holde den fast på!

© 2019 Steen Ulnits


Du kan finde mig her på Instagram:

www.instagram.com/steenulnits


Og her på Facebook:

www.facebook.com/steenulnits

Havbrug – nu også på TV!

I miljøgruppen BLAK Djursland drømmer vi om en maritim nationalpark, hvor natur og miljø er i højsædet. Hvor naturen får et tiltrængt pusterum efter mange års brug og misbrug.

Men indtil en sådan nationalpark er en realitet, da fortsætter oplysningskampagnen om de forurenende havbrug, der jo bare ikke kan gøre noget for at hindre deres totalforurening af de indre danske farvande. De åbne netbure garanterer, at al forurening fra de mange tusinde fisk – foderrester, fækalier, antibiotika og kemiske hjælpestoffer – havner direkte i havet uden for burene. Til glæde for vandmiljø og vildfisk.

Det har hidtil holdt hårdt med at få gjort pressen interesseret i denne nok sidste middelalderlige produktionsmetode, hvor man tillader udledning af totalt urenset spidevand til det havmiljø, som skatteborgerne inde på land har investeret milliarder af kroner i at rense.

Men nu lysner det, og pudsigt nok startede det med intern uro blandt de politiske partier, som selv var med til at beslutte lov L111 om flere forurenende havbrug.

Først kom Liberal Alliances ungdomsafdeling i Aarhus, som var blevet skeptiske med hensyn til deres “voksne” MF’eres beslutning på tinge om tilladelse til flere forurenende havbrug. De unge indkaldte derfor til debataften om emnet. Det var jo deres fremtid, det drejede sig om – deres badevand og fiskevand. Ikke de allerede etablerede og vellønnede folketingspolitikeres.

Dernæst kom så den konservative byrådsgruppe i Aarhus, som bestemt ikke var glade for deres folketingsmedlemmers bytten sorte ministerbiler ud med flere forurenende havbrug lige uden for døren. De indkaldte derfor til en stor konference om fremtiden for Aarhus Bugt – med havbrug som første punkt på dagsordenen. Det fremsyn skal alle implicerede parter have stor tak for. Det kom der nemlig informativt fjernsyn ud af:


Den lokale ITV station var på pletten og forevigede hele konferencen, der for øvrigt blev afholdt i den spritnye og moderne Sydhavn – med direkte udsigt til Marsk Stigs gamle ø Hjelm, hvor regeringens planlagte havbrug jo skulle ligge. Det var således meget passende rammer for emnet, som den konservative byrådsgruppe havde valgt til dagen.

ITV mente efterfølgende, at der var så meget godt stof i emnet – i nogle få havbrugeres voldsomme forurening af vore fælles havområder – at det krævede hele to separate TV-programmer for bare at få emnet dækket så nogenlunde.

Det første af de to halvtimes programmer kan nu ses her på ITVs egen Vimeo-kanal. Klik på billedet herover for at blive generelt klogere på havbrug.

Og klik på billedet herunder for at se det andet mere specifikke ITV program om havbrug:


Af de 800 tons kvælstof, som den nye lov L111 giver tilladelse til udledning af, vil Nordsjællands sommerhuskyster modtage 127 tons med vind og strøm. Anholt og Læsøs sandstrande vil modtage 109 tons, mens Djursland og Aarhus Bugt vil få tilført 98 tons. Kvælstof, der uundgåeligt og med usvigelig sikkerhed vil resultere i øget algeblomst og efterfølgende iltsvind. Og vel at mærke kvælstof, der tilføres kystområder, som er underlagt Vandplanerne og dermed i sidste ende EU’s Vandrammedirektiv. Områder, hvis miljøtilstand derfor ikke må forringes.

Læs gerne artiklen “Strøm og Stille” for yderligere information om vind og strøm i de indre danske farvande. Det kan nemlig godt være, at vandstrømmen netto går fra den ferske Østersø og op gennem Øresund, Storebælt og Lillebælt, inden vandet havner i først Kattegat og siden Skagerak. Inden det til allersidst når ud i den salte Nordsø.

Men inden da er vandstrømmen med vind og strøm og tidevand gået frem og tilbage rigtig mange gange. Og hver gang er der aflejret forurening, som forbliver permanent i de indre danske farvande – med Aarhus Bugt som et godt eksempel. Havet sletter slet ikke alle spor. Langt fra. En stor del af forureningen beholder vi selv – til vore efterkommere, der må slås med forurening, algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som vi har skabt til dem.

Det danske vandmiljø har det generelt så dårligt, at 117 ud af 119 definerede områder stadig ikke lever op til Vandrammedirektivets krav om “god økologisk tilstand”. En sådan skulle være opnået allerede i 2015, men har nu måttet udsættes til 2021. Kattegat er ligeledes omfattet af Helcom-konventionen, der forpligter medlemslandene til at forbedre vandmiljøet i Østersøen og Kattegat. Helcom tillader ikke, at man flytter rundt på forureningen og på den måde kan opfinde “råderum” til ny forurening.

Tidligere miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) følte sig imidlertid ikke forpligtet af de konventioner, som Danmark ellers selv for længst havde tiltrådt. Han mente, at Danmark selv måtte bestemme over sin del af det farvand, som Helcom omfatter. Esben Lunde Larsen måtte dog efterfølgende tage flugten over Atlanten til et skatteyderbetalt eksil i USA.

Lad os derfor håbe, at vor helt nye og heldigvis genoprettede miljøminister Lea Wermelin (S) føler sig mere forpligtet af aftalen og har et bedre moralsk kompas end sin nu flygtede forgænger. Og lidt mere interesse for miljøet.

Så meget vil L111’s planlagte havbrug forurene kystområderne langs Kattegat med kvælstof

Grafik: Dagbladet Information


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

https://www.skrivunder.net/nej_til_havbrug_i_kattegat__ja_til_maritim_nationalpark

 

Nej til havbrug – v. Nina Bjarup Vetter – fmd. BLAK – Jægergårdsvej 4 – 8400 Ebeltoft

Mobil 6139 4064 – Mail: blaknejtilhavbrug@gmail.com

Tilbage til indholdsfortegnelsen

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande i Danmark.

Alle indlæg står for de enkelte forfatteres egen regning.

Teksterne må frit citeres og anvendes

mod behørig kildeangivelse.