Den kom i 2003, og skaderne er ikke ovre endnu. Vi taler om universitetsloven, som statsminister Anders Fogh Rasmussen og videnskabsminister Helge Sander, begge Venstre, lancerede for eksakt 20 år siden.
Jeg havde selv slået mine folder i universitetsmiljøet, men nåede heldigvis væk inden 2003. Heldigvis, for herefter blev der stille og roligt sat flere og flere spørgsmålstegn ved troværdigheden af dansk forskning. Ofte desværre med rette.
I starten lød baggrunden for den nye universitetslov såmænd ganske fornuftig og troværdig – omend lidt religiøs i sin karakter.
Fostret og udtænkt af statsminister Fogh Rasmussen, som med en streng opvækst og baggrund i den nordjyske landsby Skals ikke havde megen respekt for den tids forskning og forskere. Dem kaldte han med afsky for smagsdommere.
Det skulle de fortryde, og det kom de til med den nye lov. Universiteterne var i de første år lidt usikre på, hvordan loven skulle implementeres – når man nu var forsker og vant til fri grundforskning uden forud udpegede mål.
Forskning, som jo indtil da kun havde resulteret i danske småopdagelser som elektromagnetismen, atomkraften og den allesteds nærværende natrium-kalium pumpe. Den slags var der ikke megen fremtid i, mente Anders Fogh Rasmussen og hans trofaste væbner, videnskabsminister Helge Sander.
Sidstnævnte udtænkte derfor et helt nyt slogan for fremtidens målrettede forskning, og det skulle vise sig at ramme hovedet på sømmet:
”Fra forskning til faktura”
“Fra forskning til faktura”
Mere klart og tydeligt kunne det næppe være udtrykt.
Man kan levende forestille sig begejstringen i regeringskontorerne, da man fik det helt nye mantra at arbejde efter. Kort og præcist. Et budskab, alle kunne forstå.
Der skulle nu tjenes penge på landets hidtil så kostbare universiteter, der fremover skulle drives som selvejende økonomiske virksomheder. Med bestyrelser rummende erhvervsfolk og blå tal på bundlinjen.
Universiteterne skulle ikke længere koste samfundet penge. De skulle give overskud. Og hurtigt omsættelige forskningsresultater.
Man kan også levende forestille sig den tilsvarende mangel på begejstring hos landets universitetsforskere. De var vant til frihed i deres forskning, og den frihed var nu i overhængende fare. Frihed til den grundforskning, som er fundamentet for den moderne verden, vi lever i.
Næppe nogen universitetsledelse havde haft faglig indsigt nok til at bede Albert Einstein udvikle sin relativitetsteori. Eller Niels Bohr om at definere kvantemekanikken. Den slags kommer kun af basal grundforskning, hvor man ikke har noget andet mål med sin forskning – end bare at blive klogere på verden.
Hvad så resultaterne bagefter bliver brugt til, er en helt anden sag. Med atomkraften som det lysende og mest indlysende eksempel.
Helge Sanders mundrette slogan vandt hurtigt indpas. Ikke hos universiteternes forskere, men i universiteternes ledelser. Her drejede det sig nu næsten udelukkende om at generere overskud på driften. Jo større overskud desto større succes for universitetet.
Mange steder var man så begejstrede for det nye koncept, at man i farten fik byttet om på rækkefølgen. At fakturaen blev skrevet, længe før forskningen var udført eller sågar påbegyndt.
Det første og måske stadig værste eksempel var den nu nærmest legendariske “oksekødsrapport” fra Aarhus Universitet.
Oksekødsrapporterne
Ordet “oksekødsrapport” er siden blevet synonym for tilsyneladende uvildige rapporter fra tilsyneladende neutrale offentlige institutioner såsom universiteterne.
Oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet er blevet det lysende eksempel på en styret, betalt og misbrugt forskning. På det nye fænomen “Fra faktura til forskning”.
Det var en rapport, der frikendte oksekød for unødig klimabelastning, og som efterfølgende blev citeret vidt og bredt. Til stor glæde for kvægavlen, der jo havde bestilt netop det.
Desværre viste det sig efterfølgende, at rapporten ikke blot var finansieret af den offentlige Kvægafgiftsfond og dermed af landbruget selv. Dele af den var sågar også skrevet af dem. Her var ingen nemlig interesseret i sandheden.
Rapporten var samtidig en del af et projekt ledet af interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer (L&F) – med deltagere fra L&F selv samt kødgiganten Danish Crown.
Hele kødsektoren var under stærkt pres på grund af kødproduktionens massive negative effekt på klimaet. Oksekødsrapporten skulle derfor bruges til at give netop oksekød et bedre image hos befolkningen. Godt sminket, så det kunne glide lettere ned.
Netop derfor blev forsiden af rapporten et folkeligt billede af en saftig burger, godt garneret med frodigt grønt, som kunne løfte indtrykket af sundhed lidt.
Bedraget blev imidlertid opdaget, og det indkasserede pengebeløb måtte efterfølgende betales tilbage igen – til Kvægafgiftsfonden med flere bidragydere. Og som noget hidtil uhørt blev hele rapporten trukket tilbage. Da det var for sent.
Med oksekødsrapporten fra danske landbrugsforskere havde Aarhus Universitet solgt ud af troværdigheden i en sådan grad, at man var nødt til at trække hele rapporten tilbage. Troværdigheden kunne man imidlertid ikke genoprette.
Begrebet “oksekødsrapport” var nemlig kommet for at blive. For der viste sig at være adskilligt flere af dem.
“Fra faktura til forskning”
Dagbladet Information gravede efter oksekødsskandalen videre i de mange andre rapporter fra Aarhus Universitet (AU).
Her fylder landbruget nemlig rigtig meget efter fusionen med de oprindelige universiteter. Det var således den jyske muld, som var fulgt med indendøre og her havde kontamineret universitetsgangene.
Dagbladet Information fandt under dette gravearbejde endnu flere graverende fejl. Det endte til sidst med, at AU’s ledelse selv valgte at kigge universitetets rapporter efter i sømmene. For nu at se, om kritikken virkelig holdt stik. Om der var noget fundamentalt galt med arbejdsgangen og finansieringen.
Det var der. AU konkluderede efterfølgende selv, at de havde fundet fejl og mangler i 34 ud af 55 rapporter udarbejdet af Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug (DCA) ved Aarhus Universitet. I næsten to tredjedele af alle undersøgte rapporter.
Det var rapporter, som Aarhus Universitet havde fået ekstern finansiering til udarbejdelse af i løbet af de seneste fem år. Et hårdt slag mod AU’s troværdighed, der stadig lider, når det gælder landbrugsforskning.
Typisk drejede det sig om AU’s landbrugssektor, der aldrig har beskæftiget sig med fri og uvildig forskning. Det har ikke haft deres interesse, og det så vi nu resultaterne af. Fra faktura til forskning ligger tilsyneladende mere til landbruget, end Sanders oprindelige og omvendte mantra lagde op til.
Ved selv at undersøge og påpege de mest graverende fejl undgik Aarhus Universitet et hav af nye aktindsigter og graverende spørgsmål.
AU blev efterfølgende kritiseret for, at en uvildig undersøgelse efter al sandsynlighed ville have afsløret endnu flere oksekødsrapporter. End dem, AU nu selv havde fundet frem til og påpegede.
Formålet med det oprindelige oksekødsprojekt havde ellers været officielt at levere en fagligt funderet og uvildig analyse af oksekøds klimabelastning.
Det lykkedes landbrugets “forskere” på Aarhus Universitet så desværre ikke med.
Gigantisk sojaimport
Danmark har i forhold til sin ringe fysiske størrelse og høje befolkningstæthed en af verdens største animalske produktioner – næsten udelukkende med eksport for øje. Og derfor importerer vi store mængder af især soja til dyrefoder.
Vi producerer i Danmark omkring seks gange så mange fødevarer, som vi selv kan spise. Og vi har derfor brug for flere gange det dyrefoder, vi selv kan producere.
Og det stopper ikke her. I dag kan man således læse i LandbrugsAvisen, at en dansk landmand netop er gået i gang med at bygge svinestalde til 30.000 nye svin. Der jo alle skal have noget at vokse på. Og som jo alle producerer mere gylle til marker og vandmiljø.
Flere og flere danske marker er derfor omlagt fra korn til konsum til produktion af foderafgrøder som raps og majs. Med tilhørende gødskning og giftsprøjtning for at optimere udbyttet. Samt udvaskningen fra de gødede marker og sprøjtede afgrøder.
Især fodermajs udgør et problem for det i forvejen hårdt belastede danske vandmiljø. Majs er nemlig notorisk dårligt til at holde på de tilførte næringsstoffer. Dyrkning af majs til svinefoder resulterer derfor i en højere udvaskning af de uønskede næringsstoffer – primært kvælstof – til vandmiljøet.
Den bedste afgrøde med den mindste udvaskning til omgivelserne er græs. Grønt græs, som derfor burde vokse i alle kystnære områder og på alle lavbundsjorder, der ikke allerede er taget ud af drift.
Det er netop dette grønne græs, som dansk landbrug i forgangne forårs tørke søgte om lov til at høste på arealer, der ellers var taget ud af drift.
Landbruget manglede som altid foder til de alt for mange husdyr. Og vand til alle de for længst drænede og tørlagte marker, som nu må kunstvandes med oppumpet grundvand. Ofte midt på dagen i bragende solskin, hvor fordampningen er allerhøjest.
© 2023 Steen Ulnits
Læs meget mere i artiklen om “Soja-alliancen”, der er sørgeligt aktuel i disse iltsvindstider.
